Ivar Aasen Norsk Ordbog

Fjordung, m. en Fjerdedeel; Afdeling af noget, som er (eller tænkes at være) deelt i fire Parter. Forskjellig Form: Fjorung, Søndre Berg. og fl. Fjørung, Fjølung, Hall. Fjaarung, Sdm. (tildeels), Fjæring, i Nordl. og fl. (G.N. fjórdungr). – Særskilt Betydning: a) en Fjerdedeels Miil. Ein Fjordung Veg. b) en Fjerdedeels Tønde (= Kvartel). c) en Fjerdedeel af et Skaalpund. (Mest i Byerne). d) et Stykke af en Hud, eller af Kroppen af et Kreatur. Framfjordung, Bakfjordung. e) et Thinglag, Distrikt, som fordum har udgjort en Deel af et større Distrikt. Mest i Nordl.

Fjordungaar, n. Fjerdingaar, Qvartal.

Fjordungstykke, n. Stykke som udgjør en Fjerdedeel; f. Ex. af en “Leiv” Brød.

fjordvan, adj. vant at reise tilvands. Østl.

Fjordværing, m. Fjordboer. Nordl.

fjore, num. fire (4). I Sætersd. fjore, m. fjora, f. fjogo (o’), n. f. Ex. fjore Hestar, fjora Kyr, fjogo Naut, fjogo Aar. (Det sidste for fjøgor). Ellers er fjore for det meste fortrængt af den danske, efter Tydsken tillempede Form “fire”. G.N. fjórir, fjórar, fjögur. Sv. fyra, fordum fiuri, el. fiurir (Rydqvist 2, 558). I Sammensætning oftest “fir”, s. fire. Jf. fjorde, fjortan, fyrti; Fjorføtla, fjoromfotom, Fjørefar.

Fjorfil, m. = Underfil (i Kort). Østl.

Fjorfit (i’), Fiirbeen, s. følg.

Fjorføtla, f. Fiirbeen, Øgle (Lacerta). Ryf. Ellers: Fjorføsle, Tel. Firføsle og Fjørfesle, Hall., Fjørfisle og Firfisle, Vald. Fjørfit (i’) og Firfot, m. Smaal. (Jf. Sv. fyrfota). – Andre Navne ere: Ødla (Øla, Ørla). – Andre Navne ere: Ødla (Øla, Ørla) og Edla (Æla, Eila).

Fjorold, f. (m.), Græs som er blevet staaende fra det forrige Aar. Jæd. I Sæt. kaldet Fjoruv (Fjor-ruv?), m. Andre St. Forne, Sina, Elja.

fjoromfotom, adv. paa Fire. Ganga fjoromfotom: krybe, om Mennesker. Hedder: fjorofoto, Sogn; fjørofoto, Hall., firafotom, Ork. firaafotaa, Sdm.

Fjorsavle, s. Fjor.

fjortan, num. fjorten (14). Sogn, Hard. og fl. Ellers: fjorta, Rbg. Vald. fjortaa, Nhl. og fl. fjurten, Sdm. Hall. Num. (G.N. fjórtán, fjugrtán). – Fjortan Dagar: to Uger. fjortandaggamall, adj. to Uger gammel.

fjortande, adj. fjortende.

Fjorung, s. Fjordung. Fjoruv, s. Fjorold.

Fjoræring, m. = Firaaring.

Fjos (oo), n. Fæhuus, Kostald, eller Faarestald. Jf. Flor og Stall. (I Hard. er Fjos Faarestald, og Flor Kostald). Afvig. Fjøs n. Østl. Ork. og fl. Fjøs, m. (Fjøsen) Nordre Berg. Sdm. og Nordl. G.N. fjos, n. I Sverige: fjus, fjøs og fl. (Rietz 133). Vel egentl. sammendraget af Fehus. – Hertil Fjoshjell, m. Staldloft. Fjoskok, m. Mødding. (Fjøskook, Hadl. og fl.). Fjoslemm, m Staldloft. Fjostuft, f. Fæhuustomt. Fjosveg, m. Vei til Fæhuset.

fjot, s. fljot. – Fjuge, s. Fluga.

Fjuk, n. Fnug, Taver som fyge i Luften. Jf. Føyk, Fok.

fjuka, v.n. (fyk, fauk, foket), at fyge. Inf. ogsaa fjøke og fyka. G.N. fjuka. Imperf. Fl. fuko (u’), Hall. Supin. lyder sædvanlig fokje (o’). Betydn. 1) fyge, svæve i Luften, drive afsted for Vinden; f. Ex. om Snee. D’er betre, det ryk, en det fyk (Ordsprog): bedre at sidde inde i Røg end ude i Sneefog. – 2) styrte, falde tilside for et Slag eller Stød. Han fekk ein Støyt, so Hatten fauk av. – 3) om Mennesker: vimse, hoppe, løbe. Fjuka upp: fare op, som i Skræk eller Hidsighed. Fjuka i (ut-i): gribe, fare løs paa. (Jf. rjuka). – Heraf Fok, føykja, Fauka (?).

fjukande, adj. fygende, drivende.

Fjuking, f. Fygen; vimsende Bevægelse.

Fjukr (u’), n. Fnug, noget som let fyger; f. Ex. Falaske (= Falske). Sogn.

fjukra (u’), v.n. (ar), falde tyndt eller smaat, ligesom Støv; især om Snee. Sogn. I Nfj. fukra; paa Sdm. fjautra.

[fjunk, adj. rask, fyrig. Sogn, Hall.

fjurten, s. fjortan.

fjær, s. fjerr. – fjære, s. fjerre.

Fjære, n. et Slags Kjælenavn. Fjære mitt! Nhl. Nordl. (Dunkelt).

Fjæring, s. Fjordung.

fjødde (pynte, rede til), s. fjalla.

Fjøder (Fjødr), f. 1) Fjæder, Hudedækning paa Fugle. Mest alm. udtalt: Fjør (ø’); paa Sdm. ogsaa Fjøir (Fjøyr). G.N. fjödr. (Ang. feðer, fiðer). – 2) en enkelt Fjæder; Vingefjæder. Fl. Fjødrer (Fjører). Tildeels ogsaa om Svømmefinnerne paa Fiskene. – 3) Spændefjæder, Staalfjæder; f. Ex. i Uhr eller Laas. Jf. Stinnfjøder.

Fjøder-elta, f. Spændekraft, Elasticitet, som i en Springfjæder. “Fjørelte”, Hall.

Fjøderham, m. Fjæderham.

Fjøderhane, m. Tiur (Fugl). “Fjørhana”, Solør, Østerd. (I Sverige Fjärhane). Jf. Tidur.

Fjøderklæde, n. Sengklæder, stoppede med Fjæder. (Fjørklæde). G.N. fjadrklædi

Fjøderseng (Fjørseng), f. Fjæderdyne.

Fjøderskifte, n. Fuglenes Fjæderfældning.

Fjøderstylk, m. Fjæderstilk, Pennepose.

Fjøderveng, m. Vinge af en Fugl (at feie og pudse med). B. Stift, Nordl.

fjødra (fjøra), v.a. (ar), sætte Fjæder paa. fjødra seg ut: blive behængt med Fjæder eller Duun paa Klæderne. – fjødrad (fjøra’), part. fjæderklædt, om Fugleunger. – fjødrast, v.n. faae Fjædre, om Fugle;

ogsaa: blive laset, forslidt, om Klæder.

fjødrutt, adj. fjædret, bestrøet med Duun eller Fjæder paa Klæderne. Udt. fjørutt’e, fjørette.

fjøgla, v.n. (ar), prunke, glimre ved Stads og Pragt. Jæd. Hertil: Fjøgl, n. Glimmer, Stads og Fjas.

fjøke, s. fjuka.

Fjøl (ø’), f. Fjel, Bræt; Stykke af en tynd Planke. G.N. fjöl. – Fjøl-ende, m. Stump af en Planke. Fjølmole (o’), m. d. samme.

fjøl, i Ordene Fjølde, fjølga, fjølment, er G.N. fjöl, dvs. meget. Goth. filu: Ang. fela; T. viel. – Jf. fjølg.

Fjølde, m. Mængde, Mangfoldighed; tildeels ogsaa: Vidtløftighed. Trondh. (Namd. Indh. Ork.). Sjeldnere i Formen Fjøld, f. (Skogn). G.N. fjöldi, m. og fjöld, f. Jf. Storfjølde. – Om et andet Fjølde s. Fjelgde.

Fjølemot (oo), n. Fuge i Gulv eller Væg.

Fjølevegg, m. Fielevæg, Brædevæg.

fjølg, adj. talrig, mandstærk; om et Følge eller Selskab. Indh. Namd. “Dem va’ fjølg’”, dvs. de vare mange. (Jf. G.N. allfjölgr, Kongsp. 32). Ogsaa: mangfoldig, vidtløftig, vanskelig at faae Rede paa. Ork. Fosen. Mest i Neutrum (fjølt). “Dæ vardt for fjølt føre meg”. S. fjøl.

fjølg, i Betydn. varm, s. fjelg.

fjølga, v.a. (ar), formere, forøge, faae noget til at voxe. Tel. tildeels i Formen “fjelge”. (G.N. fjölga). – Om en anden Betydn. s. fjelga.

fjølgast, v.n. forøge sig, voxe. Tel.

Fjølhogg, n. Huggeblok; Stillads eller Knub hvorpaa Fjele tilhugges. B. Stift. G.N. fjalhögg.

Fjølkall, m. Vandhjul (Kvernkall) med flade, aabne Skovler. Smaal.

Fjølme, m. en Hinde, en tynd og blød Skorpe, f. Ex. paa Fløde eller Tykmælk. Sdm. (Norddal). Jf. Eng. film, Hinde.

fjølment, adj. mandstærk, som har mange Folk med sig; eller (i Fleertal): som ere mange sammen. Tel (sjelden); Indh. og Namd. i Formen: fjølgment. G.N. fjölmennr. Andre St. mangment.

fjølt, s. fjølg, og fjelg.

Fjør, n. (?), s. fjørug.

Fjør, f. s. Fjøder.

Fjøra (o’), f. 1) Ebbe, laveste Vandstand i Havet. Hedder tildeels Fjera (e’), Jæd. Nordl. og fl.; ogsaa Fjuru. Ork. G.N. fjara, acc. fjöru. I Fjøre Sjo: i Ebbetiden. G.N. at fjöru sjóar. – 2) Strandbred, den laveste Deel af Stranden, som i Ebbetiden er tør men i Flodtid staar under Vand. Nogle St. Fjera. Ogsaa paa Oplandene: Fjuru og Fyru (y’), om Grunde eller Sandbanker paa Siden af Elvene. (I Sverige fjøru og fl. s. Rietz 141).

fjøra, v.n. (ar), ebbe, falde, om Søen. Nogle Steder (Sogn, Nhl.) i Formen fjera (e’), som egentlig passer bedre til G.N. fjara. Ellers ikke almindelig brugt, da man hellere siger: falla. (Sjoen fell). Modsat: fløda.

Fjørefar, n. en stor Fiskerbaad, som er lidt mindre end en Aattring og sædvanlig besættes med sex Mand. Sdm. Ndm. I Strøm’s Søndm. Beskr. 1, 400, anføres “Fjøringfar” og “Fiærmandsfar”; men nu er Fjørefar det sædvanlige. Vel egentl. Fjøgra-Far, dvs: Fartøi for fire Mand, ligesom Isl. fjögramanna-far.

Fjøregubbe, m. Strandvætte, Strandens Aand eller Nisse. Nordl.

Fjørekung, m. Søsnegl; Snekkeskal; s. Kuvung.

Fjøremakk, m. Sandmaddik (Lumbricus marinus), benyttet til Mading for Fisk.

Fjøremaal, n. Ebbemaal, det laveste Punkt hvortil Søen synker.

Fjøremund, n. Ebbetid. Trondh.

Fjørepist, m. en Strandfugl, Tringa maritima. Sdm. og fl.

Fjørestein, m. Strandsteen, sædvanlig afrundet og meget glat. Jf. Mol.

Fjøretid, f. = Fjøremund.

Fjørfit, og Fjørfiske, s. Fjorføtla.

Fjørhane, s. Fjøderhane.

Fjørmenning, s. Firmenning.

fjørug, adj. fyrig, frisk, rask, livfuld; f. Ex. om Heste. Tel. Hall. Af G.N. fjör, n. Liv. (Ang. feorh; Ght. ferah).

fjørutt, s. fjødrutt. Fjøs, s. Fjos.

Fjøtt, i Forbind. “faa Fjøtt”: blive bortjaget, blive nødt til at pakke sig. Voss. I Hall. Fjett. Andre Steder Flyt (y’) el. Flytt.

Fjøtur (?), s. Fjetra og Futul.

Flabb, m. Flab, Snude.

Flag, n. 1, en Søstrækning, et bredt Søstykke (Bassin), især omringet af Holmer eller Skjær. Nordl. (Paa Helg. lyder det tildeels som Flak). Ogsaa forklaret som en bred Banke eller Fladgrund i Søen. Sv. Dial. flag, flaga: aaben Sø, m. m. (Rietz 144).

Flag, n. 2, Bjergvæg, nøgen Klippe. Hall. Nærmest til flaga (1). Jf. Svad og Flog.

flaga, v.n. 1. (ar), flækkes, fraskille sig, løsne; f. Ex. om Bark paa Træ. Sogn. See ellers flakna.

flaga, v.n. 2. (ar), falde ujævnt, komme stødviis. Det flagar i Fossen, naar Lyden af et Vandfald høres snart stærkere og snart svagere (paa Grund af Vinden). Det flagar i Kroppen: der gaae enkelte Rystelser eller Strømninger igjennem Legemet. Nordre Berg.

Flaga, f. Stød, Angreb. I Særdeleshed: a) Vindstød, Byge, Stormbyge. (Vindflaga). b) Anfald, Tilstød af visse Rystelser
i Legemet, som Hoste, Nysen, Skjælven. Hosteflaga, Nosflaga, Skjelteflaga. c) et stærkere Anfald af Smerte eller Sygdom, en Paroxysmus. Verkflaga, Hiteflaga. Især om Fødselssmerter (= Rid). Sjeldnere om Sindsbevægelse, Opbruusning, Hidsighed. Det gjeng i Flagor, dvs. ustadigt, i enkelte stærke Anfald. Flage-millom, dvs. i de roligere Mellemstunder. Meget brugl. vest og nord i Landet, ogsaa i Hall. Gbr. og fl. Jf. Rid, Rykk, Fauka, Ota. – G.N. flaga (?); Holl. vlaag (Anfald); Nt. flage (Uveirssky); Sv. fläkt i Dial. flaga (Vindpust).

Flagar, m. en Flaaer. Hall. Jf. Maraflagar.

Flagd, s. Flagg.

Flageverk, m. Smerte, som kommer i enkelte Anfald, efter rolige Mellemrum. Modsat Siverk.

Flagg, n. Flag, Skibsfane. Tildeels afvig. Flagd, Hard. Shl. Nordl. – Eng. flag; Holl. vlag; T. Flagge, f.

flagga, v.n. (ar), flagge, heise Flag. Afvig. flagda, Hard. Nordl.

flagna, v.n. revne, flækkes af; s. flakna.

flagsa, v.n. (ar), flagre, vimse, slaae med Vingerne; f. Ex. om Fugle i siddende Stilling. Søndenfjelds. (Jf. flugta). Sv. flaxa. – Hertil Flagsing, f. Flagren, Pladsken.

Flak, n. 1) en Skive, et løsrevet Stykke, saasom af Iis paa Vand. Isflak. (Jf. Eng. flake). Ogsaa en afskaaren Skive eller Strimmel af Fisk (Helleflyndre). Nordl. (Isl. flak). Nærmest til Verbet flekkja. – 2) et Bræt, en liden Disk eller Hylde paa Forsiden af et Skab. Tel. – 3) Flig, Skjød, Hjørne paa Klæder. Smaal. og fl. Ogsaa: Pjalt, Lap, nedhængende Klud. Trondh. Tel. og fl. – 4) en liden Tømmerflaade. Rom. s. flaka. – 5) en Fiskestiim, som svømmer oppe i Vandfladen. Nordl. – 6) et letsindigt, ublufærdigt Menneske. Mest om Kvinder. B. Stift og fl. Det sidste nærmest af flaka, v.n. Jf. Flas, Flogs.

flaka, v.n. (ar), 1) gaae med aabne Klæder, gaae skjødesløst klædt. B. Stift. – 2) sværme omkring, løbe efter Leg og Morskab. Smaal. tildeels i Formen “flaakaa”. I G.N. er flaka at gabe, aabne sig, ligesom “flikja”. Her mærkes Udtrykket “gaa flakebringaa” (Sdm.), dvs. gaae med nøgent Bryst, med oprevne Klæder. I Sverige “gå flaken i bringa” (Rietz 145).

flaka, v.a. (ar), 1) belægge med Flager (s. Flake). Hertil hører vel ogs. “flaake”, v.n. belægges med Iis (= krava). Indh. (Snaasen). – 2) belægge med Fjele, danne Gulv eller Bund, f. Ex. i en Bro. I Ork. flaakaa. – 3) binde Tømmerstokke sammen i Flaader (Flak). Rommerige, Solør. I Smaal. “laakaa”.

Flak-aas, m. Bjælke under Flagerne paa et Fartøi. Nordl.

Flake (Flakje), m. 1) Flage, Luge af sammenslaaede Fjele, f. Ex. til Dække over Ladningen i et Fartøi. G.N. flaki. – 2) et underlag af Fjele eller Stokke, f. Ex. i Bygninger paa blød Grund; ligesaa i en Bro. I Ork. Flaakaa. (Sv. flake). – 3) en liden Fiskestiim (= Flak 5). Hall.

Flakebringa, s. flaka, v.n.

Flakevida (i’), f. Fjele eller Stokke til Underlag. “Flaakaavuu”, Ork.

Flaking, f. Belægning med Flager; ogsaa: Tømmerbinding; see flaka, v.

Flakk, n. Gang; Omflakken. Koma paa Flakk.

flakka, v.n. (ar), flakke, færdes, gaae. G.N. flakka; Sv. flacka.

flakkfus, adj. flakkelysten. Sogn.

flakkfør, adj. rask, rørig, dygtig til at gaae. B. Stift; helst om gamle Folk.

flakksam, adj. tilbøielig til Omflakning.

flakna, v.n. (ar), flækkes op, revne, falde i Skiver; ogsaa: løsne, skjælles af; f. Ex. om Bark, Hud, opklæbet Papir og deslige. Hedder ogsaa flagna, Nordl. og fl. G.N. flakna og flagna. En lignende Dobbeltform synes ogsaa at have Sted i flaga og flaka; jf. flaa og flekkja.

Flakning, f. Opløsning; Afskjælling.

flaksa, s. flagsa.

flakt, part. flækket, klævet; s. flekkja.

Flamme, m. Flamme, Blus; ogs. Flammefigur. Nogle St. Flame. (Af Lat. flamma).

flamsa, v.n. vimse, flagre.

flamsk, adj. flamsk, belgisk.

flana, v.n. (er, te), løbe blindt hen, især for at see paa noget; ogsaa: gloe, stirre, gjøre store Øine. Nordre Berg. Nordl. og fl. (Isl. flana). Hertil Flan, m. og Flana, f. en nysgjerrig og taabelig Person. Flaning, f. taabelig eller utidig Nysgjerrighed.

Flange, m. et Slags Kufte eller Kjole (af et gammeldags Snit). “Flangje”, Sæt. Telemarken.

flangra, v.n. (ar), flagre, vimse omkring; løbe efter unyttige Ting. Tel. Indh. Nordl. – Flangermus, f. Flaggermuus. Indh. Jf. Skjaavengja.

flangsa, v.n. løbe, føite omkring. Omtr. som flangra, flamsa, flogsa.

flanutt, adj. taabelig, letsindig. Nordl.

flan-øygd, adj. forvirret, forskrækket. Nordl. Ogsaa “flam-øgd”, Helg.

Flar, n. Flitter, Stads. Trondh. (Skogn).

flara, v.n. (ar), 1) blusse, flamme. Buskr. – 2) prunke med Flitterstads. Solør.

flarpa (til), v.n. smække, slaae til Hall.

Flas, n. 1, tynd Skal, Skjæl; smaa Fliser eller Spaaner. Tel. Østl. (Isl. flas; ogs. Svensk). I Gbr. Fles. Ellers Flus.

Flas, m. 2, et letsindigt Menneske. Sogn (?). Vel egentl. Letsindighed, Fjas. Jf. Flosa.

flasast (flases), v. = flisast. Østerd.


Flask, m. Fladkant, bredeste Side. Legg Steinen paa Flask (el. paa Flasken). Gbr. Sdm. Nogle St. Flaska, f. og Flaskesida, om Fladsiden paa et Træstykke eller en Steenskive. Hard. Rbg. Kløyva paa Flask: Kløve Træ i en Linie, som gaar langsmed Træets Aarringe (el. Gaarer) og ikke lige mod Marven. Nordl. og fl. Ogsaa i en anden Form: Flasma, f. Nhl. Hall. Hertil: Flaskekløyvt, om Træ som er kløvet “paa Flask”. Gbr. I Hall. Flasmekløyvt. (Modsat “stavkløyvt”: kløvet i Linien fra Barken til Marven). Sv. Dial. klyva på flask. Jf. Isl. flaski, m. Aare i Træ.

Flaska, f. 1) Flaske, Glaskar. Afvig. Flæske, Gbr. Vald. (Indkommet fra de romanske Sprog). – 2) et Trækar, en Mælkedunk med korte Staver og brede Bunde. B. Stift og fl. Om en anden Betydning s. Flask. – Flaskefoder (-foer), n. Flaskefoder (Skriin). Flaskekorg, f. Flaskekurv.

flaskekløyvd, og Flaskesida, s. Flask.

Flasma, f. Fladkant; s. Flask.

Flasme, m. Fjel eller Bræt paa siden af en Slæde. Gbr. Hall.

flasmekløyvd, adj. s. Flask.

Flasrøya, f. en vis Flodfisk. Toten. Vel egentl. Flasrøyda.

Flassøp, n. Feieskarn (= Sorp). Tel.

flat, adj. 1) flad, liggende omtrent horizontalt eller overalt lige høit; om Jord, Eng, Ager. G.N. flatr. Heraf Flot, Flota. – 2) jævn, slet, uden nogen Runding eller Forhøining; f. Ex. om tilhugget Træ. – 3) tynd, skiveformig; f. Ex. om Steen. – Fara baade bratt og flatt: fare høit og lavt, over Bjerg og Dal. Liggja flat: ligge udstrakt, vidaaben. Verda flat i Andlitet: vise Tegn til Skuffelse; ogsaa: blive skamfuld.

Flata, f. en Flade; s. Flota.

Flatbraud, n. Brød som er baget i brede og tynde Skiver (Leiver).

Flatbue, m. -Beboer af Fladlandet.

Flatbygd, f. Bygd i den lavere flade Deel af Landet.

Flatbygg, n. toradet Byg.

Flatgjord, f. et Slags tynde og brede Baand paa Kar. – flatgyrd, adj. forsynet med saadanne Baand.

Flathjul, n. Hjul som gaar til Siden (ikke op og ned).

Flatlekkja, f. en flad og bred Kjæde.

Flatlende, n. en flad og jævn Mark.

flatlendt, adj. om en Egn eller Strækning med flade Marker.

Flatlus, f. Pediculus pubis.

Flatmage, m. Luftblære, Svømmeblære, som udtages af store Fiske og tillaves til Mad.

flatmynt, adj. fladmundet, uden fremstaaende Læber.

flatna, v.n. (ar), blive fladere; f. Ex. om en Vei.

flatnasad, adj. fladnæset.

flatraustad, adj. bygget med lavt eller noget fladt liggende Tag; om Huse. Tel. og fl. Nogle St. flatrostad og flatrøyst. Modsat brattraustad.

flatrydja, v.a. s. flattelgja

Flatseng, f. Fladseng, opredet Leie paa et Gulv eller Bord.

Flatsida, f. Fladkant; Bredside.

Flatt, s. Flaatt.

flattelgja, v.a. (er, de), tilhugge Tømmerstokke saaledes at Siderne blive flade. “Flattægje”, Tel. Andre St. flathogga, flatrydja (flatry’, Nordl.). Modsat: rundtelgja, magatelgja. Particip: flattelgd (flattægd).

flatvoren (o’), adj. noget flad.

[flau, adj. frygtsom, = blaud.

flaug, fløi; s. fljuga.

Flaug, n. Løb, Tummel, dvs. s. Flog.

Flaum, m. Vandflod, Oversvømmelse; det at Elvene stige over den sædvanlige Høide. (Ikke ganske alm., see Fløde, Vatsfløde). Afvig. Flom (Flomm), Østl. G.N. flaumr.

flauma, v.n. (ar), strømme rigelig; flyde over Bredderne. Nogle St. fløyma.

Flaumbekk, m. Bæk, som til visse Tider er noget stor, men ellers let tørres bort.

Flaumkvern, f. Mølle, som kun kan drives i “Flaumtid”. Ligesaa Flaumsag, f. om et Savbrug.

Flaumtid, f. Tid, da Vandet stiger høit; som i Tøveir eller langvarig Regn.

flaut, flød; s. fljota.

Flaut, n. Støttetræ i en Slæde under Tværbjælken (Flauta). Tel. Jf. Stabband.

Flauta, f. Tværbjælke i en Slæde. Sfj. Sogn, Søndre Berg. og fl. Ogsaa kaldet Flautstokk, Flausstokk, Rbg. Flesstokk eller Flæstokk, Smaal. Rom. Ork. (Ellers Hyrning). I svenske Dial. flauta, fløte.

flaa, v.a. (flær, flo, fleget), flaae. Supin. flege (e’), Sogn; ellers flegje, fleie, fligje, flie. I de nordlige Egne har Ordet svag Bøining: flaar, flaadde, flaatt. G.N. flá (flæ, fló, flegit); Ang. flean, Eng. flay. – Betydning: 1) flaae, tage Huden af (et Dyr). Jf. belgflaa. Ogsaa med Huden til Objekt. Flaa Skinnet av. – 2) flække Bark af Træer. (Ikke alm.). Jf. flekkja, fletta, flaga. – 3) uegentlig: skinde, puge, tage ubillig Betaling eller Rente. – En anden Form “flaga” synes forudsat i Subst. Flagar (Maraflagar).

Flaa, f. 1. (Fl. Flær), 1) et Stykke Bark; en Skive af tyk Fyrrebark. Tel. (Ved Mandal: Flæ, el. Flæe, n.). Sv. Dial. flår, flån (Rietz 144). – 2) Flydholt, Stykker af Bark eller Træ som bindes til Fiskergarn for at holde dem oprette i Vandet. Shl. Ryf. Mandal og fl. G.N. flá. Afvig. Flæ (Flæa), f., Flø og Fløe, m. Østl. Ellers: Fljot (Fløyt, Flot) og Kavl.
Jf. Sv. flarn og fløte.

Flaa, f. 2. (Fl. Flær), Afsats i en Bjergside, en liden Flade imellem bratte Klipper. Trondh. Sdm. og fl. I Vald. Flaan. G.N. flá. Jf. Flaan.

Flaa, f. 3. et Lag, Dække; s. Flo.

Flaa, m. Vandpyt, s. Floe.

flaa, adj. 1) aaben, vid oventil, ikke smal eller dyb; f. Ex. om en fladbygget Baad, om Fade eller Skaaler med lav Kant, el. om Dalstrøg med svagt skraanende Sider. Maaskee alm. Nogle St. fljaa, Hard., flaar, Tel. Sv. Dial. flå (flår). Isl. flá(r). – 2) om Mennesker: aabenmundet, plump og uforsigtig i sin Tale. Østl. Tel. (I Tinn: flaar). Hertil flaamælt, Flaakjeft. Jf. G.N. flár, falsk.

Flaabotn, m. Bund som er noget flad, el. kun har en svag skraaning.

flaabygd, adj. fladbygget, lav og bred, om Baade.

flaagrunn, adj. om Sø med grund og svagt hældende Bund.

Flaagrynne, n. grund Søbund med liden Hældning eller næsten flad.

flaahakka, v.a. dyrke et Jordstykke ved at ophakke alle Væxter og Rødder og siden afbrænde dem. Østl. Ordet er egentlig svensk.

Flaaing, f. Flaaen, Flækning; ogsaa Skinderie, Udsuelse.

flaakaa, og flaake, s. flaka.