Ivar Aasen Norsk Ordbog

fara, v.n. (ar), frygte; s. faara.

farande, adj. 1) farende, reisende; ogsaa forsvindende. 2) farbar, fremkommelig. 3) i Forbind. “ho er so farande”: hun er frugtsommelig. B. Stift.

Farang, m. Omgangssyge; Sygdom som angriber flere paa een Gang, enten ved Smitte eller af anden Aarsag; f. Ex. ved en hastig Forandring i Veiret. (I B. Stift. Faraang).

farast, v. s. fara, fardast, og ferdast.

farbuen, adj. reisefærdig. Sogn (?).

Fard (?), f. Farve (i Kortspil). Udt. Far, el. Fal (tykt L), Østl. “Stikke i Fal’a”. (Jf. Fr. fard: Farve, Sminke).

Fardag, m. Flyttedag. Lidet brugl.

fardast, v.n. (ast), skimle, afsætte Skimmel (Farde). “farast”, B. stift. (Isl. farda). Hertil fardad (fara), adj. skimlet.


Farde, m. et Slags tynd Skimmel (mucor) paa Vædske, især paa Mælk. “Fare”, Tel. Sfj. Sdm. Nordl. “Fale”, Hall. Isl. fardi. Jf. Mygla.

Fare, m. En som farer eller reiser. Bruges kun sammensat og lyder derfor sædvanlig “Far”, som Nordfar’, Hellandsfar, Framfar. Anden Betydning i Tilfare.

Fare, m. s. Farde og Faare.

faren, adj. (part). 1) faren, afreist. Tildeels afvig. firen (i’), feren (see fara). Ogsaa: befaren, bereist, f. Ex. om en Vei. D’er so fyre faret: det har gaaet saaledes før. (B. Stift). – 2) stedt, kommen i en Tilstand. Vera ille faren, vel faren. – 3) affældig, svækket, skrøbelig. Stova er fari i Novom: Stuen er frønnet (raadnet) i Hjørnerne. “Fara i Novaa (o’)”, Nordre Berg.

Farg, n. Presse, tungt Overlag at sammentrykke noget med. B. Stift, Hall. Vald. Ork. Nordl. (Isl. farg).

farga, v.a. 1. (ar), presse, sammentrykke (f. Ex. Tørfisk). Nogle Steder fergja. (Shl.). Isl. fergja.

farga, v.a. 2. (ar), farve, sætte Farve paa Tøi (= lita). Nogle St. ogsaa: male, f. Ex. et Huus. Hall. Num.

Farga, f. Maling, Malerfarve. Hall.

Fargar, m. en Farver (= Litar).

Farge, m. Farve (Lit). Udt. Fargje, Farje. Sv. färg; T. Farbe, Mht. varwe.

Far-greida, f. Leilighed at fare med; Befordring tilvands. Sdm.

Fark, m. en Stalk, falsk, upaalidelig Person (omtr. som Fant); ogsaa en Landløber. Trondh. Nordl. Jf. Farre.

Farkeferd, f. Svig, Skalkestreger.

Farkelag, n. Anlæg til Svig og Falskhed.

farkjenna, s. under Fader.

Farkost, m. Fartøi, Baad, Færge, eller ethvert Befordringsmiddel paa Vandet. Østl. Sv. farkost; G.N. farkostr.

farlaus, adj. som ikke finder Leilighed til at reise med, forlegen for Baad, el. desl. (s. Far). Heraf Farløysa, f. Mangel paa Skibsleilighed o.s.v.

Farleid, f. Vei, Stævne, Retning. Sogn og flere.

Farlenda (?), f. Færd, Stævne. Paa Sdm. i Talemaaden “halde Farlendinne fram”, dvs. fortsætte sin Reise, fare længere. Jf. G.N. farlengd.

Farm, m. Ladning, Fyldning i Baad eller Fartøi. Vesten- og nordenfjelds. G.N. farmr. Fra Nordland er meddelt, at “Farm” er det som kan rummes paa et Fartøi, men “Ladning” det som Fartøiet kan bære.

farma, v. lade, fylde; s. ferma.

Farmbaat, m. en Baad med Ladning.

farmlaus, adj. tom, uden Ladning.

Farmrom, n. Ladningsrum.

farra, v.n. (ar), flakke, streife omkring. Tel.

Farre, m. en omflakkende Person. Sdm. Tel. Ogsaa en Skalk (ligesom Fark og Fant). G.N. farri. – Hertil: Farreferd f. og Farrestell, n. Skalkestreger. Sdm.

Farskjot, m. Skyds, Befordring til en Reise; ogsaa: Bortviisning, Udjagelse (ligesom Skjot). Nfj.

Farsott, f. omgaaende Sygdom.

Farsund, n. smalt Farvand.

farsynt, adj. om et Sted, hvor man let kan see Veiene (jf. vegsynt), eller hvor man let finder Sporene efter Dyr og Mennesker; f. Ex. i Sand eller Snee. Det hadde snjoat so myket, at det var farsynt. Rbg. og fl.

[fart, m. = Ferd. – farta, v. glide frem, seile godt. (Unorske Ord).

Fartid (el. Ferdtid), f. Reisetid, f. Ex. til Vinterfisket i Lofoten. Nordl.

Fartoll, m. en vis Afgift eller Betaling for Indskibningen af Tørfisk. Nordl.

Farty, n. Fartøi, Skib. Nyere Ord. Holl. vaartuig; Sv. fartyg.

Farvatn, n. Farvand, Søvei.

Farveg, m. Vei, Bane; ogsaa Spor; f. Ex. Hestefarveg: Spor efter Heste. Østl. Num. og fl. G.N. farvegr.

Farvid (Far-ve’), m. 1) Tværfjele til Underlag i et Tag eller en Bro. Num. Hadl. (Jf. Tilfare). 2) et Fjelegulv over Indholterne i et Fartøi. Nordl. I Lofoten ogsaa kaldet Farvidbord (Farveboor).

Faslar, pl. s. Fetel.

fast, adv. 1) fast, stadigt, sikkert. Dei trudde det fullt og fast. 2) stærkt, kraftigt; ogsaa hurtigt. Halda fast paa. Fara fast fram.

fast, adj. 1) fast paa et vist Punkt, urørlig, ikke løs eller fri. G.N. fastr. (I Femin. fost, Hard. Sæt.). Ogsaa: tæt, fast sammenhængende, f. Ex. om Jord. Jf. snjofast. – 2) bunden, forpligtet; ogsaa: forlegen. Eg vardt fast med det. Standa fast (el. faster): staae forlegen. Ganga seg fast: forvilde sig til et Sted hvor man ikke finder nogen Udvei. Tala seg fast: fortale sig, indvikle sig i Modsigelse. – 3) stadig, sikker, urokkelig. Faste Helgar; fast Løn, o.s.v. I faste Svevnen: i tryg Søvn. (Med en gammel Form “i fastaa Sømnaa”. Sdm.). Jf. festa.

fasta, v.n. (ar), faste, afholde sig fra Mad.

Fasta, f. 1) Faste, Afhold fra Mad. 2) den gamle Fastetid (før Paaske). Afvig. Fosta (o’), Fosto, Hard. Voss. G.N. fasta, acc. föstu.

fastande, adj. 1) fastende, Paa fastande Hjarta: før Frokosten. – 2) ædru (som Modsætn. til full). Sogn, Søndre Berg. Trondh.

Fastepengar, s. Festepengar.

Fastleike, m. Fasthed.

fastna, v.n. (ar), fæste sig, blive fast.

fastra, v.a. (ar), gjemme noget ved at grave det ned i Jorden (som Bjørnen siges at
gjøre med Levningerne af et dræbt Kreatur). Sdm. En saaledes nedgravet Krop kaldes Faster (Fastr), n.

Fat, n. 1) Fad, Madkar med smal Bund og bred Kant. G.N. fat, Kar (vel egentl. det hvormed man opfanger eller omfatter noget). Fl. Fot (o’), Sogn og fl. Jf. Fota. – 2) Greb, Haandfang (= Fate). Nhl. Hertil hører vel Udtrykket: faa Fat paa, faa Fat i, taka Fat paa, dvs. gribe. – 3) Bedækning, Klædning (G.N. fat). Kun sammensat: Hovudfat, jf. Hudfat; i Fl. (Fot): Skofot; jf. Aafot, Ljofot, Klyvfot. – I Sammensætn. tildeels Fata, som Fataklut, m. el. Fatafilla, f. Vaskeklud. (Østl.). Fatastol, m. Række af Hylder at opsætte Fade i.

fata, v.a. (ar), 1) fatte, gribe, tage fat paa. Han fatade honom i Armen. Jf. fakka og G.N. feta (fat): finde, træffe. – 2) fænge, fæste sig i; især om Ild: tændes. Det vil ikkje fata. Afvig. faataa, Gbr. Ork. Indh. Ogsaa: fatna. Nordre Berg. – 3) fæste sammen, sye løseligt. Tel. (Mo). Particip fatad, sammensat. Han var vel fata(d): velbygget, stærk og vakker. – 4) dække, svøbe, omvikle. Fata seg til, el. fata paa seg: tage Klæder paa sig. Tel. Jf. skofata. – 5) v.n. kludre, fuske, gjøre klodset Arbeide. Tel. Jf. fatra.

fata (adj.), i nogle Sammensætn. som “fatafin”, adj. alt for kræsen, eller fornem. Tel. (Vinje). “Fatameis”, m. en Klodrian. “Ei Fatavise”: en flau, smagløs Vise. Ligesaa “Fatavers”, og fl. Ellers fataleg, adj. klodset, forfusket.

Fatagaatt, f. s. Gaatt.

Fate, m. Hank, Haandfang paa Kar (= Hevel). Hard. Jf. Fat, 2.

fatig, adj. fattig, arm. See faatøk.

Fatl, n. Baand, Ombinding (af fatla); i Særdeleshed: a) Baand om Sænkestene paa Garn. Sdm. Trondh. Nordl. (Faltl, Faltj). b) Omvinding paa Fiskekroge. Nfj. c) Skulderbaand paa Randsler (= Fetel). Vald. (Fasl). Bera Handi i Fatle: holde en syg Haand i et Baand, som er knyttet over Skuldrene. (B. Stift). Hører nærmest til Fetel.

fatla, v.a. (ar), ombinde, omvikle. G.N. fatla, fatlast, forvikles. (Sjelden). Jf. Fetel.

fatna, v. fænge, tændes; s. fata.

fatra, v.n. (ar), kludre, arbeide klodset. Tel. Rbg. Ellers: fjatla, fitla og fl.

fatt, adj. tilbagebøiet (= gag, keik). Berg. Stift, Hall. og fl. (Isl. fattr). Fatt i Ryggen: indbøiet i Ryggen. Fatte Fingrar: Fingre som let kunne bøies tilbage. Heraf fetta.

fattast, v.n. = vanta, skorta. Formodentlig for faattast, el. fættast.

fatthalsad, adj. tilbagebøiet i Halsen.

fattleggjad, adj. bagbøiet i Læggene. Hall.

fattryggjad, adj. indbøiet i Ryggen, sadelrygget.

fauk (føg), s. fjuka.

Fauka, f. et Anfald, Tilstød, f. Ex. af en Sygdom (= Rid, Flaga); ogsaa en Stund, en vis Tid. “Fauk’”, Indr. Stjord. Nogle St. Foka (o’) Fok’, Selbu. Faukom-til: stundeviis, en og anden Stund. Ogsaa i Sverige (Rietz 178).

Fauna, f. Skimmelhinde paa Mælk eller anden Vædske (= Farde). Rbg. (Aaserall). Hedder ogsaa Føyna. Jf. G.N. feya: lade raadne.

faura, v.n. liste sig afsted. Tel. faureleg, adj. stille, ligesom nedslagen eller skamfuld. Tel. Paa Sdm. Faur, m. om en seenfærdig Person.

Fausk, m. 1) trøsket Træ, Ved som er raadnet eller forgnavet af Træorm. G.N. fauskr. – 2) Falaske; s. Falske. – 3) et Fuskerarbeide; en skrøbelig, daarlig Ting. Nhl. Voss (hvor man ogsaa siger fauska om at fuske).

fauskast, v.n. trøskes, blive forgnavet af Træorm.

Fauskemjøl, n. Trøskemeel, Støv som Træormene efterlade sig i raaddent Træ.

fausken (kj), og fauskutt, adj. trøsket, gjennemgnavet af Træorm.

[Faut, n. Feil, Lyde. (Ogsaa i danske Dial.) Fr. faute.

Faut, m. s. Fut.

faa, v.a. 1. (fær, fekk, fenget), at faae. Præs. hedder paa mange Steder: faar (Sogn, Nhl. og fl.), nogle St. fæ (Sdm. Gbr. og fl.). Imperf. fekk (ee), nogle St. fikk; Fl. fingo (Hall. Vald.), finge (flere St.). Konj. finge (fingje), i Tel. fyngje. Supin. fengje’, fingje, og mange Steder: faatt. G.N. fá (fæ, fékk, fengit). Jf. Goth. fahan; Ang. fón. I Lighed med fenget og fekk (for feeng) kunde man ogsaa vente et Inf. fanga (Præs. feng), men denne Form synes ikke at have fundet Indgang, skjønt den maaskee er forudsat i Afledningen: Fang, Feng, fengja, lettfengd, storfengd, o.s.v. – Betydning: 1) modtage, bekomme, komme til at have; især a) faae til Eiendom (som Fangst, Vinding, Gave, Betaling). Faa Fisk, Korn, Frukt, Løn, Pengar osv. b) blive forsynet med (som Tilgift af Naturen). Faa Lauv (om Træ), faa Vengjor (om Insekter); faa Horn, Tenner, Haar, Skjegg. Ogsaa: faa Ungar, faa Barn (ein Son, ein Gut) osv. c) faae til Hjælp eller Selskab. Faa Folk, Tenarar, Gjester, Fylgje. Særskilt om at faae til Ægte; f. Ex. Han fekk ei Husmannsdotter. – 2) træffe, møde, komme ud for noget (godt eller ondt). Faa Regn, Turk, Storm, Bløyta. Faa vondt (blive syg); faa Verk, Slit, Skade, o.s.v. – 3) komme til, have Leilighed til (at gjøre
noget). Med et Verbum i Inf. f. Ex. faa sjaa, høyra, vita. Han fekk ikkje tyggja: han kunde ikke tygge (nemlig paa Grund af en Skade i Munden). Ligesaa med: svelgja, eta, anda, tala og fl. Ogsaa: blive nødt til (= ljota). Eg fær vel gjera det. – 4) skaffe, bringe, formaae til noget. Faa i Hop: bringe sammen. Faa sunder: adskille. Faa inn Høyet. Faa ut Garnet. Faa Fot fyre seg. Faa Hand paa. Faa Auga paa. Ogsaa med Adjektiv og Particip, f. Ex. faa det fast, laust, bert, jamt, heilt o.s.v. Faa det gjort; faa maalat Huset; faa skoret Aakren. – 5) række, flye, levere (En noget); f. Ex. Eg fekk honom Brevet. Faa meg Staven (ræk mig Stokken hid). Sdm. og fl. (G.N. fá). Ellers kun reflexivt, om at skaffe sig noget, f. Ex. faa seg Baat, Hus, Klæde o.s.v. (Faa seg Mat, betyder ogsaa: spise). – Med Partikler bruges “faa” sædvanlig i Betydningen No. 4, f. Ex. faa av, fram, fraa, inn, ned, or, upp, ut, utyver. Særskilt mærkes: Faa i (el. faa uti), dvs. faae fat paa, opnaae, overkomme. (Ogsaa svensk). Faa til: faae i Stand, el. i Gang; faae noget til at lykkes, at gaae rigtigt; f. Ex. Eg skulde læra meg til aa spela, men eg fekk det aldri til. (Meget brugl. i B. Stift). Jf. faast.

faa, v.a. 2. (-r, dde), 1) afblege, gjøre blegt eller hvidt. Sjelden; s. faadd og faast. (G.N. fá: pudse; male). – 2) røde (rødne), lægge Hør eller Hamp i Blød, for at Trevlerne kunne løsne fra Stilken. Østl. og Trondh. (I B. Stift: røyta). Jf. G.N. feya.

Faa, f. 1, Rødning, Udblødning; Sted hvor Hør eller Hamp ligger i Blød. (Linfaa). Trondh. Jf. Røyta.

Faa, f. 2, Affald af Malt, Spirer som afgnides af tørret Malt. Nhl. Rbg. Hører maaskee sammen med Faan (Fon).

faa, adj. 1) faa, faatallig; ikke mange. Kompar. færre; Superl. fæst, el. færst (lidet brugl.). Ordet bruges mest i Fleertal (faae), dog ogsaa hyppig i Eental (kollektivt), f. Ex. om Fisk: han er baade faa og smaa. Der var faatt Folk (= faae Folk). D’er so faatt um, dvs. der er saa faa Deeltagere (Arbeidere). Sdm. Jf. aafaatt. – 2) om en Person: taus, indesluttet, ordknap. Nhl. (G.N. fár). Andre St. faaleg. – 3) i Sammensætning: lidet, ubetydeligt, f. Ex. faafengd, faadugleg, faakunnig. I en anden Stilling kan Ordet ogsaa føies til et Subst., saaledes i Hall. folkefaatt, mannfaatt, vinafaatt, dagfaatt, og flere.

faa, adj. (2), bleg, blegnet; s. faaen.

Faabast, n. rødnet Lindebast. Mandal.

Faaberging, m. Indbygger af Faaberg (i Gbr.). Udt. Faaberring, -bæring.

faabrukad, adj. lidet brugt, sjelden. Hall.

faadd, part. 1) blegnet, hvidnet; om Tøi, Græs, Træ, og fl. Hard. – 2) rødnet, opløst ved Udblødning, f. Ex. om Hamp (s. faa, v. 2). Tel. Østl. Om et andet “faadd”, see fengen.

faadugleg (u’), adj, som duer til lidet, ikke meget duelig. Sdm. og fl. I Hall. faadugall.

faaen, adj.1, istandsat (?). No er eg vel faaen: forfrisket, mættet, forsynet. Helg. – Jf. G.N. fáinn: oppudset, blank.

faaen, adj. 2, bleg, som har et sygeligt Udseende. Ork. Afvig. faa, Shl. Paa Sdm. foen: forandret i Hudfarven ved en sygelig Rødme eller Bleghed.

faaen, adj. 3, taabelig eenfoldig. Sogn, Sfj. Jf. faavis, faatenkt.

faafaren, adj. ubevandret, uerfaren; ogsaa: dum, taabelig. Hall.

Faafeng, m. lidet Gavn, Unytte. I Faafengen: forgjæves, uden Held. Guldal. Til Faafengs: til Unytte. Nordl.

Faafengd, f. Unytte; frugtesløse Forsøg. (Sjeld.). Sv. fåfänga.

faafengd, adj. 1) vanskelig at bekomme, sjelden at faae. Tel. (mindre brugl.). – 2) lidet nyttig, som man faar lidet ud af; saaledes oftest: unyttig, frugtesløs. Vald. Gbr. Ork. og flere. Ogsaa i den kortere Form: faafeng. Østerd. Mest brugl. i Neutr. f. Ex. eit faafengt Arbeid. Det var faafengt alt i Hop. Sv. fåfäng.

faafengeleg, adj. unyttig, værdløs, gavnløs; ogsaa upassende, usømmelig (om Ord og Tale). Hall. Vald. Oftere faafengjeleg.

faafengt, adv. forgjæves, uden Held. Trondh. og flere.

faafør, adj. lidet duelig, ikke skikket til noget stort Foretagende. Hall.

faagjeten, adj. lidet bekjendt, sjelden omtalt. Sogn.

faahjelpad, adj. som har liden Arbeidshjælp, faa Arbeidsfolk. Nhl. og fl.

faahæv, adj. 1) uduelig, ringe, daarlig. Nordre Berg. Sdm. Ndm. (Ogsaa i svenske Dial. Rietz 286). – 2) farlig, slem at bestille med. Sdm.

faahøyrd, adj. usædvanlig, næsten uhørt. Hall. (G.N. fáheyrdr).

Faaing, f. Rødning (af Hamp o.s.v.), s. faa, v. 2. Hedder ogsaa Faaning. Smaal. og flere.

faakunnig, adj. vankundig, ukyndig, som ikke veed meget. Tell. Hall. og fl. G.N. fákunnigr; Sv. fåkunnig. Hertil Faakunna, f. Vankundighed. (Brugt i Skrift, i Stedet for “Faakunnigheit”).

faaleg, adj. ordknap, som taler lidet (= faa). Nhl. G.N. fálegr, uvenlig.

faalen (faaleg?), adj. dunkel, som har en mat eller smudset Farve. Hall.

faalida (i’), adj. som har liden Familie eller faa Folk hos sig. “faalia”, Tel. (G.N. fálida). S. Lid, n.


Faamaa, Forvirring; s. Fume.

faamaalug, adj. taus, faatalende (= faamælt). Østerd. og fl. G.N. fámálugr.

Faame, en Tosse; s. Fume. Hertil faamen, adj. tosset, forvirret. Hall. Nogle St. fjaamen. Et andet Ord er “faamøy”: frygtsom, forsagt. Nhl.

faament, adj. lidet bemandet, ikke mandstærk. Her er so faament (dvs. faa Mennesker tilstede). Dei var so faamente. Mest brugl. nordenfjelds. (Jf. ment). G.N. fámennr, fámennt.

faamælt, adj. faatalende, som taler lidet. Tel. Hall. og fl. Ellers: faamaalug, faaordig, faaleg, faa.

faamøy (?), s. Faame.

Faan, f. Støv, Støvdække; saaledes ogsaa: let Aske, Falaske. Gbr. og fl. Ellers i Formen Fan (f.), Nordl., og Føn, Hall. og Vald. Altsaa egentl. Fon (o’) eller et gammelt fön, fanar. Jf. D. Føn og Sv. fan (n.): Duun. Hertil fana og fanast. See ogsaa Faa, f.

faana, v.n. (ar), tabe Farven, graane, blegne. Hall. Jf. faaen (2).

Faanad, m. Fangst, Udbytte. Det heve voret vaar jamnaste Faanad: den Mængde som vi oftest have faaet. Sdm. og fl.

faandæmt, adj. bleggraa, askefarvet. “føndæmt”. Hall.

Faang, n. s. Fang og Fangan.

Faang, f. (Gjærdeved), s. Fong.

faanga, v. s. fanga. faangla, s. fangla.

faangsla og faangsløkja, s. fangla.

Faanhaug, m. Støvdynge, Askehob. (Fønhaug). Hall.

Faaning, s. Faaing.

faanyt, adj. lidet nyttig, næsten unyttig. Tel. Mere brugt i Formen faanyttig. Gbr. Trondh. G.N. fánýtr.

Faanytte, n. liden eller ingen Nytte. Til Faanyttes: til liden Hjælp, til Unytte. Østl.

faanøyten, adj. tarvelig, som bruger lidet. Trondh. (?)

faaordig (-orig), adj. ordknap (s. faamælt); ogs. kortfattet.

Faar, n. 1) Hidsighed, Vrede, Anfald af ondt Lune. Han fekk eit og annat Faar. Sdm. 2) et Anfald af Sygdom; især en vis Hestesygdom, Kneb, Bugvrid (?). Smaal. (G.N. fár, Ondskab, Skade, Fare).

faara, v.n. (ar), 1) frygte, vente noget ondt. Helg. i Formen fara. “Eg fara før’ dæ”. – 2) varsle for, vise Tegn til noget. Helg. Jf. forka (faarka?), og forfærd.

Faare, m. Fare, Tilstand hvori Skade let kan indtræffe. Hedder paa mange Steder: fare (Østl. Nordl.). G.N. fár, n. “Eit Faara Veer”: et farligt Veir. Nhl.

faarefull, adj. farefuld.

faarelaus, adj. fri for Fare, tryg. faarelaust, adv. uden Fare.

Faarhæva, f. Fare, slem og farlig Stilling. Nhl. Hedder ogs. Forhæva.

faarleg, adj. farlig. (G.N. fárlegr). Jf. falleg (faleg).

Faarskap, m. farlig Tilstand; Uro, Ængstelse.

Faaske, s. Falske.

faast, v.n. 1. (fæst, fekst), befatte sig, give sig af med noget. (Sædvanlig kun i Inf.). faast med: røre ved, indlade sig med, have at bestille med. “faass mæ”, Ork. Indr. “foste mæ” i Nordre Berg. Sdm. Gbr. (G.N. fást vid). Jf. eigast med. – faast i: forsøge paa. Ofte som et Udtryk af Beskedenhed, naar man taler om en Udmærkelse for sig selv; omtrent som: have den Ære; f. Ex. Eg skulde faast i standa høgst. Eg skulde faast i vera Styremann. Det var min, som skulde faast i vera den beste. Sædvanlig udtalt “fosti” (o’), Sdm. Ndm. og “faass i”, Ork. Indr. I samme Betydning ogs. “faass mæ”, Ork. og fl. Andre St. laast, freista, fara med.

faast, v.n. 2. (faast, faaddest), blegne, falme, visne; f. Ex. om Løv og Græs. Hard. Ork. og fl. Jf. faa, v. (2), faadd og faaen.

faasynt, adj. sjelden forekommende, som man sjelden seer. Nhl.

Faata, s. Fota. faataa, s. fata.

faatenkt, adj. eenfoldig, kortsynet, ikke tænksom eller forsigtig nok. Eg var for myket faatenkt: jeg betænkte ikke alt saa vel som jeg skulde. Søndre Berg. og fl.

Faatid (?), f. 1) en sjelden Leilighed. “I Faati’en” (Dativ): sjelden, ikke ofte. Hall. – 2) Morskab, el. noget som vækker Nysgjerrighed. I Smaal. “flæka Faati”, og “slikke Faati”: have noget for sin Umage (ironisk); løbe forgjæves, blive narret. I Østerd. Faaty, f. en Sjeldenhed, noget usædvanligt, underligt. Hertil “faatyleg”, adj. pudseerlig, morsom. Maaskee faatydeleg?

faatid, adj. 1) sjelden, usædvanlig. Hard. Helst i Neutr. (faatidt), men lidet brugl. G.N. fátidr. – 2) lysten, begjærlig efter, el. forgabet i noget. Smaal. “Han var so faati’ i dæ”.

faatidsam, adj. nysgjerrig. “faatisam”, Smaal. I svenske Dial. fåtisam.

faatidt, adv. sjelden, ikke ofte. Hall.

faatidug, adj. uskikket, ilde oplagt (= utidug). Hall.

Faaty, s. Faatid.

faatøk, adj. knap, ringe; ogsaa fattig (?). Meddeelt fra Trondh. Stift. Ellers bruges kun: fatik (fatik’e) og fatig, i Betydning: 1) knap, ubetydelig; f. Ex. Eg gav av mi fatike Raad. 2) fattig, som har lidet. G.N. fátœkr, egentl. som tager lidet, eller har “faatt” (dvs. lidet) at tage til. I Sammensætning fatik, fatig og fati, saasom: Fatigdom (G.N. fátœkt).
Fatigfolk, Fatigmann, Fatigskatt og flere. Jf. fattast.

faatøksleg (?), adj. knap, ussel (= armodsam). Hedder fatiksleg, fatigsle’.

faavis (ii), adj. taabelig, dum; ogsaa: fjantet, forrykt, sindssvag. Nordre Berg. Sdm. Jf. faavitug.

Faavitring, m. Taabe, Tosse. Hall. Vald.

faavitug (i’), adj. taabelig; ogsaa fjantet, halvgal (= faavis). Østl. (Brugen lidt forvansket, ligesom i Dansk “vanvittig”, da Ordet egentlig kun betegner; eenfoldig, med liden Forstand, ligesom G.N. fávitr).

Fe, n. 1) Fæ, Kvæg (Køer, Faar, Gjeder). Afvig. Fi, Namd. Indh. G.N. fé; jf. Ang. feh, feoh; Ght. fihu). I B. Stift bruges oftere: Beist, og Krøter. – 2) et Kreatur, enkelt Dyr. Mindre brugl. Som Øgenavn hentyder det paa Dumhed, eller ogsaa Uorden og Ureenlighed. – 3) Gods, Eiendom (G.N. fé). Nu sjelden, som: Liggjande Fe (Landstad 495), Festarfe (L. 107 osv.).