Ivar Aasen Norsk Ordbog



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə1/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
  1   2   3   4   5   6   7   8   9   ...   221





Ivar Aasen - Norsk Ordbog

Norsk Ordbog med dansk forklaring af Ivar Aasen. fjerde uforandrede udgave. Udgiven av Vestmannalaget. Alb. Cammermeyers forlag - Lars Swanstrøm. Kristiania 1918


Trykt i Centraltrykkeriet, Kristiania 1918


"Den Malmen som laag vanvyrd, undan kastad,

skal vera prøvd og inkje lenger lastad.

Den Stein, som bugningsmennerne skaut ut,

skal vera hovudhyrnestein til Slut"

Vestmannalaget fekk den store Æra aa leggja fram denne Minne-Utgaava av Ivar Aasens Verk "Norsk Ordbog med dansk Forklaring" som lenge hev voret utseld, og vigslar Boki til det norske Folk."


"Fram daa, Frendar,

i fredlege Kappstig!

Rette det, som rengt er,

reise det, som velt er;

byggje og bøte

med Bot som duger;

gjere Verk som vara

til Verdi øydest"

I februar 1918








Fortale.

Da jeg for 23 Aar siden havde afsluttet mit første Forsøg til en «Ordbog over det norske Folkesprog,” kunde jeg nok vide, at denne Bog maatte have store Mangler, da der var al Sandsynlighed for, at det norske Ordforraad maatte være meget større, og at ogsaa Bearbeidelsen af det samlede Forraad kunde behøve megen Forbedring. Men eg vidste ogsaa, at der vilde behøves mange Aar til at forberede en fuldstændigere Ordbog; og derfor havde jeg da kun liden Lyst til atter at tage fat paa et saadant langvarigt Arbeide. Da jeg imidlertid blev anmodet om at fortsætte mine Undersøgelser og fik fornyet Tilbud om offentlig Understøttelse dertil, turde jeg dog ikke undslaae mig derfor, imedens jeg ogsaa selv fandt det nødvendigt, at der maatte gjøres noget mere for denne Sag. Jeg foretog mig altsaa for det første at opsøge alle de norske Ord, som fandtes anførte i adskillige Ordsamlinger eller andre Skrifter, idet jeg foreløbig optegnede disse Ord for siden at undersøge, hvorvidt de virkelig vare i brug. Og ved denne fornyede Undersøgelse viste det sig snart, at der var meget at tilføie, som endu ikke havde været optegnet. Allerede efter to eller tre Aars Forløb havde jeg en meget betydelig ny Samling og deriblandt saa mange ægte gode og gamle Ord, at eg kun fandt det ærgerligt, at de skulde mangle i den udkomne Ordbog.

Det var først paatænkt, at denne nye Samling skulde udgives særskilt som et Tillæg til Ordbogen; men da Samlingen stadig vedblev at voxe, og det lille Oplag af Ordbogen snart var udsolgt, syntes det mere tilraadeligt at forberede en ny Udgave, hvori alle Tillæg kunde indskydes paa deres rette Sted. At give et særskilt Tillæg til den forrige Udgave vilde nu medføre megen Uleilighed, da man her paany maatte anføre ethvert Ord, hvorved der var noget nyt at tilføie; og tillige maatte man da stadig holde sig til den gamle Plan i Opstillingen og Skrivemaaden udan at kunne gjøre nogen Forbedring deri. Men netop i dette Punkt maatte en Forbedring nu ansees som høilig nødvendig, da det ved nærmere Betragtning mere og mere viste sig, at den gamle Plan var uheldig, idet Ordene vare opstillede deels i den ene og deels i den anden Dialektform og saaledes manglede den indbyrdes Lighed og Harmonie, som man venter at finde i ethvert Sprog. Det blev saaledes først nødvendigt at lægge en bedre Plan for Ordformernes behandling, hvilket jeg da ogsaa har forsøgt at gjøre i en forhen udkommen ”Norsk Grammatik” (1964). Og da nu denne Plan skulde gjennemføres i Ordbogen, og da dernæst alle Tillæg skulde sættes i den rette Forbindelse og alle Forklaringer forbederedes efter de senere tilkomne Oplysninger, blev der tilsidst ingen bedre Udvei end at foretage en fuldstændig Omarbeidelse af den hele Bog.

Med alle de nye Tillæg har Bogen nu voxet op til en betydelig Størrelse, og den kunde endda blive meget større, hvis ikke endeel ubetydelige og usikkre eller fremmede Ord skulde udelades. Fremmede Læsere ville maaskee finde det overraskende at see et saa stort Ordforraad fra dette Land, da de vel have hørt, at Landets eget Sprog skulde være dødt og bortfaldet. Men Sagen er, at det nedarvede Sprog hos Landets Almue har forhen været saa lidet opklaret og bearbeidet, at fremmede Sprogforskere aldrig kunde faae noget rigtigt Begreb om det virkelige Forhold.


De Samlinger af norske Ord, som i forrige Tider ere komne for Lyset, var i det hele kun smaa og meget kortfattede. Den første Ordsamling, som vi vilde noget om, er allerede temmelig gammel; den er prentet i Kjøbenhavn 1646 under Titel af ”Den Norske Dictionarium eller Glosebog” ): ved Christen Jensen, Præst til Askevold (i Søndfjord). Den indeholder efter et løseligt Oversyn henved et Tusinde Ord, hvoraf de fleste fremdeles bruges omtrent i den anførte Form. I Bogens Fortale yttrer Forfatteren det Haab, at hans Landsmænd ville finde Fornøielse i dette Arbeide; men han frygter ogsaa for adskillige Spottere, som ville fælde vrange Domme derover, hvorfor han beder de velvillige Læsere om at forsvare hans Arbeide imod saadanne Domme, idet han elelrs overlader Værkets Forøgelse og Forbedring til den godhjertige Læser, ”som udi det Norske Sprog bedre Forfarenhed kan have.” Imidlertid varede det dog længe, førend der kom noget mere. Et Hundrede Aar senere udgav rigtignok Biskop Pontoppidan en liden Orsamling, kaldet Glossarium Norvagicum, trykt i Bergen 1749. Men paa denne Tid havde flere Embeddsmænd begyndt at forfatte Beskrivelser over enkelte Landskaber og ved denne Leilighed ogsaa omtale Almuens Skik og Sprog. Saaledes havde Foged Wiel i 1743 givet et lidet Glossarium i hans Beskrivelse over Ringerige og Hallingdal, og ligeledes Amtmand De Fine i 1745 for Stavanger Amt; men uheldigvis bleve disse Samlinger længe henliggende utrykte saa at de ikke kom til nogen Benyttelse. . Noget senere kom der en Ordsamling af H. Strøm i hans Beskrivelse over Søndmør (1762), en anden af Wilse i et Tillæg til Beskrivelsen over Spydeberg, kaldet Norsk Ordbog (1780), og en tredje i Hjortøy's Beskrivelse over Gudbrandsdalen (1785). Og endelig kom der da ogsaa en mere omfattende ”Norsk Ordsamling” af L. Hallager. (Kjøbenhavn 1802). Denne Bog er egentlig et Sammendrag af de forhen udkomne Glossarier, men tillige forøget med et Par nye Samlinger, den ene af udgivereen selv og ned anden af H. J. Wille, som ogsaa i sin Beskrivelse over Sillejord havde optaget mange Ord fra Telemarken. Hallagers Samling indeholder saaledes et ikke ubetydeligt Forraad, saaa at den efter Tidens Leilighed maatte ansees som en meget nyttig Bog; men imidlertid er den endda liden og meget kortfattet, saa at man endog savner adskillige gode Ord, som allerede forhen vare komne på Prent i visse Skrifter af norske Forfattere. Men man seer da ogsaa, at Udgiveren kun har anseet sin Samling som en ”Prøve af norske Ord”, og at han ellers har været betænkt paa at forøge og forbedre den for det Tilfælde, at der skulde blive Spørgsmaal om en ny Udgave.


En Samling af Ord fra Lofoten af Prof. Schytte er udkomne seinere end Hallagers Ordsamling og indført i tredje Aargang af det skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter (1807). Enkelte senere udkomne Ordsamlinger ere meget smaa og ubetydelige.


Endskjønt nu det Ordforraad, som ved disse Skrifter var bragt for Lyset, ikke var saa ganske ubetydeligt, var det dog endnu saare lidet i Forhold til Folkets virkelige Ordforraad. Og alligevel kan man sige, at disse Samlinger ogsaa indeholdt adskilligt som gjerne kunde være udeladt, da nemlig flere Samlere


havde befattet sig for meget med saadanne Ord, som forekom dem besynderlige og morsomme eller ”kuriøse”. Allerede Jensens Glosebog indeholder endeel ord, som nærmest kun henhøre til Spøg og Skjemt (s. Tillæg, S. 975) og saadanne Ord vise sig da ogsaa i de følgende Ordsamlinger; blandt andet findes der en paafaldende Mængde af Benævnelser paa en skjødesløs eller klodset og uanseelig Person, medens derimot saa mange vigtigere Ord ere glemte. Dernæst er der ogsaa viist for liden Omhu for Ordenes Form og Lydforhold. Selv en saa omhyggelig Forfatter som H. Strøm er ikke altid paalidelig i dette Stykke, idet han ofte tillemper Ordene efter den danske Sprogform, medens derimot enkelte andre Forfattere tildeels have givet Ordene en mere afstikkende Form, end som egentlig var nødvendigt.

Imidlertid var der dog én Mand, som tillagde denne Sag en større Betydning og som ogsaa, trods af Mangel paa Hjælpemidler, havde foresat sig at studere det hjemlige Sprog paa en grundigere Maade. Denne Mand var Præsten Markus Schnabel ( 1780). Han har kun efterladt sig et Stykke af en Afhandling om det hardangerske Bondemaal (indført i det i 1784 udkomne Bind af det norske Videnskabs-Selskaps Skrifter); men dette Stykke viser en saa alvorleg Opmærksomhed for Sproget og en saa omhyggelig Behandling af Formerne, at man inderlig maa beklage, at der ikke skulde komme noget mere fra den samme haand. Men hans Virksomhed blev tidligt afbrudt ved Døden, saa at ikke engang den ovennævnte Afhandling blev afsluttet. Det ”første Stykke” blev staaende alene som en god Begyndelse uden nogen Fortsættelse.


Om de øvrige Forfattere maa man ellers sige, at deres Betragtning af Sproget er saadan, som man efter Omstændighederne kunde vente. Der var i det forrige Aarhundrede ikke nogen synderlig Opmuntring til at studere Folkesprogene, da der endnu ikke var rigtig Adgang til at sammenstille dem med de gamle landssprog, hvortil de støtte sig. Det er først i vor egen levetid at denne Forskning er kommen i rigtig Gang ved paalidelige Udgaver af de bedste Skrifter fra Middelalderen og ved den deraf følgende lettere Adgang til at sammenligne de nye Sprog med de gamle saavelsom med de beslægtede Sprog. De tydske Sprogmænd have i denne Sag givet et lysende Eksempel, og hos de andre beslægtede Nationer see vi ogsaa en ivrig Stræben efter Oplysning om Fortidens Sprog og en mere retfærdig Bedømmelse af Almuesprogene, i hvilke man nu finder alt mere og mere, som kaster Lys tilbage paa Fortidssproget. Det er en almindelig Fremviisning og Sammenstilling af de beslægtede Folkeslags Sprogmidler, som saaledes forberedes; og dette maatte da ganske naturlig vække et Ønske om, at ogsaa vort eget Folk maatte være med og fremvise sin Arvedeel paa en saadan Maade, at det ikke behøvede at blues ved sin Armod. Det vilde være til Gavn for os, om dette var gjort for længe siden, og det vilde maaskee i visse Tilfælde ogsaa være nyttigt for selve Videnskaben: Havde f. Ex. Jacob Grimm havt et større Forraad af norske Ord for sig, da han skreiv sine berømte Sprogværker, saa vilde vi ogsaa der have gjenfundet mange flere af vore Ord i en Sammenstilling, som vilde være til god Oplysning for andre saavelsom for os. Og dersom han havde forefundet en klarere Fremstilling af vore Ordformer og Bøiningsformer, vilde vist ikke vort lands Sprog have blevet saa ganske udeglemt i hans ”Deutsche Grammatik”, hvor samtlige beslægtede Sprogformer ere blevne saa vel belyste fra alle Sider.


Men saa uheldigt som det nu kan være at komme saaledes for seent eller med de sidste, saa er der dog den Fordeel derved, at vi nu kunne have saa meget større Oplysning af de Værker, som ere fuldførte i andre Lande. Den ene Ordbog bliver til Hjælp for den anden; og saaledes er det da et Held, at vi


nu forefinde saa gode Ordbøger over ældre og nyere beslægtede Tungemaal, og ikke blot over de Sprog, som læres i Skolerne, men tildeels ogsaa over de mindre bekjendte Folkesprog. Det er ikke liden Lettelse for os at forefinde en saa righoldig Ordsamling som R i etz’s svenske Dialekt-Lexikon, hvori flere ældre Glossarier ere optagne eller benyttede, saa at man der med Lethed kan faae en Oversigt af det store Forraad af svenske Ord, som ikke ere komne til Brug i Bogsproget. Ogsaa om Landskabsmaalene i Tydskland og England er der gode Oplysninger at finde; imidlertid er det uheldigt, at disse Oplysninger findes adspredte i forskjellige Glossarier for enkelte Landskaber; thi det kan ofte kun beroe paa et Slumpetræf, om man skal faae at vide, at disse Ordsamlinger ere til; og man endog veed det, saa ere de ingensteds at bekomme.

Det nye Ordforraad i denne Bog er tilveiebragt paa samme Maade som det, der var samlet i den forrige Udgave. De Ordsamlinger, som er forefandt i trykte eller utrykte Skrifter, ere benyttede paa den Maade, at jeg ved adskillige Reiser og Ophold i Landdistrikterne har gjennemgaaet disse Samlinger med Forespørgsel om Ordenes Brug og Betydning. At optage Ordene uden videre af trykte eller skrevne Optegnelser fra andre Hænder var, som mig syntes, at tage Sagen alt for let, da man derved ofte kunde komme til at indføre noget, som egentlig kun var Mishørsel eller Læsefeil eller Skrivfeil eller endog Trykfeil. Desuden veed man ogsaa, at forskjellige Samlere have forskjellig Opfatning (f. Ex. Med Hensyn til ordenes Lyd); men her maatte det netop være en stor Fordeel, at alt blev behandlet efter én og samme Opfatning, og altsaa den, som skulde behandle det hele, maatte selv have hørt alle de ord, som han skulde anføre. Af disse Grunde vilde jeg i det længste holde fast ved den gamle plan, at jeg nemlig først vilde optage Ordene, naar jeg havde hørt deres Brug hos Almuen. Og saaledes blev da ogsaa de forefundne Optegnelser et ypperligt Hjælpemiddel til at udfylde og berige Ordsamlingen. Med mine Uddrag af disse Optegnelser kunde jeg nu gjøre adskillige nye Besøg i Landsbygderne, hvor jeg da for en stor Deel fik Bekræftelse paa de omspurgte Ord med nærmere Oplysning om deres egentlige Brug, medens jeg ogsaa ved samme Leilighed kom til at opdage mangfoldige andre Ord, som aldrig forhen havde været optegnede. Jeg beklager kun, at der for visse Dele af Landet ikke var noget Forraad af saadanne Optegnelser at finde, og tillige maa jeg beklage, at nogle Ordsamlinger først nu i de sidste Aar kom mig i Hænde og derfor ikke ere komne til fuld Benyttelse, da jeg nu ikke længere havde Leilighed til at indhente de nærmere Oplysninger, som endnu kunde behøves. Imidlertid kan man vel antage, at der endnu vil komme flere saadanne Samlinger, som altsaa først ville komme til Benyttelse ved en senere Leilighed.


Det er da ogsaa at mærke, at dersom alle de Ord, som i Skrift eller Tale angive sig som norske, skulde endelig indføres i Ordbogen, vilde man rigtignok faae et stort Forraad, men en stor Deel deraf vilde da ogsaa have lidet Værd. Ved at sammenlægge alle de nye og gamle Optegnelser havde jeg tilsidst et Forraad af Ord, som efter et Skjøn kunde anslaaes til henved 50,000; men i denne store Masse var der da ogsaa meget, som uden Tab kunde fradrages. Som man veed, er der en stor Mængde Ord, som ikke behøve nogen særskilt Anførelse eller Forklaring, da de kun ere simple Sammensætninger af et par enkelte Ord, hvis indbyrdes Forhold er let at fatte. Et Dyrs navn kan sammensættes med Navnene paa alle de Ting, som henhøre til Dyrene (altsaa med omtrent 100 Ord); et Navn paa Træ eller Metal eller andet materiale kan sammensættes med navne paa alt det, som henhører til Tingen eller tilvirkes deraf; en partikel kan sammensættes med en ubestemmelig Mængde af Participier (f. Ex. aat-boren, aat-bunden, aat-bøygd) og saa videre. Dernæst forekommer i visse mindre Kredse en


heel Hob af Ord, som kunne synes at være flygtige Afvigelser eller Varianter af visse andre Ord, og som hverken i Form eller Betydning tilbyde noget, som kunde synes at fortjene Opmærksomhed. Og endelig findes der ogsaa en Mængde af Ord, som ere indkomne fra andre Lande og som for en stor Deel kun bruges i disse mindre Kredse, hvor man enten har lært dem af Bøger eller af Omgang med fremmede Folk. Allerede i Wilses norske Ordsamling finde vi endeel Ord, som forekomme os at være fremmede for vort Land,* (* Saasom: skranten, vranten, vever, løi, maabe, maie, titte; Gjenfær(d), Opdræt, Optræk.) og selv i den seneste Tid see vi adskillige fremmede Ord anførte som norske hos udenlandske Forfattere, hvilket ikke just kan forundre os, naar vi betænke, hvor Folk paa visse Steder kunne være nemme og villige til at lære fremmede Gloser. At indføre saadanne Ord i denne Bog vilde kun være til Uleilighed, da det her ved et løseligt Overblik vilde see ud, som om de alle hørte med til det nationale Ordforraad. Imidlertid er der ogsaa endeel fremmede Ord, som ikke godt kunde udelades, da deres Brug i landet er mere almindelig og tildeels ogsaa noget gammel: Saadane Ord ere da her indførte med en kort Anmærkning om deres fremmede Herkomst, og tildeels ere de ogsaa betegnede med et eget Mærke ([).

Hvis det kun gjaldt om at optage alt, hvad der tilbød sig, og at faae Ordenes Tal saa stort som muligt, vilde der altsaa efter det her bemærkede være god Leilighed til at indføre mange flere Ord, end som her ere optagne; men derved vilde Bogen blive alt for stor, og dermed vilde ogsaa den Uleilighed følge, at det virkelig ægte og værdifulde Stof blev ligesom skjult og indklemt i en Masse af ubetydeligt Vedhæng: Det blev derfor nødvendigt at vrage alt det, som kunde vrages, og at affærdige de ubetydeligste Ord saa kort som muligt, men derimod behandle de vigtigere Ord med en større Flid og Udførlighed. Og til de vigtigere Ord maatte jeg da henregne alle saadanne, som enten have en meget omfattende Betydning, eller som udgjøre Stamme eller Mellemled i en vis Slægt af Ord, eller som ogsaa have en vis historisk Betydenhed, idet de tilbyde en Bekræftelse eller Støtte for visse sjeldnere Ord i det gamle Sprog. Af saadanne Ord, som give Anledning til at fremdrage et eller andet dunkelt Fortidsminde, vilde jeg gjerne have saa mange som muligt; og jeg har derfor endog tilladt mig at anføre nogle, som kun høres i Stedsnavne og Personsnavne, og hvis Betydning mange kunde ønske at vide.** (** Saasom: Ang, Lo, Vin, Gunn, Leiv, Mund, Rid, Vald.) Thi om endog disse Ord kun bruges som Navne og ikke som Ord med klar Betydning, saa ere de dog ialfald i virkelig Brug i en fra Fortiden nedarvet Form, og denne var det just, som her skulde angives. Dog maa det bemærkes, at det er kun faa Ord af dette Slags, som her ere anførte, da nemlig alle de, som kun bruges i enkelte enestaaende Navne, her ere forbigaaede. Ligeledes ere alle virkelige Egennavne (eller Proprier) udeladte, uden for saavidt som de kunde nævnes i Forklaringen ved de Ord, som afledes af saadanne Navne.


Da der ofte er Spørgsmaal om saadanne Ord, som kunne tjene til Oversættelse af visse fremmede Udtryk, og da der ogsaa i nogle nyere Skrifter, f. Ex. i Bladet ”Dølen”, findes adskillige Forsøg til en saadan Oversættelse, kunde maaskee mange ønske, at endeel af de saaledes brugte Ord maatte optages i denne Bog. Dertil kunde der ogsaa være nogen Grund, da flere af disse Ord vare heldigt dannede og maaskee ikke saa ganske nye, da man ofte hører Almuesfolk gjøre saadanne Forsøg til at betegne et nyt Begreb. Jeg havde ogsaa optegnet endeel saadanne Ord til mulig Optagelse, men fandt dog ved nærmere Betænking, at de her helst burde forbigaaes, og mest af den Grund, at deres Optagelse


ikke ganske passede til Planen for denne Bog, hvis nærmeste Formaal skulde være at fremvise det Ordforraad, som er virkelig nedarvet og efterhaanden udviklet iblandt selve Folket. Et saadant Sprog har naturligviis nogen Mangel paa Udtryk for saadanne Begreber, som man kun har seet betegnede ved fremmede Ord; men en saadan Mangel kan for en stor Deel ogsaa siges at have Sted i de skriftlig udviklede Nabosprog. Og et Forsøg til Oversættelse af nogen Mængde af disse fremmede Udtryk burde ikke være forhastet, men grunde sig paa en omhyggelig Betænkning og en god Oversigt af Sprogets hele samlede Ordforraad.

Det Tungemaal, som her er behandlet, er altsaa ikke noget Litteratursprog eller Skolesprog; og dermed følger da ogsaa, at man ikke her, som i visse andre Lande, kan gjøre nogen bestemt Forskjel imellem Landsprog og Landskabssprog. Endeel Ord kan vistnok kaldes Dialekt-ord eller Provinds-ord, for saavidt som de kun bruges i et mindre Distrikt; men imidlertid har dette ikke saa særdeles meget at betyde, da man ofte finder, at et Ord er videre bekjendt, end man havde troet; og ved skriftlig Brug kunne endog sjeldne Ord blive meget bekjendte; ja man har Exempler nok paa, at enkelte slette Dialektord kunne komme til megen Anseelse, fordi de have den Lykke at være bekjendte i en Kjøbstad eller brugte af en og anden anseet Forfatter. Hvad Ordenenes behandling i Ordbogen angaar, er her altsaa al Anledning til at sætte alle de Ord, som tilhøre Landets Folk, i eet og samme Register; og denne Plan synes da ogsaa at være saa naturlig, at man vel maa spørge, om den ikke ogsaa skulde kunne udføres i Ordbøgerne over et Litteratursprog. Det synes dog at være uheldigt, at en stor Deel af Folkenes Ordforraad skal være henvist til særegne Glossarier og ikke findes i de almindelige Ordbøger. Og det kunde maaskee være mere nyttigt, om man af og til henviste til Folket i en vis Provinds, end at man kun skal henvise til visse Forfattere og Digtere, som just ikke altid ere Sprogets bedste Bevogtere. Nyttigt maatte det ialfald være, om den samme Ordbog, som behandlede Skolesproget, ogsaa optog alt det bedste og mærkeligste af Landskabssprogene. Og efter den Plan som viser sig i enkelte nyere Ordbøger, seer det ogsaa ud til, at dette for Eftertiden vil blive mere brugeligt.


Ordenes Opstilling og Form er her tildeels lidt anderledes end i den forhen udkomne Ordbog, da nemlig en og anden Forandring maatte gjøres for at opnaae den Eenhed og indbyrdes Lighed, som uheldigvis manglede i det første Forsøg. Det blev den Gang anseet som nødvendigt at holde sig til den sædvanligste Udtale og ikke opstille anden Form end den, som forefandtes i Dagligtalen paa et eller andet Sted. Dette er naturligviis godt nok, saa længe som man skriver i en Dialekt med særlig Hensigt at betegne Udtalen; men det er ikke godt nok, naar man skal skrive et heelt Lands Sprog saaledes, at det kan stillles ved Siden af andre Landes Sprog. Man burde dog engang faae et begreb om, at vi her havde noget mere for os end kun en Række af Bygdemaal, som ikke havde nogen Betydning udenfor deres egen kreds. Vi have længe nok ladet os forvilde af saadan Snak, som at alt hvad her fandtes, skulde kun være Levninger og rester af et undergaaet Sprog, og at altsaa det hele kun var en Dynge af forældet Kram, som ikke havde noget Værd, undtagen det gamle Sprog, hvorfra Dialekterne ere udgangen; og det har da ogsaa mere og mere viist sig, at disse Dialekter havde en større Eenhed og Lighed, end man før havde formodet, og at mangfoldige gamle ord vare mere udbredte i Landet, end man forhen vidste. Det gjælder kun om at forene og forbinde Dialekterne paa den rette Maade, og dette lykkes bedst, naar man holder sig nær til det gamle Sprog, da man derved faar den bedste Anviisning til en Mønsterform, hvori alle Dialekter


kunne forbindes. Afvigelsen fra det gamle Sprog findes for det meste at grunde sig paa en tiltagende Slaphed og Skjødesløshed i Dagligtalen; men noget lignende gjælder nok ogsaa om Talebrugen i vore Nabolande, saa at deres Sprog vilde see lige saa ilde ud som et Bygdemaal, hvis man skulde skrive dem ligefrem efter den sædvanligste Dagligtale. Det maa saaledes være ligesaa nyttigt for os som for vore Naboer at bevare Ordenes fuldkomne Form i den skriftlige Brug, saa meget mere som Sproget ogsaa derved bliver sømmeligere at see til og lettere at læse.* (* Det er f. Ex. En nyttig Ting at kunne adskille saadanne Ord som Flo og Flod, Spor og Spord, Tonn og Torn, Aar og Aader, tina og tidna o. s. v.) Vore Bønder pleie at sige, at det er vanskeligere at læse deres eget Hverdagsmaal end et andet Sprog, og deri have de fuldkommen Ret; thi dersom deres Maal skal skrives med alle Forkortninger og Overgange i hverdagstalen, vil det ikke blive saa ganske let at læse. Og dersom Sproget skal benyttes til en mere almindelig skriftlig Brug, maa man vel ogsaa ansee det som en Pligt imod Folket at fremvise Ordene i deres rette Form, i Stedet for at befæste og bestyrke al den Skjødesløshed, som Dagligtalen kan tillade sig.

Blandt de Forandringer, som saaledes ere indførte i denne Udgave, kan kortelig nævnes, at Endelserne –an, -ad, -at og –etere her skrevne fuldt ud (f. Ex. heiman, lagad, lagat, litet), at Lyden ”d” er indsat i nogle Ord, hvor den forhen manglede (f. Ex. Ida, Heider, hard), at nogle Verber, som før vare opstillede med Endelsen ”e”, have her faaet ”a”, og at mange Ord her ere skrevne med ”g” og ”k” i Stedet for ”gj” og ”kjk” i Efterstavelsen; saaledes alle Hankjøns-Navneord paa ”ge” og ”ke” (f. Ex. Hage Bakke), ved hvilke man da maa paaminde sig om den grammatikalske Regel, at Udtalen ”gje” og ”kje” kun finder Sted, naar Ordet staar alene, og ikke naar det sammensættes med et følgende Ord (f. Ex. Hage-land, Bakke-lag). Enkelte andre Punkter maa her for Kortheds Skyld forbigaaes, saa meget mere som de allerede ere omtalte i den forhen udkomne Grammatik. De gamle Former, som her ere optagne, ere kun de allernødvendigste, medens derimod adskillige andre ere forbigaaede; blandt disse sidste er Adjektivformen ”er”, som i mange gode Dialekter findes forkortet til ”e” (f. Ex. rik’e, sterk’e, fast’e; egentlig: riker, sterker, faster), saa at der altid kunde være nogen Grund til at optage den. Ogsaa enkelte ord, hvis gamle Form kunde blive noget ubekvem, ere her opstillede i den nyere Form (saasom: Bær, Vær, Støl, Ror, Lur); og man vil altsaa see, at Tilbageførelsen til de gamle Former her har været noget lempelig; dersom nogle synes, at den er for stor, ville maaskee andre synes, at den er for liden.


Ved de Ord, som have afvigende Former i visse Dialekter, skulde disse Former anføres med Angivelse af de Distrikter, hvortil de henhøre. Dette kunde nu i visse Tilfælde være ganske fornøieligt, men i Længden maatte det ogsaa blive noget besværligt og optage overmaade meget Rum, hvis det skulde gjennemføres tilfulde. Heldigviis kunde dog en stor Deel af disse Afvigelser her forbigaaes, da mange af dem grunde sig paa en regelmæssig Overgang i visse Dialekter; saaledes de mandalske Former med blød Konsonant i Stillingen efter Vokalen (nemlig b for p, d for t, g for k) og de vestlige og nordlige Egnes forskjellige (tildeels ustavelige) Udtale af nn (dn, ngj), ll (dl, lgj), sl og tl (ltl, Isch), f. Ex. i Ordene: kann, kjenna, Fjell, kalla, Hasl, etla. Saadanne Afvigelser som disse ere altsaa her for det meste udeladte, og det vilde ogsaa blive alt for vidtløftigt at indlade sig videre derpaa, saa meget mere som disse og lignende Overgangsformer allerede ere udførlig behandlede i min forhen udgivne Grammatik. Det forekommer mig endog, at jeg har anført altfor mange af disse Former i


Ordbogen; ialfald synes jeg for Øieblikket, at det ofte kunde være nok med mindre.

Angaaende Ordenes Bøiningsformer faar jeg i det hele henvise til den ovennævnte Grammatik. Ved nogle Substantiver, som i Flertal afvige fra den Form, som er fælles for de fleste Ord af samme Kjøn, er Fleertalsformen her tilføiet ved Siden. Ved Verber, som have Vokalforandring, er sædvanlig tre Former tilføiede, nemlig Præsens, Imperfektum og Supinum (el. Neutrum af Particip), og ved de stærke Verber ere de tre Former satte med anden Skrift, nemlig med samme Slags Bogstaver som Hovedformen (Infinitiv). De Verber, som i Præsens have ”e” (er), ere betegnede med ”er” og med Imperfektets Endelse ”de” eller ”te”. (Supinum er udeladt, da det altid har Endelsen ”t”). Ved de Verber, som have Bøining med ”a”, var det allerede nok at anføre Præsensformen ”ar”, da deres øvrige Former altid ere eens, nemlig Imperf. –ade (a’) og Supinum –at (a’), hvortil endnu kan føies, at ogsaa Imperativ af disse Ord ender paa ”a” (i Fleertal ”e”). Enkelte Afvigelser, som af og til forekomme, ere paa sine Steder anførte.


Om Ordenes Oversættelse og Forklaring maa jeg sige, at dette har været den drøieste og besværligste Deel af det hele Arbeide. For det første maatte man her have for Øie, at ikke blot Landsmænd men ogsaa Udlændinger kunde ønske at finde Oplysning om dette Sprog, og at altsaa Forklaringen brude være saadan, at den ogsaa kunde forstaaes udenfor Landets Grændser. Af enkelte Henviisninger til min første Ordbog har det forekommet mig, at svenske eller tydske Forfattere ikke altid havde forstaaet min Forklaring; og dette maatte da komme af en vis Mangel eller Dunkelhed i Forklaringen. Det har ogsaa været foreslaaet, at man helst burde give en Forklaring paa Engelsk eller Tydsk; men dette vilde ogsaa have megen Vanskelighed, og ialfald blev det mest nødvendigt, at Bogen maatte indrettes for norske og nordiske Læseres Tarv og altsaa være anlagt som norsk-dansk Ordbog med Forklaring paa saa god dansk som muligt. Nu skulde man tænke, at det maatte være en let Sag at forklare norske Ord paa Dansk, da dette netop er vort tilvante Skolesprog og Bogsprog; men imidlertid er Sagen ikke saa ganske let endda. Det Sprog, som vi vænnes til i vore nyere Bøger og Blade, er just ikke nogen god Dansk; ialfald indeholder det endeel Gloser, som neppe ville findes i nogen ordentlig Ordbog og altsaa ofte maa sætte udenlandske Læsere i Forlegenhed. Nogle af disse Ord ere rigtignok norske, men uheldigviis findes de ofte skrevne i den sletteste og mest afstumpede Dialektform, saa at det bliver vanskeligt at see, at de have nogen Forbindelse med Landets gamle Sprog. Mange andre ere derimod et Slags fremmede eller maaskee hjemløse Ord, som ikke ville findes i mange Ordbøger;*) (* F. Ex. Slitage, Lækage, Rabalder, Skøier, Bule, bedærvet, bedagelig, pertentlig, ramponere, rumstere, agter-over, syd-over o. s. v. ) og saaledes kunne vi ogsaa slumpe til at bruge Udtryk, som ikke engang forstaaes i Danmark, uagtet de dog ere ligesa lidet norske som danske. Undertiden opdage vi ogsaa, at vi bruge tydske Ord i en Betydning, som afviger fra Tydsken (saasom: flink, munter, vakker); og saaleds bliver der da mange Tilfælde, hvor vi ikke kunne vente at blive forstaaede hos andre Folk. Saadanne Udtryk burde nu ikke finde Indpas i Forklaringen over norske Ord, og jeg har derfor ogsaa søgt at undgaae dem; men Vanen har nu engang en stor Magt, og derfor kunde det let hænde, at der, trods al min flittige Benyttelse af Molbechs Ordbog, dog kunde have indsneget sig et og andet, som ikke var rigtig Dansk.


Dernæst er det en Uleilighed, at det i Dansk saavelsom i flere Litteratursprog


er saa vanskeligt at finde tilstrækkeligt Forraad af Udtryk for de forskjellige Forekomster i Naturen og for de Ting, som henhøre til Folkelivet og Folkets Arbeide. Det nedarvede Landsprog støtter sig til det fortroligste Bekjendtskab med Naturen og til den simpleste Skik i Arbeide, Huusholdning og Levemaade. Og dette er da noget, som vil gjælde for ethvert Folkesprog, da den store Mængde altid vil være henviist til den simpleste Levemaade og altid komme tilbage dertil efter enhver Udskeielse i Kræsenhed og Luksus. Almuens Tale vil altsaa have mange gode Benævnelser for adskillige Ting, som ere lidet bekjendte blandt dem, som mest befatte sig med Læsning og Skrivning; og deraf følger da, at disse Ting blive sjelden nævnte i Bøgerne, og at man sjelden faar at vide, hvad de hedde hos andre Folk og i andre Lande. Derfor kommer man ogsaa idelig i Forlegenhed, naar man skal oversætte Ord, som vedkomme Arbeidet og den landlige Indretningsmaade, saa at man ofte her maa give en lang Forklaring over en meget simpel Ting. Ved mange af disse Ord vilde en liden Tegning være mere oplysende end Forklaringen;*) (*F. Ex. Ved Grind, Hesja, Keip, Kverva, Leikinde, Stabband, Sula, Truga, Tvora, Vidja.) og vistnok vilde det ogsaa være meget nyttigt, om Ordbøgerne kunde forsynes med saadanne Tegninger, som ofte ikkje skulde behøve større Rum, end at det kunde indvindes ved en Afkortning i Forklaringen.

For øvrigt er der da ogsaa mange andre Tilfælde (saasom ved Udtryk for Bevægelse, Fornemmelse, Lyd, Udseende og Stilling), hvor det ofte falder vanskeligt at give nogen kort Forklaring eller at finde passende og tillige bekjendte Ord til at oversætte med; især hvis man ikke blot søger et enkelt tilsvarande Ord i et andet Sprog, men ogsaa sigter til en nærmere Bestemmelse af Ordets Begreb. Meget ofte træffer det til, at man finder et ord, som synes at betyde det samme, men dog i Grunden betyder noget mere eller noget mindre, saa at altsaa en nærmere bestemmelse maa tilføies. I det hele har netop denne Bestemmelse af Ordenes Betydning forvoldt mig meget Hovedbrud og utrolig megen Tidsspilde. Men dette kan vel for en stor Deel forklares deraf, at der forhen har været arbeidet saa lidet paa at oplyse Landssproget og sammenstille det med andre Folks Udtryksmaade. De andre Sprog have naturligviis ogsaa endeel Ord, som ere vanskelige at oversætte; men de have da ogsaa været længe bearbeidede og ved gjensidig Oversættelse sammenholdte med andre Sprog, saa at man derved tilsidst har faaet visse staaende Former for Oversættelsen og for en Tilnærmelse til Begrebet i de mere vanskelige Udtryk.


De Sætninger, som ere anførte til Eksempel paa Ordenes brug i Talen eller til Oplysning om en særskilt Betydning, ere her for det meste skrevne i det Normalsprog, som Bogen i det hele skulde fremstille, og derhos betegnede ved et Slags mindre Skrift. Ved nogle Exempler syntes det at være mere oplysende at sætte dem i en vis Dialektform, og i dette Tilfælde ere de trykte med samme Skrift som den øvrige Text, i det de kun ere mærkede med Anførselstegn (”..:”).


Til en Sammenstilling med det gamle Sprog var der nu en meget lettere Adgang, end da den forrige Ordbog var under Arbeide, da vi i Mellemtiden have faaet mange gode Hjælpemidler, idet flere gamle Skrifter ere komne paa Prent, og flere fortrinlige nye Ordbøger, som Egilssons, Fritzners og Jonssons, i denne Tid ere udkomne. Ved Hjælp af Jonsons Ordbog blev der nu ogsaa en bedre Leilighed til at betragte de islandske Ord for sig selv, saa at man nogenledes kan undgaae den Sammenblanding, som forhen fandt Sted, idet man kun henholdt sig til Haldorsons Ordbog, saa at alt, hvad der fandtes i denne, blev uden videre opstillet som Gammel-Norsk eller endog ”Oldnordisk” (T: Altnordisch). – I Skrivemaaden for de gamle Ord har jeg her tilladt mig et Par


smaa Afvigelser fra det sædvanlige, nemlig først at bruge det almindelige ”d” i Stedet for det stungne d (d), da dette ikke har nogen Betydning for Ordenes Slægtskab, og dernæst at ombytte Endelsen –ligr med –legr, da denne Form passer saa godt til den nuværende Brug og tillige har god Støtte i de ældste Haandskrifter.

Ved Sammenligningen med det gamle Sprog maa man ellers paaminde sig om de sædvanlige Afvigelser, som ere omtalte i den førnævnte Grammatik (Side 82 og følg.), saasom: o’ for ø, kv for hv, t for th (p) og flere. Desuden vil det ogsaa være nyttigt at minde sig om, at man ikke kan vente, at alle de gamle Ord skulde endnu være i Brug hos Almuen, da nogle af dem hørte til en gammel Brug, som senere er afskaffet, og adskillige andre maaskee hørte til et Slags høiere Stiil, som ikke var i nogen almindelig Brug hos Landets Folk. Imidlertid har det dog viist sig, at mange gamle Ord, som vi for nogle Aar siden ansaae som forældede og tabte, alligevel findes i en eller anden Deel af Landet og tildeels endog ere i megen Brug. Vi have saaledes langt mere af det gamle Ordforraad, end vi forhen havde formodet, og vi have endog adskillige Ord, som maaskee kunne tjene til Oplysning for visse sjeldne eller dunkle Ord i det gamle Sprog.* (* Saaledes: Brik, File, fjelg, gag, Hes, Huv, Krafte, Krake, Oge, Oster, Ram, slid, Snidel. – Til de meget gamle Ord kan man vel ogsa henføre nogle af de stærke Verber, som ere oppregnede i Grammatiken. Det kan her anmærkes, at Rækken af disse Verber nu er forøget med nogle flere, nemlig: nerta, sverva, knekka, sina, strika, drjosa og rjosa.) Og ved Siden heraf har det nyere Sprog ogsaa mange Ord, som vi ikke have fundet i de gamle Skrifter, men som dog synes at være meget gamle i Landet. Men dette er da ogsa en rimelig Ting, da man vel kan vide, at de gamle Skrifter, som nu er forhaanden, ikke kunne indeholde alle de ord, som brugtes i Landet paa den Tid, da disse Skrifter bleve forfattede. Vi kunne ikke vente, at vi der skulde finde Udtryk for alt det, som hører til jordbrug, Fiskerie, Fædrift, Fødemidler, Redskaber o. s. v.; vi kunne ikke engang vente at finde navn paa alle de naturprodukter, som da vare bekjendte. Det kan altsaa vel være, at mange af vore Ord ere ægte gamle Ord, skjønt de ikke findes i gamle Skrifter; imidlertid bliver der dog ofte noget usikkert ved saadanne ord, saalænge som man ikke kjender deres gamle Form.


Ved adskillige mindre bekjendte Ord er en Sammenstilling med svenske, tydske eller engelske Dialekter tilføiet, for saavidt som der var Anledning dertil. Ligesaa ere enkelte Anmærkninger om Ordenes Slægtskab og Oprindelse tilføiede; men i dette Punkt ville dog mange Læsere maaskee finde mindre Oplysning, end de havde ventet. Ordenes Oprindelse er noget, som Folk jævnlig spørge om; men det er da ogsaa en Sag, som ofte er saa dunkel, at man ikke tør sige noget derom. Der er blandt andet endeel Ord, som synes at være sammensatte, men hvis egentlige Bestanddele ere vanskelige at udfinde, for saavidt som de ikke gjenfindes i noget beslægtet eller ældre Sprog. Og selv blandt de kortere og klarere Ord kan der ofte blive Tvivl om Slægtskabet, naar deres indbyrdes Forhold ikke passer til nogen sædvanlig Overgangs-Regel. Det er f.Ex. muligt, at Ordene s kakk, skaa, skei v, skeika og skeina kunne have et Slægtskab i Formen ligesom i Betydningen; men imidlertid er Afvigelsen saa usædvanlig, at man ikke rigtig kan forstaae dette Slægtskab; og desuden er det ogsaa bekjendt, at Ord af forskjellige Stammer kunne nærme sig til hinanden og paavirkes af hinanden, saa at de se ud som beslægtede. Det er altsaa dristigt at sige, at et Ord ”kommer af” et andet, hvis der ikke er noget regelmæssigt Afkledningsforhold imellom Ordene; og det maa vel erindres, at mangen dunkel Ordform kan grunde sig paa en


gammel Brug, som nu er ubekjendt eller som først kan findes ved en mere omfattende Granskning. Det er derfor ærgerligt, at man skal see saa mange falske Afledninger paa Prent og endog i Bøger, som netop skulde give Oplysning om Sproget, idet der rask væk opstilles Forklaringer, hvori der ikke er taget det mindste Hensyn til Ordenes gamle Form eller til de beslægtede Sprog.*) (* Saasom naar der fortælles, at heller (helder) kommer af haal, at List kommer af lide (lita), Lyst (af lude (luta), y mte af om (um), Tjære af tør (turr), Stykke af stutt, og mere saadant.) Det var dog falske Formodninger; og vi see da ogsaa Exempler paa, at selv de lærdeste Sprogmænd ofte finde det rettere at sige, at Ordets Herkomst er dunkel, end at indlade sig paa løse Gisninger.

Det blev saaledes ofte raadeligst at lade Spørgsmaalet om Oprindelsen henstaae uafgjort; men imidlertid syntes det dog i nogle Tilfælde at være tjenligt at tilføie en Anmærkning om Ordets Forhold, blandt andet for at forebygge en Mistydning, som en vis Lydlighed kunde give Anledning til. Ved visse dunkle Ord, som kun ere forefundne i et enkelt Distrikt, syntes det nødvendigt at henpege paa Distriktets Egenheder i Udtalen; saasom f. Ex. Ved det nordlandske ”Villing”, som, naar det udtales med det dentale eller spidse ”ll”, bliver at opfatte som Viling (i’) medens derimod ”Villing” med det palatale eller flade ”ll” bliver et andet Ord. Ved andre dunkle Ord, som bruges paa flere Steder og i flere Former, blev det ialfald nødvendigt at sætte disse Former i en passende Orden, saaledes at den oprindeligste eller tydeligste Form kunde staae først; men i visse Tilfælde var det vanskeligt at vide, hvilken Form der skulde ansees som den oprindelige. (F. Ex. Ved Haaball, Horvelde, Høymola, Vardyvle). Og i saadanne Tilfælde maatte da det dunkel Forhold antydes paa korteste Maade, og de usikkre Former ialfald betegnes med et Spørgsmaalstegn; thi hvad der her var tvivlsomt, burde ogsaa være fremstillet som tvivlsomt.


For øvrigt maa det tilføies, at mange Anmærkninger her maatte udelades, fordi de vilde optage for meget Rum. Der kunde ofte være Anledning til at skrive en liden Afhandling om et enkelt Ord, men her maatte det hele indskrænkes til nogle faa Linier. Det kunde være nyttigt at give flere Exempler paa Ordenes Brug i Talen; men derved vilde Forklaringen blive for lang. Det kunde ofte være oplysende af henvise til visse Forfattere, som have behandlet norske Ord eller brugt dem i sine Skrifter (f. Ex. i P. Dass); men dette vilde ogsaa have sin Uleilighed, da disse Forfatteres Værker deels forefindes i flere forskjellige Udgaver og deels ere indførte i Tidsskridter med meget lange og ubekvemme Titler, saa at en Henviisning til dem vilde falde noget besværlig.


Af de trykte Ordsamlinger, som eg har havt til Benyttelse, ere de vigtigste allerede forhen nævnte; men foruden disse har jeg ogsaa benyttet en Række af nyere skrevne Ordsamlinger, som jeg skylde at omtale med Paaskjønnelse, da jeg derved fik Anviisning til at finde et stort Forraad af Ord, som forhen manglede i mine Optegnelser. Blandt disse haandskrifter maa særskilt nævnes: 1) en ældre Ordsamling fra Telemarken af Nils Sveinungson, 2) en Samling fra Senjen af M. F. Steen, 3) en indholdsrig og vel udarbeidet Ordsamling fra Hallingdal af Hansen og Grøtting, 4) en Samling af Ord fra Buskerud af P. A. Clausen, 5) en meget stor Ordsamling fra Nordland af E. Thesen, 6) en liden men meget god Samling fra Orkedalen, 7) en stor Ordsamling fra Hallingdal, med flere Tillæg dertil, af Sander Raaen, 8) en betydelig Samling fra Mandal og Raabygdelaget af H. Ross, og 9) en Ordsamling fra forskjellige


Egne af J. Fritzner. Hertil kunde endnu føies en Række af mindre Samlinger, nemlig fra Indherred af A. Schult, fra Telemarken af Mandt, fra Solør af M. Arnesen, fra Rommerige af M. Aabel, fra Gausdal af P. Bø, og flere. Og herved maa da bemærkes, at nogle af disse Optegnelser ikke ere blevne saa fuldstændig benyttede, som man kunde ønske; et Par af de større Samlinger (Ross’s og Fritzners) kom mig først i Hænde, efter at den sidste Bearbeidelse af Ordbogen var begyndt; nogle af de andre Ordsamlinger havde flere usikkre Forklaringer, og nogle indeholdt visse Rækker af Ord uden Forklaring, da Samleren ikke for Øieblikket havde fundet nogen passende Oversættelse. Der kunde saaledes endnu være adskilligt at tillægge efter disse Optegnelser; men, som før bemærket, er der vel ogsaa meget, som endnu ikke er samlet og som altsa først kan komme for Lyset ved en senere Leilighed.

Til Slutning maa jeg da takke alle dem, som have ydet mig Hjælp og Bistand ved den Undersøgelse, som denne Bog er grundet paa, idet jeg tillige maa ønske, at de maatte finde sig nogenlunde tilfreds med den Benyttelse, som deres Meddelelser her have fundet. Hvad det fuldførte Arbeide i det hele angaar, kan jeg just ikke sige, at det alt sammen tilfredsstiller mig selv; men det blev nu engang nødvendigt at gjøre Bogen færdig og lade den komme ud, uagtet der endnu kunde være meget, som trængte til Forbedring. Man kan ikke vente at komme saa vidt, at man kjender alle de Ord, som bruges i Landet, og veed fuld Besked om deres hele Brug og Betydning. Dersom man vidste alt dette, vilde der være Leilighed til at sætte mangt og meget i en bedre Orden, og da vilde der ogsaa blive meget at tillægge og noget at udelade. De Oplysninger, som jeg har forefundet, kunne i mange Tilfælde være meget ufuldstændige, og saaledes er jeg da, trods al Forsigtighed, ikke altid sikker paa, at den anførte Forklaring netop er den rigtigste. Jeg har lige til det sidste faaet nye Oplysninger, som gave Anledning til at rette paa en og anden Mangel; og lignende Oplysninger ville vel ogsaa komme, efterat Bogen er udgiven. Men det er nu engang Tilfældet med saadanne Arbeider, at der behøves mere end en Mandsalder for at bringe dem til nogen Fuldkommenhed.










Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
  1   2   3   4   5   6   7   8   9   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə