Ivar Aasen Norsk Ordbog

avtrøytt, overstaaet, udstridt.

avtøk, adj. vild, ustyrlig, rasende. Sdm.

avtøyad, aftøet, blottet for Snee.

Avund, f. see Ovund.

av-vand, afvænnet; s. venja.

av-vatnad, adj. 1) aftørret, fri for Vand. 2) afskyllet, udvannet; om Farve. Nordl.

Avveg, m. Afvei. (Mest figurlig).

avvega, v.n. (ar), vige, gaae af Veien (for En som man møder). “aavvega”, Nhl.

avveges, adv. afsides, langt borte; ogsaa paa Afveie, til Yderlighed, for vidt. (Udtalt avvegjes, aveies).

avvenda, v.a. (er, e), afvende, afværge.

avverdes, adv. ubilligt, upassende til Tingens Værd (om Betaling). Hall. (avæles).

Avverk, n. s. Ovverk.

Avverke (-kje), n. Arbeide med Skovhugst. See Aaverke.

Avvik (i’), n. Afvigelse, Forandring. Voss og fl.

avyksna (= utyksna), s. yksna.

avøyda, v.a. (er, de), ødelægge, udrydde, dræbe (Dyr). avøydd, udryddet. Avøyding, f. Ødelæggelse, Nederlag. Sdm.

avøygna, v.a. (er, de), see bortfra, vende Øinene fra (= sleppa Augat av). Hall. So snart som han hadde avøygt det, so var det burte.


Aa.
Aa (m.), Vokal med enkelt Lyd (ikke Diftong), almindeligst udtalt som det svenske “å” og det danske “aa”; men i nogle Egne omtr. som “ao” (Sogn, Voss, Hard.).

Aa, f. Aa, Flod. Mest brugeligt i den sydligste Deel af Landet, hvorimod den nordlige Deel har “Elv”. G.N. á (aa); Sv. å (Jf. Ght. aha og Goth. ahva, om Vand, ligt Lat. aqua). – Afvigende: Aag (Helg.), Aan (Hall. Vald.). Fleertal regelret: Aaer (G.N. ár); afvigende: Ær, Æ’ (Sæt.), Æ’ar (Tel.), Æ’na (Hall.). Af de mange Stedsnavne med “Aar” maa formodentlig en Deel henføres hertil (nemlig til det gamle Genitiv: Aar), saasom: Aardal, Aarheim, Aaros, Aarstad, Aarvoll. Ogsaa Navnet “Aam” hører vel hertil som Dativ i Fleertal (for Aaom), hvis det ikke er forkortet af Aaheim.

aa, præp. paa; over, til eller henimod Overfladen af en Ting (medens derimod “i” gaar mere paa det, som er indentil). G.N. á. (Samme Ord som Eng. on, Holl. aan, an, T. an). Dette Ords Brug er nu meget indskrænket ved en Ombytning med det sammensatte upp-aa, som almindeligst lyder “paa”. (Jf. pi, for upp-i; punde, for upp-under). Paa nogle Steder forekommer dog reent “aa” temmelig ofte, f. Ex. i Sætersdalen: aa Foten, aa Vegen (gj), aa Vatne(t), o.s.v.; ligesaa i Nhl. med Stedsnavne f. Ex. aa Tuft. Mere almindeligt i Forbindelse med Subst. i ubestemt Form, saasom: aa Ende (dvs. paa Enden), aa Side (paa Siden), aa Rør (paa Kanten), ligesaa: att aa Bak, fram aa Hovde, fram aa Gruve; høgst aa Dag, høgst aa Sumar, midt aa Natt, langt aa Dag, seint aa Kveld; vera aa Gange, vera aa Vege, sleppa aa Bø, og flere, som bekvemmest kunne anføres under vedkommende Substantiv. Ligeledes bruges det rene “aa” i mange Sammensætninger, som Aabud, Aaburd, Aafall, Aagang, Aalag.

aa, Interjection og løs Partikel med dunkel Betydning, som kan være forskjellig efter den forskjellige Tone, hvori Ordet fremsiges. Det forekommer saaledes: 1) som Udraab eller Tilraab: o! ak! (Jf. T. ach). Aa, du store Syn! Aau, du arme Ting! Aa, du Ungdom! Ligesaa med et Ønske: Aa, lat meg sjaa det. Aa, giv det var so vel! (Dette “aa” er ogsaa svensk og dansk i Dagligtalen, medens derimod “o” kun bruges i Skrift og høitideligt Foredrag). – 2) som Udtryk for Følelse, saavel Sorg og Smerte, som Lyst og Glæde. Aa, kor vondt det var. Aa, kor eg skal liva. Ogsaa for Opmærksomhed og Forundring. Aa, for alt det Folk. Ligesaa for en Besindelse. Aa, – var det so det hadde seg? – 3) som Tilstaaelse eller Bekræftelse. Aa nei, det vardt nog inkje so godt. Aa ja, det kann vel henda. Aa jau, han fekk sjaa det sidan. Ogsaa som Udtryk for Ligegyldighed eller Modvillie, og som en Afviisning. Aa, lat deim faa det. Aa, langt ifraa. Aa, kom ikkje med slikt! – 4) som Antydning til, at man ikke har noget mærkeligt at svare eller fortælle i Anledning af et Spørgsmaal. Aa, d’er no so tollegt. Aa, det vardt smaatt. Aa, det gjeng seint. – 5) kun indledende eller som Forslag i et Vers; f. Ex. Aa det var Raamund Bondeson. (Falder nær sammen med “og”). – Som en Udvidelse mærkes “aa haa!” omtrent som: jo vist, jo jo (eller lignende). Jf. G.N. ohó!

aa, forkortet Ordform: 1) for og. (Almindeligt). 2) i Sammensætning tildeels for ov, dog noget tvivlsomt. 3) for av (s. av). – 4) for aat (Mandal). 5) for at ved Infinitiv, f. Ex. der er godt aa vera; det var seint aa læra o.s.v. (Almindeligt). Jf. at.

Aaband, n. Overbaand, Tværbaand hvormed begge Halvdele af Kløven i en Kløvsadel sammenfæstes. Gbr. Hard. – Aabandssekk, m. liden Sæk at lægge øverst paa en Kløv. Siredal.

aabella, adv. overmaade, usædvanlig. Nordl. Paa Helg. aabello.

Aabine, og Aabin (ii), n. et Særsyn, en sjelden Ting, noget som alle betragte og beundre (S. bina). Ndm. Sdm.

Aabit (ii), m. Morgenmad, Frokost. Helg. Guldal, Ndm. og fl. Andre Steder: Aabite (i’). Til Aabits (te Aabiss): til Frokosttid (Helg.). Aabitstid, f. d. s. (Tel.).

Aabite (i’), m. = Aabit. Nhl. Tel. og fl. Jf. Isl. árbiti (efter Gislason). Ellers hedder det ogsaa Bitaa n. (Sæt. Tel.), og desuden: Morgonverd, Midmorgon, Fyredugurd, Bisk.

aabodaleg (o’), s. ovbodleg.

aaboden (o’), adj. voldsom, heftig, fremfusende; ogsaa (om Børn): næsviis, uartig, fræk. Sdm. Jf. aabuen.

Aaboge (o’), m. Krog, Bue, Krumning, f. Ex. paa en Vei. “Aabogje”, Tel. (hvor det dog ogsaa betyder Albue).

Aabor, s. Aaburd.

Aaborre, el. Aaborr, m. Aborre (Fisk). I Valders: Øbbør. (Sv. aborre).

Aaborrblom, og Aaborrgras, Aakande (Nymphæa). Hadeland. Aaborrgras kaldes ogsaa en anden Vandplante, Potamogeton.

Aabot, f. Istandsættelse; især paa Huse (= Husebot). Lidet brugl. Jf. aabøta.

Aabraut, f. en høi Aabakke, Elvebakke (Jf. Mel). Tel.

Aabreida, f. Tæppe; s. Aabreidsla.


Aabreidsla, f. 1) Tæppe, Sengedække, Overklæde (modsat Underbreidsla). Nhl. Sdm. (Aabretle) og fl. I Tel. Aabreie. G.N. ábreidsl. – 2) Overbredelse, noget som udspredes, f. Ex. Gjødsel paa en Ager. Romsd.

Aabrengja, f. En som besværer Folk med Begjæringer. Tel. – aabrengjen, adj. besværlig; overhængende med Bønner og Fordringer.

Aabrigde, n. Forandring, Forskjel. Hall.

aabrikje, s. avbrikjeleg, avbragsleg.

Aabrot, n. Jordfald, Udskylling i Bredderne af en Aa. Gbr.

aabrudig, adj. mistænksom, skinsyg, jaloux. I Tel. aabruig (Mo); ogs. aabru, Tel. og Voss. G.N. ábrúdigr. Jf. aabryda.

Aabrudskaal, f. s. Varaskaal.

aabryda (aabry’), v.a. (er, de), 1) mistænke for Utroskab, plage med Skinsyge eller Jalousie. Ho aabrydde Mannen sin. Tel. Hall. Nhl. (G.N. afbrýda: være skinsyg). – 2) plage, overhænge; især: drille eller bryde En med noget, som han ikke vil have omtalt. Gbr. Buskr. (aabry). Nærmer sig til brya (bry).

Aabryde (Aabry), n. 1) Skinsyge, Jalousie. Tel. G.N. ábrýdi; ogs. afbrýdi. 2) Drillerie, Fjas. Ryf.

aabryden, adj. 1) skinsyg, jaloux (= aabrudig). Tel. Gbr. (aabryen). – 2) drillende, tirrende, ondskabsfuld. Gbr. Ogsaa: ivrig, heftig, vanskelig at holde tilbage. Østerd.

Aabrydskap, m. Skinsyge, Jalousie. Tel. Jf. Mistrygn, Svartsykja.

Aabrysta (y’), f. Brystgjord til en Kløv. Hard.

Aabud, f. Vedligeholdelse af Husene paa en Gaard; Forpligtelse til at holde Husene i Stand. “Aabu”, Smaal. (Egentlig Beboelse, ligesom G.N. ábúd).

aabuda, v.a. (ar), 1) sætte Gaardens Huse i Stand. Smaal. (aabue). G.N. ábúda. – 2) v.n. sysle, arbeide. “Dei aabua paa dæ”. Hall.

Aabudfall, n. 1) Forfald paa Huse, Forringelse. Hall. Ogsaa kaldet Aabudfar. 2) Forsømmelse af at holde Husene i Stand. Smaal. (Aabudsfall). G.N. ábúdafall.

aabuen, adj. fræk, nærgaaende; ogs. skadefro, ondskabsfuld. Nfj. Jf. aaboden.

Aaburd, m. 1. Væxt, Afgrøde, Frugt; hvad Jorden bærer paa sig. Indherred, udtalt som Aabur (u’) og Aabol.

Aaburd, m. 2. Landfæste; Steen eller Steenhob som er oplagt paa Strandbredden for at Baade og Skuder kunne fortøies deri; egentlig: en Steen at lægge paa Landtouget, naar man kun gaar i Land for et Øieblik. Nordl. (Aabor), Trondh. (Aabol), Sdm. (Aabur, med u’).

Aabyr (y’), m. farlig Bør; Vind som man ikke tør benytte, fordi den er for stærk. Trondh. “Aabør”. Maaskee for Ovbyr.

aabyrgja (?), adv. overflødigt, mere end nok. “aabørja”, Indh.

aabyrgjast, v.a. forsikkre, staae inde for, være ansvarlig for. (Sædvanlig kun i Infin.). Sfj. Hall. Ellers: aabyrst, aabyrsta, Nedenæs, Mandal. G.N. ábyrgjast (af Borg). Ogsaa i en anden Form: aabyrgsla (ar), aabyrsle, Sdm. og fl. aabygsle, Vald., aabrygsla, Helg.

Aabyrgsla, f. Ansvar, Borgen, det at man indestaar for noget. Afvig. Aabyrsle (Hall. Sdm. osv.), Aabysl (Orkd.), Aabrygsla (Nhl.), Aabyrst (Mandal), Aalbryst (Shl. Ryf. Jæd.).

aabyrgsla, v.a. s. aabyrgjast.

aabyrgslelaus, adj. fri for Ansvar.

Aabyrgsling, f. Forsikkring.

aabøta, v.a. (er, te), forbedre, rette paa; især udfylde eller fuldstændiggjøre ved at lægge noget mere til. Tel. – aabøtt: udfyldt, fuldstændiggjort. (Jf. G.N. ábót, ábœtr).

aadags, adv. seent paa Dagen. Smaal. Andre Steder “langt aa Dag”.

aadan, adv. nys, nylig (?) “aada”, Sdm. (tvivlsomt og ialfald lidet brugl.). G.N. ádan (Jf. aader). Spor af en senere Form (aadans) findes i Udtrykket “i aans”, dvs. nylig. Selbu (Tydal). Afvig. “i aass”, Sætersd. (Nu sjelden). Sv. iåns, jans.

aadaa, v. vrimle; see ida.

aadeildast, v. trætte, s kjendes. Tel.

aader (aadr), adv. førend, inden. Hedder: aad’e (Sdm.), aa’e (Sfj.). “Dæ vert’e lengje, aade han kjem’e”, Sdm. G.N. ádr.

Aader (Aadr), f. (Fl. Aadrar), Aare, Blodrør i Legemet; ogsaa en Aare eller Gang i Jorden; jf. Malm-aader, Vats-aader. Afvig.: Aad (Sdm.), Aa (Trondh.), Aarder (Nhl.), Aar (Vald. Jæd. og fl.). Fleertl. afvig. Æder, Æd’e (Sdm.). Jf. Æd (om en Vandaare). G.N. ædr, æd. Ang. ædre. Derimod Sv. åder. Holl. ader; T. Ader.

aaderlata, v.a. aarelade. Aaderlatar, m. Aarelader (= Blodtakar). Aaderlating, f. Aareladen.

Aadjuv (Aajuv), n. dybt Flodleie i en Klippe.

Aadrift, f. Drivning paa en Aa; Tømmerflødning. Aadrivar, m. Tømmerfløder. Tel.

Aadøl, m. Indbygger af Aadalen (paa Oplandet).

Aadøla, f. s. Avdøla.

Aaevle, n. = Ovevle.

Aafall, n. 1) Paafald, Paastrømning, f. Ex. af Vand i en Mølle. 2) Fløden paa et Mælkekar. Try Aafall: Fløde af tre Kar (Koller). Sdm. – Hertil: Aafalleringja, f. Kolle med Fløden paa (= Rjomekolla, Mjølkebunka).


Aafar, n. Elveløb, Flodleie. Gbr.

aafaren, adj. besværet, nedtrykt; ogsaa forlegen el. forvirret. Hall.

aafaatt, adj. n. manglende, som feiler eller mangler. Der er alltid nokot aafaatt: der er altid en Mangel, altid noget at anke over. Her er endaa nokot aafaatt: noget som ikke er i sin rette Orden. Tel. Sdm. Nordl. og fl. G.N. áfátt (Jf. faa, adj.). I Tel. betegner det tildeels ogsaa: ubehageligt, fortrædeligt.

aa felde: paa Færde; s. Felde.

aafengen, adj. stærk, berusende; om Drik. Paa Sdm. “aafingjen”. G.N. áfenginn.

aaferda (?), v.a. yttre, aabenbare. “Han torde ikkje aafære seg med di”: han turde ikke udlade sig dermed. Nfj. Sdm. Hertil: “aafærlege”, adv. aabenbart, uden Dølgsmal eller Forstillelse.

Aafjøra, f. sandig Elvebred, tørre Banker ved en Aa. Tel. og fl.

Aaflygje, n. Heftighed, Hidsighed; et hastigt Tilgreb. Tel.

Aafløy, F. en liden Baad eller Færge i en Aa. Gbr. Jf. Fløy.

aafløygd, adj. hastig, heftig, ivrig. Tel. Oftere aafløygjen. Om et andet “aafløygd” see avfløygd.

Aafot (o’), Hestedækken; s. Ljofot.

aafære, v. s. aaferda.

aaføra, v.a. (er, de), paanøde En noget, overfylde, overvælde, f. Ex. med Drik. Hall.

aag, s. og. – aaga, s. eiga.

Aagang, m. 1) Tilstrømning, f. Ex. af Vand (Egentl. Paagang). Tel. – 2) Tilløb, Indtryk, Tilstrømning af Folk. “Aagaang”, B. Stift. – 3) Overhæng, paatrængende Besøg; ogsaa: Indgreb, Overgreb, Fornærmelser. Tel. G.N. ágangr.

aaganga, v.a. (gjeng, gjekk), besvære med paatrængende Krav og Begjæringer; mane, purre. Han kom atter og aagjekk meg etter meir. Tel. I Hall. aagaa (aa-gaa).

aa gange: paa Færde; s. Gang.

aagangsam, adj. 1) dristig til at kræve og forlange; paatrængende. – 2) om en Gaard: udsat for meget Tilløb, meget besøgt af Fremmede. Sdm. (aagaangsam’e).

aagaagnaa (= aa gange), s. Gang.

Aagjegn, f. Lyst til at overgaae andre og gjøre Opsigt. Shl. Paa Sdm. Aagjøgn el. Aagygn (Jf. Ovgjegn). En anden Form er: Aagjern (?), Aagjedn, Aagidn, i Nhl. Jf. G.N. ágirnd og ágirni: Begjærlighed.

aagjengen, adj. paatrængende, anmassende. Nhl.

aagjengs, adv. lige overfor, midt imod, paa den anden Side. Sfj. Maaskee for aagjegnt. (G.N. gegnt).

Aagjern, f. Ærgjerrighed, s. Aagjegn.

aagjord, udmagret, s. avgjord.

Aagjøde (?), n. noget usædvanligt eller overdrevet. Ndm. “Aagjøe”.

aa gruve, næsgruus; s. Gruva.

Aagust, f. en Hudsygdom med stærk Hævelse. Hard. Jf. Gust.

aagøyen (gj), adj. spottelysten, skadefro, ondskabsfuld. Nhl. Hedder ogsaa aavgjøyen og aavgjøen. Jf. aalgøyen.

Aahall, m. s. Aastein.

aahard, adj. voldsom, meget stærk; om Vinden. “aahar’e”, Sdm.

aahasig, adj. hævngjerrig, uforsonlig. Hall.

Aaheng, n. Anhang, noget som hænger ved. Tel.

aa hovde, s. Hovud.

Aahuga (u’), f. Omhu, Omsorg. Helg. Jf. G.N. áhyggja.

Aak, n.s. Ok. Tvivlsomt i Forbindelsen “i Aakje”, dvs. omkap. Nfj. (Jf. Aakapp). – Aak i Stedsnavne, som Berkaak, Maraak og fl., er vel nærmest at henføre til Aaker.

Aaka, f. Haarskjæl, Haarstøv; støvagtigt Fnug som efterhaanden samler sig imellem Haarene paa Dyr, saasom paa Heste. Østerd. (Tønsæt). I svenske Dial. aka, eka. Jf. Flus.

Aa-kall, m. Vandvætte, Nøk. Gbr.

aakalla, v.a. (ar), tilkalde; paakalde. Hall.

aakan (dvs. vor), = okkar.

aakan, n. Hjørnestolpe; s. Oke.

Aakapp, n. Veddekamp. I Aakappe: omkap, som i et Veddeløb. Tel. Jf. Aakave.

aakappast, v.n. kappes ivrigt. Tel.

Aakast, n. Plage, Sygdom; ogs. Forhexelse. Gbr. G.N. ákast, Paakastelse.

aakava, v.a. (ar), drive hidsigt paa. aakava seg: kaste sig ivrigt over noget; ogsaa: paatage sig for meget. Tel. (Mo).

Aakave, m. Tummel, stor Bevægelse, Skynding. Tel. G.N. ákafi, Heftighed.

aakavt, adv. heftigt, voldsomt. Tel. (Flaabygd). I de øverste Egne: aakapt. G.N. ákaft.

aakaar, adj. bly, undseelig. Orkd. Østerd. I Gbr. hokkaaren. Dunkelt. G.N. afkárr har en anden Betydning, nemlig: heftig, vanskelig at omgaaes med.

Aake, s. Aaka, og Oke.

Aaker (Aakr), m. (Fl. Aakrar), Ager; dyrket Jordstykke, især til Kornsæd. G.N. akr (ákr?). Sv. åker. (Formen “Aker”, som tildeels høres i Byerne, synes nærmest at støtte sig til den danske Form). “Aak” og “Ak “ i adskillige Stedsnavne (som Maraak, Gravaraak; Bandak, Aarak, Asak) er vel kun en stærk Forkortning af Aaker. – I Sammensætning synes Formen Aaker at være mest almindelig (jf. G.N. akrkarl, akrkál); ellers bruges i den vestlige Deel af Landet ofte Aakre-, el. Aakra-, f. Ex. Aakreland.

Aaker-and, f. et Slags Ænder (= Grasand). Østerd. Aakerandkall, m. om Hanfuglen.
Aakerblom, m. = Aakerkaal. Sæt.

Aakerbrot (o’), n. Agerbrydning; Jordstykke som er nylig opbrudt til Ager.

Aakerbruk (u’), n. Agerbrug.

Aakerflekk, m. en liden Ager.

Aakergalte, m. tykke Rødder af Ukrud i Agrene. Gbr. (Fron).

Aakerhall, m. Smaasteen i Agrene. S. Hall.

Aakerhøna, f. s. Aakerriksa.

Aakerjord, f. Agerjord, Muldjord.

Aakerkaal, n. Agerkaal (Brassica campestris). Tildeels ogsaa om Ager-Sennep-

Aakerkjelva, f. = Ækra. S. Kjelva.

Aakerkjetta, f. = Moldukse. Nfj.

Aakerkøyring, f. Ompløining af Ager. Østl. af Engen omkring en Ager.

Aakerland, n. 1) Agerland; 2) Kanterne af Engen omkring en Ager.

Aakerlauk, m. Hyrdetaske (Urt). Hall. Voss.

Aakerlende, n. Jord som er tjenlig til Ager.

Aakerlepp, m. = Aakerflekk.

Aaker-lo, f. et Slags Regnpiber (Fugl). Maskee samme som Heidlo.

Aakerlægje, n. Jordstykke som har været Ager. (= Ækra, Atterlega). Vald.

Aakermaal, n. afmaalt Agerstykke til at skjære Korn af. Østl.

Aakerpipa, f. 1) Straafløite, afskaaret Straa at blæse i. 2) Plantenavn; s. Daae.

Aaker-reina, f. Agerreen, Engkanten omkring en Ager; paa bakkede Jorder især den Forhøining, som efterhaanden danner sig ved Agerens nederste Kant.

Aaker-riksa, f. Ager-Snarre (en Fugl), Rallus Crex. Trondh. og fl. Ellers ogsaa kaldet: Aakerhøna.

Aakersenap, n. Agersennep (Sinapis arvensis) = Mustar.

Aakerskifte, n. Ombytning af Agre. Ogsaa kaldet Aakerbyte, n.

Aakerskøyt (skj), m. opbrudt Jordstykke som Tillæg til en Ager.

Aakerspott, m. Agerplet, liden Ager. Sæt.

Aakersund, n. en Vei eller smal Engstrimmel imellem to Agre. B. Stift. Paa Sdm. Aakresynd.

Aakerteig, m. Deel af en Ager.

Aakervidd, f. Agervidde; pløiet Land.

aakja, s. attan.

Aakje, s. Aak. – aakjei, s. keid.

Aakliv (i’), n. Nærgaaenhed, Overgreb, Anmasselse. Tel.

Aaklæde, n. Tæppe, Dække. G.N. áklædi. Mest alm. om et Tæppe at lægge over Sengklæderne. I Gbr. ogsaa om et Undertæppe, Straadække (= Kvitel).

Aakoma (o’), f. Følge, Virkning, hvad der kommer efter. Hard.

Aakoma (oo), f. Kilde. Nordre Berg. Jæd. Ellers Uppkoma, og Okoma (Orkoma?).

Aakorn (o’), n. Agern, Egenød. “Aakodn”, Hard. “Aakonn”, Nedenæs og fl. G.N. akarn. Eng. acorn (Jf. Goth. akran, Frugt). Ellers: Akall, Agal (Lister), Eikenot (B. Stift). Jf. T. Eichel.

Aakosta (o’), f. 1) Tilsætning, noget som blandes i Mad (især i Suppe) under Kogningen. Sdm. Gbr. Orkd. 2) Besmykkelse, Formildelse i en Beretning. Orkd. Egentlig Paakast (Aakasta).

Aakot (oo), m. Yngel af Ørreder. Tel. Jf. Kot og Kjøda.

Aakrebyte, n. s. Aakerskifte.

aakuvad, ophøiet, konvex; s. kuvad.

aal, en Sammensætningsform af all (adj.), som deels betyder: al, heel (ved Subst.) og deels: aldeles, ganske (ved Adj.); f. Ex. aalgrøn, aalvaat. I Hall. og Valders lyder det som “øl” (Ølmuge); nogle Steder tildeels: ol, oll (som olvaat). Saaledes adskilles ogsaa i G.N. al fra all, i Angels. al, æl fra eall, Ght. ala fra all. – En Udvidelse heraf er: aalende, adv. f. Ex. aalende vaat (aldeles vaad), aalende sveitt, o.s.v.

Aal, m. 1. Aal (Fisk). Afvigende: Aadl (Hard. Shl. Ryf.). G.N. áll (ál). Hertil: Aalefiske (kj), n. Aalefangst. Aaleskap, n. Skikkelse som ligner Aalens. Aaleslod, f. og Aaleteina, f. Redskaber til Aalefangst.

Aal, m. 2, 1) Spire, Kime, udspringende Frøblad, f. Ex. paa saaet Korn. B. Stift og fl. Jf. aala, aalrenna. Ogsaa om Skjægtraad paa en Fisk. Hard. – 2) en smal Strimmel (s. Ryggaal, Kvidaal); især en mørk Stribe langsad Ryggen paa Dyr (Heste, Gjeder). G.N. áll. Jf. aalutt. – 3) Rende, dyb Fure i Bunden af en Elv eller Bugt. Alm. Jf. Djupaal. I Stedsnavne synes det ogsaa at betyde Dal eller Vanddrag. I nogle Sammensætninger synes “aal” at være opkommet af et andet Ord, saasom i Stokkaal, Maraal, Spenaal.

aala, v.n. (ar), spire, skyde Spirer (Aal); om Korn. Shl. Nhl. Sfj. Med Omlyd: æla, Hard. Jf. aalrenna.

Aaladstokk (Aalastokk), = Stavlægja. Sogn.

Aalag, n. egentl. Paalæg; et Arbeide som skal være udført til en bestemt Tid. Tel. Hall. Ellers: Aarlag (Smaal.), Lage, Fyreloge.

aalagd, adj. tillagt til Opfostring (f. Ex. om Kalve). Tel. Jf. paasett.

Aalaa, en Stang; s. Ale.

aalbuen, adj. ganske færdig. Tel. (?).

aaldaud, adj. uddød; ogsaa: øde, blottet for Liv. “Der var reint øldaudt”. Hall. Jf. Aardaude.

aaldugleg, adj. fuldkommen duelig. Helg.

Aale, m. Urin af Kreature, Gjødselvand fra Fæhusene. Rommerige. – I svenske Dial. al og adel. Danske Dial. Ael, Adel. Nt. Adel, Al.

aaleggja, v.a. (legg, lagde), lægge et nyt Lag paa, sætte nu Eg paa Øxer. Tel.
(Landst. 240. 677). Jf. Aaloga.

Aalegras, n. 1) Havbænde (Zostera). Jf. Sjogras. 2) Potamogeton. Smaal.

aaleides (aaleis), adv. i Gang, paa Bane. Koma aaleides med: have Fremgang med, komme nogen Vei med noget. Nhl. og fl. Det kjem berre vondt aaleides: det vil kun have onde Følger. G.N. áleidis.

aaleine, adj. alene, eenlig (= einsaman). Kun i Forbindelse med visse Verber, som: vera, sitja, liggja, ganga, fara aaleine. Nogle St. afvigende: aaleina, aleine, ogsaa aatleine (Romsd.). Jf. eine. “Ho er ikkje aaleine” betegner tildeels: hun er frugtsommelig. Hall.

aaleita, v.a. (ar), overhænge, plage. Nhl.

aaleiten, adj. paatrængende, besværlig. Nhl. G.N. áleitinn, angribende.

Aalekuva, f. et Slags Fisk. Smaal.