A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

knelta v., Knelta f . Nhl. Se gnelta.

"kne-mjuk adj." A. 2) feig; ræd. Nhl.

kne-møyr adj. svag i Knæerne. Ryf.

"kneppa v.a. 2, 2) sammenføie". A. "Knæppe eit Huus", lægge Tagbjælker over et Hus. Gbr. "3) beligge". A. Østl. og fl. "4) tilsnøre, tilsurre". A. Shl.

kneppa v.n. (er, te), sætte Frugtknude, "Kneppe". NGbr.

"kneppa v.n. (er, te), knitre, lyde som et Knæk". A. Østl.: knæppe. Særlig om enkelte Fugles, f. Eks. Tiurens, Røst: Kneppan(d)e n. Smaal. og fl. Bøies ogsaa: knæppe, knæpp´r knapp knæppi; Smaal. Rom. Land, Hadel. Jf. Ældre D. Kneppe, Knebber dvs. en Skralde; kneppe v. dvs. knirke; D. knebre (om Storken).

Kneppa f. Hestesygdom. Busk. Se Knippa.

Kneppekniv m. Foldekniv. VTel.: Neppeniive.

kneppen adj. som vil "kneppa". Særlig: 1) som holder Munden sammenkneben. Tel. 2) rask. Tel. (Tinn).

"knepta v. knuge". A. Ryf.

knera (ee) v.n. (ar, a; og te), 1) give en svag klagende Lyd; ømme sig saa smaat, klynke = gnera; omtr. = gnurka, knurka, knaura. Dal. (Sokndal, Hæskestad), Li. "Badne laag o kneera". 2) knurre, gjøre smaa Indvendinger. Dal. Jf. gnura dvs. gnide. 3) mane, trygle = gnaala. Dal. VAgder. "Han kneera paa, te han fekk dæ", Ma. "Han gjekk o kneerte saa længje aa ville ha dæ". "Kneera o kniga". – kneren adj. tilbøielig til at k. – Maaske for knidra; jf. gnidra, gneera, gnida.

Kne-reim, -spenne, se Knebrok.

kne-reisa seg v. reise sig paa Knæ; især om liggende levende Kornstraa som danner et Knæ og reiser sig paa det; = knea seg. Ndm.

knerkjen adj. = gretten. Tel. Til knerka.

knerr adj. kneisende. Rbg. Ma.

knerra v. (ar), stramme Nakken og trække Hagen ind og derved reise Hovedet; kneise. Altsaa den modsatte Bevægelse af kjerra; men begge kan (synes at) bringe Hovedet høiere op. Rbg. Ma. "Han knerrar mæ Hovui". Og: knerra seg til, stramme sig op. Ma. – Knerre m. Person med stram Holdning. – knerren adj. = knerr. Rbg. Ma. Jf. NSv. ("Norske") Diall.: knarr dvs. rak, styf i nakken.

knerhava adj. om Meder og Skier med bratt opadstaaende "Hav". Rbg.

Knert m. en Dram. Meget udbredt i Østl.

Knerta f. et haardt og uyndigt, men raskt og ret dygtigt Kvindfolk. Helg. Vesteraalen og fl. Knætt(a) d. s. Salten og fl. Ogsaa blot = Kjella. "Dan Kar´n aa dan Knætto". "Gammelknærta, Gastaknætta, Lisknætta".

knerta v. (ar), 1) hugge tidt og smaat, hakke pikke = knarta. Søndenfjelds. 2) hakke, og bide med Ord. Tel. (Bø og fl.). "Knerte o knaldre". – knerten adj. tilbøielig til at knerta, til Knerting f.

knerta v.a. (ar), gjøre net, pynte; oftest: knerta seg. Ryf. Jf. knørta.

knerteleg adj. net. Tel. (Moland).

"knerten adj. net, bekvem, let at haandtere". A. 2) let og rask og net paa Haand el. (og) Fod; nethændet. Sfj. Nfj. 3) net, pyntelig. Ryf. Ogsaa: tilbøielig til at "knerta seg", pynte sig. 4) stram, strunk, stiv. Ryf. Jf. knørten.

knesa (ee) v. dvs. knisa (i'), fnise. Hall. og fl.

"Knesbot f." A. Kneesbootu, Oslo (Asker).

kne-sid (ii) adj. kroget i Knæerne; ræd. Nhl.

Kne-skaal f. = Kneskjel. Gbr. Østerd.

"Kne-skjel f." A. Kneeskjøl f. Tel. Hard. Kneeskjol (o'), Tel. (Sellj. Kvits. Raul.). Kneeskjøle n. Tel. (Lunde, Raul.). Kneettskjel f. Nhl. (Eksingadal).

Kne-skovl f. = Kneskjel. Odal.




Knest (e') m. lidet Knald = Knett. Hall.

knesta v.a. knappe, spænde. NGbr. (Lom). Jf. nesta. – Knet, Knetakløyvar se Gnit-.

kneta (e') v.a. (ar), gjøre net; faa fint el. net i Stand. Tel. (Laardal, Eidsborg). "Kneta de tee (til)". Ogsaa: pynte. Tel. (Eidsborg). Jf. Knata, knaten, knøta og fl.

knetta (e') v. (ar), trykke, klemme, proppe. Dal. Jæd. "Eg knetta i Sekkjn alt dæ eg kunne". "Me maatte liggja o knetta so længje fyrr me fekk dæ paa Lasse". "Me lesste paa so mygje me kunne knetta paa".

Knetta f. se Knerta.

"knetta v.n. knitre osv." A. Vald. Gbr. Ma. nette, nett´e, natt, nutti, VTel. (Vinje og fl.). "Je har itte (inte) hørt aakke knette æⁱll breste fraa 'om", jeg har ikke hørt en Lyd fra ham. SGbr. Oslo. "Da knatt inkje i 'an"; men "han (Vind´n) blees so da knast i Dør´i, i Tre´e", Sogn.

knetta seg (ee) v. gaa med Knæerne bøiede indad og fremad; gaa med krogede Knæer. Voss, Nhl. Jf. knea.

Knettr (ee) sing. og pl. Luseæg. Oslo. Se Gnit.

Kne-vik (ii) f. = Knesbot. Stjør.

knevla v.a. knuge; trykke til Jorden = knefla, knefta. Helg. (Dønnes). Ogsaa: karnefle Nfj. og fl.; vel under Paavirkning af Tydsk. Se Kn. Jf. G. N. knefan Tvang?

Knibbe m. spids Fjeldtop. Ma. (Wille har: Knibb hvas Steen). Jf. Nibba.

knidra, knidren, knidrefiks se gnidra.

knifs se knips.

Knik (ii) m. Bækkenbenets øvre Fremspring; Lændeknude; Hofteknude. Tel. (Hovin, Tinn). Hertil: høgkniika adj. Niikje d. s. Tel. (Laardal); Nike og Nyke ØTel. (Lunde, Nes). Hertil: (K)nikabein n. Hofteblad os coxæ. (k)nikabreid adj. hoftebred, lændebred. Tel. Se Nike.

Knik (i'), -a, knikjen, knigjen se Gnik, gnika.

knikall (i') adj. gnieragtig; gnidsk; smaalig. Follo: (h)ngneekäll. Til knika, gnika.

"knikra v.n." A. 2) smaafnise; lee meget sagte. Stjør. Knikring f.

Knip (ii) m. Fjeldtop med steil Side = Nipa. Rbg. (Evje); SætB.: N^eip´e.

Knipa (ii) f. = Knip m. Sogn. G. N. gnípa.

Knipa (ii) f. Spat = Knippa. ØSmaal.

Knip(a) f. Hyben. Ndm. Se Knupa.

knipall (ii) adj. karrig = knipen. Østl.

knipla v. knipse, kneppe. Hard (Ulvik, Ulls.).

Knipp m. Knips; se flg. NGbr.

"knippa v. snappe". A. Tel. 2) "knippa av", afskjære (afknibe, afbide) med et raskt Snit. Ryf. 3) knipse. Sogn, NGbr. Sæt. – Knippelanter m. et Kaartspil, Lanter, hvori den Tabende faar Knep i Panden.

"Knippa f." A. Spat. Nhl. Hard. Sogn, Vald. Gbr. Totn, Follo, Smaal. og fl. Ofte: Kneeppe. Kniipe f. Smaal. Knæppe f. dl. Busk. – knippebeina adj. lidende af Spat. Hard. Gbr. Vald. Totn. Mest: -beint.

Knippe n. en steil og noget betydelig Bakke som ligger imellem to vandrette Veistykker, større end "Kneik". Vestfold.

knippen adj. tilbøielig til at "knippa"; noget hvas og afskjærende i Daad og Tale. Oslo.

"knipper adj." A. 2) kræsen; kunstlet peen. ØTel. (Heiddal, Lunde): kneepp´r.

knipren adj. net; sirlig; peen men lidt kunstlet. Ma. (Aaserall). – kniprevæn adj. d. s. Aaserall: -veene. Jf. nipren.

knips adj. 1) = knippen. Totn: knifs. 2) kort for Hovedet; let at støde; knibsk (om Kvindfolk). Ma. (Øvrebø). "Knips o köut". Ogsaa Ældre D. (Norsk? Moth).

Knipsa f. en hovmodig fordringsfuld lunet og let stødt (knibsk) Kvinde. Rbg. Sæt. Knispe f. Tel. Som "knispe" for knipsa, "knaspe" for knapsa. – knispen adj. lig en Knipsa; let stødt og noget bidsk. Sæt. Rbg. "Ein knipsen vo^und´e Hest´e". knispeleg adj. d. s. Tel. – knipsk adj. = knippen. Oslo.

knipøygd (ii) adj. med sammenknebne Øine. Tel. (Moland).

"knisa (i') v.n. (ar), fnise". A. Tel. Li. kneesa Hall. Nedre Tel. Rom. knysa, Voss. knæsa, Rom. knis(s)a, Helg. knisse, Ned. Ogsaa: kniise (er, te), Hall. og fl. knisle, Gbr. og fl. knistre, Tel. (Heiddal). – Knisegraut (i') m. "Hava ete K.", være yderst lattermild, tilbøielig til Fnisen. Tel. Agder, Hall. og m. fl.

knisa (ii) v. faa Bugt med; beseire; prygle af. Helg. (Bindal). "Æ(g) ska kniis' dæ(g)! Æ(g) ska gje dæ(g) en Kniising", m.

knisla v. fnise. Gbr. Hall. ØTel. knihle NGbr. knitla Sogn. gnisle VTel. (Mo, Mol.).

knispa v. æde sprøde Ting smaat og vedholdende. NGbr. Se A. Jf. knaspa, knuspa.

"knista (ii) v. (ar)", A. hvine svagt, pibe som en Mus. Dal. (Sokndal). Jf. gnista.

knistra (ii) v. 1) = foreg. Dal. Li. 2) = knisa (i'). 3) mukke, kny = knysta. Sæt.

"knita (i') v.a. (ar), rokke, røre; se gnetta". A. Tel. Rbg. VAgder, Dal. Hard. kneeta Shl. Rog. nita, VTel. Røldal. "Han ville kje knita seg", røre sig af Pletten, lade sig sige, være rimelig. Tel. (Selljor; Wille).

Knitakløyvar (i') m. Gnier. Ryf. Tel. (Raul. Aamotsdal). Og Kneeta-, Tel. Eg Gnidkløver? "Gnit" sammesteds i Tel.: Nit.

kniteleg (i') adj. gnidsk. ØTel.: kneetoleg.

kniten (ii) adj. gnidsk. Shl. Jf. gniten, niten.

Kniting (ii) m. Gnier. Røldal.

knitla v. = knatla; njatla. Sogn (Vik).

Knitr n. Smule, Gran; se Gnitr.

"Kniv m." A. Niiv´e, VTel. N^eiv´e og Neiv´e Sæt. "Kniiv´n", det ypperste. Oslo.

Knivaknuska se Knyska; -gaas se Gaas.

?knjotra v. trykke, knuge. Christie. Jf. Njotra.

"knoda (o') v.a. (ar), ælte osv." A. knaad(d)a, Fosn? Trondheims By; knad(d)a, INamd. (Overhalla); knaadaa, Ork. (Meddal), Gul.
Selbu; knaa-aa Gul. (Halt.); knaa-a Nhl. (Haus), Helg.; knaa, Shl. (Etne), Ork. (Meddal); knøa, VAgder, Dal. Ndm. (Tingv. Kvernes), Helg. YNamd.; kna-a Ndm. (Ædøy, Aure); kneea YNamd. (som veea dvs. vada); knoe (o'), Tel. (Nissedal), Rbg. (Aamlid); knøe, Rbg. Ma. og fl.; naadaa, NGbr. (Lom); noa (o'), Tel. (Vinje, Raul.); naa-a, Tel. (Mo), Sæt.; naae, Tel. (Moland), Sæt.

"Knoda (o') f. Deigklump". A. Knodo (oo), Gbr. (Lom), INamd.; Knaadaa, Gul. Ork. (Børsen); Knøaa, Ndm. Nodo (oo), Gbr. (Lom), Noa, Naa-a, Naae, Tel.; overh. de samme (eller tilsvarende) Former som Verbets. Knooe, NGbr. (Vaagaa), Tel. (Sauar); Kna n. Fosn (Hitra).

knodafengen adj. kludervorn. Sdm.; knøda-.

"Knodost m." A. Kno-ost (o', o'), Rbg. (Aamlid); Knøost, VAgder, Dal. Se Knost.

"Knodtrog n." A. Knottrog (o', o'), IMa. Knøtatrog (-träug), Ndm. Knatröug, Østl.

"knogen adj." A. knoogjen = tungvinn. Nfj.

Knok (oo) m. 1) En som gjerne strides; til knooka v. Dal. 2) vrangvillig, tvær Person. Shl.

Knoka (oo) f. A. Særlig: det andet Led (Hjørne) fra Fingerspidsen af. Dal. Ryf.

"knoka (oo) v.n. prøve Knoernes, særlig det andet Leds, Styrke og Udholdenhed i gjensidig Knubning. Tel. Oftere: knookast v. recip. Tel. Agder. Ogsaa: "høre (dvs. herda) Knook". Tel.

knoka (o') v.a. (ar), knuge; kramme sammen. Oslo: knaaka; Rom. Odal og NSmaal.: knaakaa. G. N. knoka banke med Knoerne. "Knaakaa Papper". "Han knaakaa'n unner se(i)". Dette er vel knoka, A.

knokehard (oo) adj. med haarde, kjødløse, Knogler. Tel.

knokeleg (knookjeleg) adj. knoglet. VTel.

knoken (oo) adj. 1) vanskelig at faa Bugt med, især i Brydning. Rog.: knootkjen og knoodjen; Flertal altid: knookne. 2) vrangvillig, tvær; som en "Knok". Shl. Jf. knøkjen, knøkja.

knokla (oo) v.n. gaa usikkert og med Besvær. Vestfold (Sandsvær). Maaske knukla, til Knukla (Knook), ligesom knoplen til Knop (Knogle).

Knoll (o') m. Bjergknold. Ma. Li. Østerd. Og: Knodd, Ma. Li. Rbg. Se A. – Knolle m. d. s. Sæt.: Knoddi; Ryf. Knodle? G. N. knollr Eng. knoll, en Høi. Jf. Knulle.

knolta v. puffe; stange saa smaat. Jæd.

Knop (oo) m. 20 Neg. Nfj. (Honndal; sjelden).

Knope (oo) m. 1) Knude paa Vidje. Tel. (Lunde). 2) Knast, Klump eller Knude i noget. Li. (Eikin). Se Knop A. – Knoopaknute m. = Valknut. Sogn.

knoplen (oo) adj. usikker paa Hænder og Fødder, let slippende og snublende. Stjør. "Knooplen te ga, te arbei". – knooplfingra adj. med stive klodsede Fingre. Stjør. Se knokla. Jf. Sv. Diall. knupla, knåpa. dvs. fingra, pyssla.

knopra (oo kort) v. (ar), tygge paa noget haardt, med tydelig men mere dæmpet Lyd (lukket Mund) end ved kna(s)pa. Ndm. "Knoopr paa ei Næp". Maaske knupra (D. knubbre, Nt. knubbern), jf. knuspa (dvs. knupsa?), knurpa. G. N. knypri, Knort.

knosa seg (oo) v. = koosa seg. Hadeland, Land, SGbr. og fl. Dunkelt, særlig i Forholdet til kosa og kornossa; se Kn.

Knost (o') m. 1) Kjernemælksost. Hard. (Kvamm). Knøst, Sdm. (A.), Nfj. 2) en Ost, som ikke er "tviskilt", forskjellig fra Knodost, "Knø-ost, Dal. (Hæskestad).

Knot (oo) m. et Træstykke, hvormed trykkes Figurer i Kager. Hall. (Gol). Se Kaka.

Knota (oo) f. en rask staselig og tækkelig ung Kvinde. Hard. Jf. Knata, Knøta, knota. – "knoten adj." A. glad i at holde sig net og pyntelig. Hard.

knoteleg (o') adj. net osv. se knateleg.

Knoto, Knutu f. et Gran, se Gnita.

Knotr (oo) n. liden Knort el. Knude. Stjør.

Knotra f. liden Knort i Huden. N- og S-Trondh. Ndm. Mest: Knaattr', men ogsaa: Knoottr'. Jf. Notra og Nutra. – knooottraat adj. fuld af Knorter. Trondh.

knotrsam (oo) adj. smaaknudret. Stjør.

Knott (o') m. 1) et buet Overstykke i "Drog" og "Bandekrakk". Hard. (Kvamm). Ogsaa: Notte m. Hard. 2) en liden Pind til at stikke ind i og dermed forbinde to Løkker. Hedm. 3) en liden Dreng. VAgder. 4) en bitte liden Knude eller Knort. Østl. Vel eet med Knott A..

"Knott (o') n." A. Et Insekt hvis Larver ødelægger Skoven. Land. "Borkeknott".

Knott (o') m. Myg = Knott n. Gbr. Østerd.

knotta seg (o') v. (ar), svinge og gynge sig som Udfordring til Dans el. Styrkeprøve. Røldal.

knotthag (o') adj. hændig til Smaaarbeider; let paa Haand. Ma. (Øyslebø). Usikkert; sj.

knottutt adj. = knottvaksen. Smaal. "-ete".

knova (o') v.n. 1) trykke, kramme, knuge; især: trykke under sig. Nhl. Shl. Sfj. Nfj. Sdm. Nogle Steder: knaava. "Knova nee Sængjæ", Nhl. "Høye æ samanknova". "Du maa kje halde paa aa knove i Kattn". 2) fare uvarligt; rode; tumle; især: tumle med en Virksomhed = bauka, masa. Ryf. Shl. "Liggja aa knova oppi Høye" (1). "Han böukar aa knovar mæ aa byggja". Jf. knuva, knuvla, knøyva; se ogsaa knaava.

knovast, knovlast v. se knaavast.

knoven (o') adj. om Hø: sammenklemt og fugtig. Shl. Nhl.

"knu v. gnide, skubbe". A. 2) øve Tryk paa,
mane. Vald. Ringerike. "Knu paa 'n at han bitala". 3) slæbe, trælle, med noget = gnu. Dal. (Ogna).

Knubb m. og Knubba f. uvenlig Person. – knubben adj. uvenlig, især i Ord. Hall.

knubbast v. recip. puffe hinanden. Nfj.

knubben adj. tætvoksen, lig en Knub, A. Ma.

knubla v. puffe = knubba (saa smaat). Nfj. ISogn. knublast v. recip. = knubbast. Nfj.

Knudde, Knudle se Knulle.

"Knue m. Knoe". A. "Slaa Knuar" = knokast. Ryf. Ogsaa: Nue, Ryf. Jæd. Hard. Nhl. (A.); Knuve Gul. Helg. NGbr.; Knuke f. og m. Vald. Østerd. Rom. Follo, Modum, Smaal. – knufla, -ast se knuvlast.

Knugg m. 1) buttet Fremspring, Knude el. Knort paa Kroppen, større end Knotra. Follo, Modum. 2) liden tætbygget Karl. Shl. (Fitja). – knuggjen adj. tætvoksen. Shl.

knugga v. 1) omtrent = knubba. Shl. "Knugga tee ein". 2) skubbe, gnidse; omtrent = gnugga. Hall.

knuka (uu) v.a. og n. (er, te), 1) behandle med Knoerne; knuge, ogsaa med Knæ og Albue; prygle. Rom. Busk. Vald. Totn, Gbr. "Knuuke aa flaa". 2) kramme. Ring.

Knuke m. 1) naturlig Benknude eller Benfremspring. Smaal. Rbg. og fl. "Lundeknuuke", "Uvli-knuukji". 2) Knoe. Se Knue.

Knul (uu) m. tæt vreden Træklods. Trondh.

Knuldra f. en but knoldagtig Ujevnhed paa en Flade; mere afrundet end Hurkl. Hall. Tel. Sæt. – knuldren og knuldrutt adj. fuld af Knuldror. – knultren adj. d. s. Jf. Knultra, Knulle, gnuldren osv.

Knulle m. 1) liden Bjergknold. Dal. (Eikersund): Knudle. 2) Stenbanke som stikker op i Ager eller Eng = Skjer. Agder (Li. Ma. Sæt.): Mest: Nudde. Se Knoll.

knultrast v. recip. = gnuldrast. Rom. og fl.

Knupa f. Hyben = Hjupa, Njupa. Romsd.: -e. Ogsaa: "Knyyp', Kniip’ f. Ndm. "Kroonglknyyp". Jf. G. N. knypri, Klump, Knort, Knude; og: Knurp.

Knupp m. = Aksdos. Østl. (Hadel. og fl.).

Knurk m. Forknyttelse = Knott, Nurk. Vestfold (Lier). "Staa i Knurk´n", staa i Stampe. Jf. Gnurk.

"knurka v.n. grynte, knurre". A. Vald. Dal. Se gnurka. "Knurka imot", mukke. Dal.

"Knurp m. Knort, Knude". A. Nfj. 2) Knop, Blomst- eller Bladknop; ogsaa en meget liden tyk Kvist. Hard. – knurpa v. (ar), bryde Knopper af. Hard. Se Knupa.

knurpa v. (ar), tygge hørligt = knopra (knupra? hvoraf det tør være omsat). Østl.

Knurt (u') 1) liden Klump el. Knold. Saaledes "Traaknurt" (oo?), lidet Traadnøgle. Dal. 2) liden forknyttet og noget vantreven Figur. Dal. (Sokndal, Ogna). Sv. Diall. knoorrt, litet nystan, barn. Se A.

Knurv m. liden knortet, vantreven Tingest, Sogn, Sfj. Helg. – Knurva f. d. s. ISogn. Jf. Nurva, Knuvl, flgg.

knurvast v. recip. = knubbast, knuvast. Dal.

knurven adj. lig en Knurv. Sfj. Sogn.

knurvutt adj. sammenkrammet; krøllet. NBerg. Ogsaa: knyrvete. Til knurva v. (vel for knuvra til knuva, knuvla).

Knus. Kun i: "turr som Knuus", fuldstændigt tør og sprød saa det let knuses til Støv. Ogsaa: "turr som Knusk". Søndenfjelds. Til knusa, knysja, knuska. "Tjurr sum Knausk" d. s. Li. – knusturr adj. d. s. knusende adv. "k. turr" = knusturr.

knusa v.n. gnie; være smaalig; prutte. Nhl. Imperf. tildels: knaus, Nhl. Jf. knusla, T. knäusern. "Ho knaus paa Mat'n".

knuselska v.a. karessere; kjæle. Hedm. Totn, Gbr. I Spøg.

Knusk m. Gnier. Hall.

Knuska f. 1) se Knyska. 2) vreden Udvækst paa Træ? Sogn. "Ri(d)knuska. Oldreknuska".

knusla v.n. 1) rasle med en meget sagte Lyd = tosa, tusa. Tel. (Bø). "Dæ knusla noko inni Skogj´n". 2) gnie, osv. = knusa. Østl. (SGbr. Totn og m. fl.). – Knusl n. og Knusling f. Prutten osv. – Knusling m. Gnier. – knuslen og knuslutt adj. smaalig; gnidsk; gniende. Til knusa; Sv. knussla.

knuspa 1) v.a. (ar), knuse raskt og hørligt under livlig Bevægelse af Kjæverne; Bevægelserne er mindre og lettere (den knuste Ting sprødere) og Lyden mere dæmpet end i knaspa, efter hvis Lighed det maaske er tilblevet af knusa, eller omsat af knupsa, jf. knopra. Tel. Busk. Gbr. fl. 2) v.n. gaa let i mange smaa Stykker med en ikke høi Knusningslyd. Tel. Østl. "De knuspar unde Tænnane". – Knusp n. noget son knuspar. "Turr som K.". – knuspen, knuspeturr og knuspende t. adj. = turr som K. Tel. Østl. Mindre udbredt end knus- og knas-.

Knust m. vreden Klods. Tel.: -´e. Se Gnust.

Knustra f. en noget stor haard knortet Udvækst paa Træ el. Krop. Dal. Jæd. Agder. "Ei Vreeknuustra". – knustra seg eller knustrast v. danne (sig til) en Knustra. Dal. Agder. "Dæ he knuustra seg ihopa (b)". "Den brotne Fo^utn hev kneustra seg ti, alt ti Hestn gjængge mæ eit heilt Kn^øystri"; Rbg. – knustreleg adj. lig en K. Jf. Gnustra, Knystre, Gnaus, Knøysa, knysja.

knusturr adj. tør og sprød, se Knus.

"Knut m. 1) Knude". A. "Setja Knuut´n", afgjøre (afslaa) bestemt. Tel. "5) høi Bjergknold". A. VAgder, Rog.

knutta (u') v. (ar), smaastange, puffe. Rog.

knuttast v. recip. smaastanges. Rog.

Knbutu se Gnita.

Knuv m. en fast Masse med afrundet Top. Nordl. "Høyknuv" = Høyskagge. Jf. Knyvla.




"knuva v. knuge". A. Vald. Tel. (Selljor).

knuvast v. recip. brydes for Løier. Voss.

Knuve m. Knoe. NGbr. Trondh. Voss. Helg.

Knuvl m. 1) en liden rundliniet Ujævnhed eller Knude paa en Flade; omtrent = Knuldra. Rom. Vestfold og fl. 2) en liden vreden knudet Træklods = Knul. Smaal. Rom. og fl. 3) en liden undersat noget tungfærdig Person, en Knold. Rom. Vestfold, Smaal. – Hertil knuvla v. vise sig som en Knuvl: arbeide klodset og sent men ganske jævnt. Østl. Helg. Oftere: gnuvla, se d. – knuvlutt adj. knoldet, knudet. Østl. – Til Knuv. Jf. Knyvla.

knuvla v.a. 1) knuge under sig med mange smaa Stød og Tryk; omtr. = knuva, men med flere og kortere Bevægelser. Se A. Voss, Tel. 2) = knubla, knubba. Sogn, Trondh. Helg. Ogsaa: knufla, Rog. Hard. 3) revse, ogsaa med Ord; knubse. Østl.

knuvla v. se Knuvl. – knuvla v.a. se flg.

knuvla f. Knap til at dække Hornspids = Klaatra. Helg. (Bindal). – knuvla v.a. forsyne Ko med "Knuvlor". Helg.

knuvlast v. recip. = knuvast; smaastanges osv. = knaavlast. Ogsaa: knublast, Nfj.; knuflast, Tel. Hard. Rog.

knuvlekolla adj. forsynet med smaa løsthængende Horn, "Knyvlor". Nedre Tel.

Knuvling m. Træklods = Knuvl. Vestfold.

Knuvr m. Knap, Ring el. Pind sat i Tryne paa Svin. Rbg. (Evje); Sæt.: Nuvr´e.

knuvra v.n. 1) gnave med Anstrængelse, gnave paa noget meget haardt. Ma. (Bjelland). 2) gnave, mane, trygle. Ma. (Bj.). Jf. knopra (knupra).

Knuvra m. 1) = Knuvr. Ma. 2) Pind til Stængsel = Knape; særlig: Pind gjennem Øre og Hank paa Bøtte. Vald.

Knuvreband n. Baand el. Vidje med Pind i til Knuvring af Svin. Ma. (Øyslebø, Finnsland). Til knuvra v.a.

kny adj. 1) stræbsom, flittig. Stjør. Jf. knu v. 2) selvbehagelig, synligt selvtilfreds? Stjør. – ?kny v. vise sig selvtilfreds; være overmodig? Stjør. Maaske til knye, mukke.

Knybba f. liden Klump af Sukkergodt, Gnaskeri, Dessert og dl. ISogn. Usikkert. "Osteknybbe" f. pl. opskaaren Ost til Dessert.

Knybbe n. 1) Klods = Knubb. Hard. "Veaknybbe". 2) tæt, tung, solid Tingest. "Ait Knybbee te Jænte". Hard.