Ivar Aasen Norsk Ordbog

kjefta, v.n. (ar), skraale, larme; skjælde. kjeftast, v.n. mundhugges, trætte.

Kjeft-auke, m. en Ordgyder, Skraaler; ogsaa en Skjendegjæst. I lignende Mening ogsaa: Kjeftaure, m. Trondhjem.


Kjeftausa, f. = Kjeftauke. Sdm.

kjefthard, adj. haardmundet; dygtig til at trætte og skjælde.

Kjefting, f. Skraal; Trætte, Skjælden.

kjeftram, adj. stærk i Munden, utrættelig i at snakke eller skraale. Sdm.

Kjeftriv (i’), n. unødig Snak eller Tvist. Tel. Af Talemaaden “riva Kjeften”, dvs. snakke vidtløftigt eller i Utide.

Kjeftvik (ii), f. Mundvig, paa Dyr.

kjegla, v.a. (ar), 1) spinde Toug med Vindehjul; ogsaa: snoe eller spinde langsomt. B. Stift. – 2) v.n. kjævle, kives, vride og vrænge Ordene. Østl. Jf. kjekla.

Kjegla, f. Reb-Vinde, Hjulredskab til at spinde Toug med. Egentlig to Slags, nemlig Fyrekjegla, med tre Hjul, eet for hver af de tre “Taatter” i Touget; og Etterkjegla, med eet Hjul, hvormed de tre Taatter sammenlægges. B. Stift, Nordl. og fl. (Andre St. Taumleggja, Togryssa). – Hertil: Kjeglehjul, n. Hjul i en Kjegle. Kjeglenokke, m. Krog paa Enden af Hjulaxelen, at fæste Traaden i. Kjeglesveiv, f. Haandtag hvormed Hjulene dreies.

Kjegling, f. Spinden med Kjegle; ogsaa Kiv, Kjævlerie.

kjeik, s. keik. Kjeim, s. Keim, o.s.v.

kjeka, s. keika, og kika (i’).

kjekla (e’), v.n. (ar), kjævle, kives, trætte. Meget brugl. i de nordlige Egne. Hertil Kjekl, n. og Kjekling, f. Kjævlerie, Trætte.

kjeklesam, adj. trættekjær. Trondh.

Kjeks, m. 1, en liden Baad, omtrent som Færing. Nordl. (Lof. Senjen).

Kjeks, m. 2, en Krog til at indtage Fisk med (= Klepp). Buskr. (I svenske Dial. käks: Baadshage). – Nogle Steder ogsaa: en liden Øsekurv (= Haav).

kjeksa, v.n. snappe, gribe efter noget. Hall.

Kjeksa, f. Kvindemenneske. Jf. Finnkjeksa. Nordre Berg. Nordl. og fl. Synes beslægtet med “Kakse”, men har sædvanlig et Begreb af Haardhed eller Trodsighed, ligesom Tøta, Tytta, Fesja og fl. Som Fiskenavn i “Rognkjeksa”, vexlende med Kjølsa; som Plantenavn tildeels “Kjeks” (Hundkjeks, Bikkjekjeks), omvexlende med Kjessa.

kjeksla, v.a. om en vis Tilberedning af Hamp. Vald.

kjekst, adj. n. travlt, strengt. “Dæ vardt me for kjekst”. Hall.

Kjel (Kjell), s. Kjetel.

Kjeld, n. tynd og ureen Vædske; især om vandagtigt Blod. Gbr. Østerd. (Kjell). Dunkelt; jf. Kjelda.

Kjeld, n. (Telt, Tæppe), s. Tjeld.

Kjeld, m. (Fugl), s. Tjeld.

Kjelda, f. 1, Kilde, Vandaare (= Ila, Olda, Vermsla); eller oftere: Brønd, Vandsted (= Brunn, Bekk, Vatsnøyte). Søndre Berg. Sogn, Sfj. Vald. Gbr. Afvigende Kjølde, Ork. – G.N. kelda; Sv. källa. Vel egentl. koldt Vandspring, af kald.

Kjelda, f. 2, Skjørhed indvendig i et Træ; den Feil at Træet revner eller kløver sig i Nærheden af Marven. Hall. (Kjelde), Østerd. (Kjelle, Kjell). Synes opfattet som en Virkning af Frost (altsaa af kald). Jf. ogsaa Kalv.

Kjelda, f. 3, en kold Gysen; Rystelse, Skræk (= Kjøl). Hard.

Kjeldemyr, f. Sump som danner sig ved en Kilde. Jf. Dykjelda.

kjelden, adj. skjør, som kløvner eller revner indvendig; om Træ. Østerd.

Kjeldesig (i’), n. Væde i Jorden fra en Kilde. Afvig. Kjeldseig. Toten.

Kjeldevatn, n. Kildevand.

Kjeldvid (i’), m. Træ som kløvner indentil (s. Kjelda, kjelden), Hall. (Kjelde-ve), Østerd. (Kjellve).

Kjelg (Bregne), s. Telg.

Kjelke, m. 1, Kjæve, Kjævebeen (= Kjake). Nhl. Shl. G.N. kjalki.

Kjelke, m. 2, en liden let Slæde, som man kan trække med Hænderne. Mest almin. Kjelkje; ellers Kjølkje, Trondh. Kjokkje, Sæt. Sv. kälke. – Hertil Kjelkebakke, m. Bakke hvor man morer sig med at skride paa Kjelke i Sneen. Kjelkedrøgje, n. et lidet Læs, som man kan trække paa en Kjelke. (I Hall. Kjølkedrøgjinde). Kjelkefar, n. Spor efter Kjelker. Kjelkeføre, n. et passende Sneelag til at bruge Kjelke paa. Kjelkemeid, m. Mede i en Kjelke. Kjelkesele (e’), m. Skulder-Rem at trække Kjelker med.

Kjell, s. Hjell, Tjeld og Kjelda. – I Mandsnavne er “Kjell” en gammel Forkortning af Kjetel; saaledes: Arnkjell, Askjell, Finnkjell, Hallkjell, Torkjell.

Kjella, f. Kvinde, Kvindfolk. Sdm. Ndm. Ork. (meget brugl.); ogsaa i Nordl. “Der va tvo Sella aa tre Kjelle”: to Mandfolk og tre Kvindfolk. (Sdm.). Jf. Landst. 421. “Ei Storekjelle”: en fornem Dame. “Ho va slik ei Kjelle te saume”: hun var saa flink til at sye. “Ho æ ei heile Kjelle”: hun er ret dygtig. “No va du Kjelle”: nu var du flink Pige osv. I visse Tilfælde anvendes “Kjella” ogsaa om Dyr af Hunkjøn, og om andre Ting, hvis Navn er et Hunkjønsord; f. Ex. “Flatekjella”: en Flynder; “Kvitekjella”: en Birk; “Gamlekjella”: Jorden, eller deslige. Egentlig Kjerla, dannet af Karl (jf. Kjerring). Isl. kerla, kella. I Formen passer det nærmest til “Kall”, men i Betydningen mere til “Kar”.

Kjellar, m. en Kjælder. Afvig. Kjillar, Ndm. Ork. G.N. kjallari (af Lat. cellarium). Hertil Kjellarluka, f. Falddør paa en Kjælder. Kjellarmann, el. Kjellarsvein, m. den som besørger Udskjænkningen i et Gjæstebud. Kjellarstrupe, m. Indgangen
til en Kjælder.

Kjelle-arbeid, n. Kvindearbeide.

Kjelleklæde, n. Kvindeklæder. – kjelleklædd, adj. klædt som Kvindfolk.

Kjellemaal, n. Kvindestemme. Sdm.

Kjelling, s. Kjerring.

Kjellvæv, s. Tjeld. – Kjelm, s. Hjelm.

Kjelost, s. Kjetelost.

kjeltra, v.n. (ar), svige, snyde, bedrage, saasom i Handel. Nordl. – Hertil: Kjelter, n. Svig, Snyderie. Kjeltring, m. en Snyder, Bedrager. – Sv. kältring: Tigger, ogsaa Zigeuner (Rietz 384). Formodentlig fremmede Ord.

kjelva, v.n. kalve (= bera). Num. (?). Afvig. kjæve, Tel. (G.N. kelfa). Jf. kjelvd.

Kjelva, f. Hvileland, Engstykke som før har været Ager (= Ækra). Vald. Sogn. I Hall. Kjølve, Kjolve. – Hertil Kjelvehøy, n. el. Kjelvefoder, n. Hø af Hvileland (= Ækrehøy). Kjelvekorn, n. Korn af gjenoptagen Ager.

kjelvd, adj. drægtig, med Kalv; om en Ko. Gbr. (udtalt kjelld, kjæld). Isl. kelfd. Jf. kvikkjelvd.

Kjelve, n. Rulletræ; s. Kjevle.

kjem, adj. tilgjængelig, s. kjøm.

kjem, præs. (kommer), s. koma.

kjemba, v.a. (er, de), kjæmme, rede med Kam. G.N. kemba, af Kamb. Kjemba seg: rede sit Haar. Kjemba Ull: karde Uld. Kjemba Høy: rage Hø sammen i Knipper, saaledes at Straaene ligge i ordentlige Lag. – Particip: kjemd, kjæmmet.

Kjemba, f. Knippe, Høknippe, som er saaledes sammenraget, at Straaene overalt ligge jævnsides eller i tætte Lag. Berg. Trondh. Nordl.

Kjembing, f. Kjæmmelse; Kardning af Uld.

Kjempa, f. 1, Kjæmpe, stor og stærk Mand; ogsaa: tapper Mand, Helt; især om Helte i Sagn fra Oldtiden. G.N. kempa, f. (oftere kappi, m.). Sv. kämpe, m. Ang. cempa, m. Hertil Kjempekropp, Kjempemagt, Kjempemod og fl.

Kjempa, f. 2, den forreste Deel af en Baad; Kanten eller Bordene imellem Stavnen og Forrummet; tildeels ogsaa om selve Forrummet og den forreste Roerbænk. Nordre Berg. Sdm. (Isl. kempur, pl. om Overbordene i Baaden). – Hertil: Kjempeaar, f. Aare til Forrummet. Kjempekeip, m. forreste Aareblok. Kjempemann, m. Mand som sidder i Forrummet. Kjemperom, n. Rummet imellem de to forreste Roerbænke; Kjæmpemandens Plads (Isl. kempurum). Kjempetofta, f. den forreste Roerbænk.

Kjempe (en Plante), s. Kampe.

Kjempefæring, m. Fiskerbaad med tre Aarepar; omtr. som Trirøding. Sdm.

Kjempeføre, n. Kjæmpeslægt, store og stærke Mænd. Hall. hvor det ogsaa hedder Kjempesæde (-sæe), n.

Kjempegrav, f. Gravsted fra Oldtiden. Nogle St. Kjempegreft, f.

Kjempehaug, m. en opkastet Høi, el. Gravhøi fra Oldtiden.

Kjemperøys, f. stor Steenhob, som er opkastet i Oldtiden; især paa Næssene ved Søen.

Kjempesegn, f. el. Kjempesoga (o’), f. Sagn om Bedrifter i Oldtiden.

kjempesterk, adj. usædvanlig stærk.

Kjempetak, n. en stor Styrkeprøve; en usædvanlig Bedrift.

Kjempevisa, f. Kjæmpevise; Ballade.

kjemra, korne sig; s. kymra.

kjena (ee), v.n. (ar), vansmægte, blive afmægtig, lide meget af Tørst, eller ogsaa af Hunger. Sogn, Sfj. Sdm. ogs. Helg. “Han kjena reint upp”. Hedder ogsaa: kjenast upp, og “orkjenast”. (Sogn). Paa Sdm. tildeels “aarjonast”. (I svenske Dial. kina: daane, besvime). Hertil: uppkjenad, afmægtig af Tørst. Kjening, f. Lidelse af Tørst eller Hunger. Synes nærmest at have Begrebet af en Fortørrelse. Jf. skjænast.

kjend, adj. 1) kjendt, bekjendt. Egentlig: kjennd (Particip af kjenna). Jf. audkjend, utkjend. – 2) bekjendt med noget, bevandret, som har kjendskab til et Sted, en Vei, o.s.v. – 3) erkjendt, anseet for noget. Han er kjend fyre ein dugande Mann. Den, som er fyre eitt kjend, han er til tie tenkt (Ordsprog): den som er bleven bekjendt for noget ondt, bliver mistænkt for mere. – I Sammensætning har “kjend” ogsaa Betydningen: forsynet med, fuld af, indeholdende; saaledes: fjellkjend, graskjend, steinkjend, vatskjend; jf. frostkjend. Trondhjem. (Kun i Formen kjent).

Kjendmann, m. Veiviser paa en Søreise; især paa mindre Fartøier. Sædvanlig brugt i en afvigende Form: Kjent-mann.

Kjendsfolk, n. Bekjendter, Folk som man er kjendt med. Afvig. Kindsfolk (Kinnsfolk). Hadeland.

kjendsleg, adj. omgjængelig, venlig, god at komme i Bekjendtskab med. Nummedal. (kjenskleg).

Kjeng, m. Krampe, liden Jernkrog, som er fæstet i begge Ender; f. Ex. i Laas eller Hængsler. Næsten alm. Afvig. King (Kjing), Tel. Buskr. G.N. kengr.

kjenga, v.a. (ar), sætte Kjeng paa, fæste med en Krampe. I Tel. kinga.

Kjenga, f. en Drikkeskaal med Hank paa begge Sider (= Kane). Søndre Berg. Sogn. Nogle St. Kinga.

kjengla, v.n. sye løseligt, tage lange Sting. Nordre Berg.

Kjening, s. kjena. – Kjenn, s. Tjørn.

kjenna, v.a. og n. (er, de), 1) kjende, gjenkjende,
kunne skjelne (en Ting eller Person) fra andre. Nogle St. kjinne (Gbr. Østerd.). G.N. kjenna. Kjenna atter: gjenkjende. Kjenna rett: kjende rigtigt. Kjenna rangt: kjende feil, forvexle den ene med den anden. – 2) erkjende, ansee for noget. Eg heve kjent honom fyre ein god Mann. Jf. faderkjenna, tjuvkjenna, frikjenna. – 3) være nærmere bekjendt med, være vant til at omgaaes med. D’er so godt med Folk, som ein kjenner. Ogsaa: forstaae, skjønne, have Kundskab om. Ofte v.n. med “til”. Eg kjende so litet til det. Jf. kunna, kannast med, kjennast ved. – 4) føle, fornemme, mærke (med Sandserne). Kjenna ein Smak, ein Ange (Tev); kjenna Verk, Svide, Kulde. Kjenna Hungren: blive sulten. Kjenna Svevnen: blive søvnig. Kjenna Drykken: blive lidt beruset. Alm. og meget brugl. G.N. kenna; Sv. känna. – 5) v.n. søge at kjende eller fornemme, undersøge, lægge Mærke til noget. Kjenna paa med Handi: føle paa, beføle. Kjenna aat, el. kjenna etter: undersøge, agte paa; søge at mærke noget ved en Berørelse osv. (Ogsaa i Svensk). Ein fær ikkje kjenna etter, at d’er vondt: man faar ikke agte paa, at det smerter. – Reflexivt. Kjenna seg: være sig bevidst; f. Ex. Han var so han kjende seg inkje: han var reent ude af sig selv. (B. Stift). Kjenna seg atter: gjenkjende et Sted, hvor man har været; gjenfinde Veiene; ogsaa: finde noget at være bekjendt, mærke at man har seet det samme før. Kjenna seg fyre: føle sig for. Kjenna seg mett: føle Mættelse. (Hedder ogsaa: kjenna seg til Mats). Kjenna seg frisk: føle sig frisk. Kjenna seg god til (el. kj. seg Mann til): føle sig i Stand til, føle Kræfter til. – Andre Forbindelser. Kjenna i (el. uti): naae til, komme noget saa nær, at man kan føle derpaa; f. Ex. Eg kjende i Sporden paa Fisken. Kjenna paa seg: mærke paa sig selv, have en Fornemmelse af. Eg kjenner det paa meg, at det kjem Snjo. Han kjende det ikkje paa seg: han følte det ikke engang; det virkede ikke det mindste paa ham. Kjenna til seg: tilkjende sig, kjende som sit eget (= kanna til seg). Ordet hører sammen med kunna og kanna til en Rod “kann”. Jf. kjennast.

kjennande, adj. kjendelig; som man kan føle. Det var kjennande til det: det lod til at være saa, efter hvad man kunde fornemme.

Kjennar, m. en Kjender. Lidet brugl.

kjennast, v.n. (est, dest), 1) kjende hinanden, gjenkjendes. Nhl. Gbr. og fl. – 2) kjendes ved, erkjende (= kannast). Han kjendest ved det: han erkjendte det, tilstod det; ogsaa: han følte sig truffen deraf. – 3) upersonligt: lade sig kjende, kunne mærkes. Det kjennest paa Smaken. Det fær kjennast etterpaa: man kommer til at føle det senere hen.

Kjenne, n. Kjendemærke. Lidet brugl. Jf. Vedkjenne.

Kjenne, m. s. Kjerne.

kjenneleg, adj. kjendelig; følelig. Jf. ukjenneleg, avkjenneleg.

Kjennemerke, n. Kjendemærke.

kjennesam, adj. følsom. (Sjelden).

kjennespak, adj. nem til at kjende noget igjen; især om En, som let gjenkjender de Personer, som han engang har seet. Meget brugl. og maaskee alm. Sv. kännspak. Jf. spak.

Kjenning, f. 1) Kjenden, Gjenkjendelse (= Kjensla). 2) Kjendemærke. Taka Kjenning paa. Jf. Landkjenning. 3) Følelse, Fornemmelse; ogsaa: Undersøgelse, Forsøg ved at smage eller føle paa noget.

Kjenning, m. Bekjendt, Person som man er bekjendt med, eller ofte omgaaes med. Gamle Kjenningar: gamle Bekjendte. Alm.

Kjennskap, m. Kjendskab, Bekjendtskab. Fyre gamall Kjennskap: for gammelt Bekjendtskabs Skyld. – Kan ogsaa opfattes som Kjendskap, af Particip kjend.

Kjensla, f. 1) Kjenden, Gjenkjendelse. Ogsaa i Formen Kjensl (Kjensel), f. Eg tykte, eg bar Kjensl paa honom: det syntes mig, at jeg skulde kjende ham. Mange St. brugl. G.N. bera kensl á. Nogle St. draga Kjensl paa. (Sv. draga känsl på). – 2) Kjendskab med, el. Kundskab om noget. – 3) Følelse, Fornemmelse. Ei Kjensla i Kroppen. (Ikke meget brugl.). Sv. känsla.

Kjent, m. Smule, Gran. Inkje ein einaste Kjent: ikke det mindste. Sdm.

kjent, adj. s. kjend.

Kjepp, m. Kjæp, Stok, Stump af en Green og deslige. G.N. keppr. Nogle Steder ogsaa om en stor Stok, Stamme, Tømmerstok. (B. Stift).

Kjeppa, f. Kapstræben, Væddekamp. Sogn. Nhl. Jf. Kapp.

kjeppast, v.n. (est, test), 1) kappes, søge at overgaae hinanden. G.N. keppa, keppast. (Af Kapp). – 2) drive stærkt paa med et Arbeide, skynde sig, stræbe at blive færdig. Sogn, Nhl. Tel. Trondh. Nordl.

kjeppen, adj. 1) kappelysten; ogsaa: stolt, trodsig, som ikke vil give efter. 2) stræbsom, flittig, ivrig for at fuldføre sit Arbeide. Sogn og fl.

Kjeppna, (el. Kjepna), f. Kappelyst; ogsaa: Trodsighed. Sogn.

kjeppsam, adj. kappelysten; fyrig, ivrig i et Arbeide. (Bekvemmere end kjeppen).

Kjer (e’), n. et Kar. G.N. ker. I Særdeleshed 1) Kop, Skaal, Kumme. Nhl. Mere alm. i “Auskjer”. Jf. Kjerald. – 2) et stort Kar, f. Ex. Bryggekar (= Kar, Saa). Shl. Jæd. Tel. Oplandet. Sædvanlig udtalt Kjær. – 3) Brokar, Muur under en Bro. Tildeels udtalt Kjerr; ogs. Kjær. Ligesaa om et Fiskegjærde, en Opdæmning i en Elv, især for Laxefangst. (Laksekjer). Ogsaa G.N. ker.


Kjerald (e’), n. Kar, Redskab til at samle eller gjemme noget i; især om Trækar som Bøtter, Kander, Fade, Dunker, Tønder osv. Mest alm. Kjærald; afvig. Kjørøld (Kjørel), hvilket egentlig udgaar fra Fleertallet, som nemlig skulde hedde Kjerold, el. Kjerøld. (I Nordre Berg. hedder Eental Kjærald, og Fleertal Kjørøld). G.N. kerald; Sv. kärl. Ordet er næsten almindeligt, da det kun synes at mangle i enkelte østlige Egne. I Sogn bruges Kjerald kun om store Kar, medens de smaa hedde Bidne.

kjergen (?), adj. 1) møisom, besværlig. Indh. (kjerjen). 2) trang, knap; om et Sted, hvor der er meget i Veien eller mange Hindringer. Sdm. “D’æ so traangt aa kjerje”. Ordets Form er noget tvivlsom. Jf. kjerk.

kjergja (?), el. kjerja, v.n. s. kjerka.

Kjering, s. Kjerring. kjerjen, s. kjergen.

kjerk, adj. besværlig, tung at flytte eller føre afsted. Solør. Noget lignende er “kjerkjen” (Sdm.) og det anførte kjergen.

kjerka, v.n. (ar), gaae besværligt, f. Ex. om noget som er tungt at drage. Solør. Noget lignende er “kjerja”: stræbe med noget som gaar besværligt. Indh. (Sv. Dial. kärka: drage noget tungt).

Kjerne, m. Kjerne, Frøkorn; indre Deel af Frugt. Mest alm. udtalt: Kjenne (e’). G.N. kjarni.

kjernelaus, adj. kjerneløs, vantreven.

kjernerik, adj. kjernefuld.

Kjerneskap, n. Kjernedannelse, Kjernens Form.

Kjerr, n. Sump, Myr; især med Krat el. smaa Buskvæxter. Mandal, Tel. I Sætersd. Kjarr. G.N. kjarr: Krat. Jf. Kjørr og Kjerre.

Kjerra, f. Karre, simplere Kjøreredskab med Hjul. G.N. kerra; T. Karre, Lat. carrus.

kjerrast, v.n. (est, dest), strække eller vride Halsen, bøie Hovedet langt tilbage; især om Dyr. Hall. Gbr. (Jf. Isl. kerra: reise i Veiret). Hertil Kjerresott, f. Krampe, Sygdom som yttrer sig ved Vridning af Halsen. Hall.

Kjerre, m. en liden Skov eller Lund, især af smaa Træer. (Isterkjerre; Olderkjerre). Indhl. og Nordl. Andre St. Rust, Holt.

Kjerrehjul, n. Karrehjul.

Kjerreveg, m. Vei hvorpaa man kan kjøre med Karre.

Kjerring, f. (Fl. Kjerringar), 1) Kjærling, gammel eller noget aldrende Kvinde. Mest alm. Kjæring; dog ogsaa Kjering (e’), Tel. og fl. Kjelling, Mandal, Rbg. og Kjedding, Sæt. G.N. kerling, kelling; Sv. käring. – 2) Kone, Hustru. Mest søndenfjelds (hvor det ofte træder i Stedet for Kona). I nogle Sammensætninger, som Kjerringbolle, Kjerringøyra og fl., synes Ordet at betyde Tussekvinde (= Trollkjerring). I Formen er Kjerring sideordnet med “Kar”, men i Betydningen med “Kall”. Jf. Kall og Kjella.

Kjerringbolle, m. Søborre (= Igulkjer, Kraakebolle). Nordl.

Kjerringbrot (o’), n. Kjærling. I Spøg eller med Ringeagt, ligesom Kjerringgrev (-græv), n., Kjerringkrøkja, f. og flere.

Kjerring-emne, n. = Koneemne.

Kjerringknut, m. en Knude hvor Traaden er bøiet til den urette Side. Modsat Raabandsknut.

Kjerringløysa, f. = Koneløysa.

Kjerringmaal, n. Kvindestemme.

Kjerringraad, f. Kvinderaad, Huusraad; simpelt Lægemiddel.

Kjerringris (ii), n. Dvergbirk. Gbr. I Vald. Kjerringrabb. Jf. Rape.

Kjerringrokk, m. Padderok (Plante), Eqvisetum. B. Stift. Ved Trondh. Kjerringsnelda (Kjæringsnell), f.

kjerringsleg, adj. kjærlingagtig. Tel. og fl.

Kjerringspel, n. simplere Spil (Kortspil).

Kjerring-øyra, n. et Slags stor Musling (= Øyreskjel, Harpeskjel). Vel egentlig Trollkjerringøyra.

[kjersi-raud, adj. om almindelig rød Klædefarve (modsat høgraud). B. Stift. Kjersi, n. er egentlig et Slags Uldtøi; Eng. kersey; Holl. karsai.

kjert, adv. i Forbindelsen “kjert bein”, dvs. fuldkommen rank, ret som en Snor. Nordre Berg. (Jf Isl. kertr: opreist). Ellers hedder det ogsaa “bein som eit Kjerteljos”.

Kjerte, n. (?), i Sammensætning: Kjerteljos (-ljøs), n. støbt Lys, Talglys (eller Voxlys). Kjerterak, n. Væge i Lys. B. Stift. G.N. kerti, Lys. T. Kerze.

Kjerv, n. s. Kjerve.

Kjerv, m. en liden Tingest; lidet Dyr osv. Mandal.

kjerv, usaltet; s. tjerv.

kjerva, v.a. (ar), 1) binde i Knipper eller Bundter (Kjerve). – 2) svøbe, indsvøbe et Barn. Smaal. Afvig. kyrva (y’), Sdm.

Kjerve, n. Knippe, Bundt; f. Ex. af Løvkviste til Foder (Lauvkjerve). Berg. Trondh. Tel. og fl. Ogsaa i Formen Kjerv, Østl., f. Ex. Linkjerv, Smaal. Rom. G.N. kerf, kjarf; Isl. kerfi, n. Sv. kärfve, m. (= Kornneg).

Kjerving, f. 1) Sammenbinding i Knipper. 2) Svøb, Barnesvøb; s. kjerva.

Kjesa, s. Kise.

kjeska, v.n. (ar), lyste, længes efter noget, især et Slags Mad. “Kjeske paa Fisk”. Nedenæs. Jf. skjessa.

kjesken, adj. lysten, begjærlig; s. kjeska.

kjessa, v.a. (ar), sammenhobe, lægge sammen i en Hob. Tel. og fl. Ogsaa i Spøg, ligesom kasa og kosa (o’), om at forøge
sin Familie. Hertil Barnkjessa (Baankjesse), f. om en Kone som faar mange Børn. (Vald.).

Kjessa, f. 1) Kurv; især en simplere Kurv, flettet af Vidier eller Trærødder. Sogn og flere. Særskilt om en Vidiekurv i en Kløvsadel. Voss. – 2) en høi og smal Kurv til at bære paa Ryggen. Tel. Ellers kaldet: Kass, Kasa, Kipa, Taage, Skrinda. – 3) en Fletning af Bast, en Matte. (Bastekjessa). Hall. – I Plantenavnet “Rakkekjessa” falder Ordet sammen med Kjeksa. – Sv. kasse, m. Kurv el. Pose af Traad; i Dial. kars, kärsa (Rietz 312). Nærmest af Kass. Jf. ogsaa kasa og Kos.

kjest (ogs. kist)! Udraabsord, hvormed man truer eller skræmmer Katte.

kjeta, v. s. kita. – Kjeta, f. s. Tita.

Kjetel (e’), m. (Fl. Kjetlar), Kjedel, Kogekar. Mest alm. Kjeel; ellers Kjeil, Sdm., Kjil, Helg., Kjetel, Tel., Kitel (i’), el. KJitil, Hall., Kasle (for Katle), Sæt. Fleertal mest alm. “Kjelar”; ellers i en ældre Form: Katlar (Kaslar), Sæt. Tel. G.N. ketill, pl. katlar; Sv. kettel, kittel; Eng. kettle, Ang. cetel, Goth. katils. – Hertil Kjetelbeit, f. den udbøiede Rand paa en Kjedel. (Nogle Steder Kjelsbeit). Kjetelbotn, m. Kjedelbund. (Kjelsbotn). kjetelbrend, adj. sveden i Kjedelen. (I Hall. kaslebrend). Kjetelbøtar, m. en Kjedelflikker. (I Nhl. Katlebotar. Paa Sdm. Katlelappar: en Fusker). Kjetel-ost, m. Ost af Raamælk. (Kjeelost, B. Stift). Kjetelskova, f. Kjedelskover. (I Hall. Kasleskove).

kjetla (e’), v.n. (ar), faae Unger, føde; om Katte. Afvig. kjesle, kisle. Østl. kjøtle (kjøtle), Nordre Berg. Sv. kättla.