Ivar Aasen Norsk Ordbog

Flaakjeft, m. Aabenmund, En som taler plumpt eller uforsigtigt. Østl. – flaakjeftad, adj. kaadmundet, storsnudet.

flaalendt, adj. om Marker: svagt hældende, næsten flad. Smaal. og fl.

flaamælt, adj. kaadmundet, grov i Munden. Tel.

Flaan, f. vid Flade, Vidde; ogsaa et bredt Vand. Rbg. (Aaserall). Vel egentl. Flaa, som vilde passe til Navnet “Flaa’ne” og “Flaar-enden” i Sætersd. Jf. Floe.

flaana, v.n. (ar), blive videre og fladere til en vis Kant; om Dalstrøg. Gbr. og fl.

flaasa, v.n. (ar), buse frem, løbe lige til. Nordl. (?). Flaas, m. en ubetænksom, letsindig Person. flaasen, og flaasutt, adj. fremfusende, især ubetænksom i at tale.

Flaaskap, m. Plumphed i Talen.

Flaataa, s. Flote.

Flaatt, m. et lidet Snyltedyr, Skovtæge, Ixodes ricinus. B. Stift og fl. (Sv. Dial. flått). Afvig. Flatt, Nhl. (I Sogn tildeels kaldet “Hatleflaatt”, medens derimod “Flaatt” betegner Fladluus). Liva som ein Flaatt: leve i Overdaadighed, i stadig Nydelse. Rbg. Mett som ein Flaatt: rigelig mættet, fuldproppet, Sdm. (Sigter til dette Dyrs Udholdenhed i at suge Blod og til dets besynderlige store Bug).

Flaatt, m. (2), afflaaet Skind, s. Hovudflaatt.

flegen (e’), part. flaaet, flækket; s. flaa, v. Mest alm. “fleien”, Fl. flegne. Nogle St. flaadd.

Fleima, f. tynd Sky (= Slima). Helg. – “fleimaatt”, adj. uklar, taaget.

Flein, n. Knude, Skurv, Saar; især paa Heste. Vald. Hall. Smaal. (Jf. Fleir). I Sverige flen, n. Knude, Svulst.

Flein, m. nøgen Plet (= Fleina). Hall. En anden Betydn. i “Faraflein”: en urolig Person. Hall.

flein, adj. 1) blottet, nøgen (= snaud); om Træer med afreven Bark, Jord uden Græs, Klipper uden Jord, og desl. Valders, Gbr. – 2) forlegen, forvirret, overvældet; ogsaa skamfuld. Indh.

fleina, v.n. (er, te)? 1) blottes, blive bar paa et enkelt Punkt; især blive skaldet paa Forhovedet. Tel. Jf. fleinskallad. – 2) grine, gjøre Grimaser; lee ad Folk (vel egentl. vise Tænderne). Solør. – 3) kjæle, smigre, gjøre sig sød. Ork. Jf. flina.

Fleina, f. et bart eller blottet Punkt; et ryddet Stykke i en Skov; en barkløs Plet paa et Træ, o.s.v. Gbr. og fl.

Fleinberg, n. Klippe, som er blottet for Jord. Gbr. (?).

fleinen, adj. kjælende, sødtalende (som naar man taler til Børn). Ork.

Fleinfura (u’), f. barkløse, fortørrede Fyrretræer (= Gadd). Hadeland.

Fleining, f. Kjælerie. Ork.

fleinskallad, adj. skaldet paa Midten af Hovedet, eller imellem Issen og Panden. Søndenfjelds, ogs. Ork. og fl. (Mere udbredt end flein, og fleina).

fleinutt, adj. blottet paa enkelte Punkter.

fleipa, v.n. (ar), 1) gabe, bøie sig ud; f. Ex. om Klæder som ikke slutte til Kroppen. Nordl. (Jf. flikja). – 2) flæbe; see flipa. – 3) fjase, sladre, snakke lystigt; ogsaa lefle, kjæle. Smaal. Sdm. Trondh. G.N. fleipa, fleipra: passiare. Sv. flepa: kjæle, smigre. – Hertil Fleip, m. en mundkaad Person, en Fjaser. Smaal. og fl.

Fleipeferd, f. Leflerie, Kjælerie. Sdm.

Fleiping, f. Fjas; Leflerie.

fleipsam, adj. fuld av Fjas.

Fleir, n. et Slags Knorter eller Udvæxter i Huden (paa Heste). B. Stift. (Jf. Flein). I Tel. Fløyr. Isl. fleidr, n. Hudløshed.

fleire, adj. pl. flere, talrigere. Brugt som Komparativ af “mange”. Afvig. fleirne, Jæd. G.N. fleiri. Hertil Superl. fleste. Afvig. flestre, Nhl. Paa Sdm. frestalle, for flest-alle. G.N. flestir allir.

Fleis, m. Fjæs, Ansigt (= Blesa). Smaal. og fl. (Sv. Dial. fles).

fleka, v.n. (ar), blive stribet eller plettet; om Jorden, naar Sneen aftøer paa enkelte Punkter. Hall. Vald. Ellers flekka, Søndenfjelds.

Flekk, n. Skal (= Flus). Voss.


Flekk, m. (Fl. Flekkjer), 1) Flæk, Plet, Punkt med afvigende Farve, enten naturlig (s. Fødeflekk) eller tilfældigviis paakommen; f. Ex. Sotflekk, Kolflekk, Feittflekk. G.N. flekkr. – 2) et enkelt Sted, Punkt, lidet Rum. Paa Flekken: paa selve Stedet. Det kom ikkje av Flekk: ikke et Skridt videre. – 3) en Masse, som ligger jævnt udbredt over en Flade; især = Høyflekk. Jf. Snjoflekk.

flekka, v.a. (ar), beflække, sætte Pletter paa. Ogsaa v.n. blive plettet, s. fleka. Hedder ellers flekkast.

Flekkesnjo, m. Snee som ligger paa enkelte Pletter. Flekkesnø, Østl.

flekkja, v.a. (flekkjer, flakte, flakt), 1) flække, kløve, rive op. Sv. fläka. Flekkja Fisk: kløve Fisken langs efter Ryggen. 2) afrive, fraskille (Skind, Skal, Bark). Flekkja av Tonnom: vise Tænder. Ogsaa: afskalle, f. Ex. Poteter. Voss. Gbr. – Tildeels uden Vokalskifte: flekte, flekt. (Synes at mangle i G.N.). Jf. Flak, flakna.

Flekkja, f. et afflækket Stykke, en Skive, Plade. Shl. og fl.

Flekkjar, m. En som flækker (Fisk).

Flekkjekniv, m. Kniv at flække Fisk med.

Flekkjing, f. Flækning.

flekklaus, adj. fri for Pletter.

flekkutt, adj. flækket, plettet.

Fleng, m. 1) Hug, Rift (s. Flengja). I Fleng: paa Slump. Lidet brugl. – 2) Flig, Lap? (Landst. 762).

flengja, v.n. (er, de), 1) holde noget i aaben, udspærret Stilling. “Gaa aa flenge”, gaae med aabne Klæder. Buskr. – 2) flænge, rive eller skjære noget op; især hastigt og voldsomt. Particip flengd.

Flengja, f. Hug, Rift, Skramme.

flensa, s. flinsa.

flera (ee), v.n. (ar), kjæle, caressere; ogs. lefle. Sdm. Uvis Rod; jf. flikra. Hertil Flering, f. Kjælerie, Caresser.

Flerra, f. Rift, Skramme, Saar efter et Hug. Mest nordenfjelds. Afvig. Flæra: Rift eller Hul i et Træ. Tel. Buskr. (Jf. Fløyra). Danske Dial. Flire, Flirre; Nt. Flarre.

flerrutt, adj. skrammet, saaret, opreven. I Ork. flæraatt.

Fles (Flæs), f. Skjær eller Banke, som kun rækker op til Vandfladen, og tildeels overskylles. Nordl. Ofte som Stedsnavn. Isl. fles, pl. flesjar.

Flesk, n. Flæsk, Spæk af Sviin. G.N. flesk. Fleskefeitt, n. smeltet Fedt af Flæsk. Fleskesneid, f. Flæskeskive. Fleskesvord (-svor), m. Hud paa Flæsk.

fleska, v.a. fede, gjøde. fleska seg: blive dygtig fed.

fleste, adj. s. fleire.

Flet (e’), m. Sengested, Hvilerum; det ophøiede Gulv, hvorpaa Sengene staae langs Væggene; især i en Fiskerbod. Senjen, Lofoten. (Ogs. udtalt Flett). G.N. flet, n. Gulv, Grund; Ang. flet, d. s.; Nt. Flet: Sengerum.

fleta (e’), v.a. (ar), false (= grøypa), gjøre en Indskjæring i Kanten paa en Ramme eller Karm. “fletta”, Helg. og fl. Vel egentl. fletja.

fletføra (seg), v.a. overlade En sit Huus eller Bosted imod en vis aarlig Aftægt. Nedenæs. Fletføring, f. Fledførelse.

Flerhyvel (y’), m. Høvel, hvormed Falser eller Rammer tilskjæres. S. fleta.

fletta, v.a. 1. (ar), flette, sammenslynge. G.N. fletta. T. flechten.

fletta, v.a. 2. (er, te; eller: ar), 1) flaae, aftage Skind. Tel. Jf. Flaatt (Hovudflaatt), hvorefter man kunde vente Formen “flætta”. 2) flække, aftage Bark. Sæt. (Jf. flekkja). 3) flænge, ridse, rive Huden af. Tel. G.N. fletta: afklæde, plyndre. – See ogsaa fleta.

Fletta, f. 1, en Flette, Fletning; især af Haar. G.N. hárfletta.

Fletta, f. 2, Saar, Rift i Huden. Tel. Ogsaa: et løsrevet Stykke, en Flænge. Hall.

Flettekringla, f. Kringle (Brød) med mange Bugter eller Slyngninger.

Fletting, f. Fletning.

Fli, n. Værktøi, Redskaber; især til fiint Arbeide. Sdm.

Fli, f. Skive, Plade. (Hardanger, Nordl.). Knivsfli: Skive i Skaftet paa en Foldekniv. Ankarfli (i Hard. Akkjerfli): Flig paa en Ankerklo. Sv. ankarfly, T. Ankerfliege. (Forholdet dunkelt).

fli (flia), v.a. (r, dde), 1) pynte, ordne, sætte i Stand. Mest brugl. vest og nord i Landet. I svenske og danske Dial. fli, fly, flye. Nt. flijen: pynte; Holl. vlijen, ligesaa. – 2) behandle, tilrede, lave. particip: flidd. Vel flidd: vel tillavet. Illa flitt: uordentlig. – 3) flye i Hænderne, række, levere. Fli meg Staven. S. Stift. Egentl. fremmedt Ord.

Flibb, s. Flipe. – flidd, s. fli.

fligjen, s. flegen.

Flika (i’), f. en afskaaren Skive (Sneid), f. Ex. af Kjød. Hard.

flika (i’), v.a. (ar), skjære Skiver af noget. Hard.

flikja, v.n. (er, te), gabe, aabne sig, have slappe, udbugede Kanter; om Klæder, Sko, og deslige. Gbr. Hall. og fl. Paa Sdm. flækje. Jf. jadarflikt. – Om Personer: gaae halvnøgen eller med aabne Klæder. Valders.

flikra, v.n. (ar), kjæle, smigre, indsmigre sig. B. Stift. Ogsaa flikrast. Eng. flicker, logre. Flikramaanar, pl. Hvedebrødsdage, Begyndelsen af et Ægteskab. Jf. T. Flitterwoche.

Flikring, f. Kjælerie, Kjærtegn.


flikta, v.n. røre sig sagte (= blikta). Hall.

flima (i’), v.n. kludre, klodse (?). Tel.

Flin (ii), m. Latter, Fnisen. Sogn.

flina, v.n. (flin, flein, flinet, i’), fnise, lee ad noget. Sogn. Ellers: Flira. Sv. flina, især om at vise Tænderne. Maaskee Stamord til fleina?

Flinad, m. Behandling, Tilredelse. Af fli.

Flindra, f. en tynd Skive eller Splint; især af Steen. B. Stift og fl. Eng. flinders. Nogle St. Flingra. I Nordl. Flinter (tr), n. Smulder. “Fara i Flinter”: briste, sprække. Andre St. “fljuga i Flint”.

flindrast, v.n. splintres, revne i Fliser. Gbr. Sdm. I Nord. flintrast.

flindrutt, adj. fliset, splintret.

Flinga, f. en tynd Skorpe. Sogn.

Flingra, f. Splint, Skive. Hard. Østl.

flinka, v.n. (ar), fegte i Luften, svinge Næven som for at slaae. Sdm.

flinsa, v.n. (ar), flænge, rive eller skjære noget op. Jf. flunsa.

Flint, f. Flintesteen (= Tinna). Eng. flint. (Jf. Flindra).

flipa, v.n. (ar), flæbe, græde, hænge Læberne. Tel. Hall. Har maaskee havt stærk Bøining (flip, fleip), s. fleipa og Flipe.

Flipe (i’) m. Flip, Læp, liden Flig. Berg. Stift. I Nordl. ogsaa Flibb.

Fliping, f. Flæben, Graad.

flira, v.n. (er, te), fnise, smaalee (især om at lee i Utide); ogsaa smile ad noget. Ogsaa i svenske og danske Dial. Eng. fleer (?). Jf. flisa, flina. – flirande, adj. leende, fnisende. Flir (ii), m. og Fliring, f. Fnisen, dæmpet Latter.

Flira, f. (?), en Fisk af Karpeslægten. Smaal. og fl. (Jf. Strøm’s Eger, 120).

Flis (ii), f. (Fl. Flisar), Splint, Spaan; tynde Trevler af Træ eller lignende Ting. Sagflis, Tyreflis, Kjøtflis. G.N. flís.

flisa, v.a. (ar), splintre, oprive, gjøre fliset (s. flisutt). Ogsaa v.n. sanke Fliser. – flisast, v.n. blive trevlet eller ujævn.

flisa, v.n. fnise, lee. Smaal. (Jf. flira). Sv. flissa.

Flisberg, n. en Bjergart, som let splintres og falder i Skiver. Toten.

Flisefut, m. Benævnelse paa en Tømmermærker. Tel.

Flisegrjot, n. Steenart, som let lader sig kløve, men dog er stærk til at taale Ild. “Flisegrøt”, Valders.

Flisekos (oo), m. et lidet Baal af Spaaner. Smaal.

fliska, v.n. i Forbind. “fliske aa banne”: støie og bande. Sdm.

Flisma (i’), f. et Slags farlige Bylder; s. Frisma. Hertil Flismegras, n. Veronica officinalis. Forhen brugt som Lægemiddel for dette Tilfælde.

Flismyk (ii), f. Gjødsel, blandet med Savspaan. “Flismøk”, Østl.

flisutt, adj. splintret, opreven, trevlet paa Overfladen.

[flitta, v.n. haste, skynde. “flitte paa”. Sdm. – flittig, adj. = onnug, annsam, trottig. (Nedertydsk). Jf. flyta.

Fljot (oo), m. Kork eller Flydholt paa Garn. “Fljøt”, Sdm. G.N. fljótendi, n.

fljot (oo), adj. 1) rask, snar, hurtig. Søndre Berg. Tel. og fl. I Trondh. Stift: fløt; jf. fløyt. “Klokka æ for fløt”: gaar for fort. Trondh. G.N. fljótr. – 2) snar til at komme, tidlig paa Færde. Du er fljot (fljot’e): du er tidlig ude. Fljott Korn: Korn som modnes tidlig. Søndre Berg. – 3) fyrig, frisk, munter. Sdm. i Formen fljøt’e. I Tel. skal fljot (el. fjot) ogsaa betyde: glat; vel egentl. let glidende. Fra Nedenæs er meddeelt “fjøtt”, adv. let, mageligt, meget bekvemt. – S. flyta.

fljota (fliota), v.n. (flyt, flaut, flotet, o’), at flyde. Inf. forskjelligt: fljota, fljote, flote; fljøte, fløte, flyta. G.N. fljóta (Ang. fleotan). Imperf. Fl. fluto (u’), Hall. – Betydn. 1) flyde ovenpaa, holde sig paa Overfladen, ikke synke; f. Ex. om Træ paa Vand. Heraf Flot, Flote, flota, fløyta. – 2) flyde frem, komme afsted uden at støde paa Grund. Fljota igjenom Sundet. Fljota fram: naae Landet flydende, have Vanddybde nok. Figurl. Det flaut inkje: det gik ikke, vilde ikke lykkes. Vald. Ogsaa om en Person: Han flyt ikkje med di: han kan ikke blive færdig dermed. Hall. Tildeels aktivt “me fljøte dæ inkje”. – 3) være overstrømmet, overskyllet. Det regnde, so det flaut all mark. Der flaut med Blod. (Landstad, 20). Ogsaa G.N. – Betydningen: rinde, strømme (som de andre Sprog have), er her noget fremmed, ialfald ikke populær; den udtrykkes her ved: renna; jf. flauma, fløda, vella, sikla, siga.

fljotande, adj. flydende, som ikke synker.

Fljotleike, m. Snarhed, Hurtighed.

fljotna, v.n. blive raskere. (Sjelden).

fljott, adv. let, bekvemt; s. fljot.

Fljug, n. s. Flog, Flogberg.

fljuga (fliuga), v.n. (flyg, flaug, floget, o’), at flyve. Inf. lyder: fljuga, fluge; fljøge, fløge; flyga. G.N. fljúga; Sv. flyga. Imperf. Fl. flugo (u’), Hall. Vald. Supinum sædv. flogje (o’), floje. – Betydning: 1) flyve, bevæge sig i Luften; om levende Skabninger. (Om Ting, som svæve i Luften ved Blæst eller Drivning udenfra, siges derimod: fjuka, driva, spretta). – 2) løbe, springe, rende afsted; om Dyr og Mennesker. Østl. Tildeels sammenblandet med “flya”, saa at Formen bliver: flyr, flau, flytt. (Sv. flyga). – 3) løbe i Brunst, yttre Parredrift; helst om Hun-Dyr. Nordre Berg. Hall. og fl. Af Forbindelser mærkes: fljuga upp, dvs. stige i Høiden, voxe hastigt; om Vandet i en Elv
eller Dam. Sfj. (Jf. Uppflog). – Afledninger ere: Flog (Flaug), Fluga, Flygje, fløygd, fløygja.

fljugande, adj. flyvende.

Fljugar, m. en Flyver; f. Ex. Hanen er ein klen Fljugar.

Fljuge, s. Fluga.

Fljuging, f. Flyven; Maade at flyve paa.

fljøt, s. fljot. fljøte, s. fljota.

Flo, f. 1, et Lag; en Masse som ligger jævnt udbredt i en enkelt Række el. Flade; især hvor der er flere Lag, det ene ovenpaa det andet (T. Schicht). Maaskee alm. Afvig. Flon, Hall. Flaa, Sdm. G.N. fló. (Fleertal deels Floer, deels Flør). Heraf fløa, jf. floleggja.

Flo, f. 2, 1) i Betydn. Loppe (?), see Marflo. – 2) en Kjerne, f. Ex. i Æbler. Hard. (Med Fl. Flør). Paa Helg. Floga, om Kjernesaft i Kornax. En liden Kjerne, f. Ex. i umodne Nødder, kaldes paa andre Steder: Loppa. (G.N. fló, Loppe). – 3) et enkelt Korn, især i et Havreax. Ork. “D’æ Skjør i nedste Flo’en”, dvs. der er allerede Kjernesaft i de nederste Korn; altsaa: Havren bliver snart moden. Paa Sdm. Klo. “D’æ Skyr i nedste Klo’ne”.

floa, v.a. = floleggja.

Flod, n. et Regnskyl, en hastig paakommende Regnbyge; især om Tordenregn (Toreflod). Nordre Berg. Sdm. Ndm. Ork. I de sydligste Egne: Flod, f. (ei Flo’), med Fleertal Fløder (Flør, Fløe). Søndre Berg. Ryf. Mandal, Rbg. – Jf. Floding.

Flod, f. 1) Vandflod, Oversvømmelse, det at Elvene blive store. Trondh. Stift (Flo). G.N. flód, n. Jf. Fløde, Flaum. – 2) Flod i Havet, Søens høieste Vandstand. (Modsat Fjøra). Flod Sjo, G.N. flód sjóar. Jf. fløda. – 3) en Regnbyge, see Flod, n.

floda, v.n. (ar), trække op til en Regnbyge; især om en pludselig Overskyelse i klart og varmt Veir. Nordre Berg. ogsaa i Nordl. (floa).

Flodarbraak, n. Flodmaal; ogsaa opdreven Tang og Søgræs, som bliver liggende øverst i Flodmaalet. (Jf. Bruk). “Flodabraak”, Sdm.

Flodbrot (o’), n. Flodmaal. Helg.

floden, adj. som tegner til Regnbyger eller Tordenveir; om Luften.

flodfri, adj. liggende ovenfor Flodmaalet, sikker for Søfloden.

Floding, m. en optrækkende Regnbyge; et kort Regnskyl. “Floing”, Trondh. Nordl.

Flodmaal, n. FLodpunkt, den Høide hvortil Søen stiger i Flodtiden. Nogle Steder Flødarmaal. (Fløarmaal, Hard.). G.N. flœdarmál.

Flodmund, n. Flodtid, den Stund da Søen staar høiest. Sdm. Trondh.

Flodskur, f. Regnbyge; Tordenregn.

Flodsky, f. Skyer som bebude en Regnbyge; ogsaa Tordensky.

Flodstreng, m. øverste Linie, hvortil Søen stiger. Nordl.

Flodveder (Floveer), n. varmt eller mildt Veir med enkelte korte Regnbyger.

Floe, m. 1) Vandpyt, Vandsamling, især paa flad og sumpig Grund. Jæd. Afvig. Flaae, Flaa, Rommerige. (Jf. Flaan). G.N. flói. – 2) en Sump, Mose, Myrstrækning (= Mosemyr). Østerd. (Røros).

floen, adj. varm, hed; s. flø.

Flog (o’), n. 1) Flyven, Flugt; flyvende Bevægelse. G.N. flog. (Til fljuga). Ofte ogsaa om et hurtigt Løb. Koma i fullt Flog: i flyvende Fart. Taka til Flogs: rende afsted. Tel. Sjeldnere om en pludselig Opstigning, s. Uppflog, Vatsflog. – 2) Løben, Springen, Omsværmen. Vera ute paa Flog: ude i Leg og Tummel. I Smaal. “Flau”, især om Dands. – 3) Strømninger i Legemet, Flugt, Rivning; saaledes ogsaa: Gigt, Sting, Smerter som gaae over fra et Lem til et andet. Isl. flog. – 4) et Ukrud i Ageren, see Floghavre. – 5) en Klippevæg, Bjergside som er ubestigelig eller saa brat, at intet kan fæste sig paa den. B. Stift, Nordl. og fl. Afvig. Flaug, flau, Indh. Smaal. Fljug, Tel. (Vinje). Jf. Flag. G.N. flug, flog.

Floga (oo), s. Fluga og Flo.

floga (o’), v.n. (ar), 1) svæve, vimse, løbe omkring (= vera paa Flog). – 2) strømme, vælde frem; om Vand. Solør (i Formen flaagaa). – 3) strømme igjennem Lemmerne; om Smerter (= flaga, flugta). Sætersd.

Flogberg (o’), n. Bjerg med bratte ubestigelige Sider. S. Flog, 5.

flogbratt, adj. meget brat eller steil, næsten lodret.

Flogdrake, m. flyvende Drage. Landst. 124.

flogen (o’), part. 1) fløien (om Fugle); flygtet, forsvunden. Mest alm. flogjen, flojen. 2) om Dyr (Ko), som har løbet el. undfanget (s. fljuga). “Ku’a æ flogja”: Koen er bleven drægtig. Ndm.

Flogfjell, n. ubestigelig Fjeldside; omtrent som Flogberg.

Flogga, f. et tyndt Dække, en Hinde, f. Ex. af Fedt eller Skum paa Vand. Nordre Berg. Sdm. Jf. Folga, Flukka, Flinga, og G.N. flaga, et Lag.

flogga, v.n. grønnes, om Skov. Sogn.

Flogham (o’), m. en flygtig, ustadig Person. Tel.

Floghavre, m. Flyvehavre, Avena fatua. B. Stift. Ogsaa kaldet Flog (o’), Sdm. og fl. Flug (u’), Tel. Andre St. Landhavre, Svarthavre, Trollhavre.

Flogkjeft, omtr. som Flaakjeft. Tel.

Flogmaur, m. Myre (Maur), som har faaet Vinger. Tel.


Flogmerr, f. en geil Hoppe. S. fljuga.

Flogminne, n. en stærk Hukommelse, Evne til strax at gjenkalde allehaande Smaating i Erindringen. B. Stift.

flognæm, adj. meget nem til at lære noget. Sdm. og fl.

Flognæme, n. usædvanlig godt Nemme.

Flograkke, m. En som er meget rask til at løbe. (Egentl. om Hunde). Tel.

Flograun, m. Snylte-Røn, Rønnetræ som voxer i en Kløft eller Huulning paa et andet Træ. (Fordum anseet som nyttig imod Trolddom). Flogrogn (raagn), Helg. Sdm. Gbr. Afvig. Flørogn, Stjordalen. I svenske Dial, flågrønn (Rietz 150).

flogsa (flokse), v.n. (ar), tumle, vimse, føite omkring; løbe og dandse meget; ofte ogsaa om letsindig eller usømmelig Opførsel. Nordl. B. Stift, Gbr. Smaal. og flere. – Hertil: Flogs, n. og Flogsing, f. Omføiten, Springen og Dandsen. Ligesaa: Flogs, f. et letsindigt Menneske, en Flane.

flogsam (o’), adj. flygtig, vild, urolig.

Flogverk, m. Riven i Lemmerne; flyvende Gigt (= Flog, 3).

Floing, s. Floding.

flokast (oo), v.n. forvikles; s. flokna.

Floke (oo), m. 1) Knude, Forvikling, sammenviklet Klynge, f. Ex. af Haar, Traad, Snorer, og deslige. Mest alm. Flokje. G.N. flóki. – 2) en Kvast, Visk, Green med tæt sammenhobede Kviste; f. Ex. “Brakaflokje”, Enerkvist. Nhl. og fl. Ogsaa om en liden Hob (Dott) som: Skyfloke, Røykfloke. – 3) figurlig: Forlegenhed, Vanskelighed, forviklede Omstændigheder. (Jf. Fløke). – 4) en Forvikler, En som gjør Tingene vanskelige ved unødige Paafund. Valders. – Floke synes ogsaa at være et Plantenavn; s. Vefloke. (Hos Gunnerus: Flock). Om Talemaaden “slaa Floke” (= berja, bara, el. balla Flokar) see berja.

floken, adj. forviklet, sammenviklet, vanskelig at faae Rede paa. (Modsat greid). Om Træ: tværvoxet, vredet, vanskeligt at kløve. Om Tale: dunkel, uklar. Mest alm. flokjen (Fl. flokne).

Flokk, m. 1) Flok, Hob, Samling. Ein heil Flokk: en ikke ubetydelig Hob. G.N. flokkr. – 2) Familie, Huusfolk. Ein stor Flokk: stor Familie, mange Børn. – 3) et Partie, særskilt Samfund eller Selskab. – I Flokketal: flokkeviis, hobeviis.

flokka, v.a. (ar), samle, sammenhobe. Flokka i Hop. Flokka seg: flokkes, stimle sammen. Hedder ogsaa flokkast. Jf. flykkja.

Flokking, f. Sammenstimling.

flokna (oo), v.n. (ar), forvikles, komme i Urede, blive “floken”. Jf. fløkjast. Heraf Flokning, f. Forvikling.

flokutt, adj. indviklet, fuld af Knuder og Forviklinger.

flo-leggja, v.a. nedlægge i ordentlige Lag (Floer), lægge i visse Rækker, den ene ovenpaa den anden. B. Stift. og fl. Nogle St. flo-setja. Ogsaa fløa; sjeldnere floa. – Particip flolagd, lagviis nedlagt, f. Ex. om Fisk i Tønder. Nogle St. flo-sett.