Ivar Aasen Norsk Ordbog

fiska, v.n. (ar), fiske, fange Fisk. Ogsaa v.a. f. Ex. fiska Seid. Afvig. fiskje (er, te?), Gbr. Østerd. Solør. G.N. fiska (ogs. fiskja).

Fiskar, m. en Fisker. – Fiskarbaat, m. Fiskerbaad. Fiskarbud, f. Hytte el. Stue for Fiskere. Fiskarlag, n. Selskab af Fiskere. Fiskarlag, n. Selskab af Fiskere. Fiskarlægje, n. Havn eller Opholdssted for Fiskere. – Jf. Fiskesveinar.

Fisk-aat, n. et Slags smaa Sødyr.

Fiske, n. Fiskerie. Mest alm. Fiskje, n. (G.N. fiski). Jf. Fiskja. (Ofte ogsaa i en fremmed Form: Fiskri, n.). – Liggja til Fiskes (te Fiskjes): opholde sig i et Fiskevær for at fiske. – Herfra adskilles “Fiske” i Sammensætning (f. Ex. Fiskevær), da dette altid har haardt “k” (ikke kj) og slutter sig nærmest til Verbet fiska.

Fiskebeine, m. Fiskeredskaber. Sdm. og fl. Ellers: Fiskebunad (jf. Byrnad), Fiskegreida, Fiskevelde, og fl.

Fiskeberg, n. Fiskestiim, stor Masse af Fisk i Søen.

Fiskebjørn, m. et Slags Skaldyr, som ofte plager Fiskene. (S. Strøm’s Søndm. B. 1, 164, med Tegning).

Fiskedrætte, n. Fiskefangst.


Fiskefarm, m. Fiskeladning.

Fiskeforeldre, s. Fivrelde.

Fiskefugl, m. Fugl som følger Fiskestimene.

Fiskegjod, m. Fiskeørn (Pandion Haliaetus). Lyder som Fiske-jo, og nogle St. Fiske-jø. (S. Gjod). Ellers forekommer ogsaa paa Østl. “Fiskebjor”, el. Fiskebjoen, dog uvist om samme Fugl.

Fiskegot (o’), n. udgydt Fiskerogn.

Fiskeham, m. 1) Fiskeskabning. (Sjeld.). 2) Fiskeskind. I Ork. om en meget glat Hud; modsat Fugleham.

Fiskehenting, f. Indskibning af tørret Rundfisk (i Lofoten).

Fiskehjell, m. Stillads af Stænger til at tørre Fisk paa.

Fiskehonk (-haank), f. en Hob Fiske, som ere hængte paa et Baand til at bære.

Fiskekall, s. Fiskesveinar.

Fiskeklakk, m. Fiskegrund i Havet. Nordl.

Fiskekrok, m. 1) en Hage, hvormed store Fiske trækkes ind i Baaden. (= Klepp). Nordenfjelds. 2) Medekrog (= Ongul). Søndenfjelds. 3) s. Fiskesveinar.

Fiskelad, n. Stabel af Tørfisk.

Fiskeland, n. Sted hvor der er god Adgang til Fiskerie.

Fiskeleiga, f. s. Fiskeskyld.

Fiskeleite, n. Fiskegrund; den Dybde hvori man sædvanligst fisker med Haandsnøre. Nordre Berg.

Fiskelita, f. en vis Strandfugl. Trondh. (Jf. Sv. fisklita: Totanus Hypoleucos).

Fiskelus, f. Snyltedyr paa Fiskene.

Fiskeløysa, f. Mangel paa Fisk.

Fiskemat, m. Mad tillavet af Fisk.

Fiskemund, n. bekvem Tid til at fiske; den Stund da Fisken pleier at bide paa. Nordenfjelds.

fisken, adj. god til at fiske med; især om Garn. Nordre Berg. (fiskjen). “Dæ va’ slikt eit fiskje Ga’n”.

Fiskerask, n. Affald af Fisk.

Fiskesaat, f. Fiskeplads paa Landet, Sted hvor man fisker med Stang. Tel.

Fiskeskap, n. Fiskeskikkelse, Fiskens sædvanlige Form. Ogsaa Fiskeskapnad, m.

Fiskeskjaa, m. Tørrehuus til Fisk.

Fiskeskyld, f. Jordskyld som er beregnet efter en vis Afgift i Fisk (Vaag, Pund, Mork). Ogsaa kaldet Fiskeleiga.

Fiskeslag, n. Fiskeart, Fiskeslægt.

Fiskeslog, n. Indvolde af Fisk.

Fiskesnik, m. = Fiskehonk. Østl.

Fiskesod (o’), n. Vand som Fisk er kogt i.

Fiskestad, m. Fiskeplads.

Fiskestøde, n. Fiskegrund i Havet, Grund hvor store Fiskestime til visse Tider indfinde sig. Nordl. og fl.

Fiskesveinar, pl. Stjernebilledet Orion. Smaal. og fl. Ogsaa kaldet: Fiskekallarne, Søndre Berg. Hall. Fiskararne (Fiskarann), Nordl. og Fiskekroken, Sdm.

Fiskesympa, f. d.s. s. Marulk. Nordl.

Fisketad, n. Gjødsel af Fiske-Affald.

Fisketerre, m. Veir til Tørring af Fisk.

Fisketiend, f. Tiende af Fisk.

Fiskevelde, n. Fiskeredskaber, Ryf. Ogsaa i Formen Fiskevel (ee), f. eller Fiskeveler, Sfj. Fiskevøler, Hard. G.N. fiskivél.

Fiskevinda, f. Stiim, fremskridende Hob af Fiske. Sdm. Nordl.

Fiskevon (oo), f. Fiskeplads. Østerd. og fl. Egentlig: Udsigt til Fiskerie.

Fiskevær, n. Strandsted, hvor Folk samles for at drive Fiskerie. G.N. fiskiver.

Fisking, f. Fiskefangst.

Fiskja, f. 1) Fiskerie. Sdm. og fl. Andre Steder: Fiskje, n. (Fiske). G.N. fiski, f. – 2) Fisketid; især den Tid da Torskefiskeriet foregaar, nemlig i Februar og Marts Maaned. Bruges meget som Tidsnavn, f. Ex. “fystendes i Fiskjenne” (Dativ), “tett ette Fiskjaa” (Akkus.), o.s.v. Sdm.

Fiskje, n. s. Fiske. fiskjen, f. fisken.

Fiskling, m. = Fiskunge. Tel. (Vinje).

Fiskunge, m. Unge el. Yngel af Fisk. Jf. Auke, Mad, Mussa, Murt.

Fiskørn, s. Fiskegjod.

Fisling, s. Fetling.

Fisma (i’), f. tyndt Tøi, el. noget som er alt for fiint. – fismen, adj. meget myg eller fiin. Hall.

Fissopp, m. Røgsvamp, Lycoperdon Bovista. Ogsaa kaldet Fisball (i’), Nordl. Sdm.

Fit (i’), f. (Fl. Fitjar), Engslette, lav Græsplan ved Vandet; saasom imellem Bugterne af en Elv. Tel. Sæt. Siredal. G.N. fit, f. pl. fitjar. Ellers paa Jæderen (Fid, Fed) om en meget græsrig Eng, især om Engen nærmest ved Fæhusene. I Hard. om en Græsplet i Udmarken, hvor Køerne pleie at hvile om Natten. Afvig. i Kjøn: fit’e, m. med Fl. Fitir, Tel. (Vinje); ligesaa: Fet (Feet), m i Hall. og Vald. om en liden Slette eller Græsplet. – Som Gaardsnavn er Ordet mere almindeligt (ofte skrevet Fet og Fedt); saaledes paa Sdm. med Fleertal “Fitja” og i Sammensætning Fitja, f. Ex. “Fitjagaranne” (For Fitjargardarne).

Fit (i’), m. (Fl. Fiter), 1) Lab, Fod (?). Jf. Gaasefit, Kraakefit (Plantenavne), Fjorfit (Fiirbeen). Jf. G.N. fit, f. Svømmefod; Hinde imellem Tæerne. – 2) Fod paa et Skind (= Fet, Fetling). Tel. og fl. Hertil Fit-andør, f. Ski som er belagt med Skind. Østerd. (S. Andør og Onder). – 3) Enden af en Væv; den Deel af Rendegarnet, som bliver tilovers, naar Vævningen slutter. Tel. (Mo, Vinje) med F. Fitir. Andre St. Avingar, Avsetor. – Ogsaa: Fid eller Afdeling i en Væv (= Fete). Sogn, med Fl. Fitja(r)? Jf. Fitja, f. Om Betydn. Græsplan s. forrige Ord.


Fita (i’), f. Fedme; s. Feita.

fita (i’), v.a. fede, gjøre fed; s. feita.

Fitel (i’), m. Hildebaand; s. Futul.

Fitelygna (i’), s. Feitelogn.

Fiteng (i’), f. græsrig, frodig Eng. Jæd.

fitja, v.a. (ar), sammentrække (en Snor) i Løkker eller Sløifer, saa at det hele seer ud som en Fletning. Fitja ein Vev: sammenknytte Vævgarnet, naar det tages af Rendebommen. Hall. (fikja, fekja). I svenske Dial. fittja, sammenbinde.

Fitja, f. Fid, Traadbundt, Afdeling i en Væv (= Fete). Helg. (Fikja, Fikkja). I Sverige fittja: Knippe som kan omgribes med en Haand.

Fitjar, pl. s. Fit.

Fitjung, m. 1) Sko af Fodskind eller Beenlinger (= Fetesko). Nordl. (Salten). – 2) Svøb omkring Haandledet (= Vevlung). Nordl. (?).

fitla, v.n. (ar), kludre, pusle med noget som gaar seent og møisomt, f. Ex. med at opløse en Knude. B. Stift, ogs. Trondh. Nordl. (udt. filtle, filtje); i Nhl. fjatla; andre St. fatra og fl. (s. fikla). Jf. G.N. fitla: røre ved noget. Hertil: Fitl, n. og Fitling, f.

fitna (i’), v. blive fed; s. feitna.

fiva, v.a. (ar), pynte, pudse, stryge op. Hall. “Katten sit aa fiva se”. Ellers i en fremmed Form: fiffa, Tel. og Østl.

Fivel, m. Frø-uld (?). Som Plantenavn: 1) Eng-Uld, Myrduun, Eriophorum. Sæt. Tel. Vald. Sogn og flere. Ogsaa kaldet Fivelrokk, Tel., og Myrfivel, Indh. Andre St. Myrdun og fl. G.N. fífa. – 2) Løvetand, Leontodon; især med udviklet Frø. Sdm. Nfj. I Stjørdalen Fevel. I Blomstring kaldet Fivelblome, Hall. (Isl. fífill). Andre St. Gullboste, Kveldsvæva og fl.

Fiving, f. Pudsning, Opstrygning (s. fiva); ogsaa Pynt, Stads. Nogle St. Fiffing, f. og Fiff, m.

fivla (ii), v.n. parre sig, om Fugle. Tel. Ellers: viva (Sdm.), vina (Ork.), fyne (Østerd.).

Fivrelde (i’), n. Sommerfugl, Papilion (Sv. fjäril). Tel. Gbr. og fl. Med smaa Afvigelser: Fibrelde, Hard. Voss; Fivrild, Ndm. Gbr. Fivrelde, Vald. (Vang); Foreldre, Fiskeforeldre, Hall. Fevereld, Sfj. (især om de Arter som kaldes Falæner), Fyrveld Sdm. (ligesaa); Frivil, Solør, Østerd. Fryvil Hedem.; ogsaa: “Flyer”, Smaal. “Vervel”, Buskerud. Jf. Marihøna. G.N. fifrildi, n. Ang. fiffalde; Ght. vivaltra, fifalter; Tydske Dial. feifalter, fifolter, pfeifholter; Hollandsk vijfwouter. (Grimm, Gr. 2, 333. Weigand 2, 367).

fjaka, v.n. vimse, tumle. Hard.

fjalla (?), v.a. (ar), pynte, rede til, sætte i Stand. Tel. (Vinje) i Formen fjadde; afvig. fjødde (i Mo), f. Ex. fjødde seg: komme i bedre Stand, faae et bedre Udseende. Jf. Isl. fjalla: røre ved, sysle med.

fjampa, s. fampa.

fjamsa, v.n. tumle, løbe om i Forvirring. Buskerud. – fjamsen, adj. forvirret. Sml. I Østerd. fjemsen.

fjarla, v.n. pludre, vaase. Romsd.

fjarma, v.n. (ar), snakke fiint, gjøre sig blid og venlig. Hard. – fjarmen, adj. blid, sødtalende.

Fjart, m. Fjert. – fjarta, v.n. (ar), fjerte, pedere. Eng. fart; T farzen.

Fjas, n. Fjas, Narrestreger. – fjasa, v.n. (ar), fare med Fjas. Nyere Ord eller Former. (Jf. G.N. argafas?). Det kjem sjeldan Fjas til Fagnad (Sdm.), hedder paa Isl. Sjaldan er flas til fagnadar. Jf. Fjaas.

fjatla, v. s. fitla. fjautra, s. fjukra.

fjaag, adj. frisk, fyrig; s. fjelg.

fjaamen, adj. 1) bleg (= faaen). Hard. – 2) tosset (= faamen). Hall.

Fjaap, m. en Taabe, et Fjog. Sdm. I Hall. Fjaam og Faame; s. Fume. Sv. Dial fjåp, fjåk.

Fjaar, s. Fjor og Fjord.

Fjaas, n. Sladder (?). Landst. 774.

fjela (e’), v.n. (ar), søge, speide efter noget; ogs. opsøge ved Trolddom, vise igjen. Hard. Nærmer sig noget til det gamle fela, dvs. fjæle, skjule.

Fjelde, Varme; s. Fjelgde.

fjelg, adj. 1) varm, som har en mild og behagelig Varmegrad. Nfj. Sdm. Romsd. Nogle St. fjølg. I Neutrum sædvanlig: fjellt (fjølt). Faa seg fjelg Mat. Vera fjelg paa Fotom. “Dæ vardt eit fjelt Veer”, o.s.v. Jf. G.N. glódfjalgr: glødhed (?). – 2) behagelig, som gjør et godt Indtryk; saaledes ofte: reenlig, pyntelig, vakker. Søndre Berg. Sogn, Sfj. Nordl. Afvig. fjølg, Ork. Jf. fjelga og Fjelge. – 3) i Formen fjaag: fyrig, livlig, munter. Tel. (Med regelret Overgang “fjaag’e” for fjalger, ligesom “skjaag’e” for skjalger). Jf. G.N. fjalgleikr: Fyrighed, el. Glæde? (Homil. 162).

fjelga, v.a. (ar), 1) varme, gjøre varm. Nfj. Sdm. Romsd. Nogle St. fjølge. Figurlig: ophidse, gjøre hed i Hovedet. – 2) pudse, feie, gjøre reen og vakker. Søndre Berg. Nord. Fjelga seg: vaske og pynte sig. Fjelga upp Huset, o.s.v. Hertil fjelgast: blive behagelig, see bedre ud.

fjelga, v.a. forøge; s. fjølga.

Fjelgde, m. 1) Varme, især i Luften. Nfj. Sdm. sædvanlig udtalt Fjelde; i nordre Sdm. Fjølde. – 2) Hygge; s. Fjelge.

Fjelge, m. Behagelighed, Hygge, Tilfredshed; ogsaa: Reenlighed, god Orden, f. Ex. i et Værelse. Søndre Berg. (Fjelgje). Paa Sdm. Fjelde. Fara med Fjelge: reise
med Sikkerhed, uden Frygt eller Fare.

Fjelging, f. Oppudsning, Reengjørelse.

fjelgna, v.n. (ar), 1) varmes, blive varm. Nfj. Sdm. 2) bevæges i Sindet, blive opflammet, henreven; ogsaa: blive hidsig. 3) blive tækkelig, faae et bedre Udseende. Nhl. og fl. Sædvanlig udtalt fjellna.

fjelgsleg adj. hyggelig, behagelig. B. Stift. Sædvanl. udtalt “fjelsleg”.

Fjell, n. Fjeld, høit Bjerg. Helst om de Bjerge eller Bjergmarker, som stige saa høit, at Skovvæxten ganske eller næsten ophører. (Mindre Bjerge kaldes Berg, Aas el. Heid). Tildeels afvigende: Fjøll, Fjødd, Fjedd, Sæt. og Tel., Fjedl, Sogn; Fjill og Fill, Ndm., Fil, Stjordalen. (En ældre Form er Fjall, Landst. 159). G.N. fjall, pl. fjöll; Sv. fjäll; Eng. Dial. fell. – “Fjell og Finne”; s. Firne. Fraa Fjell og til Fjøra: fra det øverste til det nederste (paa en Bjergside mod Søen). Fara til Fjells: reise til Fjeldet. Liggja til Fjells: ligge høit oppe, i Fjeldmarkerne. – I nyere Skrifter findes ofte “Fjeld” med Betydn. Klippegrund (= Berg, Skjer, Svad); men denne Brug er her fremmed.

Fjell-aatta, f. taaget Veir; skymasser som lægge sig langt ned i Fjeldene. Sdm.

Fjellbeite, n. Græsgang i Fjeldene.

Fjellblistra, f. = Heidelo (Fugl). Hall. Ogs. kaldet Fjellplistre, Vald. Fjellplyt, Num. Fjelltita, Voss.

Fjellbrun, f. Fjeldkant, øverste Rand af en Fjeldside, seet nedenfra. G.N. fjallsbrún. Ogsaa kaldet Fjelltrøm og Fjellsrør.

Fjellbue, m. Fjeldboer.

Fjellbygd, f. bebygget Egn som ligger høit oppe mellem Fjeldene.

Fjellbygg, m. (Fl.-byggjer), Fjeldboer, Indbygger af en Fjeldegn. Lidet brugl.

Fjelldal, m. høitliggende Dal.

Fjelldrag, n. Række af Fjelde.

Fjelldusk, m. = Bergblom (Saxifraga Cotyledon). Gbr. og fl. Ogsaa kaldet Fjellros, f. Nordre Berg. Fjellfru, f. Stjordal. Ellers Lilja, Sifylla og fl.

Fjelldøl, m. Indbygger af en Fjelddal.

Fjellegg, f. øverste Deel af en Fjeldryg. I Stjordalen: Filegg. Ellers kaldet Fjellrist, f og Fjellmaan, f. Tel.

fjelleides (fjell-leides), adv. paa Fjeldveiene. Gbr. og fl. “Faaraa fjelleies”: reise over Fjeldet.

fjellendt (fjell-lendt), adj. bergig, om en Egn med Fjeldnatur. Smaal.

Fjellfok (o’), n. Sneefog, som viser sig paa Fjeldtoppene.

Fjellfolk, n. Folk som boe i Fjeldegnene. Saaledes ogsaa: Fjellmann, Fjellgut, Fjellgjenta og fl. Ligesaa: Fjellbunad, Fjellmaal, Fjellvis (f.), om Dragt, Sprog og Skik i Fjeldbygderne.

Fjellfross, m. Jærv (= Jarv). Nordl. (?), Sdm. Ikke meget brugl. Jf. Fross. Ellers kaldet: Fillfrans, Fillefrans, Num. Hadeland, Felefrans, Hall. Hos ældre Forfattere: Fjeldfross (P. Dass), Feldfross (Ramus), Felefross (P. Claussøn), Fjellfras (Norske Magasin 1, 116).

Fjellfru, s. Fjelldusk.

Fjellgard, m. 1) Fjeldrække, Bjergkjæde. G.N. fjallgardr. – 2) en Gaard paa Fjeldet eller i en Fjeldegn. (Alm. Fjellgar’). Jf. Gard.

Fjellgonga (o’), f. Gang i Fjeldene.

Fjellgras, n. Fjeldgræs, Fjeldurter.

Fjellgust, f. kjølig Vind fra Fjeldene.

Fjellhage, m. Græsgang i Fjeldene.

Fjellhøy, n. Hø fra Fjeldmarken.

Fjellkamb, m. en høi og smal Fjeldryg.

Fjellkast, n. Vindstød fra Fjeldsiden.

fjellkjend, adj. 1) kjendt, bevandret i Fjeldene. 2) om et Landskab, som har Fjelde eller Fjeldnatur. “fjellkjent”, Trondh.

Fjellkjørr, f. smaa Buskvæxter paa Fjeldene; især Dvergbirk og Dvergpiil.

Fjellknatt, m. Bjergknold, Fjeldpynt.

Fjellmann, s. Fjellfolk.

Fjellmaan, f. s. Fjellegg.

Fjellmoe, m. 1) Solrøg, synlig Damp i Luften imellem Fjeldene. – 2) Fjeldvæxter med meget Blomsterstøv. Sdm. Især om Dvergpilen, Salix herbacea. (Lidet brugl.).

Fjellmose (o’), m. Lav-Arter paa Fjeldene.

Fjellmot (oo), n. Punkt hvor to Fjelde mødes i Horizonten.

Fjellnos (o’), f. fremstikkende Fjeldpynt.

Fjello (Fjell-Lo), f. = Heidelo. Ork.

Fjellrakke, m. Hvidræv. Nordl.

Fjellrape, m. Dvergbirk. Tel. Num. (G.N. fjallhrapi). I Østerd. Fjellrabb. Andre St. Fjellris, Fjellsnære, Fjellkjørr.

Fjellrist, f. s. Fjellegg.

Fjellros (oo), f. s. Fjelldusk.

Fjellrug, m. = Fuglefræ.

Fjellrye, m. høitliggende, nøgen Fjeldmark. Østerd.

fjellrædd, adj. bange for at gaae i Fjeldene; især for Hovedsvimmel.

Fjellrøme, n. Fjeldmarker. I Hall. Fjellrymme.

Fjellsida, f. Fjeldside.

Fjellsig (i’), n. Væde fra Smaabække og Vandaarer i et Fjeld.

Fjellskap, n. Fjeldenes Skikkelse. Eg kjenner Landet paa Fjellskapet.

Fjellskard, n. Kløft eller Huulning i en Fjeldryg.

Fjellskarv, m. en Art Ryper.

Fjellskodda, f. Taage i Fjeldene.

Fjellskrid (i’), n. det at et Stykke Jord glider ud fra et Fjeld.

Fjellskugge, m. Skygge af et Fjeld.

Fjellslag, n. Rad eller Række af Fjeldtoppe. Hall. Vald.


Fjellslætte, n. Høslæt i Fjeldene.

Fjellsnoa, f. kold Vind fra Fjeldene.

Fjellstig, m. Gangsti i et Fjeld.

Fjellstøl, s. Langstøl.

Fjellsyn, f. den Afstand, hvori man først kan see Fjeldene fra Havet.

Fjelltange, m. liden Arm af et Fjeld.

Fjelltele (e’), m. skovløs Fjeldmark. Ndm.

Fjelltind, m. en spids Fjeldtop.

Fjelltita, s. Fjellblistra.

Fjelltøyr, m. Sneeløsning i Høifjeldene ud paa Vaaren.

fjellutt, adj. bergig, fuld af Fjelde.

fjellvan, adj. vant at gaae i Fjeldene.

Fjellveg, m. Fjeldsti, Fjeldvei.

fjellvoren (o’), adj. om en Landstrækning: fjeldartet, udseende som et Fjeld. Indh.

fjelna, s. fjelgna. fjelsleg, s. fjelgsleg.

Fjera, Strand; s. Fjøra.

Fjerefisk (Fjærfisk), m. en vis Afgift, som Præsterne i Lofoten have faaet af fremmede Fiskere. Forklares forskjelligt. Jf. Budstikken 1824, p. 772.

fjerm, s. ferm.

fjerr, adv. langt borte, langt fra. Mest i Forbindelsen “nær og fjerr”, og derfor oftest udtalt “fjær”. Sfj. Sogn, Voss, Tel. G.N. fjarr, fjarri, firr. Sv. fjerran.

fjerre, adv. henved, henimod. Sogn, Voss. (Ofte udt. fjære). Fjerre ved: omtrent, hen ved. So fjerre: saa omtrent. Kor fjerre: hvor meget omtrentlig. I Sfj. ogsaa: fjerrafyre (fjerranfyre?), dvs. som sædvanligt, middelmaadigt, ikke noget betydeligt. – Brugen synes noget forvansket; jf. G.N. eigi fjarri: ikke langt fra.

Fjetra, f. Nagle i en Slæde; Trænagle som forbinder Slædens Langbjælke (Rim) med Meden (Meid). Sæt. Sogn, Hall. Vald. Rom. Gbr. Ork. Nogle Steder ogsaa om de Støtter, hvorpaa Bjælkerne hvile, og som ellers hedde “Stabband”. Ogsaa i Sverige (Rietz 162). Afvigende fra G.N. fjöturr. Jf. Futul.

fjetra, v.a. (ar), sætte fast, fange, hindre En fra at røre sig eller komme af Stedet. Mest i Spøg og i Tale om Trolddom. Hall. Vald. Smaal. Østerd. og fl. I Tel. ogsaa: fjøtra, fjotra. Sv. fjetra. G.N. fjötra, lænkebinde. (Jf. futla). – fjetrad, part. bunden tryllet fast. Han stod, som han var fjetrad, om En som bliver staaende ubevægelig af Forundring eller Overraskelse. Vald. Nhl. og fl.

fjetrast, v.n. forvikles, hemmes eller standse af Forvikling. Det fjetrast fyre honom: det gaar ganske i Staa for ham. Ork. og fl.

Fjetring, f. Hemmelse, Standsning; Fortryllelse hvorved En bliver fæstet til Stedet. Uegentlig og i Spøg ligesom “Klumsing”.

Fjett, s. Fjøtt. – fjogo, s. fjore.

fjolla, v.n. (ar), fjase, spøge, føre lystig Snak. Nordl. og Indh. (Sv. fjollas). Ogsaa: lege, støie, tumle. Ork. Paa Sdm. især om Leflerie eller letfærdig Spøg. Hertil Fjoll, n. og Fjolling, f. Fjas, Lystighed. – Formen noget uregelmæssig; jf. fjøgla og fjarla.

Fjom (oo), n. Fnug, Støvgran, liden Smule. Eit litet Fjom (s. Eldfjom). Sfj. Søndm Romsd. Jf. Hjaam.

fjona, v.n. pusle, nøle, give sig god Tid. Nhl.

Fjor (el. Fjord), n. (?), forrige Aar. I Forbindelsen “i Fjor”, dvs. i det forløbne Aar. Afvigende: Fjaar, Sdm. Sæt. Fjol, Østl. (Sv. fjor, fjol). G.N. fjord. Mht. vert (verne, vernet). Vel egentlig det fjernere, bortfjernede. (Jf. fyrre, Fyrraaret). I Fjor Vaar: i forrige Vaar (næst forud for sidste Vaar). I Fjor Sumar. I Fjor Vetter. – I Sammensætning bruges “Fjors” til at betegne noget som er fra forrige Aar, i Modsætning til “Aars”, dvs. fra dette Aar. Saaledes: Fjorsavle, m. forrige Aars Avl. Fjorsgras (s. Fjorold). Fjorshøy; Fjorskorn, og fl. Ligesaa: Fjorskalv (aarsgammel Kalv), Fjorskid, Fjorslamb; Fjorsbekre (i Hall. Fjorbekar).

Fjoraar, n. forrige Aar. I Fjoraaret, = i Fjor. Indh. Nordl.

Fjord, m. Fjord, Søstykke, en i Landet indskydende Arm af Søen. Søndenfjelds ogs. om Indsøer, som ellers kaldes “Vatn”. Mest alm. Fjor (oo); paa Sdm. Fjaar. G.N. fjördr. Eng. Dial. firth. En Dativform Fyrde (Fyre, y’) bruges som Gaardsnavn. I Sammensætning oftest Fjorde (Fjore), afvig. fra G.N. fjardar. Jf. Fyrd, Fyrdska.

Fjordbotn, m. den inderste Ende af en Fjord. (Fjorbotn).

Fjordbue, m. Fjordboer (= Fjording). “Fjorbu”, Ryf.

Fjordbygd, f. bebygget Egn ved en Fjord, noget langt fra Havet.

fjorde, adj. fjerde (af fjore). Udtalt fjore, Nhl. Sogn, Vald. Gbr. og fl. Ellers forvansket til “fjære”. G.N. fjórdi. Fjorde kvar: hver fjerde. Fjordedag: fjerde Dag i en Høitidsuge. Fjordeparten: den fjerde Deel; s. Fjordung.

Fjordefolk, n. Indbyggere af Fjordbygderne inde i Landet. Særskilt: Fjordemann, Fjordegut, Fjordegjenta, Fjordekona.

Fjordegap, n. Fjordmunding. Ogsaa kaldet Fjordekjeft, m. Jf. Mynne.

Fjordevis (ii), f. Skik i Fjordbygderne. Saaledes ogsaa Fjordbunad, Fjordemaal, og fl.

Fjording, m. Fjordboer, Mand fra en Fjordbygd. Ofte af et Stedsnavn, som: Nordfjording, Sunnfjording, Dalsfjording. Sædvanlig udtalt Fjoring; i Nordl. tildeels
Fjæring. Jf. Isl. firdingr.