A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

bøysta v.n. (er, e) sætte afsted, storme frem. Ryf. Hard. (Wille har: bøyste, løbe meget hastig). "Han bøyste o-sta", Ullensv. i Hard. Jf. bausta, bausa, bøysa. Maaske dog eg. "pidske afsted (paa)", se A. Paa Gotland: "bojstä, ligga ostadigt, buffla såsom svin".

"Bøyste n. G. N. beysti, Skinke". A. 2) det tykkeste Parti af Mølleakselen eller "Kall'n", i hvilket Skovlerne sidder. Tel. (Rauland). 2) = Belgbøyste (Bæg-).

bøysten adj. kraftig, urokkelig og uforfærdet. VTel. Rbg. Vel til Bøyste; el. til bøysta.

D.

da pron. se den; da adv. se der.

dab og dabel adj. se daper.

Dabb m. og Dabbe m. en liden tyk tung Figur; især en liden tykfalden Dreng. Hall. Røldal. Tel. Mest i Sammensætn.: "Klokedabbe" (Hall.), en gammelklog Dreng, og "Snordabb" (Røldal), "Snørdabbe" (Hall.), Snottap osv., Dreng. Jf. dabba v. 2.

"dabba v.n. (ar) dovne osv." A. Romsd. Ndm. Gbr. "dabbe paa Syne" svækkes paa Synet. "Dæ dabba mæ' naa", det gaar nedad med ham.

dabba v.n. og a. (ar) 2,: give gjentagne lette Slag eller Klap med Foden eller den nedre Ende; bevæge Fødderne op og ned; gaa med korte raske Skridt paa den hele Fod – hverken trippe eller stampe -; fastklappe med Foden. Agder, Rog. "Stokkj'n dabbar ni-aa Vegj'n"; "Fo^ut'n dabbar ni-aa Kjerra, mæ han kjøyrer"; Sæt. "Dabba ne Høye; dabba dæ te; dabba Aakrn"; "dabba Braut", klappe med Foden Vei i Sneen. "Hestn gjæng o dabba so smaatt, kjæm ingjen Veg". "Dabba Ti(d)ve(d)r" arbeide vedholdende med noget meningsløst. Dal. Jæd. Sv. Diall. dabba, nedsmutsa. Jf. dibba og dabla.

dabbast (av) v.n. (ast) dovne = dabba. Sdm.

dabla v.n. (ar) 1) plaske sagte; gynge saa det skvulper; skvulpe. Ryf. Jæd. Ma. Rbg. Tel. "Kavl'n ligg aa dablar". "Vatne daablar uppette Stein'n". "Dabla i Vatne". G. N. dafla; jf. dava, damla. 2) søle; søle sig. Tel. "Dable i Drykk". Ogsaa dable seg. Tel.

Dablar m. Søler, Dranker. Tel. (Mol.): Dablari.

dada v. = bia, byssa; ogsaa: vugge. VAgder. "dudda" omtr. d. s. se d. Li. – daia v. gynge i Søvn under Lullen af "dai dai" og dl. VAgder. Ammestue-ord. Jydsk: daie, vugge.

dadra v.n. (ar) skjælve, dirre, bæve. Ma. Sæt. Tel. Bamle. Isl. dadra rófunni logre. Sv. Diall. daddra dvs. dirre (Hof); T. Diall. tadern og dattern d. s. Former sandsynligvis udgaaede fra dadra er desuden: dara, Tel. (Rauland, Vinje; og maaske dare, hvilket vilde være regelmæssigere); darra se A.; daura Shl. Ryf.: "Han döurte aa skaalv", Öuren stoo aa döura i Ströumn"; daira VAgder; daire Rbg. Sæt. VTel. (Mo, Moland). dadra: daira: darra: dara (:didra: deera: dirra: dira) = fjadra: fjaira: fjarra: fjara (: fidra: feera: firra: fira) = (g)jadra: jaira: jarra: jara (:gidra) = smjadra: smjaira (: smidra). – dadra, daura og daira bruges mest om det Levende. I Sæt. og VTel. bruges daire om de korteste og raskeste Svingninger (Skjælvninger), dadre om de noget videre og langsommere: "Hestn daira i Bo^ugjn"; "G^eutn sto^u daddra o fraus". Men: "H^eusi ( eller Kvennedarren) darrar", og "Glasi dirrar"; "Fossn d^eurar"", og "Rokkjn "durrar" eller "duyrar"; se dudra; Sæt. – Daddreneve m. skjælvende Næve. Ma. (Aaserall). – Dair n. Skjælven; især om stadig Svaghed; "voonde Dairi"; Sæt. Dair m. d. s. (men mere øieblikkelig). Rbg. – Daire m. En som lider af Skjælven; Tel. – daireleg adj. lidende af Dair. Sæt. Rbg. – dairhendt adj. skjælvende paa Haanden. Sæt.

"Dag m. 1) Dag". A. Udtalt omtrent "Dagh, Daawgh, Dauw, Daw", mange Steder i Østerd. og Gul. I Sammensætn. tildels "Dav" i VNed.: "Davløn". "Gu Däu'n!" sjelden og maaskee spøgende, Ma. (Øvrebø, Finnsland); ved Siden af det sædvanlige "Gu Daj'n, Dai'n, Dagan plur., Dajan plur., i Ma. Flertal: Dage, i Tel. (Treungen) og Rbg. (Aamlid); men sammesteds; "Sundagar, Maandagar, Hestar, Griisir". "Paa Da(g)'jee", medens det er Dag. NGbr. "Dæ gjekk mæ Daj'n", Arbeidet gik raskt og kraftigt; Dal. Jæd. "Han æ Far sin opp i Daj'n", op ad Dage; Ryf. "Kaam(m)a 'taa Dagan", forsvinde; Fosn (Hemne); jf. O. Eng. out of daw, Gotland "daga av dvs. döda". "Braa-ande Dag'n" se braaande. "Si Dae", i den senere Tid; Dal. se sid. "No aa Dagaa", i disse Tider, Helg.; se aa. "Han æ Dags væntan(d)e", kan ventes hver Dag, Dal.
"Veiri æ Dags verr'e", Veiret forværres for hver Dag, Sæt. "Dags daglege", dagligt – som "Aars aarlege" – Tel. Agder. "I all Dag", hele denne Dag. Gbr. og fl. "D'æ alt høgst Dag", det er allerede Middagstid. NGbr. "2) Tid". A. Levetid. Ogsaa i Eental. Gbr. og fl. "Hær ha e butt i æⁱll min Dag". 4) Dagslys, Himmelslys; især for saa vidt det sees gjennem en trang Aabning. "Du kan sjaa Dag under Hella".

dagalaus, Dagamun = dag-, Dags-. Shl.

dagast v. n. blive Dag". A. "Dæ dagast mæ Veere”: Veiret lysner. Sogn. Jf. Døger.

Dagatal n. Dagregning. NGbr. og fl. "E æ kaamin 'taa Daagaatalee", NGbr. Se Dagtal A.

"Dagdvelja f. Tidsfordriv". A. Dagvelja i Nhl., og Dagdylju (og "Dagdølje") meddelt fra Gbr., er et Legetøi af Staalringe; Tankering. (Christie har uden Sted: "Døgerdvelja, Tidsfordriv; ogsaa Tankering").

dagga v.n. (ar) gaa meget langsomt og mageligt. Ma. (Laudal, Hægeland). Ogsaa: dagga seg; Ma. (Grindeim). Jf. dogga. – daggeleg adj. som gjerne "daggar". Ma. – Dagg'r m. et vraltende Smaabarn. Hall. "Smaadaggera" plur. Meddelt.

Dagg-bag n. = Buklengja; se Doggbak.

dag-gjeva v. datere (et Brev). Hall. (Aal, Hol). Lidet brugt.

Dagg-labb m. = Dagrap. Namd.

Daging f. = Dagning. Shl. og fl.

daglidande adj. lidende langt ud paa Dagen. Tel. Jf. dagliden.

Daglysa f. Lysning af Dag. Rbg. (Aamlid). Dags-lysa d. s., Ma. (Aaserall).

Dagmeie m. Virkningen af den varmere og længere Dag i sidste Halvdel av Vinteren, især til at smelte Sneen. Sogn. (Lustr). Jf. Solmeie, Handemeie. Se Dagsmeidd, Dagsmein og de følgg.

"Dagrap n." A. Daawghrap, Aira, Østerd.

Dagrenning f. Daggry. NGbr. Senja.

Dag-set n. 1) det modsatte af "Nattset". Shl. 2) fastsat Dag (Termin). Sæt. Usikker Bet.

dag-setja v. sætte Termin, "Dag". Sæt.

Dags-glenna f. = Dagsrand. Dal. Tel.

Dag-skrimsl f. (og n.) Dagskjær; Antydning "Skrimsl" af Dag; Tusmørke. Rbg. Ma. Li. "Me rokk so langt mæ Dagskrimslæ". – Dagskrimsla f. d. s. Dal. – ?Dagrimsl f. d. s. Dag. (Sokndal). Usikkert.

Dags-list f. = Dagsrand. Dal. VAgder, Rbg. Og Dagslista f.

"Dags-lyse n. A." Hall.

Dag-smak m. Smag som Mad og Drikkevarer faar af det diffuse Dagslys; det direkte Sollys giver "Solsmak". Ndm. og fl.

Dags-meidd f. = Dagmeie. Sogn (Borgund), Tel. (Nissedal). "Dagsmäiddi teke Snø'n” (Borgund). {MERK: Misprent Smø’n og Borgrund: retta opp, OV} Dagsmædd, Nedre Tel. Ringerike. Jf. Meidd, Solmeidd, Handemeidd (og meida v. sætte Mærke paa, saare?). – Dagsmei f. (og m.) d. s. Sogn. Hard. Shl. Ryf. Ma. Li. Rbg. Tel. Oslo (Aker?), Nfj. (Honndal og Innvik "Dagsmai"). Jf. Mei, Solmei. Dagsmeie f. oftest bestemt "Dagsmeiaa", Romsd. Sdm. (jf. Dagsmea, A.). Dagsmøy (-maay) f. Sdm. (Sunnylven), Norddal, Hjørungfj. og fl.). Dagsmøyr f. og -möye f. Sdm. (Norddal, Øyrskog). Jf. Sv. Diall. dagsmeia, dameia.

Dagsmeim m. 1) = Dagmeie. Tel. (Aamotsdal, Rauland, Vinje,

Mo, Moland, Laardal), Sæt. 2) = Dagsmeit dvs. Dagskjær. Tel. (Skafsaa). Jf. Meim, Vaarmeim; meima v. – Dagsmeiming f. = Dagsmeim 1). Tel. (Skafsaa, Eidsborg).

Dagsmein n. 1) = Dagmeie. Rom. Tel. (Laardal, Kvitseid, Selljord). Jf. Umein. G. N. dags megin (megn) fuld Dag. Dagsmagt. 2) Varmevirkningen fra de af Solen ophedede Fjeldvægge henimod Vaaren, ikke direkte fra Solstraalerne. Nfj. (Loen "Dagsmäin"). Andre Former med Bet. 1): Dagsmei n. Tel. Dagsmee n. (og m.) Helg. Trondh.; Nfj. (?); Dal. Li. Rbg.; Dagsmeer n. (m.?) Jæd.; Dagsmeir n. (m.?) Dal. (Lund); disse tre sidste maaske for "Dags-Mid", Midte (eller Mærke?) af Dagen; Dagsmenne f. Østerd.; jf. Skaansk: Damena.

"Dagsmilda f." A. Follo, Vestfold, Nedre Tel. dagsmildt adj. n. d. s. Østerd. Oslo.

Dagsregn n. Regn som varer Dagen ud.

Dags-skeid n. = Dagsleid (Ma. Røros), Vald.

"dag-stød adj. 1)" A. Shl. – dagstødt adv. og n. til dagstød 1) og 2): nøiagtigt paa Dagen. Vald.: "sæta noko dagstøtt". Stjør.: "d'æ dagstøtt Aare sidda". G. N. dagstœtt. {MERK: Misprent: stætt retta til stœtt, OV}

dagsventande adj. = Dags ventande, se Dag. Shl.

Dagvelja f. Dagdriver. Eg. Dagvælger? Nhl. Ryf. 2) Tankering; se Dagdvelja. Nhl. – Dagveljar m. = Dagvelja. Nhl. – Dagveljar m. = Dagvelja 1) og 2). Sdm. (Borgund og fl.). Se A.

"Dagverd m." A. Doguri (o') Rbg. (Aamlid); Daur, Ndm. Sogn, Shl.: Daure, Ma.; Dule, Duel, Østl. (Vestfold, Oslo, Modum). – Dagverdsmaal n. den Mælkemængde som er malket til " Dagverds"; jf. Kveldsmaal, Morgonmaal. Østl.: Dugursmaal – Dagverdsrift f. = Dagverdsøykt. Rbg.; "Dogursryft": Ma.: "Daursrypt"; Ndm. og Helg.: "Daurerøft".

"dagvill adj." A. Tel. Shl.

dahle se dasla; Dai se Daae: daira se dadra.

daka v. n. (ar) gaa langsomt og vuggende; gaa dovent og skjødesløst; gaa ørkesløs; være en "Dakje". Sdm. (Harham, Ulvstein, Volden, Borgund). dakka d. s. Nhl. (Brøk; Eksingadal?). Sv. Diall. dakka og dikka, gå sakta. Jf. dika.




dakka v.a. (ar) 1) klappe fast, klappe (ned). Tel. Sæt. "Dakke Haaytti væl ni´e", Sæt. 2) se daka.

"Dal m. Dal". A. "Til Dals", helt ned til Dalbunden, til Foden af Bakken; ofte blot: helt ned, ned af Kjerren, ned paa Gulvet. Rom. Follo, Smaal. og fl. "Te(l) Däls" (tilbagetrukket, "tykt", S som minder om ls og rs). "Tel Däl´n (Därn)" er i Smaal. (Spebberg) = til Møllen (som vil ligge noget dybt) for at male Korn. Møllenavne: Væggerdäln, Hälltorpdäln. "H. ligger niri der".

"dala v. n. (ar) dale". A. dala av, skride bort fra Himmelen, glide over; om truende Uveirsskyer. Tel. – dala seg v. n. danne Dale, bue sig nedad. Hard. (Øydfjord, Ullensvang). "Iisn dalte seg unde meg". G. N. dala danne Fordybninger.

Dalabjørk f. Birk som vokser "til Dals" (A) dvs. noget oppe i Dalen, og har løsere Ved end "Steinbjørk" som vokser nede ved Søen. Sogn.

Dalaglup m. Dalmunding; se Glup. Tinn i Tel.: "Daalaaglup". – Dalakjeft m. d. s. Tel. (Hovin, Tinn): "Daalaa-".

"Dalar m." A. Dali, Fl. Dale, Rbg. Tel.

Daldr m. (Fl. Daldrar) hærdet Klump af et blødt Stof; om Deig, Møg og dl. Tel. (Kvitseid). Dældr (og ä), ØTel. Jf. Dall. Darl.

Dalegard m. Gaard i Hoveddalen. Ma.

Dalesnod (oo) f. = Dalsnoa. Sdm.

Dalferd f. = Dalføre. Rbg. VAgder og fl.: "Dalfær"; og "Dalfør", VAgder.

dalgast v. recip. overdænge hinanden med halvfaste Ting, især Snebolde. Ryf. Jæd. Se A.

Dalgauv m. svag Vind ud igjennem Dalen ned mod Havet. YSogn, YHard.

dalja v. (ar) dænge. ogsaa dalja ti(l) slaa til. Li. Sæt. Maaske bare en Udtaleform af "dalga" A. hvilket tør eg. betyde noget ligt "dalka, klessa" dvs. klaske, smøre til.

daljen adj. klæbrig = klessen. Sogn.

Dalk m. 1) vedklæbende Klat. NGbr. "Snaardalk"; ogsaa: "Snaardaalk, -daalg". 2) Praas, lavet ved at klæbe, "dalka", Talg paa Vægen. Gbr. "(L)jøsdalk". Dalkje m. d. s. Voss. Dalkeljos n. d. s. Sogn.

Dalk m. en Stymper". A. 2) En som "dalkar" en Søler osv. N- og STrondh. Østl.: tildels Dälk (æ); VAgder: Daalk (lidt forskjelligt fra "Dolk" som ogsaa findes der). 3) let Slag, Dask. ØAgder. Se dalka.

"dalka v.n. 2) kludre". A. Romsd. 4) v.a. og n. bearbeide unødigt: med Krammen, Valken, Kjælen osv. Sogn, Hard. Tel. Gbr. og fl. daalka, VAgder, Dal. "Daalka mæ Bodnan". dälke, Østerd. Hall. (æ) og fl.; daalke og dölke, Smaal. Follo, Vestfold, Ringerike, Modum og fl. (dette tør dog være dolka og sommesteds maaske dulka. 5) tilsøle med fugtigt Smuds; tilsudle; søle, se A. Jæd. Tel. "Dalka tee, dalka dæ nee i Søyla". daalka, Dal. VAgder. dælke, Nedre Tel. 3) give et led Slag med noget blødt og fugtigt. ØAgder. "Dalke te ein, gjeve ein Dalk mæ noko Leir". 7) gaa og slænge. VAgder: daalka. Jf. dælka.

Dalka f. og Dalkar m. = Dalk, A. 2) VAgder (aa), Østl. (ä, æ). – Dalking f. det at dalka.

dalkeleg adj. lidt tilsmudset med fugtigt Smuds; klæbrig. Tel. Li. ogsaa om sødlig og seig Tale; Li. "Han æ saa daalk(j)elig i Brakje, saa dækjen o drøgjen o sæbren o sleiskjen" (Eikin).

dalken adj. 1) halvvaad og klæbrig (lidt smudsig); om Hø, Klæder og dl. Ma.: "dalkjen" og daalkjen. 2) tilsmudset ved Dalking. Sogn og fl. 3) tilbøielig til at dalka. 4) uklar, mat. VAgder. "Dæ brænne daalkje". "Han æ daalkjen i Veere".

Dalklypa f. kort og trang Dal. Sdm. Shl.

Dalkupa (uu) f. skaalformig Dal. Nhl. Sfj. Nfj.

"Dall m. et Spand osv." A. Dal, Romsd. – Dallost m. = Knodost. Helg. (Bindal).

Dall m. 1) hærdet Klump = Daldr; ogsaa: Klimp = Klepp. Rog. "Ein Dadl i Gröutn". Og Dadle m. Jæd. Dal. 2) en haard Bylt eller Rull af Klæder. Tel. (Bø). – dalla ihop v.a. sammenklumpe eller sammenklæbe til en "Dadl". Ryf. Dal. Mest: dadla seg (ihop).

Dalla f. en liden rund Figur eller Tingest. YSogn, Nfj. "Ei Børadalle"; en liden Byrde. Jf. Dulla, Dylla.

"dalla v.n. (ar) løbe, trippe". A. Rom. 2) svinge smaat frem og tilbage; slænge lidt. a) dingle, hænge og slænge. Tel. "Bjønnongjen soug seg fast te Fingjn o hekk der o dalla, Stakkar". b) gaa og slænge; vimse om = svinsa; især gaa i Hælene paa En, hænge efter. Tel. Shl. Sogn, Hall. Busk. "Ho gjekk dalla heile Dagjn o gav seg gooe Tier". "Han gjekk slængde o dalla mæ Kjeppn". "Han dallar under Kjeringja" (Nedre Tel.). "Dadla itte", Berg. Se A., og dalta. Noget lignende er "dahle", se dasla. – Dall m. og Dalla f. En eller noget som dallar. Tel.

Dalle m. en Dop; liden rundagtig dinglende Tingest. Hall. (Gol). "Øyredalle". "Dallering", Ring med vedhængende Dopper.

Dal-lægd f. mild Dalsænkning, særlig i Høifjeldsfladen. Tel. Rbg. Ma. Jf. Daalægd.

dalsa v.a. og n. 1) rode i eller med noget urent; søle; tilsøle, "dalse tee". Tel. 2) "dalsa tee ein", give et drøit Slag. Li. – dalseleg adj. tilsølet. Tel.

Dal-sig (i') n. en liden meget svagt uddybet Dalsænkning i løst Jordsmon. Tel. Ma. Jæd.




Dalslage m. en liden grund, "flaa", Dalsænkning, snarest i Græsmark. NGbr. Gul. og Stjør.: "Dalslaag(hw)aa". Se Slege, Slage.

Dalslok (o') n. liden rendeformig Dal. Shl.

Dalstrok (o') n. Dalstrøg, Dalføre. Shl. Hall. og fl. Særlig dog om en mindre Dal. Ogsaa: Dalstryk n. Hall.

Dalstrupe m. Indsnævring af Dalen ved dens Munding. Stjør.

Dalt m. 1) En som "daltar etter" se d. Tel. Rbg. Ryf. og fl. "Gjentedalt, Budeigjedalt; Kjellingdalt (Rbg.)". 2) liden Del (Masse, Slump, Klat) som kommer bag efter og ikke egentlig hører med. Gbr. Vald. Shl. Tel. Ogsaa "Attpaadalt", Gbr.

"dalta v.n. (ar) "d. etter", hænge med, følge efter". A. Shl. Ryf. Dal. Agder, Tel. Gbr. 2) dingle; slænge = dalla. Dal.

daltra v.n. 1) trippe = dalta. Røros. 2) gaa omkring puslende. Nhl.

Dalvind m. Vind som blæser ned ad Dalen.

Damb m. liden Pyt af spildt Vædske, især Mælk eller Blod = Demba. Ryf. Shl.

"damla v.n. (ar) plaske". A. Sogn, Ryf. Sfj. 2) v.a. (sjelden) og v.n. holde en Baad stille ved svag Brug af Aarerne. Shl. Ryf. "Damla mæ Aaradne; dava aa damla; damla Baatn". Jf. dabla, dava. – Daml n. Plask; Skvulp. Sogn osv. "Sjødaml". – Damlesjo m. Søskvalp idet Bølger mødes. Shl.

dammande adv. "d. tjukk" siges om Luften i "Damm" eller "Kovdamm". Fosn.

Dammreka (e') f. skjæftet Fjæl, hvormed Møllerenden afstænges. Trondh.: "Dammruku".

dammsleppa v.n. (er, te) aabne en Dæmning. Tel. Lidet brugt. – Dammslepping f. det at man damslepper. Tel. Mere brugt.

dampa v.n. (ar) 1) gaa lidt stumpende, tungt, sent og skjødesløst: omtrent = labba, sabba. VAgder (Eikin, Fjotland, Halsaa). "Kvednæ gjæng aa dampa". 2) bruge lang Tid; søle. "Dei dampa mæ dæ". Li. Jf. dempen, dumpa; Sv. Diall. dimpa = dumpa. – Dampe m. En som ”dampar”. VAgder.

"dan adj. lysten osv." A. Gbr. Vald.: "dan paa Mat; fælt dan paa dæ stærke"; Vestfold: "dan i Mat, i Jænta"; Hedm. Hadel.: däⁱnn. 2) stærkt paavirket: a) forbløffet, forskrækket = daatt ved. Østerd. Nedre Tel. Nfj. b) medtagen. Gbr. og Sogn: "dan 'taa Laatt, taa Koov". c) upasselig; især: øm. Gul. Selbu: "dan i Höua, i Kroppa". 3) kunstlet; anstrengt fin, unaturligt pæn, fattig-fornem. NTrondh. Nedre Tel.: "Ho æ saa dan paa dæ", gjæng aa danderar seg". 4) kløgtig, fiffig, slu. Ryf. Jæd. – "dan" har altsaa ikke altid "so" foran sig og skjuler maaske i sig flere Ord eller Paavirkning fra flere Ord (G. N. dár jf. 2); G. N. dan, m: = Spansk don jf. 3)?).

dangla v. 1) slaa med smaa svage usikkre Slag. Namd. Innh. "Han sto aa dangla aa trøska". Jf. dengja. 2) arbeide klodset og virkningsløst; kludre. Ork. (Meddal). 3) slænge med noget, lade noget dingle. Trondh. (Ogsaa i Vesterbotten og andre Sv. Diall.). "Han fer aa dangle aa kaste bort". Se A. – Dangleskjerding m. slap Person; Dagdriver. Vald. (Aurdal, Slidre) "Danglesjøling".

"Dank m. liden Slump". A. Af Vædske = Skvett. Tel. 2) "gaa i Dank" = driva Dank. Hall.

"danka v. gaa ledig". A. Hall. Røldal.

Dant m. "driv Dant" = driva Dank. Ndm. "Dantkj", Ork. (Meddal). "driv Drant", Helg. – danta v. = driva D. Ndm.? Jf. denta, Sladant; data.

Dant m.? Virkning el. Effekt af Ens Optræden el. Arbeide; Fynd; Klem. Ndm. (Tingvoll). "D'e ikkje naakaan Dant mæ haanaa". – danta(r)laus adj. slap, sløv, magtløs; effektløs, intet udrettende. Danta(r)løys(a) f. en d. Person. Ndm. (Tingvoll). Jf. (Daant) denta, dynta, Dynt, Dynd, Dend. I Jemtland: "däntläus dvs. förarglig, oskicklig, dum"; Rietz.

dapa v.n. (ar) dovne; sagtne, stilne = dova; blive afdæmpet, døsig, slap, "daper" se d. Sæt. VTel. (Moland). "Han dapa noko daa eg sae de". G. N. dapra blive mat, tung.

"daper adj. stille, nedslagen". A. Ø- og VAgder. Især: ubehageligt berørt, forlegen. "Han blei so dap´e mæ" = ”kjust mæ"; Sæt. Rbg. Li. "Daafadden o dap´e", Ma. (Grindeim). "2) svag; ogsaa: drægtig, om Hoppe". A. Li. (Fjotland): "Hestn æ saa dab´e", mat, hovedhængende. dop´r drægtig, ISogn; dab´e drægtig, Dal. (Sokndal, Hæskestad); dab´l d. s. Dal. og daab´l d. s. Jæd., er maaskee paavirket af "dubbel", se d. G. N. dapr mat.

dara seg v. beherske sig; dye sig; bare sig. Sogn (Fjærland og fl.). Meddelt. Jf. Sv. Diall. darä, stilne, "bedara seg". – dara v. dirre, se dadra.

Dare m. 1) Praas. Ndm. (Tingvoll, Stangvik). "(L)jösdare" (kort A, og ikke lang R). Darre d. s. Nhl. Sogn. – Daril m. d. s. S- og NTrondh.: "Jøsdaril". – Der(r)il og Deer(r)il d. s. Namd. Innh. For Dirl. – 2) mat og lad Person. Guldal og Røros: Daaraa. Jf. Dase; nærmer sig for Resten Darre.

darka v. n. (ar) tage det mageligt, gaa og drive. Shl. Ryf. Ma. (Søgne, Holum). "Han gjæng o tvera o toosa o darka"; Søgne. – darkjen adj. som gjerne darkar. Shl. Ryf. "darkjen aa sutlöuse". Isl. darka gaa tungt; jf. darra, darla.

Darl m. noget som hænger og dingler: a) dinglende Møgklump i Fæets Haar. Voss. b) liden Traadbundt el. Dukke. Sogn. c) Frynse. Sogn, Sfj.




darla v.n." A. 2) dingle: a) gaa mageligt dinglende, vippende eller vuggende; slentre. b) hænge og dingle. Ma. Jf. darra, dalla; darka. – Darle m. 1) En som darlar. Ma. 2) = Darl, Daldr. Sæt. "Lo^urtedarli".

Darle m. en Rul af Uld, færdigkardet til at spindes. Ma. Ogsaa: Dralle, Dirle, Durle. Eg. samme Ord som foreg.: en bævrende, dinglende Lok? Darle: darla (A.; dalla) = Dirle: dirla (dilla) = Durle: durla (dulla). – darla v. karde Darlar. Ma.

darra v. n. (ar) 1) ryste sterkt; vippe (hoppe) med gjentagne smaa Vip op og ned. Bruges kun om døde Ting der hvor man ogsaa har dadra el. daira; det betegner der større Oscillationer (Svingninger) end dirra. Ø- og VTel. Ø- og VAgder. "Darrestavn stænd o darrar". "Dæ hæng o darra", Ma. 2) gaa med liden Fart og lidt vippende vuggende eller vrikkende; gaa uden Hast, omtrent = rugga. Ryf. Shl. Hard. "Koma darrande ette". "Kvedno darra". "So darra me te daa!" 3) give sig god Tid, nøle; søle. Røldal. "darra mæ noko". Se A; og dadra, darka, darla.

Darre m. en lang og smal, rystende eller vippende Ting. a) = Skaketein. "Kvennedarre". VTel. Sæt. Ogsaa: Darrestav m. Tel. Sæt. Jæd. b) løs Opstander, undertiden Busk eller kløftet Gren, som anbringes paa Høslæde for at forøge dens Rumfang. Tel. (Kvitseid, Moland). Se A. c) Skjærf. Rbg. d) Praas = Dare. Sogn, Nhl. e) lang og veg slængende Person. Li. Sogn. "Ein Slampedarre". Li. (Eikin). f) Stymper = Sæling. Ma. (Holum), Tel. (Moland).

dar-so conj. dersom. Shl. da-so, Sogn; dette vel for: "æ(r) da(t) so".

Dart m. 1. liden rask Karl = Dert. Sæt.

Dart m. 2. noget sammenviklet eller sammenfiltret: "Skuredart", Halmvisk til at skure med; "Skitdart", Klump af Haar og Skarn. Ryf. Røldal. – darta v.a. (ar) sammenfiltre. Ryf. "Dæ har darta seg (ihopa)".

darta v.n. (ar) 1) gaa trippende, som et Faar; trippe meningsløst. Dal. (Ogna). 3) skide klatvis. NGbr.

darten adj. tilbøielig til at darta, til Darting f. Dal. (Ogna). Jf. darra osv.

darveisa v.n. (ar; og er, te) 1) gaa langsomt svingende med Arme og Krop; gaa mageligt, spadsere. Shl. Ryf. Jf. darra, veisa og moveisa. 2) v. a. endevende. SBerg. Usikker eller ialfald sjelden Bet.

Dase m. 1) svagt Væsen, som taaler lidet, især af Kulde. Nfj. (Innvik, Stryn); til dasa v. Shl. Nfj. = dæsa. 2) Stymper; særlig: viljeslap og mat Person; Person uden Tilgreb. Stjør.: Daasaa. – daasaa-aat adj. stymperagtig. Stjør. G. N. dasi (dási?) mat, lad Person. Jf. Dare, Dasul.

daska v.n. (ar) 1) gaa tung og slængende (traskende); gaa og drive (slænge). Ryf. Ma. Rbg. I Sv. Diall. daska = lunka. 2) gaa sagte og ærbart. Sæt. Jf. dassa. – Dasking f. det at daska.