Ivar Aasen Norsk Ordbog

Kjetling, m. Katunge, Kattekilling. Søndre Berg. og fl. Nogle St. Kjesling, Kisling. G.N. ketlingr. Egentl. Kjettling.

Kjetta, f. Hun-Kat. Næsten alm. Nogle St. Katta (jf. Køysa). G.N. ketta.

[Kjettar, m. Kjætter. T. Ketzer (Lat. Cathari, pl. et gammelt Partienavn).

kjevja, v.n. dykke i Vandet. Østerd. (Trysil), med Præs. “kjev’er”; maaskee Imprf. kavde (?). G.N. kefja, v.a. neddykke.

kjevja, v.n. (ar), kjævles; s. kava, kjava.

kjevla, v.a. (ar), 1) forme med et “Kjevle”; tillave Fladbrød, bage. Østl. og fl. – 2) binde Mundbid paa Kid; s. Kjevle. Afvig. kjølve, Sdm. Jf. kavla.

Kjevle (e’), n. Valse, Cylinder, liden rund Stok. Tildeels afvigende Kjøvle, Helg., Kjelve, Søndre Berg., Kjølve, Sdm. G.N. kefli. Jf. Kavle og Kavl. Betyder i Særdeleshed: 1) Rulle at forme Fladbrød med. (Baksterkjevle). Nordl. Trondh. ogsaa i de sydligste Egne. Paa Østl. Kavle. 2) maskepind, Model at binde Fiskergarn paa, passende til Maskernes Størrelse. Nordl. og fl. 3) Mundbid, Pind at binde i Munden paa Kid, som skulle afvænnes (= kipling). Jf. Selekjevle, Dunkjevle, Nakkekjevle.

Kjevlegras, n. Phleum pratense (Timotheigræs), Smaal. (Passende Benævnelse paa Grund af Axets Lighed med et Kjevle).

Kjevling, m. halvvoxent Dyr, halvstor Fisk, el. deslige. Nordl. (?).

Kjevlungseid, m. Sei af Middelstørrelse Senjen. Paa Sdm. Kylvingseid.

kjika, o.s.v., see kika.

Kjo, n. s. Tjo.

kjoa, v.n. kives, trætte. Østerd.

Kjoe, m. Sænkesteen paa Fiskergarn. Hall. Jf. Kljaa, Kljaastein.

Kjogang, s. Tjorgang.

Kjole, m. Kjortel (jf. Kyrtel); i Særdeleshed: a) Barnekjole, Sløikjole. b) Reisekjole, Overfrakke. Rbg. ogsaa Nordl. c) Kjortel med Skjød bagtil, men ikke foran. Afvig. Kjol, Hall. Gbr. (Sv. Kjol). Spotviis: Kjolefilla, Kjoleflugsa, Kjolesletta.

Kjolve, s. Kjelva.

Kjon (Skade o.s.v.), s. Tjon.

kjona, v.a. og n. (ar), 1) tilrede, ordne, sætte i Stand. Ogsaa v.n. sysle med noget, pynte op i Huset, og deslige. Nordl. Namd. Indr. – 2) forfriske, kvæge, mætte eller opvarme. Helg. Indh. Særskilt om at fodre Kreaturene. Ork. – 3) forhverve, opspare, lægge sig noget til. (kjona seg til). Namd. og flere. – Hertil: Kjon, n. a) Smaating, Tøi som man gjemmer eller fører med sig. b) Smaasysler i Huset; ogsaa kaldet Kjonarbeid, n. Indh. Kjonar, m. En som kun sysler med Smaating. Kjoning, f. Smaasysler i Huset. – Den rette Form er formodentlig tjona, el. egentl. thjona. Jf. G.N. þjóna: tjene, hjælpe. (Forskjelligt fra tjona, = tyna).

Kjona, f. Tørrehuus, Ildhuus at tørre Korn i. Smaal. Rom. og fl. See ellers Kylna.

kjonsleg, s. tjonsleg.

Kjor, n. s. Tjoder. – Kjor, m. s. Tjor.

kjora, v. s. tjodra.

Kjore, m. sprængt Mælk; Ost i dens første Tilstand, da Mælken kun er ophedet men ikke kogt. (Omtr. som Kjuka). Nordl. Jf. Kjøra, Kur, Kost.

Kjorgang, s. Tjorgang.

Kjos (oo), m. 1) en smal Vig eller Bugt af Søen, en liden Vaag. Nordl. (Lof.). Ogsaa en Vandpyt eller dyb Bæk. (Bekkjekjos). – 2) en Huulning, et lavt liggende og indesluttet Sted; især om en Græsplet i en sumpig Fordybning. Tel. (Isl. kjóss: en smal Dal. Sv. kjusa, f.). – 3) en liden Skov, Buskads, Hob af tætvoxende Træer. Shl. Findes vel ogsaa i Formen Kjøs, da enkelte Gaarde have dette Navn.


kjosa, v.a. (kys, kaus, koset, o’), kaare, vælge; foretrække. Søndre Berg. Tel. og flere. Inf. ogsaa: kjøse, Hall. G.N. kjósa (kýs, kaus, kosit); Eng. choose, Ang. ceosan, Goth. kiusan. Ogsaa v.n. kjosa paa: stemme paa, foreslaae. Dei hava koset paa honom: de have nævnt ham som En, der kunde komme i Betragtning. Heraf Kos, n. En beslægtet Form er kora (o’), hvoraf Kor, n.

kjosande, adj. værd at udvælge.

Kjosing, f. Valg, Udsøgelse.

kjota, v.n. (ar), skjælde, skjende; ogs. trætte. Sfj. Jf. kyta. Om et andet kjota s. tjota.

Kjoting, f. Skjælden; Trætte.

Kjov, s. Tjuv. – Kjua, s. Tjuga.

kjue, s. tjugo. – Kjug, s. Tjug.

Kjuka, f. 1) en liden Klump eller Kage. I Nordl. tildeels det samme som Ball el. Klubb. (Salten). Ellers mest om en Klump som er omtrent halvkugleformig; s. smørkjuka. Afvig. Tjuke, Sdm. Kjuga, Mandal. – 2) en Klods, et lidet Træstykke til Underlag, f. Ex. under Axelen paa en Slibesteen. Ork. – 3) Knort, Knude paa et Træ. Indh. Ogsaa et Slags haard Svamp (Sopp) paa Træerne. Tel. I Ork. “Knøskekjuka”. Andre St. Knyska, Kviteknjosk. Jf. Isl. kjúka: Knogle. – 4) Kogle, Frøkogle, paa Naaletræer (= Kokla, Kongla). Trondh. Sdm. (nogle St. Tjuke). Jf Plantenavnet Blindekjuka. – 5) Ost paa sprængt Mælk, raa eller ukogt Ost (= Kjore, Kost, Ystel). Nhl. Sfj. ogsaa i Gbr. (jf. Froda).

Kjukande, n. Fæ; s. Kvikinde.

kjukk, s. tjukk.

Kjukling (u’), m. Kylling. Nogle Steder Kjuklung; sjeldnere Kykling. G.N. kjuklingr; Sv. kyckling. Forklares af nogle som Kvikling (af kvik), af andre som Kykling af Kokk, som i flere andre Sprog betyder en Hane.

kjukna, s. tjukna. Kjul, s. Hjul.

Kjun, s. Hjon. – Kjupa, s. Hjupa.

kjura, v.a. pynte, sætte i Stand o.s.v, see hyra, hyrda.

Kjuring, en Vogter; s. Hyrding.

kjurr, s. turr. Kjuru, s. Tjøra.

kjus, adj. forvirret, forlegen. Eg vardt kjus med det. Rbg. Maaskee for tjust, jf. G.N. tjustr, = tvistr. S. ogsaa kifs.

Kjusbast, s. Tybast, Tysbast.

Kjyla o.s.v., see Kyla.

Kjæda, s. Kjeda. – Kjæft, s. Kjeft.

Kjæke (Kjæve), s. Kjake.

kjæla, v.n. (er, te), blæde; afskjære Kaal (= kaala). Sdm. og fl.

kjæla, v.n. (er, te), kjæle for nogen; vise megen Ømhed. Kjæla med: kjærtegne, karessere (= kausa, flikra). Kjæla upp: forkjæle, forvænne (= skripa). Sv. kela.

Kjæla, f. 1) Kjælenskab; ogsaa Forkjælelse, yppigt, blødagtigt Liv. – 2) En som er tilbøielig til at kjæle eller karessere. Ellers Kjælar, m. Kjæleklo, f. og fl.

Kjæla, m. (Frost, Iis), s. Tele.

Kjælebarn, n. Kjæledægge.

Kjæledagar, pl. Hvedebrødsdage. Ligesaa Kjælemaanar (= Flikremaanar).

kjælen, adj. 1) kjælende, smigrende. 2) forkjælet, blødagtig. (Jf. kvælen, kløyen). 3) øm, kilden, som taaler lidet.

Kjæling, f. Karessering; ogs. Kjælenskab.

kjæmba o.s.v., see kjemba.

kjæpeleg (?), adj. bekvem, beleilig, gunstig; om Omstændigheder; ogs. magelig, let at komme tilrette med. Ryf. Paa Jæd. kjæbeleg. Maaskee for køypeleg; jf. G.N. keypilega: heldigt.

Kjær (Kar), s. Kjer.

kjær, adj. 1) kjær, elsket. G.N. kærr (kær); Sv. kär. (Jf. Lat. carus). Ogsaa: behagelig, velgjørende. Det er meg kjært. – 2) øm, omhyggelig. (Sjeldnere). Ho var so kjær fyre det Barnet. – 3) tilbøielig, som elsker eller gjerne søger noget. Han er kjær fyre Leik (Moro, Gaman). Kjær fyre Drykken. Kjær etter Skillingen (begjærlig efter Penge). Af særegne Talemaader mærkes. “kjære vere deg!” naar man beder En indstændigt om noget. (Nordre Berg.). I dette Tilfælde er “kjære” maaskee et Substantiv.

Kjær, m. og Kjæra, f. en kjær Person. Kun i Forbindelse med Possessiv, som: Kjæren min, el. Kjæra mi, i Tiltale. Nordre Berg. Jf. Kjæraste.

kjæra, v.n. (ar), kalde En kjær, sige “kjære”. “Han kom aa kjæra aa bad”. B. Stift.

kjæra, v.a. og n. (er, de), 1) paatale, anke paa, yttre Misnøie med. Ikke meget brugl. (Imprf. tildeels kjærte). G.N. kæra. – 2) klage, beklage sig. Han heve kjært seg fyre det. Søndre Berg. og fl. – 3) i Forbindelsen: kjæra seg um, dvs. skjøtte om, agte; ogsaa: lyste, ønske (især med Negtelse). Eg kjærer meg ikkje um det. Træffer sammen med Eng. care for, og T. kehren (sich an etwas kehren).

Kjærald, s. Kjerald.

Kjæraste, m. Kjæreste. (Ligt for begge Kjøn). Egentl. Superl. af kjær.

kjærelaust adv. upaa-anket, uden Paatale. Tel. og fl.

Kjæremaal, n. Klagemaal; Paatale.

Kjæring, s. Kjerring.

kjærkomen (o’), adj. kjærkommen.

kjærleg, adj. kjærlig, øm, venlig. kjærlege, adv. kjærligt, med Ømhed.

Kjærleike, m. 1) Kjærhed, det at noget er kjært. 2) Kjærlighed, kjærlig Stemning. Ofte ombyttet med “Kjærlegheit”, f. G.N. kærleikr; Sv. kärlek.

Kjærskap, m. Kjærhed (= Kjærleike).

kjæsa, v.n. (ar, te), ofte, tillave Ost. Helg. Ellers: ysta, blengja.


Kjæse, m. Løbe, Osteløbe; Stykke af en Kalvemave, som bruges ved Tillavning af Ost. Mange St. brugl. Isl. kæsir. (Jf. T. Käse, Ost; Lat. caseus).

Kjæta, f. Lystighed, overgiven Munterhed. (Af kaat). B. Stift, Nordl. og fl. Afvig. Kjæte, m. Hard. G.N. kæti, f.

kjæta, v.a. (er, te), gjøre lystig. Kjæta seg: være munter, leve lystigt. Mandal og fl. Nogle St. kaata seg.

kjætefull, adj. lystig, overgiven.

Kjø, s. Tjo og Kjøda.

Kjøda, f. Ørred; især en ung eller liden Ørred (jf. Aurrid-kjøda). Brugt i Formen Kjøa (ø’), Kjøe, Kjø, Hard. Shl. Nhl. Sogn, Sfj. Nordl. Østerd. I Valders: Kjøo (ø’). Formen lidt tvivlsom, da Ordet ikke bruges i de Egne, hvor “d” i denne Stilling udtales. Den valdrerske Form synes at forudsætte et gammelt kjada (kjødu), som dog ikke forefindes; derimod nærmer Ordet sig noget til Isl. kód, n. Flyndreunger, og brandkód: Ørred-unger. (Haldorson). Jf. Kot, m. En Betydning af Yngel kunde ogsaa have Sted i det trondhjemske “Okjø”; imidlertid er dette vistnok et andet Ord.

Kjøgla, f. en kugleformig Udvæxt paa et Træ. Indh. (Sparbu). Jf. Kula. Paa Voss bruges Kjøgla om et forelagt Arbeide for en vis Tid, f. Ex. Kveldskjøgla.

Kjøk, m. Kjøkken, Huusrum til Kogning. Trondh. Sdm. Nhl. og flere. (Sv. kök). Andre St, Kjøken (Kjøkn), n. Nt. köke, T. Küche, fordum küchen, af Lat. coquina.

kjøkja, v.n. (er, te), anstrenge sig for at svælge noget (= kyngja, kyrkja). Ndm. (Af Rok: Hals). Hertil kjøkjen, adj. tør, haard at svælge.

Kjøkka, f. Kjødside; s. Kjøta.

Kjøkmeister, m. Kjøgemester; Skaffer eller Opsynsmand i et Bryllup. Mest alm. Kjøkemeister; afvig. Kjømeister (Hall. og fl.), Kjimeister (Indh.). I Gbr. er Kjømeister en Forgjænger eller Forrider i Brudefølget. Jf. Brudstavar.

Kjøl, m. 1, (af kjøla), 1) Afkjølelse; en kjølig Luftning. Trondh. (Mere alm. Kjøla, f.). – 2) en kold Gysen, Rystelse, Skræk. Eg fekk ein Kjøl, daa eg saag det. B. Stift og fl. Jf. Kjelda, Kaldtokke. – 3) en Tid med Kulde og Frost; især om Vaaren (= Kaldrid). Hertil Reinskjøl og Elgskjøl, henført til den Tid, da Reenkoen og Elgkoen kalver.

Kjøl, m. 2, (med ø’), 1) Kjøl, Grundplanke i Baad eller Fartøi. Afvig. Kyl (y’), Kjyl, Nordre Berg. G.N. kjölr. – 2) Grundstykke i en Plov. Rom. – 3) en ophøiet Linie eller Kant (lig Kjølen paa en omhvælvet Baad). – 4) en lang Fjeldryg. Nordl. Trondh. Østerd. (G.N. kjölr). Ogsaa: Fjeldkant, den øverste Fjeldrand, som sees fra Dalen nedenfor. Gbr. Ndm. – 5) en Græsslette, Flade eller Myr paa et Fjeld. Ork. og flere. Ogsaa i Sverige (Rietz 322).

kjøla, v.a. og n. (er, te), 1) kjøle, afkjøle, gjøre koldere. G.N. kœla. (Af Formen kol, i det gamle kala; jf. kolna). – 2) blæse lidt, om Vinden; komme som en kjølig Luftning. – 3) fornemmes som en Kjøling eller kold Gysen. Det kjølte igjenom meg, daa eg saag det. Trondh. og fl. Jf. Kjøl.

Kjøla, f. en svag Luftning; en kjølig Vind. Nordankjøla, Austankjøla og fl.

kjølast, v.n. kjølne (= kolna).

Kjølbjørk, f. et Slags Birk, som voxer paa Fjeldene (Kjølerne). Gbr.

Kjøld, f. 1) Kulde; især i en svagere Grad. (Sv. köld, m.). – 2) Forkjølelse, Sygelighed af Kulde. Sogn og flere. Mange Steder i en afvig. Form: Kyld (y’), m.

Kjølda, s. Kjelda.

Kjøl-drag, n. Kjølfure, Kjølspor paa Strandbredden hvor Baade drages op eller sættes ud.

kjøleleg, adj. gyselig, forfærdelig. B. Stift. og fl. – kjølelege, adv. frygtelig; f. Ex. Det var so kjølelege stygt.

kjølen, adj. kjølig, noget kold; om Luften eller Vinden.

Kjølfar, n. 1) Kjølvand, Spor efter et Fartøi paa Vandet. – 2) Kjølfure (=Kjøldrag).

kjølgjengen, adj. lidt nedbøiet i Midten; om Skier eller Slædemeder. Tel. Modsat stigfatt, stavfatt.

kjølhala, v.a. (ar), kjølhale (Fartøi).

Kjølhuva, f. Hue med en kjølformig Forhøining fra Panden til Nakken.

Kjøling, f. Kjølning, Afkjøling. – Kjølingkaka, f. liden Deigklump til Omslag paa saarede Lemmer. B. Stift.

Kjølke, s. Kjelke.

Kjølkverv, n. Bundplankerne nærmest ved Kjølen, i et Fartøi. Nordl.

Kjølmakk, m. Insekt-Larve som opholder sig i Agrene og tildeels gjør Skade paa Kornspirerne, især i koldt Veir om Vaaren. “Kjølmark”, Østl. Ansees som Yngel af “Smellar”. (Strøm’s Eger 135).

Kjølne, s. Kylna. Kjølp, s. Kylp.

kjølsleg, adj. 1) kold, barsk. 2) gyselig, frygtelig (= kjøleleg).

Kjølsna, f. Kjølighed, lidt Kulde. Hall.

kjølsprengd, adj. brækket i Kjølen; om Fartøi. Østl.

Kjølsvill, f. Kjølsviin, Planke som tjener til Underlag for en Mast. Mandal. Mere alm. Kjølsvin, n.

Kjølt, Galler; s. Hjølt.

kjøltent, adj. øm i Tænderne; ved at drikke noget koldt. Hall.

Kjølvatn, n. Kjølvand (= Kjølfar).

Kjølve, n. Valse; s. Kjevle.
kjøm, adj. 1) tilgjængelig, bekvem at komme til. Rbg. og fl. Helst i Neutrum. Der er so kjømt: der er en bekvem Adgang; der er meget Tilløb af Fremmede. Nogle St. kjemt. Mere alm. mannkjømt, folkekjømt; jf. framkjømt, ukjøm. – 2) kommende, el. som kommer sig, modner, udvikler sig. Hertil: snarkjøm, seinkjøm. (Nogle St. kjem). Især om Korn eller Frugt, som er fuldmoden og tjenlig til Sæd. Kjømt Korn: spiredygtigt Korn. Tel. Hall. I Tel. tildeels i Formen kjømd; jf. barnkjømd. – 3) tilbøielig, villig. Hall. “E vøre kjømt um dæ”: jeg vilde meget ønske det. Synes at være en Omstilling for: Det vøre meg kjømt, eller noget lignende. Jf. kvæm og koma.

kjømast, v.n. (est, dest), 1) modne, blive fuldkommen (s. kjøm). Hall. 2) ønske, være tilbøielig til. “E kjømest um dæ”. Hall. Lidt dunkelt.

Kjømd, f. Komme; s. Framkjømd.

Kjøme, n. Følge, noget som vil komme, el. som man venter. Tel. (Vinje). Jf. Avkjøme, Etterkjøme.

kjømeleg, adj. bekvem tilgjængelig (= kjøm). Tel. Hall.

kjømra, s. kymra. Kjøn, s. Kyn.

kjøn, adj. 1) klog, nem; begavet med fiin Følelse eller skarp Sands; især om Dyr. Hard. G.N. kœnn (kœn): kyndig; Eng. keen: skarp m.m. – 2) kjæk, modig, fyrig. Tel. Han var baade kjøn og keik. (Jf. T. kühn). – 3) stolt, stiv i sin Holdning. Hall.

kjønast, v.n. (est), bryste sig, give sig et stolt Udseende. Hall.

kjønklen, adj. ubekvem; om noget som er for smaat, for trangt osv. Hall.

Kjønn (Vandpyt), s. Tjørn.

Kjønrøyk, m. Kjønrøg. Nt. Keenrook; T. Kienruß.

Kjønskap, m. Klogskab; ogsaa Kjækhed, Mod; s. kjøn.

Kjøp, s. Kaup. kjøpa, v. s. kaupa.

Kjør, s. Tjoder. Kjøra, s. Tjøra.

Kjøra, f. Blanding, Røre. Tel. “Alt i ei Kjøre”: alt i een Slump, om hinanden, uden Orden. Særskilt om en vis Tillavning af Mælk eller Valle. Mysekjøra, Primkjøra. Jf. Kjore.

Kjørgang (Bugvrid), s. Tjorgang.

kjørkja, s. kyrkja.

Kjørr, f. Krat, Lyng eller lave Buskvæxter; især i Fjeldmarkerne. (Bjørkekjørr, Viderkjørr). Mange St. brugl. Afvig. Kjerr, Nhl. G.N. kjörr. Jf. Kjarr, n. og Kjerre, m.

kjørr, adj. rolig, stille; f. Ex. om Søen. Nordl.; sjeldnere i B. Stift (Sdm. Nhl.). Skulde egentlig hedde kyrr (G.N. kyrr); imidlertid findes der ogsaa ældre Former; kurr, kver, kvar.

kjørra, v.a. (ar), bringe til Rolighed, skræmme, holde i Ave. Nhl. Sogn, Sdm. (Nogle St. kyrra). G.N. kyrra.

Kjørra, f. Rolighed, Stilhed; især paa Vandet. Nordl. Afvig. Kjørr: Ro, f. Ex. Statt i Kjørr; el. sit i Kjørr. Sdm. Det sidste maaskee til G.N. kyrd, f.

Kjørrlende, m. Marker med Kratskov. Hedder ogsaa Kjørrmark, f.

kjørrutt, adj. bevoxet med Kratskov.

Kjørøld (Kar), s. Kjerald.

Kjøsel, m. en liden rund eller kugleformig Ost. Sdm. I Sæt. Kjøs, m. om noget lignende. Jf. kjæsa.

Kjøt (ø’), n. 1) Kjød, paa et Legeme. G.N. kjöt; Sv. kött. Faa Kjøt paa seg: faae Huld, blive rund og fyldig. – 2) Kjød af Kreature, som Fødemiddel. – 3) Legemet, i Modsætning til Aanden. Især i Forbindelsen: Kjøt og Blod.

kjøta, v.a. (ar), samle Kjød. kjøta seg: faae Huld paa sig, blive fyldig. Hedder ogsaa kjøtast.

Kjøta, f. Kjødside, Indside paa Skind eller Huder. Hard. Ogsaa kaldet: Kjøkka (Kjøtka), Hall., Kjøtska, Buskr. Ellers: Kjøtrosa (o’), f. B. Stift, Nordl. Kjøtroslid (i’), f. Sæt.

kjøtad, adj. 1) beskaffen i Kjødet, f. Ex. hardkjøtad, grovkjøtad. 2) fyldig, kjødrig.

Kjøtale, m. Stang at hænge Kjød paa. Østerd. (Kjøt-ala). S. Ale.

Kjøtbein, adj. Been med Kjød paa. Saaledes ogsaa Kjøtbog, m. Kjøtlær, n.

Kjøt-eid, m. en grov Ed. (B. Stift).

kjøten, adj. kjødagtig, som har nogen Lighed med Kjød. Østl.

Kjøtflis, f. tynd Kjødskive.

Kjøtgang, s. Tjorgang.

kjøthard, adj. haard i Kjødet.

Kjøtkurv, m. Kjødpølse.

kjøtleg, adj. kjødelig; legemlig.

Kjøtmat, m. Kjødmad.

Kjøtmole (o’), m. lidet Kjødstykke.

Kjøtmust, f. Lugt af Kjødmad. Vald.

kjøtmyken (y’), adj. kjødrig, fyldig, tyk. Nordre Berg. og fl.

Kjøtmøys, s. Kjøtspikke.

kjøtrik, adj. kjødrig, kjødfuld. Hedder ogsaa kjøtfull, kjøtmyken, kjøtskrøyven.

Kjøtrosa (o’), f. Kjødside, s. Kjøta.

Kjøtrot (oo), n. Samling af ophængt Kjøt under Taget; s. Rot.

Kjøtsida, f. 1) Side af et slagtet Dyr. 2) Kjødside paa Skind (= Kjøta).

Kjøtsneid, f. afskaaren Kjødskive.

Kjøtspikke, m. Musvit, Meise som gjerne æder Kjød. (Parus major). Mandal og fl. Nogle Steder Grønspikke. Ellers kaldet Kjøtmøys, f. Sdm. og fl. Kjøt-Eirik. m. Tel. Talgukse, Smaal. I Indh. Kjeta, som falder sammen med Tita.

Kjøtsvaan, f. Brystknude af et Dyr (= Bringekoll). Gbr. (Lom).
Kjøtt (paa en Lee), s. Tjo.

Kjøttaag, f. Trevle, Fibre i Kjød.

Kjøv, n. Tilstoppelse; Vandets Opdæmning ved Iis. Tel.

kjøva, v.a. og n. (er, de), 1) kvæle, betage Aandedrættet; eller egentlig: tilstoppe, lukke. B. Stift, Rbg. Tel. Nordl. Kjøva Vermen: slukke eller dæmpe Ilden ved at hindre Luftens Tilstrømning. (Afvig. “kjøve Ljøs’e”, Sdm.). Røyken vil reint kjøva meg. Lat oss no inkje kjøva Barnet (f. Ex. ved at lægge Klæder over Ansigtet). G.N. kœfa. Jf. Kov, kvæva, kveva. – 2) fylde eller formørke Luften, om Regn og Snee; fortætte sig, saa at man ikke seer Horizonten. Det kjøver til: det mørkner af Uveir. Berg. Stift og fl. Jf. Kov, koven. – 3) svulme op af Frost, om Vandet; opdæmmes formedelst Iis i Afløbet. Sogn, Vald. og fl. (Ellers: ora, kry, kreppa). – Particip kjøvd: kvalt, ogs. opdæmmet, opsvulmet.

Kjøva, f. Tungbrystighed, besværligt Aandedræt (af Forkjølelse). Nordl. Sogn og flere. Jf. Kvev, Kov.

Kjøveg, s. Tjodveg.

kjøven, adj. tung, kvalm, trykkende; om Luften. Nhl.

Kjøving, f. Tilstoppelse, m.m., s. kjøva.

Kjøvsvell, n. Iisbanke; s. Kovsvell.

kjøya, o.s.v. see køya.

Klabb, m. vedhængende Klump, f. Ex. af Snee.

klabba, v.n. (ar), klæbe, hænge ved; mest om Sneen. Nordl. Trondh. Berg. Hall. Tel. (Sv. klabba: kline).

klabben, adj. klæbrig, vedhængende.

Kladd, m. Klump, Klods. Hall. og fl.

[Klaffe, m. Klap, Smække; f.Ex. paa Klæder. (Sv. klaff). Fremmed Form.

klafsa, v.n. klodse, arbeide skjødesløst. I Søndre Berg. klapsa, som maaskee er det retteste. Hertil Klafs, m. og Klafsa, f. om ubehændige Arbeidere.

Klag, n. Klagemaal, Anklage. Det kom Klag paa det: der blev klaget derover.

klaga, v.n. og a. (ar), 1) klage, beklage sig. Afvig. klaagaa, Gbr. Ork. – 2) anklage, føre Klage over. Han hadde klagat deim fyre Presten. Klaga av: søge afskaffet ved en Klage. Synes at være et nyere Ord.

Klaga, f. en Klage; Beklagelse.

klagande, adj. som er at klage over. D’er ikkje klagande fyre slikt.

Klagar, m. en Anklager.

Klagde, m. en forviklet Hob; en sammenfiltet Haarlok. Ndm. Ork. Andre Steder Lagde. – klagdutt, adj. klumpet, sammenfiltet. (klagdaatt).

klagelaust, adv. uden Klage.

Klagemaal, n. = Klag, Klaga.

Klaging, f. Beklagelse; Anklagelse.

klagsam, adj. tilbøielig til at klage.

klaka, v.n. (ar), fryse, stivne af Frost; om Jorden.

klakad, adj. frossen paa Overfladen. Alm. om Jorden; sjeldnere om Vand. (Rbg.). Jf. krakad.

Klake, m. 1) en tynd frossen Skorpe paa Jorden; Begyndelsen til “Tele”. Mest alm. Klakje; ellers Klaka, Østl. Klaakaa, Gbr. G.N. klaki. Sv. Dial. klake. – 2) Iisstykke, Iisklump. Søndre Berg. (S. Klank). Ogsaa om en meget tynd Iisskorpe paa Vandet. Rbg. Ellers kaldet Krav, Krape.

Klakk, m. 1) Klak, liden Klat eller Klump. – 2) en Banke eller ophøiet Grund i Søen; Fiskegrund (= Skalle). Nordl. og Trondh. (Isl. klakkr: Klippe).