Ivar Aasen Norsk Ordbog

aalen, adj. geil, brunstig; om Hopper. Smaal. Jf. Isl. álægja.

aa lerre, paa Klem; s. Lere.

aaleten, adj. 1) alt-ædende; s. aalæt. 2) let at æde, udrøi; om Mad som er lidet mættende og kan nydes i store Portioner. Sdm. Nfj. (aalæten).

Aaletuster, f. Sødyr; s. Hummartuster.

aalfaren, adj. om en Vei, som kan befares af alle og enhver. Lidet brugl.

aalferdig, adj. ganske færdig; ogs. ganske frisk. Helg. i Formen: aalfarug, falug; s. ferdig.

aalflettes, adv. uden Undtagelse. Dei foro aalflettes: de reiste alle tilhobe (saa at ingen var tilbage). Shl. (Maaskee til Flet).

aalgjengd og aalgjengeleg adj. gjængs overalt, almindelig. Lidet brugl.

aalgjerdes (aalgjærs), adv. for Alvor, for stedse. Nordl.

aalgraa, adj. graa overalt. Nordl.

aalgrøn, adj. grøn overalt; f. Ex. om Ageren, naar Kornet har spiret.

aalgøyen (gj), adj. utaalmodig, som altid har noget at laste eller klage paa. Vald. (ølgjøyen). Jf. aagøyen.

aalhugad, adj. fast besluttet til noget; ogs. meget begjærlig, lysten, forhippet. Helg. Ogsaa i Formen “aalhugo”.

aal-ill, adj. meget ond. Hall. (Hoel).

Aalit (i’), n. Udseende; især om Ansigtsfarve. Helg. (Aaleet).

Aalit (ii), n. Tillid, det at man stoler paa noget. Eit vondt Aalit: noget som er usikkert at stole paa. Sdm.

aalitsam, adj. egentl. tillidsfuld; men oftere: fordringsfuld, nemlig om En som venter for meget, eller som kun stoler paa andre uden at gjøre noget selv. B. Stift. Hedder ogs. aaliten.

aalkjend, adj. almindelig bekjendt. Nordl.

aalkomen (o’), adj. overalt opkommen, ganske udspiret; om Korn og Græs.

aalleid, adj. yderst kjed og led. Helg.

aalljos, adj. fuldkommen lys (G.N. alljóss). Det var alt aalljost: det var allerede fuldkommen Dag. Tel. Gbr. og fl. Ellers: aalljøst, Hall. Sfj. Sdm. Orkd. Helg. – Jf. yverljos.

Aalmannveg, m. Alfarvei. Søndenfjelds (oftest: Almannveg). G.N. almannavegr.

Aalmark, f. Alminding. Smaal. (sjelden). I Solør: Aalmerkje, n. I Tel. Almannvidd. Jf. Aalmenning.

aalmenn, adj. almindelig, gjængs overalt (Mest i Formen aalment). Sv. allmän.

Aalmenne, n. Kommune, Folket eller Almuen i et Distrikt. Tel. (G.N. almenni). Ved Stavanger hedder det: Allmenta (Aalmenta?). Jf. Aalmenning.

aalmenneleg, adj. almindelig.

Aalmenning, m. 1) Alminding, Marker som tilhøre Kommunen eller Staten, ikke Enkeltmand. – 2) aaben Plads i en By. (Mest brugl. i Bergen). – 3) Almeenheden, Folket, Menigmand. G.N. almenningr. Aalmennings Toll: en almindelig Afgift, Udredsel af hver Mand (B. Stift). Aalmennings Veg: Alfarvei.

Aalmennskap, m. Almindelighed. Lidet brugeligt.

aalment, adv. almindeligt, sædvanlig.

Aalmerke, n. see Aalmark.

Aalmoe, m. Solrøg, Masse af Dunster i Luften. Helg. Jf. Aalrøyk.

Aalmuge, m. 1) Mængde, Hob, stor Samling af Folk: Ting-Aalmuge, Kyrkje-Aalmuge. – 2) Folket i et Distrikt, Menighed, Kommune. 3) Almue, Menigmand, Massen af Folket. Lidt forskjellig Form: Aalmugje, Aalmug, Almugje, Ølmugje (Hall.), Aalmogje (Nordhl.), Aalmue (Trondh.). G.N. almúgi, og almúgr. Sv. allmoge. Jf. Muge. – I Sammensætn. Aalmuga, el. Aalmuge (ikke -gje), f. Ex. Aalmugefolk, Aalmugemann.

aalmyrk, adj. fuldkommen mørk. Det vardt aalmyrkt. I Hall. ølmyrrt.

aa lofte, opløftet; s. Loft.

Aaloga (o’), f. Paalæg, Tillæg; især 1) noget at lægge ovenpaa for at dække og holde sammen. Tel. (Aalogu). 2) paalagt eller tilsmedet Stykke pa Jernredskaber, saasom paa forslidte Øxer. Hard. Sogn. (Oprindelig: Aalaga).

Aalogstein, m. Steen at lægge paa til Sammenpresning. Tel.

aalrenna, v.n. spire, skyde Spirer; om Frugt eller Rødder, nu mest om Poteter. Sdm. og fl.

Aalrøyk, m. Solrøg (= Ylrøyk). Hall. Vald. Toten. Jf. Aalmoe.

Aalsgjelding, m. Indbygger af Aals Præstegjeld. Hall. (= Æling).

aalskapad, adj. fuldkommen skikket til noget. “Han va ølskapa te dæ”, Hall.

aalskoddad, adj. taaget overalt. Hall.


aalskyad, adj. skyet overalt, heelt overskyet. Østlandet.

aalsvart, adj. sort overalt. Tel. G.N. alsvartr.

aalsveitt, adj. vaad overalt af Sved. Tel. Hall. Sdm. og fl.

aaltekt, adj. bedækket overalt, f. Ex. af Snee. Voss, Hard. I Hall. øltekt. Jf. aatekt.

aaltjukk, adj. skyet overalt, jævntyk; om Luften. Nogle St. ølkjukk.

Aaltrøyta, f. endelig Slutning, Enden paa det hele, f. Ex. i et langt Arbeide. Hall. Nogle St. Øltrøyta.

aalutt, adj. stribet langsad Ryggen; om Gjeder, ogs. om Heste (s. Aal).

aalvaken, adj. 1) ganske vaagen, lys vaagen. Sogn og fl. (aalvakjen); i Orkd. aalvak. – 2) om Vind fra Havet, naar den vedbliver at blæse om Natten. B. Stift.

aalvaksen, adj. fuldkommen voxen. Sdm.

aalvaat, adj. vaad overalt, gjennemvaad. Tildeels: olvaat’e (Sdm. Ryf.) og ølvaat. G.N. alvátr. Ogsaa “aalende vaat” (i Hall. ølende v.), og “aalvindande vaat”, nemlig om Klæder, som ere saa vaade, at man kan “vinde” (dvs. vride) Vand af dem.

aalvelt, adj. ganske omvæltet, med Fødderne i Veiret. Hesten laag aalvelt. Hard. Nhl. og fl. (I Sdm. aa velte).

Aalvelta, f. omvæltet Stilling. Liggja i Aalvelta: ligge paa Ryggen, om Dyr. Hard. I Tel. Aavelta.

aalvindande, s. aalvaat.

Aalvora (o’), f. Alvor, virkelig Mening; ogsaa Virkelighed, virkelig Udførelse af en Beslutning. Det vardt Aalvora av det: det blev dog virkelig. Gjer no Aalvora av det, o.s.v. I Valders: Ølvøro, f. i Hall. Ølvøru og Ølvuru. Ellers mest alm. i en uregelmæssig Form: Aalvore, n. og nogle St. Ollvor, Alvor, n. G.N. alvara, f. (acc. alvöru). Sv. allvar, n.

aalvorleg, adj. alvorlig, virkelig meent. Hedder sædvanlig: aalvorsleg. G.N. alvarlegr.

aalvorsam, adj. alvorlig (om Personer); ikke tilbøielig til Spøg- (I Tel. aalvor, f. Ex. “Han var so aalvor med det”: han tog det saa alvorligt). – Ogsaa om Sagen: Det vardt aalvorsamt (det blev ingen Spøg).

aalvæta, v.a. (er, te), gjennemvæde, udbløde. Sfj. Af aalvaat.

aalyrk, adj. om en Tid, da der er stadigt og travlt Arbeide. Romsd. “Dæ vardt aalørt” (for aal-yrkt): det blev dygtig travlt. G.N. alvirkr, alyrkr (om en Dag, da man kan arbeide til Natten, el. da der ikke er nogen Helligaften).

aalæt, adj. nøisom med Hensyn til Smagen, ikke kræsen; især om Dyr, som æde hvad de faae og ikke vrage noget. Rom. Hall. og fl. Paa Helg. aalæten (jf. aaleten). Egentl. alt-ædende. Hertil Aalæta, f. en graadig Person. Hall.

Aaløkje, n. noget usædvanligt, et Uhyre, en Uting. Nfj. Paa Sdm. i god Betydning om et meget stort og triveligt Dyr. (Dunkelt Ord).

Aam, s. Alm.

Aama, f. Kaalorm, Larve, især af de laadne eller børstede Arter. Berg. og Trondh. Stift. I Gbr. kun om meget store Larver (= Grasmakk). Afvigende: Aume, Sdm., Ølme, Hall. (Jf. Doggaam). Sv. Dial. åma. – Aamebøle, n. en Hob af Insekt-Larver. Aamesykja, f. et Slags Bylder, som ansees at være foraarsagede ved Larven af et Insekt (= Trollverk). Jf. Isl. áma, ámusott (Rosen).

aama, ovenfra; s. ovan.

aamaga, paaskynde; s. aamaala.

aamaa, v. s. ama og homa. Et andet Ord er aamaa, v.n. varme, give Varme fra sig. Indh. (Sparbu). Maaskee for ima (i’).

aamaala, v.a. (ar), nævne, bringe paa Bane, gjøre opmærksom paa. Gbr. Østerd. En anden Form er aamaga, v.a. drive el. paaskynde. Hall. Paa Sdm. aamoga (o’) paa, dvs. paaminde om (noget som skal udrettes). G.N. ámálga, og ámága (paatale). Egentlig: føre Talen (Maalet) hen paa noget.

Aamenne, n. s. Ovmenne.

aa-millom, imellem Aaerne (Elvene).

aaminna, v.a. paaminde. Tel. (Mo). Aaminning, f. Paamindelse. G.N. áminning.

aamoga (o’), s. aamaala og aamuna.

Aamol (o’), f. Smaasteen i et Elveløb.

Aamot, n. Sted hvor to Aaer flyde sammen. S. Mot.

aamuna (u’), v.a. (ar), forøge, lægge noget til (Jf. Mun). Tel. Hedder ogsaa aamoga (o’).

aamyket, for meget; s. ovmyken.

Aamyrja, f. = Eldmyrja. Nhl.

Aamæle, n. Eftertale, Dadel. Sdm. (sjelden). G.N. ámæli. S. Aatal.

Aamøting, m. Indbygger af Aamot i Østerdalen.

[aamøyast, v. dovne, aftage; om Storm. Sdm. Jf. Sv. mojna, af Nt. moje, Holl. mooi: vakker (om Veir).

Aand (Fugl), s. And.

Aander (Ski), s. Onder.

aandra, s. andra. – Aangje, s. Ange.

Aangel, s. Ongul. – aanka, s. anka.

Aanot (o’), n. Uleilighed, Ubehagelighed. Fortræd. Hard. Jf. Unot.

aanøyta, v.a. (er, te), haste, skynde paa. Hall.

aanøyten, ufornøielig; s. unøyten.

Aap, n. s. Op. – aapaa, s. apa, hopa.

aapen, s. open.

Aar, n. 1) et Aar, Tiden fra den ene Nytaarsdag
til den anden (eller naturligst: fra det ene Vintersolhverv til det andet). – 2) et Aars Tid, tolv Maaneder fra et vist Tidspunkt. – 3) Aaring, Aar med Hensyn til Afgrøde eller Næring. G.N. ár. – I Aar: i dette Aar (Jf. i Fjor). Annat Aar: næste Aar. Her eit Aaret: et af de sidste Aar. Aar og Dag: over et Aar, meget længe. Mot Aare: til næste Aar (B. Stift). Til Aars: 1) til det kommende Aar; 2) ude i Aarene (= til Alders). Tidlege Aars: tidlig i Aaret. Dette Bil Aars: denne Aarstid (Tel.). Ellers: denne Aarsens Tid.

Aar, f. (Fl. Aarar), Aare, Redskab at roe med. G.N. ár (Eng. oar). Afvigende Fl. Aarer (Tel. og fl.). I Sammensætning sædvanlig med “a”, som dog tildeels skulde være “ar”; saaledes: Aara(r)blad, n. Aareblad. Aaraburd, m. 1) den maade hvorpaa man bevæger Aarerne; 2) Rum til at røre Aarerne (Sfj.). Aaradrag, n. enkelt Drag eller Træk med Aarerne. Aararlask, s. Lask. Aararlom (oo), m. Grebet paa en Aare. Aaraløysa, f. Mangel paa Aarer.

Aar, i Stedsnavne, s. Aa. – Her mærkes ogsaa Aar, f. for Aader. Aar, m. for Ore.

Aar, adv. tidlig. Kun sammensat: aarvak, Aarvoka; jf. aarlege. – Om et andet “aar” (f. Ex. i aarliten) see Ør.

aara, v.n. (ar), om Korn og Frugt: lykkes, trives, give god Høst. Vald. Gbr. Mere alm. aarast. Nogle St. med Omlyd: æra.

Aarbot, f. Forbedring i Aaringen, bedre Afgrøde efter et Mangels Aar. Afvigende og maaskee et andet Ord er Aarbot og Aurbot, om Istandsættelse af Klæder. Saaledes pa Sdm. “D’er ut-o(r) Aarbotinne”, og paa Helg. “D’er inkje Aurbot i dæ”, dvs. det er saa forslidt, at det ikke længere nytter at bøde paa det.

Aarbyte, n. Ombytning for et Aars Tid. Østl.

Aardaude, m. fuldkommen Dødsstilhed; det Tilfælde at man ikke finder noget levende Væsen. Saaledes siges om Fiskere, at de ligge “i Aardauen”, naar de ikke mærke et eneste Tegn til Fisk i Søen. Senjen, Lofoten. Vistnok for Ørdaude. G.N. ördaud (uddød). Jf. aaldaud og G.N. aldaudi.

Aardekkje (for Aartekkja?), f. et usædvanlig stort Sneelag. Sdm.

Aare, m. Arne, Ildsted, Steenkreds omkring Ildstedet i et Huus. Søndenfjelds; ogsaa i Hard. og Nhl. I Siredal: Are. G.N. arinn. Andre Steder: Gruva (Jf. Omn, Stein, Mur, Peis). Hertil: Aarhella, Aarstad, Aarstein.

Aare, m. (Træ), s. Ore.

Aarestein, m. den forreste Kant af Ildstedet (= Gruvestein).

Aarestova (o’), f. Stue med aabent Ildsted (modsat Omnstova). Ogsaa: Stue med Ildsted midt paa Gulvet. Rbg.

aaretta, v.a. fæste med Kiler. S. følg.

Aarette (ee), m. Kile, som drives ind i Spidsen i en Trænagle for at udvide den saaledes at den ikke skal glide tilbage. Ligesaa i Skaftet paa en Øxe, Hammer og deslige. Meget udbredt, men tildeels afvigende: Aaretta, f. Ryf. Aarøyta, f. Hall. Aarøte, Smaal. Isl. árétti.

aarevla, adj. overordentlig, udmærket. Sml. Maaskee for over-evla.

Aargang, m. Aarets Løb (= Aarsgang). Ellers om en vedvarende Gang igjennem Aaret; saaledes Aargangs Bruk: Brug eller Indretning, som kan drives det hele Aar igjennem. Aargangs Kvern, f. Mølle som altid har Vand nok. Ligesaa: Aargangs Sag, f. i Modsætning til Flaumsag. Aargangs Vatn, n. Vandstrøm som til hver Aarstid er tilstrækkelig.

aargjengd, adj. stadigt gaaende igjennem hele Aaret; f. Ex. om Møllebrug.

Aarhag, el. Aarhage, m. Aaring, Aarsvæxt, Kornvæxt. Tel.

Aarhand, s. Orvhand.

Aarhella, f. Ildsted, eller Stenen foran Ildstedet (Aaren). “Aarhylla”, Guldalen.

aarhendt, keithaandet, s. orvhendt.

Aarhylla, s. Aarhella.

Aaring, m. 1) Aarsvæxt, Afgrøde. Jf. Nyaaring. 2) aarsgammelt Dyr; især Hest. Jf. Vettrung. Ogsaa i Sammensætning, som Triaaring, Fjoraaring. Nogle Steder: Aarung, Aarungje, f. Ex. om en Fole.

Aaristel, en Sygdom, som yttrer sig ved Udslæt og røde Pletter. (Forklaret som Skarlagenfeber). Helg. Lofoten. Jf. Naarisla.

aarjonast, v. vansmægte, s. orkjenast.

Aarkast, n. omtr. som Aarbyte.

aarkjøns (?), i Forbind. “mysse se til aarkjøns”, dvs. miste sin hele Beholdning, f. Ex. af Kreature. Sdm. (Volden). Dunkelt; maaskee for ørkyns: ud af Slægten eller Arten. Jf. Slag.

Aarlag, n. forelagt Arbeide (= Lage, Fyreloga). Smaal. Buskr. Vel egentlig Ørlag, ligt G.N. örlög, om Skjæbnen. Jf. Aalag.

aarleg, adj. aarlig, gjældende for Aaret.

aarlege, adv. aarle, tidlig om Morgenen. Tel. og fl. Forkortet: aarle’, vel ogsaa aarla (dog sjelden). G.N. árla.

aarlegen (legjen), adj. som har ligget et heelt Aar; om Træ. Tel. og fl.

aarliden (i’), adj. kommen noget ud paa Aaret. Det er so langt aarlidet (aarle’e): det lider saa langt paa Aaret.

aarliten, s. ørliten.

Aarmaal, n. en Tid af nogle Aar. Leiga paa Aarmaal: leie for visse Aar, f. Ex. tre, el. fem. I Sogn: Aaramaal.

aarmegta, vansmægte; s. ormegta.


Aarmole (o’), m. Rest, Levning, Stump. Nordl. (Salten). Mest i Fleertal, f. Ex. “Dæ va’ ikkje Aarmolann’ att:” der var ikke en Stump tilbage. Paa Helg. Aurmola(r). Vel egentlig Ørmol, G.N. örmul: Ruiner.

Aarmot (oo), n. Aarsskifte. Sjelden.

aarsaka, undskylde; s. orsaka.

Aarsavle, m. et Aars Afgrøde; især om det sidste eller nærværende Aars Avling. Saaledes: Aarshøy, Aarskorn, Aarsmjøl (tilkommet i dette Aar); ligesaa: Aarskalv, Aarslamb (modsat Fjorskalv, Fjorslamb). Nogle Steder “I-aars”, f. Ex. Iaarshøy. (Gbr. Toten).

Aarsbarn, n. Barn fra samme Aar. Me ero Aarsborn: vi ere fødte samme Aar.

Aarsbil (i’), n. Aarstid.

Aarsbolk, m. en vis Deel af Aaret.

aarsgamall, adj. et Aar gammel.

Aarsgang, m. Aarets Løb. Denne Aarsgangen: i dette Aar.

Aarskaute, m. Klods eller Skive, hvormed en Aare beslaaes paa det Punkt, hvor den slides mest. Nordl. Ellers: Aaralask.

Aarsløn, f. Løn for et Aar.

Aarsmot (oo), n. Aarsdagen, eller samme Tid som i det foregaaende Aar. Det kjem att-i Aarsmotet: det bliver just et Aar siden sidst. Berg. Stift, Tel. og fl. Sv. årsmot. Jf. Jamlengd.

Aarsmun (u’), m. den Foranadring, som en Ting faar paa et Aar.

Aarsmøte, n. aarlig Sammenkomst.

Aarsskot, n. Aarskud paa Træer.

Aarstad, el. Aarestad, m. Arnested, Skorsteen. Orkd. Jf. Aare. Aarstadhella (Aarsta’hyll’), f. Stenen forved Ildstedet.

aarstaden, adj. som har staaet et Aar.

aarstødt, adv. sikkert for hvert Aar.

Aarstal, Aarstal, Aarsnummer.

Aarstid, f. = Aarsbil.

Aarsvokster, m. 1) Væxt i et Aars Tid. 2) et Aars Afgrøde.

Aartoll, m. Aaretold. Jf. Keip.

Aartrot (o’), n. det at Sommeren bliver for kort, saa at kornet ikke modnes. Tel.

aarung, meget ung; s. ørung.

Aarunge, m. s. Aaring.

aarvak, adj. tidlig vaagen, aarvaagen. Hall. og fl. G.N. árvakr.

aarvaken (kj), adj. 1) d.s.s. aarvak. 2) om Vinden, det samme som: aalvaken.

aarvand, adj. om en Gaard, som er usikker med Hensyn til Kornvæxten, eller som behøver god Sommer for at give rigtig Afgrøde. Modsat aarviss. Alm.

Aarveg (e’), m. 1) Aaring, Aar med Hensyn til Væxt og Afgrøde. B. Stift, og fl. 2) Aarsavl, Kornhøst, el. Kornet selv. Helg.

Aarveld, n. s. Orvelde.

aarviss, adj. om Jord, som jævnlig giver god Afgrøde. Modsat aarvand.

Aarvoka (o’), f. Søvnløshed, Vaagen om Natten. B. Stift, og fl. (Jf. aarvak). Ellers: Andvoka, Svevnløysa.

Aarvon, f. Udsigter med Hensyn til Aarsvæxt eller Afgrøde.

aa røyse, under Reisning; s. Reise.

Aas, m. 1) Bjælke. (Jf. Golvaas, Teineaas). Især om de Stokke, som lægges paa langs over et Huus for at bære Taget. Søndenfjelds og i Trondh. Stift. (I Berg. Stift bruges denne Bygningsmaade ikke). G.N. áss; Sv. ås. – 2) en Axel, hvorom noget dreier sig. Hjulaas, Slipesteinaas. – 3) Bjergryg, langstrakt Bjerg, lang Forhøining af betydeligt Omfang. Alm. G.N. áss (ás). Hertil mangfoldige Stedsnavne. Jf. Aasing.

Aas, i Personsnavne, som Aasulv og Aashild (Aasilda), var Navnet paa Guddommen eller Guderne i den hedenske Tid. Forved en Konsonant lyder det almindeligst “As”; saaledes: Asbjørg, Asbjørn, Asgeir, Asgrim, Askjell, Aslaug. Nogle St. Os (Oss), som: Osmund, Osni.

aasa, v.a. (ar), belægge med Bjælker.

aasaa, v. (bruse); s. asa.

Aasbrot, n. en brat Afhældning paa en Bjergryg. Num. Hall.

Aasbrun, f. Skrænt eller Kant af en Bjergryg, seet nedenfra.

Aasdøling, m. Indbygger af Aaserall (i Raabygdelaget).

Aasende, m. Udkant af en Bjergryg.

Aasing, m. Indbygger af et Sted, som hedder Aas. Nogle St. Æsing.

Aasjon, f. s. Aasyn.

Aaskjøna, f. en Kløft eller Klemme, hvormed et Seilskjød bliver fæstet til Kanten af Baaden. Sdm. Sfj. I Strøm’s Beskr. over Sdm. 1, 410, kaldet “Aarskjøne”, maaskee en ældre Form.

aa skog, s. Skog.

Aaskoll, m. langagtig Bjergtop

Aaskoreid, f. s. Oskereid.

Aaslag, n. en Række af Aaser, en liden Bjergkjæde. Østl.

aasleides, adv. ad Veien over Aaserne, paa Bjergveien. Hall. (-leies).

Aaslende, n. bakket og bjergigt Land.

aaslendt, adj. fuldt af Aaser og Bakker.

Aasmark, f. høitliggende Marker omkring Aaserne.

Aasmøne, n. øverste Deel af en Bjergryg, hvor det hælder til begge Sider. Num. og fl.

aasna, v. s. asna.

Aasog (o’), n. Strømning ved Udløbet af en Indsø, Aaens Tiltrækning (Sog). Tel.

Aasoper, pl. Affald af Korn; Avner med enkelte Korn iblandt. Rommerige. Jf. Avsop.

Aasrygg, m. = Aasmøne.

Aasrøme, n. Aasmarker. “Aasrymme”, Hall.

Aasrøyk, m. Solrøg (= Moe). Buskr.

Aassokning, m. Indbygger af Aas Sogn.


aa stad, paa Stedet; s. Stad. – Aastadsak, f. Sag som fordrer Undersøgelse paa et vist opgivet Sted, f. Ex. ved et omtvistet Grændseskjel.

Aastak, n. Tag som hviler paa Langbjælker (Aaser); modsat Sperretak.

Aastand, n. Tilstand. Tel. (sjelden).

Aastede (el. stedje), m. Aabred; flad Engstrimmel langsmed en Elv. Tel. (Aaste’e).

Aastein, m. rundagtig Steen i et Elveløb. Et sjeldnere Navn er Aahall, m. Hall.

Aasud, f. Fyldings-Fjel, tilslaaet Fjel eller Skive paa en Dør. “Aasu”, Gbr. (Fron). Jf. Sud.

aasutt, adj. aaset, bjergig.

Aasveim (?), i Forbind. “paa Aasveimo(m)”: paa Skrømt, for et Syns Skyld, el. som for Spøg. Hall.

aasvæsen, adj. ubekvem, alt for tung til at haandtere. Yttre-Sogn. Maaskee for ovsvæsen.

Aasyn, f. 1) Paasyn, Beskuelse. (Sjelden). G.N. ásýn, ásjón. 2) Udseende, udvortes Beskaffenhed. Sætersd. 3) Ansigt (= Andlit). Ogs. Aasjon; i Hard. Aasjund. G.N. ásjón. Oftere: Syn. Jf. Uppsyn.

Aasæte, n. Besiddelse, Beboelse (G.N. áseta, f.); Bosted, Jord-Eiendom. Aasætes Rett: Ret til at blive boende paa en Gaard.

aasøkjen, adj. paatrængende, angribende (?).

aat, præp, og adv. ad, til. I Rbg. og Tel. at. Tildeels forkortet til “aa” (ved Mandal), og “a” (Smaal.). G.N. at (át?); Sv. åt. Har forskjellige Betydninger, som tildeels adskilles ved en stærkere eller lettere Betoning. A, præp, med Dativ: 1) til, henimod, hen til (Sted eller Tid). Aat Veggen (Vegge), aat Bordet (Borde); aat Kvelden, aat Enden (Enda). Omvexler med “til”, især saaledes at “aat” betegner en kortere, og “til” en længere Afstand. – 2) til, imod, indpaa; især om en stærk Tilnærmelse eller et Angreb. (Stærkt betonet). Ganga aat (gaae løs paa); taka aat (tage fat paa); hava aat (refse, straffe); finna aat (dadle, spotte); gjera aat (kurere). – 3) ad, for, paa Grund af. (Let betonet). Læja aat, flira, blaasa, grina aat nokot. Ved Trondh. ogsaa “vera sint aat ein” (være vred paa En). – 4) til, for (med Begreb af Dativ), til Brug for. Det høver aat honom. D’er godt nog aat deim. Han gjorde det aat meg. Dei faa gjera aat seg sjølve (de faae arbeide for sig selv, til sit eget Brug). – 5) til (med Begreb af Genitiv), om en Tilhøren, f. Ex. Aakren aat Grannom (Naboernes Ager); Arven aat Sønom (Sønnernes Arv). Jf. “Drengjen aa’ Presten”, dvs. Præstens Tjener (Ved Mandal). Omvexler med “til”. – B, som adv. (el. uden Objekt): 6) til, nær til; om en stærk Tilslutning. Leggja aat (trykke stærkt til); halda aat; draga aat, klemba aat. (Stærkt betonet). Jf. bera aat (bruge Lægemidler), gjera aat fyre ei Sykja (læge en Sygdom). Ellers ogsaa om en Tilnærmelse i Almindelighed. Taka aat (begynde), fara aat, el. bera seg aat (bære sig ad). Det lid aat med det (det lakker mod Enden). Jf. millom-aat, fyreaat, etter-aat. – 7) ad, efter, om en Iagttagelse, Undersøgelse. Lyda aat (lytte nøie til), høyra aat, sjaa aat, kjenna aat, gaa aat (s. aatgaa). Jf. etter. – 8) ad (gjensidigt), med hinanden. Leidast aat (lede hinanden), fylgjast, hjelpast, skiftast, skiljast aat. – 9) ved, om en Vedholden, el. at være i Færd med noget. Han er aat og slær (dvs. han er i Færd med at slaae Hø). Det var aat og lyste (det havde begyndt at lysne). Meget brugl. vestenfjelds. – 10) ved, om en Feil eller Mangel. D’er alltid nokot aat med deim (dvs. der feiler altid noget hos dem). Kvat er, som no er aat (hvad er det som nu feiler)? Jf. Sv. åt. Hertil: Tykja aat vera, dvs. være utilfreds med noget, finde det ubehageligt. (Stærkt betonet “aat”). I Tel. “tykjes at vera”; i Sdm. “tikje aat vere”. (G.N. pykkja at vera. Strengl. 75). Ellers bruges G.N. “at” i nogle Betydninger, som her mangle; det svenske at bruges ogsaa tildeels anderledes. – I Sammenstilling med Particip faar Ordet en stærk Betoning, f. Ex. aat-boren (dvs. baaren hen til, el. sammenholdt med noget), aat-fest (tilfæstet); aat-funnen (spottet); ligesaa aat-havd, lagd, -sett, snudd, -vand o.s.v.