Ivar Aasen Norsk Ordbog


vita (i’), v.a. og n. (veit, visste, visst), at vide. Inf. tildeels veta, væta



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə216/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   213   214   215   216   217   218   219   220   221

vita (i’), v.a. og n. (veit, visste, visst), at vide. Inf. tildeels veta, væta; ogsaa vata, Namd., vaataa, Indh. Ork. Præsens Fl. vita (ikke alm.). Imperf. overalt visste. Supin. tildeels vita(t), dog sjelden. G.N. vita (veit, vissi, vitat); jf. Goth. vitan (vait, vissa). – Betydning: 1) vide, kjende, have mærket. Med Objekt. Eg visste det fyrr. No veit eg detta. Vita rette Tidi. Vita Vegen osv. Ofte ogsaa med en Partikel. Han veit korkje att elder fram. Ein veit ikkje lenger fraa seg, dvs. saa lidet veed man om hvad der skal hænde. (F. Ex. om et uventet Dødsfald). – 2) have Kundskab om, være underrettet om, eller vis <PB N="940"> paa. Med en tilføiet Sætning. Eg veit, at det er sant. Eg visste ikkje, um han vilde det. D’er vandt aa vita, kor det gjeng. – 3) kunne, forstaae (at gjøre noget). Med et Verbum i Infinitiv. Han veit aa laga det. Dei vita aa snu seg, o.s.v. – Noget afvigende herfra er et Par sjeldnere Betydninger, nemlig: 4) vise, skikke. Vita nokon fraa seg: vise En bort, eller see til at blive ham kvit. Tel. (Vinje). Du vil vita meg nord i Trollheimen. (Landst. 6). Ellers noget usikkert. – 5) vende til en vis Side (s. veita). “Dæ Glas’e so veit aat Sjø’naa”: det Vindue som vender mod Søen. Sdm. (G.N. vita, veit). – Som en gammel Form mærkes Konjunktivet vite (G.N. viti) i visse Ønsker eller Udraab, som: Det vite Hunden, dvs. det maa Hunden (eller Pokker) vide. “Veit eg” lægges ofte til en Sætning som Udtryk for en stærk Formodning. Han kjem no snart, veit eg. Ogsa i anden Stilling: Eg veit, han kjem snart, dvs. jeg skulde dog formode at osv. Et lignende Tillæg er “kann ein vita”. Eg vardt leid, kann ein vita: jeg blev naturligviis kjed. Saaledes ogsa “maa vita”, s. maa.

vita (ii), v.a. laste, straffe; s. forvita.

vitande (i’), adj. vidende (om noget).

Vite (i’), m. 1) en Boie med et Opretstaende Skaft (paa Fiskergarn); egentlig: en Viser. Østerd. i en afvigende Form Veta, tildeels udtalt næsten som Vætæ. I svenske Dial. vite, vette, vettare (Rietz 815). – 2) Baun, Varde; Bjergtop hvor man fordum holdt Vagt i Krigstider. Nu mest brugeligt som Stedsnavn. Tildeels udtalt Vete, Vitte (Nordl.), Væta, Vaataa (Indh.), G.N. viti.

vitekjær (i’), adj. videbegjærlig. I Hall. forekommer ogsaa “vitamykjen” og “vitasjuk”, i Betydningen: meget nysgjerrig. En lignende Form er “vitafaatt”, dvs. vanskeligt at faae vide noget; f. Ex. “der vardt ikkje vetafaatt”: der blev ikke Mangel paa Tidender, eller Historier.

viteleg (i’), adj. vitterlig, bekjendt (eller egentl. som der er Leilighed til at vide).

Vitende (i’), n. Vidende, Bevidstehed. Det heve ikkje hendt med mitt Vitende (dvs. saavidt jeg veed). Nordre Berg. (Lidet brugl.). G.N. vitund, vitand, f.

Vithug (i’), m. Videlyst. Lidet brugl.

Viting (i’), f. Viden, Vidende.

vitja (i’), v.a. og n. (ar), 1) see hen til, eftersee, besigtige. Saaledes om at tilsee sine udsatte Fangeredskaber (Garn, Snarer, Fælder). Vitja Neti, vitja Snororna osv. Hall. Østl. (Solør og fl.). Mest udtalt vikkja og vekja. (Sv. vittja). – 2) besøge (en Familie), eller (som v.n.): reise hen til et Sted i Besøg. Dei vilja koma og vitja oss. Han skulde ut og vitja. (Sædvanlig kun om et længere Besøg, hvorved man beseer Familiens Bosted og Eiendom). Nordl. Trondh. Sdm. Sogn, Tel. og fl. Nogle Steder vikkja; paa Sdm. vittja (a). G.N. vitja.

Vitja, f. et Eftersyn, en Udfart for at tilsee sine Redskaber (Garn eller Snarer); ogsaa: den Fangst som man bekommer ved et saadant Eftersyn. Hall. i Formen Vitju eller Vekju.

Vitjar, m. en Besøger, en Gjæst. Vitjarfolk, n. Folk som reise i Besøg. Vitjarlag, n. Selskab af Besøgere.

vitjast (blive klogere), s. vitrast.

Vitjing, f. Besøg. Vera ute paa Vitjing: være ude i Besøg.

vitkvekkja, s. vitskræma.

vitlaus (i’), adj. 1) sandseløs, bevidstløs; eller oftere: forstyrret i Hovedet, gal, afsindig. – 2) uforstandig, ufornuftig, som man ikke kan komme til Rette med.

Vitløysa, f. 1) Sandseløshed (jf. Uvit); ogsaa: Galskab, Raserie. – 2) en meget ufornuftig eller ubesindig Person.

vitna (i’), v.a. og n. (ar), 1) bevidne, erklære, bekræfte. 2) v.n. vidne, aflægge Vidnesbyrd i en Sag. (Alm. udtalt vittna).

Vitne (i’), n. 1) Vidnesbyrd, Bevidnelse. Mest i Forbind. bera Vitne um, dvs. vidne om. G.N. vitni. – 2) et Vidne, En som vidner. Skjota til Vitnes, el. lysa til V.: kalde nogen til Vidne. (Nogle Steder: skjota til Skils, eller: til Provs). – 3) en mindre Skjelsteen ved Siden af en større; to smaa Stene som nedsættes i Jorden paa hver sin Side af den egentlige Skjelsteen, for at vise Linien eller Retningen til de nærmeste Skjelstene. hard. og fl. Ogsaa kaldet Vitnestein. (Jf. G.N. lýrittr).

vitnefast, adj. vidnefast, som kan bekræftes ved Vidner.

vitnefør, adj. myndig, antagelig som gyldigt Vidne.

vitnelaus, adj. som mangler Vidner.

vitnelaust, adv. uden Vidner.

Vitnemaal, n. 1) Vidneførelse, Afgjørelse ved Vidner. 2) Vidnesbyrd, Udsagn af et Vidne. Ogsaa i Formen Vitnesmaal. Tel. og fl.

Vitnesburd (u’), m. Vidnesbyrd. (Sjeldnere). G.N. vitnisburdr.

Vitnestein, m. s. Vitne, 3.

Vitning, f. Bevidnelse.

Vitord (i’), n. Vidende, Kundskab om noget; Tilsyn med en Ting for at vide hvor den er at finde. F. Ex. Du lyt hava eit Vitord yver Hestarne: du faar have Øie med Hestene for at vide hvor de ere. B. Stift (Vitoor). G.N. vitord.

Vitr (i’), n. Varsel; s. Vitring.

vitra (i’), v.a. (ar), 1) varsle, sige til, lade En faae noget at vide. Sdm. “Vittre me ‘ta di, naar du æ færige”: siig mig til naar du er færdig. G.N. vitra: aabenbare; <PB N="941"> jf. vitr: vidende, klog. – 2) i Forbindelsen “vittre aa(v)”: afhænde, skille sig ved. Trondh. (Selbu). Jf. vita, 4.

vitrast (i’), v.n. (ast), faae Forstand, dannes, udvikles, blive klogere; om unge Mennesker. Jæd. Tel. Hall. Guldalen, Nordl. Nogle Steder i en anden Form: vitjast, Hard., vikkast (for vitkast), Sdm.

Vitring (i’), f. 1) Varsel, Tilsigelse, Vink om noget (s. vitra). Eg fekk ei Vitring um det. Nhl. Sdm. – 2) et Tegn eller Syn, der ansees som Varsel for en Begivenhed. Trondh., tildeels i en anden Form: Vitr (Vitt’er), n. G.N. vitran: Aabenbarelse.

vitsam, adj. opmærksom, flink til at agte paa Tingene og vide Besked om dem; saaledes ogsaa: opvakt, oplagt til at samle Kundskab. Hard. og fl. Vitsemd, f. Sands for Kundskab; Intelligents osv. (Har været brugt i Skrift).

Vitskap (i’), m. Viden, Kundskab, Oplysning. Nogle Steder Vitenskap (i’), som er en nyere Form. I Hall. Visskap (Viss-skap).

vitskræma (i’), v.a. gjøre sandseløs ved Skræmsel. Hedder ogsaa vitkvekkja. Hall. – Part. vitskræmd; sandseløs af Skræk.

Vitsmun (i’), m. Forstand, Skjøn. Hall. i Formen Vissmun. G.N. vitsmunr: Sands osv.

Vitt, s. Veitt og Vett.

vitta (i’), v.n. (ar), vinke, give Tegn med Haanden. Hard. Hall. I Tel. tildels vikta. Paa Sdm. vippa. – Om et andet vitta s. vinda.

vitug (i’), adj. 1) forstandig, klog; ogsaa: skjønsom, billig, retsindig. 2) besindig, lempelig, god at komme til Rette med. Et meget brugl. Ord. Nogle St. vitig’e (B. Stift), ellers vitug’e, vetug, vetau, vætau. G.N. vitugr: klog. Sv. vettig. Jf. Vit.

Vitugskap, m. Klogskab; forstandig Opførsel. Oftere “Vitugheit”, f.

vitverdig, adj. videværdig. Sjelden.

Vitvilling, m. Galning; En som er forstyrret i Hovedet. Indh. (Vettvilling).

Viv (ii), n. Kvinde; Kone eller Pige. Ofte i Vers og Viser; derimod ikke i daglig Tale. G.N. víf.

viva, v.n. (ar), parres, om Fugle. Sdm. Andre St. vina, fivla og fl.

viva, v.a. (ar), omvindes, omvikle. Nordl. Jf. vevja.

Vivang, m. en vis Buskvæxt, opgivet at være Kaprifolium (= Vidvendel). Buskr. Efter Strøm (Beskr. over Eger, 105) er Vivang Solanum Dulcamara. Efter Wille (Sillejord 125) er “Viervand” Salix arbuscula. I Gbr. (Sell) er derimod “Vianvang” en Fjeldurt: Saxifraga Cotyledon.

Vivendel, s. Vidvendel.

Vo, s. Vaa og Vaad.

vo (for vod), s. vada.

Voda (o’), f. 1) Vaden, vadende Gang; Pladsken i Vandet (af vada); ogsaa: Tummel, Sølerie; Støi, Sladder. Sdm. “Vode” (o’). – 2) Spor efter Dyr i Sand eller Dynd; Sted hvor noget har vadet. Num. i Formen Vo’u; i Hall. Vø’u. (Jf. Vossa). – 3) en Fiskestiim som svømmer oppe i Vandfladen (s. vada). Nordre Berg. (Nogle Steder Vo’a). Jf. Vak. Isl. vada, acc. vödu.

Vodd, s. Vodve og Voll.

vodla (o’), v.n. vade i dyb Snee. Brugt i Formen vaula; s. Vodul.

Vodul (o’), m. Vaden, Anstrengelse med at vade, især i Snee. Sdm. i Formen Vaul (Snjø-vaul). Som Stedsnavn betegner “Vaul” ogsaa et grundt Vandløb, et Sund hvor man til visse Tider kan vade over. (Jf. Val). Isl. vödull, vadill, vadall.

Vodve (o’), m. Muskel, Balde, en kjødfuld Deel af et Lem; f. Ex. om Muskelen ved Roden af Tommelfingeren. Brugt i flere afgivende Former: Vovde, Sdm., Vodd, Shl., Vørve, Vald., Vove (o’) eller Vøve, Hall., Vauve eller Vaue, Sfj. G.N. vödvi. (Ght. wado, T. Wade: Lægmuskel). Jf. Sege og Trege.

Voffermøss, s. Vaarfrumessa.

vog (veiede), s. vega.

Vogga (o’), f. Vugge, bevægelig Barneseng. (Alm. Form). G.N. vagga, acc. vöggu. Sv. vagga. – Voggebarn, n. Barn som ligger i Vugge. Voggeblæja (-bleia), f. Vuggetæppe. (Tel. og fl.). Voggepening (-peng), m. Vuggegave. (Gbr. og fl.). Voggevisa, f. Vuggesang.

vogga, v.a. vugge (= rugga). Ikke alm. Skulde egentlig hedde vagga.

vogje (for veget), s. vega.

Vogn (o’), f. Vogn, et større Kjøretøi (jf. Kjerra). Mest alm. “Vaagn”. Egentlig samme Ord som Vagn. G.N. vagn, m. Sv. vagn. Hertil Vognhjul, Vognmann og fl.

Vok (o’), f. (n.), en Vaage, et Hul i Isen paa Vandet. Nogle St. med Fl. Veker (e’), i Hall. Vek’a (Væk’a). I de nordlige Egne Neutr. (eit Vok). G.N. vök, f. Sv. vak; Nt. Wake. Jf. vekkja.

Voka (o’), f. 1) Vaagen, Nattevaagen (Vakster). Tildels afvig. Voku, Voko, Vuku. G.N. vaka, acc. vöku. – 2) en Vaagenat, især med Dands eller Leg. Sogn. I Hall. “Vuku”. – 3) fordum: en natlig Fest i Kirken, en Vigilie. Nu kun brugeligt i Sammensætning, som Jonsvoka og fl., men sædvanlig i afvig. Form; saaledes i Indh., ialfald i Snaasen: vuku (Hallvardsvuku, Jensvuku, Olsvuku osv.), ellers med bortfaldet “v”: -oko (o’) og -uku (Hallvardsoko, Jonsoko, Olavsoko, <PB N="942"> eller Olsuku), og endvidere forkortet til -ok (o’), f. Ex. Jonsok. (I ældre Ordsamlinger anføres endog “Sok” som Navn paa en Helligdag, hvilket kun er en Misforstaaelse).

Voke-eld, el. Vokeld (o’), m. Vagtild, Blus som tændes til Natten ved et Hvilested i Markerne. Sogn og fl. Andre St. Støleld, Brising, Nying.

Vokeleik (o’), m. natlig Sammenkomst til Dands og Leg.

Vokenatt (o’), f. en Vaagenat. (Fl. Vokenæter). – 2) en Nat som anvendes til Dands eller Leg. Nhl. og fl.

Voko, s. Vika og Voka.

Voks, n. Vox; s. Vaks.

Voks, m. Stigning, Væxt; s. Vokster.

voks, s. veksa. – voksa, s. vaksa.

Vokster (str), m. 1) Væxt, Opvæxt, Udvikling. Jf. veksa. Han er i fremste Vokster, dvs. næsten fuldvoxen. – 2) Tilvæxt, Forøgelse, Stigning; f. Ex. om en Opvæxt i Vandet eller Elvene, en Vandflod. – 3) Skikkelse, Form som har udviklet sig ved Væxten. Han er væn i Vokstren. D’er store Folk paa Vokster. – 4) Plantevæxt, Vegetation. (Grasvokster, Skogvokster). Jf. Vaks. – 5) en Væxt, Plante, Urt. (Sjeldnere). – 6) Gevæxt, unaturlig Udvæxt paa et Legeme. (Jf. Øksl). – Ordet hedder paa nogle Steder Vokst; paa Østl. ogsaa Voks (f. Ex. om Opvæxt i Vandet); men forøvrigt pleier Endelsen “er” (r) blive staaende i alle Former af Ordet; saaledes ogsaa Fl. Vokstrar (dvs. Planter), afvig. fra G.N. vöxtr (g. vaxtar, pl. vextir). En Dativform Vokstre forekommer i B. Stift, f. Ex. Han er liten og Vokstre, dvs. liden af Væxt (egentl. paa Væxt). Afvig. i Tel. “ven’e i Vokstro” (Vokstrom), “stor’e av Vokstro” (Landst. 68, 112).

Voksterhald, n. Hold eller Sting som nogle Mennesker plages af i Opvæxten. Sdm. (Vokstrahald).

voksterleg, adj. trivelig, raskt opvoxende; f. Ex. om Skov.

Vokstermun (u’), m. 1) Forandring som kommer af Væxt. 2) Maal som er afpasset for paafølgende Væxt; en større Vidde end som for Øieblikket behøves, f. Ex. paa Børneklæder.

voksterrik, adj. væxtrig, frugtbar; om Jord eller Landskab.

Voksterskog, m. ung, opvoxende Skov.

Voksterveder (-veer), n. Veir som er gunstigt for Græsvæxten. Nogle Steder Vokstraveer.

vokutt (o’), adj. fuld af Vaager eller Huller (Vok); om Iis.

Vol (oo), f. Fjeldryg; s. Vorda.

Vol (o’), m. 1) en rundagtig Stok, Valse, Kølle. Jf. Tustarvol, Handvol, Slagvol. I Vald. Vøl med Fl. Vøle(r): andre St. Volar (o’). G.N. völr (valar), pl. velir; Sv. val; Goth. valus. – 2) Rorstang (= Styrevol). Berg. Trondh. Nordl. Sitja med Skaut og Vol, s. Skaut. – 3) en ophøiet Stribe, en langstrakt Bugle paa Legemet, som efter et haardt Slag. (Trotevol). Sdm. Hall.

vola (o’), v.a. (ar), banke eller bearbeide med en Stok (Vol). Vald. (vøla). Egentl. samme Ord som vala.

vola (oo), forsikre; s. vorda.

Vold, s. Vald. – volda, s. valda.

voldug, adj. kraftig, dygtig; ogsaa: fortrinlig, ypperlig. “vollau”, Indh. (Snaasen). G.N. völdugr: mægtig, af Vald.

Volende (o’), n. s. Velende.

volka, v.a. kramme, s. valka.

Voll, f. en Ol, et Antal af 80 Stykker el. fire Snese (f. Ex. af Sild). Jæd. Sv. val, m. T. Wall.

Voll, m. 1) Græsplan, Engslette, Jord med jævn og fast Græsbund. Nogle Steder helst om en Flade som er lidt ophøiet i Midten. G.N. völlr (pl. vellir). Sv. vall. – 2) gammel Eng som ikke har været pløiet; ogsaa om et nyt Agerstykke i saadan Eng. Smaal. Jf. Vollhøy. – 3) en Vold, Standse, opkastet Banke. (Her en nyere Brug). – En afvig. Form er Vodd, med Fl. Vedde (for Veller) i Sætersd. Det sædvanlige Fleertal er ellers Vollar. En Dativform Velle er paa mange Steder bleven staaende som Gaardsnavn, tildeels med et Genitiv Valla(r) ved Siden saaledes paa Sdm. “Valla-Folkj’e”, dvs. Folket paa Gaarden Velle. Et andet Stedsnavn “Valle” synes udgaaet fra det gamle Fleertals Genitiv valla, da Formen Vall ellers kun forekommer i Sammensætning, som vallgro, Vallhøy, Vallmark.

volla, v.a. (ar), udbrede over en Vold eller Mark, oplægge et Fiskevod til Tørring. Shl. Jæd. (Skulde egentlig hedde valla).

vollegen (e’), adj. som har ligget længe paa Marken (Volden); f. Ex. om Hø “vollegje” (for voll-leget). Ork.

vollet, vældet, strømt; s. vella.

Vollgras, n. Græs af gammel Eng.

Vollhøy, n. Hø af gammel Eng eller af Marker med fast naturlig Græsbund. (Modsat Ækrehøy). Østl. Ved Mandal: Vallhøy.

Vollmark, s. Vallmark.

Vollsoløy, f. Ranunkel. Helg.

Volmaal, s. Vadmaal.

volten, part. væltet; s. velta.

Vomb (o’), f. (Fl. Vember), Vom, Bug (saavel paa Mennesker som Dyr). Mest alm. udtalt Vaamb; ellers Vømb, Hall. Vald. G.N. vömb; Ang. vamb, Goth. vamba; jf. Eng. womb (Fosterleie). Fleertal i Berg. Stift: Vemb’e(r), paa Sdm. <PB N="943"> Vembr’e. Hvor der tales om Indvolde af drøvtyggende Dyr, betegner Vomb især den egentlig Vom eller den første og største Afdeling af Maven, ellers kaldet Gorvomb. (Sv. våmb). I mere pyntelig Tale ombyttes Vomb med Mage eller Liv. – I Sammensætning ofte Vomba(r), Vaamba (oprindelig Vambar); saaledes Vombafylla, s. Vombfyll. Vombakagge, m. (spotviis) en tykmavet Karl. Vomba(r)spreng, m. Overfyldelse med Mad eller Drikke.

vombad, adj. stormavet, tyk over Maven; egentlig: forsynet med Mave.

vombast, v.n. blive tyk over Maven.

Vombblæja, f. Fedthinden omkring Maven i Dyr (= Netja, Talgblæja). “Vaambbløya”, Østl. (Hadeland).

Vombfyll, f. Bugfylde, Føde som ikke har synderlig Kraft men dog tjener til at fylde Maven. Nogle St. Vomba(r)fyll, Vaambafylla.

Vombkast, n. Maverystelse, heftigt Aandedræt, Stønnen, Pusten. Nordl. og fl. I B. Stift “Vaambakast”. Skal ogsaa betyde Bugvrid eller Kolik.

vomblaus, adj. meget smal over Maven. Nogle St. vomba(r)laus.

Vombløysa, f. Tomhed, Smalhed over Maven. Ogsaa: En som har liden Mave, eller (spotviis) En som indsnører Maven med trange Klæder.

vombsprengd, adj. forsprængt, fordærvet i Indvoldene; om Heste. Nordl.

Von (oo), f. 1, Forventning osv. Afvig. fra G.N. ván; Sv. vån (dog i Dial. von); jf. Ang. vén, Goth. véns (Haab), Ght. wán (Formodning), T. Wahn (Indbildning). Alm. og meget brugl. – Særlig Betydning: 1) Formodning, det at man forudseer eller venter noget. Detta var mi Von: dette ventede jeg just; eller: det var dette som jeg frygtede for. Eg heve ei Von um det. Det gjekk etter Vonom: det gik som man havde ventet. – 2) Haab, Forhaabning. Faa Von um (el. V. paa): fae Haab om noget. Han gav meg Von paa det: han lovede mig det halvveis. (Nogle St. han drog meg Von paa det, dvs. gav mig Udsigt dertil). D’er daa Livs Von: der er dog Haab om Liv. – 3) Rimelighed, Sandsynlighed, Udsigt til noget. D’er Von til det: det er sandsynligt. D’er mindre Von: lidet rimeligt. D’er ingi Von: der er ingen Udsigt, eller det er umuligt. – 4) et Sted hvor man venter at finde noget; saaledes: en Fiskeplads, eller et Jagtfelt. Østerd. (ofte i Fl. Voner). Sv. Dial. von: Fiskeredskaber, Snarer osv. (Jf. Vaaning). – Blandt de mange hertil hørende Talemaader mærkes: Ganga paa ei Von: gaae paa det uvisse, paa Lykke og Fromme. Ganga paa tvo Voner: gaae med svagt Haab, idet man ligesaa snart venter det ene som det andet. Det er paa Voni: det er uvist, det kan skee og ikke skee. Ellers bruges “paa Voni” ogsaa som Indledning til en Sætning og betyder da: ifald, hvis, for det Tilfælde at, f. Ex. Tak paa deg Hatten, paa Voni det kjem Regn. Lat det liggja her, paa Voni dei koma etter det. (Berg. Stift). Vera utor Vonom: være ude af Haab, have intet at vente. (Jf. orvonast). D’er utor Von og Vit: det er reent urimeligt, ravgalt. Ork. (Paa Sdm. “D’æ burt i Von aa Vite”. Dunkelt). – Mere mærkelig er Brugen af Vonom eller Vono (Dativ) med et Komparativ, f. Ex. Vonom meir, dvs. mere end man skulde vente, ikke lidet. (Afvig. “Vonoms meir”, Buskr. Gbr. Trondh. “Vons meir”, Nordl.). Vonom betre: bedre end man ventede, ikke saa ilde. (Nogle St. “Vons beere”; i Aadalen “Vonor bære”. I Snaasen “Vons viller”, s. vildre). Vonom fyrr, dvs. ret snart, førend man venter det. Afvig. Von fyrr, og “Vones førr”. (Nhl.). Vono snøggare: snarere end man venter. Hall. Afvig. Von sneggre, eller “vont sneggre”. (Sdm.). Jf. G.N. vánu brádara.

Von (oo), f. 2, en Strimmel, et smalt Engstykke; omtrent som “Teig” (Slaatteteig). Hall. Vald. Tildeels med Fleertal Vøner (Vøn’a). Jf. One (= Skogteig). I svenske Dial. von, ån, f., åne, m. Engstrimmel. (Rietz 840).

von (oo), adj. saaledes stillet at man kan undvære en Ting, eller ikke strax behøver den. Vera nokot von: kunne undvære eller overlade noget. Nordl. (Helg. Salten, Lof.). “Eg var dæ ikkje von”. “Er du dæ von, so lat meg saa laan’ dæ”. Ogsaa brugt søndenfjelds (Gbr. Vald. Hall.), men i en anden Forbindelse, nemlig “maa von”, el. “maa i von” (maaskee Subst.). “E maar dæ ikkje von”: jeg kan ikke undvære det. Sv. Dial. vera von (ligesom i Nordl.). Nærmer sig til G.N. ón, el. án (dvs. foruden); ogsaa til det gamle vanr (dvs. manglende). Jf. vonvera.

vona (oo), v.a. (ar), formode, have en Formodning om; ogsaa: vente, haabe, have Haab om. G.N. vána. Imperf. tildeels vonte; f. Ex. “Eg vonte detta”: jeg ventede netop dette. (B. Stift). Jf. Udtrykket “vont sneggre”, under Von. – Ogsaa brugt i Formen vonast (v.n.). Eg vonast, at det vil laga seg so. Søndenfjelds ogsa i afvigende Former: vøna, vønast (Tel.) og venast (Hall.). Jf. G.N. væna.

vonande, ajd. sandsynlig (= vonleg).

Vonarferd, f. en Reise paa det uvisse, el. til et Forsøg. (Vonafær).

Vonarkast, n. et Kast paa Slump, saasom at udkaste Fiskevod paa et Sted hvor man ikke har seet Tegn til Fisk.

vonarlaus, s. vonlaus.

<PB N="944">

Vond (o’), n. Gjærdsel, Gjærdefang af Grene og smaa Træer. Sdm. Ork. Udtalt Vaand (Gjærevand). G.N. vönd (?) eller vöndr, m.

Vond (o’), m. 1, 1) en liden Stang, en tynd Stok eller Kjæp (omtr. som Tein). Tel. (Lyder som Vaand). G.N. vöndr (vandar); G. Sv. vander. Jf. Vendla. – 2) en tynd Splint eller Klods, som nagles fast til en Planke for at dække en Revne, f. Ex. i Bunden af en Baad. Nordre Berg. Jf. Slidrevond.

Vond (o’), m. 2, Jord-Rotte, et Slags Muus som graver Gange og Huler i Jorden. (Lemmus amphibius). Mest almindl. Vaand; ellers Vønd, Hall., og Vand, Østerd. (Jf. Vandskjer). Sv. Dial. vand; Eng. want, Ang. vand: Muldvarp. Ogsaa kaldet Vatsvond (Vassvaand), da den nemlig tildeels kan opholde sig i Vandet. Andre Navne ere Moldvond, Moldvand og Moldbauk, vel ogsaa Moldvarp, hvilket sidste dog er et andet Dyr (Talpa) som her i Landet er mindre bekjendt.

vond (oo), adj. ond. Tildeels udtalt “vund”, eller omtrent med samme Vokal som Sund, Stund, vunden o.s.v. En afvig. Form “ond” forekommer i Nordl. men er ellers sjelden. G.N. vándr; Sv. ond (fordum vander), i Dial. vand, vond, vonn. I Stedet for Komparativ og Superl. bruges verre og verst; i Tel. ogsaa veslaste (af vesall). – De særskilte Betydninger ere: 1) vanskelig, slem, besværlig (= vand). D’er vondt aa finna det. (Ogsaa: han er vond aa finna). D’er vondt aa vita. Det vardt vondt fyre Pengar; dei er vonde aa faa osv. – 2) modbydelig, bitter, smertelig. Vond Smak; vond Luft. Han vil ikkje leggja so vondt aat seg, dvs. udsætte sig for at lide saa meget ondt. (B. Stift). Det gjerer vondt: det smerter. Faa vondt: blive syg. Hava vondt: være syg; figurl. have Sorg, Bekymring af noget. – 3) skadelig, farlig. D’er inkje vondt i det: der er ingen Fare ved det. Ogsaa: fornærmelig, fiendsk (om Tale og Opførsel). Eg høyrde ikkje eit vondt Ord. Bjoda vondt: true med Fiendskab. Dei hadde lagt vondt fyre honom: de havde bagtalt ham, vakt Uvillie imod ham. – 4) ond, slet, utilbørlig, syndig. Vonde Gjerningar, Vanar, Tankar osv. Gjera vondt; elska det vonde. – 5) ondskabsfuld, ildesindet. Vonde Folk, eller vondt Folk. Den vonde: Djævelen. – 6) vred, forbitret, hidsig. Han vardt vond fyre det. Ver ikkje vond paa meg. Østl. (Jf. arg, ill, vill, sinnad). – Som gammel Bøiningsform mærkes vondo (Dativ Neutr.); i B. Stift “vondaa”; saaledes: med vondo, dvs. med det onde, med Tvang eller Magt. (Sv. med ondo). Fyre vondo: som Forbud for noget ondt, for en Ulykke. Utav vondo: af det onde. (Jf. god, godo). En anden Form er “til vondes” (vel egentl. til vonds); f. Ex. “telja til vondes”, dvs. tilskynde til Fiendskab eller Strid, ophidse Folk imod hinanden. I Shl. “til vondar”, maaskee en Substantivform.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   213   214   215   216   217   218   219   220   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə