Ivar Aasen Norsk Ordbog

kunna, v.a. og n. (kann, kunde, kunnat), at kunne. Præs. alm. kann; Fl. kunna. Imperf. deels kunde (Sogn, Søndre Berg.), deels kunne, og mange Steder “kunna”, som vel ligner et G.N. kunna, men dog snarere er et nydannet: kunnade. Imperf. Conj. kynne (kynde?), Tel. Supin. tildeels kunt; ellers kunna’ (mest alm.); afvig. kunja, Rbg. G.N. kunna; kann, kunni, kunnat. – Særlig Betydning: 1) vide, have lært, have i Hukommelsen. Kunna ei Visa, eit Vers, ei Bøn osv. Jf. kanna og kjenna, som høre til samme Rod. – 2) forstaae, have Øvelse eller Færdighed i. Deels med Subst. deels med Verbum i Infinitiv. Han kann Handverket. Han kunde korkje lesa elder syngja. – 3) formaae, være i Stand til. Han er so veik, han kann ikkje ganga. – 4) have Adgang eller Leilighed til. Ein kann ikkje koma fram. Dei kunna faa det. – 5) have Mulighed for sig, kunne tænkes. Det kann vel henda. Han kunde snart falla fraa, osv. Lidt afvigende i Forbindelsen: kunna til dvs. have Skyld i, være Aarsag til. Eg kann ikkje til det: det er ikke min Skyld; ogsaa jeg kan ikke gjøre ved det. (Jf. G.N. kunna: tilkjende). Eg kann ikkje fyre det: jeg kan ikke afhjælpe det. Han kann ikkje med det: han er ikke øvet deri, har ikke lært det. Kann henda: maaskee, vel muligt. I samme Betydn. siges ogsaa “kannskje” (kanskje), som dog er et nyt og egentlig fremmedt Udtryk.

kunnande, adj. kyndig, øvet, flink; som har lært flere Slags Arbeide. Søndre Berg. og flere.

Kunne, m. en Bekjendt; s. Kunning.

kunngjera, v.a. (-gjerer, gjorde), gjøre bekjendt, kundgjøre. kunngjord, part. bekjendtgjort. Kunngjering, f. Bekjendtgjørelse.

kunnig, adj. 1) bekjendt, vitterlig, som Folk vide om. Det vardt kunnigt. Mest brugl. søndenfjelds. G.N. kunnigr; Sv. kunnig. – 2) kyndig, bekjendt med noget. Eg er ikkje kunnig i det. Nogle Steder kunnug, kunnau.

Kunnigskap, m. Kyndighed.

Kunning, f. Kunnen, det at man kan noget.

Kunning, m. en Bekjendt, Kynding. Tel. Sjelden og dunkelt, i Formen Kunningje, forkortet “Kungje”. Bugge’s Folkeviser, S. 45. Nærstaaende Former ere: Kunne, m. og Kynning: Slægtning. (Sammesteds S. 39 og 17). G.N. kunningi. Jf. T. Kunde.

Kunnskap, m. 1) Vitterlighed, det at noget er bekjendt. Koma til Kunnskap: blive bekjendt. Lidet brugl. – 2) Kundskab, Kyndighed, samlet Erfaring; ogsaa Kundskabsfag, Videnskab. S. kunn.

Kunst, m. (f.), Kunst, Øvelse, Færdighed; ogs. Gjerning hvortil der kræves en særegen Kundskab og Øvelse. (Af kunna). Formen noget forskjellig, nemlig deels Kunst, f. med Fleertal Kunster (især søndenfjelds), deels Kunst, m. (Med Fleertal Kunstar), og Kunster (Kunstr), m. med F. Kunstrar (Berg. Stift), i Lighed med Vokster, Vakster, Blaaster, og fl. Jf. Sv. konst, f.

kunsta, v.n. gjøre Kunster; ogsaa kunstle, gjøre noget for kunstigt. Lidet brugl.

Kunster, m. s. Kunst.

kunstig, adj. 1) kunstig, gjort med Kunst. Ogsaa: vanskelig at forstaae, besynderlig. – 2) om Person: kunstfærdig, nem, flink; ogs. opfindsom. Nogle St. kunstug, og i B. Stift: kunstrig (af Kunster).

Kunsting, m. en Kunstner, En som er flink i en Kunst; f. Ex. om en Smed. “Kunstingje”, Tel.

Kunstmann, m. Kunstner.

Kunstverk, n. kunstigt Arbeide.

Kunt, m. en Skræppe eller høi og smal Kurv af flettede Spaaner. Solør. (Sv.
Dial kunt). Nogle St. Kunta, f. som ellers betyder cunnus, vulva, ligesom i Svensk og flere Sprog.

Kupa, f. 1) en Skaal, et lidet rundt Kar (= Kula). Hard. Sogn, Hall. Isl. kúpa. Jf. Kopp. – 2) en udhulet Blok, Hakkeblok (= Brydja). Tel. Jf. Kopa. – 3) et Slags Fiskeruse. Toten (?).

kupen, adj. dyb og rundagtig. Hard.

Kuppul, Smaasteen, s. Koppul.

Kur (uu), m. 1, Standsning, Slappelse, Stilhed (egentl. Luden med Hovedet); ogsaa: Fortrydelse, Bedrøvelse. B. Stift og flere. Han fekk ein Kur: han begyndte at hælde med Hovedet, han blev tankefuld, nedslagen. Det kjem Kur etter Kjæta: der kommer Flauhed efter en stor Lystighed.

Kur, m. 2, gammel, tyk Mælk (= Skyr). Hard. Ogsaa Bærme, Bundfald. Nhl. Maaskee for Kurd? Eng. curd (og crud): Tykmælk. Jf. Kjore, Kjøra, Krodda.

Kur, m. 3, Kuur, Helbredelse. Hører sammen med kurera, v.a. (ar), læge, helbrede. Af Lat. curare: besørge.

kur (uu), adj. stille, rolig; s. kurr.

kura, v.n. (er, de), 1) bøie sig ned; især: lude med Hovedet, bøie Hovedet mod Brystet. Meget brugl. og maaskee alm. Sv. kura; Eng. cower. (Imperf. oftest: kurte). Ogsaa v.a. kura seg: bøie sig sammen. Kura seg ned: trykke sig ned, gjøre sig liden, som for at skjule sig. I Hard. tildeels: kusa seg ned. – 2) ligge stille, hvile, sove; især i en sammenbøiet Stilling. Smaaborni laago og kurde. Isl. kúra. Jf. kurr og kurra. Kura seg i Hop: lægge sig tæt sammen, nær til hinanden. – 3) holde sig stille af Udmattelse eller Sygelighed; være ilde tilpas; ogsaa: være nedslagen, mismodig. Trondh. og fl. Jf. Kur, 1, og kuren.

Ku-rekster, m. Gangsti for Køer (= Burekster). Ogsaa Ku-raak, f. Gbr. Kuraas, f. Sdm.

kuren, adj. 1) nedbøiet, s. kursam. 2) sygelig, ikke vel tilpas; ogs. nedslagen, mismodig. Ork. og fl.

Kuring, f. nedbøiet Stilling; ogsaa Hvile, Stilhed; s. kura.

kurla (u’), v.n. (ar), give en kurrende eller rallende Lyd; ogsaa tale utydeligt eller med stærk Strubelyd. Hertil Kurlemaal, n. skurrende Tale; især den Vane at udtale “r” med Strubelyd. Hard.

Kurle, m. 1) Krølle, Lok, Uldtot (= Krull). Eng. curl. 2) Fyrrekogle, s. Kogla. – Kurlespon (oo), m. Høvelspaan (= Kaure). B. Stift.

Kurling, f. Rallen; skurrende Tale.

Kur-ost, m. Ost af suur Mælk. S. Kur, 2.

kurr, hvorledes; s. kor.

Kurr, m. 1, et Lokkenavn til Faar. Sdm. (I svenske Dial. kura, f.).

Kurr, m. 2, Mismod, Bekymring. Gjer deg ingen Kurr fyre det: tag dig det ikke nær. Nordre Berg. (S. Kur, 1).

kurr, adj. stille, rolig; stiltiende. Hall. Vald. Det vardt kurt: det blev stille. Kurraste Natti: i Nattens største Stilhed. Hedder ogsaa kur (uu), Tel. Ellers: kvar, kverr og kjørr.

kurra, v.a. (ar), bringe til Rolighed. Kurra seg: slaae sig til Ro, blive stille; ogs. lægge sig til Hvile. Hall. Vald. Buskr. Jf. kvara, kura.

kurra, v.n. (ar), give en kurrende Lyd; især om Fugle (Duen, Aarfuglen og fl.). Jf. karra.

Kurra, f. Kurre, Pleielbaand. Smaal.

kurrlegen (-legjen), adj. som ligger roligt, el. længe. Hall.

kurrseten (e’), adj. roligt siddende. Hall.

kurrstaden (-staen), adj. som staar (el. har staaet) længe. Hall.

kursam (uu), adj. nedbøiet, nedslagen, noget modfalden; s. kura.

Kursmid (-smed), m. en Dyrlæge. Østl. Vel egentl. Hestelæge og Hovsmed (Tydsk Kurschmied).

kurstill, adj. bomstille, lydløs. Hedder ogs. “kurende still”. Sogn og fl.

Ku-ruga, f. Kokase.

kurutt, adj. svagelig, noget skranten. Smaal (kurette). Jf. kuren og Kur, 1.

Kurv, m. 1, Pølse, Mad som er indstoppet i Tarme af Dyr. Mange St. brugl. (Tel. Hall. Vald. Hard. Sogn, Ndm. og fl.). Sv. korf. – Kurvsneis, f. Pølsepind. Hall.

Kurv, m. 2, en Ring eller Løkke, især af Tougværk. Sdm. Jf. Kverva.

kurva, v.a. (ar), krumme, krympe, bøie sammen. Oftest: kurva seg, og kurvast: krølles. Shl. Nordl.

Kus (uu), m. Pukkel (= Kass, Kryl). Ork. Indh. (I svenske Dial. kut).

kusa, v.a. nedbøie, s. kura.

Kuse, m. Busemand, En som Folk frygte for, el. som holder streng Tugt og Ave. Indh. Nordl. Ogsaa i gammel Svensk og Dansk. (Jf. D. kyse). Forskjelligt herfra er et Feminin paa “a” med Betydn. cunnus, vulva, ligesom i Svensk (s. Rietz 366)

kuseleg, adj. frygtelig, fæl, rædsom. Guldalen og fl. Hedder ogs. kusen, Indh. I svenske Dial. kuslig.

[Kusk, m. Kudsk. (Slavisk-Tydsk).

Ku-skjæl, s. Kuvskjel.

Ku-slag, n. Race af Køer (= Buslag).

Kusma, f. 1) en Masse, Røre, stor Mængde. Sdm. Jf. Kumsa. 2) en Sygdom, som yttrer sig ved Hævelse i Ansigtet; Parotitis (?). Alm. i de sydlige Egne. Andre St. Kinntaska.

Ku-spene (-spæne), m. Kopatte.

kusryggjad, adj. puklet. Ork. Indh.

Kussa, f. Kviekalv, ung Kvie. Nhl. Sfj. Ogsaa kaldet Kussekalv, m. Isl. kussa.
Derimod: Kusse, m. Kalv; især Oxekalv; og “Kyrkusse”, m. Kviekalv. Lister (Kvinesdal). “Kuss” bruges ellers som Lokkenavn til Køerne.

Kussu, s. Kosa (o’).

Ku-symra, f. en Vaarblomst: Primula acaulis. Paa Sdm. Kusimbre, Kusimber. Paa Jæd. Kursumar. Paa Lister Kusmosblom (?). Jf. Symra.

Kut (uu), m. og n. Løb, Renden; Galop. Østerd. Guldalen og fl. Taka Kuten: tage Flugten; rende afsted.

kuta, v.n. (kyt, kaut, kotet, o’), 1) skyde frem, komme op; f. Ex. om Fiske og Sødyr, som vise sig i Vandfladen. Kobben kaut upp-atter. Nordre Trondh. oftest med Inf. kyte (kyt’); maaskee et gammelt kjota. – 2) løbe, rende afsted, gaae skyndsomt. Namd. Indr. Fosen, med stærk Bøining, f. Ex. Han kaut upp i Garden (Gar’n). Ellers i Formen kute med Bøiningen: kuter, kutte, i Guldalen og Østerd. I Sverige: kuta, kutta (løbe); kytta (skyde frem).

Kuting, f. Løben, Renden.

kutmaga(d), adj. om en Fisk, hvis Mave er vrænget eller kommen ud i Munden (ved Optrækningen). Sdm.

Kuunge, s. Kuvung.

Kuv, m. 1) en rundagtig Top; rund Forhøining, Pukkel. Mange Steder brugl. (Jæd. Tel. Gbr. Sdm. Nordl.), tildeels udtalt: Ku. Isl. kúfr. – 2) en høi Stabel eller Stak; Høstak. Østerd. Ogsaa: en Top af sammenbundne Stænger (lig et Telt), hvorpaa man tørrer Græs el. Løv. (Erterkuv). Toten og fl. I Smaal. Kuva (Kue), f. (I svenske Dial. kuv: Høstak). – 3) en Væder med korte Øren; s. kuvutt. Ellers om rundagtig Steen, s. Hyrnekuv.

Kuva, f. 1) Stillads til Tørring; s. Kuv. – 2) et Faar med korte Øren; s. kuvutt. B. Stift. (I Tel. Tulla). – 3) et Slags Fisk. “Aalekue”, Smaal.

kuva, v.a. (ar), 1) afrunde, afstumpe, jævne paa Kanterne; f. Ex. et Læs. Lidet brugl. see kyva. Falder nær sammen med “kua”: nedtrykke. – 2) ophobe, sætte i en rund Top. Hall. og fl. Ogsaa ophænge paa en “Kuv” til Tørring. Østl. – 3) v.n. være afstumpet eller rundagtig; f. Ex. om en Kurv med indbøiet Kant. Gbr. Andre St. kyva.

kuvad, adj. rundagtig; s. kuven.

kuven, adj. ophøiet i Midten, convex; noget rundagtig; f. Ex. om et Laag (kuvet, kuve’). Mange St. brugl. dog omvexlende med Formen kuvad (kua’), aakuvad, og kuvutt.

kuvenda, v.n. (er, e), vende af sig selv, om et Fartøi, som ikke har tilstrækkelig Fart og derfor ikke lystrer Roret. Nordl. Ellers (ligesom D. kovende) om at gjøre en Vending tilbage, i Stedet for fremad imod Vinden (nemlig i Krydsning); saaledes ogsaa: vende tvært om, opgive sin Plan osv.

Ku-verde, n. en Koes Værd eller Priis; noget som koster ligesaa meget som en Ko. “Kuvære”, Søndre Berg. Ogsaa i Formen Kuvyrde (Ku-vyre, y’). Sdm. Jf. G.N. kúgildi.

Kuvomb, f. Kovom; stor Vom.

Ku-vondul (-vaandel), m. Høvisk til en Ko. Ogsaa kaldet: Kudott, Kutapp.

Ku-vord, m. Portion Foder for en Ko. “Kuvoor” og Kyravoor”, Sogn. Jf. Vord og Verd.

Kuvskjel, f. et Slags store, tykke, rundagtige Muslinger. Ndm. og fl. Ellers mest alm. Kuskjel (Ku-skjæl). Isl. kúskel, Venus islandica. (Mohrs Isl. Naturhist. 130). Senere kaldet Cyprina islandica.

Kuvung, m. Sneglehuus, Snekkeskal; især Søsnegl, Hvirvelsnekke. Trondh. Afvig. Ku-ung, Ku-ungje, Søndre Berg. Kung, Fjørekung, Sdm. og fl. Ogsaa kaldet: Kuhonn (Mandal), Buhund (Trondh.). og tildeels Kukkelur. G.N. kúfungr. (Isl. kudungr, kungr); Sv. kupunge.

kuvutt, adj. 1) rundagtig, afstumpet, som danner en rund Top (Kuv). Nogle St. kuvaatt, kuette. (Jf. kuvad, kuven). G.N. kúfóttr. – 2) kortøret, som har korte Øren, om Faar. Vestenfjelds, hvor saadanne Faar benævnes Kuva (Kua), f. og Kuven (Ku’en), m.

Kuvyre (y’), og Kuvære, s. Kuverde.

kva (hvad), s. kvat. Hertil et Verbum “kva-a”, dvs. sige “kva”, spørge paany. (Jf. Isl. hváa, hvá). – Ved Ordene med “kv” er at mærke, at de ere to Slags, da nogle ere Ord med et virkeligt gammelt “kv” (qv), andre derimod have fordum havt “hv”, som nu almindeligst er blevet “kv”, men i enkelte Egne ogsaa lyder som “gv” (Num. Nedre Tel.), eller som blot “v” (Smaal. Rom.). I nogle faa Ord med “o” høres blot “k” eller “h”; saaledes kor og hor, for hvaar (kvaar).

Kvabb, n. Dynd, blød Jord; s. Kvap.

kvabba, v.n. dæmmes til, mangle Afløb, f. Ex. om Røg. Helg. Jf. kvæva.

kvad, s. kveda. – Kvada? s. Kvaada.

kvadan, adv. hveden, hvorfra. Forkortet: kvada, Nfj. Sdm. (lidet brugl.), kvaa’a, Sæt. (sjeld.). G.N. hvadan. Jf. hedan, dedan.

Kvaddæve, s. Kvallægje.

Kvaft, m. en stor Sneebyge (= Kave), en Iling som formørker Luften. Lof.

kvakk, s. kvekka.

kvakla, v.n. (ar), fuske med noget, gjøre uheldige Forsøg eller Forandringer og derved bringe Tingene i Uorden. (Jf. kolka). Hertil: Kvakl, n. og Kvakling, f. Urede, Forvirring. kvaklast, v.n. komme i Uorden.


Kvafs, s. Kvefs.

Kvaksalvar, m. Fusker i Lægekunst. Holl. kwakzalver, T. Quacksalber.

Kval, m. Hval (Sødyr). Nogle St. Val. G.N. hvalr. – Et andet Kval (eller ogs. Kvaal) forefindes i Stedsnavne og synes at betyde en langagtig Høi, G.N. hváll;; jf. Hol.

kvalaupe, s. kvaadlaupa.

Kvalblaaster, m. Vandstraaler af blæsende Hvale i Vandfladen.

Kvalbruk, n. en Række af Hvale, Lof.

Kvale, m. Dvale, Daanelse. Vald. Kvaldrykk, m. Dvaledrik. (G. D. Qvaldryk: giftig Drik).

Kvalfangar, m. Hvalfanger.

Kvalgrind, f. en Række af Hvale, som forfølge en Fiskestiim.

Kvallægje, n. Stilstand, langvarig Standsning. Sæt. (Bygland). Maaskee til Kvale. S. ellers Kverrlægje. – Afvig. Kvaddæve. Aaserall.

Kvalm, s. Kvelm.

Kvalskjel (-skjæl), f. Hvalrav, Sperma ceti. B. Stift.

Kvaltokn (oo), f. Hvalbarder, eller saakaldte Fiskebeen. Nordl. Trondh. Berg. Ogsaa kaldet Kvalsbein.

kvaltra, v.n. vakle, gaae usikkert. Rbg. (?).

kvaltren, ustadig, usikker; især om Vind og Veir. Lister.

kvalv (hvælvede), s. kvelva.

Kvam, m. en Afkrog, en Dal eller Pig, som er omgivet af høie Bakker, saa at man ikke kan see den i nogen Frastand. Nhl. (lidet brugl.). G.N. hvammr. (Skotske Dial. wham, quham). Hertil mange Stedsnavne: Kvam, Kvame, Kvamen, Kvamsøy osv. I de sydligste Egne bruges “Hom” i samme Betydning.

Kvambelsmann, m. Talsmand for en Beiler, En som ledsager en Frier og fremfører hans Ærinde. Sdm. I Nordland Kvemmingsmann. (Lof.). Andre St. “Belamann”. I ældre Skrifter findes “Qvambøle sive Qvambølsmand”, Jensens Glosebog, 90; og “Qvambel, Samtale”, Strøms Søndmørs Beskr. 2, 496. Ordet er vistnok forvansket og kommer maaskee nærmest til et gammelt Kvaanbidel, eller Kvaanbønamann. Jf. G.N. kvánbœnir: Frierie; kván: Kone.

Kvamleide, n. s. Kvemleida.

kvamna, s. kvavna.

kvamt, adj. indesluttet; s. kvavt.

Kvamvær, m. Indbygger af et Sted som hedder Kvam (f. Ex. i Gbr.). I Hard. Kvem, el. Kvemming.

kvandags, s. kvardags.

kvann, hvem, hvilken; s. kven.

Kvann, f. 1, Angelik (en Fjeldplante), Angelica Archangelica. Nogle St. Kvanna. I Gbr. Kvonn (o’) om en yngre, og Kvanne om en ældre Plante. G.N. hvönn, pl. hvannir.

Kvann, f. 2, et Slags aflange haarde Been i Hjernen paa Fisk. Nordl. Nordre Berg. og fl. Mest brugt i Fleertal; ogsaa kaldet “Fisketenner”. Uegentlig om Forstand eller Aandsevne. Hava Kvann i Skolten: være klog, skarpsindig. (Nordl.). Ordets rette Form er vel Kvarn, da det paa Island hedder kvörn, som ogsaa betyder Mølle el. Kvern (Sv. qvarn); de parviis liggende Been have nemlig været sammenlignende med Møllestene.

Kvann-jol, m. Angelika-Væxt af den ægte eller mest anseede Art; i Modsætning til Geit-jol (Ang. sylvestris). Stilken eller Marven benævnes ogsaa Kvannkalv, m. (Tel.) og Kvannstut, m. (Num.).

Kvannrot, el Kvannerot (oo), f. Angelikrod, bekjendt af dens stærke Lugt.

kvant, adj. frisk, dygtig, flink. Smaal. Skal ogsaa hedde “kvann”, Solør. I svenske Dial. kvant. Dunkelt Ord; jf. Eng. quaint.

Kvap, n. 1) en blød eller fugtig Masse, f. Ex. om det hovnede Kjød i et Saar. Shl. og fl. Isl. kvap: blødt Kjød. – 2) Hævelse, Hovenhed i Kjødet. Hall. Ved Trondh. Kvabb, om blød Jord.

kvapa, v.n. (er, te), være blød eller vædskefuld, afsondre Vædske; f. Ex. om Saar. Hard.

kvapen, adj. 1) blød, fugtig, vædskefuld. Hard. Shl. 2) opsvumlet, aaben, gabende; om Saar. Sdm.

kvapna, v.n. (ar), svulme op, hovne, Sdm. Hall.

kvapp, s. kveppa.

Kvapsott, f. Sygdom med Hævelse eller Opsvulmen. I Hall. “Kvapasott”, fornemmelig om Vatersot.

kvar, adv. hvor, paa hvilket Sted, hvor henne. Afvig. kor, Sogn; hor (o’) og haar, Østl. Tel.; ogsaa hori, Tel. (Landst. 435, 444, 450). G.N. hvar; Sv. hvar. Jf. kvart og kvadan. Med den gamle Betydning: nogensteds, i Forbind. “her og kvar”, dvs. hist og her, paa et og andet Sted. Kvar ifraa: hvorfra. Kvar helst: hvorhelst. En relativ Brug, som i Sv. hvaraf, hvarmed, hvarom; el. Dansk hvoraf, hvori o.s.v., er her fremmed.

kvar, pron. (adj.), hver, hver enkelt af alle; enhver. Med eller uden Substantiv, f. Ex. kvar Mann, paa kvar Stad, fyre kvart Aar; – Lat kvar hava sitt; legg det kvart fyre seg. Brugt i forskjellig Form: kvar, mest alm. vest og nord i Landet; gvar, Tel. (Tinn); kver (kvær), Nhl. og fl. kvor (o’) og gvor, Tel., kor (o’) og kor (oo), Sogn, Hall. Vald. Gbr.; mere afvig. hor (o’) og haar, Østl., hør, Num. (Jf. kvaar, som ofte sammenblandes med kvar). G.N. hvar, hvarr, eller oftere hverr, som dog
ogsaa er Interrogativ (s. kven); Isl. ogs. hvörr; Sv. hvar. – Bøiningsformerne ere tildeels i Uorden, især ved Forvexling med kvaar. Paa enkelte Steder med Omlyd: kvar, m kor (oo), f. kvart, n. Sdm. Dativ i Neutrom: koro, koraa, Sdm. og fl., kverjo (af Formen kver), Sogn; afvig. korjo, Vald. kvorjo (o’), Tel. (kvorjom, Landst. 73. 75. 40). Genitiv kvars, f. Ex. i kvars Manns Hus. B. Stift, Nordl. og fl. – Forbindelser. Kvar ein: hver eneste, alle tilhobe. (Ogsaa kvar einaste ein). Ein og kvar: enhver; de fleste. (Jf. einkvar). Kvar sin: hver sin, een til hver. Kvar sine fem: fem til hver. Etter kvart: efterhaanden, lidt efter lidt; egentl. efter hver Leilighed; f. Ex. Det fer etter kvart, som det kjem, dvs. det forsvinder lige saa ofte, som det kommer. (Nogle Steder omstillet: kvart-etter). Med kvart: efterhaanden; ogsaa: stundom, leilighedsviis. Nordl. Av kvart Slag: af hver Sort. (Nogle St. av koro, el. kverjo). I Forbindelse med et Ordenstal sættes “kvar” sidst; saaledes: annan-kvar, dvs. hver anden; tridje kvar (hver tredie), fjorde kvar, femte kvar o.s.v. Kvar-annan: hinanden (= einannan); Fleert. kvarandre: hverandre. Ofte adskilt med en Præposition imellem; f. Ex. kvar aat annan: til hinanden. Dei læja kvart aat annat: de (han og hun) lee ad hinanden. Ligesaa: kvart fraa annat: fra hinanden. Kvar mot annan: imod hinanden. Kvart um annat: om hinanden, det ene om det andet.

kvar, adj. stille, rolig; lydløs. Østl. (Smaal. Rom. Buskr. Hedm. Gbr.). Her er so kvart og stilt. (Jf. kverr, kurr, kjørr). Ogs. som adv. Han sat kvar, dvs. i Ro, stille. Østerd. og fl. (Sv. qvar).

kvara, v.a. (ar), bringe til Ro. Kvara seg: lægge sig; slaae sig til Ro, hvile. Østl. Andre St. kurra seg.

kvara (bræmme), s. kvarda.

kvar-annan, s. kvar, pron.

kvarda, v.a. (ar), sætte Bræmme eller Kant (Kvarde) paa Klæder. Mest alm. kvara; nogle St. kvala, i Vald. kvaara.

Kvardag, m. Hverdag, Arbeidsdag. Mest i Forbindelsen: til Kvardags, dvs. til Hverdagsbrug. Afvig. Kverdags, Nhl., Kvandags, Tel. Gbr. Haandags. Buskr. Smaal. – Hertil Kvardagsgjest, m. daglig Gjæst. Kvardagsklæde, n. Arbeidsklæder (modsat Helgarklæde). Kvardagslag, n. Hverdagsskik. Kvardagsmat, m. Hverdagskost, og fl.

kvardagsleg, adj. hverdagslig, passende for Arbeidsdagene. Afvig. kvendagsleg. Ork. haandagsleg, Østl.

Kvarde, m. Bræmme, Kant, bred Borde som tilsyes paa Kanten af Klæder. Berg. Stift, Nordl. i Formen Kvare; ellers afvig. Kvale (med tykt L), Num. og fl., Kvaale, Hall., Kvaare, Vald. I svenske Dial. kvard, kval, kvale. Nt. Qvarder, Qvadder. (Dunkelt). I Ryf. betegner “Kvare” ogsaa Kanten paa et Kar, f. Ex. paa en Ølbolle. (Ellers kaldet Beit). Isl. kvardi betyder Alenmaal og synes at være et andet Ord.

Kvare, s. Kvarde.

Kvarm, m. Ramme, Indfatning. Glaskvarm (Vinduekarm); Augnekvarm (Øienlaagenes Rand). Nordre Berg. Ork. Nordl. (Jf. Karm og Karr). G.N. hvarmr: Øienlaag.

Kvarn (?), s. Kvann.

kvarstad, som adv. paa hvert Sted, allesteds. Paa Helg. “kvarst”: hvorsomhelst.

kvart, adv. hvorhen, til hvilket Sted. Kvart vil du av? Eg veit ikkje kvart han vilde. Mest brugl. vest og nord i Landet. Nogle St. afvig. kort, og hort. Sv. hvart; G.N. hvert. Jf. kvar, kvadan.

kvart (for tvart), s. tvert.

Kvart, n. (og m.), Fjerdedeel; Fjerding, s. Kvartel.

Kvart, m. en av Strengene paa en Fiolin (den næsthøieste). Jf. Kvint.