Ivar Aasen Norsk Ordbog

forhalda, v.a. (held, heldt), hindre, tilbageholde; holde for længe. Nogle St. ogsaa forhalda seg: opholde sig paa et Sted. (Mindre rigtigt). – forhalden: hindret, forholdt.

forhasta (seg), v. forhaste.

forhatig, adj. hadsk, hadefuld.

forhefta, v.a. (er, te), hindre forsinke.

forherdig, adj. yderst hidsig eller dristig, som ikke ændser nogen Hindring. B. Stift.

forhita (i’), v.a. gjøre for hedt.

forhova(d), adj. overdreven, umaadelig, alt for stor. Trondh. (Selbu)

forhugad (u’), adj. meget lysten, ivrig, hidsig efter noget.

forhuteleg, adj. skammelig. Lof. Sdm.

forhyggja (seg), v. vantrives (paa et fremmedt Sted), s. vanhyggja.

forhædd, adj. spottet, beleet.

Forhæva, f. Fare; s. Faarhæva.

forhøyra (seg), v. forhøre sig, spørge foreløbig. – Forhøyr, n. Forhør (i en Retssag).

Foring (oo), f. s. Fodring og Fording.

Foring (o’), m. Spøgelse, eller egentlig: Skytsaand (Genius), som gaar forud for En eller varsler for hans Ankomst paa et Sted. Sdm. (I Folkesagn). Ogsaa kaldet Framfare. Andre St. Hug, Ham, Vardivle; jf. Foreign. G.N. foringi, En som gaar forud.

Fork, m. 1) Kjæp, Knippel, tyk Stav (omtr. som Lurk). Vald. Hall. Ogsaa i samme Betydning som Furk (s.d.). – 2) et raaddent eller trøsket Træ (Fausk). Tel. Jf. G.N. forkr, Baadshage; Eng. fork, Gaffel (som henføres til Lat. furca, Kløft). I Sverige fork: Kjæp, m.m.

forka, v.a. varsle, advare, formane. Ved Trondh. (Tydal). Maaskee faarka, see faara. I svenske Dial. farka: frygte; forka: advare.

forkasta, v.a. kaste feilagtigt.

Forkaup, n. Forkjøb. Forkaupsrett, m. Fortrinsret til at kjøbe.

forkaupa (seg), v. kjøbe for dyrt.

forkava (seg), v. paatage sig for meget. – forkavad, adj. overlæsset, belæsset med Arbeider og Omsorger; besværet af meget Overhæng. B. Stift, Nordl. og fl.

forkjøla, v.a. kjøle for meget. Forkjøling, f. Sygdom af Forkjølelse.

forklumsad, adj. forstummet. S. klumsa.

forklædd, adj. 1) for meget klædt. 2) forklædt, i fremmed Dragt.

forkomast, v.n. (kjemst, komst), komme bort, gaae tabt.

forkomen (o’), 1) bortkommen, tabt 2) kommen i Knibe, forlegen, raadvild. B. Stift.

forkosta, adj. overvældende, alt for svær. Nedenæs. Maaskee af et Subst. Forkost?

forkrøkt, adj. forvreden, for stærkt bøiet eller krummet.

forkunn, adj. 1) begjærlig, lysten. “E va saa forkunn i dæ”. Gbr. (Jf. forviten). – 2) lækker, velsmagende, meget appetitlig. Gbr. Ogsaa furkunn, Ork. Indh. (Sv. Dial. fårken, fårkån). Egentlig skulde der ogsaa være et Subst. Forkunn, f. (Lyst); jf. G.N. forkunnar: særdeles, meget. – Hertil: Forkunn-mat, m. Lystemad, god og sjelden Mad. Gbr. I Ork. Furkunnmat.

forkvifsad, adj. forvirret, overrasket. Hall.

forkynna, v.a. forkynde; s. kynna.

forkøyra (kj), v.a. (er, de), drive for stærkt. forkøyrd, forkjørt; f. Ex. om Heste.

Forland, n. Strand hvor det er vanskeligt at lande; en Havkyst uden Indløb eller Bugter. Nordl. og fl.

forlastad, adj. for tungt ladet; om Fartøi.

forlata, v.a. (læt, leet), 1) forlade, opgive, vige fra. 2) forlade, tilgive (En hans Feil). I begge Betydn. G.N. fyrirláta; Sv. förlåta. Hertil: forlaten, forladt. Forlating, f. Forladelse. (Nu sædvanlig Forlatelse, n.).

forlaupa (seg), v. forløbe sig.

forlegen (e’), adj. forligget, som har ligget for længe; f. Ex. om Træ. Mest alm. forlegjen, -leien. – Ogsaa brugt i den fremmede Betydn. forlegen, raadvild.

forleggja, v.a. (legg, lagde), lægge feil, paa urette Sted. Particip forlagd.

forlegsa, adj. forsinket, længe opholdt; saasom ved Modvind. Sdm.

Forlende, n. 1) Flade ved Søen under et Fjeld (?). Senjen. G.N. forlendi. 2)
en aaben Havkyst (= Forland).

forlest, adj. 1) forlæsset; for tungt, om et Læs. 2) overlæsset, besværet med Omsorg og Arbeide. B. Stift, Rbg. og fl.

forliden (i’), adj. forløben; for langt fremskreden; om Tiden. (Mest alm. forlien, forleen). D’er ingi Tid forlidi: det er endnu tids nok, det er ikke for seent.

[forlik, n. Forlig; Overeeenskomst. – forlikast, v. forlige sig; komme overeens. forlikte, adj. pl. forligte; ogs. enige om noget. Nye Ord.

[forlisa, v.n. lide Skibbrud. Af Tydsk.

forliten (oo), s. foderliten.

forljuvleg, adj. overmaade behagelig. “forjuvle”, Østerd. (Trysil).

Forlog (o’), n. (pl.), 1) Aftægt, Føderaad af en Gaard (= Folga, Livøyre). Hall. (med tydeligt “rl”); Rbg. Nedenæs, Tel. Num. i Formen Follog, ogsaa Follaug, og øverst i Tel. Foddog. – 2) Underholdnings-Bidrag til fattige Folk (omtr. som Legd). Tel. – 3) et Fattiglem, Menneske som bliver Underholdt af Sognet (Vommunen). Tel. i Formen “Foddog”. – Egentlig Forlag; G.N. forlag, Forsørgelse, Underholdning. Follogsfolk, n. ældre Folk som nyde Aftægt af en Gaard (s. Folkefolk). Tel. (Tinn), Num. I ældre Skrifter findes: “Follo”, en Fostersøn. (Wilse, Spydebergs B.). “Folaage”, Arvelod. (Strøm, Søndm. 1, 509).

Forloga (o’), f. Skjæbne, Tilskikkelse (jf. Fyreloga). Tel. “Follogo” (Landstad 472, 553). Egentl. Forlaga. G.N. forlög, n. pl.

Forlov (o’), n. Tilladelse.

forlova (seg), love for meget. Ogsaa: binde ved et Løfte; trolove. Nyere Brug.

Form, f. Form; Mønster, især Model til at støbe eller presse i; f. Ex. Knappform, Ljosform, Osteform. G.N. form, n. af Lat. forma, f.

forma, v.a. (ar), forme, danne.

formana, v.a. formane. (Nyt Ord).

Formann, m. Formand (= Fyremann) G.N. formadr.

formaa, v.a. (r, dde), formaae, kunne, have Evne til. Nyere Ord.

formegtig, adj. meget stor og drøi. Nhl.

formeinka, v.a. formene (= meinka).

formeir, adj. bedre, fortrinligere. Superl. formest: bedst, dueligst. Helg. Indh. Ork. Østerd. “Dæ all’ for-meste”: det allerbedste. (Ork.). Sv. förmer.

Formyndar, m. Formynder. (Af Tydsk).

formyrkja, v.a. formørke (s. myrkja). Formyrkning, f. Formørkelse. Oftere “Formyrkjelse”, n.

Formysa (y’), f. Paaskud; Udflugter, Undskyldninger. Mest i Fleertal. Hard. Sogn, Sfj. Paa Jølster: Fornjøse, pl. Dunkelt Ord.

formødd, adj. besværet; udmattet.

Forn (oo), f. Gaver, Foræringer; især Madvarer at sende til En, som skal holde Gjæstebud; Bryllupsmad. Efter Udtalen: Fodn (oo), Hard. Voss; Fon, el. Fone (pl.), Nhl. Sogn; Fonn, Funne, pl. Sfj. Fønn, Fønner (pl.), Fonner, Østl. (Smaal. Solør, Rom. og flere). G.N. fórn, f. Gave; Offer. Jf. forna. – Ellers kaldet: Føring, Sending, Beiningar, Reidingar, Nysta.

forn (o’), adj. gammel, gammeldags. Forekommer i Tel. (Mo) i Forbindelsen: den forne Tidi, eller Forntidi: Oldtiden. Ogsaa meddelt fra Ryf. i Formen fonn, eller fodn (o’). G.N. forn; Ang. fyrn; Sv. forn (fordne). Jf. fornast, Forne, Fyrne, Fynd. Ordet fortjener at komme til videre Brug.

forna (oo), v.n. (ar), bringe Gaver eller Gjæstebudskot (Forn). “fodna”, Hardang. “fona”, Nhl. “fønne”, Smaal. G.N. fórna, give, offre. – Fornekorg, f. Kurv med “Forner”. – Forning, f. Fremsendelse af Gjæstebudskost. Paa Østl. “Fønning”, som ogsaa synes at betyde: Sammenskud efter Aftale. Saaledes “Fønningslag”, n. Selskab som foranstalter et lidet Gjæstebud ved Sammenskud.

fornamd, bemærket; s. fornema.

for-nask, hidsig, s. nask.

fornast (o’), v.n. (ast), frønnes, blive skrøbelig af Alder; om Huse. Jæf. (Lunde) i Formen fonnast (s. forn). G.N. fyrnast.

Forne (o’), m. (n.?), gammelt Græs, visnede Straa fra en foregaaende Sommer. Efter Udtalen: Fodne (o’), Sogn; Fjødne, Vald. Hall. Fonne, Tel (Ved Trondh. Fynne). I Sverige forna, förna, f. (Rietz 160). Jf. forn.

fornema (-næma), v.a. mærke, opdage, træffe paa, f. Ex. en Fiskestiim i Søen. Paa nogle Steder (Tel. Hall.) med stærk Bøining: fornem, fornam, fornomet (o’); men ellers almindeligst: fornem, fornamde, fornamt; hvortil ogsaa et sjeldnere Infinitiv: fornemja. (Vald.). Nyere Ordform; s. nema og nemja. – Hertil: Fornemsla, f. Mærkelse, Opdagelse. Ligesaa: Forneming, f. og “Fornærmelse”, n.

Forneste, n. Fosterhinde, tyndt Hylster som omgiver et Foster og som brister under Fødselen. Nfj. Sfj. Isl. fornisti (?), fornysti (Haldorson).

Forning (oo), s. forna, og Fording.

[fornissa, v.a. sætte Fernis paa. Fornissing, f. Fernis, Glassering. Tydsk Firniss, firnissen; Eng. varnish; Fr. vernisser, vernir, forklaret som “vitrinire” af Lat. vitrum (Glas). Diez, R. W. 1, 438.

Fornjøse, s. Formysa.

Fornskap (oo), s. Fording.

Forntid (o’), f. Oldtid, s. forn. Skulde
ogsaa hedde Forneskja, f., hvortil der findes Spor i en Beretning fra Gbr. af 1755 (trykt i Budstikken 1824, S. 102), hvor der tales om “Kæmper, dvs. harniskede Mænd, hvilke de ældgamle Mænd nu omstunder kalde fordniske Mænd”. (G.N. forneskju menn).

fornæm, adj. fornem; fortrinlig. – fornæmst: vigtigst, betydeligst. Nyere Ord. Jf. næm.

fornærma, v.a. fornærme, forurette. (Nyt Ord).

[fornøda, adj. el. adv. fornøden. Trondh. Sdm. og fl. En meget forvansket Form; jf. T. von nöthen; Sv. af nöden. See Naud, Torv, Trong.

fornøgd, adj. 1) kjed, overmættet, som har faaet mere end nok. Trondh. Sdm. og fl. – 2) fornøiet. Rettere: nøgd.

Foronn, s. Foderonn.

forpakta, v.a. forpagte, leie, fæste.

forpantad, adj. tagen i Beslag, besat, ikke længere ledig. Sdm.

Forraad, f. 1) Forraad, Forsyning (= Fyreraad). Sjelden. 2) daarligt Raad eller Anslag; en vanskelig, farlig Sag. Trondh.

forraada, v.a. (er, de), forlede, føre i Forlegenhed ved onde eller uheldige Raad; ogs. forraade. – Forraadar, m. En som giver uheldige Raad; ogs. en Forræder.

forraadd, adj. 1) forledet, forvildet. 2) forlegen, kommen i Knibe. Nordl.

forrenna (seg), v. forløbe sig.

Forrosk, et Slags Fisk, s. Frusk.

Fors, m. og forsa, v. s. Foss, fossa.

forsagd, adj. forud aftalt, eller accorderet; om Arbeidsløn. Arbeida paa forsagt (nogle St. paa forsagd): arbeide for en Betaling, som ikke regnes efter Tiden (Dagene), men kun for et vist forelagt Arbeide.

forsaka, v.a. negte, afslaae et Tilbud. B. Stift. (Ang. forsacan). Jf. saka.

forsedd (ee), adj. forsynet, forsørget.

forselja (seg), v. sælge for billigt, eller til Tab.

Forset, n. 1) Forsæt, Beslutning. (Lidet brugl.). 2) see Forsæte.

forsetja, v.a. (-set, sette), 1) forøde, spilde, ødsle bort; egentl. sætte paa urette Sted. Vald. Hall. Num. 2) sætte i Knibe, klemme, trænge haardt paa. Mere alm. 3) reflex. paatage sig for meget.

forsett, adj. om en Baad: for meget ladet (= forlastad); om et Sted: for tæt besat, for trangt; om en Stilling: slem, vanskelig. D’er reint forsett: det er en rigtig slem Knibe.

forsjaa, v.a. (ser, saag), see feil, tage feil. Forsjaa Kortet sitt: tage feil af sine Kort. Forsjaa seg: forsee sig, gjøre ilde.

Forsjaaleg, adj. forsigtig, varsom. Tel I Hard. forsjaal, tildeels med Betydning: bly, undseelig. G.N. forsjáll og forsjálegr.

forskapa, v.a. vanskabe, gjøre ukjendelig.

Forskil (el. Forskjel), see Skil.

forskinen (i’), adj. fortørret, skadet af Tørke (Skin). Tel. og fl.

forskoren (o’), for meget beskaaren.

Forskot (o’), n. en Strimmel eller smal Rude i en Ager. Voss, Sfj. Paa Sdm. omtrent som “Foralengd”, dvs. en Teig til at pløie. (Til For, f.).

forskreva (seg): skræve for stærkt, saa at det gjør ondt.

Forskrift, f. = Fyreskrift.

forskræmd, adj. forskrækket.

forskutla, v.a. forøde, sløse bort.

forskygge (gj), n. et skyggefuldt Sted.

forskylda, v.a. (er, e), gjengjælde, vederlægge. Mest om en Erstatning, som gives efter Godtbefindende uden nogen Aftale.

forslaa, v.n. (slær, slo), forslaae, hjælpe, blive nok. Nyere Ord.

forsliten (i’), adj. for meget slidt.

forsmaa, v.a. (r, dde), forsmaa, ringeagte. (Particip forsmaadd). G.N. fyrirsmá. – Forsmaa seg: holde sig for ringe til noget, ikke vove sig frem. Helst med Negtelse. Han forsmaadde seg inkje: han afholdt sig ikke, han traadte nok saa dristigt frem. B. Stift.

forsnakka (seg): forsnakke sig. Nyt Ord.

Forsoft, f. s. Forøykt.

forsoma, v.a. forsømme, undlade. Gammelt i Tel. (Landst. 505). Ellers forsøma (er, de), som er mindre rigtigt, da Ordet har sin Rod i det gamle tydske súmen, dvs. dvæle, nøle. Hertil passer ogsaa Svensk försumma.

forsova (o’), v.a. (søv, sov), forsøve (sig); tabe ved for lang Søvn.

forspana, v.a. (ar), forstrække, spænde for stærkt. Tel.

forspela (e), v. spille feilagtigt, forspille.

forspilla, s. spilla.

forspyrja (seg), v. forespørge sig (= spyrja seg fyre); sjeldnere: forsee sig i at spørge.

Forstad, m. Forstad, ved en By.

forstaden, adj. som har staaet for længe; f. Ex. om Græs og Korn. (Neutr. forstadet, oftest: forstae’). Ogsaa Particip af forstanda.

[Forstand, n. = Vit, Skyn.

[forstanda, v.a. (stend, stod), forstaae, skjønne. Mest alm. “forstaa”. Indført Ord.

Forstandar, = Fyrestandar.

forstavad, adj. for tæt sammensat; om nye Trækar, hvori Staverne ikke have Rum til at udvide sig i Tætningen og derfor tildeels sprænges ud fra Bunden. Hall. og fl. Hedder paa Sdm. forvida (i’), og andre St. forvea el. forvidd (i’).

forstelt (oo), s. foderstellt.

forstird (ii), adj. tabt i Betragtning af noget. Standa forstird (el. forstirt): blive længe staaende for at see (stirre) paa en Ting. Ellers: forglost (Tel.), forgløst (Sdm.).


Forstova (o’), f. Forstue, lukket Gang forved en Stue. I Rbg. Forstoga (o’). G.N. forstofa.

forstrekkja, v.a. strække for stærkt.

forstøkkja, v.a. (er, te), overraske, forbause, skræmme. Rbg. og fl. forstøkt: forvirret af Overraskelse, forbauset. Forstøkknad, m. Overraskelse.

forsumprad, adj. bortsølet, forsømt, glemt. Sdm. Jf. Sumper.

Forsvar, n. og f. Forsvar; Beskyttelse.

forsvara, v.a. (ar), forsvare, værge for; tale til Ens Fordeel (= svara fyre).

forsverja, v.a. forsværge. forsvoren (o’), afsvoren.

Forsyn, f. 1) Omsorg, Omhu, Forsynlighed. Nordre Berg. G.N. forsjá, forsjón (?). – 2) det guddommelige Forsyn (providentia). Oftere Neutrum (som i Dansk); jf. Sv. försyn, f. – 3) Forsyning med Opholdsmidler, Føderaad (= Forlog). Hall. – Forekommer ogsaa i Betydningen: et usædvanligt Syn, et Vidunder. Buskr.

forsyna, v.a. (er, te), forsyne. Lidet brugl.

Forsynd, f. Fortømme paa et Fiskesnøre, en finere Snor eller Traad imellem Loddet og Angelen. B. Stift, Trondh. Nordl. Tildeels udtalt Forsynn, Forsønn. (Maaskee af synda, dvs. lade svømme). Andre St. kaldet Fortaum. Jf. Vad.

forsynda (seg), v. forsynde sig.

forsyta, v.a. (er, te), forsørge, skaffe Ophold; ogsaa skaffe Hjem eller Bosted. B. Stift og fl. Forsytar, m. en Forsørger. Forsyte, n. Forsørgelse. (Sjelden). forsytelaus, adj. forladt, uden Forsørgelse.

Forsæte, n. Bænk ved den forreste Side af Bordet i en Stue. Mest alm. forkortet til Forsæt, Forset; i Nhl. ogsaa til Forst. Isl. forsæti. Jf. Langkrakk.

Forsøla, f. Skygge; skyggefuld Plads. Nordre Berg. og fl. (Af Sol). Isl. forsæla. Avsøla er det, som er bortvendt fra Solen; Forsøla det som er beskygget, f. Ex. af Træer.

fort (oo), adv. hurtigt, skyndsomt, med Hast; f. Ex. ganga fort, skriva fort, lesa for fort, osv. (Sv. fort). Ved Trondh. furt (fuurt). Ordet slutter sig til det føromtalte Adj. for (oo) og har saaledes ogsaa Formerne: forare, foraste (B. Stift og fl.), men paa Østl. tildeels: folare, folast (med tykt L), eller endog: fortare, fortast, ligesom i Svensk. De sidste Former synes enten at være feilagtig dannede eller ogsaa at hentyde til et gammelt “ford”. (Jf. Ang. ford, Eng. forth, further, Tydsk fort, dvs. fremad). S. ogsaa fora, v.a. Isl. fort henføres af Egilson til Adj. forr (dvs. ivrig).

forta (oo), v. skynde, haste; s. fora.

fortaka, v.a. (-tek, tok), 1) overvælde, angribe voldsomt. Østl. 2) anstrenge (sig) for meget. Han fortek (-tæker) seg inkje: han tager det mageligt.

Fortale, m. Fortale. Jf. Fortolor (o’), Fyretola.

Fortaum, m. Fortømme paa Fiskesnører (= Forsynd). “Fortom”, Østl.

Fortaag, n. Fortoug, Trottoir (paa Siden af en Gade). Lyder mest alm. som Fortog (o’) og Fortau, men synes egentlig at høre sammen med G.N. tá (dvs. Vei) og saaledes at være et gammelt For-taa. Mere herom under Taag.

forteken (kj), angreben, overvældet.

Fortekkja, f. Tagskjæg, nederste Deel af et Tag (Ufs). Vald.

fortelja, v.a. (-tel, talde), fortælle, berette. Sv. förtälja. Particip: fortald (Neutr. fortalt). forteljande, adj. passende at fortælle. Fortelnad, m. Fortælling. Hedder ogsaa Fortelning, f. Forteljing, f. og Fortel, n.

fortena (ee), v.a. (ar), fortjene. Fortenesta, f. Fortjeneste. Nyere Ord.

fortenkja, v.a. (er, te), tænke ondt om, fortænke. (Nyere Ord).

fortenkt, adj. tankefuld, fordybet i Tanker; ogsaa: raadvild, forvirret; saa forundret at man ikke veed hvad man skal tænke. Trondh. og fl.

fortina (i’), v. fortinne. Ved Trondh. “fortaanaa”.

fortjona (-kjona), v.a. (ar), fordærve, gjøre Skade paa. Sogn og fl.

Fortog (o’), n. s. Fortaag.

Fortolor (o’), pl. Raad, Formaninger. Tel. See Fyretola.

fortrengja, v.a. (er, de), trænge for stærkt paa. Fortrengsla, f. Fortrængsel.

fortrjota, v.n. (-tryt, traut), fortryde, synes ilde om noget. Nyere Ord, afvigende fra trjota. (Jf. T. verdrießen, Holl. verdrieten). Hertil Fortrot (o’), n. Fortrydelse; ogs. Misundelse. Sfj. og fl. fortroten (o’), fortrydelig, misfornøiet.

fortrolla, v.a. forhexe.

fortrøyta, v.a. (er, te), overanstrenge, drive for stærkt, el. for længe.

fortulla, v.a. (ar), forvirre, forvilde. fortullad: forvirret, fortumlet.

forturka, v.a. tørre for stærkt.

fortvila, v.n. fortvivle. Jf. orvonast.

fortyna, v.a. ødelægge (= fortjona).

fortøygja, v.a. (er, de), strække for stærkt.

for-undrig, adj. meget forundret. Hall. Andre St. forundra(d); paa Sdm. “forandra”.

for-utan, præp. uden, foruden. (Jf. G.N. fyrir útan: udenfor). Afvig. forutten, forutta, og (i Hard.): foraata, som ogsaa betyder: udenad.

forvaksen, adj. forvoxen, alt for stor.

forvakt, adj. forvaaget, udmattet af lang Vaagen. Trondh. og fl.


forvand, adj. forvænnet. Adskilt herfra er: for vand, dvs. alt for kræsen.

Forvant, n. Ærende, Hensigt. Sdm. (Formodentlig et fremmedt Ord).

Forvar (oo), s. Foderverd.

forvara, v.a. (er, de), forvare, gjemme. Nyere Ord.

forvaaga (seg), v. vove for meget. forvaagad: forvoven, dumdristig. forvaageleg, adj. meget vovelig.

Forveder (Forveer), n. et stort Uveir, en meget stærk Storm. B. Stift.

forvella, v.a. (er, de), halvkoge, tillave ved et lindt Opkog. Nordl. Sdm. Tel. Particip: forveld (ogs. forvelt). Forvelling, f. foreløbig Behandling af Kjødmad ved en lind Opkogning.

forvenda, v.a. (er, de), forvende, forvanske; gjøre ukjendelig. forvend, part. fordreiet, forvansket. Forvending, f. Forvanskning, daarlig Forandring.

forvidad, (i’), adj. s. forstavad.

forvilja, v.a. ville En ilde. Den som ein annan forvil, han sjølv forgjengst, dvs. den som vil forurette andre, han taber selv. Berg. Stift.

forvilla, v.a. (er, te), forvilde. I Tel. forvidde, ogs. forviddre. – forvillt: forvildet; ogsaa: yderst lysten, hidsig efter noget. Han er reint forvillt etter det.

forvinna, v. erhverve; s. vinna.

forvita (ii), v.a. (ar), laste, bebreide, forekaste En noget. “Han forvita me’ fyre dæ”. Sdm. (Norddalen). G.N. víta, straffe; Ang. vítan.

forviten (i’), adj. videlysten; nysgjerrig. Mest brugl. i Berg. Stift. G.N. forvitinn. Ofte ogsaa om en utidig Nysgjerrighed, ligesom Sv. förveten. Dunkelt i Udtrykket “ei Forvita-Reis”, dvs. en Reise som man foretager blot af Nysgjerrighed. Sdm.

Forvitna (i’), f. Videlyst; Nysgjerrighed. G.N. forvitni, f. Hedder ogsaa Forvitenskap, m.

forvitnast (i’), v.n. søge at faae vide noget; være nysgjerrig. Sdm. og fl. G.N. forvitna.

forvitneleg, adj. som vækker Nysgjerrighed; spændende, interessant. (Lidet brugt).

forvoren (o’). adj. meget slem, fortrædelig, ret som forhexet. B. Stift.

forvønen, adj. fordringsfuld, som venter for meget. Tel. Num. (Til vøna, af Von).

for-øvast, v. undsee sig, være bly, frygtsom. Hall. Vel egentl. for-evast, s. eva.

forøven, adj. 1) tvivlraadig, ubestemt. Hard. (Jf. eva: tvivle). 2) bly, forlegen af Undseelse. Tel. og fl. Jf. vanøven.

Forøykt, f. Formiddag, første Halvdeel af Dagen. “Forøkt”, Nordl. – Afvigende: Fors-oft (Forsoft’a), den første Stund, da Køerne ere ude paa Græsning. Indh. (Snaasen). I Østerd. kaldet Morgonbeita. Modsat Kveldsoft (= Langbeita).