Ivar Aasen Norsk Ordbog

bita (i’), v.a. (ar), udstykke, rive eller skjære i smaa Stykker. “Beta i sund”, Buskerud. G.N. bita.

bitande (ii), adj. 1) bidende. 2) som man kan bide. Han fekk baade bitande og slitande (baade Mad og Klæder). Ryf.

Bitar, m. 1) En som bider (= Bit, m.). 2) Hjørnetand (= Bite). Ork.

Bitaa (ii), n. Frokost, Morgenmad. Sæt. Tel. (Vinje, Mo). Dunkel Form, som snarest seer ud til en Omvending af Aabit.

Bitbikkja, f. en bidsk Hund.

Bitbol (i’, oo), n. et ufredeligt Huus, et Hjem for Kiv og Strid. Nogle Steder “Betabøle”. (Hall.)

Bite (i’), m. 1) Bid, Mundfuld; især et sammenbøiet Stykke Fladbrød, besmurt med Smør. Smørbite, Kirnarbite, Rjomebite. Forskjellig Form: Bite, Bete, Bitte (Nordl.), Beta, Bæta (Østl.), Bata (Namd.), Baataa (Indh. Ork.). G.N. biti. – 2) et lidet Stykke, en Stump; f. Ex. af noget, som er sønderslaaet. Østl. (Sv. bit). – 3) Hjørnetand, paa Dyr. Østerd. (Bæta), Indh. (Baattaa). Sv. bete. I Ork. Bitar (ii). – 4) Bjælke; Forbindingsstok i en Stavebygning; ogsaa: Stuebjælke, en stor Tværbjælke imellem Sidevæggene i en Røgstue. B. Stift, og fl. G.N. biti. I Stuer med to Bjælker faar den ene tildeels et andet Navn; saaledes i Sæt. “Bite” om den bageste, og “Raand” (Rand) om den forreste Bjælke. Jf. Kruna. – 5) Tværbjælke i en Baad, under Tofterne. Nordl. (Bitte). Jf. Bekk. Hertil Seglbite, Agnbite, og fl.

Bitehovud (i’, o’), n. Enden af en Bjælke, udenfor Væggen.

biten (i’), bidt. Particip af bita.

biten (ii), adj. bidende. S. bitsam.

bithard (i’), adj. stærk til at bide.

Biting (ii), f. Biden; Hvashed; s. bita.

Bitjarn (i’), n. skjærende Redskab, Kniv, Lee, Øxe o.s.v. Hard. og fl.

Bitkorn (i’, o’), n. Od, yderste Spids paa en Naver, Syl, Naal og desl.

Bitlyng n. (?), smaat Lyng, som benyttes til Foder. Sædvanlig: Bitling, ogsaa Bytling. Gbr. I Vald. Brisling.

bitsam (i’), adj. bidende, bidsk; hidsig, grov. Hedder ogsaa biten. Sogn og fl.

Bitsmid, n. hidsig Trætte, Kiv, Strid; især i en Familie. “Bismi”, Hall. Valders. (Maaskee Bitsmide. Noget ligt Barsmid). I Gbr. betegnes det samme ved “Bisn”, el. Bisten; andre Steder ved “Bisting”, en mislig Afledning af bitast, ligesom “Slaasting” af slaast.

bitta, v. see binda.

bitter (bittr), adj. bitter, beesk. Lidt afvigende fra G.N. bitr, skarp.

bitutt (i), adj. befængt med Utøi (Bit). Hall. Vald.

bitveld (-vell), adj. udsat for Utøi, let at befænge dermed, f. Ex. om Klæder. Hall.

biug fornøden; s. Bod.

Biv (i’), n. Bæven (= Bivr): ogsaa Frygt, Undseelse. Tel.

biva (i’) v.n. (ar), bæve, ryste. Tel. og fl. G.N. bifa. Jf. bivra.

Bivn, f. bævende Bevægelse; s. Saabivn.

Bivr (i’), m. Bæven, Skjælven. Gbr. og fl. Nogle St. Bibr (Bibber), og Pipr

bivra (i’), v.n. (ar), bæve, skjælve, saasom af Frost; ogsaa: bævre, ryste; om en blød Masse. Gbr. Hall. og fl. (Jf. biva). Andre Steder i Formen bibra (bibbra) og pipra G.N. pipra.


Bivring (i’), f. Bæven, Rystelse.

Bjarkemaal, n. Benævnelse paa gammel og usædvanlig Sprogbrug. Tel. (Landst. 785) I Sætersd. Bjørkemaal.

bjart, adv. klart. Soli skein bjart.

bjart, adj. klar, blank, lysende; ogsaa om en Farve: stærk, frisk, livlig. Rbg. Tel. Sdm. og fl. I Valders: bjert, om noget som er let at see i Frastand (= berrsynt). G.N. bjartr, klar. (Ang. beorht, berht; Goth bairhts). Sv. bjert (om Farve). Heraf byrta og Byrting. En afvigende Form er bjerten, f. Ex. “D’æ ikkje bjerte(t) fyre dei”, dvs. der er ikke blide Udsigter for dem. Nhl.

Bjartleike, m. Klarhed, Glands.

bjartleitt, adj. blank, lys. (Sjelden).

bjartlitad (i’), adj. som har en reen og frisk Farve.

bjartna, v.n. (ar), blive blankere.

bjartøygd, adj. klarøiet, med blanke, livlige Øine.

Bjaa (i Navne), s. Bø.

bjaa, n. (r, dde), passe, sømme, anstae. Hard. Dunkelt Ord ligesom de følgende.

bjaalaus, adj. upassende, utækkelig. Hard. Lyder ogsaa bjaadlaus.

bjaaleg, adj. passende, sømmelig; ogs. vakker, hyggelig. Tel. I Hard. og Voss: bjaadleg.

bjaasli(d), adj. slem til at bryde Gjærderne og liste sig ind paa Engen; om Kreature. Tel. See Bø.

bjeldra, v.n. skraale, tale høit og hvinende. Smaal. (I Sv. Dial. bjällra, skvaldre). Heraf Bjelder, n. og Bjeldring, f. Skraal.

Bjelke, m. Bjælke (jf. Bite, Slind, Aas). G.N. bjalki. – bjelkefør, adj. tjenlig eller stor nok til Bjælke; om Træer. Hall. og fl.

Bjella, s. Bjølla.

Bjerg, f. s. Bjørg. – bjerga, s. berga.

bjerten, s. bjart.

Bjod, n. et Bud, Tilbud. “Bjo”, Gbr.

bjoda, v.a. (byd, baud, bodet, o’), at byde. Afvig. bjoa, bjo, bjø, by (med Formerne by, bau, boe); i Nfj. og Sdm. bjøde (byd’e, baud, bode); i Solør bjue med Imperf. baug. G.N. bjóda (býd, baud, bodit); Sv. bjuda. (Ang. beodan; Goth. biudan). – Betydn. 1) byde, tilbyde, forelægge (med Personen i Dativ, Tingen i Akkusativ); ogsaa: gjøre Bud paa noget. Hertil: boden, Bod, Baud. – 2) indbyde, invitere (= bidja). Me hava litet til aa bjoda paa. Jf. Bod, Gjestebod. – 3) byde, befale, paalægge. Sjelden, da dette Begreb sædvanlig udtrykkes ved bidja (bad) og ellers ved: setja til, styra til, eller lignende. (Et mere bestemt Udtryk for “befale” synes at mangle). – Talemaader. Bjoda godt: være venlig og føielig. Derimod bjoda vondt: sætte sig op, true eller angribe En. Tel. og fl. Bjoda seg: tilbyde sig. Ogsaa i Formen bjodast (bydst, baudst, bodest); f. Ex. Det baudst ikkje betre, dvs. der var ikke Adgang til noget bedre. Det byd seg, siges om en naturlig Trang, især til Afføring. Han gjekk og baud seg ut: han gik og tilbød sig at kjæmpe med hvem som vilde. Bjoda av: undslaae sig, vægre sig; ogsaa: gjøre Modstand. (Tel.). Bjoda fram: frembyde, tilbyde. Bjoda mot: vække Modvillie, give Ulyst. (Hertil motbjodleg). Bjoda til: forsøge, foretage sig noget, begynde. (Tel. Gbr. og fl.). Med Eftertryk: det baud til, dvs. det manglede ikke, det kom for Alvor.

bjodande, adj. 1) bydende; 2) passende at tilbyde, sømmelig, værdig.

Bjodar, m. Byder, f. Ex. ved en Auktion. Høgste Bjodaren: den høistbydende.

Bjoding, f. Bud, Tilbydelse.

Bjor (oo), m. 1) en Bæver (castor). Hard. Tel. Rbg. og fl. I Østerd. Bjør. Andre St. Bøver. G.N. bjórr. (Ang. beofer). – 2) en meget flittig Arbeider. Ein Bjor til aa træla. Ein Arbeidsbjor. Lister, Ork. Helg. – Dyret er nu kun lidet bekjendt, man maa fordum have været meget udbredt. Adskillige Gaardsnavne, som Bjordal, Bjørhovde, Bjørlo, høre maaskee ogsaa hertil. Jf. Bøver.

Bjor, en Kile, s. Bjore.

bjora, v.n. arbeide flittigt (som en Bjor). Nordland.

Bjore, m. en Kile, et kileformigt eller trekantet Stykke; især om Overlæder i Skoe. (Skobjore). Hard. Sogn. I Nordland: Bjor, G.N. bjórr, Strimmel. Jf. Bjorlad.

Bjorhus, n. Bæverhule, Hytte som Bæveren har bygget. “Bjørhus”, Østerd. Ogsaa kaldet Bjorgard (Tel.), og Bøverbrote (Gbr.). Levninger deraf kaldes Bjortuft, Bjørtomt. Østerd.

Bjorlad, n. Gavl i en Tømmervæg; Tværvæggens øverste Deel, som danner en Spids eller Trekant under Taget. “Bjørlad” Sdm. Nf. G.N. bjórr (bjór), m.

Bjorskinn, n. Bæverskind. Rbg.

Bjug, m. en krum Figur; en Person som gaar meget nedbøiet. Hall.

bjug, adj. bueformig, lidt krum (= bogen). Hall. Tel. G.N. bjúgr.

bjuga, v.n. (ar), bugne, bøie sig, bøies for et Tryk. Valders, Hall. Tel. (Tinn). G.N. bjúga. (Ang. beogan; Ght. og Goth. biugan). Dette Verbum har egentlig havt stærk Bøining (byg, baug, boget), ligesom T. biegen (biege, bog, gebogen). Heraf: bjug, Bygje; Baug, bøygja; Bug, bogen, Bog (o’), Boge.

bjugføtt, adj. lidt krum i Læggene; hjulbenet. Gbr. Ork.

bjugla, v.n. bugne, krumme sig. Hall.

bjugleg, adj. krum, noget bøiet. Hall.


bjugna, v.n. krummes (= bogna).

bjugnasad, adj. krumnæset. Sæt.

Bjugt, f. s. Bugt.

bjugta, v.n. bugne, bøie sig. Gbr.

bjugvaksen, adj. lidt krum i Væxten, ikke ganske rank. Tel.

bjø og bjøde, s. bjoda.

Bjølla, f. Bjælde, liden Klokke. Nogle Steder: Bjella. G.N. bjalla, ac. bjöllu. – I Sammensætning ofte Bjøll (Bjell), f. Ex. Bjøllklave, m. Klove el. Halsbaand til en Bjælde. Bjøllku, f. Ko som bærer Bjælde. (Spotviis: En som altid vil være Formand og føre Ordet). Afvig. Bjellku, Bjellkyr. Ligesaa: Bjøllgeit, f. og Bjøllsaud, m.

Bjølleblom, m. 1) Blaaklokke. “Bjøddeblom”. Sæt. Tel. 2) Rævbjælde (Digitalis). Ryf.

Bjønn, s. Bjørn. Bjønna, s. Birna.

Bjør, s. Bjor og Bjørg.

Bjørg, f. Bjergning, Hvælv, Forsyning; især med Fødemidler. Overgaaet til: Bjerg (Nhl. Sfj. Hall.), andre St. Berg. G.N. björg. Jf. Byrg. I Betydn. Beskyttelse, findes det i “Fingerbjørg”, hvor det sædv. udtales Bjør. Ligesaa i en Række af Kvindenavne: Arnbjørg (Anbjør), Asbjørg, Gunnbjørg, Ingebjørg, Torbjørg.

Bjørga, f. Bjergrad, Række af lavere Klipper. Hard. Ogsaa i Formen Bjørg. Voss. Jf. G.N. bjarg, n. Klippe.

Bjørk, f. Birk; Birketræ. (Nogle St. paa. Østl. Bjerk). G.N. björk; Sv. björk. Fleertal sædv. Bjørker (Bjørkje); afvig. Bjerk’er (Bjerk’a, Hall.). I Sammensætning sædvanlig Bjørke (k haardt) saaledes: Bjørkebord, n. Birkeplanke. Bjørkebrum, n. Birkekviste. Bjørkekula, f. rundagtig Udvæxt paa Birk. Ligesaa: Bjørke-bork, -holt. -kvist, -lauv, -rot, -skat, -skog, -stuv, -taag, -vid (ve’), og fl.

Bjørkekjørr, f. Birkekrat. 2) Dvergbirk; s. Rape.

Bjørkelav, n. Birkelav (Mos), Usnea barbata.

Bjørkepors, m. Dvergbirk (= Rape).

Bjørkeskjegg, n. = Bjørkelav. Sdm.

Bjørlad, s. Bjorlad.

Bjørn, m. Bjørn (ursus). Sædvanlig med afvigende Udtale: Bjønn (mest alm.), Bjødn (Søndre Berg. og fl.), Bønn (Selbu), alt med aabent ø (ö) ligesom de foregaaende Ord (Bjølla, Bjørg, Bjørk). G.N. björn; Sv. björn. (I andre Sprog en kortere Form, hvorom s. Bera). Uegentlig om en barsk og buldrende Person; jf. Brotbjørn. Ellers brugt som Mandsnavn, især sammensat (Asbjørn, Gunnbjørn, Sigbjørn, Torbjørn, Vebjørn og fl.). Han er baade Bjørn og Ukse: han er ret dygtig, forsvarer sig i enhver Stilling. Det kom Bjørn i Barneleik: der kom en ubehagelig Afbrydelse. Selja Skinnet av Bjørnen, fyrr han er skoten: gjøre Regning paa det uvisse. – Fleertal sædvanlig regelret med “ar” (Bjørnar), ellers med “er”: Bjødner (Hard.), Bjønnir (Tel.). G.N. birnir. I Sammensætning tildeels Bjørnar (Bjønna), f. Ex. “Bjønna-klo”, afvigende fra G.N. bjarnar. Saaledes Bjørnarfet (e’), el. Bjørnarfar, n. Spor efter Bjørnen. Bjørnarfora (oo), f. Mærke efter et Angreb af Bjørnen. Bjørnarhide, n. Bjørnehule. Bjørnarjag, n. Bjørnejagt, Klapjagt. Bjørnarlabb, m. Bjørnelab; ogsaa kaldet “Bjønna-lom” (Sdm.) og “Bjønnram” (Østerd.).

Bjørnblekker, Calla (Plante). Smaal.

Bjørnboka (o’), f. 1) Bjørnefedt, Bjørne-Ister. Tel. – 2) s. Bjørnskjegg.

Bjørnbær, n. 1) Korbær, Rubus cæsius. Alm. syd i Landet. 2) = Blokkebær. Ved Trondhjem.

Bjørnfeld, m. Bjørnehud.

bjørnfengen, adj. bjørneagtig, grov, plump. Paa Sdm. “bjønnfingjen”.

bjørnfri, sikker for Bjørn; om Fæhuse.

Bjørngupla, = Geitskor. Helg.

Bjørnkamb, et Slags smaa Bregner, Osmunda spicans. Tel. Sdm. og fl.

Bjørnlaas, et Slags Dørlaas med en Slaa, som kan skydes frem eller tilbage med Nøgelen. Tel. og fl.

Bjørnmose (o’), Haarmos, Polytrichum commune. Tel. og fl.

Bjørns-erv, m. Jerv; s. Jarv.

Bjørnskjegg, Scirpus cæspitosus. Mandal. I Tel. Bjønnboku (o’).

Bjørnslag, n. Bjørnespor. Østl.

Bjørntuka (?), f. Bjørnehud. “Bjønntuku”, Hall.

Bjørnturft, f. Sonchus alpinus.

Bjørnunge, m. = Hun.

bjørnutt, adj. fuld af Bjørn, meget besøgt af Bjørnen; om Marker. “bjønnaatt”, Trondhjem.

Bjørnveidn, f. Bjørnefangst; sædvanlig om et sjeldent Lykketræf, noget som sjelden hænder. “Bjønnveidn”, Sdm.

Bjørtomt, f. s. Bjorhus.

Blad, n. 1) Blad, paa Urt eller Træ. G.N. blad. Fleertal nogle St. Blod (o’), Blo’. – 2) Plade, Skive, som ligner et Blad. Aararblad, Skeidarblad, Sagblad, Knivsblad. Jf. Herdarblad. – 3) især Blad af Papir, eller i en Bog. Kortblad, Noteblad, Tittelblad. Ogsaa: Flyveblad, Tidende, Avis. Dunkelt er Ordet Blad (Bla) i nogle Sammensætninger, som Bladhaa, Bladhysa, Bladsild, Bladstein. Maaskee der ogsaa kunde være et afledet “Blad” af bledja (bladde), dvs. udvælge.

blada (bla’), v.n. (ar), 1) blade, vende Bladene i en Bog; 2) gjennemsee noget
for at gjøre et Udvalg. Hava myket til aa blada i.

bladd, udsøgt, udvalgt; s. bledja.

Bladgras, n. Græs med brede Blade.

Bladhaa, m. et Slags Hai, anseet som Hunfisk i Modsætning til Ridhaa (Rehaa). Nedenæs.

Bladhysa, f. et Slags meget stor Hyse (Kuller). Sdm. (Blahyse).

bladlaus, adj. bladløs; ogsaa i Kortspil om den som ikke har vundet et Stik. Heraf Bladløysa, f.

Bladmassing, m. Messing i Plader.

Bladreka (e’), f. Skovl, Møgskuffe. Ork. “Blaruku”, modsat “Greipruku”.

Bladsida, f. Side i en Bog, Pagina.

Bladsild, f. Smaasild, omtrent af Størrelse som Brisling. B. Stift. I Shl. om en noget større Sort. (Efter Udtalen: Bladsild).

Bladstein, m. et Slags haard Brynesteen (fra Eidsborg i Tel.).

Bladvott, m. = Heilvott.

blaga, v.n. (ar), glimte, flamme (= braga); ogsaa glimre, prunke, have et stolt Udseende. Indr. i Formen “blaagaa”. I Namd. blagda. Jf. bragda, bragla, blega.

Blak, n. 1) en viftende eller flagrende Bevægelse; f. Ex. i et Seil (s. blaka). Helg. – 2) et Sted, hvor Vinden ikke har rigtig Magt, en stille Plet i Ly af en Klippe. Nordland, Sdm. og fl.

blaka, v.n. (ar), flagre, vifte, bæve som et Seil, naar det ikke kan opfange Vinden. Helg. G.N. blaka, vifte. 2) ligge i Ly, eller paa et Sted hvor Vinden er svag. Det blakar undan Neset: der er stille tæt ved Næsset. Sdm. Jf. blakra.

blakk, adj. blegladen, blegfarvet, lyshaaret (om Dyr); med nærmere Betegning: raudblakk, brunblakk, gulblakk, elgsblakk og fl. (G.N. blakkr). Ogsaa: blakket, blegnet, falmet (om Farve og farvede Ting). Sv. black. Adskiller sig fra Eng. black, Ang. blæc (dvs. mørk, sort) og nærmer sig mere til Eng. blank (Fr. blanc), dvs. hvid, bleg. – Heraf dannes ogsaa Substantiv: Blakken (Blakkjen), om en Hest, og Blakka, om en Hoppe. Jf. blekkja.

blakkast, v.n. afbleges; s. blakna.

Blakkbær, n. s. Blokkebær.

blakklitad (i), adj. blegfarvet.

blakkvoren (o’), adj. noget bleg el. blakket.

blakna (blakkne), v.n. (ar), blegne, falme, tabe sin Farve.

blakra, v.n. (ar), bæve, ryste, vifte ligesom Løv. Nhl. Sdm. Ork. og fl. Blakra med Øyrom: ryste Ørerne, om Dyr, f. Ex. Faar. Hedder ellers: blikra (Tel.), blikta (Sogn), blega (Vald.). G.N. blaka, blakra. – Ogsaa med Betydning blinke, glimte, om Lys; ligesaa om Stjernerne. Sdm. I Nordl. blaktra.

Blakring, f. Bæven; Viftning.

Blakst, m. en Vifte til at blæse Avner ud af Kornet. Rommerige. Til blekkja.

Bland, n. Blanding. Kun i Forbindelse med “i” og “til”. I Bland: imellem det øvrige, paa et og andet Sted. Ofte udtalt “i blant” (som i Dansk) og endog brugt som Præposition, hvor det egentlig skal hedde “i Bland med” (som i G.N.). Til Blands: i blandet Orden, om hinanden, vexelviis, forskjelligt. B. Stift.

blanda, v.a. (ar), blande, mænge. Hedder paa nogle Steder blenda, især nordenfjelds. G.N. blanda.

Blanda, f. en blandet Drik, især af Valle og Vand (= Syreblanda). Hedder paa nogle St. Blenda (Voss, Sdm. og fl.); i Nhl. Blaanda, som er Omlydsformen Blonda (o’). G.N. blanda, acc. blöndu.

Blanding, f. Blanding; blandet Masse.

Blandkorn, n. blandet Korn; især Byg og Havre (= Hummelkorn).

Blandsupa f. Suppe af Valle og Vand.

blank, adj. blank. I Berg. Stift: blaank, blaanke(r). Nyere Ord. Heraf blenkja.

Blankefisk, m. en Fisk, som ellers kaldes Haagylling, Havkatta, og fl. Nfj. Efter Gunnerus ogsaa kaldet Blankhaa og Blankauga. (Trondhj. Selskabs Skr. 2, 271).

Blankelonga (o’), f. almindelig Lange (Fisk), i Modsætning til Byrkjelonga. “Blaankelaange”, Sdm.

Blankelyse, n. den klareste Sort af Tran.

Blankestein, m. Navn paa et Slags Fisk (efter Nilsson: Argentina Silus). B. Stift.

blankøygd, adj. = bjartøygd.

Blasild, s. Bladsild.

blaskra, v.n. (ar), pladske, skvulpe (= baska). Hard. Jæd. Tel.

blaud, adj. frygtsom, bange; eller oftere: bly, undseelig. Rbg. Tel. Lyder deels “blau”, deels “blaug” (s. Landstad, p. 8); det sidste vistnok ved en Tillempning til bljug (blyg). G.N. blaudr (frygtsom), Ang. blead; Ght. blódi; T. blöde. Paa andre Steder synes det at være opgaaet i blaut.

Blaudskap, m. Frygtsomhed.

blaudt, adv. frygtsomt, uden Mod. Han spelar ikkje blaudt: han spiller et høit Spil, er temmelig dristig. B. Stift. (hvor det dog opfattes som blautt, af blaut).

blaug, s. blaud.

blaut, adj. 1) blød, raa, vaad eller meget fugtig; om Jorden; ligesaa om Frugt, Fisk, Kjød som ikke er tørret; Klæder som ere fulde af Vand, o.s.v. G.N. blautr; Sv. blöt. – 2) myg, ikke haard; om Metal, især Jern; sjeldnere om Steen. Jf. Blautegrjot. – 3) blødhjertet, let at røre, eller at afskrække. Jf. blaud. Heraf bløyta, Blot, blota, og fl. – Om tørre Ting, som give efter for Tryk, f. Ex. Hud, Klæder,
Puder, Haar, siges ikke blaut, men mjuk (ligesom i Svensk). I Formen falder Ordet nær sammen med T. bloss, Holl. bloot (D. blot), men synes dog at være et andet Ord.

Blaut, m. Frygt, Modløshed. “Blaut’en tok’en”: han blev bange. Ork.

blauta, v.n. (ar), tabe Modet, blive ræd. Nordre Berg. Sdm. Fosen.

Blautarv, = Arve, Vatsarve.

Blautegg, n. Æg uden Skal.

blauteggjad, adj. blød i Eggen; f. Ex. om Kniv eller Øxe.

Blautegrjot, n. Vegsteen, Klæbersteen. Nogle St. Blautgrot, el. -grøt.

blautfengd, adj. blødagtig, kjælen. Ork. (blautfængt). Paa Sdm. blautfingjen.

Blautfoder, n. blødt Foder, Hø i opvarmet Vand. Østl. Paa Sdm. Blautelod, f.

blauthjartad, adj. blødhjertet; let at røre.

Blauting, m. frygtsomt Menneske. Trondh.

Blautleike, m. Blødhed.

blautlend (el. lendt), adj. sumpig, bestaaende af blød Jordbund.

blautmatad, adj. umoden, som har blød Kjerne; om Korn. Jf. matad.

blautna, s. blotna.

blautsoden (o’), adj. blødkogt.

Blaut-tistel, Planten Svinemælk, Sonchus arvensis. Ork.

blautvoren (o’), noget blød eller fugtig.

blavra, v. glimte; s. braga.

blaa, adj. blaa; blaafarvet. I forskjellige Grader som: ljosblaa, myrkblaa, heidblaa, graablaa og fl. Jf. kolblaa. Afvig. blaar (Num.), blaar’e (Sæt.). G.N. blár (blá). Afvigende Betydn. a) ung, spæd. Ho er eit blaatt Barn endaa: hun er jo kun et Barn endnu. Sdm. b) gnieragtig. Han er so blaa til aa løna. (Ogsaa i svenske Dial.). c) fri (= aud). Det skal han vera blaa for. Østl. I Nordl. “blaatt før Folk”: tomt, øde. Maaskee for “blottet”.

Blaa, n. Horizont, det yderste af Synskredsen; Afstanden fra det yderste Punkt, som man kan øine. Østerd. og fl. I Hard. Blaatt. Fara fraa Blaa til Blaa: reise til det yderste synlige Punkt, og saa derfra til det, som da bliver det yderste. (S. Jessens Norge 273. 667). Fara yver nie Blaa (en dunkel Talemaade paa Sdm ), maaskee: ni Landkjendinger, eller Dagsreiser.

blaaa (blåa), v.n. (ar), see blaat ud, vise sig i en blaalig Farve. Nordenfjelds. Det blaaar i Fjellet: Fjeldet viser sig som en blaa Figur. Nogle St. Det blaar paa Fjellet. (Orkd. og fl.). Lignende Ord ere kvita, gula, rauda, graaa, svorta, og fl.

Blaaberg, n. en blaaagtig Bjergart. Ogsaa som Stedsnavn om høie og steile Fjelde, som i Frastand see blaalige ud.

Blaabjølla, s. Blaaklokka.

Blaabrede, m. 1) gammel Iis paa Fjeldene. 2) det ældste eller nederste Lag i en Sneemasse. Sdm.

Blaabær, n. Blaabær, Vaccinium Myrtillus. Blaabærlyng, n. Blaabærbusk.

Blaae, m. blaalig Farve; et Sted eller Punkt som seer blaaligt ud.

Blaafarge, m. = Blaalit.

blaaflekkutt, adj. blaaplettet.

blaagaa, s. blaga.

Blaagjæla, f. et Slags Flodfisk. Solør.

Blaagras, n. Græsarter med blaagrønne Blade, især af Stargræs (Carex. I Nhl. Blaaflis, f.

Blaagull, n. Urter med blaa Blomster, Geranium, Viola og fl. Trondh.

Blaagume (u’), m. en Art Læbefisk (efter Nilsson: Labrus mixtus). Nhl. og fl. Ogsaa: Blaagummer og Blaagom. Andre Navne ere: Blaaskolt, Blaastakk, Blaastaale.

Blaahals, m. et Slags Ænder.

Blaahatt, m. Skabiose (Urt), Scabiosa succisa. Voss, Hard. Shl. Ellers: Blaakoll (Sdm. og fl.), Blaakall (Stjord.), Blaaknapp (Sogn), og Hattarblom.