Ivar Aasen Norsk Ordbog

Naut, m. Kammerat. Kun sammensat (ligesom G.N. nautr). S. Maagenautar og Jamnautar.

nauta, v.n. (ar), opføre sig plumpt og usømmeligt. Ogsaa om at føre liderlig Snak, “Nautesnakk”, n. Nordre Berg.

Nautebuna, f. s. Nautelim.

nautefengen, adj. grov, plump, klodset. Paa Sdm. “nautefingjen”.

Nauteferd, f. plump, styg Adfærd.

Nautefjos, n. Fæhuus, Kostald.

Nautegard (-gar), m. Pladsen el. Gaardsrummet næstved Fæhusene. Østl.

Nautehes (-hæs), s. Hes.

Nautekjøt, n. Kjød af Ko eller Oxe.

Nautelim (i’), m. Lem (Bov, Laar) af et Nød. Ogsaa kaldet Nautebuna (u’), f. Hall. og fl.

nauten, adj. 1) plump, usømmelig. – 2) dum, tosset. Mandal (nauden).

Nauteskaan, s. Skaan.

Nautsfall, n. Krop af et slagtet Nød. B. Stift og fl. G.N. nautsfall.

Nautsfoder, el. Nautefoder (-foer), n. Vinterfoder til et Nød.

nautt, neppe; s. nauvt.

nauv, adj. 1) knap, knibende; især om Vind, som man faar næsten imod sig, saa at man maa luve høit for at benytte den til Seilads. B. Stift, Nordl. Mest alm. nau (nau’e), dog ogsaa nauv (Helg.). Koma ut i det nauve: komme i Knibe, nødes til at styre høit mod Vinden. – 2) karrig, gnieragtig; ogs. smaalig, nøieregnende i Smaating. Mere alm. Afvig. nøv, Smaal., nauver, Indh., nauger, Sogn. (Jf. nøgg). Formen nauver høres især i Neutrum, f. Ex. Det vardt nauvert (dvs. knapt), Fosen, Indh., ogsaa “nøvert”, Ork. (S. ellers nauvt og nauva). I danske Dial. nøv, nyv. Nærmer sig til Nt. nau; T. genau (fordum nouwe); Holl. naauw, dvs. knap, nøiagtig, karrig. Jf. G.N. nœfr: flink (el. knap?); nœfrlega: neppe. Isl. naumr: knap, karrig. Slægtskab med “nuva” er tvivlsomt.

nauva, v.a. (ar), besvære, angribe, være til Skade eller Uleilighed. D’er nokot, som nauvar honom (plager ham). Det nauvar inkje (det hindrer ikke). Temmelig alm. Lyder deels nauva (Tel. Hall. Nordl.), deels naua, tildeels endog med Imperf. naudde. – Fra Nordland ogsaa meddelt i Betydningen: knibe Vinden i Seilads, gjøre den knap (nauv). Jf. Nt. nauen, Holl. nauuwen: knibe, trykke.

nauver (nauvr), adj. 1) knap, s. nauv. 2) hastig, hidsig, kort for Hovedet. “Han æ nauver te Sinns”. Indh. (Sparbu).

nauvert, s. nauv og nauvt.

nauvervaksen (?), adj. forknyttet i Væxten; seen til at voxe. “nauervoksen”, Smaal.

nauvlege, adv. nøie, nøiagtigt, grandt. Sogn, Sfj. og fl. i Formen naule’, nauele’. “Da vardt so nauele uttydt”.

Nauvleike (Nauleikje), m. Knaphed.

Nauvrong (?), f. et kort Knæ eller Indholt tværs over Kjølen i en Baad, i Nærheden af Stavnen. “Nauraang”, Ryf. og flere. Lidt usikkert i Formen, da det ogs. hedder “Naua-raang”

nauvt, adv. 1) knapt, knibende. Styra for
nauvt, dvs. for høit mod Vinden. Nordland. Ogsaa: strengt, nøiagtigt. (Sjelden). Afvig. nauvert, Fosen, nøvert, Ork. naugert, Sogn. – 2) knap, neppe, med Vanskelighed. Rbg. Tel. i Formen “nautt”, f. Ex. “Me kunna nautt koma fram”. (Jf. snaudt). Afvig. nøvt, Mandal.

Nav, n. Nav, Blokken eller Middelstykket i et Vognhjul. Østl. I Ork. Nov (o’), f. Sv. naf. Jf. Haus.

nava, v.a. (ar), danne Hjørner i en Tømmerbygning, sammenfælde Stokkene ved et Indsnit i Hjørnet. S. Nov.

Nava, s. Neve.

Navar, m. (Fl. Navrar), Naver, Bor med et skrueformigt snoet Blad (jf. Bor og Tvare). Afvig. Naavaar, Gbr. Ork. G.N. nafarr. Hertil Navarshol (o’), n. Hul som er boret med Naver. Navarshus, n. Naverhylster (Foderal). Navarslegg, m. om Stykket imellem Skaft og Blad. Navarsskjæra, f. Bladet eller Eggen paa en Naver. Navrehald, n. List eller Hylde, hvori Navere opsættes.

Navehogg, n. Hjørnefuge, det Indsnit, hvorved Stokkene ere sammenfældede i et Hjørne (Nov). Jf. Laft, Nate.

Navehovud (o’), n. Stokkenes Ender udenfor Hjørnefugen.

Navepist, m. Gjærdesmutte (Fugl). Sdm. Andre St. Gardsmoga og fl.

navla, v.a. beskjære Navlestrengen paa et Foster.

Navle, m. Navle (umbilicus). G.N. nafli, Ang. nafela.

Navlestreng, m. Navlerøret paa et Foster. Ogsaa kaldet Navleband, n. Navlebast, n. Sdm. Navletaag, f. Hall. og Løk (s.d.).

naa, s. no (nu), og naar.

naa, for “haanaa”, honom; s. han.

naa, v.a. og n. (r, dde), 1) naae, række til, komme hen til; ogs. berøre. Det naadde Botnen. Det naar Veggen. G.N. ná. – 2) opnaae, faae, bekomme; f. Ex. en vis Mængde. Me naa ikkje tjugo Tunnor i Aar. Eit Hundrad er det meste, me hava naatt. – 3) strække til, blive lang nok; ogsaa vedvare. Det naar ikkje til Hausten. – Hadde eg naatt dit: havde jeg naaet saa langt, eller: havde jeg nu kunnet være der. Naa atter: indhente, komme til paany. Naa i (el. uti): naae hen til, faae fat paa, gribe. Naa i Hop: naae hinanden, række sammen. Naa til: komme nær nok, komme hen til.

Naa’a, n. s. Noda.

Naa-ange, m. Liiglugt; s. Naaluft.

naableik, adj. bleg som en Dødning (Naae), liigbleg. Hall. Isl. nábleikr.

Naad, f. (?), Fred, Rolighed. Tvivlsomt Ord, hvortil man maaskee kan henføre Formen “No”, som bruges ved Trondhjem (Selbu), f. Ex. “Han hadd’ ikkje Ro ell No”. Jf. naadig og Unaad. G.N. nád, nádir: Ro; nádulegr: fredelig.

naada, v.a. (ar), benaade, vise Naade. Mest i Konjunktivform, f. Ex. Gud naade honom.

naadd, part. (af naa), naaet, greben; berørt. (Neutr. naatt).

Naade, m. Naade, særdeles Gunst; ogsaa: Mildhed, Skaansel, Benaadelse. Tildeels Naada, f. Sv. nåd. G.N. nád, f. nádir, pl. Beskyttelse, Hjælp, m. m. (Jf. Naad). Hertil mange Sammensætn. i gudelig Tale, som naadefull, adj. Naadegaava, f. Naadelovnad, m. naaderik, adj. Naadestand, n. Naadeval, n.

naadeleg, adj. mild, naadig. – naadelege, adv. mildt, gunstigt, med Naade.

naadig, adj. 1) rolig, fredelig, taalmodig; f. Ex. om et Barn. Nordl. og flere. Jf. Naad og unaadig (som er mere alm.). – 2) lempelig, magelig. Meget brugl. om Tilstande, om Vind og Veir osv. I Dag var det ikkje naadigt paa Sjoen. – 3) naadig barmhjertig.

Naadsaar, n. Naadsens-Aar (for Enker). Rettere Naadeaar. Sv. nådår.

naadæmd, adj. liigbleg, som har Dødningfarve. Hall. Jf. naaeleg.

Naae, m. en Dødning, et Liig. Hall. Shl. og fl. (dog lidet brugl.). Mest i Talemaaden: Han ser ut som ein Naae, om En som er meget bleg og mager. Paa Sdm. tildeels: Naade. Egentl. Naa. G.N. nár (ná), Goth. naus. Hertil naableik, naakald, naaeleg, Naaljos, Naaluft og fl.

Naaelde, n. en Vantrivning; Dyr som ikke rigtig vil voxe eller trives. Sogn. (Til Naae). Jf. Naating.

naaeleg, adj. mager, vantreven, som har et sygeligt Udseende. B. Stift, Tel. og flere. Hedder ogsaa: naaleg, naa’aleg (Shl.); afvig. nøleg, Hall. En anden Form er naasleg, Sdm. og fl. I Ork. naaskjen.

naaen, og naagaan, s. nokon.

Naagim (i’), m. s. Naaluft.

Naaing, f. Naaen, Opnaaelse; ogs. Kreds som man kan naae ud over.

naakald, adj. meget kold, gjennemkold; om Lemmer. Nordl. (Salten).

naakaan, s. nokon. naa’kvar, s. nokot.

Naal, f. 1) Naal; fiin Stikke eller Spids af Metal. Saumnaal; Knappnaal og fl. G.N. nál. Jf. Holl. naald, T. Nadel, som henføres til Ght. nájan (nähen): at sye. Fleertal paa nogle Steder Næler Næl’e, Sdm. og fl. – 2) et fiint tilskaaret Redskab af Træ til at binde Fiskegarn med. Ogsaa et Slags Træspidser i Vantene paa en Mast. – 3) Torn paa Træer (s. Klungernaal); ogsaa naaleformigt Løv (Barnaal), paa Fyr, Gran og Ener. Jf. Bar.

Naal-auga, n. Naaleøie. Nogle Steder. Naalsauga, mindre rigtigt.


naaleg, adj. opnaaelig (af naa, v.). Oftere naaande. S. ogsaa naaeleg.

Naalereim, f. Snørebaand, Snor med en Spids i Enden. Tel. Som Plantenavn. Epilobium montanum.

Naalhus (el. Naalehus), n. Naalehuus.

Naaljos, n. en mat blaalig Lysning, som undertiden skal vise sig paa Mennesker el. i Nærheden af dem. B. Stift, Nordland. Nogle Steder Naaljøs, paa Sdm. ogsaa Naadeljøs; see Naae. Fordum anseet som Varsel for et Dødsfald; derfor ogsaa kaldet Feigdarljos (Feigdeljøs, Helg.). Formodentlig det samme som det svenske Elmseld. Naaljos siges ofte ogsaa om en daarlig Belysning i et Huus, eller et Lys som brænder daarligt. Jf. Vetteljos og Blaalyse.

Naal-odd, m. Od paa en Naal.

Naalstyng, m. Naalestik.

Naaltraad, m. et Stykke Traad, omtrent af en Haands Længde.

Naaluft, f. Liiglugt. Hall. hvor det ogsaa hedder Naatev (-tæv), m. og Naagim (-gjeem), m. Andre St. Naa-ange, m. (Naa-aangje, B. Stift). Afvig. Naalukt, f. Nordl.

Naalus (uu), f. Kløe eller Krillen, som døende Mennesker stundom angribes af; en Fornemmelse som af bidende Utøi. Nordl. (Til Naae). Isl. nálús. Jf. Helmaur.

naalutt, adj. tornet, pigget; om Træer el. Buskvæxter.

Naam, n. 1) Tagen, Optagelse. Brugt i Forbindelsen Snjonaam, dvs. Sneens Optøen. Hard. G.N. nám (afnám, uppnám, landnám), af nema (nam, námu). – 2) Berørelse, Sammentræf (?). Brugt i Dativform, forbunden med “nær”: Naame nær, dvs. nær nok til at træffes. Ikkje Naame nær: langt fra ikke. Det var ikkje Naame nær so stort: det var langt mindre. Meget brugl. i Rbg. og Tel. – 3) Berøringspunkt, Fæstepunkt. Særlig om det Punkt, hvor Enderne af et Tøndebaand fæstes sammen ved en indskaaren Hage. Tel. (Andre St. kaldet Sveip). – 4) Greb i en Kunst, Maade hvorpaa Kunsten kan læres eller indøves. Tel. (Vinje). Koma paa Naamet: lære det rette Greb. Han sette honom paa Naamet: han viste ham den rette Maade. G.N. nám: Kundskab. Jf. Næme. – 5) en enkelt Ting, et Stykke eller Exemplar af et vist Slags (s. Næme). Hard. Eg heve berre eit litet Naam.

naama, v.a. (ar), skjære Fæstehager i Baand (Tøndebaand); s. Naam, 3. Tel.

naamare, adv. nærmere. Superl. naamaste: nærmest. Nhl. (Andre St. næmare, næmaste). Jf. G.N. nánastr: nærmest; náinn: nærstaaende; nálægr og fl.

naamen, lammet; s. nomen.

naame-nær, s. Naam, 2.

Naamtroda, f. Tagfjel over Væggen i et Huus, den Fjel som slutter sig til “Raftestokken”. Tel. (Naamtroe).

naanøyten, adj. gnieragtig, smaalig, som samler og benytter endog de mest uduelige Ting. Tel. Jf. naudnyttug.

naapa, v.a. (er, te), faae fat paa, indhente, fange. Sdm. Jf. næpa (berøre). I Tel. nopa (oo): fange.

naar, adv. og conj. 1) naar, hvor snart; paa hvilken Tid. Naar skal det vera? Han skal faa det, naar han vil. (Med stærkere Eftertryk ogsaa: naar helst). – 2) da, saa snart. Naar eg ser det, so veit eg det. (Jf. daa og fyrst). – 3) saafremt, hvis, dersom. Eg kunde gjera det, naar eg berre vilde. (Med mere Eftertryk: naar som). – Ofte forkortet: naa. (B. Stift). Ogsaa brugt i en anden Form: nær, Rbg. Tel., eller: ner (neer), Hall. Vald. Gbr. Sammensat: ko-naar, Sogn; ko-nær, Gbr. (I første Betydn.). Ogsaa: naartid, Buskr. og fl. G.N. nær, ogsaa hvé nær (dvs. hvor snart). Sv. när (i mange Dial når). Formodentlig kan baade “naar” og “nær” opfattes som en Komparativform af et gammelt “naa” (dvs. nær), som forefindes i G.N. návist, námunda, nálega og fl. G. T. náh, T. nahe. (Grimm, Gr. 3, 182. Weigand 2, 240). Jf. naamare og næmare.

naar, indad; s. innar. naaraste (inderst), s. innarst.

naar, for nokor, nokre; s. nokon.

Naare, m. Laarkrig (= Svange), Bugens Sider nærmest ved Laarene (paa Dyr, for Ex. Hesten). Shl. Mest i Fleertal (Naararne). G.N. nári.

Naarisla (?), f. en Sygdom med rødligt Udslæt; Skarlagensfeber (?). Brugt i forskjellig Form: Naarisle, og Naaresle, Tel., Naaretla, Naareltle, B. Stift; Narisle, Tel. (Tinn), Nørisle, Hall. (Hoel), Naurisle (?), Smaal., Narill, Ork. I lignende Betydn. Aaristel, Helg. Lof. Ved Mandal: Risla, om rødt Udslæt. Saaledes maaskee Naa-risla (til Naae); imidlertid meget dunkelt.

Naarislegras, n. Urt, som har været brugt til Lægedom for “Naarisla”; især Linnæa borealis. Tel. og fl. Ogsaa: Narislegras (Tinn), Naaretlegras (B. Stift). I Ork. Narillgras. Hos nogle Forfattere “Norisle”, hos Gunnerus “Norell”, Arenaria.

naartid, naar som helst; s. naar.

naasken, og naasleg, s. naaeleg.

Naastemme, s. Naudstemme.

Naatev (e’), m. Liiglugt; s. Naaluft.

Naating, eller Naaeting, n. en Stakkel; Vantrivning, svag Krop. Nordl. (Lof.). Jf. Naaelde, og Naae.

Naav, s. Nov. Naavaa, s. Neve.

Naavaar, s. Navar.

Ne, n. s. Kne. – ne, adv. s. ned.


ne, pron. 1) for: henne; s. ho. 2) for: denne, s. denne. “Baa’ ne aa’ na”: baade denne her og den der. Romsd. Ndm.

ne, præp. hos, med; f. Ex. “ne oss”: hos os. Helg. Maaskee for: nær.

ne, en Partikel, som føies til nogle Adverbier og Pronommer, f. Ex. so-ne, daa-ne, endaa-ne (Voss); desse-ne (s. denne). En anden Form “na” er sjeldnere, saasom i: der-na, her-na, hoss-na. Gbr. (Gausdal). Betydningen er uklar, vel egentlig paavisende eller demonstrativ, ligesom i G.N. na. Formen “ne” bliver tildeels udvidet til “inne” med den fulde Udtale af dobbelt “n”, f. Ex. dessinne, dettinne, soleisinne og fl. (Nordre Berg.). Ellers ogsaa forkortet til “n” (en) saaledes: son (soson) for so-ne, og hen (hænn) for her-ne. G.N. svána, herna. Jf. Ogsaa Formerne: solein, nokorlein, mangelein, som før ere omtalte under Ordet Leid, f. – En anden Form er “an-ne” (ane), som dog ogsaa ombyttes med blot “a”; saaledes i Hardanger: slikt-ane og slikt-a (dvs. saadant som dette der), hitt-ane og hitt-a (dvs. det øvrige der), mitt-ane og mitt-a (dvs. mine Ting her). Mere bekjendt er et lignende Tillæg ved Ordene her og der, saaledes i de sydligste Egne: her-an-ne, hæran og hæra, der-an-ne, dæran og dæra. (I Hard. derimod: her-e og dar-e). Dette “an-ne” synes at være et gammelt arne (arna), da det falder nær sammen med det islandske “arna” i sá arna og þann arna m. fl. (f. Ex. i Arnasons Thjodsögur 2, 548). Man anseer det som en Forkortning af þar-na, dvs. der.

nea, s. nedan. Near, s. Nedar.

Nebb, m. 1) Næb, Snabel paa Fugle. Sv. näbb, m. G.N. nef, n. – 2) en fremstaaende Spids; saaledes om Spidsen af et Skeeblad (Skeidarnebb), om Tuden paa en Kande, og deslige. Jf. Nibba.

Nebba, f. en liden Kande med fremstaaende Rende eller Tud. Østl.

nebba, v.n. (ar), plukke, pusle; pynte eller rette paa noget. Tel. Ryf.

nebbast, v.n. næbbes; nappes.

nebbeleg, adj. net, fiin, smukt udstyret. Tel. Jf. nebba.

Nebbesild, f. Horngjedde (Esox Belone). B. Stift og fl. Ellers Horngjæla.

Nebbested, n. en liden Ambolt med en tynd Spids paa Siden.

Nebbetong (-taang), f. en liden Tang med smale Spidser.

Nebor, s. Nedburd.

ned, adv. ned. Mest alm. ne; ellers nid (i’), Sdm. Nfj., ni, Sogn; nogle Steder ner (neer), som ogsaa har god Grund, da den oprindelige Form er nider (i’), eller neder (jf. nedre). G.N. nidr. (jf. nedri, nedan); Ang. nider, Ght. nidar. – Særlig Betydning: 1) nedad, ovenfra til et lavere Punkt; især til Jorden eller Grunden. Detta, siga, renna ned. Sleppa, kasta, riva ned. – 2) til mindre Værd, til en ringere Stilling. Dei faa slaa ned Prisen. Det gjekk ned med Rikdomen o.s.v. – 3) til Ro eller Hvile; ogsaa: til Afslutning, til Ende. Jf. Nedgang, Nedlag, nedlagd, nedsonad. – Med visse Præpositioner (som fyre, i, med, under, yver) bruges “ned” ogsaa for: nedre (nede), dvs. paa et lavere Punkt; f. Ex. ned i Dalom: nede i Dalene. – Af Partikel-Forbindelser mærkes: ned-atter: ned igjen. (Nogle St. ne-att; paa Sdm. ogsaa nat’e, nat’atte). – ned-aat: ned til (Grunden). – nedetter (ne’ette, nett’e): nedad. – ned-fyre (y’): ned for; nede ved. Liggja nedfyre: lige stadigt tilsengs. – ned-i: ned (eller nede) i. Afvig. “niti” (ned-ut-i?), Sogn. Forkortet “ni”, saaledes “nihavd”, dvs. iblandet, bragt ned i. (Dæ’ va’ni-hatt). “ni-lagd”: lagt ned i. “Nilag”, n. Mælk med ilagt Brød. Shl. (For Nedi-lag). ned-imillom: nedimellem; ogs. til Skade el. Spilde. “Han fær ne-myllaa”: han lider Uret, bliver tilsidesat. Sdm. – ned-paa: ned (eller nede) paa. (En daarlig Form, da det nemlig skulde hedde “ned-aa” og ikke “ned-upp-aa”). – ned-til: nedad; ogs. nedad til. – ned-um: ned forbi (et vist Punkt). – ned-under: nedenunder, paa den nedre Side. (I Nordre Trondh. “ne’pund”, ligesom nedpaa). – ned-yver: nedover, nedpaa. Nogle St. ne-ivi, ne-yve og nyve (y’). – I Sammenstilling med Participier bliver Ordet stærkt betonet, f. Ex. ned-blaasen (nedblæst); ned-bøygd, -dotten, -faren, -fløygd, -graven, -kastad, – krøkt, – løypt, -riven, o.s.v.

nedan, adv. neden, nedenfra; ogs. nedentil, i den nedre Deel. Mest alm. nea; i visse Forbindelser: nean Hard. Tel. og fl.); ogsaa nida (i’), og stundom: nada, Sdm. G.N. nedan; Sv. nedan. Tildeels brugt som Præposition med Dativ, f. Ex. “Dei kom nida Gar’a”, dvs. de kom fra Gaarden nedenfor. Sdm. – Med Partikler: nedan-etter, dvs. nedenfra, opad. nedanfyre (y’): nedenfor. (I lignende Betydn. ogsaa: nedan-i, og nedan-paa). ned-igjenom: opad igjennem. nedan-til: a) nedentil, i den nedre Deel; b) nedenfra, opad. Han kom nedantil. (nean-til, nea-te).

nedanbeltes, adv. nedenfor Bæltet eller Bæltestedet.

nedanbrotes (o’), adv. nedenfor Bakken; ogs. nedenfor Fjeldbrynet. Hall. (neabrøtes).

nedanbuls, adv. paa den nedre Deel af Kroppen (Bulen). Buskr. (neabols). I Hall. ogsaa “nealives”.

nedandeildes, adv. nedentil, i de nedre Dele. Ogsaa: nedanlutes (u’). Hall., (nealutes).


nedanlands, adv. 1) i den nedre Deel af Landet. 2) udenlands. Vald.

nedanlivs, s. nedanbuls.

Nedar, pl. (m.?), aftagende Maane, Tiden henimod Nymaane. I Tel. Near. I Hall. Nea, med bestemt F. Neadn (Nedarne) og i Dativ Neo (Nedom). I Gbr. afvig. Nean. “Maanen er i Neo” (Hall.), eller “i Near” (Tel.), omtr. som: i sidste Qvarteer. G.N. nidar, og nid, n. Sv. nedan; D. Næ (fordum Næde). Jf. Ny.

nedarleg, adj. nederlig, lavt liggende (eller staaende). Nogle St. nidaleg (i’), ellers nealeg. Det gjeng ein nedarleg Gang: det gaar kummerlig, det vil ikke lykkes. B. Stift.

nedarlege, adv. noget langt nede, noget lavt. Det ligg so nedarlege. (nidale’, neale’). G.N. nedarlega, nedarla.

Nedbering, f. s. Nedburd.

Nedbrot (o’), n. Nedbrud, Nedbrydelse. nedbroten, adj. nedbrudt.

Nedburd (u’), m. Nedfald af Luften: Regn, Slud, Hagel eller Snee. (Jf. “bera ned”: regne eller snee). Temmelig alm., mest som Nebur, Nebor, Nebør; ogs. Nide’bur (i’), Sdm. (for Niderburd). Sv. nederbörd. Ellers i anden Form: Nedbering (e’), Nedbersla, Nedbæra, f. og med samme Begreb: Ovanburd (Aavabur).

nedburdsam, adj. rig paa Regn el. Uveir. Det vardt nedburdsamt.

Nedbøygsla, f. Nedbøielse.

ned-dotten, adj. nedfalden; s. detta.

ned-drepen (e’), adj. dræbt, ødelagt; om en Hob eller Mængde af Dyr.

Nederdeil, m. den nederste Deel af et Klædningsstykke. Forkortet: Nerdeil, Nærdel. Sogn. Ellers Nedre-Deild.

Nederkjeft, m. Underkjæve; ogs. Underlæbe paa Dyr. “Neerkjæft”, Trondh.

Nedervall, Forlegenhed, Mangel, Trang. (B. Stift). Formod. Nedertydsk ligesom Lægervall.

Nedfall, a. Nedfald; Synkning; ogsaa Forfald, Forringelse. Vera til Nedfalls: være meget forfalden, næsten faldefærdig; om en Bygning. Nedfall synes ogsaa at betegne det samme som Nedvelta (s.d.); saaledes i Hall. “Nefallskønu”: Barselkone.

Nedfallsott, f. faldende Syge, Epilepsie. G.N. nidrfallssott. Jf. Fang.

ned-faren, adj. nedgleden, falden.

Nedgang, m. Nedgang, Nedstigning.

ned-gjengen adj. nedgaaen.

Nedgonga (-gaanga), f. Nedgang.

ned-graven, adj. begraven; jordet.

ned-havd, adj. nedbragt, nedtagen.

Neding (?), m. Gjenganger, Spøgelse (omtr. som Utburd). “Ne-ing”, Sogn (Lærdal). Tvivlsomt Ord.

Nedkast, n. Nedkastning. nedkastad, adj. nedkastet; ogsaa overdækket, tilkastet.

Nedkoma (o’), f. Nedgang, Leilighed til at komme ned.

ned-komen (o’), adj. nedkommen; henkommen. Det veit ingen, kvar han er nedkomen: man veed ikke, hvor det er blevet af ham. (Ligesaa G.N. nidrkominn).

Ned-lag, n. 1) et Lag, en nedlagt Hob el. Portion. 2) Nedlæggelse. 3) Slutning, Ende. Baade i Upplag og Nedlag: baade i Begyndelsen og Enden, først og sidst. (Voss). G.N. nidrlag.

ned-lagd, adj. nedlagt; ogsaa: som har lagt sig. Folket var nedlagt: Folket havde gaaet til Hvile.

Nedlaup, n. Nedløb; Nedgliden.

ned-lekt, adj. nedflyttet, stillet noget lavere; s. lekkja.

nedlengst, adv. nederst. Tel.

Nedloga (o’), f. et nedbrudt eller nedfaldet Træ (= Laag). Nelogo, eller Neloo, Namd. Nelugu, Indr.

ned-læst, adj. gjemt under Laas.

nedra, v.a. (ar), sætte længere ned; fornedre. (nera). Lidet brugl. G.N. nidra.

nedre, adv. 1) nede, paa et nedenfor liggende Sted. Alm. udtalt nere (ee). Af den gamle Form neder, s. ned. G.N. nidri; ogs. nedar. – 2) ned, i Skjul, i en overdækket Stilling. Meget brugl. i B. Stift (Sdm. og fl.), f. Ex. breida nedre (nere). overbrede, tildække med Klæder. Ligesaa: kasta, leggja, setja ne(d)re. Hertil flere Participier, som: nedreboren (dvs. skjult af noget som er baaret sammen), nedrebreidd, nedrekastad, nedrelagd, nedresett, nedresnjoad (dvs. nedsneet), og fl.