Ivar Aasen Norsk Ordbog

fos (oo), adj. utæt, svampagtig, porøs. Sogn og fl. ogsaa i Nordl. (Holl. voos). Hedder ogs. fosen. (Jf. posen, hosen, roven). Hertil føsa, v.

foska (o’), v.n. (ar), drive, ryge af Storm; om Søen. Nordl. (Maaskee til Foss).

fosna (oo), v.n. blive porøs (fos).

Foss, m. 1) Fos, Vandfald, brat nedstyrtende Vandstrøm. Ogsaa i en ældre Form: Fors, Nordl. G.N. fors; Sv. fors. – 2) Vandhvirvel, Top af skummende Bølger. Baaten gjekk, so det stod Fossen fyre honom (dvs. saa at Bølgerne skummede for Stavnen).

fossa, v.n. (ar), strømme, sprudle eller skumme som en Fos. I Nordl. forsa. (Sv. forsa). Med Omlyd: fyssa, Sæt. Tel. G.N. fyrsa.

Fossegrim, m. Vandvætte, Flod-Genius. Tel.

Fossekall, m. Strømstær (Fugl), Cinclus aqvaticus. Ogs. kaldet Elvarkall, Straumhest, Tussefugl.

Fossekar, m. en Tømmerdriver. Rbg.

Fossestup (uu), n. Bjergkløft hvori en Vandstrøm styrter ned.

Fosshogg, n. en mindre Fos; Afsats eller Brydning i en Vandstrøm. Tel.

Fossing, f. Strømning, Sprudlen.

fossutt, adj. fuld af Fosser eller stærke Strømninger.

Fosta, f. see Fasta.

[fostasie (oo), n. stor Tønde. Holl. fustagie.

foste med, og foste i, s. faast.

Foster (Fostr, oo), n. 1) Fodring, Vinterfodring (= Foder). Tildeels i B. Stift; f. Ex. Kufoster (= Kufoder), Smalefoster. G.N. fóstr. – 2) Opfostring, Opdragelse. (Oftere Fostring). – 3) Foster, Affødning; især om ufødt Foster (Føtus, Embryo).

Fosterbarn, n. Pleiebarn. Særskilt: Fosterdotter, f. Pleiedatter. Fosterson, m. Pleiesøn. Ogsaa Fostergut, om et Drengebarn, og Fostergjenta, el. Fostervækja (Trondh.), om en Pige, som opfostres hos Fremmede. (I Stedet for Foster høres oftest “Foste”, eller endog “Fost”).

Fosterbroder, m. Mand, som En har været opfostret sammen med Lidet brugt.

Fosterforeldre, n. Pleieforældre. Særskilt: Fosterfader, m. og Fostermoder, f.

fostra (oo), v.a. fostre, pleie, opdrage. G.N. fóstra. Ogsaa: fodre, skaffe Vinterfoder. Particip fostrad, f.Ex. i hardfostrad.

Fostra, f. Pleiemoder. Sjelden, uden i Barnsfostra. (s. f.).

Fostring, f. Opfostring; ogsaa Fodring.

Fot (oo), m. (Fl. Fløter), 1) Fod, Ganglem, Been (omfattende Laar, Læg og Fodblad). G.N. fótr. Fleertal udtalt Føt’er, Føt’e, Føt; i Tel, Føt’ar (G.N. fœtr). – 2) Fodblad, Lab; Fodens nederste Deel.
Jf. Ram, Lom, Labb, Hov, Klauv. – 3) Støtte, hvorpaa noget staar; f.Ex. Bordfot, Stolfot, Grytefot. Som Længdemaal (om 1/2 Alen) er Ordet her kun lidet brugeligt. – Koma paa Fot: komme til at gaae. Koma paa Føterne: komme op af sit Leie, af Sengen. Vera paa Fotom: være oppe. Det fell der aa Føter: det kommer derhen og ikke videre, det bliver samlet og forødet paa samme Sted (om Gods og Midler). Sdm. Det fær Føter til at ganga paa: det forsvinder hastigt. Til Fots: tilfods. (Nyere Form). Taka til Fotanne: løbe, skynde sig; ogs. flygte. B. Stift. (Genitiv i Fleertal).

Fot (o’), pl. og f. see Fat, Skofot, Aafot, Ljofot, Klyvfot.

Fota (o’), f. lidet Kar, Spand, Mælkebøtte. Kollfota, Voss; Føtu, Snaasen; Futu (el. Futtu), Sparbu. G.N. fata (fötur).

fota (oo), v.a. (ar), 1) sætte Fødder paa (f. Ex. en Stol), forsyne med Fod. 2) reflexivt: faae Fodfæste. D’er slik Is, at ein kann ikkje fota seg.

fotad, adj. forsynet med Fod (Fødder). Han er godt fotad, dvs. han har gode Fødder; ogsaa: han staar sikkert. Ork. og fl. Jf. føtt.

fotad (o’), klædt, bedækket (= fatad). Tel.

Fot-ask, m. Kande med Fødder.

Fotbenk, m. Tværstok i Grunden af Baaser eller Spiltoug. Rom.

Fotbunad, m. Fodtøi, Strømper og Sko, el. Støvler. I Nordl. Fothyre.

Fotburd (u’), m. Fodskifte, Maade at bevæge Føddernepaa. Mest alm. “Fotebur” (u’). G.N. fótaburdr. Hedder ogs. Fotlag, n. og Fotferd (“Fotefær”, Tel.).

Fotfar, n. Fodspor.

fotfast, adj. som staar sikkert. Tel.

Fotferd, f. s. Fotburd.

Fotfeste, n. Fodfæste.

fotfim (i’), adj. rask til at gaae. Tel.

Fotfjøl, f. Fodblad (Jark). Ork.

Fotfolk, n. Fodfolk, Infanterie.

Fotfrost, n. Frost paa Fødderne.

Fotgangar, m. Fodgjænger.

Fothard, adj. stærk til at gaae. Gbr.

Fothyre, n. s. Fotbunad.

fotkviden, adj. uvillig til at gaae. “fotkvien”, Smaal.

Fotlag, n. = Fotburd, Fotferd.

Fotlaug, f. Fodvaskning.

fotlaus, adj. fodløs, uden Fod.

Fotmein, n. Skade i Fødderne.

fotmod, adj. træt, mat i Fødderne. Østerd. og flere.

Fotrom, n. Rum for Fødderne.

fotsaar, adj. = saarføtt.

fotsid, adj. som rækker ned til Foden.

Fotskor (o’), f. Skammel; Trin at stige op paa. Nhl. G.N. fótskör.

Fotslag, n. Skridt, taktmæssig Gang. Halda Fotslag: holde Skridt, gaae i samme Takt, f. Ex. om marscherende Soldater.

Fotspenne, n. Fodbræt; den nederste Ende af en Seng.

Fotspor (o’), n. Fodspor.

Fotstad, m. Standpunkt, Sted hvorpaa man staar; ogsaa Fodfæste.

Fotstøda, f. Stavnrum i en Baad; Rummet imellem Stavnen og det nærmeste Tværbaand (Knæ) i Baaden. “Fotstøa”, Nord. Trondh. Afvig. Fotstaue, Romsd. Fostove (o’), Sdm. Andre St. kaldet Rong (Raang), som nærmest betegner Tværbaandet i Bunden.

Fot-tak, n. Fodfæste. Tel.

fottlaus (o’), adj. sløv, tungnemmet. Jæd.

fotveik, adj. svag i Fødderne.

[fragt, (el. Frakt), f. Fragt, Førsel. Indført Ord; Holl vracht, Eng. freight.

frak, dygtig; s. frakk.

[Frakk, m. Frak, Kjortel. (Fr. froc: Hætte).

frakk, adj. dygtig, som er i god Stand (= gild, hæv). Helst med en Negtelse. Han er ikkje frakk: ikke synderlig god, ikke just af bedste Slags. Trondh. Nordl. og fl. Nogle St. frak. I Gbr. flakk. I lignende Betydning bruges ellers: fræg, Nhl. fræk (= frek), Sogn, Shl. og spræk, Jæd. – Sv. Dial. frakk, frak (Rietz 162); i danske Dial. frag. G.N. frakkr: tapper (?). Jf. frek og frøken.

Fraknor, pl. s. Frekna.

Fraktur (m.), kantet Skrift, Haandskrift som ligner trykte Bogstaver. I B. Stift “Fraktor”, pl. (opfattet som Fraktord); hertil “fraktora”, v. skrive med saadanne Bogstaver. (Af Lat. fractura, Brydning).

fram (udt. framm), adv. 1) frem, fremad, til forsiden, til et forud beliggende Sted. G.N. fram; Sv. fram. Jf. fremre, fremst. – 2) frem i Tiden, til en senere Tid. Fram paa Dagen. Fram paa Hausten. Jf. ut. – 3) til Ende, til et bestemt Formaal, til Fuldførelse. Koma fram. Hava fram. Faa sin VIlje fram. – 4) til Syne, ud af et Skjul eller lukket Rum. Det kjem vel eingong fram. Jf. sleppa fram: slippe hen til en fri eller aaben Plads. – 5) ind i Landet, længere bort fra Søen. Fram i Dalen: længere ind i Dalen. Mest brugl. i Berg. Stift. (I Tværdalene ved Fjordene kan “fram” paa den ene Side af Fjorden betyde “øst”, og paa den anden Side “vest”). Afvigende Brug i Trysil (Østerd.) hvor “fram” betegner Retningen imod den nedenfor liggende Bygder (navnlig Elverum). – I nogle Forbindelser er fram det samme som framme (s. d.), f. Ex. fram med Stamnen, dvs. fremme, forud ved Stavnen. Blandt andre Afvigelser mærkes: Koma fram i Garden: komme ind, gjøre et Besøg. Gbr. Setja fram Baaten: sætte Baaden paa Land. (Anderledes i G.N.). – Fram og upp: fremad i opstigende Retning. Fram og ned: fremad i nedstigende Retning. (Egentlig:
skraat ned over en Bjergside, i Retningen fra Søen). Fram aa Gruve, s. Gruva. Fram aa Hovde, s. Hovud. Fram aa Rame, s. Ram. – I Sammensætning med et Particip faar Ordet sædvanlig en stærk Betoning, saasom: fram-boren (o’), -dregen, -flutt, -førd, -halden, -lagd, -leidd, -send, -snudd, -teken.

framan, adv. 1) fra Forsiden, forfra. Vinden stend framan av, dvs. blæser imod. (Nordl.). Efter Udtalen: framman (Hard. og fl.), framma, mest alm. – 2) inden fra Landet, fra et Dalstrøg (s. fram, 5). I Nordre Berg. ofte brugt som Præpos. f. Ex. “framma Dal’a”, dvs. fra den øvre Deel af Dalen. – 3) for til (= framan til). “Hesten æ skodd framma” (dvs. paa Forfødderne). Ork. G.N. framan. – Hertil: framanfyre (y’), 1) foran, paa Forsiden. (framman-fø, Hard. Voss). 2) i Forveien, i Tiden forud. – framan igjenom Verdi: fra gammel Tid, igjennem de forløbne Tider. (frammagjønaa Vær’a, Sdm.). – framan paa: paa Forsiden, foran. (framman uppaa, Hard.). – framan-til: 1) fra den forreste Ende, forfra. 2) for til, i den forreste Deel. (Mest alm. frammatil; i Hard. framman-te). I Betydning forfra siges ogsaa: framan etter (framma-ette).

framand, adj. fremmed, ukjendt; indkommen udenfra, ikke hjemmehørende paa Stedet (eller i Landet). I B. Stift sædvanlig: frammande (men i Neutr. frammandt); ellers: fremmende, fremmind, Tel. og flere. fremmund, Gudbr. frammund, Indh. Helg. – Sv. främmande. Isl. framandi (efter Haldorson). ang. fremede; Ght. framadi; Goth. framaþis. – Hertil: Framandfolk, n. Fremmede; Besøgere, Gjæster. Framandmaal, n. et fremmedt Sprog. (Fremmindmaal, Tel.). Framandnamn, n. Navn (Personsnavn) som ikke er nedarvet, ikke tilhører Landet. Framandsed, m. fremmed Beskaffenhed. Framandstand, n. en ny Stand, fornem Stand. Tel. (Fremmindstand, Landst. 751). Framandvara, f. udenlandske Varer.

framarleg, adj. som er langt fremme, langt henne paa Forsiden. “frammaleg”, B. Stift.

framarlege, adv. langt fremme, i den forreste Ende. Forkortet; frammale, B. Stift. f. Ex. “han stod noko’ frammale”. G.N. framarla (Fagrsk 23).

Fram-aar, f. Aare til det forreste Rum i en Baad.

fram-aat, præp. 1) frem til. 2) henimod, henved, næsten (= fram-mot).

Frambering, (e’), f. Frembærelse.

Frambjoding, f. Frembydelse; Tilbydelse.

Frambloka (o’), f. Skjød eller Flig paa Forsiden. “Frambløku”, Hall.

Frambrugda, f. ophøiet Kant paa Forsiden, f. Ex. paa en Sadel. Hall. og fl.

Frambud, f. forreste Rum i en Sæterhytte (= Utsel). Hall. Modsat Mjølkebud.

Framburd (u’), m. 1) Frembæren, Fremsættelse. f. Ex. af Mad. 2) Fremførelse af et Ærinde. Sædv. “Frambur”. G.N. framburdr, Foredrag. Framburdskona (o’), f. Kvinde som fremsætter Maden, i et Gjæstebud. B. Stift.

framburdsam, adj. dygtig til at fremføre et Ærinde: jf. frambærleg.

frambyrdad (y’), adj. tungt belæsset foran, el. paa Forsiden. “frambøla”, Hall.

frambærleg, adj. 1) dygtig til at tale for sig, at fremføre et Ærinde. Hall. 2) aabenhjertig, fritalende. Tel.

frambøygd, adj. fremadbøiet.

Framdeild, f. den forreste Deel.

Fram-ende, m. forreste Ende.

Fram-etter, adv. fremad, længere frem. Det lid frametter: Tiden skrider. Sædvanl. “fram ette”; jf. framtil.

Framfar, n. omtr. som Framferd.

Framfare, m. Forgjænger; forudgaaende Vætte eller Genius (= Foring). “Framfar”, Sdm. I Indh. Framfarre, m. om en fremfusende, næsviis Person.

framfaren, adj. forløben, forbigangen. Framfarne Tider. D’er so Verdi framfari: det er saa Verdens Gang; det har sædvanlig gaaet saa.

Framferd (-fær), f. 1) Fremreise; modsat Heimferd. (Lidet brugl.). 2) Fremgangsmaade, Adfærd; Opførsel. 3) Fremgang, Held til at udrette noget; ogs. Virksomhed, Driftighed. Østl. D’er ikkje nokor Framferd med honom: det gaar smaat med ham, han driver ikke rigtig paa. (Sv. framfärd).

Framfjordung, m. en af de forreste Fjerdinger i en Hud eller Krop.

Framflog (o’), n. det tyngste og bedste Korn (som nemlig falder længst frem i Kastningen), = Veggfall. Romsd.

Framslutning, f. Fremflytning.

Framfot, m. (Fl. -føter), Forfod, Forbeen. Sv. framfot. Ogsaa i Spøg om En som altid vil gaae forud eller være først.

framfus (uu), adj. dristig, modig, ivrig for at komme frem. Sogn, Søndre Berg. og flere. Isl. framfúss. Tildeels ogsaa: fremfusende, altfor dristig. (Sv. framfus). I Smaal. framfusen: uforsigtig i at tale.

Framfusing, m. dristig Person.

fram-fyre (y’), præp. 1) frem forbi; f. Ex. Baaten kjem framfyre Holmen. 2) lige for, tæt forud, nær ved. (Egentl. framme fyre). 3) fremfor, over, hellere end. Framfyre alt annat.

framfødd, adj. fremfødt, fostret over Vinteren; om Kvæg.

Framføre, n. Fremførelse. (Sjelden). Framføresmann: Talsmand, Forebringer af en Sag. Num.


Framførsla, f. Fremførsel.

Framgang, m. 1) Fremgang, Bevægelse fremad. G.N. framgangr. 2) Forfremmelse, Held, Lykke. – Framgangsfolk, n. Folk som staae sig godt, el. gaae fremad i Velstand.

framgjengd, adj. 1) dristig til at gaae frem, ikke undseelig eller tilbageholden. B. Stift. Paa Sdm. framgjengst. (G.N. framgengr: som gaar frem). – 2) gunstig for en fortsat Fremgang. Der er framgjengt: der er Leilighed til at komme frem, at gaae videre. Ogsaa om Leilighed til at vedblive i længere Tid, saaledes især om den Omstændighed, at Kreaturene kunne gaae ude og søge Foder til langt ud paa Høsten. Østl.

Framgonga (o’), f. = Framgang.

framgrytt, adv. ludende, bøiet for over. Han gjeng so framgrytt (yy). Sdm. Vistnok for framgryvt; s. gruv, gruva.

Framhald, n. Vedbliven, videre Fremgang (af: halda fram).

framhall, adj. hældende fremad.

fram-havd, adj. fremført, frembragt.

Framhjelp, f. Fremme, Befordring.

Framholva, f. forreste Halvdeel.

Framhug (u’), m. Fremadstræben, Mod, Lyst til at komme videre.

framhugad, adj. modig, villig til at gaae frem.

Framhus, n. Stuebygning; i Modsætning til Udhusene. Smaal.

framhøg, adj. høi i den forreste Ende.

fram-i, præp. 1) frem i, hen i. (Med Akkus.). Eg vil ikkje leggja meg fram i det: jeg vil ikke indvikle mig i den Sag. Sjaa fram-i: see forud! (I Seilads). – 2) fremme i (med Dativ), henne i, eller omtr. som “oppe i det”. Han heve voret fram-i di: han har været i Færd med det; han har forsøgt det. Eg vardt fram-i: jeg fik prøve noget, jeg fik en slem Dyst. Ho var strengt fram-i: hun havde en haard Barselseng Mest brugl. i Trondh. Stift.

fram-ifraa, adv. overmaade, usædvanlig; f. Ex. eit framifraa godt Aar. Rbg. Tel. Hall. Sdm. og fl. Ogsaa som adj. udmærket, ypperlig; f. Ex. ein framifraa Mann. Paa samme Maade bruges: utifraa (Nhl. og flere), og ovanyver (Voss).

Framkarr, m. forreste Tværside paa en Slæde eller Vogn. S. Karr.

Framkast, n. Noget som er fremkastet.

Framkeip (kj), m. forreste Aaretold.

framkjøm, adj. 1) fremkommelig, som kan befares. Østl. Der er ikkje framkjømt: ikke Leilighed til at komme frem. – 2) som har Fremgang. D’er ikkje framkjømt med honom: Arbeidet gaar ikke rigtig for ham. Jæd. og fl. – 3) om Personer: dygtig, driftig, flink. Tel. og fl. Ofte i Formen: framkjømd.

Framkjømd, f. 1) Fremgang, Fremkomst. 2) Dygtighed, Duelighed. Tel. (G.N. framkvæmd).

Framkoma (o’), f. 1) Fremkomst; Ankomst. 2) Leilighed til at komme frem. Østl. og flere. 3) Fremskridt, Forfremmelse. Nhl. og flere.

fram-komen (o’), adj. 1) fremkommen, ankommen til sit Bestemmelsessted. 2) kommen til Syne, aabenbaret; ogsaa opfyldt, om en Forventning. 3) opvoxen, ude af Barnealderen. 4) forløst, nedkommen. Ho er framkomi: forløst med et Barn.

Framkøyr (kj), m. Fremdrivelse.

Framlag, n. Fremlæg; især et Lag Korn, som nedlægges i Loen til Tærskning. Nordre Trondh. I Ork. Tramlag. Ellers Berja, Lag, Rek.

fram-lagd, adj. fremlagt, forelagt.

Framlass, n. forreste Deel af et stort Læs. Sv. framlass.

Framlast, m. Last i Forrummet i Fartøi.

framlaupen, adj. dristig, fremfusende; ogsaa: næsviis. Sogn, og fl.

Framlaan, n. Fremlaan. (Sjelden).

framleg, adj. drægtig. Tel. Jf. fremmeleg

Framleid, f. = Framveg.

framleides, adv. længere frem, i Retningen fremad. Hall. og fl. (-leies). Sjeldnere: frem i Tiden, fremdeles. G.N. framleidis.

framlenges (gj), adv. forover, til Forsiden. Østl. Trondh. og fl. Modsat baklenges.

framlengst, adv. forrest, længst fremme (= fremst). Tel.

fram-liden (i’), adj. fremskreden, om Tid. D’er so langt framlidet. (fram lee’).

Framlut (u’), m. forreste Deel.

framluten (uu), adj. ludende, fremadbøiet. Trondh. Andre St. framlutt, vel ogsaa framlut. G.N. framlútr.

framma, frammafyre, osv. s. framan.

frammalege, s. framarlege.

framme, adv. 1) fremme, paa Forsiden, i den forreste Deel. G.N. frammi; Svensk framme. 2) fremme, paa Bestemmelsesstedet; altsaa: fremkommen, overkommen. Ogsaa: tilstede, forhaanden. Han er alltid framme. 3) inde i Landet, oppe i et Dalstrøg, see fram. – I Forbindelse med nogle Præpositioner bruges Formen “fram” i Stedet for framme; saaledes: framfyre, frami, frammed (el. ved), frampaa, framunder, framyver.

fram-med, præp. 1) fremad langs med, el. forbi. 2) fremme ved, oppe ved (s. med).

frammynt, adj. som har fremstaaende Mund. (Isl. frammyntr). Berg. Hall.

framnasad, adj. som har meget fremstaaende Næse. (Sjeldnere).

frampaa, præp. frem (el. fremme) paa. Setja frampaa: støde paa et Skjær.

Framrom, n. Forrum, forreste Rum i en Baad.


Framryste, n. Forstykke i Klæder. Hall. og fl.

framrøn, adj. om Vind, som kommer fra Forsiden, eller falder i Vinkelen imellem Siden og Forstavnen. Det var framrønt: det var en knap Sidevind, næsten Modvind. Nfj. Nordl.

Framsal, m. Sal paa Forsiden, Overværelse til Gaden. Bergen og fl.

Framsegl, n. Forseil.

Framsegn, f. Fremsigelse; Udsagn.

Framsetning, f. Fremsættelse.

framsett, adj. 1) tung forud, tungt ladet i den forreste Ende; om Baad eller Fartøi. – 2) fremsat, frembaaren. Det sidste fraskiller sig ved stærkere Betoning paa “fram”.

framsid, adj. sidere foran end bagtil.

Framsida, f. Forside; Facade. Paa Framsida: foran.

Framsig (i’), n. langsom Fremskriden.

Framsigla, f. Rum forved Masten.

Framskaut, n. forreste Skjød paa Seil.

Framskaap, n. Skab paa Sidevæggen.

Framskeid (i Plov), s. Skeid, f.

Framskot, n. Fremskydning, Fremstød, hurtig Fremgang. Tel. og fl.

Framskut (u’), m. Forenden, eller det forreste Stavnrum i en Baad.

Framslag, n. Forøgelse, Tilvæxt; en god Hjælp eller Bestyrkelse. I Nordl. Framslaatt, m. Forslag, Drøielse, noget som kan “slaa fram”.

Framsleng, m. Yngling, Dreng som ikke endnu er fuldvoxen. Østl. Noget lignende er Framstyving (Smaal.) og tildeels Framstøvling.

Framslengja, f. Pige som er næsten fuldvoxen. Tel. Smaal. og fl.

fram-sloppen, adj. som har sluppet frem, naaet sit Maal, bestaaet sin Prøve; saaledes: konfirmeret, examineret, o.s.v.

Framstamn, m. Forstavn.

Framstemna, f. Retning; Tendents.

Framstig (i’), n. Fremskridt.

Framstova (o’), f. Stue paa Forsiden, eller imod Gaden. Bergen og fl.

Framstudning (u’), f. Understøttelse, Hjælp, Lettelse. Oftere Framstydning; ogsaa: Framstydnad (y’). Sogn og fl.

Framstykke (kj), n. Forstykke i Klæder.

Framstyving, m. s. Framsleng.

Framstøyt, m. Fremstød, Paaskyndelse.

Framsyn, f. et Blik fremad; Tanke om Fremtiden; Forsigtighed.

Framsyning, f. Fremviisning, Foreviisning, Forestilling.

framsynt, adj. forudseende, forsigtig, klog; ogsaa fremsynet, som spaar eller seer noget tilkommende. Sjeldnere i Formen framsyn. (Valders). G.N. framsýnn.

Framsæte, n. Forsæde, forreste Sæde, f.Ex. i en Vogn.

framsøkjen, adj. fremtrængende; djerv, dristig.

framt, adv. i Forbindelsen: so framt, dvs. saafremt, saa vidt som. G.N. framt. Afvigende herfra er: øvre framt, dvs. i den øvre el. høiere Deel af Landskabet. Modsat nedre framt. Gbr. (Gausdal).

Framtak, n. 1) noget som bliver fremtaget, benyttet, citeret. 2) Fremgang, Forfremmelse (= Framtøke). Ogsaa: Driftighed, Mod til at foretage sig noget.

framtalande, adj. aabenhjertig, som siger sin Mening ligefrem.

Framtanke, m. omtr. = Fyretanke.

framtenkt, adj. fremadskuende, som betænker Følgerne af et Foretagende.

framtent, adj. med fremstaaende Tænder.

Framtid, f. Fremtid, Eftertid.

framtil, adv. fremad, videre frem.

Framtog (o’), n. Fæstetoug i Forstavnen paa Baad eller Fartøi.

Framtonn, f. (Fl. -tenner), Fortand, Skjæretand. G.N. framtönn.

Framtrengsla, f. Fremtrængelse.

framtung, adj. tung i den forreste Ende.

Framtøke (kj), n. Fremgang, heldig Udvikling, tiltagende Dygtighed; nemlig hos unge Mennesker. D’er eit stort Framtøkje i honom: han gjør store Fremskridt, bliver mere og mere dygtig. Sdm. og fl. Andre St. Framtak. (Af Udtrykket: taka seg fram).

fram-um, præp. forbi; længere frem for. Han gjekk framum oss.

fram-under, præp. frem (el. fremme) under noget. I Indh. “fram pund”.

fram-vaksen, adj. fuldt udviklet, fuldvoxen.