Ivar Aasen Norsk Ordbog

nidsk (nisk), adj. nidsk, karrig, gnieragtig. (Jf. Niding). Maaskee ogsaa uhyggelig; s. Formen “nist” under nefst.

nidstira, v.n. stirre uafbrudt paa noget. Nhl. (med tydeligt d), ogsaa Gbr. og Ork. Andre St. naudstira. I Nhl. ogsaa nidskoda (nidskoa, o’).

Nidvisa, f. Spottevise. (Sjelden).

nie, Talord: ni (9). Nogle St. ni, ogsaa nio (Voss, Hard.). G.N. níu; Sv. nio. (Goth. niun). Jf. niande. Nia, f. Nien i Kortspil. Nietal, n. et Nital. Niekonemat, m. Mad som er tillavet af ni Koner. (Omtalt som et fordum brugeligt Styrkemiddel). Nordre Berg.

nifst, s. nefst.

niga, v.n. (nig, neig, niget?), bøie sig, bugne, segne. Skal forekomme i Sæt. og Tel.; saaledes meddeelt fra Bykle: “Han neig i Nett’e”: han bugnede i Knæerne, var nærved at falde. G.N. hníga (hníg, hneig, hnigit). Jf. Sv. niga (neg, negit), som her hedder nigja (ar). S. ogs. neigja.

nigja, v.n. (ar), neie, bøie Knæerne. Mange St. brugl. Sædvanlig udtalt: nia. G.N. hneigja og hníga (see niga). – Nigjing, f. neiende Bevægelse, Knæbøining.

nigla, v.n. (ar), spare, knibe, leve knapt. Hall. og fl. Jf. tigla.

Nik (i’), n. smaa Huggespaaner (= Nugg, Murk, Myle). Tel.

nika (i’), v. gnide m. m., see gnika.

nikja, s. nittan. Nikju, s. Netja.

Nikka, v.n. (ar), nikke, gjøre en let Bøining med Hovedet. (Nærmer sig til niga, ligesom “bukka” til buga). Heraf Nikk, m. og Nikking, f. nikkende Bevægelse.

nikker (nikr), adj. sparsom, knap, Sdm. Nordl. (Forekommer ogsaa som en Tillempning af det danske nidkjær).

Nilag (= Nedi-lag), s. ned.

Nilsmessa, f. St. Nikolaus’ Dag, den 6te December. Østerd.

Ninilla, f. Erle (Fugl). Smaal. Ellers Linerla (Linella, Linilla).

Nipa, f. en steil Fjeldtop, en Bjergspids med en brat nedgaaende Side. Sfj. og fl. Paa Sdm. mest som Stedsnavn. G.N. gnípa. Jf. Nup.

nipen, adj. bly, undseelig, frygtsom. Østerd. (Trysil). G.N. hnípinn: sørgmodig, af hnípa: hænge med Hovedet.

nipper (nipr), adj. net, fiin, ziirlig. Tel. (Noget lignende er “knipper”: net og rask. Trondh.). Isl. nipr: net. Sv. Dial. nipper.

nipperleg (og nipreleg), adj. fiin, tynd, let. Tel.

nippleg, adj. fortrædelig (= snippleg). Ryf.

Niprell (i’), en Plante, s. Fuglefræ. Øvre Tel. Maaskee Nipper-elde.

Nisa, f. Delfin, Tumler (Delphinus Phocæna). Alm. vest og nord i Landet. Afvig. Nysa, Hard., Isa (Ise), i de søndenfjeldske Kystegne. G.N. hnísa. Feit som ei Nisa: meget fed. Stynja som ei Nisa: stønne eller puste stærkt. – Niseblaaster, m. Lyd af pustende Niser. Niselyse, n. Tran af Nisespekk, n.

niska, v.a. (ar), tilberede Skind ved at afskrabe alt vedhængende Kjød. Helg. Nogle Steder neiska.

Niss (ii), m. s. Tunkall, Tufte, Bokke.

Niss (i’), m. stærk Lugt, Stank. Nordre Berg. Ogsaa Nyss (y’), Hard. Tel. I Nordl. synes Niss at betegne Afsmag, ligesom Isl. hniss. S. nissen.

nissa (i’), v.n. (ar), lugte stærkt, stinke.

nissen, adj. usmagelig. Nordl.

Nista (i’), f. Reisekost, Proviant til en Reise, især tilsøes. Temmelig alm. Afvig. Nysta (y’), Nyste, Øvre Tel. og Sæt. hvor det ogsaa betyder Sendekost (= Forn, Føring). Ogsaa i en anden Form: Nest, el. Neste, n. Indh. G.N. nest, n. (Jf. nista, v.). Sv. Dial. nest, neste. – Hertil Nistebumba, f. Nistelaup, m. el. Nisteskrin, n. Kar, hvori man forsvarer sin Reisekost. Nistemat, m. passende Mad til Medførsel paa en Reise.

nista (i’), v.a. (ar), forsyne med Reisekost. G.N. nista.

nista (ii), hvine, klynke; s. gnista.

Nistefylle, s. Gnistefylla.

nistelaus (i’), blottet for Reisekost.

Nister (i’), el. Nistr, n. Solrøg, synlig Damp i Luften. Sdm. Ndm. (I Gbr. Solnisl). Ellers Moe, Musk, Mist, Disma og fl.

Nisting (i’), f. Forsyning med Reisekost.

nistra (ii), s. gnista, gnistra.

Nit (i’), n. Sting, Smerte, Fornemmelse som ligner et Stik eller Slid. Eg fekk eit Nit i Ryggen. (s. nita). B. Stift, Tel.

nita (ii), v.n. (nit, neit, nitet, i’), 1) stikke, smerte; om en pludselig Fornemmelse af Smerte i Legemet, saasom ved en stærk Anstrengelse eller Vridning. Det nit i den eine Sida. Det neit i Ryggen. B. Stift. Tel. G.N. hníta: stikke, træffe (om Vaaben; Ang. hnítan: støde. Nt. niten: stange.
– 2) glide, skyde frem, komme af Stedet. Eg rodde mest eg vann, men det neit ikkje fram: det gled ikke af Pletten. Nordre Berg. – 3) i Forbind. nita Auga paa: fæste Øiet paa, træffe med sit Blik. “Dei flaug so fort, at ein kunna ikkje nite Auaa paa dei”. Sdm. (Vel egentl. nita med Augom).

nita (i’), v.a. (ar), rokke, røre af Stedet (= knita, gnita), s. gnetta.

niten (ii), adj. nidsk, gnieragtig. Ryf. Saaledes ogsaa Niting, m. Gnier; s. Niding.

Niting, f. Sting, Smerter (= Nit).

nittan (ii), Talord: nitten (19). Lister og fl. Ellers: nitten, mere alm., nitjan, nikjan, Sogn, Voss; nikja, Sæt. Vald., nikjaan, Shl. Jæd., nikjaa, Nhl. G.N. nítján; Sv. nitton. (Jf. sjauttan, attan).

nittande, adj. nittende. Afvig. nitjande, nikjande, nikjaande.

nitti (ii), Talord: halvfemtesindstyve (90). Alm. vest og nord i Landet. (Andre St. halvfemte Tjug, halvfems). Sv. nittio.

nittiande, adj. halvfemtesindstyvende.

Niv, s. Kniv.

Njo, s. Kne. – njoa, s. njoda.

njoda, v.a. (nyd, naud, nodet, o’), nitte, klinke, hamre Spidsen paa indslaaet Søm. Voss, i Formen njoa (ny, nau, noe). Ogsaa med svag Bøining: njoa (ar). Hard. og fl. (Jf. noden). Ellers i afledet Form: noda (o’), el. nodda, Tel.; nøa, Vald. Pa Sdm. nøde, og tildeels nydje. I lignende Betydning bruges ogsaa “neie” (s. neigja) og nykkja el. nøkje (s. nykkja). Jf. nuva. G.N. hnjóda (hnýd, hnaud, hnodit); Nt. neden, T. nieten (af et gammelt niutan). Sv. nåda. Jf. Nod.

Njoding, f. Klinkning, Hamring.

Njoli(d), = Knelid. Tel. Sæt.

Njos, m. Tegn eller Vink som kan lede paa Spor efter noget. Tel. (Vinje). Han fekk ein Njos av det. Jf. njosna og Nysn.

njosa, v.n. (nys, naus, noset, o’), 1) nyse (sternutare). Inf. med sædvanlig Overgang til njose, njøse, nysa, nys’. G.N. hnjósa; T. niesen (fordum niusan). – 2) om et pludseligt Sammenstød. “Dæ naus i Hop”: det kom til et Sammenstød, til Kamp osv. Sdm.

Njosflaga, f. et Anfald af Nysen. Nogle St. Njøsflage; ogsaa Nosflaga (o’), til Ros, n. Ved Trondh. Nysæling, m.

Njosing, f. Nysen (= No). Nogle Steder Njøsing og Nysing.

Njosk, f. Knjosk.

njosna, v.n. (ar), speide, lure, kige efter noget. Nhl. og fl. G.N. njósna. Jf. Njos, Nysn, Nyss.

Njosning, f. Speiden, Udkig.

njota, v.a. (nyt, naut, notet, o’), at nyde. Inf. med sædvanlig Overgang til njote, njøte (ø’), nyta, nyt’. G.N. njóta. Imperf. Fl. nuto (u’), Hall. Supin. note (o’), nogle St. nøte. – Betydning: 1) nyde, faae, bekomme. Mest i Forbind. “njota godt”. Eg naut ofta godt av det. D’er litet godt, han heve notet her. Afledninger: Not, nyt, nøyta. – 2) have til fri Raadighed, til fuld Brug. D’er so haalt, at ein nyt ikkje Føterne, dvs. at man ikke kan bruge (eller styre) Fødderne. (B. Stift). Njota seg: have sine Lemmers Brug, være rigtig rask og smidig. Tel. Hall. (njøte se). Ogsaa ved Trondh. – 3) beholde, have i Behold. Hadde me berre notet det, som me hava. Dei hadde nokre Sauder, men dei naut deim ikkje, dvs. de mistede dem. Han nyt ikkje Maten: han er meget plaget af Brækning. – I Nhl. forekommer ogsaa njota i Betydn. nytte, benytte, som ellers hedder: nøyta (og nytta). En anden Betydning: forlyste sig med (noget), synes her at være fremmed.

Njoting, f. Nyden; Brug, uhindret Besiddelse.

Njotra, f. Kno, Fingerled. Tel.

njotra, v.a. knuge, trykke med Næverne (= knua). Tel.

Njotsminne? s. Njøsminne.

Njuk, m. Bjergtop, s. Nuk.

Njupa, f. Hyben (= Hjupa). Tel. og flere. Afvig. Nupe, Hall. Gbr., Nype, Smaal. Ork. og fl. Sv. njupon.

Njupetorn (-tonn), m. Hybentorn (= Klunger). Tel. Num. Hedder ogsaa Njupetyrne “Nupetynner”, m. Hall. Nypetein, m. Nedenæs. Njupeklung, m. Tel. Nupetre, n. Gbr.

Njøsminne, n. Kjøbskaal, Beværtning i Anledning af en afsluttet Handel. Indh. (Snaasen). Ogsaa i Formen Nøsminne, Selbu. Paa andre Steder i Indherred skal det hedde Jøsminne og Ljøsminne (?); mere afvig. er Jøsmynt, f. (Sparbu) og Jøsmye (Skogn). I en Ordsamling fra Snaasen (i Norske Vid. Selsk. Skrifter 1817, S. 221) staar “Mjøsmind”, som formodentlig er en Feil. (Sv. Dial. jusminne). I Betydning træffer Ordet sammen med G.N. mótsminni, som ogsaa læses niótsminni. Det sidste er maaskee det retteste, og isaafald er “Njøsminne” et gammelt Njotsminne, som kunde henføres til G.N. njótr: Eier, Besidder (s. Egilssons Lex.) og altsaa betegne: Lykønskningsskaal for en ny Eier.

no, adv. 1) nu, paa denne Tid. I de sydlige Egne: naa. Afvig. fra G.N. nú. Til no: til denne Tid. (Nogle St. tess no). No her-etter: fra nu af; ogsaa: nu snart, om kort Tid; f. Ex. Eg tenkjer, han kjem no heretter. – 2) da, i dette Tilfælde. No var det ikkje onnor Raad. No var det mange, som visste det fyrr. – 3) saaledes, altsaa. Naar det no eingong skulde vera. Sidan det no er so lagat. – 4) dog, vel, rigtignok. (Dunkelt). Eg trur no inkje det helder. Det vardt no inkje
verre helder. D’er no alltid ein Vaagnad. – 5) som Indledningsord i et udtryk for en Opdagelse, en Besindelse eller Beslutning. (Sv. nå). No, det var so det hadde seg! No, so faa me venda! No, lat so vera! – Som Udraab: No no! – No daa! – No, so ver daa i Fred! o.s.v.

No, (f.), Rolighed; s. Naad.

No, m. Kar eller Kumme af en udhulet Stok; s. Nu.

Noa, n. s. Noda. noa, v. s. knoda.

Nobb, f. Bjergknold, P ynt, fremragende Klippe. Nordre Berg. Hall. Vald. og fl. (Nogle St. Nøbb). Jf. Nov, Nev, Nibba.

nobbutt, adj. ujævn, knudret, takket; om Bjerge.

Nod (o’), n. den tilklinkede eller indkrummede Spids af et Søm. (Af njoda). Voss og fl. (No’). Afvig. Nø, f. (?), Hall. Ork. Isl. hnod, n.

Noda (o’), n. Nøgle, Bold af sammenvunden Traad. Nhl. Voss, Hard. og fl. (No’a, ogs. Naa’a). G.N. hnoda. S. Nysta. – Nodahonk, f. Nøgleklynge (= Nystehonk). “Noahaank”, Voss.

noda (o’), v.a. (ar), nitte, klinke (= njoda). Tel. Lyder som nodda (nodde). Ellers nøa, Vald. og fl. – Hertil Noding (Nodding), f. Klinkning.

noden (o’), adj. nittet, klinket. Particip af njoda. “noen”, Voss. Andre St. nodad (o’), nodda (af Nod), ogs. nøa el. nødd.

Nodra (o’), f. Rystelse, Bæven (af Sygdom). Tel. (mest i Fl. Nodrur). Ved Mandal: Nugra (u’). Jf. nadra (G.N. nötra).

nog (oo), adv. nok, tilfulde, tilstrækkelig. Egentlig Adjektiv, men uden Bøining; see nogo. Kun tildeels i Formen nog, Nhl. Voss, Sæt. Ellers afvig. nau, Nhl. Ndm., naug, Indh., og mest alm. i den forvanskede Form: nokk. G.N. nóg; Sv. nog; Nt. noog, T. genug. (Heraf nøgja og Nøgd). – Ordet bruges: 1) som et tillagt Adverbium efter et andet Ord (især Adj. eller Subst.); f. Ex. hava sovet nog; vera stor nog, lang nog, sterk nog; hava Pengar nog; d’er seint nog, tungt nog, illa nog, o.s.v. – 2) med Begreb af et Subst. Hava nog; faa nog; det vardt nog; her er nog av deim. (Jf. Nog, m.). – 3) som sædvanligt Adverb i Betydning: vel, vistnok, rigtignok; ogsaa: formodentlig, rimeligviis. Det var nog det beste. Me faa nog freista. Han er nog inkje komen. Paa Østlandet ofte uden nogen bestemt Betydning, f. Ex. “E vil nokk ha’ eit Stykke til”.

Nog (oo), m. et tilstrækkeligt Forraad; en Mængde. Nhl. Sfj. Han hadde Nogen (Nogjen): han var rigelig forsynet. (Jf. G.N. í nóg: i Mængde). Andre St. Nøgd.

Nogg, n. 1) Gniden, Skraben (s. nyggja); ogsaa: Overhæng, Tryglen, idelig Paamindelse. – 2) et Punkt, som er gnedet eller skrabet, en liden Skramme. Faa eit Nogg paa ein Fot. Nordre Berg. Nordl.

noggen, part. (af nyggja); gneden, skuret; beskadiget ved Gnidning.

nogo (oo), adv. nok, fuldt tilstrækkelig, el. næsten for meget. Sættes foran Adj. el. Adverb, saaledes: nogo mange, nogo myket, nogo ofta, nogo lenge. Mandal (nogo), Sogn (nogaa); ogsaa flere St., men forvansket til “nokk aa” (opfattet som: nok og), for Ex. “nokk aa mykje” (næsten alt for meget), Sdm. og fl. G.N. nógu (Dativ i Neutr. af Adj. nógr).

nogsam, adj. tilstrækkelig, fyldestgjørende. Nhl. (?).

Noka, f. Knogle; s. Knoka.

noke (o’), s. nokot. nokk, s. nog.

nokka, v.a. (ar), 1) sætte Krog eller Hage i (s. Nokke). – 2) rokke, rykke lidt fremad (jf. nykkja). Nhl.

Nokke, m. en Nokke, en liden Jernkrog, f. Ex. i Tenen paa en Rok. Mest alm. Nokkje; afvig. Nakke, Indr. Isl. hnokki; Sv. nock. – Ellers betegner Nokke ogsaa: en liden kroget el. krumbøiet Tingest (om Dyr og Mennesker); ligesaa: en flittig Arbeider (egentl. En som altid staar nedbøiet). B. Stift.

Nokkesnur, m. Kurrer paa Traad, som er for haardt spunden. Sdm. Gbr. og fl. Jf. Snarlykkja.

nokon (o’), pron. (adj.), nogen, en eller anden, en eller flere; ogsaa om en Deel el. Mængde af et vist Slags. Formerne kunne bedst opstilles som: nokon, m., nokor, f. nokot, n. og nokre, pl., men have ellers flere Afvigelser; saaledes i Maskul. noken (o’), B. Stift og fl., nogon og nugun, Gbr., naaen og noen, Østl.; hertil kommer ogsaa en ældre Form: nokor, Nhl. (G.N. nökkurr, acc. nökkurn; Sv. någon). I Femin. nokor, Nhl. og fl. nogor, Gbr., noko, Tel. Hall., ellers (som Adj. paa en): noki, noka osv. I Neutr. noko (for nokot), ellers noke, naae, noe. Fleertal: nokre (mange St.); afvig. nokle, Sæt. Tel. nogre, Gbr., naar, Ork. og fl., nogaa, Jæd. (G.N. nökkurir, Sv. någre). – Dativ af Neutrum: nokro (nokraa), f. Ex. Det var ikkje nokro likt, dvs. ikke ligt nogen Ting. (Nordre Berg.). Genitiv bruges i Forbindelsen: til nokors (te nokos) dvs. til noget. Blandt andre Forbindelser mærkes: Nokon Ting, dvs. noget. Nokor Tid: nogensinde (jf. nokorsinne). Nokot Slag: nogen Ting. Nokre Stader, s. nokonstad. Det var nokot til Folk: det var Folk, som fortjente Opmærksomhed. Ligesaa: Det var nokot til Mann: det var en mærkelig Mand. Ogsaa om en Ting eller Tilstand: Det er nokot, det, dvs. det er dog noget mærkeligt.

nokonstad, som adv. nogensteds. Hedder
ogsaa nokonstads. Ellers i Fleertal: nokre Stader, og i Dativform: nokrom Stodom (o’), “nokraa Stodaa”, tildeels “nokraa’staa’”, Sdm. og f l.

nokorleid, som adv. nogenledes, paa nogen Maade. Ofte i en nyere Form: nokorleides (nokoleies, nokkeleis). Mere afvig. nokolein, Hall. S. Leid.

nokorlund, som adv. nogenlunde, i nogen Grad. Mest alm. nokolunde”. Jf. Sv. någorlunda.

nokorsinne, adv. nogensinde, nogen Gang (= nokot Sinn). Sædvanlig “nokosinne”, nogle St. “nokensinne”, dog lidet brugl. Egentl. nokro Sinne (Dativ).

nokot (o’), adv. noget, lidt, i mindre Grad; f. Ex. nokot langt; nokot lenge; nokot gamall osv. Lyder sædvanlig: noko, ogsaa noke (o’), nogo, naae, noe (s. nokon). G.N. nökkut; Sv. något. Nokot so nær: nogenlunde, saa taalelig, noget paa Vei. (Temmelig alm.). Nokot um Senn: lidt efter lidt, efterhaanden. Nokot litet (noko-lite’): lidt, en Smule. Nokot kvar: noget nær enhver, mangen en, mange, eller de fleste. Tildeels søndenfjelds; i Østerd. naae-kvar (naakvar). Nogle Steder opfattet som “nokon-kvar”, saaledes i Hall. nokon-kor.

nokra, v. anstrenge, s. naukra.

nokre (nogle), s. nokon.

Nola (o’), f. Trug, Kumme; s. Nøla.

nolka, v.n. arbeide seent og smaat; især med Kniv. Sdm.

Noll, m. Hviin, Klynken; s. Gnoll.

Noll, m. (2), Nul; s. Null.

Nolte, m. Bjergtop; see Knolte.

nomen (o’), adj. lam, paralytisk, stiv eller følesløs i Lemmerne. Mest alm. naamen. I Hall. nømen. Egentlig Particip af nema, altsaa: greben, betagen (jf. Udtrykket: rørt af Slag). G.N. numinn. Sv. Dial. nummen. Eng. numb.

Nomenskap (o’), m. Lamhed. (Sjelden).

Non (oo), n. Midaften, Spisetid omtrent i Midten af Eftermiddagen. Afvig. Nun (uu), Jæd. Ellers temmelig alm. I de nordlige Egne om Tiden ved Kl. 4 el. 5 E.M.; i de sydlige tildeels tidligere, som ved Kl. 2 eller 3, saa at Udtrykkene: knapt Non, høgt Non, avlidet Non, og: halvgjenget til Nons, ikke allesteds betegne just den samme Tid. G.N. nón, af Lat. nona, dvs. den niende Time (altsaa Kl. 3). Jf. Eng. noon: Middag. Andre Benævnelser ere Øykt (Oft) og Undorn.

nona, v.n. (ar), hvile eller spise ved Midaften (Non). Hedder ogsaa nøna (er, te), Vald. Ellers mest alm. halda Non, eller: eta til Nons.

Nonsbil (i’), n. Tiden ved Midaften eller Non. Nogle St. Nonsleite, n.

Nonsmat, m. Eftermiddags-Maaltid, Mellemmad. Ogsaa kaldet Undorn, Aftansverd og Øyktarbite.

Nonsstad, m. Punkt eller Linie, hvori Solen staar ved “Non”.

Nonsøykt (-ykt), f. den tredie Arbeidsstund paa Dagen, Tiden imellem Dagverd og Non.

nopa (oo), v.a. gribe, fange; s. naapa.

Nor (oo), n. (og m.), Sund, Strøm, smalt Vanddrag. I Solør om flere Steder, hvor en Strøm fra en liden Indsø løber ud i Elven (Glommen). Ved Trondh. (Selbu) om en liden Green eller Arm af en Elv (omtr. = Kil, Kvisl). Ellers i flere Stedsnavne, tildeels feilagtigt skrevet “Nord”. I Sogn som Fleertal: Norarne (Noradne), hvoraf Nører, pl. som Navn paa Stedets Indbyggere. Ordet bruges ogsaa i Sverige og Danmark (Rietz 471).

nor, adv. s. nord. nora, s. nordan.

nord, adv. nord, mod Norden; ogsaa: i Nord, paa Nordsiden. Mest alm. nor (oo), tildeels nol (m. tykt L); afvig. naar, Sdm. G.N. nordr. Heraf nørdre, nørdst, Landnørding og fl. Nord i Landet: i (el. til) den nordlige Deel af Landet. Fara nordetter: fare mod Nord, i nordlig Retning. Det gjeng nord og ned: det gaar en uheldig Gang, det tegner til Undergang. B. Stift. (Jf. det gamle: nidr ok nordr liggr helvegr). – Paa nogle Steder, især ved Havet, bruges “nord” ogsaa for burt (el. ut) om nærliggende Punkter paa den nordre Side; f. Ex. nord i Stova, el. endog: nord i Skaapet, dvs. til Skabet paa nordre Væg. I de sydlige Fjeldbygder betegner nord ikke blot en nordlig, men ofte ogsaa en vestlig Retning, da et Dalstrøg, som gaar ind mod Høifjeldene, sædvanlig siges at gaae “nord”, om det end tildeels bøier af mod Vest.

Nord, m. Nord, den nordlige Kant eller Side. Kun i ubestemt Form, f. Ex. beint i ein Nord, dvs. i en nordlig Retning. Vinden gjeng til Nords: bliver nordlig. I det sjeldne Udtryk “det blæs av Nore” (Dativ) maa vel Formen nærmest opfattes som Nordre, da Ordets egentlige Form er Norder. G.N. nordr, n. i Dativ nordri.

nordan, adv. nordenfra. Mest alm. nora; tildeels noran, Voss, Hard. Tel., noraan, Nhl., naara, Sdm., hvor det ogsaa bruges som Præpos. med Dativ, f. Ex. “naara Øyaa” (= nordan Øyom), dvs. fra Øerne nordenfor. G.N. nordan; Sv. nordan. – nordanetter, adv. nordenfra, mod Syd. (Nordanetter-Folk, s. Nordanfolk). – nordan-fyre (y’): nordenfor. (I samme Betydn. ogsaa nordan-i, og nordan-paa). – nordan-til, adv. 1) nordenfra, mod Syd; 2) i Nord, i den nordlige Deel. (Sædvanl. norantil, nora-te).

Nordanblaaster, m. Blæst fra Nord.

Nordandraatt, m. nordlig Vind i Skyerne;
det at Skyerne trække nordenfra. Hedder ogsaa Nordandrætte og Nordandrag.

nordanfjells, adv. nordenfor Fjeldene; især i Nord for Høifjeldene i Midten af Landet. Tildeels brugt som Adjektiv f. Ex. Nordanfjells-Folk.

Nordanfolk, n. Folk som ere komne nordenfra. Nogle Steder Nordanetter-folk (Noraettefolk). Ligesaa Nordanettermann (Noraettemann).

Nordankjøla, f. svag Nordenvind.

Nordansnoa, f. en kold Luftning fra Nord.

Nordanveder, n. Veir fra Nordkanten. (Nora-veer).

Nordanvind, m. Nordenvind.

Nordan-ætt, s. Nordætt.

nordarleg, adj. nordlig beliggende; om Sted. (noraleg).

nordarlege, adv. paa et nordligt Punkt, ud mod Nord. Det ligg so langt nordarlege. (noralege, norale’). G.N. nordarlega, nordarla.

Nord-aust, m. Nordost. (Noraust).

Nordbakke, m. Skybanke i Nord.

Nordbue, m. Nordboer, Person fra en nordlig Egn. Ikke alm. Oftere Nordbygding, m. om En som boer i et nordligt Distrikt.

Norddøl, m. og Norddøling, m. Indbygger af en nordlig Dal eller af et Sted som hedder Norddal.

Nordfare, m. Søfarende fra Nordland (s. Nordlending). Oftest forkortet “Norfar”. Nordfarskuta, f. Fartøi fra Nordland. Nordfar-Jagt, f. d. samme.

Nordfelling, m. Affødning af en Slægt, som er kommen nordenfra; f. Ex. om Heste. Tel.

Nordfjording, m. Indbygger af Nordfjord (i Bergens Stift). “Norfjoring”.

Nordhav, n. det nordlige Hav.

Nordkant, m. omtr. som Nordside.

Nordkraa, f. Vraa eller Hjørne paa den nordlige Side. I Smaal. Nordro (Norro), om den nordlige Himmelegn.

nordleg, adj. 1) nordlig, som er i Nord, eller vender mod Nord; f. Ex. om Vei eller Retning. 2) om Vind, som kommer fra Nord.

Nordlending, m. 1) Indbygger af et nordligt, eller nordenfor beliggende Landskab. G.N. nordlendingr. 2) Indbygger af Nordland, dvs. de nordligste Distrikter i Norge, nemlig Helgeland, Salten, Lofoten, Senjen og Finnmarken. (I Fleertal kan “Nordland” ogsaa betegne: de nordlige Lande; men i dette Flad burde det hellere skrives Norderland i Lighed med Austerland og Vesterland).