A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə1/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
  1   2   3   4   5   6   7   8   9   ...   219



A.
abaakt, abækt se avbaagt, avbægt.

abjona se avrjonast.

Abæl(e), Abøl, abøle se Avberda.

"Adel m. 1) Kjerneved i Træ. Udtalt: Adel .. Al." A. Ogsaa Ail´e, Sæt, og A`le, Rbg. Ned. Ma. Al og Hal, Fosn. I Østerd. og Gul. – s bruges "Hala" og "Haalaa" om fortørret Kjerneved. Se Hale, Turrhale. – 3) I Formen Adels, omtr. som: ægte." A. Ryf. Li. "Ein Adels Slarv, eit Adels Beist". Jf. G. N. adaltroll. Det samme udtrykkes ved A`le. VTel. Sæt. Ned. Ma. Li. Ein Ale Gast, en Erke-"Gast", en voldsom og larmende Karl ("Basse"); Ale Brand, tung, svær og lang Karl; Ale Slurk, omtr. d. s.; Ale Slarv; Ale Beist, et Erkebest; Ale Bjørn, rigtig en Bjørn, en stærk, uforfærdet, haardhændt Karl, og fl. Ogsaa "Aligast'," Tel. Og Aale, Ned. I Sv Diall. al: "en al skojare", Rietz. – Dog jf. ala, Aledyr osv. – 4) I Udtrykket: fraa Adels Tid, fra Arilds Tid. Rbg. Li. Sogn, Valdres. Dette hedder ogsaa: "Fraa Arals Ti". Se d. – "adelgod, adj. adelrik, adj. om Træ". A. Sæt.: aile-. Rbg. Ma. og Li.: ale-.



adeleg? adj. og adv. ægte, erke-, tilgavns, Rbg (Iveland). "Ein aele Brand, ein a. Slusk, ei aele Fille; aele stygg, aele gott". Usikkert. Jf. Adel (ædeleg, "eit ædele Spir", et stort Særsyn, Shl.)

adelvida adj. bestaaende af, eller rig paa, Kjerneved, "Adel". Ryf.: alveea.

adlen adj. = adelvida SætB.: alen (vel ogsaa ailen); Ndm. og Fosn: alin, halin. "Alne Planka(r)".

affee (Hall.) se attved.

afla v. n. = attra 3). Hall. (Krødsherad, ikke "tykt" L). "Han afla paa Handeln". Af G. N. aftra.

Ag, Tvivl, Beraad med sig selv. Østerd. (Lille Elvdal, Tynset). Kun i: i Ag´n. "Vaaraa i Ag´n om aa gjaaraa de". Bestemt Dativ f.? Se aga (ar 4). – "Vera i A`(g)je", d. s. Voss. Dette ser ud som ubestemt Dativ af Ag n. Slingring", A. Nordl.

"aga (1) v. n. (agjer, agde), slingre". A. Nfj. "Agande full", beruset, saa man raver; Nfj. Hall. Og: agende (adv.) full. Hall.

aga (2) v. n. (agjer, agde), kvalme. Ryf. (Suldal, Tarvastad), Shl. Nfj. (Davik, Stryn). "Dæ ligg' aa agje nefør Brøste (Bringenne)". Snarest eet med foreg., idet Kvalmefornemmelserne er "væltende", slingrende, dreiende. Saaledes med samme Bet. "kjegla", Nfj. Ogsaa, ved Smitte fra aga (ar): "da staar aa aga før Brøste". Shl. Jf. øgja (Gbr. A.) og Sv. Diall. ågla, vämjas. – Hertil: Agje m. Kvalme. Ryf. Nfj. Sogn. Jf. (?) G. N. agi Forstyrrelse, Uro. – Aging, f. Kvalmning Ryf.

aga (3) v. n. (agjer, agde), mylre, vrimle, Ndm. Fosn, Romsd. Gbr. Ork. Østerd. Infinitiv: aga, Ndm. Fosn; age, Romsd.; aagaa, Ork. (Meddal, Rennebu), Gbr. (Lesja, Lom, Vaagaa); agje Østerd. (Tynset; meddelt). Præsens Ind.: agje, Ndm. Romsd. Ork. Østerd. eg og æg (æk), Ndm. Gbr. Imperf.: agde, agd', Gbr. Romsd. Ndm. Præsens og Imperf. Ind. sjelden: aagaa, ved Sammenglidning med aga (ar); Gbr. Ork. og fl. Det glider sjeldnere sammen med "aka"; saaledes i Vaagaa: aagaa? æk, agde. – "D'æ saa fullt mæ Ræin, at dæ æg bærre umkring æille Höuge"; (Lom). Maaske samme Ord som begge de foreg. Jf. ida (aadaa) dvs. hvirvle og vrimle.

"aga v. a. (ar), 1) skræmme". A. aagaa (aaghwaa), Østerd. og fl. 3) ægge, stimulere. Tel. Larvik, Follo, Rbg. "Han sat aa aga seg upp (te Sinne)". "Aga upp Hestn". aagaa, Østre Tel. 4) "aaghwaa se", være i bekymret Beraad med sig selv, betænke sig. Østerd. (Tynset, Lille-Elvdal). "Han gikk aa aaghwaa se saa længe te de vart for sængnt". Se Ag. f. Jf. Sv. Diall. "agas, vara orolig".

agakøyra v. n. kjøre vildt, kjøre grassat. Hall. (Aal): "kjøre". Til foreg.

agalaust adj. n. og adv. umaadelig, overvættes. Berg. Jæd. "a. stort; a. fælt".




agamykjen adj. respektindgydende. Hard.

agda adj. og adv. dygtig (i flere Bett.), prægtig, storartet, udmærket. Gbr. (Vaagaa, Lom, Skjaak). "Ein agda Kar". "Fiskn æ agda idag te biite". "D'æ agda mæ Fisk". "Hestn æ agda go".

"Age m. 1) Frygt". A. Vald. "Eit Aga Beist, ein Aga Fant". Jf. sjølvaga. 4) Myndighed; Kommando. Sæt. "Ho fører ingjen Agji; Geutn heve Agji yv' æ"; SætB. Aaghwaa, Østerd.

"ageleg adj. vældig, imponerende". A. Sæt. Ma. aagaaleg, ØTel. og fl.

agende adv. slingrende, se aga.

"agesam adj. farlig osv." A. 2) omsorgsfuld, bekymret. Stjør.: aagaasam.

Agevedr n. tvivlsomt Veir, snart overskyende snart klarnende. Sdm. (Hjørungfjord, Øyrskog): Ageveir og -veer (ikke: Agje-). Maaske til aga, slingre; skjønt G tyder paa (ar).

agga v. n. være ængstelig bekymret for; frygte = aggast. Hall. (Aal). "E agga, han kjæm kji. E agga so før'o". Jf. Agg.

agger, aggu, se avgu, avig.

Agje m. Kvalme, se aga (2).

Agle, Agal m. se Aakorn.

Agn n. Gran, Smule. VAgder. – agneliten adj. bitte liden. Li. agnekonnsliten d. s. VAgder. Avner hedder her Ogn (af hvilket disse Ord dog vel er fremgaaede, se d.).

Agnbeite, m. Regnorm som Mading. VAgder. Ogsaa Agnbeit m. (#-t, og #-d). VAgder. "Grava Agnbeite". Se Beite m.

"Agnfall n." A. Nfj.

Agnsaks n. og f. liden Kniv til at aabne "Agnskjel" med. Namd.

Agnsøyla f. Regnormens Excreter. Tel.

Agntofta f. næst-bageste Tofte i en firetoftet Baad. Sfj. (Bremang).

Agnungje m. = Agnbeite. Ryf.

Agt f. 1) Agt". A. – 3) Forsæt, Hensigt, Plan (som i D.). Ma. og fl. Se agtast. "Agtæ kjæm' kje alti i Pungjn".

agtast v. n. have til Agt, have i Sinde, agte. Tel. Ma. agta seg = etla seg. Se agta. A.

agtarkorg f. stor Kurv til at bære Kvægfoder i. NGbr.

ai Interjektion, som er Udtryk for især Smerte og Kjælenskab. – ai ai! forskrækket (smertefuldt) advarende og borttruende. "Ai ai, kom ikkje der!" Ma. og fl. – Hertil aia v. n. (ar) sige "ai". "Aia aa skrika"; Sogn og fl. Se ogsaa haia. ai ei int. for dyb, smertefuld Beklagelse. Tel. og fl. ogsaa "a#-jei", "aa jøj"; se "eia". A.

Aile, ailen se Adel, adlen.

"aka v. a. og n. 3) glide pa Kjelke". A. haka; Vestfold (Lier, Sandsvær). – Ogsaa: glide frem overhovedet, skride sagtelig fremad. Ndm. Romsd. "Aama ek". "Fiskjn ek (og æk) ne igjønaa Elva". – Former: aakaa (aa). Trondh., hvilket ogsaa kan være oka, se dette; eka (og æke), ek, ook (og eek?), ekje, Røros, Østerd.; æke (ekje?), æk, akte, akt, Romsd. og fl. "Fiskjn akte". – eka seg (eke, ega, ege), ekar (og ege), eka og akte (og ekte), eka og akt (ekt), i Gbr. (a, a), Rbg. YSogn, Ma. Ned. ved Siden af "aka seg", om at skyde sig, vrikke sig, smaat frem eller til Siden. – Hertil: eken adj. tilbøielig til at arbeide sig til Siden, om Baad og Slæde og a. Ned ("egen").

Aka f. 1) Agen = Aking (Aka-ing, Østl. mangesteds). Hall.: Aku. "Han sætte tee ei Aku". 2) Agebane = Oka, Slod. Hall. "E saag Aku ette 'o". 3) "ei go Aku, fæl Aku", om noget overordentligt, overvættes = Bufar, Kjøle (f.) Hall. "Han fekk ei fæl Aku", dygtig Irettesættelse, Udkastelse og dl.; eg. Befordring = Køyr.

akla v. n. = afla, attra. Vestfold (Hov).

Aks n. 1) Odd af Bor, Sneppert, Bile og lignende Redskaber. Nfj. Ndm. Østerd. Navaraks. 2) et djervt, livfuldt, kraftigt ungt Væsen; især om halvvoksne Piger. V- og ØTel. Østerd. "Ho æ litee, men d'æ slikt eit Aks, de vesle som æ". "E Aks te Kar", n. (f.?) Stjør. se A. Jf. Snerpa. 3) Nøglekam. NGbr. f. i Hedm. SGbr. – "Aks n. Aks", A. er f. i Hadeland, Hedm. SGbr. Hedder Oks f., Fl. Ekse, Sogn (Vik).

Aksdos n. Aks og Aksestumper paa Logulvet efter Tærskningen, eller afdryssede af Læsset. "Aksdöss" (som "Aksböss" dvs. Bos), Hedm. Hadeland, Land. Til dysja, drysse.

Aksdrose (o') m. omtrent d. s. Gul.: -draasaa.

Aksele og Aksel? m. (og n.), a) Tværtræ imellem Medernes Forender = Veginde; b) sjeldnere: Tværtræ mellem de faste Skagler = Skaakaraas. Innh. Namd. Former: Aksaalaa m. (Skaun); Aksæl n. (Stod, Beitstad, Sparbu); Aksöl n. (Indr.); Aksil m. (n.?), Namdal (Overhalla). "Saalaa" dvs. "Sele", er i NTrondh. Bøilen øverst paa "Hyvret". NSv. Diall. aksål m. og axan f. d. s. Jf. G. N. öxull, Akse.

Aksknupp m. = Aksdos. Østl. Se Knupp.

"aksla v. a. 2) aksla seg, trække paa Skuldrene". A. aksla seg (til), vride og løfte Skuldrene udfordrende eller opmodende sig. Tel. Rom. Smaal. Totn. æksle se, d. s. Hall. uksle se d.s. Follo, Oslo. Se uksla. 3) v. n.: "aksla paa", skride meget raskt frem. Jæd. 4) v. n. "aksle paa ein Ting", løfte paa den, prøve at løfte. Vestfold. – Aksling, f. det at "aksla seg". "Æk(h)ling", i Hall.

Aksl(e)bla(d) n. Skulderblad. Ndm.

Akslebot (oo) f. Armhule. Hall. (Nes). Jf. Hombot, Knesbot, Olbogabot.

Aksl(e)fjøl f. Skulderblad. Østerd. Gul. Stjør.




akslegruv adj. krumskuldret, med fremoverbøiede Skuldre. SBerg.: akslagru(v).

Aksl(e)knoke, m. Skulderbladets bageste og nederste Fremspring. Ndm.

Aksl(e)skuldra f. Skulderblad. Ndm. (Tingvoll, Rindal), STrondh. (Meddal). Jf. "Skuldra dvs. Flyndre", A.

Aksmod (o') n. = Aksdos. Trondh. "Aksmar, -maa, -ma". Se Mod.

Aksskrik(ja) f. en Fugl = Aakrlo, eller = Kornskrikja, Garrulus (glandarius). Namd. SHelg.: Akskriik(j), bestemt: -"kja". Bruges ogsaa om mundhvasse, umedgjørlige Kvindfolk. Vel for Aks-skrik(ja) eller A(a)kr-skrik(ja).

Akstros n. affaldne Aks. Vald.: "Aksetrøs"; Stjør.: "Akstraass". Se Tros.

Akstrveg m. Vei for Skovdrift. Ryf. Om Markvei for Kjørsel af Hø og Korn; Dal. Se A.

Aksul m. Akse. Vestfold (Hov; sjelden). G. N. öxull.

akvar adj. bly, undseelig = aakaar. STrondh. (Updal, Rennebu). Maaske til var.

"ala v. a. (el, ol, alet) fostre". A. – Infinitiv: æla, Ndm. (Rindal), YNamd. SHelg.; æle, Røros. Supinum: aale, Ndm. Perf. Part.: aalin, Ndm., elen (ee) Nfj. og fl. 3) lokke med Madding. Gbr. Romsd. Ndm. Trondh. Helg. "Ala Fiskjn te se(g) mæ Fly". "Ala Geita te se(g)". Ogsaa: "ala Sinne te seg" dvs. fodre sin Vrede, blive stadig vredere. Nhl. "Ala se(g) Sinne", d. s. Sogn. 4) ala seg, gjøre sig til gode. Ma. 5) "ala seg inn paa ein", yppe Kiv. Nhl. 6) v. n. udvikle sig til iøinefaldende Liv, formere sig. Ryf. Li. "Dæ æle svært no i Sjøn". "Dæ yre aa ele paa adde Kanta (mæ Loppe)".

Ala f. se Arda.

"Alda f. Bølge". A. Alla, Helg. Add' (jodholdigt D), Salten; All', Namd. "Allegar´n", Navn paa en Række Skjær i YNamd. – Olde, Nfj. (Selja, Davik), Sdm. (Vanylven); Olla, Ryf. Jæd. Hard. (Røldal); Olle m. Dal. Li.

Aldedrag m. Havets Gaaen i store Bølger, Rulling. Namd.

alden adj. om Havet: gaaende med Aldedrag. Namd.

Ale n. Tillægsdyr. Ryf. – alen se adlen.

Ale Brand, Ale Gast og fl. se Adel.

"Aledyr n. Dyr, som skal opfostres". A. 2) frugtbart og livskraftigt Dyr, især Hundyr, hvis Afkom man lægger til; Avlsdyr. Saaledes: Alemerr, Aleku, Alesaud, Alekjetta. Ryf. Helg.

Alemus´ f.? m.? høit Lune, Oplagthed. Ma. Rbg. o. fl. Kun i: "I sin (min osv.) A." Ogsaa: Alemust´ og, sjeldnere, Alemusk´. Ma. Rbg. Ogsaa Betoningen mistænkeliggjør dem som fremmede: Se Allo. "Aligast´" kan dog neppe skilles fra Ale-Gast. Se derfor ogsaa Ale (Adel) og Mus (Kjesmus, Osmus), Must og Musk (dvs. Stof, Kraft, "To" og dl.). – Al(l)emusk, Larm, Spektakel. ISogn.

Alføa f. det lille Rum forud og agter i Baad, mellem "Fotstøda" (Rong) og "Lot". Namd. Helg. Ordet er kjendt flere Steder, men synes ingensteds hjemligt.

alka v. n. søle, svine. Ma.: aalka. "a. mæ noke", især føre smudsig Tale. – alkande adv. "a fudle", fuld som et Svin. SBerg. Se følg. (Jf. ogsaa ulka, ulkeleg, ulken).

Alka f. 1) svinsk, modbydelig Person; skamløs Person. Ma. og Dal: Aalka; Vald. og Gbr.: Ælke (Älke). I de samme Egne er Fuglen Alca, Aalka (Li.), ukjendt. 2) trættesyg, fortrædelig Person. Num. Hall. Hedm. Østerd. Smaal. Gbr. og fl.: "Alke, Älke og Ælke". Se følg.

"alka v. n. yppe Kiv". A. Hedm. Ringerike, Smaal. Vald. Nedre Tel. Hall. og fl.: älke og ælke; i Østerd. (Tynset): älkje.

alkast v. recip. tirres = alka. Tel. (Tinn, Bø, Lunde): alkas, ælkas; Vald.: ælkast; Østerd.: älkjes.

alkeleg adj. lig en "Alka". a) svinsk; modbydelig. Li. (Eikin): aalkelig. b) trættekjær. Nedre Tel.: ælkoleg (og äl-).

alken adj. 1) modbydelig ved Svinskhed (Skamløshed); særlig: skiddenmundet. VAgder og Dal.: aalkjen. 2) trættekjær, kivlysten. Hall. Vald. Tel. Num. Østl.

"allfares adv." A. Ryf. 2) = andfares. Ryf.

"all adj. 1) al, hel". A. – "Han æ ikje æill dær 'n seer 'n", man ser ikke alt det som bor i ham. NGbr. "I all Gaar", hele Gaarsdagen. Ndm. og fl. "Eg æ add´e kall´e", gjennem-kold. Tel. (Vinje). "Kjem´u du adl´u (odl)?" til En, som kommer styrtende ind = "kjem´u du heil' aa halden?" Hard. (Ullensvang). Ogsaa: "Du kjem´e adle sa!" (saman); Hard. (Kvamm, Odda). "Vera all i Veeree", være overstadigt lystig, paa sin høie Hest; Vald. (NAurdal, Slidre). "3) tilendebragt, sluttet". A. Namd. "Soga æ odd"; Sæt. "4) udmattet, afkræftet; affældig". A. Helg. Totn; Vestfold: "äll aa kvitt". Ogsaa i Sammensætningen: kol-all, fuldstændig aflevet. Helg. se d. "5) død, omkommen". A. Voss, Hard. – I n. plur.: öll, Gbr. (Fron: "öyll saamaan"); olle, Tel. (Kvits: "o. samen"); ølle, Vald. (ø. sømo, ø. Bødnee); odl, Voss. I dat. plur. (sjelden) og dat. sing. n.: øllo, Vald. (Vang og fl.); "te (aat, fere) øllo", for Alvor; "aat øllo Følkee", "i øllo Skoogo"; ogsaa: "mæ alo" for Alvor, Salten (meddelt). "Før ollaa di", desuagtet; Nfj. (Stryn, meddelt). – "yve allan", over det hele, over-alt; Rbg. (Aamlid, Evje, Bygland), Ma. (Bjelland, Hægeland); "smyr ut-yve allan!" (og "addan"); "breia Høye ut-yve allan;"
"du springe utøve heile allan" og "allane"; ogsaa: "no hev eg vore utyve heila alt aa leita" Ma. Rbg. – Alldendi = hele den store Masse? "Alldendi Smör (Ost) du ha!" "alldendi Smöre (Veen)"; Sogn (Lærdal). Besynderligt; se Dend.

"alleleides adv." A. adleleisn, Shl.

allendes adv. aldeles. Hall.

allereido adv. allerede. Mindre brugt af den yngre Slægt, som bruger "alt". allereio, Vald. Hall. (-u); æill``erei`o, Gbr.; adlarei`e, Hard.; adlarei`a, Nhl. Sogn?; ällereia, (äll`ereia, äll´ereia og ällerei`a) Smaal. Rom. Totn, Vestfold; allrei`a, Solør; allerei`e (og äll-), Follo og fl.; æll`ereie, Nedre Tel. Isl. (Arne Magnusson) alla reidu; Ældre D. Allæ retho; Eng. already; Sv. Dalarne reidu.

Allo m. Larm, Spektakel. Sogn, Nordl. "Al(l)o aa Rullemusk". Vel. Nt. allo, Larm. Ogsaa i Sv. Diall. – Allur d. s. Ryf. – - Al(l)emusk d. s. Sogn, se Alemus. – Allekeis: "vara paa ein A.", være lidt beruset (lystig)". Ndm. Trondh.

"allra(-best)", A. addra, Li (Eikin); addre, V-Tel.; adde, V-Tel.; allo, ollu, oddu osv. Tel., se olló; adla, Ryf (Sand).

"allstad adv." A. allestan Gbr. (æille-) og fl.

"alltid adv. altid". A. 2) sagtens, sikkert, gjerne. "Der va no alti eitt Hundra. Du kann no alti freista". Mange Steder. I Hall. alleti og alltitt.

allveg, adv. altid, uafbrudt, hele Tiden. Ndm. "E va sjuk allveg" (og "allvei"). Jf. Eng. alway, Nt. allwege dvs. altid.

"Alm m. Elmetræ". A. Aalm, VAgder. Alm, f. Dal. (Hæskestad). – Almelog m. Saft af Almebast opblødet i Vand. VAgder ("Aalmelog") og fl. Se Log. – Almekvamp m. d. s. Rbg. (Evje; Bygland; "Aamekvamp"). Se Kvamp. – Almestøde n. Sted, hvor Almen vokser tæt. Tel.

Alme, Ælme se Aama.

"Aln f. Alen". A. Alend, mest om Maaletræet, Ale, om Maalet; Hall. (Aal). Ale, bestemt: Alee, -æ, -a; Flertal: Alnir, og oftest (imod Dialekternes Analogier) Alni og "Alne"; VTel. Rbg. (Aamlid). Ala og "Alna", Flertal: "Alne". Ma. og fl.

Alna(d) m. 1) Opfostring, Opdrætning. Ryf. 2) Rase. Ryf.

Alning f. = Alnad 1) Hall.

"alt adv." A. 7) i hvert Fald, alligevel, desuagtet = med alt det; især foran "so", Tel. Sogn, Li og m. fl. "Timre va der, men alt so va dæ no eg, som bygde Huse". "Han trudde at dæ va Brennevin, men alt so va dæ no Terpentin". – "alt so jamt", alt som tiest; Ryf. "alt men" og "alt mæ" (dvs. med), medens. Ryf. og fl. "Dæ skipe seg alt mæ seg", ganske af sig selv; Ma. "Dæ va alt eitt du kom no", det var heldigst (godt, ret), at du kom nu; Hall. (Aal), NGbr. Se A.

Alv m. se Avl.

"Alveld m. 1) en Hudsygdom". A. I Dal. afæder (svider) den Haaret. Alvelde n. i Nfj. (Honndal, Stryn). "2) Skab paa Køer". A. Stjør. – "Alvgust f." A. Ælvegust m. Ma., ligesom Gust m. Agder. G. N. gustr.

"Alvnæver f. Trøske-Lav". A. Alvanævr, Jæd. Ælvenævr og Alve-. Vald. ØTel. Busk. Ogsaa om tynd Hud, som i Krøller løser sig af fra Barken, især paa Birk og Selje; Vald. Ælva(n)nævr, Hall. – Elveldenæver, Trøske-Lav. Sogn. Meddelt.

Alvok, Alvekehol, se Aalvok.

Alvpil f. (m?) = Risesverd. Jæd. Meddelt. Se følg.

Alvskot (o') n. Byld eller dybt Saar, som ikke gror igjen og som holdes rent med en Pind, der kaldes Alvpil. Shl. (Fitja).

Aløyk m. velnæret, kraftig Hest. Tel. (Mol.)

ama v. n. (ar), 1) varme, udstraale Varme. Namdal (Grong, Fosnes, Namsos). "Dæ ama taa Omni", der staar Hede af Ovnen. aamaa, Innh. (Indr. Stod, Beitstad, Sparbu). Jf. Sv. Diall. åma, åmma dvs. lufte og lugte. 2) "dæ aamaas (eller aamaa)taa Dag", det gryr. Innh. For ima (i'), A.

"ama v. a. 2) drive". A. ama upp (Hestn): stimulere = aga upp. Vald. Hall.

Ambar m." A. Aambaar, VAgder (Eikin, Bjelland), VTel. (Moland); Ömbör, Totn.

Amblik (i'#-ee), n. det Forhold ved Havreaks, at Hylstre ("Kaape") slet intet Korn indeholder; tomme Kornhylstre. Sfj. (Holsa). Maaske for Agnblik. Jfr. Agnfall.

"Ambod f. Verktøi, G. N. annbod". A. Annbo f. Hard. (Ullensvang, Kvamm), NGbr. (og Ambo). Aannboga plur. Shl. (Fjellber).

"amla v. n. 1) røre idelig ved. 2) arbeide, slæbe med noget". A. Ryf. Shl. Hard. Sogn, Sfj. "Han amla meg so længje, te han fekk meg te lova da". Ogsaa: "amla um noko", mane; Hard. Hall. Og: "amble paa", d. s. Tel. (Bø).

"Amlod n. Gjæl. Jf. Isl. amlódi m. Stymper". A. 2) Amlo, m. Stymper, Stakkel, Halv-Fjante. Sogn, Sfj.

Ammjølk og Annmjølk = Mjølke. Vald.

Amorr (oo) el. Amur f. (og m.) = Mysk, Asperula. Oslo, Vestfold, Nedre Tel. Busk. Bamle. Sjeldnere: Amodd; Oslo og fl. Amorr er maaske eg. en anden vellugtende Plante: Milium effusum – som i Sv. Diall. – eller: Melilotus (Galium svaveolens?) – som i D. Diall. Denne anden kaldes ogsaa "Myskesøster", Oslo.

"ampast v. n. være besværet eller uleiliget med". A. Li. ("= dragast med"); NGbr.

ampr adj. 3) net, kunstig, behændig udført". A. Ryf. "Ei amp´r Bru". 4) stundesløs,
paaskyndende. Shl. Hard. Sfj. "Han var so amp´r han kund´ikkje stöua". Se ampra, ampren.

ampra v. n. drive paa, skynde paa. Hard. Hall. – ampren adj. paaskyndende, besværlig ved sin Ampring, f. Hard. Hall.

ampustall, se andpustall.

amra v. n. = ampra, amsa. VAgder, Rbg. "Eg ama aa amra paa 'an aar aa ævelig".

"amstra v. n. = ampra". A. Tel.; Vestfold: "ämstre paa". – Amstring f.

"ana v. n. (ar) gaa blindt hen". A. Sdm. (Harham og fl.) 2) staa stundende og stirrende = øna. Nfj. (Innvik). "Staa aa ane itte Mat".

"And f. And" A. Aand, Tel. Agder, Gbr.; Aant, tildels i VAgder; Aann, Smaal. Fl.: Ænd, Ænn, NGbr. (ogsaa bestemt: Ænn) og fl.

anda v. a. (ar), ytre sig med noget". A. Hard. Sogn, Røros. 2) lugte, give Lugt. Tel. Hedm. Rom. Smaal Romsd. Ndm. "Louve andar fiint", Tel. "Dæ aanda taa Omna", Romsd.

andast med v. faa Veiret igjen, efter Besvimelse. Li. (Fjotland).

Andaagaa m. se Anduge.

"andberr adj." A. Gul. Selbu.

andblæst adj. stakaandet = blæst. STrondh.

Anddor m. et større Lufthul (Glugge) i Væggen af Lo eller Hølade. "Laave-Andoor, Læm-Andoor". S.Trondh. (Uppdal). Jf. Anddyr (og Anddora); D. Diall. (Sælland, Halland): Dor, Dår, Dur dvs. Tagvindue. Maaske hellere: Anddur.

Anddora (o' og u') f. og Anddor m. dybt "Skidfar" = And(d)yrja. Udtales overalt med D., ogsaa der, hvor "Andør" (Ski) intet har. Former: Andaaraa (sjeld.), Andaar og Anddoor, Ndm. (Tingvoll; Aure m.) Ork. Strinda; Andør, Ndm. (Kvernes), STrondh. (Uppdal). Ogsaa Skiandor (oor, aar, ör) Ndm. Uppdal. "Föl dessa Skiandoraan!" (Tingvoll; Dativ Ental); Skiandaar, Ork. (Ork. Meddal); Skialdor, Ndm. (Øre). Se Dora og Dyrja.

andduvla v. a. hindre osv. Nhl. Se duvla.

Andeslok (o') n. Dødsstund = Andsloku. Tel. (Moland). Jf. sloken adj. sluknet.

andfara v. a. befare helt igjennem, undersøge paa alle Kanter = endefara. Rbg. Tel. Li. Dal og fl. "Eg he annfare heila Etaa, so du tar'kje leita dør"; Li.

andfarast, v. recip. fare forbi hinanden = umfarast. Shl. Ryf. Dal. Li. Ned. Som: andføttes = umføttes.

"andfares adv. i uafbrudt Følge". A. Tel. 2) vekselvis, i uafbrudt Skifte; ogsaa: forbi hinanden. Ryf. Dal. Trondh. "Spyta annfares raangt aa rett", strikke osv. "Dei kjeme annfares, kvar sin Dag". "Kjøra annfares", kjøre saaledes, at man paa Mødestedet bytter Heste og Læs, hvilke altsaa farer forbi hinanden. – Ogsaa "spyda annfar"; Dal. Og "spøda annfæres", af "Ferd", Omgang; Jæd.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
  1   2   3   4   5   6   7   8   9   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə