Ivar Aasen Norsk Ordbog

hoste (o’), adv. temmelig meget; næsten for meget. Tel. Rbg. Nedenæs. (Nogle St. hosta). Med Adj. f. Ex. hoste hardt: temmelig haardt. G.N. hölsti, helzti, og helzt til.


hot (hott, haatt), dvs. hvad; s. kvat.

Hot (oo), n. 1, Trusel. (Sjelden).

Hot (oo), n. 2, Gisning, Gjætning. Hall.

hota, v.n. (ar), 1, true; især: vise Næven, løfte Haanden eller et Haandværge ligesom for at slaae til. Nhl. og fl. Ellers høta, Tel. hytta, Nordre Berg. G.N. hóta, true. Sv. hota.

hota, v.n. (ar), 2, gisse, gjætte paa noget. “hota paa”. Hall. Ellers høtta (Hard.), hytta (Tel.), som nærmer sig mere til hitta.

Hoting, f. Trusler, Skræmsel.

Hoto (Krybbe), s. Høta.

Hott (o’), m. 1) Haaret paa Hovedet (= Hetta, Hedna, Lugg). Tel. Hall. Svarer i Formen til G.N. höttr (= Hatt), i Betydning mere til G.N. haddr. – 2) en Tue, Top eller Knort paa Jorden. Lister, Jæd. og fl. – 3) Fjeldtop, Bjergtop. Nhl.

hottutt, adj. ujævn, fuld af Tuer el. Knorter. Jæd. og fl.

Hov (o’), n. en Forhøining paa Jorden, en liden Høi (Haug). Hall. (Næs). I Tel. (Raudland) om en større Forhøining, et lidet Bjerg. Vel egentlig Hævning; jf. Solhov. Fordum: et Offersted fra Hedenskabet (G.N. hof); hertil en Mængde Gaardsnavne: Hov, Hove, Hovland, Hovslund; i Sammensætning ofte forvansket ved en uheldig Skrivemaade, saasom Frøshaug (for Frøyshov), Toshoug (Torshov), Norderhoug (Njardar- el. Nerdar-hov). – Hov er ogsaa tildeels det samme som det nyere Hof (Hoff, Hoft): Herregaard, Kongsgaard. Hertil Hovdreng, Hovmann.

Hov (oo), n. 1) Afpasning; passende Tilberedning. Denne Ljaaen heve fenget eit godt Hov, dvs. er bleven passelig haard, el. hærdet. (s. hova). Nordre Berg. og fl. – 2) Maadehold, Maadelighed. Hall. Sdm. Ork. Nordl. og fl. G.N. hóf; Sv. hof. Det var inkje Hov med det: der var ingen Maade med, ingen Passelighed. Han heve inkje Hov i Hondom (el. Henderna): han tager enten for meget eller for lidet.

Hov (oo), m. 1) Hov, Neglen paa Hestens Fødder. G.N. hófr. Nogle St. med Fl. Høver (ellers Hovar). Afvig. Hov, f. med Fl. Høv’a (Høv’er), Hall. – 2) Fodstykke, Fod paa Drikkeglas, og desl. Tel. – 3) et Slags Kjedelkrog (Skjerding). Nordl. – Som Plantenavn betegner Hov det samme som Hovblekkja. (Jf. Soleihov). En anden Betydning er: Eftergræs, Efterslæt; s. Haa, f.

hova (oo), v.a. (ar), 1, afpasse, gjøre passende. (Jf. høva). Hova ein Ljaa: bearbeide en Lee ved Glødning og Afkjøling, saa at den faar en passende Haardhed i Eggen. B. Stift, Trondh. Nordl.

hova (oo), v.a. (ar), 2, tænke, formode, vente. Indh. (Snaasen). I svenske Dial. hovas, dvs. gisse, bestemme paa et Skjøn.

hovad, adj. 1) beskaffen i Hoverne; f. Ex. fint Hovad, om en Hest. 2) afpasset, hærdet; s. hova.

Hovade (?), m. Bølgetop, som dannes af sammenstødende Strømninger, f. Ex. under en Fos. “Hovae”, Østerd. (Trysil). Jf. G.N. hávadi: høi Gang, m.m.

hovar, adj. s. haavar.

Hovblekkja, f. Plantenavn: Tussilago. Opl. Ellers Hovblom (?), Hovsoleia, om Caltha palustris. B. Stift.

Hovd, f. en Bøile, Ring; s. Hogold.

Hovda (o’), f. Bjergtop, et rundagtigt Fjeld. Num. I Hall. og Vald. Hovda, n (eit Hovda). Jf. Hovde.

Hovde (o’), m. 1) Hovedgjærde, Hoved-Enden i en Seng. Mest i Fleertal (Hovdarne). Sogn. – 2) Bjergpynt, fremragende Bjerg i et Dalføre eller paa et Næs ved Vandet. Voss, Shl. og flere. G.N. höfdi. Hertil mange Stedsnavne.

Hovdebunad, o.s.v. see under Hovud.

Hovding (o’), m. Høvding, Formand. I Stedet for denne rigtige Form bruges sædvanlig “Høvding” (som i Dansk og Svensk), og tildeels forvansket “Høvning”. G.N. höfdingi, af höfud.

Hovdreng (o’), m. Riddersvend. I Kjæmpeviserne. (Landst. 147. 286. Bugge 12).

Hovel (o’), s. Havald og Hogold.

hoven (o’), adj. hoven, opsvulmet. Trondh. – Nogle St. ogsaa: hævet, opløftet (som Particip til hevja). I Hall. heven (e’).

Hoving (oo), f. Afpasning; s. hova.

Hovjarn, n. Hovjern, Hovkniv.

hovleg (oo), adj. passende, maadelig, rimelig. Hedder sædvanl. hoveleg. B. Stift. Hall. og fl. G.N. hóflegr.

hovlege, adv. lempeligt, med Maade; ogsaa: varsomt. Tel. og fl.

Hovmann (o’), m. 1) Tjenestemand hos en Høvding; Ledsager, Følgesvend. I Folkeviserne i Formen Hommann. (Landstad 189. 249. 250). G.N. hofmadr. (Jf. Norske Magasin I, 311. 413. 436). S. ogsaa Hovdreng. – 2) Fuldmægtig, Skriverkarl; En som udfører Forretninger for en Foged eller Sorenskriver. Mest brugl. nordenfjelds i Formen Haamann; sjeldnere Hommann (i Gbr. Faut-Hommen). Hos P. Dass: Hommand. – 3) en Reisende, en fremmed Person. Nedenæs. I svenske Dial homann (Rietz 261). Haamann findes ogsaa brugt om en Ungkarl. Helg. (i Folkesagn). Ligesaa om en stolt og herskesyg Kvinde. Nordre Berg. Spotviis “eit Haamannefat”, Sdm.

hovna (o’), v.n. hovne, svulme. Trondh.

Hovold (o’), n. pl. Vævsyller, s. Havald.

Hovold (o’), f. Bøile paa et Reb; s. Hogold. Ogsaa i Formen Havald, n. (Hard.).

Hovoldknut, m. = Raabandsknut. Ork.


Hovrelde, s. Horvelde.

hovsam (oo), adj. maadeholden, lempelig.

Hovskjegg, n. Haardusk paa Hestens Fødder over Hoverne.

Hovsoleia, s. Hovblekkja.

Hovstig (i’), n. Spor efter Hestehover.

Hovtong (-taang), m. Hovtrang, et Slags Sygdom i Hestens Hover.

Hovud (o’), n. Hoved. Lyder forskjelligt: Hovu (o’), Rbg. Tel.; Hove (o’), i de sydvestlige Egne; Huvu, Hall. Vald. Hugu, Gbr. Østerd. Huu, eller Hue, Smaal. Rom. og fl.; Haud, Nfj. Sdm. Hau, Trondh. og Nordl. G.N. höfud (hofud); Sv. hufvud. Formerne med “au” kunde synes at forudsætte et gammelt “Hauvud” (ligt Goth. haubiþ, Ght. haubit); men de kunne ogsaa forklares som en Sammendragning af Hovud (Ho’ud) og saaledes indskydes under det gamle höfud (oprindelig hafud, ligt Lat. caput). – Særlig Betydning: 1) Hoved, øverste eller forreste Legemsdeel. Uegentlig: Sands, Forstand, Aandsevner; ogsaa: Sind, Tanke. F. Ex. Hava godt Hovud. Fylgja sitt eiget Hovud. Det gjekk ikkje etter mitt Hovud. – 2) Knap, Top, eller noget som ligner et Hoved. Naglehovud, Spikarhovud, Rivehovud. – 3) Overhoved, Formand. (Jf. Hovudsmann). I Sammensætning om den fornemste af flere Ting, som: Hovudkyrkja, Hovudstad. – I Hovde: i Hovedet; og av Hovde: af H. (Ældre Dativ, i Sæt. og Tel.). Aa Hovde, el. fram aa Hovde: hovedkulds, med Hovedet mod Jorden. (“Aa Haude”, Sdm.). Ganga til Hovuds: stige til Hovedet; om Drik. (“Til Hauds”, Sdm.). Faa upp i Hovudet: blive beruset. Hava upp i Hovudet: have en Ruus. (“Ha ‘pi Hauda”, Sdm.). Faa inn i Hovudet: fatte, begribe; ogsaa: fæste i Hukommelsen. Faa ut or Hovudet: glemme, opgive (en Forstilling eller Indbildning). – I Sammensætning tildeels: Hovde (Houde), men mest alm. Hovud (Hove, Huvu, Huu); jf. G.N. höfdaskip og höfudskip.

Hovudband, n. 1) Baand om Hovedet. 2) Nagle i en Slæde. “Hauband”, Sfj.

Hovudbrot, n. Hovedbrud, Grublen.

Hovudbunad, m. Hovedtøi, Hovedpynt. “Haudebunad”, Sdm. “Hugubona”, Gbr.

Hovudburd, m. den Maade hvorpaa man holder eller bevæger Hovedet; Holdning, Reisning. “Haudebur” (u’), Sdm.

Hovudbøle, n. Hovedgaard; den fornemste Deel af et Jordegods.

Hovudduk, m. Hoveddug; jf. Skaut.

Hovudfat, n. Hovedbedækning, Hat eller Hue. Sogn (Evindvig). Jf. Fat.

Hovudflaatt, m. Skindet af et Dyrs Hoved. Tel. Jf. Hovudtenna.

hovudgalen, adj. forstyrret i Hovedet. “huugælen”, Smaal.

Hovudgjerd, f. Hovedgjærde, Hoved-Ende i en Seng. Nordenfjelds: Haugjær, Hoggjær. G.N. höfudgerd.

Hovudgull, n. Hovedsmykke af Guld.

Hovud-illska, f. ond Fornemmelse i Hovedet. “Hauilsk”, Indh.

Hovudkamb, m. 1) Haarkam. 2) den vigtigste eller ypperste Deel. “Dæ va Haudekamben fyre alt i Hop”. Sdm.

Hovudkast, n. Kast eller Slæng med Hovedet.

Hovudkyrkja, f. Hovedkirke.

Hovudlag, n. 1) Forhøining under Hovedet (i en Seng). – 2) Hovedbaand, Nakkebaandet paa et Bidsel. Østl. (Huulag, Hugulag). Sv. hufvudlag.

Hovudlaus, adj. 1) hovedløs. 2) sandsesløs, forstyrret i Hovedet.

Hovudljon, n. et Anfald af Svimmelhed. Nhl. (Hoveljon).

Hovudmæle, m. Nakkebaand (= Hovudlag). “Haudemæle”, Sdm.

Hovud-orar, pl. Svimmelhed, Sandsesløshed. Kun brugt i Dativ. “I Hauorom”, Ork. og fl. G.N. höfudórar. Jf. Hovudør.

Hovudplagg, n. Hoved-Tørklæde; ogs. om Hovedtøi i det Hele.

Hovudrike, n. Hovedrige (i et Forbund).

Hovudsak, f. Hovedsag.

Hovudskaal, f. Hjerneskal. (Hauskaal, Trhj.). Sv. hufvudskål.

hovudskjerr, adj. meget sky, uregjerlig af Frygt; om Heste. Hall. (huvuskjærr).

Hovudskryte, n. Dødninghoved. Tel.

Hovudsmann, m. Formand; Styrmand paa Baad eller Fartøi, osv. Nordland og Trondh. med en særegen Form “Høvsmann”. (Jf. Hovding). G.N. höfudsmadr. (Sv. höfvitsman; D. Høvedsmand).

Hovudsmotta (o’), f. Hovedsplit, Halshul paa Klæder (Skjorter). B. Stift. G.N. höfudsmátt, f.

Hovudsokn (oo), f. Sogn med Hovedkirke og Præstegaard.

Hovudspreng, m. stærk Hovedpine. “Huespreng”, Smaal.

Hovudstad, m. Hovedsted; Hovedstad.

hovudsterk, adj. hovedstærk, som ikke let svimler. “haudestærk’e”, Sdm.

Hovudstol, m. Hovedstol, Kapital.

Hovudstup (uu), n. et Fald med Hovedet nedad. Oftest brugt som adv. f. Ex. koma hovudstup: komme hovedkulds, paa Hovedet. B. Stift og fl. (hovdestup, haudestup). Afvig. “hovustupp”, Tel. (Sv. hufvudstupa, adv.). Hedder ogsaa: hovudstupande. Paa Jæd. hovdesturt.

Hovudsylv, n. Sølvkrone; Brudekrone.

Hovudtenna, f. Skind af et Dyrs Hoved. Nordl. Trondh. Sdm. Nfj. Udtalt Hautenna og Haudetenna; paa Sdm. tildeels Haudeteine. (Dunkelt). Ellers kaldet Hedna og Hovudslaatt.

Hovud-tre, n. Tværnagle i en Slæde
(= Veginde). “Huetre”, Østlandet.

hovudtullad, adj. forstyrret i Hovedet. Trondh. (hautulla).

Hovudtunn (-turn), n. Hovedsvimmel. B. Stift. Paa Sdm. Haudetynn.

hovudveik, adj. svag i Hovedet, tilbøielig til at svimle.

Hovudverk, m. Hovedpine. G.N. höfudverkr.

Hovudvesla (?), f. Vildelse. “Haudeveltle”, Sdm. “Hauveltle”, Ork. “Han fær i Haudeveltlinne”: han taler i Vildelse, fantaserer. Maaskee af vesall (svag).

Hovud-ør, n. Anfald af Hovedsvimmel. “Haudør”, Sdm. – hovud-øren (haudøren), adj. svimmel.

Hovud-ørsla, f. Svimmel; ogsaa: Forvirring, Sandsesløshed. “Hov’ørsla”, Berg. Jf. Hovudorar.

Hu, m. s. Huv. – hu, pron. s. ho.

hu! interj. et Udraab af Ulyst, Gru eller Modbydelighed. Ogsaa i flere Former: huhu, huff, huttutu!

hua, v.n. (ar), huje, raabe, give et Raab for at lade Folk høre hvorhen man er kommen (f. Ex. i en Skov); ogsaa: huje med langtrukken syngende Røst (som Hyrder gjøre for at samle Kvæget eller skræmme Udyrene). B. Stift, Nordl. og fl. Lidt afvig. huva, Tel. huga (uu), Sogn, Hall. hoa, Østl. (Hadeland). Isl. hóa. I samme Betydning bruges ogsaa: hauka, Sdm. Romsd. Ork., kauka, Indh., kaue, Østl. (Buskr.), jue, Smaal. (Jf. hjala, lilla). Ellers kan “hua” ogsaa betyde at sige “hu” (s.d.) eller at efterligne Uglernes Skrig; jf. Hubror, Hugjod.

Hubror, m. et Slags Bjergugle (benævnt efter dens Skrig, som ligner Lyden “hu”). Nordre Berg. Hall. Tel. og fl. I Gbr. Hugjod (?) “Hu-jo” (jf. Gjod).

Hud, f. 1) Hud, Skind paa et Legeme. G.N. húd. – 2) aftrukken Hud af Dyr, især af store Dyr (jf. Skinn). – 3) et Slags Jordskyld, indbefattende 4 “Geitskinn”, el. 12 “Engelsker”. Mandal.

huda, v.a. (ar), forhude, overklæde.

Hudbork, m. Garverbark.

Huddika (i’), f. en Hudsmøring, en Dragt Prygl. “Hudeka”, Helg. (s. Dika).

Hudfatrom, n. et tomt Rum midt i Ladningen paa en Fiskejægt; et Luftningsrum i Lasten. Nordl. Kaldes ogsaa blot Hudfat (Hufat), n. Jf. G.N. húdfat: Sengfeld; Koie.

Hudfletta, f. Flip, Læp af opreven Hud. Hall.

hudlaus, adj. hudløs, beskadiget paa Huden; ogsaa: ømskindet af stærk Bevægelse eller Gnidning. Paa Sdm. hudalaus’e (for hudarlaus).

Hudlit (i’), m. Hudfarve (= Hamlit).

Hudløysa, s. Hudløshed.

Hudros (o’), f. Ridser i Huden. Tel.

Hudskifte, n. Hudfældning, Hudens Fornyelse (efter en Forslidning). Paa Sdm. Hudaskifte.

Hudsko, m. et Slags Sko af laaddent Skind. Søndre Berg. og fl.

Hudstroka (o’), f. Prygl; Skrub. Tel.

Hudsykja, f. Hudsygdom.

hudtaka, v.a. flaae, tage Skindet af. Hall.

hufsa, v.a. støde, vippe, ryste. Trondh. – hufsen, adj. ujævn, knudret; om Veie.

Hug (uu), n. s. Huing.

Hug (u’), m. 1) Hu, Sind, Tanker. Afvig. Hog, Gbr. og fl. Haug, Hau, Trondh., ogsaa i Smaal. G.N. hugr; Sv. hug, håg. Hugen leikar so vida. (Landst. 642). Ogsaa: det leikar i Hugen (om Tanker, som opfylde Ens Sind). Det kom meg aldri i Hugen: det faldt mig aldrig ind. Eg kjem det i Hug: jeg mindes det. (Egentl. det kjem meg i Hug). – 2) Lyst, Attraa, Tilbøielighed. (Meget brugl.). Hava Hug paa (el. til): have Lyst til. Faa Hug paa. (Jf. huga). Ogsaa: Mod, Liv, Fyrighed. Han heve korkje Hug elder Dug: hverken Villie eller Evne. Vera hard i Hugen: være dristig, haardhjertet. Lat ikkje Hugen bresta. (Landst. 116). – 3) Forvarsel, Forløber for en Fraværende, som er paa Veien til Stedet. Hall. Mandal. (Mest i Spøg). Eg høyrde Hugen hans. (Egentl. hans Tanke eller Længsel). – Jf. hyggja, Hygge.

huga (u’), v.a. (ar), 1) tænke efter, lægge Mærke til. Sjelden; s. aathuga. – 2) huske, komme ihu. Hard. I Smaal. “haue” (meget brugl.). – 3) lyste, have Lyst til. Mere alm. Ogsaa i Formen hugast: faae Lyst el. Mod til noget, komme i en vis Stemning. Jf. hova.

hugad, adj. 1) sindet, stemt. Jf. godhugad, illhugad, tvihugad. – 2) lysten, tilbøielig til noget. Meget brugt; mest alm. huga (u’); afvig. haua, Trondh. Han er ikkje hugad paa det: h. har ikke Lyst dertil.

hugaleg, s. hugleg.

hugall, adj. fornøielig, behagelig (= hugsam). Nhl.

hugbera (e’), v.a. have Godhed for, eller Kjærlighed til (egentl. bære i Sindet). Sdm. – hugboren (o’): paatænkt, erindret, elsket.

Hugbit (i’), n. Væmmelse, Kvalme; et Anfald af Ildebefindende, hvorved en skarp Vædske samler sig i Munden. Meget udbredt Ord: B. Stift, Tel. Hall. og flere, afvig. Haubet, Trondh. (Noget dunkelt). Ogsaa kaldet: Vatsbit, Vatsæling.

Hugbod (o’), n. Anelse, Forudfølelse, Forventning. Hall (Hugbø’). G.N. hugbod: Forestilling.

hugboren, s. hugbera.

hugbraad, adj. fremfusende, ubesindig. Tel. (“hugabraad”, Landst. 106).

hugbroten (o’), adj. modløs (paa Grund af Skuffelse); meget modfalden og deraf
sløv eller ligegyldig. Tel. Jf. hugstolen.

Huge (u’), m. Sind, Stemning. I Sammensætning: Ihuge, Illhuge, Ræddhuge.

hugfallen, adj. modfalden, nedslaaet; ogsaa: lunknet el. mindre lysten.

hugfast, adj. standhaftig, bestemt, som ikke taber Modet. Lidet brugl.

hugfesta, v.a. (er, te), indprente sig, lægge paa Hjerte. G.N. hugfesta.

hugga, v.a. (ar), berolige, trøste, tilfredsstille. Hugga Barnet: faae et grædende Barn til at tie. B. Stift, Tel. Hall. Nordl. G.N. hugga. – huggast, v.n. blive beroliget, faa en Lindring.

Hugge, m. Trøst, Lindring (s. Hugning); ogsaa Glæde, Fornøielse. Smaal. og fl. Hedder ogsaa Hugga, f.

huggeleg, adj. trøstelig, glædelig. Ogsaa: fornøielig, behagelig. Smaal. Tel. Mandal.

hugheil, adj. rolig i Sindet, tryg, ubekymret. Meget brugl. i de sydlige Egne.

hugheilt, adv. trygt, sikkert, uden Frygt.

hugill, adj. bekymret, urolig i Sindet (= illhugad). Sogn og fl. Faa hugillt: blive ilde tilmode. Hall. I Gbr. “E æ hugillt”, i Stedet for: Det er meg hugillt.

Hu-gjod, m. Ugle, s. Hubror.

Huglag, n. Sindelag, Gemyt; ogsaa Stemning. Jf. Huglynde.

huglagd, s. hugleggja.

huglaus, adj. ligegyldig, ufølsom, ulysten; ogsaa modløs. Østerd. (haulos).

hugleg, adj. fornøielig, behagelig, lystelig. Tel. og fl. Jf hugsam, huggeleg.

huglege, adv. begjærligt, med Lyst. Nogle St. hugalege.

hugleggja, v.a. (legg, lagde), vende sin Hu til, fatte Kjærlighed til. Han hadde huglagt henne: han var bleven forelsket i hende. B. Stift, Tel. og fl. Afvig. hauleggje, Trondh. Sjeldnere i Particip huglagd: elsket, paatænkt med Kjærlighed.

Hugleik, m. Tankespil; Forestillinger som opfylde Ens Sind. Hard. Tel.

Huglynde, n. Sindelag, Sindsbeskaffenhed, Gemyt. Jæd. Rbg. Tel. og fl. I Hard. Hugalynde. Jf. G.N. hugarlund.

huglyndt, adj. sindet, tilsinds; tildeels ogsaa: følsom, let fængelig (?). Tel.

Hugløysa, f. Sløvhed, Modløshed.

hugmoda (seg), s. høgmodast.

hugmyken (y’), adj. ivrig, hidsig, lidenskabelig; egentl. som har stærk Lyst. Hard.

hugna, v.a. (ar), ynde, have Lyst til. Sdm. Ogsaa: glæde eller opmuntre. Helg. (Egentlig upersonl. behage; G.N. hugna). – hugnast, finde Behag eller Fornøielse i noget.

Hugnad, m. Fornøielse, Glæde, Tilfredshed; aandeligt Velbefindende. Meget brugt og maaskee alm. Sv. hugnad.

hugnadleg, adj. fornøielig, glædelig. (Lyder sædv. hugnale’).

Hugning, f. Beroligelse, Trøst, Lindring. (Af hugga). Hedder oftere Hugging, f. og Huggelse, n. (B. Stift). Ogs. Hugga, f. eller Hugge, m.

hugram, adj. heftig, hidsig, lidenskabelig; især: meget begjærlig. Helg. Jf. hugmyken.

Hugs, n. 1) Sands, Besindelse, Eftertanke. Østerd. Ork. og flere. – 2) Hukommelse. Hall. og fl. Nogle St. Hugse, m.

hugsa, v.a. (ar), 1) mærke, lægge Mærke til. Nordl. G.N. hugsa. – 2) lyste, ønske, længes efter. Jæd. (Jf. huga). – 3) huske, komme ihu, erindre. Mere alm. Sv. hugsa. Jf. huga, haa, haatta.

hugsam, adj. behagelig, fornøielig. Afvig. hausam, Trondh.

hugsande, adj. som man kan huske.

hugsen, adj. som har god Hukommelse.

hugsjuk, adj. bekymret, sørgmodig; tungsindig. Østl. Tel. og fl. G.N. hugsjúkr.

Hugskifte, n. Forandring i Sindet.

Hugskot (o’), n. Indfald, Indskydelse. Tel. og fl. Sv. hugskott.

hugslaus, adj. tankeløs, ubesindig, Østerd.

Hugsløysa, f. Tankeløshed.

Hugsott (oo), f. Bekymring, Ængstelse. Gbr. og fl. G.N. hugsótt. – Afvig. Hugsotte, m. (?), Omsorg. Gausdal.

hugsprengd, adj. fortvivlet, ganske modløs. Tel. (Ofte i Spøg).

Hugstemna, f. Aandsretning. Tel. (?).

hugsterk, adj. fyrig, modig; ogsaa: ivrig, heftig, jf. hugram, hugmyken.

hugstolen (o’), adj. forsagt, fortvivlet, som har tabt alt Mod. Hard. Ogsaa: ufølsom, følesløs, som ikke kan elske osv. Tel.

hugstor, adj. storsindet, høitstræbende. Sjeld.

hugstutt, adj. flygtig, som let skifter Sind; ogsaa: glemsom. Hall.

hugsvala, v.a. husvale, trøste. Sjeld.

Hugsviv (i’), n. Indfald, flygtige Tanker el. Forestillinger. Tel. (?).

Hugsykja, f. Bekymring; Sindslidelse.

hugteken, adj. henreven, indtagen af noget.

Hugu, s. Hovud.

Hugvending, f. Forandring i Sindet; Lyst til noget som man før har været ligegyldig for. Nogle St. Hugvendelse, n. som ogsaa er Navn paa en Plante (Horndrager, Orchis maculata), fordi denne efter en gammel Tro skulde bruges at vække Elskov med. Hos Gunnerus: Hugvendel (m.), Hauvendel.

Hugverk, m. Uro i Sindet, Bekymring, Ængstelighed. Mest brugl. søndenfjelds.

hugvill, adj. ubestemt, vaklende imellem to Beslutninger. Hall.

Huing, f. Hujen, Raaben; s. hua. Nogle St. Huv, el. Hug, n.

Huk (uu), n. i Forbind. sitja paa Huk, dvs. sidde paa Hug, i sammenbøiet Stilling; s. huka.

Huk (uu), m. 1) et høit Næs, et fremragende Bjerg, især ved Havet. Nordl. –
2) en Hytte med Halvtag (= Halvtekkja). Solør. – 3) Drøbel i Halsen. Nordl. (?). Nt. Huuk.

huka, v.n. (er, te), bøie sig sammen, gjøre sig lav eller krum; især ved en stærk Nedbøining af Knæerne og Hofterne. G.N. húka; Sv. huka. Præsens lyder sædvanlig: hukje(r); ogsaa Inf. tildeels “hukje”. Jf. hykja.

Huka, f. Skjul, Smuthul; f. Ex. om Harens Hvilested under Træer eller Buske. I Hall. Huku, som forudsætter Huka (u’), eller maaskee Hoka (o’). Jf. Hokk.

huken (kj), adj. krum, nedbøiet.

huklendad, adj. høirygget med lave Lænder; om Heste. Hall.

hukra (u’), v.n. (ar), krympe sig, især for Frost. Hall. Hertil Hukrefrost, n. om en svagere men dog følelig Kulde.

Huku, s. Hoka og Huka.

hukuskoom, s. Høkulskoom.

hukvaksen (uu), adj. krumbøiet, lidt krum af Væxt. Hall.

Hularhatt (?), s. Hulderhatt.

Huld, s. Hulder og Hogold.

huld, adj. skjult, indhyllet. Vald. (Egentlig Particip af hylja). I Num. hulen, eller hølen. Paa Sdm. i et Sagn om Eva’s Børn: “Di so æ dulde, ska vere hulde”, dvs. de som ere fordulgte, skulle blive usynlige (nemlig Hulderfolk). Jf Arnasons Isl. Thjodsøgur 1, 5.

hulden, adj. underlig i Sindet; indesluttet, menneskesky. Lister. I Gbr. huldren: tosset, ligesom forhexet.