Ivar Aasen Norsk Ordbog

Bauga, f. et Mælkekar (= Ringja). Sogn (?). Ogsaa: Fløden af et Mælkekar. Sogndal.

Bauk, m. 1) Gravning i Jorden, Omvæltning, Oprodelse. Nordland. 2) Bølgegang, stærk Rørelse i Vandet. Østerd. i Formen Bok (o’), og Bøk. I Rendalen Boku (o’), f. – 3) Udgravet Hul eller Gang i Jorden. Vondbauk. Nogle St. Boku (o’), f. “Vaandeboku”, Tel. Jf. Moldbauk, et Navn paa Jord-Rotten.

bauka, v.n. (ar), 1) rode, grave i Jorden; f. Ex. om Sviin. Nordland, Orkd. Gbr. Tel. og fl. Nogle St. boka (o’); ogsaa buka (uu), Tel. Sv. bøka. – 2) rode i Vandet, pladske voldsomt, kjæmpe med Bølgerne; om Fartøi. Tel. Nordl. – 3) skvulpe stærkt, gaae i stærke Bølger; om Vandet. Hard. I Østerd. bøke. – 4) fare uvarligt frem, saa at man river og vælter Tingene om hinanden; arbeide med Larm og Bulder. Nordl. Trondh.

Bauka, f. Bølgegang osv. Overgaaet til Boka (o’) el. Boku, s. Bauk.

Bauking, f. Roden, Omvæltning, o.s.v.

baukutt, adj. ujævn, oprodet, omvæltet. Nordl.

baula, v.n. (ar), brøle, bøge; om Køer. Nordl. Gbr. og fl. (G.N. baula, f. Ko). Jf. gaula.

Bauling, f. Brølen.

Bauna, f. 1. Bønne (Bælgfrugt). Ogsaa i Formen Bogna (o’); nordenfjelds. G.N. baun. Bauneskolm, f. Bønnebælg. Baunesupa, f. Bønnesuppe. Jf. Bogna.

Bauna, f. 2. et stort Trug; Deigtrug o.s.v. Indherred. Jf. Buna.

Baus, m. Koie, Sengerum. Solør.

baus, adj. stolt, storladen; stormodig. Smaal. Solør, Hall. og fl. Ogsaa: hidsig, heftig (?). Tel. (Landst. 730). I svenske Dial. bøs: vild.

bausa, v.n. (ar), buse frem, fare uforsigtigt afsted. “bause paa”, Buskerud. Lignende Ord ere: bausna, storme frem. (Anført fra Senjen). bausta, v.n. buse ud, haste med at fortælle noget. Hall.

Bause, m. Stormand; stolt, stormodig Person. Smaal. og fl.

baust, adv. storlig, dygtigt, rigeligt. Smaal.

Baut, m. Vending i Seiladsen; en Skraa-Linie opad imod Vinden. (= Slag).

baut, adj. modvendt, contrair; om Vind. Trondh. Hertil bautt, adv. Vinden er bautt imot.

bauta, v.n. (ar), 1, krydse, lavere, seile i Vinkler eller Skraalinier op imod Vinden. Alm. Ord; jf. slaga. G.N.. bauta, osv. slaae. (Samme Ord som Eng. beat, Ang. beaten. Mht bózen).

bauta, v.n. (ar), 2, braute, prale (= bolta, brolta, børta). Solør.

Bautestein, m. Mindesteen, høi og smal Steen, som har været opsat til et Minde. Nogle St Bautastein; tildeels ogsaa
Baute (mindre rigtigt). G.N. bautasteinn.

Bauting, f. Krydsning, Lavering.

Baadaa, m. s. Bode.

baade, adj. begge, de to tilsammen. Tildeels med Forskjel i Kjøn: baae, m. baa’a, f. bæe, n. (Voss); baae, baa’a baau (Hall.). G.N. bádir, bádar, bædi. Ordet er ikke ganske alm., da det tildeels er ombyttet med “beggje”. Nordre Berg. og fl. (G.N. beggja er kun Genitivform). Sv. båda og begge. “Bæe tvau”: begge to, f. Ex. om Mand og Kone. Voss, Valders. Baade Slagi: begge Slags. Baade deira (baae dera): begge tilsammen. Indh.

baade, conj. baade (egentl. begge Dele). Ofte afvigende: baa, baate, bade (Sogn). G.N. bædi.

Baading (Baaing), m. en Tvetulle.

baag, adj. 1) hinderlig, ubeleilig, vanskelig, slem. 2) tvær, uvillig, modstræbende. Baagt Veder: hinderligt Veir. Eit baagt Land: et Land hvor det er besværligt at bjerge sig. Meget brugl. i Nordland og nordligst i Trondh. Stift. G.N. bágr. (Sv. Dial. båg, tvær). Heraf bægja, Bægje, bægjen. En afvigende Form er baagjen, Fl. baagne el. bogne (o’), i Forbindelsen “bogne Vega”, dvs. farlige Veie. Sdm.

baagaa, v. s. boga. Baagaa, m. s. Boge.

Baage (gj), m. Hindring, Vanskelighed. Sjelden.

baagna, v.n. blive vanskelig.

baagt, adv. forkeert, i en skjæv Stilling. Eg stod so baagt. Helg.

Baakaar, m. en Tværslaa (= Oke, Norve). Stjordalen. Uvist om for Bakar eller Bokar (o’).

Baal, n. Baal, stor Ild. G.N. bál.

baalaa, v. s. bala.

baalbrend, adj. brændt paa Baal.

Baaleld, m. stor Ild (= Brising).

Baan, s. Barn. – baanaa, s. buna.

Baanster, n. s. Bolster.

Baar, f. en Baar, Redskab at bære Byrder paa. Nogle St. Baara. (G.N. barir, börur, pl.). Sv. bår.

Baara, f. 1) Bølge, Forhøining paa Vandet. Temmelig alm. G.N. bára. – 2) Bølgegang, Søgang. Jf. Alda, Bylgja, Vaag, Sjo.

baara, v.n. (ar), danne Bølger, om Vandet. Nogle St. baara seg. (Hall. og fl.). Ellers: bæra.

baaraa, v. s. bora og bera.

Baaredal, m. Fordybningen imellem to Bølger (= Aldedal).

Baareheid, f. Mark med smaa bølgeformige Forhøininger. Nfj.

Baarelag, n. 1) Bølgeform. 2) en Række af store Bølger (3, 6 eller 9), hvorefter der følger et stillere Mellemrum (Løgje).

Baareskjelte, m. Rystelse af gjentagne Stød, saasom ved Skiløben i ujævne Bakker. Hard.

Baareskol (o’), n. Bølgernes Skvulpen. B. Stift.

baarestill, adj. stille, fri for Bølger; om Sø. Jf. vindstill, straumstill.

baarestor, adj. gaaende i store Bølger. Nordl.

Baaretopp, m. Bølgeryg.

baarutt, adj. bølgeformig; fuld af Bølger.

Baas, m. Baas, Rum til en Ko eller andet Kreatur. G.N. báss, bás.

baasa, v.n. gjøre Baaser; s. bæsa.

baasaa, v. s. basa og bosa.

Baasbolk, m. Skillevæg imellem to Baaser.

baasbunden, bunden i en Baas.

baasestyrd (y’), adj. stiv i Lemmerne efter lang Indespærring, om Køer. I Spøg ogs. om Mennesker, som sjelden komme ud. (baasestyr, -stør).

Baasfodring, f. Staldfodring.

baasgjeld, adj. om Ko, som staar gold om Vinteren.

Baaslag, n. Række af Baaser.

Baasse, s. Bosse.

Baat, m. Baad; mindre Farkost især til at roe paa. G.N. bátr. Deles i mange forskjellige Slags, f. Ex. Færing, Trirøding, Seksæring, Aattæring, Tiæring; Femkeiping, Slagkeiping o.s.v. Jf. Snekkja, Ferja, Praam, Eikja.

Baataa, s. Bate, og Bite.

Baatfarm, m. Baadsladning.

Baatlag (el. Baatelag), n. Selskab af Fiskere paa en Storbaad. Ogsaa Selskab af to eller flere Baade. (Nordl.)

baatlaus, adj. som ikke har Baad.

Baatleid, f. Led el. Farvand for Baade.

Baatleiga, f. Leie af Baad.

Baatløysa, f. Mangel paa Baade.

Baatreide, m. Indredning til en Baad.

Baatsbræde, n. Bordene eller Siderne af en opslidt Baad. Sdm. Nordl.

Baatset, n. Opsætning af Storbaade.

Baatslengd, f. en Baads Længde (som Maal).

Baatslut (u’), m. den Deel af Fiskefangsten, som tilfalder Baadens Eier.

Baatsmann, Baadsmand (paa Skibe).

baatsro, v.a. bugsere, slæbe med Baad.

Baatsror, m. 1) den Afstand fra Land, hvori man sædvanlig roer. 2) Mandskab til en Fiskerbaad. Sfj. (?). 3) den samlede Fangst paa en Fiskerbaad. Nordl.

Baatstød, f. Landingssted for Baade.

Baatsyn, f. den Afstand, hvori man kan see en Storbaad paa Havet. Nordl.

Baatvid (ve’), m Træfang til en Baad.

be el. bea, v. see bidja.

Bed (e), m. Dyne til en Seng; især Underdyne Be’, el. Bæ (tildeels f.). Hard. G.N. bedr. (Ang. bed; T. Bett: Seng). Jf. Bedja.

beda, v. s. bidja.


[bedara (seg): sagtne, stilles; om Veiret. B. Stift. Holl. og Nt. bedaren.

beden, partic. (af bidja), 1) bedet, begjært; anmodet. 2) buden, indbuden. 3) befalet. Mest alm. be’en, be’in; ogs. bidin (i’), Sdm. boen (o’), Nhl. G.N. bedinn. Afvig. bidd, bedd (ee).

Bedja, f. Liggested for smaa Dyr (= Bol); ogsaa Rede. “Beie”, Rommerige. Ogsaa “Bedd” skal forekomme. G.N. bedja, Dyne (Egilson). Jf. Bed, og Sv. bädd.

bedla, v. s. bidla. Bedlag, s. Bidlag.

Bedrum (Beddrum), m. et Slags store Hvepser. (Vespa crabro). Tel. (Jf. Wille 168). Dunkel Form.

[Begaving, f. = Fang, Nedfallsott. B. Stift. Et besynderligt Ord; formodentlig Nedertydsk.

[begaa, v.a. 1) formaa, kunne. Nordl. 2) komme sig, komme til Liv igjen. “begaa seg”, Sdm. Rbg.

Begga, f. tyk Figur, Klods (= Bagge). Hall.

Beggar, pl. et Navn paa “Havmændene” eller Strandboerne i Nordland.

beggje, s. baade.

[begiva, v.n. slutte, holde op. B. Stift. og fl. “D’æ sjølbegive”: det slutter af sig selv, dvs. man er nødt til at holde op.

[begjæra, v. = bidja um, krevja.

begla, v.a. (ar), hindre, møde, staae i Veien for. Ryf. Maaskee bægla; s. bægja.

Begner, pl. Indbyggere af Bagn (dvs. den nederste Deel af Valders). Sjeldnere Begning, m. og Begna, f. om eenlige Personer. Begna er ellers et Navn paa Elven fra Bagn.

Begsl, n. Bidsel; s. Beisl.

[begynda, v. = byrja, taka til.

[behalda, v. = hava, njota, halda og hava.

[behendeleg, adj. besynderlig. Sdm. og fl.

[Behov, n. = Torv, Trong. Jf. Bod.

Bei, m. s. Beig. – bei, s. bida.

Beiand, n. Trold, Uhyre, Beest. Hall. (Maaskee for Bægjande).

beidast, v.n. forlange, bede om. (I en Vise fra Tel.). G.N. beidast. Vel egentlig: tragte, stunde efter noget; da Ordet efter sin Form hører til bida (beid), og ikke til bidja.

beien, adj. s. bægjen.

Beig, m. Skade, især paa Helbreden; Svækkelse, Svaghed. Nhl. Tel. (Jf. Banebeig). Afvig. Bei, i Hall. (Dunkelt).

beigutt, adj. svagelig, sygelig. Tel.

Bein, n. Been, Knogle. G.N. bein. Paa Østlandet ogsaa i Betydningen: Fod (Læg), som paa andre Steder er fremmedt og ofte giver Anledning til Misforstaaelse. – Han fekk ikkje Bein (= Fiskebein): ikke en eneste Fisk. Ligesaa: Det kom ikkje Bein i Baat. Det sting ikkje Beini i honom: han er baade rund og fed. Han heve alle Beini til: han har Kræfter nok dertil; han er ikke at spare.

bein, adj. 1) rank, lige, ret, som strækker sig i en ret Linie. Alm. G.N. beinn. 2) let at bestille med, simpel, ikke vanskelig. Det var ikkje beint: ikke saa lige til. Han er ikkje bein, om En som er vanskelig at disputere med. – Komparativ tildeels: beinre, og i Sæt. beinne; ellers: beinare.

beina, v.a. og n. (ar), 1) jævne, rette (= beinka). Oftest beina seg: føie sig, lave sig, om Omstændighederne. Indherred. – 2) hjælpe, tjene, vise en Tjeneste. Mere alm. Tildeels med Dativ. G.N. beina. – beina til: hjælpe til; ogsaa forsøge paa noget. Nordl.

Beina, f. Hjælp; s. Beine.

beinad, adj. beskaffen med Hensyn til Been. Hesten er godt beinad (omtr. som velbygget). Jf. storbeinad, smaabeinad; om Fisk.

beinaste, adv. ligefrem, ad korteste Vei.

Beinbrot, n. Beenbrud.

beinbroten (o’), som har faaet Bræk paa et eller flere Been.

Beine, m. 1) Lettelse, Hjælp, Tjeneste; især ved at overlade En noget til Brug. B. Stift og fl. Ogsaa i Formen Beina, f. (Ryf. Hall. Nordl.) og Beinka (Østerdl. og fl.). G.N. beini (især om Beværtning). – 2) Hjælpsomhed, Tjenstvillighed. D’er ikkje nokon Beine i honom. 3) Redskaber, Værktøi (egentl. noget som letter Arbeidet). Sdm. og fl. I Namd. Beina, m. (Beinad?). Ellers: Bunad, Byrnad, Reide, Velde, Ambod og fl.

beine, adv. let, mageligt. Hall.

beinen, adj. hjælpsom; s. beinsam.

Beinende, m. Beenstump.

beinfaren, og beinfarande, adj. som gaar lige til, uden nogen Omvei.

Beinflis, f. liden Beensplint.

beinfrosen (o’), gjennemfrossen, f. Ex. om Fisk.

Beingras, n. Plantenavn, Convallaria verticillata, og flere.

Beingrind, f. Beenbygning; Beenrad, Skelet. (Isl. beinagrind). Paa Østl. oftere Beinrangl, n.

beinhard, adj. haard som Been.

beinig, adj. s. beinsam.

Beining, f. 1) Hjælp, Lettelse. 2) i Fl. (Beiningar), Sendegaver til Folk som gjøre Gjæstebud. Orkd. Fosen. (= Forn, Føring). Beiningskorg, f. = Fornekorg.

beinka, v.a. (ar), 1) jævne, rette, sætte i ret Stilling eller lige Linie. Temmelig alm. Tildeels udtalt benka, bænke. (Af bein, adj.). beinka Vegen: omlægge en Vei saa at den gaar i rettere Linie. – 2) hjælpe til, fremskynde, lette. (Mindre brugl.). beinka seg: lempe sig; ogsaa: blive mere føielig; om Vinden. Nordl. beinkast: rette sig, blive jævnere.

Beinka, f. Hjælp, Lettelse; s. Beine.

beinkesam (benksam), s. beinsam.


beinkløyvd, adj. om Træ, som lader sig kløve i en lige Linie. Nogle St. beinkloven (o’).

beinkvit, adj. gulhvid som Been.

beinkøyrd (kjørd), omtr. som beinfaren. – beinkøyrt, adv. driftigt, hensynsløst. Hall.

beinlaus, adj. beenløs. “Han Beinlause”, et Navn paa Vinden.

Beinlega (e’), f. sidste Hvilested, Dødssted. Hall. (-legu).

Beinleid, f. lige Vei eller Led, f. Ex. paa et Søstykke, hvor man i haardt Veir helst vil tage en Omvei. D’er slik Vind, at ein fær ikkje fara Beinleidi.

beinleides, adv. lige fremad, paa gjenneste eller korteste Vei.

Beinleike, m. det at en Ting er lige eller rank (bein). Ei Mil til Beinleike: en Miil kortere, paa Grund af at Veien gaar mere i lige Linie. (Modsat: til Kroks). Hall. Gbr. og fl.

Beinleist, m. Læst som passer til begge Fødder. (Modsat Parleist). Tel. og fl.

Beinløysa, f. Beenløshed. Ellers om et smidigt Legeme; ogsaa om Bløddyr (Mollusker).

Beinmot (oo), n. Led, Sted hvor to Been eller Knogler mødes.

Beinrangl, n. s. Beingrind.

Beinros, f. = Beinverk. Nordl.

beinsam, adj. hjælpsom, tjenstvillig. Hedder også beinen, beinig, el. beinug. I Østerd. beinksam (benksam).

Beinskap, n. Benenes Skikkelse.

Beinskjefting, m. Kniv med Beenskaft.

beinskøyt (skj), adj. som skyder eller træffer sikkert. Tel. G.N. beinskeytr.

beinsleg, adj. som gaar ligefrem; simpel, let at faae Rede paa. Nordl.

Beinstig, m. Gjenvei; kortere Vei.

beinstor, adj. som har store Been.

beinstyren, adj. som stævner ligetil; fremfusende, hensynsløs.

beinsvaren, adj. aabenhjertig i sine Svar; ogsaa: uforsigtig, taktløs. I Sogn: beinsvorig (o’).

beint, adv. lige, i lige Linie, uden Bøining eller Omveie. beint fram: lige frem; ogsaa: ubetænksomt, uklogt. beint imot: lige imod. beint burtanfyre: lige over for (paa hiin Side af Vandet).

Beinurt, Ononis arvensis (?). Buskerud.

beinutt, adj. benet, fuld af Been; f. Ex. om Fisk.

beinvaksen, adj. rank af Væxt.

Beinveg, m. Gjenvei, Snarvei.

Beinverk, m. Smerte i Benene, el. indvendig i Lemmerne.

Beinvid (-ve), m. Kristtorn (Ilex). Mandal, Sdm. og fl. G.N. beinvidr. Paa nogle Steder ogsaa om et andet Træ, Viburnum, som ellers hedder Krossvid. I sidste Tilfælde betegner det: rank Ved (af bein, adj.), i første Tilfælde: haard Ved (af Bein, n.).

beire, s. beter, og betre.

Beirleikje, s. Beterleike.

beisk, adj. beesk, bitter. G.N. beiskr. Neutr. beiskt lyder deels beist, deels beikst. Han bit ikkje i beisko: han lider ingen Nød. Valders.

beiskleg, adj. noget beesk, bitter.

Beiskleike, m. Beeskhed.

beiskna, v.n. (ar), blive beesk.

Beisl (eg. Beitsl), n. Bidsel, Tømme med Mundbid. Ogsaa udtalt: Besl, Betl, Beitl (Nhl.). G.N. beizl (for beitsl); Sv. betsel. (Jf. beita). En anden Form er Begsl, Beksel (Sdm. og fl.), som passer til en isl. Form beygsl (hos Haldorson), men som maaskee snarest kunde henføres til bægja (Bægsl).

beisla, v.a. (ar) bidsle, lægge Bidsel paa. Afvig. besle, betla, beitla; og begsla.

Beislemila, s. Mila.

Beist, n. Beest. (Nyere Ord. Lat. bestia). I Søndre Berg. brugt om Huusdyr eller Kreature i Almindelighed (= Fe, Naut, Kvikinde). – beista, og beistalege bruges som adv. svært, uhyre, frygtelig.

beit (bed), s. bita.

Beit, f. 1) Riis, friske Kviste til Foder for Geder eller andre Kreature. (Egentlig: noget til at bide). Jf. Mork, Brum. – 2) Knibe, Forlegenhed. Koma i Beit: blive forlegen. (Jf. beita, v.). – 3) Kant, Bred, Ring omkring Aabningen paa et Kar, f. Ex. paa en Bolle, Kjedel, Gryde. Nordre Berg. Sdm. Gbr. og fl. G.N. beit synes at betyde det samme. – Beit siges ogsaa om Beet i Spil; men dette hører nærmest til det franske bête (dvs. Beest).

Beita, f. 1) Mading (Agn) paa en Fiskekrog; især en liden tilskaaren Strimmel af Bugen paa en Fisk. G.N. beita. (Eng. bait). – 2) Græsning (jf. Beite, n.); Stund eller Tid, da Kreaturene gaae paa Græs. I Østerd. “Bete”. Jf. Morgonbeita. – 3) Beitsning (til Skind eller Tøi). T. Beize. Ellers ogs. Stund, Ryk, Knibe; ligesom Beite, n.

beita, v.a. og n. (er, te), 1) faae til at bide. (Af bita, beit). Han kann beita Ljaaen sin: han faar Leen til at bide (dvs. er dygtig til at slaae Hø). Tel. og fl. Jf. det gamle Udtryk “beita Brande”, dvs. hugge dygtigt med Sværd. (Landstad 167). G.N. beita. – 2) bede, føre Kreature paa Græsgang, lade dem æde. (G.N. beita; Sv. beta). Ligesaa: bruge visse Marker til Græsgang. Hertil: ubeitt, avbeitt, svartbeitt. Ogsaa v.n. om Dyrene: græsse, gaae paa Græs. – 3) tvinge, knibe paa, trænge nærmere ind paa; især: luve, styre høiere mod Vinden, krydse sig op. Nordenfjelds. G.N. beita. 4) forespænde (Heste), sætte for Kjøretøi. Nordland og
Trondh. (Ogsaa G.N.). Jf. Beite. 5) beitse (Tøi som skal farves, eller Skind som skal beredes. T. beizen (af samme Rod). I Sæterd. ogsaa om at “røyte” eller udbløde Huder, saa at Haarene løsne.

beitande, adj. tjenlig til Græsgang.

Beitarkost, m. opkastet Hob af Riis eller Kviste til Foder (Beit, f.). Sædv. Beita-, og Beitekost. – Ligesaa: Beitarlass, n.

Beitarskog, m. Skov som er tjenlig til “Beit”.

Beite, n. 1) Græsgang, Græsning. Fjellbeite, Haustbeite, Haabeite. Alm. Sv. bete. – 2) Forspænd, Kjørsel med Hest; ogsaa om Drættet eller Skaglerne paa Kjøretøi. Østl. Hertil: Einbeite, Tvibeite, Tribeite. – 3) Anstrengelse, Kamp, Dyst. Her verd eit Beite: her bliver noget at kjæmpe med. Han heve havt eit laakt Beite (Sdm.), om En som har havt en haard Sygdom eller taalt meget ondt. – 4) en Stund, en vis Tid (= Rid, Rykk, Tak). Tel. Buskr. Tildeels ogsaa i Formen Beita, f.

Beitel, m. Meisel, Huggejern. Tel. Sdm. Nordl. (Holl. beitel). Ellers Meitel.

Beiteland, n. Græsland.

Beiteleder, n. Hud som er afhaaret (røytt) men ikke barket. “Beiteleir”, Sæt.

Beitemakk, m. Regnorm. Mandal.

Beitemark, f. Mark til Græsgang.

Beiterett, m. Ret til at lade Fæet græsse paa et Jordstykke.

Beitestad, m. Sted at græsse paa; Hvilested for en flyttende Fædrift.

Beiting, f. 1) Græsning (s. beita); 2) Krydsning i Modvind; 3) Beitsning.

Beitskida (el. Beiteskida), f. Dørstolpe, opretstaaende Stok som danner en Side af Dørkarmen. Mest alm. udtalt: Beiteskjia, ellers Beitskji, Beiskji; ogs. Bitskji (Tel.). I svenske Dial. beteski. Vel nærmest til Beit: Kant.

Beitsl, og Beitl, s. Beisl.

beitt, adj. 1) hvas, skarp, som bider godt. Shl. og fl. (Isl. beittr). 2) begjærlig, lysten. Eg er ikkje beitt(er) paa det. (B. Stift). Fisken er ikkje beitt (vil ikke bide paa). – Ellers som Particip af beita: afgræsset, om Mark; forespændt, om Heste (Nordl.).

Bek, n. s. Bik. beka, s. bika.

Bekar, en Væder; s. Bekre.

Bekk, m. 1. (Fl. Bekkjer), 1) Bæk, Vandstrøm (Ikke ganske alm., s. Grov). G.N. bekkr; Ang. becc. – 2) en Brønd (= Brunn). Nordl. Trondh. Sdm. – I Sammensætning sædvanlig: Bekkje; saaledes: Bekkjedrag, n. Fordybning hvori en Bæk løber. Bekkjekjos, m. Vandpyt, dyb Huulning i en Bæk. (Helg.). Bekkjesig (i’), n. og Bekkjesikje, n. en meget liden Bæk. Bekkjetrøm, m. Randen el. Bredden af en Bæk. (I Vald. Bekkjetram).

Bekk, m. 2. (Fl. Bekkjer), Tværbjælke i en Baad; de øverste Tværbaand nærmest under Tofterne. Søndre Berg. Sogn. Vel egentlig Bænk (G.N. bekkr, men Ang. benc, banc; T. Bank). Ellers kaldet Bite (i’) og tildeels Kne (dog forskjelligt fra Rong).

Bekk, m. 3. en Vridning, s. Hælbekk.

bekka, v. falde over, styrte; s. bikka.

[bekoma (o’), v. 1) bekomme. 2) komme til, faae Leilighed til. Sogn.

bekra (e’), v.n. bræge, om Faar. Tel. Ellers: mekra, bræka, jerma.

Bekra (e’), f. Hjertemusling, en liden, næsten kuglerund Musling (Cardium edule). Ogsaa Bekreskjel (skjæl), f. Sdm. Nogle St. Bumba, Bumbeskjel.

Bekre, m. en Væder. Ork. Østerd. Solør. Ellers: Bekar (e’), Hall. Tell. og Bøkaar, Tel. G.N. bekri. (Jf. Veder, Bukk, Saudbukk). Bekre bruges ogsaa ligesom Veder (Veer) om en tvær og egensindig Person.

Bekse, m. en Stormand (= Bause, Kakse, Bugge). Smaal. Nogle St. Bikse.

beksta, v. hjælpe sig med Sparsomhed (= tigla, hangla). Østerd. (Tønsæt). Jf. bika.

Bel (e’), el. Bell, m. Gulv, Grund i et Huus, især om Rummet imellem Ildstedet og Sengene i en Fiskerbod (Rorbud). Lofoten. (Jf. Flet).

Bel (ee), n. s. Bil. – Bel, m. s. Bidel.

bela, v. s. bidla og bila.