Ivar Aasen Norsk Ordbog

[enkel, adj. s. einskild, einfeld.

Enkja, f. Enke, Kone hvis Mand er død. Hedder ogsaa Ekkja i Søndre Berg. Sogn, Vald. Tel. G.N. ekkja. (Vel egentl. Einkja). Hertil Enkjebrud,f. Brud som er Enke. Enkjemann, m. Enkemand.
Enkjemannshøve, n. passende Kone for en Enkemand. (Ligesaa Enkjehøve, n. om en ældre Mandsperson).Enkjestand, n. Enkestand. Enkjesæte, n. Gaard for en Embedsmands Enke. – Ekkjebose, m. om en ung Enkemand. Sogn.

enkjeleg, s. einkeleg.

Enkling, m. Enkemand (Benævnelse paa en vis Leg). Indherred. Hedder ogs. Ekling. Sv. enkling.

enkom, s. einkom.

enn, adv. 1) endnu, endda. (Stærkt betonet). Enn hadde eg inkje seet det. Helg. Uppe sit eg enn. (Landst. 382). G.N. enn. Hedder ellers: endaa. – 2) endnu, ved Komparativ: enn meir; enn mindre. Meget sjelden, da det sædvanlig hedder: endaa. – 3) men hvad, hvorledes, hvad da (ved en Paamindelse om noget, som har været glemt, eller endnu ikke omtalt). Enn han daa, dvs. men han da! hvad skal man sige om ham? Enn slikt, dvs. hvortil saadant, hvad skal da saadant til? (Trondh.). Enn sidan, naar Kulden kjem. Enn um det kom ein Storm. Enn um eg inkje fekk det; o.s.v. Sv. än. Jf. G.N. enn (en): men – See “en”, conj. som vel har samme Udtale men er svagere betonet.

Enne, n. Pande, Forhoved. Hall. (Fra Tel. er anført: Enna, Landst. p. 13). G.N. enni. Jf. Skalle.

enno (enn no), s. endaa.

ensk, s. einsk. – enten, s. anten.

enteslaus, adj. ørkesløs, ledig. Smaal. Dunkel Form; jf. ærendslaus.

Eple, n. Æble (pomum). G.N. epli. Jf. Apall. Hertil: Epleblom, = Apallblom. Eplegard, og Eplehage, m. Æblehave. Epletre, n. Abild, Æbletræ. – I de sydligste Egne bruges “Eple” jævnlig ogsaa for Jord-eple, dvs. Poteter, Kartofler. Saaledes: Eple-aaker (Ager til Poteter), Epleflus (u’), Eplegras, Eplegraut, Eplekjellar, Eplerote (o’) og fl.

Eplesky, f. Skydække som bestaar af mange rundagtige eller rudeformige Smaaskyer. Tel. Jf. Rognesky.

eplutt, adj. rundplettet, besat med mørke Smaapletter; især om Heste. Østl. G.N. eplóttr. Ogsaa: eplegraa, Ork. Ellers apallgraa.

er, pron. Eder; see i.

er, v. præs. s. vera.

erg, adj. vred, fortrydelig; s. arg.

erga, v.a. (ar), ærgre, gjøre vred. erga seg, og ergast: ærgre sig. (Kun en afvigende Form af “arga”, da Bøiningen er den samme som ved dette). – Hertil ergeleg, adj. ærgerlig, fortrædelig (om Tilfælde). Subst. Erge (?) hedder sædvanlig Ergelse (Ærgels), n. Ærgrelse.

erke, i visse Forbind. som “ein erke Ljugar” en stor Løgner), er udgaaet fra det fremmede Erke(-) i Erkebisp, Erkeengel og fl. af Gr. og Lat. archi(-).

Erkn (Ærk’en), n. et Slags stor Sælhund eller Kobbe, Phoca barbata. B. Stift. I Nordl. Ertne, Ært’n. Ogsaa kaldet Hav-erkn. G.N. erknselr (Kongsp. 41). “Eit gamalt Erkn” siges ogsaa om en vranten, kjedelig Person. Sdm.

Erla (Ærle), f. Vipstjert (Fugl); især den almindelige graae og hvidstribede Art, Motacilla alba. Søndenfjelds oftest i sammensat Form: Linerla (Linella og fl.); ved Trondhjem: Ringerla (Ringilla, Ringla). I Nordl. Igda, Dissa. Jf. Saaerla.

Erm, f. (Fl. Ermar), Ærme, Armstykke paa Klæder. G.N. ermr, f. – Ermeknapp, m. Ærmeknap. Ermekrage (gj), m. Ærmelinning. Ermestaup, n. Ærmehul, Skuldersøm.

ermeskyrtom, adv. i Skjorteærmerne, uden Trøie. “Gaa ermeskjortaa” (el. -sjortaa), Sdm. og fl.

erso (conj.), dersom, hvis. I Valders: esso, esse, ess, og tildeels: ress. Forkortning af “er det so (at)”.

Ert, f. see Erter.

erta (ærte), v.a. (er, e), tirre, drille, ærgre. (Tildeels ogsaa med Bøiningen: ar). Afvig. ørte, Hall. Tel. Sæt. G.N. erta. (Jf. reita, terra, øva). Particip: ert, afvig. ørt og ertad.

Ertar, m. en Gjæk, En som gjerne driller og ophidser Folk.

ertast, v.n. tirres, drille hinanden.

Ertegast, m. Drillemester, Spottefugl. Ellers: Ertekjepp, m. Ertekrok, m. Ertespik, f. Ertestikka, f.

erten, adj. tirrende, s. ertesam.

Erter (Ærtr), f. (Fl. Erter), Ert, Frugt af Erteplanten (pisum). Ogsaa i Formen: Ert (Fl. Ert’er); Ættr, Fl. Ættr’e (Sdm.); Ørt (o’), Fl. Ert’e (Voss). Fleertal altid med Halvlyden (‘e), saaledes ogsaa: Ert’ar, Ert’a (Tel. Sæt.). G.N. ertr (jf. Dativ Fl. ertrum). Den oprindelige Form er ellers: Erft (jf. Nt. arft; Holl. ervet; Mht. arweiz; T. Erbse. – I Sammensætning deels Erter (Erte), deels Ertre, Ertra; afvigende: Ertna (s. nedenfor). Hertil: Erterblom, m. Erteblomst. Erterbraud, n. Ertebrød. Erterdumb, m. Affald af Ertestilke. (Toten og fl.). Erterkuv, m. Stillads til Tørring af Erteløv (Østl.). Erterlauv, n. Erteløv.Erterskolm, f.Ertebælg. (Paa Voss: Ertnaskolm). Ertersupa, f. Ertesuppe.

Ertergras, n. 1) Erteløv. 2) Vikker, Fugleerter (= Skolmegras). I Ryf. Ertragras.

Erterknapp, Orobus tuberosus. “Ertenapp”, Tel.

Erterrisla, f. Vikker. Trondh.


ertesam, adj. tirrende, tilbøielig til at drille og ophidse.

Erting, f. Drillerie, tirrende Ord.

Ertn, s. Erkn.

Erv (Ærv), m. Jærv (Rovdyr); s. Jarv. – Ogsaa: en liden Tingest, en Dvergeskikkelse. Mandal.

erva (ærva), v.a. (er, de), 1) arve, faae i Arv. G.N. erfa; Sv. ärfva. – 2) arve (en Person), tage Arv efter. Det var Systersonen, som ervde honom. – 3) have i Minde; især: mindes en Fornærmelse i lang Tid, nære langvarigt Had. D’er stygt av honom, at han gjeng og erver det so lenge. B. Stift. Particip: ervd (ervder).

Erve, n. 1) Arv, arvelig Overladelse. Det heve gjenget i Erve: det har gaaet i Arv i Familien, fra et Led til et andet. Berg. Stift. – 2) Sammenkomst af Slægtninger i Anledning af et Dødsfald; Arveøl (= Gravøl, Likveitsla, Sjaund). Nhl. og fl. G.N. erfi. “Gjera Erve”, siges ogs. om at gjøre en Afslutning paa en Sag, gjøre det sidste Kast i et Fiskerie, og deslige. Nordl.

Erved (?), Besvær, Vanskelighed. Nordmør (Frædøe). “Dæ bi Ærve”: det bliver et besværligt Arbeide. Ogsaa “dæ bi forærve”, dvs. for svært. (Maaskee Adj.). Jf. G.N. erfidi, n. (Arbeide) og erfidr, adj. (besværlig).

Ervedrykkja, f. Arvegilde, Arveøl. Ogsaa kaldet Erveøl, n. Nhl. og fl.

Ervegods, n. Arvegods. Saaledes:Ervegull, n. Ervesylv, n. og fl.

erveleg, adj. arvelig.

Erveminne, n. nedarvet Minde, Tradition i en Familie o.s.v.

Erverett (ee), m. Arveret.

Erveskuld, f. arvet Gjeld.

Ervestykke, n. arvet Eiendeel.

Ervesynd, f. Arvesynd.

Ervetuft, f. Arvegrund. Brevet skal liggja paa Ervetuftom (dvs. paa den Gaard som det vedkommer). Voss.

Erveøl, n. s. Erve, Ervedrykkja.

Erving, m. Arving. G.N. erfingi.

Es (ee), Gjæring, s. Æs.

esja, v.n. (ar), gjære, komme i Gjæring, svulme op (= asa, æsa). Shl. Nhl. Ogs. med anden Bøining: esja, es (æs’e), aste, ast; Valders. I Solør med Imperf. es (ees). S. asa.

Esja, f. 1, Aske med Gløder (= Eldmyrja). Jæd. Vel egentlig: Ildsted (ligesom Eisa, i Tel.); jf. Sv. ässja, = D. Esse, Nt. Ese, Esse.

Esja, f. 2, et Slags Steen (dog ikke allesteds den samme); 1) en Art Klæbersteen, meget blød og noget fedtagtig, benyttet til Ovnrør og til Blæserør i Smedien. Helg. I Namd. Hesja, Hisje. 2) en haardere Steenart, som let lader sig kløve i Skiver. Hard. Hertil Esjeberg, n. Klippe af saadan Steenart. Esjemark, f. Jord som indeholder Splinter af Esja. (Esjumark, Hard.). Esjerøyr, f. Ovnrør af Esja (1).Esjestein, m. Steen eller Stykke af denne Bjergart.

Esja, f. 3, Smaasild og anden Fiskeyngel, som bliver jaget og efterstræbt af de større Fiske (= Aat, Aata). Ryf.

Eskja, f. Æske; s. Øskja.

Eskje (n.), i Stedsnavne, som Eskjevik, er formodentlig et gammelt eski, dvs. Askeskov (af Ask). I Hard. forekommer Eskjelauv, n. Askeløv.

Esl, s. Etsl. – esla, s. etla.

espa, v.a. (ar), ophidse. Hall. “espe se”: blive urolig, støie, buldre.

Espe (n.), i Stedsnavne, som Espe, Espedal, Espevær, er at ansee som Afledning af Osp, f. med Betydning: Aspeskov.

Ess, m. 1, Es, Kort med eet Øie. Eng. as, ace; T. As, Aß, af Lat. as, assis.

Ess, m. 2, 1) S (Bogstav); 2) Figur eller Bueslyngning, som ligner et S (S); 3) et Slags Bakkelse, Kager med smaa Buefigurer. Hertil: Essjarn, n. et Slags finere Vaffeljern. Indh. Namd.

ess, hvis, dersom; s. erso.

et, s. ein, og det.

eta (e’), v.a. (et, aat, etet), at æde. Vokalen i Inf. sjelden regelret, lyder deels som æ (æta), deels som lukt e (eeta), nogle St. endog: ita; afvig. øtaa, Ork. aataa, Indh. G.N. eta; Ang. etan; Got. itan. Indik. Pr. et, el. eter (et’er, eet, æt). Imperf. Fl. aato, ogs. oto, Hall. aate, Sæt. og fl. Supin. ete’ (e’), nogle St. ete (ee), ite (i’), iti. – Betydn. 1) æde, spise, tage Føde til sig; om Dyr og Mennesker. Dei saato og aato: de sad ved Madbordet. – 2) tære, grave omkring sig; f. Ex. om Rust. – 3) gnave, skrabe, krille, f. Ex. om grove Klæder, Haar, Straa, Insekter. Heraf Aat, Aata, æt (aalæt) og fl. Eta seg inn: trænge dybere ind; f. Ex. om skarpe Vædsker. Eta upp: a) opæde; b) ødelægge, forøde (til Mad). Det aat seg upp atter: det gav ingen Fordeel; Fortjenesten gik med til Føde.

Eta (e’), f. 1) Lokkemad for Rovdyr (= Aata, Etsl). Brugt i Fleertal “Etur”, Sæt. – 2) et Slags Krybbe; en Høkurv med mange Aabninger paa Siderne, at sætte frem for Faarene. Nordre Berg. udtalt: Æta, Æte. G.N. eta (Krybbe). Meget afvigende er: Jøta i Nhl. Høtu, Hoto, Hutu, i Indherred.

etande, adj. tjenlig til at æde.

Etar, m. 1) en Æder, Spiser. D’er mange Etararne: der er mange som skulle have Mad. Ein liten Etar: En som spiser lidet. – 2) en Storæder, Fraadser. – Etarlag, n. Madselskab; Coterie. Etarskap,
m. Overdaad i Mad.

eten (e’), adj. 1) part. ædt, opædt. Afvig. eten (ee), itin (i’), æten. – 2) ædende. I Sammensætning: storeten, snareten, seineten.

Eting, f. Æden, Spiisning; ogsaa Overdaadighed i Mad.

Etkonn, s. Ikorn.

etla (e’), v.a. (ar), bestemme, beslutte, agte at gjøre noget. Med sædvanlig Overgang: esla, esle, søndenfjelds; eltle (eltje), Trondh. I G.N. sædvanlig skrevet: ætla. (Eng. Dial. ettle). Eg hadde etlat segja det (oftere: Eg hadde etlat sagt det): jeg havde tænkt at sige, havde nær sagt det. Kvart etlar du deg: hvor agter du dig hen? – 2) tiltænke En noget, bestemme noget for En. Han hadde etlat meg det. – 3) dele, uddele (især Mad i Visse Portioner). Etla aat Lyden: dele til Familien. Nhl. og fl. Paa Jæderen “atla” om at uddele Foder til Fæet. – Hertil: Etlavord, m. en Portion, bestemt Deel af Mad. “Etlavoor”, Sogn og fl. Jf. Verd.

Etling, f. 1) Bestemmelse, Hensigt.2) Deling, Uddeling.3) en bestemt Deel, en Portion.

Etmaal, s. Ættmaal.

Etning, m. og Etnesbue, m. Indbygger af Etne i Søndhordland.

Etsl, el. Ætsel, n. Lokkemad for Rovdyr; Aadsel. Udtalt: Esl, Etl, Eltl (Eltj). Mest brugl. nordenfjelds. G.N. æzli (for ætsli). Ellers kaldet: Aata, Aatul, Eta (Etur).

etter, præp. og adv. efter. Er egentlig en Afledning af atter (att) og har ligesom dette overalt faaet “tt” i Stedet for “ft”; det lyder saaledes tildeels: etter (e’), men mest alm. ette, og nogle St. itte (i’). G.N. eftir, eptir. – Betydning: A, præp. med Akkusativ: 1) i Tiden efter; f. Ex. etter Helgi; etter Messa; etter Joledagarne. – B, præp. med Dativ (i de Dial. som have Dativformer). 2) paa Stedet efter; i Rækken efter, bagefter. Det syner Merke etter Fotom. Han kom etter hinom. Draga nokot etter seg. – 3) i lige Retning med, langs efter. Fara ut etter Fjorden (Fjor’e, Fjor’a). Upp etter Dalen. Langs etter Ryggen. – 4) i Lighed med, overeensstemmende med. Tala etter Boki (Bokj’enne). Fara etter Nymaaten (skikke sig efter Moden). Saaledes: retta seg, laga seg, gjera, liva etter nokot. Ogsaa om en Lettelse eller Føielighed: skuva etter, laata, giva etter. – 5) i Retningen til, i en Søgen eller Tragten efter; i Forventning af. Taka etter Staven. Ganga etter Hjelp. Leita, venta, lengta, traa, traatta, standa etter nokot. Ogsaa om en Forfølgelse. Vera etter, dvs. efterstræbe. Renna etter, o.s.v. – 6) med Iagttagelse af, med Opmærksomhed paa. Ein fær ikkje kjenna etter Verken (dvs. ikke lægge Mærke til sin Smerte). Saaledes med: sjaa, høyra, lyda, spyrja, fretta, og fl. – C, som adv. (eller uden Objekt). 7) siden, derefter. Det kom nokot annat etter. – 8) tilbage, tilovers. Liggja etter. Sjelden, da det sædvanlig hedder: atter. – 9) med, i Følge, i samme Retning. Koma daltande etter. Vinden er beint etter. Det hallar etter, dvs. det hælder til samme Side, som vi stævne til; altsaa: det gaar nedad, det gaar let. – 10) fremad i en vis Retning (= Dansk: ad, over). Upp etter: opad. Ned etter: ned ad. Fram etter: fremad, for over. Ut etter, nord etter, sud etter o.s.v. Ligesaa i Retningen fra en Side: ovan etter; nedan, utan, nordan, sunnan etter. Jf. til og aat. – Endelig bruges “etter” ogsaa som conj. for: etter at (etter det at); f. Ex. Eg kom ikkje fyrren etter han var gjengen. – Af Sammensætninger med Particip mærkes: etterfrett (efterspurgt); etter-fylgd, -gjeven, -høyrd, -kjend, -lydd, røkt, -sedd, -spurd, -søkt, -teken, -traadd.

etter-aat, adv. siden, bag efter (= etterpaa). “ette-aat”, Ork. og fl. Jf. fyreaat.

Etterbod (o’), n. senere Tilbud.

Etterbrud, f. nygift Kone (som gaar til en Kirke i en vis Høitidsdragt). Sogn og fl.

etter-di, som conj. efterdi, eftersom. Ellers adskilt: etter di, dvs. derefter.

Etterfar, n. noget som følger efter; ogsaa Gjenfærd. Voss og fl.

etterfarande, adj. 1) efterreisende; 2) værd at efterligne, at rette sig efter.

Etterferd (Ettefær), f. 1) Efterfærd, Følge. 2) s. Etterløysn.

Etterfylgjar, m. Efterfølger.

Ettergang, m. Søgning, Efterspørgsel; ogs. Overhæng, idelige Krav.

Ettergangar, m. 1) Efterløber. 2) Efternøler, En som er bleven tilbage.

ettergangsam, adj. paatrængende, utrættelig i at kræve eller søge noget. Sdm. (ittegaangsam’e).

ettergivande, adj. som kan eftergives.

Ettergjerd (Ettegjær), f. 1) Efterarbeide; ogsaa Efterligning, eftergjort Arbeide. 2) Eftersending; Fremkaldelse ved Trolddom. Af “gjera etter”, dvs. vise igjen.

Ettergraving, f. flittig Eftersøgelse.

Ettergror, m. Eftervæxt, Efterslæt.

etterhaadd, adj. erindret; ændset, omskjøttet. Sdm. (ittehaadd’e), s. haa.

Etterherming, f. Efterabelse.

Etterhøyrsla, f. Efterspørgsel, Søgning.

Etterkast, n. senere Kast; senere Tilstød, Eftersmæk.

Etterkjegla, f. s. Kjegla.

Etterkjensla, f. 1) Efterfølelse, Mindelse. 2) Undersøgelse, Iagttagelse (ved at føle eller smage paa noget). Jf. kjenna etter.

Etterkoma (o’), f. Følger, Virkninger. Sjeldnere: Etterkjøme, n. (Tel.).


Etterkomar (o’), m. Efterkommer.

etter-kvart, efterhaanden, gradviis; efter hvert Tilfælde. Jf. kvar.

Etterlag, n. Efterbryg, Tyndtøl. Rbg. Hall.

Etterlaup, n. Efterløben, Forfølgelse. Hall.

etterlaaten, adj. eftergiven, føielig (især i Utide eller med Overdrivelse).

Etterleiting, f. Eftersøgelse.

Etterleiva, f. Levninger. (Hall.).

Etterlit (i’), m. svækket Farvestof, Farvesuppe hvori Tøi allerede har været farvet. “Ettelet”, Nordl.

Etterlut, m. den sidste Deel af noget.

Etterlydnad, m. Efterhørsel, Opmærksomhed.

Etterlysing, f. Efterlysning.

Etterlæta, f. Føielighed efter Ens Ønske; især om overdreven Føielighed. G.N. eptirlæti, n.

Etterløysn, f. el. Etterløysning, f. Efterbyrd (secundinæ). B. Stift. Nogle St. Etterferd (-fær), Hall. Gbr. og fl. Jf. Helda.

Etterløyte, n. Slutning eller senere Deel af en vis Tid. Hall.

Ettermann, m. Eftermand, Efterfølger.

Ettermat, m. Efterret.

Ettermæle, n. Eftermæle. Lidet brugl.

etterpaa, siden, bagefter (= etteraat). Brugt i de sydligste Egne (Rbg. Tel. Hard. Shl. Jæd.). I Sætersd. i en ældre Form: etter-aa (etteaa). Andre Steder attpaa, att-i. Jf. Ettersida.

Etterraad, f. Raad som kommer for seent.

etterroke (o’), s. Roka.

Etterrøda, f. Eftertale; Eftersnak.

Etterrøknad, m. Efterforskning, Undersøgelse. (Sdm.). etterrøkt, adj. efterforsket; s. røkja.

Etterset (e’), n. Nytte, Frugt, Fordeel; det som et Arbeide “sætter efter sig”. Sfj. meget brugl.

Etterseta (e’), f. Nølen, det at En sidder efter og ikke følger med. “Ettesetu”, Hall.

Ettersida, f. Efterside. Paa Ettersida: senere, bag efter, naar noget er forbi. Ofte i Form af Adverb: ettersidan, ettesia, ettesea. Indh. Hall. Tel. (Landst. 531).

Ettersjaaing, f. Efterseelse; s. Ettersyn.

Etterskrift, f. Efterskrift; Tillæg.

Etterskøyt, m. Tillæg, Anhang. Hall.

Etterslaatt, m. 1) Efterslæt. (Sjelden). 2) Slutningsstykke af Musik; Extra-Nummer.

Ettersleng, m. 1) Eftersmæk, senere Tilstød eller Anfald. 2) Omkvæd i Slutningen af Vers eller Viser. Tel.

Etterslepp, m. Efterslæng, noget som kommer seent eller uventet efter det øvrige. Hall.

Etterspel (e’), n. Efterspil.

Etterspurnad (u’), m. Efterspørgsel.

etterst, adj. s. ettre.

Etterstøyt, m. senere Tilstød, Eftersmæk.

Ettersugg, m. en Efternøler. Hall.

Ettersyn, f. Eftersyn, Tilsyn.

Ettertak, n. 1) et senere Tilgreb; en ny Anstrengelse. 2) = Ettertøke. 3) i Brygning: et vist Forhold imellem Mængden af Maltet og Ølet. Det var for stort Ettertak, dvs. der blev udvirket for meget af den Maltmængde; altsaa: der blev for tyndt Øl.

Ettertala, f. Eftertale. Hertil et Fleertalsord: Ettertolor (o’), Oprippelse af gamle Fordringer, Paamindelser om beviiste Tjenester, o.s.v. “Ettetolur”, Tel.

Ettertanke (kje), m. Eftertanke. – ettertenksam, og ettertenkt, adj. eftertænksom.

Ettertid, f. Eftertid.

Ettertoka (o’), f. (i Brygning), = Ettertak.

Etterturftingar, pl. Levninger. Hall.

Ettertøke (-tøkje), n. Lærvillighed, Lyst til at “taka etter”, dvs. lære af Andre, danne sig efter Andres Exempel. B. Stift.

Etterverk, n. Efterarbeide.

Etterverk, m. Eftersmerte, Efterveer.

ettervis (ii), adj. klog naar det er for seent.

ettrast, v.n. forsinkes, komme bagud (= attrast). Nordl.

ettre, adj. bagere (= attare). Nordland, Trondh. (ættre, ætter); ogs. i Østerd. G.N. eftri, eptri. Hertil: Etterskot (= ettre Skoten), m. Bagenden i en Baad, = Bakskut. Superl. etterste (ætterst), = attarste.

Etur, s. Eta.

Ev (Æv), n. noget uvist, et dunkelt Spor eller Mærke; saaledes ogsaa: en dunkel Fornemmelse, Anelse, utydelig Forestilling. Der var ikkje Ev atter: der var ikke mindste Spor tilbage, det var ganske udslettet. Tel. (Mo). Der var korkje Ev elder Stev (Æv elle Stæv), dvs. der var intet at rette sig efter, ikke engang en Gisning. Ryf. Rbg. Tel. Jf. Stev. G.N. ef, Tvivl. Jf. Eve.

eva (æva), v.n. (ar), 1) tvivle, være uvis, gjøre sig Betænkning. I Tel. ive; i Berg. Stift oftest: æva seg, el. ævast. “E æva me um dæ”, Sdm. Hall. G.N. efa, ogs. ifa. – 2) ømme sig for noget, have Ulyst, grue (= kvida). Paa Jæd. iva seg (med Bøiningen: er, de), el. ivast; i Ryf. ogsaa yvast. Eg ivest med det. – Jf. Eving, Evraad, evsam.

[Evangelie, n. Evangelium; Text af et Evangelium. (Græsk). Nogle St. Evangelja, f. Vangilja (gj), Vangjilju (Hall.). Afvig. Vangjelma, Buskr. og fl.

evasam, s. evsam.

Eve (Æve), m. Tvivl, Uvished. “Han sto’ i Æve um da”. Nhl. G.N. efi. Jf. Ev.

even (æven), adj. tvivlraadig. (Sjelden.) Jf. forøven, iøven.

Eving, f. Tvivlsmaal. I Telem. Ivelse, Ivels, n.

Evja, f. 1) Dynd, Muddergrund, Slam.
B. Stift, Nordl. Trondh. I Stjordalen: Øvja. G.N. efja. Sv. äfja. Jf. Dya, Dyngja, Møyra. – 2) en Vig eller Bugt med sumpige Bredder. Sdm. Sæt. Siredal. Ogsaa: en liden Green af en Elv; en stillerindende Bæk. Østerd. I Hall. Ivju. Paa Helg. Ave (som maaskee er Stamord). – 3) en svag Strømning i Vandet. Østl. i Formen Evju, i Solør: Øvju. Hertil Bak-evja, og Upp-evja, om en Tilbagestrømning i Bugterne af en Elv. Jf. Ida.

evjast, v.n. synke under Fødderne (om sumpig Grund); bævre, gynge (= dyvja). Helg. “evjest”.

Evjebotn, m. Mudderbund, i Vand. B. Stift, Nordl. Jf. Gorbotn.

Evjemyr, f. Sump, stor Dyndmasse.

evjen, adj. usmagelig, vammel. Nhl. Jf. emmen.

Evjesmak, m. flau Smag (i Fisk). Sdm.

evla, v.a.(er, de), mægte, have Styrke til; især: formaae at bruge, styre, løfte osv. D’er so tungt, at eg evler det inkje. Stokken var ikkje større, en at eg evlde honom. Mest brugl. nordenfjelds. Nogle St. avla. (Indr.). G.N. efla, egentl. styrke, af Avl. – I Nordland ogsaa om Fartøi: kunne føre, bære, have Drægtighed til.

evlaus (e’) adj. utvivlsom. “ævelaus”,Tel. (?). G.N. efalauss. – evlaust, adv. sikkert, uden Tvivl. Tel. (sjelden).