Ivar Aasen Norsk Ordbog


Bolrot (oo, o’), n. Trætte mellem Folk, som ligge sammen. (Brugt i Spøg). Af Bol (Leie) og rjota (knurre). Sdm. og fl. Bolstad



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə18/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
#16491
1   ...   14   15   16   17   18   19   20   21   ...   221

Bolrot (oo, o’), n. Trætte mellem Folk, som ligge sammen. (Brugt i Spøg). Af Bol (Leie) og rjota (knurre). Sdm. og fl.

Bolstad (oo), m. Bosted, Gaard. I endeel sammensatte Stedsnavne er Ordet fordunklet ved en Forkortning til “Bost” (o’), som: Myklebost, Øvrebost, Helgebost (Hellbost), og fl.

Bolster (Bolstr), n. Dyne, Sengedyne. Nordland. (Jf. Landst. 544). Afvigende Form: Bonster, Baanster. Helg. Nordre Trondh. G.N. bolstr. Ang. bolster; Eng. bolster.

Bolsvoka (oo, o’), sædv. Bolsoko, Botolfs Messe, den 17de Juni. Østerd. Vald. Egentl. Botolfs Voka; G.N. Botolfs vaka.

Bolt, m. 1) Bolt, stor Nagle eller Støtte af Jern. (Nt. bolt; eng. bolt). 2) Bolt i et Strygejern. 3) Nav, Hjulnav. Smaal. Rom. – Slaa store Boltar: gjøre store Ord, skryde, prale; saaledes ogsaa “ein Bolt”, om en pralende Yttring, et Skryderie. B. Stift.

Bolt, m. 2. Han-Fugl (= Stegg). Jarlsberg.

bolta, v.n. (ar), skryde, prale; s. Bolt. – Bolting, f. Pralerie. Boltar, m. en Skryder. Nogle Steder “ein Boltebukar” (u’). Sdm.

bolutt (oo), adj. boblet, porøs, fuld af Luftblærer.

Bolverk (o’), n. Bolværk, Forbygning, især imod Vandet. G.N. bolvirki. Sv. bålverk. Holl. bolwerk; Eng. bulwark.

Boløks, s. Buløks.

Bom, s. Bumb. – bomme, s. bumma.

Bon, s. Barn. – bona, v. s. buna.

Bona, s. Buna og Bunad.

Bonde (oo), m. (Fl. Bønder), 1) Bonde, bosiddende Mand, i Modsætning til flyttende eller omvankende Folk. Nordl. og fl. G.N. bóndi (búandi), pl. bœndr. – 2) Jordbruger, Gaardmand; i Motsætning til Huusmænd og Strandsiddere. Sogn, Shl. og fl. 3) Almuesmand, Person af Almuen eller Landbefolkningen. (Mest alm.). – 4) Huusbonde, Huusfader (i Forhold til Familien). Sjeldnere. (Landst. 341, 342). – 5) Ægtemand (i Forhold til Konen). Indherred. Lidet brugl. (G.N. bóndi). Ved visse Leiligheder kan Bonde ogsaa betegne: en Kjøgemester (Kvinesdal) eller Skjænkesvend (Gbr.).

Bondebarn, n. en Bondes Barn. Ligesaa Bondedotter, Bondeson.

Bondebruk, n. en Bondes Arbeide, Huusholdning eller Næring.

Bondebunad, m. 1) en Bondes Bohave, Redskaber o.s.v. 2) Bondedragt.

Bondebygd, f. omtr. som Landsbygd.

Bondefolk, n. Folk af Bondestanden. Saaledes ogs. Bondemann, -dreng, -gut; Bondekona, -gjenta, -taus, -kjella, og fl.

Bondegard, m. Gaard som er indrettet til Bondebrug.

Bondegods, n. 1) en Bondes Eiendom 2) om Fiskevarer, især Sild, som bruges i Landet og ikke udskibes.

bondeklædd, adj. klædt som Bondefolk; modsat “byklædd”, og i Nordland modsat “finnklædd”.

Bondelag, n. 1) Bondeskik; 2) Bondeselskab.

Bondelyd, m. Bondefamilie.

Bondemaal, n. Almuesprog.

Bondesed, m. Bondeskik.

Bondestand, n. Bondestand, Bondeklasse.

Bondestova (o’), f. 1) Stue paa en Bondegaard. 2) Herberge for Bønder i en By.

Bondeverk, n. Bonde-Arbeide.

Bondevis (ii), f. Bondeskik

bondsk, adj. særegen for Bondestanden, f. Ex. om Skik og Udtryksmaade. Hedd. ogs. bondsken (kj), bondsleg, bondskleg (Tel.).

bondska, v.n. efterligne Bønderne i Skik og Udtryk; om Fremmede.


bondsleg, s. bondsk.

[Bonett, n. et lidet, smalt Seil, som kan knyttes fast til et større. Holl. bonnet; Fr. bonette.

Bong (o’), el. Baang, f. (Fl. Benger), en Bom eller Skaade til at stænge en Dør med. Hall. (Fl. Bæng’a). Forudsætter et gammelt bøng (bangar). Eng. Dial. bang: Stok, Kjæp; tydsk Bengel. – Hertil: bonga (o’), v.a. (ar), lukke med en Bom. (Vel egentl. banga).

Bonn, s. Barn. bonnaat, s. barnad.

Bonor, Lemmer; s. Buna.

Bonster, s. Bolster.

Bor (o’), m. 1) Bor; især Minebor, Jern at bore Steen med. Jf. Navar. 2) Træorm (?). 3) en vis Hestesygdom; s. Borr.

bora (o’), v.a. (ar), bore, gjøre Hul. Afvig. bara (Hall.), baaraa (Indh.). G.N. bora. Heraf Boring, f.

Bora (o’), f. et smalt Hul. Mest i Sammensætning, som Nasebora, Spenebora, Gotbora. Afvig. Buru (Guldal, Indh.). G.N. bora.

[Boras (oo), n. Borax (et Slags Jordsalt).

Bord (Bor), n. 1) Bræt, Planke, Fjel; især fiirskaaren Planke (i Modsætning til Hun el. Bakhun). Mest alm. udtalt Boor; nogle St. Bool (med tykt L). G.N. bord. Hertil Bordblad, Bordlass, Bordfarm og fl. – 2) Bord, Disk, opstillet Skive til at sætte noget paa. Steinbord, Eikebord, Skrivebord o.s.v. I Særdeleshed: Stuebord, Madbord; saaledes ogsaa med Begreb af Spiisning el. Maaltid. Ganga til eit godt Bord. Sitja med Bordet. Ganga til Bords: sætte sig for at spise. Bords-enden: Enden af Stuebordet. Høge-Bordsenden: den Ende som vender mod Høisædet. – 3) Bundfjel, Planke i Baad eller Fartøi. Andre Bordet fraa Kjølen. Upp i tridje Bordet osv. Jf. Kjølbord, Midbord. Hertil byrd, storbyrd, Tribyrding, Firbyrding. – 4) Side el. Kant paa Fartøi. (Nt. bord; Holl. boord; Eng. board). Jf. Styrbord, Bakbord. Um Bord: ind i et Fartøi. Yver Bord, el. fyre Bord: overbord, ud i Søen. Jf. utbyrdes, og innbyrdes (= innanbords). – 5) den øverste Kant af et Kar; det tomme Rum i et Kar som ikke er fyldt; ogsaa den Deel af Baad eller Fartøi, som er over Vandet. Der er eit stort Bord paa Tunna: Tønden er langtfra ikke fuld. Hava eit Bord fyre Baara: have en maadelig Ladning, saa at der er godt Skyllerum for Bølgerne. Nordl. og fl. (G.N. bord). I denne Betydning bruges ogsaa Bard, udtalt Bar, Jæd. Bal (tykt L), Hall.

Borda (Bora), f. 1) Borde, Baand, Strimmel. G.N. borda; T. Borte. (Fr. bord, Kant). – 2) et langt og smalt Blad, f. Ex. paa Kornstraa. Hertil Bordegras, n. Græsarter med lange Blade. (Boregras).

borda, 1, v.a. (ar), 1) sætte paa Bordet, sætte Mad frem. – 2) belægge med Planker eller Fjele. – 3) borde, lægge et Fartøi nær til et andet. Lyder sædvanlig bora (oo).

borda, 2, v.a. (ar), danne Border (af Borda). borda seg: voxe ud, skyde Blade som ligne Border; om Kornet paa Ageren. Udtalt bora; paa Østl. bole se (med tykt L).

Bord-arbeid, n. Arbeide med Planker; grovere Snedkerarbeide.

Bord-auskjer, n. et stort Øsekar at bruge i Storbaadene.

bordberande (e’), adj. passelig til at sætte paa Bordet. Figurl. anstændig, sømmelig, værdig. B. Stift.

Bordbunad, m. Bordtøi, Kopper og Kar til et Madbord.

Borddisk, m. Brikke, Træ-tallerken. Rbg. Tel. Afvigende: Borrisk (o’), Søndre Berg. Borosk (o’) og Borsk, Sdm. G.N. borddiskr.

Bordduk, m. Borddug.

Bordfot, m. Fod el. Stolpe under et Bord.

Bordgard (Boorgar), m. Plankegjærde.

Bordgrima, f. en liden Sengekarm, som kan lægges op paa et Bord. Hall.

Bordhald, n. 1) Bordskik, Madskik, Kosthold. Nordl. og fl. 2) Anretning for Gjæster, duget og dækket Bord. Sdm.

Bording, f. Bordene eller Siderne i en Baad. Egentl. Plankeværk. (Boring).

bordklæda, v.a. (er, de), beklæde med Fjele, dække med en Fjelevæg. Particip: bordklædd, Hertil Bordklædning, f. Paneling, Brædevæg.

Bordknakk, m. Trefod som bruges til Støtte under en Baad paa Landet. Nordre Berg.

Bordkrakk, m. = Forsæte. Hall.

Bordlad, n. Stabel af Planker.

bordlagd, adj. belagt med Planker.

Bordlesnad, m. Bordbøn.

Bordmol (o’), f. Affald eller Levninger af et Maaltid. Nordl.

Bordriva (i’), f. Revne i en af Bundfjelene i en Baad. (Boreva).

Bordsag, f. stor Sav til Plankeskjæring.

bordsetja, v.a. sætte paa Bordet; ogsaa sætte (Folk) til Bordet. – Bordsetning, f. Kreds omkring et Bord; saa mange Gjæster som faae Rum ved eet Bord.

Bordslede, m. Slæde at kjøre Planker paa.

Bordstikk, n. sidste Stik i Kortspil.

Bordstol, m. Bordfod.

Bordstopul (o’), m. = Bordlad.

Bordsvein, m. Opvarter ved Bordet.

bordsyda (borsy), v.a. (er, de), dække med en Fjelevæg (= bordklæda). Valders og fl. – Bordsydning, f. = Bordklædning.

Bordtak, n. Fjeletag paa et Huus.

Bordtuft, f. Grund at opstable Planker
paa. Paa Østl. Bordtomt.

Bordty, n. = Bordbunad.

Bordvegg, m. Fjelevæg, Brædevæg.

Bordvid (-ve’), m. Planker og Fjele.

boren (o’), adj. 1) baaren. Particip af bera. 2) født, fostret. I Forbind. “fødd og boren”.

Borg, n. 1) Borgen, Kaution. Ganga i Borg fyre nokot. 2) Borg, Laan. Taka ut paa Borg (= borga). Jf. Borgon.

Borg, f. 1) Borg, Slot. (Landst. 119, osv.). G.N. borg, egentlig Fæstning, befæstet Plads; ogsaa By, Stad; beslægtet med berga (beskytte). I Kvindenavne træder Borg (Borr) ofte i Stedet for Bjørg, som: Asborg, Ingeborg, Sæborg, Torborg, Vilborg. – 2) Formuur, Forbygning; især a) Veimuur, opmuret Grund i en Vei. Ryf. Siredal. b) Formuur paa Kanten af en Have eller Terrasse ved Husene. Mandal. c) Muur under en Træbygning (= Svillmur). Husborg. Tel. – 3) en Nische, fiirkantet Fordybning i en Muur; især ved Ilstedet. Omnborg. Sdm. – 4) Rand, Kant; den øverste Ring paa en Bolle (= Beit). Hall.

borga, v.n. og a. (ar), 1) staae inde for noget, forsikkre. Sogn og fl. G.N. borga. – 2) borge, udlaane. (Med Personen i Dativ og Tingen i Akkusativ). 3) laane, tage paa Kredit.

borga, v.a. (2), sætte Muur under et Huus, gjøre en “Borg”. Tel.

Borgar, m. 1) Kjøbstadborger. 2) Handelsmand, Landhandler. 3) Statsborger, Medlem af Statssamfundet. (Det sidste nyere og noget fremmedt).

borgarleg, adj. borgerlig.

Borgarlægje, n. Handelssted. Nordland.

Borgarsed, m. borgerlig Skik.

Borgarskap, m. (n.), Borgerskab.

Borging, m. Indbygger af et Sted som hedder Borg, f. Ex. Eidsborging, som dog lyder “Eissborringje” (Tel.). I Valders “Borgjing” om en Indbygger af Borgund (i Lærdal), som her hedder Borga (f.) og i Dativ Borgun.

Borglid (i’), n. Slotsport.

Borgmeister, m. Borgemester.

Borgon, f. Kredit. Valders. (Jf. G.N. borgan, Borgen, Kaution).

Borgstova (o’), f. 1) Dagligstue, Huusbondens egen Stue. Valders. 2) Tjenerstue, Arbeidsfolkenes Huus paa de store Gaarde. Berg. Nordl. (Sædvanlig udtalt Borrstova).

Borhald, s. Bordhald. – Boring, s. Bording.

Boring (o’), f. Boring (af bora).

Bork, m. Bark, Hud paa Træer. G.N. börkr (g. barkar). Sv. bark. Heraf barka og berkja. I Sammensætning tildeels Borka(r), f. Ex. Borkavaag f. en Vaag Birkebark. Jf. borkutt.

Borka, f. Barkelud, Garvelud af Bark. Hertil borkebrend, adj. beskadiget i Barkningen (om Skind). Borkesaa, m. Barkekar.

borka, v.n. (ar), skryde, prale. Gbr. Solør. (Jf. bolta, børta). G.N. berkja.

Borkaata, f. et Hul paa et Træ, et Sted hvor Barken har voxet ind i Træet. Sdm.

borkeblakk, adj. blegagtig guulbrun eller borket; s. borkutt.

Borklaup, n. tilvoxet Kant omkring et Indsnit eller Skaar paa et Træ. Gbr. (Borkelaup).

Borkløyping, m. Træ, hvorpaa Barken er afflækket. “Borkaløyping”, Sdm.

borkutt, adj. bleggul eller hvidgul med et Anstrøg af rødt (ligesom Tøi som er lidt barket). Østl. især om Heste. Jf. gulblakk. En Hest af saadan Farve kaldes Borken (Borkj’en).

Born (Bonn), s. Barn.

Borr, m. en vis Hestesygdom (med Kløe i Bagdelen). Børr, Hall. Bor (o’), Sogn.

Borre, m. Burre, Urt med smaa Hager paa Blomsterhovederne. (Arctium Lappa). Ogsaa kaldet Purre (Sdm.), Klengja, Klaategras (Tel.). Sv. borre. – Tildeels ogsaa om en stolt og bister Karl. “Børre”, Hallingdal.

Borsk, s. Borddisk. Borste, s. Boste.

Borstova, s. Borgstova. bort, s. burt.

Bos, (o’), n. 1) Straa til at ligge paa; Sengehalm. Sæt. Tel. Østl. (Jf. Bosa). – 2) Avner, Strøelse, smaat Affald af Hø eller Halm. Mere alm. (Sv. boss). Jf. Mod og Mask. – 3) en Skjæve, en meget liden Stump, f. Ex. af et Straa; ligesaa af Løv, Bark el. deslige. Det kom eit Bos inn i Augat. Det kom Bos i Maten o.s.v. B. Stift. Jf. Flus.

Bosa (o’), f. Straaleie, Halmseng. Overgaaet til Boso (oo), Østerd. Gbr. Toten. – Andre St. Busu, som i Solør ogsaa betyder Fuglerede.

bosa (o’), v.a. (ar), bestrøe med Affald af Hø eller Halm. B. Stift. I Indh. baasaa. Andre St. bysja.

Bosblæja, f. Undertæppe i en Seng. “Bosbleie” Tel.

Bose (oo), m. Stump, Klods, et stort Stykke; ogs. om en dygtig Karl. Sogn. (Jf. Bause).

Bosk (o’), n. Strøelse (= Bos). Nordl.

Bosklæde (o’), n. Sengetæpper. Smaal.

bosma (o’), v.n. rode, søle. Solør.

bosna (o’), v.n. (ar), tørres lidt, saa at den første Fugtighed gaar af; f. Ex. om Hø. Sdm. I Hard. bosna (oo). Jf. badna, bokna.

Bossa, f. Pude under en Sadel eller Sæle; tildeels kun under Bovtræerne. Ofte i Fleertal Bossor, “Bossu” Hall. Num. Afvig. Baass, Solør; Bosse, m. Sogn. (Sv. bossa).


Boste, m. en Børste, en Kvast af Børster eller stive Haar. Ogsaa om visse Planter, s. Gullboste. Egentlig Borste, eller Burste, men sædvanlig udtalt Bosste (o’), sjeldnere Buste. Sv. borste. Jf. Bust og bysta.

bostegras (o’), n. Græsarter med korte og stive Straa.

bosutt (o’), adj. avnet, fuld af Avner eller Straa (Bos).

Bot (oo), f. (Fl. Bøter), 1) Bod, Forbedring, Istandsættelse. G.N. bót, pl. bœtr. Faa Bot: forbedres, komme i Stand igjen. Taka Bot: lade sig oprette eller istandsætte. Heraf bøta. – 2) aandelig Forbedring, Anger, Omvendelse. Gjera Bot. – 3) Bøder, Mulkt (egentlig Opreisning, Satisfaktion). Ofte i Fleertal (Bøt’er). – 4) Klud, Lap, Stykke hvormed man dækker et Hul, især paa Klæder. – 5) Plet, Flæk, lidet Stykke, f. Ex. af en Ager. B. Stift og fl. Aakerbot: Agerlap. Grasbot: Græsplet. Klaadebot: Sted hvor det kløer. Jf. Knesbot. Hertil adskillige Navne paa plettede Dyr, især Køer, som Graabot, Vidbot. Jf. Fribot, Vingebot, Svanebot (Landst. 798. 802).

bota, v.a. (ar), give Bod, hjælpe (= bøta). Sjelden. (Landst. 163). Hertil Botar, m. (= Bøtar), f. Ex. Katlebotar.

Boteklut, m. et Stykke Tøi at lappe Klæder med. Ogsaa Botefilla, og Boteflugsa, f.

boteleg, adj. som kan oprettes eller forbedres.

Boteraad, f. Hjælp; Lægemiddel o.s.v.

Botevon, f. Udsigt til Forbedring, Mulighed til at Tingen kan komme i Stand igjen.

botferdug, adj. bodfærdig, angergiven.

botlaus, adj. uoprettelig, som der ikke er Bod eller Hjælp for

Botløysa, f. Mangel paa Midler til at bøde med; ogs. Haabløshed, Hjælpeløshed.

Botn (o’), m. Bund. Tildeels udtalt Botten, afvig. Bott (Gbr. Hall. Num.), Bonn (Smaal. og fl.). G.N. botn. Sv. botten. (Jf. Ang. botm; Eng. bottom). Fleertal “Betne” (Sdm.), feilagtig for Botnar. – Betydning: 1) Bund, Grundflade i Kar, ligesaa i Baade o.s.v. Heraf Bytning, Tvibytning. – 2) Grund i Vandet; fast Grund under et Lag af Mudder. Til Botnar: til Bunden. Shl. og fl. – 3) den inderste Ende af en Fjord eller en Dal. Fjordbotn, Vatsbotn, Dalsbotn. – 4) d.s.s. Botning. 5) Banke, Skybanke; s. Bott.

botna, v.a. og n. (ar), 1) sætte Bund i Kar; tildeels ogsaa: lukke, tilslutte. Hertil: atterbotnad. 2) naae Bunden, om Toug eller Snøre; komme tilbunds. 3) forslaae, blive nok. Østl. Tildeels afvig. bonne, bunne.

Botnarlag, n. Bundens Beskaffenhed.

botnarlaus (og botnlaus), adj. bundløs; overmaade dyb. – Botnarløysa, f. et umaaleligt Dyb.

botnarsetja, v.a. sætte Fiskergarn paa Bunden, saa at de ikke naae til Vandfladen. Hertil Botnarsetning, f. Udsætning af Bundgarn. “Botnasetning”, modsat Kaggesetning. Ryf.

Botnarskaute, m. tilskjødet Stykke i en Tøndebund og desl. “Botnaskaut”, Sdm.

Botn-aat, n. smaa Sødyr, som æde eller fordærve Fisken i Garnene. Ogsaa kaldet Botnsog (Bottensog). Nordl. – Botnaata, f. skal ogsaa bruges om Fisk som er “botn-eten”, dvs. gnavet af Sødyr paa Bunden. Nordl.

Botnesky, s. under Bott.

Botning, m. 1) den bageste (eller fjerde) Mave i de drøvtyggende Dyr. Ork. og fl. Ellers Botn (el. Bonn), Østl., og Bytning (Syd i Landet). Jf. Vinster. – 2) Vind fra Fjordbunden (Fjordbotnen). Nordl. – 3) Indbygger af et Sted som hedder Botn, el. Botne.

botsam (oo), adj. tjenlig som Bodemiddel, nyttig, sund, lægende.

Bott, m. Banke, Dynge, tæt Hob (omtr. som Dott). Skybott, Snjobott. Num. (Vel egentlig kun en afvigende Form af Botn). Hertil: botta seg, dvs. sammenhobe sig. Bottesky, f. Skyer som samle sig i tætte Banker. Bottevær (veder), n. Veir med tætte Skyhobe og klare Mellemrum. (Num.)

botutt (oo), adj. 1) lappet; 2) plettet, flækket. B. Stift (botett’e).

bova (o’), v.n. (ar), see stort ud, optage et stort Rum (= ruva, skrøyva). Jæd.

boven (o’), adj. stor, vid, udbredt. Jæd.

[bra, adv. godt, vel. Ogsaa adj. (uden Bøining) brav, god, tjenlig, duelig. (Sv. bra). Kun en Forvanskning af det franske brave, tapper, dygtig.

Bradd, n. Kant, Rand, Bred; f. Ex. paa Kar; ogsaa Vandgrændse, Elvebred osv. Valders, Hadeland og fl. Ogsaa i andet Kjøn: Bradd, f. Hall. Brodd, f. Solør. Andre Steder Bredd og Breidd, f. Sv. brädd. Nærmer sig baade til Bard, n og Breidd, f., men kan dog maaskee være et gammelt Ord. Jf. Ang. brerd (breard, breord) med samme Betydning.

[Braffa, f. en gammel Hoppe. Jæd. (Vistnok fremmedt eller forvansket).

Brag, n. Nordlys (s. braga). Valders. Sammensat: Vederbrag (Veerbrag), Indherred. Ogsaa i Formen Bragd (Vindbragd). Ork. Ellers Lyse Vindlyse og fl.

Brag, m. Skik, Forfatning. Tel. (Vinje), lidet brugl. Daa han var i sin beste Bragje, dvs. i sin bedste Stand eller Alder. Isl. bragr: Skik, Maneer.

braga, v.n. (ar), lyse, flamme, blusse; ogsaa

glimte, blinke, vifte, om noget svævende som sees i Frastand. Kun forefundet i Overgangsformer: braagaa (Gbr. Indh.), braue (i Østerd.), brava (Hedemarken). Hedder ellers bragda (Ork.), bragla (Gbr.), blagda (Namd.), blaagaa (Indr.), blavre (Østerd.), tildeels med flere Betydninger. Jf. braa og brega. G.N. braga, bragda (om Nordlyset). Intet lignende vestenfjelds.



Bragd, n. Lysglimt; s. Brag.

Bragd, f. 1) Maneer, Maade at gjøre noget paa. Ork. (tildeels neutr.). Hertil Handebragd. – 2) Foretagende, Gjerning, Bedrift. Tel. hvor det ogsaa skal forekomme i Betydningen: Paafund, List, Puds. G.N. bragd, n. Jf. Sv. bragd (Bedrift). – 3) Færd, Skik, Væsen. Tel. Sdm. Især Miner, Gebærder. Indherred. Ogsaa: Udseende, synlig Beskaffenhed. Hertil Himmelsbragd. Sdm. G.N. bragd, n. Jf. Brogd og bregda.

bragda, v.n. 1) glimte, om Nordlys (= braga). Ork. 2) forandre sig; s. brigda.

bragla, v.n. 1) blusse, glimte (= braga); ogsaa: svæve som en Flamme. Gbr. Indr. – 2) glimre, prunke, have et pralende Udseende. Indh. Afvigende: brøgla, Gbr.

Brak, n. Bragen, bragende Lyd.

braka, v.n. (ar), brage, larme. Nogle St. braakaa G.N. braka. Ellers forekommer et “braka” i Betydn. snakke, prate. Hægebostad (ved Mandal).

Brakall, m. Tøstetræ, Rhamnus Frangula. Østl. Afvig. Braakaal (Num.), Braakaale (Sæt.). Skal ogsaa hedde Brakved. (Sv. brakved, brågon). Ellers Trollhegg og fl.

Brakar, m. En som gjør megen Larm.

Brake, m. 1. Enebærtræ. “Brakje”, Hard. Shl. Nhl. Sammensat “Braka”, som Brakabær, Brakalog og fl. I Sogn og Voss: Sprake (kj). Ellers Eine, Brisk, Bruse.

Brake, m. 2. gammelt slidt Klædningsstykke (omtr. som Filla). Nordl.

[Bramsegl, n. Bramseil. Holl. bramzeil.

Brand, m. 1) Brand, Brænden; f. Ex. i Forbindelsen “Baal og Brand”. Ogsaa G.N. (N. L. 1, 50). – 2) Brand, Træstykke som brænder (Ljosbrand) eller er noget brændt (Kolbrand). – 3) Kjæp, Stok, afhuggen Træstamme (= Strange). Tel. Rbg. Lister. Især om Stokke at brænde Kul af. Ryf. – 4) Stolpe, Opstander, saasom i en Tømmerflaade (Flotebrand). Helg. (G.N. brandr). Ogsaa: Bjælke eller Tværstok, saasom i en Harv. Smaal. Rom. – 5) Bøile eller Fjæder i en Skydebue. Gbr. Hall. – 6) et Sværd. Tel. i gamle Viser (Landst. 20. 143. 167 og fl.). G.N. brandr. Den sidste Betydning er det vel ogsaa, som ligger til Grund for Mandsnavnene Brand, Gardbrand, Gudbrand, Herbrand, Sigbrand, Vebrand. – Om alle disse Betydninger høre sammen til eet og samme Ord, er vel ellers uvist. I Betydn. Ildebrand, Ildsvaade, bruges Ordet mest i Byerne og danner mange Sammensætninger, som Brandfolk, Brandkassa, Brandskade; ligesaa: Brandsegl, -skatt, – skot, -spann, -stige, -vakt og fl. – Isl. Eld, Lauseld, Vaadeeld.

branda, v.a. pudse et Lys, afklippe den brændte Tande. Jarlsberg.

Brandfot, m. Kjedelfod, Jernring at sætte under en Stegepande.

brandfri, adj. sikker for Ildebrand.

brandgul, adj. brandgul, ildgul.

Brandhorv, f. Harv med hele Stokke, uden Led. Østl. (s. Brand, 4).

Brandkvist, m. Kvist af en nedadvoxende Green. (S. Folkevennen 11, 384).

Brandrev (e’), m. Ræv med noget mørk Haarfarve. Ogsaa Svensk.

brandrudd, adj. om Skov: ganske udryddet som ved Brand. Valders.

Brandrøyk, n. Røg af ulmende Brande.

Brandstein, m. Steenkreds omkring et Ildsted. Tel. Tildeels afvig. Brasstein.

Brandtev (e’), m. omtr. som Brandrøyk.

brandutt, adj. stribet; især om Køer med mørke Striber i Haarene. Østl. I Tel. med Omlyd: braandutt. Isl. bröndóttr. Noget lignende er brandsidutt, og brandskjoldutt. Hall.

Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   14   15   16   17   18   19   20   21   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2024
rəhbərliyinə müraciət

gir | qeydiyyatdan keç
    Ana səhifə


yükləyin