A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə75/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
#16490
1   ...   71   72   73   74   75   76   77   78   ...   219

"Herota (o') f. Forvirring". A. = Herot. Rog. VAgder. "Gaa (braka) i Herotaa" (og -daa); IMa. "I Hæraadaa", Ryf. Jæd. (De Fine: "masa i Heraaden"). "Han gjænge i Heroda", YMa. (Halsaa, Otrnes; men: "Sei'n gjæng i Aada"). "I Herjaadaa"; Ryf. (Høgsfjord). Se foreg.

herotsleg (e', o') adj. sanseløs, tumlende omkring i "Herot". VAgder: -lig.

herra v.a. (ar). "herre seg ti(l)", gjøre sig stiv og haard og strid "herren". Tel. (Vinje, Laardal).

herra v.n. (ar) surre. Tel. (Vinje). "De herrar fø Øyro". "Ho fere her o herrar". Jf. hurra.

Herrasleikja f. Spytslikker. Hard. Meddelt.

Her-raas? f. tumlende Skynding; svær ubehersket Fart; Fremstyrtning; ogsaa: fremtumlende Mængde. Ma. (Aaserall). "Dæ va fælt te Her(r)aas!" "Dæ gjekk i Her(r)aasæ" = i ein Raus. Lidet brugt, mens det derfra forskjellige "Herot, Herota" er meget brugt. Jf. Raas f. Løb, Gang, Strøm; raasa v. streife vidt.

"Herre m." A. Hære, Vang i Vald. Harre, Ma. (Bjelland). G. N. harri.

Herrefat m. Stormandsfad. Ma. (Aaserall; Bjelland tildels: "Harrefat"), Dal. "Kaama uppi Herrefate", faa det herligt. "Han he dutte uppi Herrafade, men han kjeme naa vel snart i Hønsekoppn".

Herreferd f. Stormandsselskab. Vald. (Vang): "Hærefær"; Ma. (Holum). "Han kaam ræent (reint) upp i Herreføra"; Holum.

herreleg adj. stiv og haard; mager, senebar og benet. Tel. (Vinje og fl.). Jf. herra v.a.

"herren adj." A. Dal. Ryf. Shl. Sogn. "Han va herren idag, Vind´n (Fjoor´n)". "Dæ va herre aa faa dæ neer", stridt, modbydeligt. "Eit herre Arbei". 2) senestærk. Tel. 3) grov, strid = herjen. Hard. Rog. "Herre Mjøl; herren Gröut". 4) stram; "herren Smak". Hard. (Kvamm, Ullensvang).

Herrjaale se Horjaala. Herrot se Herot.

hersa v.n. (ar), optræde med larmende Fordringsfuldhed; dominere; tumle. Bamle, Smaal. "Hærse aa hærje". D. Diall. herse d. s.

"hersk adj. harsk osv." A. 2) bitter, stram. Shl. "Herst Øl", Øl meget bittert af Humle. hæsk, Røldal. "Hæskt Øl, hæsk Smak". Som "fæsk" af fersk (G. N. feskr og ferskr?).

herska seg v.n. anstrænge sig for at være livlig og rask, friske sig op; skynde sig. Ryf.

herskelege adv. overmaade, uhyre. Li. (Kvin). "Herskelig stour". "hærskeli" (sød, sur) – el. "härskeli?" – er maaske samme Ord. Ringerike (Modum).

herv f. Harv. Vald. (Vang). G. N. herfi, n.

herva v. 1) harve. Hard.; Vald.: "hærve". 2) rive til sig eller i sig = harva. Hard. (Ullensv. Ulvik). "H. te seg", "h. i seg".

Herva f. et elendigt magert Dyr. Shl. (Stord).
Sjelden. Jf. herveleg, ussel. G. N. herfiligr, ringe, skammelig.

?Hervilla f. = Herota. Tel.

hesä (ee) v., Hese f. se hæsa.

hesja v.a. (ar), sætte (lægge, binde, sy) løseligt sammen løse Ting; danne en Opsats af aabne løst lagte Ting. Røldal, Nfj. A.

"Hesja f. Stillads osv." A. Hæssi, Nordl. (Helg. og fl.); Hisj', Innh. – Hesjeroa? f. = Hesjetroda: Hesjerooe, Røros, -røe, Gul.; Hisjroo' (pl. -rooaa), Innh. – Hesjeraie f. d. s. Østerd.; se Ræja. – Hesjestaang (-ja-?) f. d. s. Østerd. (Elvrom). – Hesjestod (o') f. = Hesjestad. Nfj. – Hesjastreit f. Skraastøtte, Stiver, "Streit", for "Hesja". Sogn. – Hesjestøe f. 1) en kvistet Stamme, som de hjemflyttede "Hesjer" støttes op imod om Vinteren. NØsterd. (Oos, Tolgen). Maaske -stydja. 2) = Hesjastreit. Røros.

hesjeleg adj. løst sammensat eller forbundet. Til Hes = Hesja, hesja v. Røldal. "Hesjaligt o grise o kleent".

"heskjeleg adj. og adv. uhyre". A. Tel.: "hesjeleg"; Hall.: "hæsjele". Jf. heiskleg.

"Hespa f. 2)". A. Hard. Shl. 3) et næsvist og uroligt Kvindfolk. Trondh. Til hespa 3).

"hespa v.a. (ar)". A. 3) "hespa ihoop", sammensætte eller forbinde løseligt; f. Eks. fortælle urimelige Historier. Voss, Nhl. Østl. 4) v.n. "hæspe ætter", forsøge at efterligne, efterligne ufuldkomment. Østl. (Smaal. Follo, Rom. Ring. Vestfold), SGbr. "Han ska alti hæspe ætter aa gjøra de (dæ) samre". "Oongen æ saa groomm te hæspe ætter". Ogsaa: "Dæ (de) hæspär ætter", det ligner saa nogenlunde; det gaar omtrent som Varslet sagde. Land, Oslo, Smaal. Vestfold, Bamle. Ogsaaa: "Dæ hæsper atti", Totn. Jf. hapa, happa, heppa, harpa. 5) "hæspe tel", slumpe til. Land. 6) fare vims omkring, være geskjæftig; mest om Kvinder. Stjør. Bamle. "Hu flyg aa hæspe aa hæspe aa e allestan burti; d'e e(i) Gälnehæsp"; Stjør. Se Hespa f. 3.

Hespedarl og dirl n. liden Traadbundt. Sogn.

"Hespel m. Haspe osv." A. Ogsaa om en Person, der er liden Rede paa, en "ugreid" Person; østl. Om en holdningsløs, slængende Figur, som synes at være iveien overalt; Vald.: "Hæspil". Om en uvittig, ustyrlig Person; Shl.: "Hespedl".

hespeleg adj. løst og ilde klædt. Tel.

hespla v.a. 1) = hespa 3). Shl. Ma. "Hespla o braka", fortælle Historier. Ma. 2) rive Arbeide fra sig, sluske: "hespla dæ ifraa seg". Ryf. Hard. 3) "hespla sundt", rive itu i Strimler. Tel. (Sellj. og fl.): "hesple soondt eit Plagg, ei Book".

Hespla f. En som hesplar 2). Hard. Ryf.

hespleleg adj. = hespeleg. Tel.

hesputt adj. = hespeleg. Østl.: "hespete".

"Hest m. Hest". A. Et Træ siges at "detta i Hest", naar det ved Fældningen blir staaende paa skraa mellem Grenene paa et andet. "Styve eit Tree i Hest". Sæt. Tel. og fl.

hesta seg v.n. bli til Hest; bli voksen. Tel.

Hesteblokka f. Carduus heterophyllus. Hard.

Hestebyte (yy) n. Bytte af Heste. -bytar m.

Hestedrift f. Flok sammenkjøbte Heste.

Hesteføror f. pl. se Føra. VTel.

Hestehage m. Indhegning for Heste.

Hestehamn f. Græsgang for H.

Hesteharg, -hagl n. se Hagr.

Hestehjelp f. jf. Folkehjelp.

Hest(e)igle m. = Rossigle.

Hestelass n. passende Læs for en Hest.

Hesteleit f. Leden efter Hest. Gbr. Vald.

Hesteleitar m. En som leder efter Hest.

Hesteløda f. Lade hvori opbevares Foder for Heste: Hestefodr, Hestehøy, n.

Hestemaan f. Hesteman. – "Hæs(t)maana" er Navn paa en Ø i Helg. (Næsne) (kaldes nok ogsaa "Hæssmoo'n"); dette er saa blevet til "Hestmandø", med de af denne Form fremgaaede Sagn. "Hæs(t)mana" er en Ø ved Vaarøy (Vardø) i Finnmark.

Hest(e)meit n. = Hestetagl. Salten, Beiarn.

Hestemose (o') m. en Sort Mos. Dal.

Hesteota (o') f. Ægning af Heste til Kamp; Kamp mellem opæggede Heste. Sæt.

Hestesigg m. indtørret Hestesved paa Sæletøi. Vald. Se Sigg.

Hesteskjemma f. Hest som gjør alle andre til Skamme; fortrinlig Hest. Agder.

Hesteskjerar m. Hestegilder.

Hest(e)sko m. = Hestehov, Caltha. Tel.

Hestespreng m. en liden Bregneart, Pteris (Osmunda) crispa. Hard. og fl.

Hestestall m. fasttrampet Lag af Møg, Jord og Straa, hvorpaa Hesten anbringes. Ryf. Shl.: Hestastadl. Se Stall.

Hestesterk m. Hestekræfter. Rbg. (Aamlid), Li. (Fjotland). Mest i Stev som Rim paa f. Eks. Baa(d)neverk. Hestestyrk m. d. s. Tel. Rbg. Ma. G. N. styrkr og sterkr, Styrke. Hestestørk, i Ma. Li. og Lisle-Tovdal, er maaske H-sterk, ligesom "Vørme, Øørt, Høør(d)". – hestesterk adj. stærk som en Hest. Sæt. Jf. bjørnsterk.

Hestestyng m. en Hestebræmse, tykkere end Hveps, men mindre end Kobræmse. Ma.

Hestetræde n. = Hestehage. Hall.: -træe.

"Hetta f. 2) "Hettor", om nedskudte Øienbryn". A. Udbredt Søndenfjelds. 4) Tyngde i Hovedet = Hedna. 5) et Tværtræ paa Toppen af den midtre Opstander i "Framkarrn" af en Høslede. Hall. (Nes).

Hev (e'?) n. Rede? Gavn = Hav? Hard. (Odda, Kvamm); Shl. (Stord, Fitja). "D'æ kje noko Hæv (Hev?) mæ da", det er til at kassere. "Dar æ kje Hæv mæ 'an", der er intet Udkomme med ham; han er "umulig"; f. Eks. om En som taler uforskammet, blasfemiskt eller obscønt. Maaske snarest
eet med "Hev n. Hank = Hav", A. Nfj. Sfj. Jf. "ein hava Kar", "ein skjefta Kar" dvs. en prægtig Karl.

"Hevel m. Hank". A. Hevile, VTel. Rbg.; Hivil, Nedre Tel. Vestfold; Hyvil, Hedm. Totn; Hævedl, Ryf. 4) langstrakt Forhøining paa et lavere Jordsmon; Rygning, Høidedrag. SHelg. (Bindal), YNamd. (Leka): Hæv(v)el. "Fram ette(r) Hævlan", hen ad bølgeformigt Terrain.

"hevja (e') v.a. hæve". A. hyv' (ar), Ndm. (Aure, Tingvoll). høvja seg, hæve sig, Ryf. "2) kaste, slænge". A. Østl. (Ringerike og fl.), Tel. med Imperf. "havde". Ogsaaa: hyva (-de), Hard. Voss, Ryf.; og hiva (-de), se d. – Heving f. Kastning. Østl.

Hevjand n. en kort "Hevjing", Løftning, Kast. Hall. "Han took 'n ait Hevjand", han løftede ham op og slængte ham.

hevjen adj. fuld af Livsmod. Hard. Sjelden.

"hevla v.n. og a. (ar). 2) standse i Farten osv." A. Shl. Tel. "Da ha hevla mæ 'an", deet gaar ikke længere frem med ham. Ogsaaa: sagtne, A.; bie = hefta. Sogn, Sæt. Tel. Østerd. "Hevla lite!" "Han hevla alli fyre seg, han rænnde beint fram"; VTel. "Han fekk kji hevle fyre seg, han datt beint i de"; VTel. "Hevle mæ Talen", standse sin Tales Strøm, faa holdt Uttalelser tilbage; Sæt. "Hevle fyri", og "hevle imoot", d. s. Tel. Især: hevle se(g), standse sig i Farten; Østl. og fl. "3) hevla opp", hæve et Garn ved at forkorte Rebet som forbinder Garnet med "Hevla". Ryf.

"Hevla f. 1) Boie osv." A. Ryf. "2) Bøtte med Hank". A. Hall. Ringerike. 3) en Masse, især af fugtige eller bløde Varer. Hall. "Mathævle, Sollhævle, Brimhævle". "Han sætte i se haile Hævla".

Hevlekopp m. Kar med Hank. Tel.

Hevnd- se Hemn Hevning se Helvning.

hev´r adj. 1) af Havre. Ryf. "hæv´rt Mjøl" Havremel. 2) havreblandet; om Byg ("Korn"); selvfølgelig mest i n.: hev'rt. Ryf. Jæd. Li. Rbg. Ned. Hard. (Ulvik), Nhl. (Eks.). Se A. Sæt.: i n. tildels "hev´at". Komparativ: hev`rar(e), Hard. Li. "Aakrn æ hev´r"; Rbg. Nhl. "Konne æ hev´rt". "Dæ slær seg i hæv´rt"; Ryf. 3) gold, kjerneløs; om Korn. Ned. 4) hev´rt adj. n. og adv. blandet; saa som saa = halvgota; halvt fornærmeligt eller fornærmet. Rog. Hard. (Ulvik). "Han toug dæ so hev´rt"; Dal. "Eit hev´rt Svar", et stødt og noget afvisende Svar; Rog. "Tykkja h.", el. "t. h. um", tage ikke ganske vel op. Dal. Jæd. Ogsaa: "ta(ka) dæ hæv´rt" optage det heftigt, fare fust frem paa Grund af en Tiltale; Ryf.; minder om "taka han haav'ert" A. se haavært. høv´rt, høv´urt dvs. hevrt. Hard. (Ullensv.). "Høvurt Svar". "Ta(ka) høv´rt". Hid hører vist ogsaa høv´ar bly, tilbageholden, ømfindtlig; Vald. (som dig´ar dvs. digr); se haavar, hvormed delvis Sammenglid.

"Hevra f. Havre". A. Ryf. Nfj. Sdm. "Hævra, Hævre". – Hævrerihle (omtr. saa) f. = Havrerisla. Nfj.

hevra seg v.n. om "Blandkorn": blive mere og mere til Havre. Nhl.

hi adv. her. Selbu. Se herne.

hia v.a. forhale, udhale; faa forsinket eller udsat; maaske ogsaa: ved Udhaling faa en Sag bortskaffet. Ma. (Bjelland): hia a(v). SætB. og V.: heie (og heie) av; heie eut. "Heie eut (av) äi Sak, heie eut Teiæ" SætB. Isl. hía give sig god Tid (Haldorsen); Sv. Diall. hia, uppehålla, hindra. Jf. Ogsaa "hy seg", beherske sig, styre sig, Senja; Sv. Diall. hia sej, styra sig. Se og hei(d)a.

hia v.a. og n. = jukka. NGbr.: "hiie". Jf. Skaane: hie dvs. skälfva. jiie v. = hia. Nfj.

Hibne n.? = Himmelleite. Jæd. (Haa).

hibna v. se himla (himna).

hidereken adj. jaget ud af sit Skjul; om vilde Dyr. Sogn (Leikang): heierekjen.

Higr n. noget yderst ubetydeligt; Bagatel; Gran. Rog. Jf. Higl, higla, hikra.

"higra v.n. 1) bæve af Frost". A. Vald. heegre, Hall. (Gol). Mest om den eenstonende skjelvende Lyd, som ofte udstødes under Frost-Bæven. Ogsaa: hikre, heekre, Hall. 2) higra, lee dæmpet, eentonigt og stødvis (gnæggende). Ryf.

higren adj. 1) kuldskjær. Hall. 2) om Veiret: fugtig-koldt, saa man "higrar". Hall.

"Hik (i') m. Snip, Udkant". A. Tel. (mest Ø.): Heek. Ogsaa: en uanseelig Person. Tel.

Hik (i') m. = Klepp 3). Ma.: Hig, Heeg.

hika (i') v. danne "Hikar", under Meining, Tilskjæring osv. Tel. og Vestfold: "heeka inni; heeka seg inn".

"hika (i') v.n. nøle, være tvivlraadig osv." A. Sogn, Shl. Tel. Agder, Ryf. Mange Steder (i Ryf. Shl. Tel.): heeka. "Han heega paa dæ", SRyf. Bamle: eeke. VAgder (ydre Bygder): "heega o meega", famle efter Ord. I Sæt. og VTel. (Mo, Mol. Raul. Høydalsmo): heka (e'); Ned.: hæke; ØTel. (Grandsherad og fl.): høkaa. Da I (i') i denne Stilling vel aldrig bliver til E (ee eller e') i Sæt. og VTel., maa dette være et andet Ord eller fremvirket ved "eka (aka)" eller "æka", stotre i Talen; se d. 2) heeka, snible = snaava. Ryf. Isl. hika d. s. – Hiking f. det at "hika", ubeslutsom Nølen osv. "Han stoo i Heegingjaa"; Ryf.

Hikevika? f. en liden Pil eller "Skjekte" af Papir. Tel. (Rauland): Heekeveeke; Formen synes uhjemlig for Dialekten.

Hikjil; -sko m. = Fetesko. Innh. Se Høkjel.

Hikk m. et drøit Slag. NBerg. Se Hirk.

hikka v.n. (ar), 1) træde usikkert og rykkende som paa en syg Fod. Dal. "Hestn hikka kje paa ein Foud". 2) tale famlende og
med Tilbagetagelser. Dal. Maaske eet med hikka dvs. hulke (rykke); neppe for hika.

hikla (i') v.n. være ubeslutsom; ikke kunne bestemme sig; vakle. Tel. (Bø). Til hika. "Han hiklar baate hiit aa diit".

hikra v.a. og n. gjøre gjentagne ganske smaa og kortvarige Bevægelser?: a) uddele i meget smaa Portioner, tage smaat til noget, bruge sparsomt og sjeldent = tigla. Hard. (Odda, Ullensv.). "Hikra da eut". b) "hikre seg fram", bevæge (arbeide) sig frem stødvis og smaat. Tel. Maaske eet med hikra (gnægge af Latter) og higra (bæve af Frost). Jf. hika (hikka).

Hikresupa f. Den som ikke kan dæmpe sin gnæggende Fnisen siges at have ædt "Hikrsuup'". Innh.

Hikst m. Hikken. "Han sae aldri Heekst´n", sagde ikke et Muk. Busk. Vestfold.

"hiksta v.n. hulke". A. Li. Hall. Nfj. Ndm. og fl. "Hiksta o læ", lee klukkende el. næsten hulkende saa man vil tabe Veiret. Li. Dal. "Hikste ette Anda", snappe efter Veiret. Hall. Vestfold.

hikstelæ(ja) v. = hiksta o(g) læ. Li. Tel.

Hiksting f. Hulken. Ndm. Ma. Østl.

Hild f. Efterbyrd = Heldor, Isl. hyldir, f. pl. Dal.: Hill. – Hilde m. d. s. NGbr. (Sel, Vaagaa). Helle (Hæille) f. og n. d. s. Østl. (Rom. og fl.: Hælle n.). – Et Hilda (el. Hilla el. Hidla?) f. d. s. er meddelt fra Shl. og Ryf.; hertil hilda seg = heila sig. Ubekræftede. – Hillo og Hillsko f. pl. d. s. Gbr. (Gron).

hildra, hildren se heldra.

hildrende adv. "d'æ hillrene stilt" dvs. det er saa stille at det "hil(d)re, en sjir Hil(d)ring", (A.) Innh. (Sparbu, Indr.).

Hildreskap m. det Forhold at noget (en Ø) ofte "hildrar". Nhl. "D'æ Hildreskap mæ dan Askøynæ; stundom e ho nær, stundom laangt burte".

Hil(e)stikka f. Pind i Blystenen ved Hiling (ii) f., se hila v. Ndm.

"hima (ii) v.a." A. "De (Veire) hiimar seg tee", der danner sig et tyndt Skydække. Tel. (Laardal). Ogsaa om Overdrag af Skimmel og dl. VNed.: hiime og h. seg. Og: heeme, Laardal (hos den ældre Slægt).

"Hima (ii) f." A. 2) (eg. 1) et tyndt Dække eller Overtræk, overh.; f. Eks. af Dug paa Glas, Farvestof paa Mosevand, Fedt paa Saad. VAgder: Heima og "Hiima".

himla v.n. 1. være som i Halvsøvne el. Svimmel; være aandsfraværende; være sandseløs; tumle. Nhl. Ndm.: heeml'; Sdm.: "himle, (e)imle, (e)imble". "Du maa kje eimble de vekk!" Maaske eet med himla, blunde, A. Jf. himsa, himta; G. N. híma være aandsfraværende, Sv. Diall. hima, söla. – Himling m. En som "himlar", sandseløs eller drømmende Person. Ndm.

himla v.n. 2. om Luften: klarne; blive lys og let. Nfj. (Eid og fl.). hibna, for himna, i Rog. "Dæ hibbna opp mæ Veere; Skoddo hibbna", Skyerne, Taagen lettede. Ogsaa: "Han hibbna paa mæ Storm´n", Stormen lagde sig. "Herre, Herre, hibbna; halt opp rigna!" Hyrdebøn fra Dal. og Jæd. ("Herre Hibbna" kunde, for sin Form, maaske være "Himles Herre"). Se Himmel.

"Himmel m. A. "E saag'n te Himils", jeg saa ham oppe mod Luften, i Horisonten. Gbr. "Ei saag'n moot Heem´n; der æ som en Grooe 'ti Heem´n". Østerd. (Oos, LElvd.).

"Himmelleite n." A. Himlaleite, Ryf.; Hibnaleide, Dal. – Hibne d. s. Jæd.

Himmelhævd f. atmosfærisk Nedslag; Nedbær: Dug, Regn, Hagl eller Sne. Follo.

Himmelkov (oo) n. 1) = Himmelskov. 2) = Himmelsfok ("Himmelfaakk", Helg.). SHelg.

Himmelsjaa n.? = Himmelsyne. Nfj. (Selja, Stryn), Sfj. (Jølstr). "Upp i Himlesjaa". Ogsaa: "i Himlesjaana", Jølstr. Se A. Himmelsyynd f. d. s. Hard. (Odda).

himsa seg v.n. (ar), tee sig med kaade og tossede selvforglemmende Kast og Fagter; glemme sig selv i vekslende Indskydelser af halvfjantet Kaadhed; tumle med aandssløve Løier og Spøg; omtr. = gamsa seg, men mindre lystigt og mere tosset. SætB. "Han gjekk aa himsa seg paa Golvi, gjekk mæ noko Galleune". – Himsa f. og Himse m. En som "himsar seg"; en sandseløs, upaalidelig og uberegnelig Person. SætB.: "Himse f., Himsi m." – himseleg adj. lig en H. Jf. himta; himla, G. N. híma.

himsen adj. utilpas. Gbr. Jf. hymsen, hymskjen.

himta v.n. (ar), 1) = himsa seg. Og himta seg. Ma. (Halsaa, Holum, Søgne, Otrnes, Øvrebø, Bjelland) "Dæ va bare eg himta", det var bare en tosset (praktisk) Spøg som netop faldt mig ind. 2) braute barnagtigt og meningsløst. Ma. (Grindeim, Hægeland). – Himt n. det at man "himtar": tossede kaade Fagter, sløv Spøg osv. – Himt m. En som "himtar" = himse. – Himt f. (n.? m.?) Sandseløshed paa Grund af at Hovedet er fuldt af tosset Fjas. Kun i Udtrykket: "i Himt´a". Ma. VNed. VRbg. "Gaa i Himt´a; svara bort i Himta; vera langt bort i Himta". "D'æ reint borti Himta mæ 'an". "Han gjæng i Himta, d'æ kje Sæt mæ 'an". Sjelden: "ga i Himt´n". Nogle af disse Former tør være stivnede Dativer. Ogsaaa: i Him`taa; Ma. (Øyslebø); Dativ plur. eller Himta f.? – himten adj. som gjerne "himtar".

himta v.n. (ar), 1) glimte, vise sig glimtvis = skimta. SHelg. Namd. "Da heemta før Öu(g)aan". "Han heemta førbi; æg saag som et Heemt". "Æg saag bærre da heemta 'ti'n". 2) v.a. og n. streife nu og da, berøre let men gjentagende. SHelg. (Brønnøy, Vefsn). "Da gjekk saa foort at Sle`en heemta berre Jool`ee einkvan Gaangjn".
"Baat´n heemta bærre Syy´n". 3) gjøre smaa raske men lidet virksomme Bevægelser frem og tilbage; omtr. = fika, fikta. SHelg. "Han stoo aa heemta aa sloo". Vel eet med "himta, øine (skimte)", A. – Himt n. (f.) Blink af vekslende Lys, Glimt. Namd. Helg. "Æg saag bærre Heemta 'ti'n".

"hin pron. hin". A. heena (dvs. hina, i') og hii (hei) f. (men "deina" dvs. diina, fem. af din); heene? plur. VAgder (Bjelland, Grindeim, Eikin); hina? f. Jæd. Dal. "I hinare Vekene", Dativ; Voss. Bøiningen er for Resten i det hele som af din. hitt-(d)a hint, Hard. (Ulvik, Ullensv.). "den hin, dei hine, de hitt, detta hitt", den anden (den der) osv. Tel. Sæt. og m. fl. "Igjærkvell hitt Kvelli", iforgaars Aftes; "ifjoor (ifjaar) hitt Aari", i For-fjor. Sæt. 2) "fraa hin Haugjen", fra Hedenold, se einard, heiden.

hingla v.n. (ar), 1) = hangla, tigla. Østl. (Vestf. og fl.). "Hingle igjænom". 2) skrante = hangla. Østl. – hinglesjuk adj. = hanglesjuk. hinglutt d. s. Østl. (hinglete). – hingl enslags Aflydsform af hangl.

Hingvisur, Himv-, Hinnvipur se Heimvipor.

hipa (ii) v. n. staa ørkesløs stundende efter noget. Hard. Ryf. Ringerike, Vestf. Se A.

Hipp um Happ, ligegyldigt, omtrent eet og det samme. Ma. (Øvrebø). Andre Steder Hipp som Happ. Fremmed?

hippen adj. hastmodig = braad; fremfusende; altfor ivrig; ogsaa: forhippet, lysten. Ryf. Hard. Rbg.; Senja og Vesteraalen: heeppen. "Han æ so hippen te ta i". "Hippen paa dæ". – hippig d. s. Hard. Voss; Nordl.: heeppi.

hippende adv. "h. vond", saa vred at man ei kan holde sig rolig. Tel.

hipsa seg v.n. gynge = hyfsa. – Hipsa f. Gynge. Ogsaa: Hispa f.; hispa v. med Imperf.: hipste. Ryf. (Høgsfjord).

"Hir (ii) m. 1, Forstand, Skjøn". A. Særlig: Spor af Forstaaelse; svagt el. dunkelt Skjøn. Ndm. (Rindal). Se flg.



Hir (ii) m. 3. 1) en liden Fornemmelse af Svaghed el. Kraftløshed efter en Sygdom; en svag Mindelse af en Sygdom. Jæd. Ryf. Røldal. "Eg har ein leie Hiir ette den Krægdo". "Eg kjenner kje Hiir´n av dæ". "Eg ha kje kjennt ein Hove-Hiir (a)av dæ" eller "ette dæ". Ryf. Jæd. Ogsaa: Hyyr, se d. Ryf. Dette Hir, i denne Bet., synes at forbinde Hir 1, og Hir 2, (Slappelse) hos A., saa alle tre tør være eet Ord. – 2) en Standsning i Udviklingen om Vaaren under Indflydelse af koldt tørt Veir. Maaske eet med Hir 2, A. (Slappelse). Vestfold (Hov). Til hira v.

"hira (ii) v.n. (er, de), 1) maabe, døse osv." A. Vestfold, Trondh. Ndm. Sogn, Ma. "Hiira eut Tiiæ", døse bort Tiden. Ma. "Kua hiira aa hiika ette Mat"; Trondh. (ar). Særlig: staa sammenkrøben i Kulde. Sogn, Trondh. Ndm. "Hiir(a) aa fryys(a)". "Hæstn stoo i Snøfokje aa hiirt(e)". "2) være udmattet osv." A. Nfj. Shl. 3) "hiir Öu(ghw)aam", plire med Øinene. Gul. Strinda.

"hiren adj. (ii), sløv". A. Tel. Agder, YSogn.

Hirk m. et svært Slag el. Stød. Sogn, Sfj.

Hirla f. et magert og lidet levedygtigt Kreatur. Nhl. Shl. "Ei gabmale H.".

"hirra v.a. hidse". A. Shl. Ryf. Jæd. "Hirra seg opp". heerr, Salten. irre, ØAgder, Tel.

hirrande adv. "h. galen", rasende. Rog.

hirren adj. = hiren. Land.

Hirt m. Slæng, Stød, Slag. Sogn. Se flg.

hirta v.a. og n. 1) vippe, slænge; kaste til Jorden. Sogn (Sogndal, Aurl.). 2) gaa raskt og vippende, vippe afsted. Sfj. (Jølstr). "Han hirta paa aa gjekk". Jf. Hirk, Hikk.

Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   71   72   73   74   75   76   77   78   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2024
rəhbərliyinə müraciət

gir | qeydiyyatdan keç
    Ana səhifə


yükləyin