Ivar Aasen Norsk Ordbog

Fe-aling, f. og Fe-avle, m. Opfostring af Fæ.

Feder, s. Fader. Fedgar (?), s. Fegge.

Fe-drift, f. en Hob Fæ, som flyttes fra et Sted til et andet.

Fefot, m. om Betrædelse af Fæ. Det ligg under Fefot, om et Jordstykke som ikke er indhegnet. Nogle St. Bufot.

Fegang, m. Græsgang. En afvig. Form er Fegjenger el. “Fegjengu”, pl. Hall. Jf. Bugang.

Fegard, m. Plads eller aabent Rum ved Indgangen til Fæhusene. Østl.

Fegata, f. Vei fra Fæhusene til Udmarken. Smaal.

Fege (e’), n. Glæde, Lyst. “Fegje”, Tel. (Vinje). Maaskee for Fegen. Hertil: Fegesgraat (gj), m. Glædestaarer. Jf. Fegens Tidend (Feienstiend), f. glædelig Tidende. (Fra Helg.).

fegen (e’), adj. glad, vel fornøiet. Mest alm. fegjen, og feien (men Fl. fegne); nogle St. figjen, Ndm. Ork. (I Sogn: fegen). G.N. feginn; Sv. fägen. – Jf. fegna, fagna, Fagnad.

Fegenskap, m. Glæde, Fornøielse.

Fegge, m. Mand, Person. Valders. I Sæt. Feggje. I Fleertal Feggar: Mænd, Gubber (= Kallar). Tel. Sæt. (G.N. fedgar betegner: Fader og Søn). Feggje etter Feggje: Søn efter Fader, Mand efter Mand (om Beboerne af en Gaard). Sæt. Tel. Det sidste kunde maaskee høre til G.N. fedgin: Forældre. Forøvrigt kunde Fegge være udgaaet fra Fedgar, ligesom “Megga” fra det gamle Mødgor. Imidlertid bruges ogsaa Feggja, f. og Feggje, m. om en skjødesløs Arbeider, en Kludrer, ligesom Fagg og Fogg (s. fagga). Aaserall.

Fegja, f. s. Fegra.

fegna, v.n. (ar), 1) glæde. fegna seg: glæde sig. Nhl. og fl. – 2) modtage vel, beværte (= fagna). Østerd. – fegnast v.n. blive glad (= fegna seg).

Fegna, f. Glæde, Fornøielse. Nordl. (?).

fegneleg, adj. glædelig.

Fegra, f. 1, Skjønhed (af fager). Trondh. (?). Afvigende: Fegja, el. “Feia”, f. Ex. “D’æ ikkje stor Feia paa hen’”: hun er just ikke meget vakker. Helg. (Vefsen).

Fegra, f. 2, Plantenavn, = Modra, Galium boreale. Gbr. Sdm.

fegre, compar. (af fager), vakkrere. Suprl. fegerst (fegst). Ved Trondh. sædv. feg’er (fæger) og fegst. Paa Sdm. fegaste (e’), i Talemaaden “fysst fegaste aa sidst leidaste”, dvs. behageligt i Begyndelsen, men ubehageligt i Slutningen.

Fehage, m. Græsgang, Græsmarker. Hall. Vald. og fl. Ogsaa kaldet Fehamn, f. og Fehamning, f. Østl.

Fehund, m. Hyrdehund. Febikkja, f. Smaal. og fl. Ogsaa som Skjældsord.

Fehus, n. Fæhuus; jf. Fjos.

Fehyrding, m. Hyrde. (Landst. 286).

[Fei, m. Hast, Skynding. feiende, adv. raskt, hurtigt. Til Verbet: feia, dvs. feie, rydde op. Fremmede Former; jf. fægja.

Feia, f. s. Fegra. – feien, s. fegen.

feig, adj. bestemt til at døe, el. hvis Død er nær forestaaende. (Alm. og meget brugl.). No var han daa feig, siges f. Ex. om en Bjørn, som man efter flere Forsøg endelig har fældet. Ellers mest om Mennesker. Han var ikkje feig endaa: han slap med Livet; han skulde ikke døe endnu. Det veit ingen kvar den feige flakkar: Ingen veed hvem der først skal døe. G.N. feigr. Samme Betydning havde ogsaa Ght. feigi; ligesaa Nt. fege, Holl. veeg.

Feigd, f. nær forestaaende Død. Det var fyre ei Feigd: det varslede om et Dødsfald.

Feigdarljos, n. s. Naaljos.

Feigdarmerke, n. Tegn til Dødens Nærmelse.

feigsleg, adj. som seer ud til at skulle døe snart. Tel. B. Stift.

[Feil, n. en Feil. feila, v.n. (ar), = vanta, skorta. Nogle St. Fel, fela. Nye Ord efter T. fehlen, Nt feilen, af Fr. faillir.

Feim, m. Anstrøg, Antydning til noget (= Keim, Snev). Nordl. (Salten).

feima, v.n. (ar) klæbe, hænge ved; f. Ex. om Snee. Sdm. (feime).

Feime, m. Fedthinde, fed eller klæbrig Vædske, som flyder ovenpaa Vandet. Nordl. (Lof.). Jf. Ang. fám; Eng. foam (Skum).

feimen, adj. 1) klæbrig, vedhængende. Sdm. 2) om Luften: uklar, støvskyet. Nordl.

Feisand (?) s. fægja.

feit, adj. 1) fed, som indeholder Fedt (Spæk, Olie); ogsaa om Træ med megen Harpix, og om Jord med rigt Næringsstof for
Væxterne. – 2) fyldig, kjødrig, med fedt Kjød. G.N. feitr. – 3) figurl. fordeelagtig, indbringende. – Feite-Tysdag: Hvidetirsdag, Fastelavnstirsdag.

feita, v.a. (ar), fede, gjøre fed. I Nordre Berg. fita (i’); saaledes “fita seg”: blive fed, æde sig fed; om Dyr. G.N. feita.

Feita, f. 1) Fedt, fed Materie eller Vædske (= Feitt). I Nhl. feite, med stærk Bøining (bestemt Form: Feitæ). G.N. feiti, f. – 2) Fedme, det at være fed. I Berg. Stift: Fita (i’), tildeels adskilt fra Feita i første Betydning. Isl. fita.

Feitehympe, s. Hympe.

Feitelogn, f. en blank og stille Plet paa Vandet, ligesom af opflydende Fedt; ogsaa et flydende Fedtlag (= Feittflogga). Nordl. Tildeels: Feitlygna (Feitløgn’), paa Sdm. Fitelygne.

feit-eten, adj. fedt-ædende, som ynder det fede, gjerne spiser fedt. B. Stift.

feitlagd, adj. fyldig, kjødrig, f. Ex. i Ansigtet. Buskerud.

Feitleike, m. Fedhed, Grad af Fedme.

feitna, v.n. (ar), blive federe. Hedder ogs. fitna (i’), B. Stift. Isl. fitna. – Feitning, f. tiltagende Fedme.

Feitsild, f. et Slags meget fed Sild; ogsaa kaldet Istresild.

Feitt, n. Fedt; Spæk, Talg, Olie, o.s.v. – Feittauga, n. Draabe eller Perle af smeltet Fedt. Feittflekk, m. Fedtplet, f. Ex. paa Klæder. Feittflogga, f. flydende Fedt paa Vand, og desl.

Feitvid (-ve’), m. Træ som indeholder Harpix eller Tjære.

Fe-kar, m. Fæhandler, Fædriver. Vald. og fl.

Fekaup, n. Fæhandel.

fekla, v.n. kludre, s. fikla.

Fel, (ee), s. File.

fela (e’), v. feile; s. Feil. – Et gammelt fela (Imp. fal), med Betydn. at skjule, synes at være tabt. Jf. fjela, Fal, Folga.

Fela (ee), f. 1, en Lap eller Flik paa Overlæderet i Sko (= Grima). Mandal.

Fela (ee), f. 2, en Deel af Maven i drøvtyggende Dyr (= Botning). Valders. Hører maaskee til følgende Ord.

Fela (ee), f. 3, Fiolin. (Alm. Form). Sjeldnere: Fiol, m. G.N. fidla; Ang. fiðele (Eng. fiddle); derimod Fr. viole, violon; Ital. viola, som udledes af en ældre Form vitula (Diez, Rom. Wört. 1, 441). – Hertil Feleboge (o’), m. Fiolinbue. Felehest, m. Stolen eller Støtten midt under Strengene. Felestokk, m. Fiolinkasse, Feletak, n. Stykke for Fiolin (= Slaatt). Hard. Feletrjosk, m. Siderne i en Fiolin; s. Trjosk. Ellers: Feleslaatt, Felestreng og fl.

Felag, n. Sameie, fælles Jord eller Mark. Num. (?). I Hall. (Hoel) hedder det Felandsmark (jf. D. Fælled). Ligesaa: Felandsskog (Sameieskov), og “til Felands”, dvs. tilfælles. G.N. félag: Fællesskab.

Felar (ee), m. Spillemand. Rbg.

felast (ee), v. s. filast.

Feld, m. 1) Pels, Haardække, laadden Hud. Hard. Han heve ein god Feld: den har en tæt Haarvæxt; om Dyr. (Omtr. som Haarstøde). – 2) et Skindtæppe, Dække af laaddent Skind, f. Ex. til en Seng. Temmelig alm. G.N. feldr; Sv. fäll. Et andet Navn er Filla (Fylla, Fydde), s. Filla. – Feldmakar, m. Skindbereder, Feldbereder. I Sæt. Fyddemakare.

feld (fellt) adj. 1) som part. fældet, nedlagt; afpasset; formindsket; s. fella. – 2) foldet (foldig), bestaaende af saa eller saa mange Dele. Saaledes: einfeld, tvifeld, trifeld, firfeld, femfeld, og flere. Meget brugl. i Nordl. dog altid i Formen “felt”. Jf. fald. – 3) skikket, passende, bekvem til noget (= fallen). Hall. og fl. I Nordl. felt. G.N. feldr.

Felde (el. Feld)? – Koma med Felde: komme for Alvor, med Klem, heftigt, voldsomt. Sdm. og fl. Vera aa Felde: være paa Færde, i Bevægelse. Sogn. Det sidste ligner G.N. á ferli, som hører til Ferel.

Fele, m. s. File. Felefrans, s. Fjellfross.

fell adv. nok, vistnok; s. fulla.

fella, v.n. falde, o.s.v. see falla.

fella, v.a. (er, te), 1) fælde, faae til at falde, nedlægge; lade falde. G.N. fella. Imperf. skulde egentlig hedde felde, men lyder sædvanlig felte (fellte). – 2) formindske, indknibe, gjøre smalere; især i Strikning (f. Ex. paa Ærmer el. Strømper); modsat “auka”. – 3) folde, lægge i visse Folder eller Rynker. Hard. Rbg. Tel. Nogle Steder i Formen fedde. Jf. Fellestakk. – 4) fælde sammen, afpasse, faae to Stykker til at slutte tæt sammen; f. Ex. i en Væg, et Kar, o.s.v. – 5) anlægge et Gjærde. Fella Utgard. Ork. Jf. Fellegard, Hagfella. 6) sætte Kant (Felling) paa Fiskergarn. Sfj.

Fella, f. 1) Fældning, Fuge, Punkt hvor to Stykker ere sammenføiede; f. Ex. imellem Stokkene i en Væg, el. Fjelene i et Gulv. G.N. fella. – 2) Fold, Læg eller kunstig Rynke i Klæder. Søndre Berg. Tel. Nogle St. Fedde. – 3) Fælde, at fange Dyr i; f. Ex Musfella. Nordenfjelds kaldet Foll. – 4) Fælge, Kant eller Ring paa et Hjul. Østl. ogsaa Sæt. og fl. (I B. Stift: Hjulring). Afvig fra D. Fælge, T. Felge, Eng. felly. – 5) en Masse af udsmeltet Jern i et Jernværk. Malmfella, Jarnfella. (Især af Myrmalm). Østerd. Jf. G.N. fellujarn.

Fellegard, m. Gjærde af nedlagte Træer, = Hagfella. Østerd.

felleleg, adj. passende, vel afpasset; ogsaa:
naturlig, rimelig. Tel. tildeels udtalt: feddeleg og felleg.

Fellemun (u’), m. Smalning, Forskjellen imellem den bredeste og smaleste Deel af et Klædningsstykke.

fellen, adj. behagelig, velsmagende. Hard. Af Udtrykket “fella paa”, s. falla.

Fellestakk, m. Skjørt med mange og smaa Folder. Hard. I Sæt. Feltestakk, ligesom “Feltebuksor”, om et Slags vide, rynkede Buxer. Fellestakk er ogsaa Plantenavn: Løvefod, Alchemilla.

Felleveder (-veer), n. Storm, som falder ujævnt eller i enkelte voldsomme Byger. Nordenfjelds oftere “Fallveer”.

Felling, f. 1) Fældning; Nedfældning. Jf. Haarfelling, Tannfelling. 2) Formindskelse, Indknibelse; f. Ex. i Strikning. 3) Sammenfældning, af Fjele, Stokke o.s.v. 4) Kantning paa Garn, Toug som syes til Kanterne. Fellingstog (o’), n. Sfj. Andre St. Garnskot. – 5) for Falling: Falden, Synken; Ebbe i Søen.

Fellingstav, m. den Stav som sidst indfældes i et Stavkar. Hall.

Fellingstein, m. Slutsteen i en Muur; Steen som dækker Kanterne af to underliggende Stene. Hall. og fl.

Felm, Forfærdelse (?). “Trøytt av Felmo” (Felmom). I en gammel Vise. (Landst. 73). G.N. felmr, og felmtr. Jf. fæltast.

felt, n. Filt, Tøi af valket Uld. Eng. felt; T. Filz. Felthatt, m. Filthat. (Nogle St. Feltenhatt). Feltsko, m. Filtsko. Feltsole, m. Filtsaale.

felt, foldet o.s.v. see feld.

Felæger, n. Sted hvor Fæ kan hvile eller finde Græs for en kort Tid; især paa Høifjeldende. Hall. Vald. Gbr.

fem, num. fem (5). Mest alm. femm (fæm) i Sæt. fimm (i’). G.N. fimm.

Fem-alning, m. fem Alen lang Stok.

Fem-aaring, m. fem Aar gammelt Dyr.

fembend, adj. fembaandet; især om Hesjer med fem Rader af Stænger (s. Hesja). Sdm. og fl.

Fembyrding (y’), n. en stor Baad med fem (eller sex) Rum. “Fembøring”, Trondh. Nordland.

femfeld, adj. femdobbelt, bestaaende af fem Dele. “femfelt”, Nordl.

Femkeiping (kj), m. Baad med fem Aarepar. B. Stift.

Femkort, n. et Slags Kortspil.

femna (e’), v.a. (er, de), 1) favne, omfatte med Armene, naae omkring. Af Famn. 2) maale med Favnen, opfavne, f. Ex. Toug eller Snorer.

Femning, m. Stok eller Træstamme, som holder en Favn i Omkreds.

femromad, adj. femrummet.

Femrøding, m. Baad med fem Aarepar. (Røde).

Femrøming, m. Baad med fem Rum.

femtan, num. femten (15). Afvig. femta, flere St., fimta, Sæt. femtaan, Nhl. Andre St. femtaa og femten. G.N. fimtan. – Hertil femtande: femtende.

femte, adj. femte. – Femte kvar: hver femte. Femte Parten: den femte Deel.

femti, num. halvtredsindstyve (50). G.N. fimtigi; Sv. femtio. (Søndenfjelds: halvtress). Hertil femtiande. 50de.

Fen (e’), n. Sump, Mose, Blødmyr som er vanskelig at befare; ogsaa Dyndjord, sumpig Grund uden Græsvæxt. Jæd. Lister, Rbg. Mest udtalt Fæn. G.N. fen; Ang. og Eng. fen; Goth. fani. Hertil hører vel ogsaa Fæ, n. i “Sekkjefæ”, dvs. Hængedynd. Brugl. sydligst i Søndfjord.

Fena (e’), f. Dynd, Sumpjord. Hall. i Formen Fenu (Svartfenu).

Fenad (ee), m. Fæ, Kvæg; Samling eller Besætning af Kreature. “Fena”, Sogn, Voss, Hall., Vald. Gbr. (Jf. Buskap). G.N. fénadr. Hertil flere mærkelige Sideformer, nemlig Fænar, Smaafæ (Faar og Gjeder), ved Mandal; Fænaar, d. samme, i Rbg. og Tel. Fanar, Storfæ, Køer; Nhl. (Hertil “Fanara-beist”, n. Nød, Ko). Fana, m. Smaafæ; Ork. (Ikke “Faanaa”, altsaa ikke for Fane). Fana, m. Storfæ og Smaafæ; Helg. (Bøies som svagt Maskul. altsaa i Dativ: Fano; med Fano, aat Fano. Vefsen). Endelig: Fane, m. især: Ungfane, dvs. Ungfæ, Kalve; i Søndfjord.

Fenden, m. = Fanden.

Feng, m. 1) Fangst, Erhvervelse. Hard. (Oftere Fengd, f.). G.N. fengr. – 2) Gave, Foræring. Mandal. Til Fengs: som Gave, gratis.

Fengd, f. Fangst, Udbytte; ogsaa Mængde, Beløb. (Ikke meget brugl.). I Nordl. Fengn.

fengd, adj. 1) som er at faae. Kun sammensat, som sjeldfengd, lettfengd, seinfengd. Ellers ofte som en Endelse med lignende Begreb som “fengen”, f. Ex. hardfengd, spakfengd, hagfengd, turrfengd, blautfengd. I Trondh. Stift “fengt”, oprindl. feng. G.N. fengr (brádfengr, hardfengr). – 2) fængende, som let fænger eller slaar an; saaledes om Fyrtøi (fengt). Østerd. Jf. fim, kvæm. – 3) befængt angreben. (Particip af fengja).

fengen, adj. 1. (af faa), 1) part. faaet, bekommet, modtagen. Lyder deels fengjen, deels fingjen. Mest i de sydligste Egne. Andre St. ombyttet med “faadd”. G.N. fenginn. – 2) beskaffen, havende en vis Egenskab; omtr. som “agtig” i Sammensætning, f. Ex. smaafengen (noget smaa), klenfengen, turrfengen. I Nordre Berg. “fingjen”. (Jf. fengd). Paa Sdm. bruges fingjen ofte til at betegne en vis Lighed,
som: fantefingjen (skjelmagtig), hundefingjen (hundsk), nautefingjen (plump), o.s.v. Ogsaa særskilt i Betydningen: skamfuld, hvorom s. fingen.

fengen (el. fengjen), adj. 2. (af fengja), 1) fængelig, letfængende (som om Fyrtøi). – 2) kraftig, virksom, stærk; om Fødemidler. Guldalen. Jf. aafengen. – 3) smitsom, om Sygdom.

fengja, v.a. (er, de), 1) fænge, slaae an; om Ild. 2) smitte, om Sygdom. Ikke ganske alm.

Fengja, f. 1, Tænderør, i Skudvaaben. Fengjehol (o’), n. Fængehul. Fengjekrut, n. Fængkrud. Fengjenaal, f. Stikke til at danne Fængerør i en Mine.

Fengja, f. 2, en Favn fuld, en Byrde i Favnen; f. Ex. af Hø. Sfj. (Til Fang).

Fengsl, f. Baand, Fodlænke at binde Kreature med. Toten. Mere alm. er Fengsl, n. om et Fængsel (= Fangehus).

fengsla, v.a. binde, fæste til et Sted.

fengta, v.a. (ar), sanke, sammenskrabe, indsamle i smaa Dele og fra forskjellige Steder. Indh. (Snaasen), Østerd. (Sv. Dial. fängta). Hertil Fengting, f. Omflakning for at indsamle noget, f. Ex. Foder.

fenna, v.n. (er, te), opdynges, drive sammen i Dynger; om Snee. Tel. og flere. G.N. fenna. (Af Fonn). Ogsaa: fenna seg, synke sammen, fortætte sig, om Sneelaget. Sfj.

Fenner, pl. s. Fonn.

fent, adj. sneedækket; tildrevet med Snee. Sogn og fl. Jf. sifent.

Fenta, f. omflakkende Kvinde, Landløberske; ogsaa: fremmed Kvinde, som adskiller sig i Sprog og Klædedragt fra Landets Folk. Voss, Hard. Tel. Hall. Vald. (Af Fant). Tildeels ogsaa som Tøs el. Pigebarn i Almindelighed. Østl. (Sv. Dial. fänta: halvvoxen Pige).

fenutt (e’), adj. sumpig, fuld af Sumper. (Fen). Sæt. og fl.

fer (farer, s. fara.

fera (ee), v.n. (ar), pusle, sysle med Smaating, fare seent og magelig frem. Sdm. Dunkelt, maaskee for fegra (pynte).

Feraak, f. s. Feveg.

Ferd, f. Færd (af fara). Mest alm. udtalt: Fær, ogs. Fæl (tykt L); paa Helg. og i Nordre Trondh. hedder det Far eller Fal (ei at forvexle med Far, n.). G.N. ferd. Særlig Betydning: 1) Færd, Reise, Vandring; ogsaa Fart, Færdsel. I Nordland især om Reisen til Vinterfisket i Lofoten; saaledes paa Helg. “Han va’ mæ i Far’en (Faln)”: han var med i Torskefiskeriet. Jf. Reis. – 2) Bevægelse, Gebærde (s. fara); ogsaa maneer, Adfærd, Fremgangsmaade. Jf. Handeferd, Fotferd, Augneferd; Aatferd, Framferd, Medferd. Det var berre Ferdi (bære Fær’a), dvs. det var kun en Efterligning af den sædvanlige Skik, kun Maneren (f. Ex. om et Arbeide, som kun er løselig forsøgt, ikke gjort for Alvor). – 3) Gang, Tilstand; Maade hvorpaa noget “farer”. Det fer same Ferdi: det gaar den samme Gang, har den samme Skjæbne. Det fer ingi god Ferd: det farer ilde, bliver ilde behandlet. Jf. Uferd, Velferd. – 4) Spor, Fjed; f. Ex. efter Dyr. Det syner Ferdi etter Elgen. “Fæl”, Gbr. Hadl. Solør og fl. (Ogsaa i Sverige). Jf. Far, Slagferd. – 5) Følge, Flok, fremskridende Hob. Fiskeferd (Stiim), Fugleferd. Jf. Kyrkjeferd, Brudferd, Likferd. – 6) Byrde, Dragt; det som man bringer med sig for hver Gang. Ei Ferd med Vatn (ei Vatsferd): to Bøtter Vand, nemlig en for hver Haand. Jf. Forda. – Af Talemaader mærkes: Paa Ferd, dvs. paa Færde, ude, i Bevægelse. Det var myket paa Ferd: det var noget usædvanligt, noget stort.

ferda, v.a. (ar), sætte i Stand, gjøre færdig, forfærdige. “færa seg til”: lave sig til, gjøre sig færdig. Ryf. og fl. “fære paa Reidskapen”: sætte Redskaberne i Stand. Østl. (Tildeels udtalt fæle). Sv. Dial. fära, fäla. D. Dial. færde.

Ferdabunad, m. Reisetøi; Forsyning til en Reise. Uvist om Ferda eller Ferdar, da det sædvanlig kun hedder “Færa”. Saaledes ogsaa i følgende Ord: Ferdafant, m. en Landstryger. (I Indh. Falafant). Ferdafisk, m. Fisk som trækker afsted i store Hobe eller Stimer. Ferdafolk, n. reisende Folk. ferdafus, adj. reiselysten. (Sogn og fl.). Ferdafylgje, n. Reisefølge. Ferdahug, m. Lyst til at reise eller komme afsted. (Nhl. og fl.). Ferdamod, n. omtr. det samme. ferdasjuk, adj. urolig eller fortumlet af Forberedelser til en Reise. Sdm. (færasjuk’e).

Ferdalag, n. Reiseselskab; ogsaa Afskedsselskab, Gilde, som Fiskere eller Sømænd holde med hverandre, naar de adskilles efter en fuldført Reise. Nordre Berg. og flere. (Færalag).

ferdast, v.n. (ast), færdes, reise, vanke om. Mest alm. færast; paa Helg. falast (farast). G.N. ferdast.

Ferde, n. Færdsel (?). I Sammensætning som: Ferdesfolk, n. Reisende (især Folk som føre Varer til en By). Ferdeslass, n. Vare-Læs. Ferdesmann, s. Ferdmann. Ferdesslede, m. Slæde til Varekjørsel. Ferdesveg, m. Vei til et Handelssted. (Færesveg). Østl. Jf. Ferding.

ferdig (og ferdug), adj. 1) færdig, beredt; istandsat. Udtalt: færig, færug, fælau (tykt L). – 2) frisk, førlig, ved god Helbred. (Paa Helg. farug, el. falug). Ogsaa: stærk, dygtig. Hall. Ordet har noget fremmedt i Formen (eller Afledningen) og synes at være optaget af Nedertydsk. Jf. T.
fertig, Holl. vaardig (l. fardig). S. buen, greid, reidug.

Ferding, f. Istandsættelse; s. ferda.

Ferding (m.), ligesom “Ferde” i nogle Sammensætninger som: Ferdingsslede, m. Reiseslæde. (Færingslae, Smaal.). Ferdingsveg, m. = Ferdesveg.

Ferdmann, m. 1) reisende Mand. Ogsaa Ferdamann (Færamann). 2) En som fører Varer fra Indlandet til Handelsstederne, eller omvendt. Østl. Nogle Steder “Færmann”; andre St. Færesmann (s. Ferde)

Ferdskap, m. Færdsel, Samfærdsel. Sjelden. Hedder ellers Ferdsel (Færsl), som vel er en ny Afledning af ferdast. (Bedre Ferdsla, f.).

Ferdtid, s. Fartid. – fere, s. fyre.

Ferel (e’), m. Vei, Gangsti; ogsaa Spor, Fodspor. “Færel”, Guldalen. “Firil”, Hall. Jf. Vetterferel. G.N. ferill. (Til fara).

Ferg, n. Presning; s. Farg.

fergja, v.a. (er, de), sammenpresse; s. farga.

fergja, f. Lag eller Stabel, som er oplagt til Sammenpresning. Hall.

Ferja, f. Færge, Pram til Overførsel. G.N. ferja. Ogsaa om et Færgested. Ork. – Ferjemann, m. Færgemand. Ferjestad, m. Færgested. Ferjetoll, m. Færgepenge.

ferja, v.a. (ar), færge, overføre.

Ferje, n. et Slags Græs i Vand. Solør.

ferla (færle), v.n. (ar), flakke om, fare omkring. Trondh. (Selbu). I samme Betydning ogsaa “værla”. Jf. Ferel.

ferm, adj. kjæk, rask, dygtig; ogsaa livlig, fyrig. Sædvanlig “færm”, Hall. Vald. Nordl. “fjerm”, Sdm. Vistnok fremmedt. Fr. ferme, Lat. firmus (fast).

ferma, v.a. (er, de), 1) lade, lægge Ladning i (Baad eller Fartøi). Af Farm. G.N. ferma. – 2) fortætte, sammentrykke. “Han ferme Snøen”, dvs. Sneen bliver mere tæt eller klam. Sdm. Det sidste nærmer sig til G.N. ferma: bekræfte, confirmere; af Lat. firmare.

fermd, part. ladet, lastet (= farmad). Hertil høgfermd, laagfermd.

Ferming, f. Indladning, Indskibning.

fersk, adj. sterk, frisk, ny. Oftest udt. fæsk; i Neutr. tildeels fækst. G.N. ferskr. Ferskmat, m. fersk Fisk eller Kjødmad. Ferskmjølk, f. nylig malket Mælk. (Paa Sdm. Fæskemjelk).

ferska, v.a. (ar), opfriske; ogsaa oprippe, gjentage. Ferska upp atter. Tel. og fl.

fersken, adj. noget fersk; spæd, umoden. “fæskjen”, B. Stift.

Ferøkt, f. Tilsyn med Fæet.

Fesja, f. Pige, Tøs. Helg. (meget brugl.). Paa Sdm. især om et uroligt eller trodsigt Pigebarn. I Hard. om en falden Pige, En som har faaet Barn. (Lignende Brug ved Fyrkja og Taus).

Fesjunge, m. lystigt, uroligt Pigebarn.

Fesl s. Fetl. fesle, s. fetla.

Fesling, s. Fetling.

Fess, n. 1) Fuskerie (?), s. Fessverk. 2) en Stakkel, En som ikke taaler noget. Buskerud.