Ivar Aasen Norsk Ordbog

lyga, s. ljuga. Lygar, s. Ljugar.

lygen, adj. usandfærdig, tilbøielig til at lyve. Søndre Berg. og fl. Lyder som lygjen eller lyen, men i Fleertal lygne. G.N. lyginn.

Lygn (y’), f. Løgn, Udsagn som ikke er sandt. Dei vilde driva honom til Lygnar: de vilde gjøre hans Ord til Løgn, paastaae at han havde løiet. B. Stift. Nogle St. “til Lygnas”. Som Skjældsord for en Løgner mærkes: Lygnehit, f. Lygnepose (o’), m. Lygnehund, m. Lygnebikkja, f.

lygna (y’), v.n. (er, de), stilles, aftage, sagtnes; om Veir og Vind. Tel. og flere. (Nogle St. lygnast). Det lygner av. G.N. lygna; af logn.

lygna, v.n. (2), lyne; s. ljona. Hertil Lygneld og Lygnevarme (Tel.), s. Ljon.

Lygna (y’), f. 1) Stilhed, Vindstille; især paa Vandet. Hard. Jæd. Tel. Hall. (Jf. Logn). – 2) en stille Plet paa Vandet; ogsaa om en opflydende fedtagtig Vædske, som holder Vandfladen blank. (Feitelygna). Sdm. Nordl. Isl. lygna.

Lygning, f. Sagtning, Aftagelse.

Lykel (y’), m. (Fl. Lyklar), Nøgel, Redskab til at aabne en Laas. Alm. vest og nord i Landet; ogsaa i Hall. og Vald. (Andre St. Nykel). Sædvanlig udtalt Lykjel (Lykjill); afvig.Lykle, Hard. G.N. lykill. Af luka (lukke). I Sammensætning deels Lykel (kj), deels Lykle (Lykla). Lykelhald, n. Grebet paa en Nøgel. Lykelhol (o’), n. Nøglehul. Lykelpipa, f. Nøglepibe. Lykelskjegg, n. Nøglekam. Lyklehonk (-haank), f. Nøgleknippe.

lykka (yy), v.a. (ar), formilde, gjøre varmere (= lya). Nhl. Egentlig ly-ka, af ly, adj. – lykkast, v.n. blive mildere, varmes
lidt (= lyast, lyna).

Lykka (yy), f. Formildelse i Luften, en vis Varmegrad. Søndre Berg. Jf. Læka.

Lykka (y’), f. s. Lukka.

Lykkja, f. 1) Løkke, Bugt af et Reb eller Baand; Sløife hvormed noget kan omslynges. Alm. G.N. lykkja; Sv. lycka. – 2) Bøile, Ring, lukket Krog; især Hægtemalle. (Hestelykkja). – 3) et indhegnet Engstykke; en liden Gaard med Have eller Agerland. Østl. Ved Byerne “Lykke” el. “Løkke”. G.N. lykkja; Sv. lycka. (Jf. G.N. lykja: lukke, indeslutte.

lykkjast, v.n. (ast), bugte sig, slaae sig i Bugter eller Ringe; f. Ex. om Reb. Hedder ogsaa: lykkja seg.

lykkjutt, adj. bugtet, ringet.

Lykla, f. Skindlæp, en liden Udvæxt under Kjæverne paa Gjeder. Nordre Berg. I Gbr. Nykle. Lyklegeit, f. Gjed med saadanne Skindlæpper.

Lyklegras, n. Løvetand. Voss og fl.

lykse, adj. n. uvist, usikkert. Rbg. Tel. (Vinje). “Dæ kann vera lykse, um me finnast”. Maaskee egentlig lygsen; jf. ljugast: slaae feil.

Lykt, Slutning; s. Endelykt.

Lykt, f. en Løgte. Sv. lykta. Efter Nedertydsk Luchte, T. Leuchte.

Lykt, adj. lukket, tilsluttet. Vald. G.N. luktr, Particip af lykja (lukti).

lykta, v.a. og n. (ar), 1) lukke, tilslutte. Vald. (Slidre). – 2) slutte, ende, komme til Ende. Valders, Solør. “Dæ kann mangt hende, førr Leiken lykter”. (Solør). G.N. lykta. Jf. luka. – Om et andet lykta, s. løgta.

Lykting, f. (m.), 1) Slutning, Ende. 2) et Gjæstebud i Anledning af Kornhøstens Slutning. Hadeland, Aadalen. Efter Hammers Huusholdnings Kalender 1, 193 har St. Michaels Aften (28de Sept.) været anseet som Lyktekveld el. “Løkte-Aften”.

Lykturd (-ur), f. = Lofturd. Gbr.

lyma, v.n. (er, de), gjøre sig bister; slaae Ørene ned, om Heste. Lister, Rbg. Andre St. glyma.

lymma (y’), v.n. (er, de), varme, give Varme fra sig; f. Ex. om en Ovn. Smaal. i Formen lømme. Af lum, jf. Lumme. Sv. ljumma.

lyna, v.n. (ar), formildes, blive varmere; om Luften. Søndre Berg. og fl. Sædvanlig udtalt som lynna (yy). Isl. hlýna. Jf. lyast, lykkast (af ly), læna (af læ).

lynd, adj. sindet, beskaffen med Hensyn til Sindelag. Tel. (Landst. 669). Ellers ofte i Formen lyndt (lynt) og mest i Sammensætning som: braadlynd, godlynd, lauslynd, vondlynd. G.N. lyndr (brádlyndr, gódlyndr, hardlyndr), af Lund (Sindelag). Sv. lynt (gladlynt, mislynt).

lynd, skjult; s. løynd.

Lynde, n. Sindelag, Gemyt. Tel. og flere (Landst. 125). Jf. Huglynde, Godlynde, Lauslynde. G.N. lyndi; Sv. lynne.

Lyng, n. Lyng (Erica). G.N. lyng. Ogsaa om forskjellige smaa Buskvæxter som ligne Lyng, f. Ex. Blaabærlyng, Blokkebærlyng, Tytebærlyng, Mjølbærlyng osv.

lynga, v.n. (ar), sanke Lyng. Nhl. og fl.

Lyngdøling, m. Indbygger af Lyngdal, egentlig Lygnedal, af Elvens Navn.

lyngja, v.n. (er, de), dampe varmt, give stærk Varme. “Dæ va so heitt i Stovenne, at dæ lyngde”. Sdm. Formen maaskee forvansket; jf. lymma, lyna.

Lyngkvist, m. Lyngstilk.

Lyngmark, f. Mark som er bevoxet med Lyng. Om mindre Jordstykker: Lyngmo, m. Lyngrabb, m. Lyngtuva, f.

Lyngrot, f. Lyngbund i Jorden.

lyngvaksen, adj. bevoxet med Lyng.

lynna, v.a. (er, te), opstable, lægge sammen i en Hob eller Stabel (Lunne). Østl. (Gbr. og fl.). Heraf Lynning, f. Opstabling; især om det Arbeide at staksætte eller oplægge Foder i Fjeldmarken, for senere at hjembringe det paa Vinterføret.

lynna, v.a. (2), blødgjøre, f. Ex. en Lee som er for haard. Sæt. I Tel. lønne, løne. Dunkelt, jf. linna, lina. Om et andet lynna, s. lyna.

Lynne, n. 1) Lettelse, Fordeel, Bekvemmelighed (= Lunnende). Nhl. (Et gammelt hlynne). – 2) Gunst, Begunstigelse. Vald. “Han ha godt Lynne mæ Gjento”: Pigerne synes vel om ham.

Lynning, f. Staksætning, s. lynna.

lynsk, adj. lurende, listig, snedig. B. Stift. Hall. og fl. G.N. lymskr. Jf. løynsk.

lynskja, v.n. (er, te), lure, lytte; liste sig omkring. Sdm. (lynskje).

lynt, s. lynd, og løynt.

lypen (y’), løben, s. laupen.

Lyr, m. 1, Lyr (Fisk af Torskeslægten), Gadus Pollachius. G.N. lýrr.

Lyr, m. 2, Flok, Hob; s. Lyd.

Lyra, f. 1, en fremstaaende Rynke eller Fold i Huden (= Kyta, Kyla). Romsd. “Gjera Lyre”: vride Munden til Siderne. Maaskee til G.N. hlýr: Kind; jf. Lyrodd.

Lyra, f. 2, et Kast med en Spillebold. Trondh. Sv. lyra. – Lyrespel, n. Boldspil.

Lyre, m. en Kjælderglugge. Indh. (Sparbu). Egentl. det samme som Ljore.

lyrgja (y’), v.n. (ar), fjase, spøge; ogsaa smigre, kjæle, kurtisere. Sfj. Sdm. (lyrje). Hertil Lyrg, n. Fjas. Jf. Hyrg.

Lyrodd, m. Vinkelstykke paa Siden af en Baadstavn. Nordl. mest i Fl. (Lyroddann’) om et Par spidse tilskaarne Træstykker, som ere indfældede i Vinklerne imellem Stavnen og Stavnbordet. Til G.N. hlýr, n.
Kind; ogsaa Skibsbov.

lyrutt, adj. rynket, udbuget; om Hud. S. Lyra, 1.

lys, adj. s. ljos.

lysa, v.n. og a. (er, te), 1) lysne af Dagen, grye, dages. Eg gjekk heiman til daa det lyste: da det gryede af Dagen. Alm. G.N. lýsa. (Af Ljos). – 2) opklares, lettes; om Luften efter en Iling eller Byge. Det lyser upp (el. uppatter): det bliver Opholdsveir igjen. Heraf Upplyse. – 3) lyse, skinne, glindse. D’er so blankt, at det lyser av det. Jarnet var so heitt, at det lyste i det. Det lyste i Sjoen av Solskin. – 4) v.a. hjælpe eller ledsage med Lys, holde Lys for. Kom og lys meg. Eg skal lysa honom i Troppi. – 5) belyse, oplyse, f. Ex. et Huus. Sædvanlig med “upp”. No hava dei lyst opp Stova. – 6) oplyse, kundgjøre, offentliggjøre. G.N. lýsa; Sv. lysa. Lysa av: erklære for afskaffet; forbyde offentlig. hertil avlyft. Lysa etter: efterlyse. Lysa fyre eit Par: lyse til Ægteskab. Lysa paa: tillyse, beramme eller paabyde offentlig. Lysa um-atter: gjenkalde en Tillysning. Lysa ut: kundgjøre for sidste Gang. Lysa til Vitnes: henskyde til Vidner, kræve Vidne paa noget.

Lysa, f. 1) Lysning, Lysglimt. Rbg. – 2) en liden Fakkel eller Brand at lyse med. Buskr. Jf. Loga, Skunda.

lysande, adj. lysende, skinnende.

Lysar, m. en Lyser, Lysbærer.

Lyse, n. 1) Lys, Dagslys (= Ljos). Vald. Buskr. Koma heim i Lyse: komme hjem med Dagen. – 2) Opklaring, Lettelse i Skyerne. I Ork. “Lyseæling”, m. en Stund med Opholdsveir. – 3) Lysglimt, stærk Lysning; saaledes især: Nordlys. B. Stift, Nordl. og flere. Ellers kaldet Vederlyse (Veerlyse), Vindlyse, Nordlyse. Jf. Ljoske. – 4) Tran, Fedt af Fiskelever. (Egentlig Belysningsstof, paa Grund af Tranens Brug til Lampeolie). Alm. vest og nord i Landet. G.N. lýsi. – Hertil Lysebrenning, f. Trankogning. Lysedragse, m. Tranbærme. Ndm. (S. ellers Gragse, Grugg, Korg). Lyseflekk, m. Plet af Tran. Lysekola (o’), f. en Portion Tran, som kan fylde en Lampe. Lysekopp, m. Trankumme. lyselaus, adj. blottet for Lampetran. Lyseløysa, f. Tranmangel. Lysesmak, m. Transmag. Lysetunna, f. Trantønde.

Lyseblæja, f. Svøbedug, Liiglagen. Hall. (i Formen Lysebløya).

Lysebrev, n. Bekjendtgjørelse, Plakat.

Lysehella, f. Plade at sætte Lysestikker paa. Hall. og fl. Andre St. Spikhella.

Lysemakk, s. Ljosmakk. Lyser, s. Lus.

Lysestikka, f. Spaan eller Splint at brænde til Lysning. (= Spik).

Lysesvein, m. Lysbærer.

Lysing, f. 1) Dagning, Dagbrækning. Meget brugl. G.N. lýsing. Jf. Atterlysing. – 2) Lysning, Skin, Glands. – 3) offfentlig Bekjendtgjørelse (s. lysa, 6); f. Ex. om Tillysning til Ægteskab.

Lysing, m. 1, Lyn, Lynglimt. Nhl. Shl. Andre St. Byrting, Elding, Ljon og fl.

Lysing, m. 2, et Slags Fisk, Gadus Merluccius. Saaledes hos ældre Forfattere (Strøm og fl.). Paa Helg. betegner Lysing en anden Fisk, nemlig: Hvidling (= Kviting, Bleikja).

Lyska, Skik; s. Lydska.

lyska (y’), v. rense, pynte; s. luska.

Lyske (yy), m. 1) Varme, varm Luft (af ly). Indh. (Lyskje). – 2) Lysning (= Ljoske). Sammensteds.

lyskja (y’), v.n. (er, te), lure, liste sig til (= luska, lynskja). Nordre Berg.

Lyst (y’), f. Lyst, Tilbøielighed. Jf. Lost (= Sv. lust). – 2) Fornøielse, Glæde. Det var ei Lyst aa sjaa det.

lyst (y’), adj. lysten, begjærlig. (G.N. lystr). Sjelden undtagen i Modsætningen: ulyst. Almindelig bruges en anden Form: lystad (lysta), f. Ex. Eg var ikkje lystad paa det.

lysta, v.a. (er, e), 1) vække Lyst. Det lyster meg (aa) sjaa det: jeg skulde have Lyst at see det (især om noget som man har Tvivl om). B. Stift. G.N. lysta. – 2) lyste, have Lyst til. Ikke meget brugl.

lysteleg, adj. behagelig, tiltrækkende.

Lystemat, m. lækker, sjelden Mad.

Lyster, f. et Slags stor Fisk. Nordl. (Lof.). Udtalt Lyst’er (yy), og skal paa andre Steder hedde Ljøster. – Efter gamle Skrifter skulde man hellere vente at finde Løyfter, som Navn paa et Hvaldyr; G.N. leiptr; jf. löftravágr (Asl. Bolt, 60).

lystra (yy), v.a. og n. (ar), lystre, lyde, føie sig. Vel egentlig: høre, ligt Nt. lustern, Holl. luisteren, Eng. listen, Ang. hlystan; jf. G.N. hlust: Øre. Om et andet lystra, s. ljostra.

Lystring, m. Indbygger af Distriktet Lyster (el. Luster) i Sogn.

lystug (y’), adj. lystig, munter; ogsaa morsom, fornøielig. Nogle St. lystig.

Lystykke, n. Vest osv., s. Livstykke.

Lysæling, s. Lyse.

Lyt, m. s. Lut. lyt (maa), s. ljota.

lyta (yy), v.a. (ar), 1) vanhelde, skjæmme, være til Lyde eller Forringelse. G.N. lýta. – 2) laste, beskylde for visse Lyder; ogsaa: vrage, forskyde. Tildeels med Bøiningen. er, te. Particip lytad, og lytt: skjæmt, vanheldet; vraget.

Lyte, n. Lyde, Feil; noget som skjæmmer eller forringer en Ting. (Af ljot). G.N. lýti; Sv. lyte.

Lytealder, m. Alder som er til Lyde eller Forringelse i Værd. D’er ingen Lytealder paa honom (f. Ex. om en Hest).

lytefeit, adj. altfor fed eller tyk, utækkelig
af Fedme. Hertil et Subst. Lytefeita, f.

lytefri, adj. feilfri, ulastelig.

lytefull, adj. feilfuld, mangelfuld.

lytegamall, adj. altfor gammel, forringet i Værd ved Alder. Jf. Lytealder.

lytelaus, adj. lydeløs, feilfri.

lytemager, adj. utækkelig af Magerhed.

lytestor, adj. forvoxen, for stor til at være tækkelig eller passende.

lytetjukk, adj. uforholdsmæssig tyk.

Lyting, f. Forringelse, Nedsættelse.

lytt, s. ly, lyd og lyta.

Lyu, s. Løda. lyug, s. lydug.

Lyv (y’), n. Lindring; Lindringsmiddel, Lægedom. Hard. Voss. G.N. lyf. Jf. lyvja.

Lyv (y’), f. (?), Formildelse i Luften, mildere Veir. Sæt.

Lyveder (Lyveer), n. mildt Veir; s. ly.

lyvja (y’), v.a. (ar), lindre, dæmpe en Smerte; læge. Hard. G.N. lyfja: læge. Ogsaa uegentlig om at tugte eller forbedre. Eg skal lyvja deg: jeg skal see til at kurere dig. (Trusel).

lyvoren (o’), adj. noget mild (ly).

Læ, n. s. Leder. læ, v. s. læja.

læ, adj. mild, lind, ikke kold. Rbg. Tel. Gbr. Sdm. Namd. og fl. G.N. hlær (læ). Jf. T. lau, Mht. lá. Andre St. ly, som dog er mere omfattende, da “læ” kun bruges om Veiret og den frie Luft, f. Ex. lætt Veder (Veer): mildt Veir (om Vinteren), Tøveir. Jf. læka og læna. – Fra Mandal er ogsaa meddeelt “læ” i Betydn. lad, doven (?).

læa, s. læja og ledja.

læast, v.n. blive mildere (= læna).

Læbolk, m. en Tid med mildt Veir.

[Lædik, m. Lædike, Rum i et Skriin. Afvig. Lækk, Østerd. Formodentlig det tydske Lädchen.

Lædokk, f. Smilehul. Tel. Af læja.

Læga, s. Lega og Lege.

Lægd, f. 1) Lavhed; lav Stilling (af laag). G.N. lægd. – 2) et lavtliggende Sted, en Flade eller Fordybning ved Siden af et Bjerg. Næsten alm. Nogle Steder Laagd (Østl.).

lægd, part. nedbøiet, s. lægja.

Læger (Lægr), n. 1) Liggested, Hvilested. G.N. legr; Sv. läger (jf. T. Lager). Koma til Lægers: komme til Natteleie (= til Legstad). Hall. Mest brugt om Hvilesteder i Fjeldmarkerne. Jf. Felæger. – 2) Samlingssted; især om en Markedsplads, egentl. en Leir. Slaa Læger: leire sig, slaae Leir (s. lægra). Nogle St. Leir, n. (Østl.). Markedspladsen ved Grundset kaldes sædvanlig “Leir’e”.

Læger, pl. s. Laag.

Lægervall, m. (?), Knibe, Forlegenhed. Koma i Lægervall. Nhl. og flere. Nt. Legerwall: Landet paa Læsiden (= Leland).

lægja, v.a. (er, de), sætte lavere, nedtrykke, nedbøie. Rbg. Tel. Hall. (lægje). G.N. lægja. Af laag. – lægjast: blive lavere (= laagna). Det lægdest nokot.

lægja, v.n. lee; s. læja.

Lægje, n. 1, et lavt Sted (= Lægd); vel ogsaa: Nedtrykkelse, Nedsættelse (af lægja). Tel.

Lægje, n. 2, Leie, Liggested. Mest i Sammensætning, som Kvernarlægje (Mølleplads), Skipslægje, Vetterlægje. Om Fosterleie i Dyr: Kalvslægje, Fylslægje, Lambelægje. Kunde maaskee skrives Læge. G.N. lægi; Sv. läge.

Lægje, n. 3, Ved af nedfaldne Træer (= Laagvid), af Laag, f. Tel. (?).

lægna, v.n. blive lavere (= laagna). Sæt.

lægra, v.a. (ar), lægge til Hvile, eller i Leir (Læger). Lægra seg: indkvartere sig, tage Herberge; leire sig.

Lægsamar, s. Leggsumar.

lægst, adj. lavest, s. laag.

Lægt, m. Latter (= Laatt). Hall.

læja, v.n. (lær, log, lætt), at lee. Inf. ogsaa: læa og læ (mest i de sydligste Egne); ellers opfattet som lægja (i Hall. lægji), saaledes ogsaa Imperativ: læg, i B. Stift, Gbr. og fl. Ind. Præs. mest alm. lær; ellers læg, Gbr. Ork. Sdm. (Fl. læja, læa, lægja). Imperf. mest alm. log; sjelden lo (Ork. og fl.); fl. logo (loge). Supin. mest alm. lætt (egentl. læet); sjeldnere legje, el. lægje (Vald.). for leget (e’); afvig. laaet (laae), Ork. G.N. hlæja (hlæ, hló, hlegit); jf. Ang. hlihan (hló, pl. hlógon), Ght. hlahan (hlóc), Goth. hlahjan (hlóh). Den vaklende Bøining grunder sig paa den Usikkerhed, som finder Sted i flere af de Ord, som i de gamle Sprog havde et “h” efter Vokalen, da denne Udlyd deels er bleven til “g” el. “j” og deels er bortfalden; det afledede “løgja” har “g” som fast Udlyd. – Særlig Betydning: 1) lee, udbryde i Latter. Han sette i og log. Daa laut eg rett læja. – 2) smile, være lattermild. Han gat inkje, men eg saag, at han log. – 3) v.a. sætte i en vis Tilstand ved Latter. Læja seg trøytt; læja seg sjuk osv. Eg tenkte, han hadde lætt seg i Hel. – Læja aat: lee ad, belee. Sjeldnere: læja ut, dvs. udlee, belee. (Hertil Particip: aatlædd, utlædd). Det log kvar Tonni i honom: han var overmaade munter, straalende af Munterhed. (B. Stift). – Afledninger: Laatt (Lætt, Lægt); løgja, Løgje, løgjen, løgleg, læleg.

læjande, adj. 1) leende. Han var baade leikande og læjande: han baade spøgte og loe. 2) passende at lee (ad). D’er ikkje læjande aat deim helder.

Læjar, m. En som leer meget.

Læje, s. Lægje. – læjeleg, s. læleg.

læjetrengd, adj. fuld af Latter (= andløgd). Hall. “lægjitrøngd”.


læk, adj. læg, ulærd. I Forbind. “læk og lærd”. G.N. leikr, af Lat. laicus.

læka, v.n. (ar), blive mildere (= lykka), om Veiret. Nordre Berg. Rbg. og flere. (Af læ). Egentl. gjøre mildere (om Vinden); jf. læna.

Læka, f. mildt Veir, Tøveir. Sdm. Ork. og fl. I Gbr. Lækka (Lække); mere regelret i Lighed med Lykka (ly), Taakka (taaen), Mjaakke (mjaa). G.N. hláka. Ogsaa brugt figurlig. “Dæ vert ikkje noka Læke”, dvs. det vil gaae haardt til, her er intet mildt at vente. Sdm.

læka, s. leka. Læka (m.), s. Leke.

Lækeveder, s. Læveder.

lækja, v.a. (er, te), læge, helbrede. Ikke meget brugl. (jf. grøda, friska). I G.N. lækna. – Particip lækt.

lækjande, adj. 1) lægende. 2) helbredelig.

Lækjar, m. Læge, lægekyndig person. (= Doktor). Lækjarbok, f. Lægebok. Lækjarkunst, m. Lægekunst. (Sv. läkarekonst).

Lækjeblad, n. lægende Urt; figurl. Lindringsmiddel, Trøst, Tilflugt. Egentlig Planten Veibred, Plantago major. Ogsaa kaldet Lækjingsblad, Sdm., Lækjeblokka, f. Jæd. Lækjeblekkja, Tel.; ellers Grorblad, Grorblokka og fl. Sv. läkeblad.

Lækjedom, m. 1) Helbredelse. 2) Lægedom, Lægemiddel. G.N. lækidómr.

Lækjedrykk, m. lægende Drik.

Lækjegras, n. lægende Urt.

Lækjekraft, f. lægende Kræfter.

lækjekunnig, adj. lægekyndig.

Lækjeraad, f. Lægemiddel; Lægeregel.

Lækjesalve, m. lægende Salve.

Lækjevon (oo), f. Haab om Lægedom, Mulighed til helbredelse. Ogsaa i Formen Lækjarvon. (Landst. 310).

[lækker, adj. lækker; fiin, vakker. Er det tydske lecker, af lecken: at slikke. – Hertil ogsaa et Kjælenavn: Lækra, f.

Lækning, f. Lægelse, Helbredelse. Hedder oftere Lækjing. G.N. lækning.

læleg, adj. latterlig, løierlig. Namd. Indr. (læli, lælli). Andre St. løgleg, løgjeleg, løgjen.

Læm (Loft o.s.v.), s. Lem.

læmja, s. lemja. Læms, s. Lefsa.

Læn, f. s. Løn.

læna, v.n. (ar), blive mildere, om Veiret; blive Tøveir. (Af læ). Tel. Sdm. og fl. Sædvanlig udtalt lænna. G.N. hlána. Jf. lyna. – Former af andre Ord ere læna: blødgjøre, s. lina (i’); og læna: laane, s. lena.

Lænde, s. Lende. længja, s. lengja.

Læning, s. Lening.

Lænse, s. Lensa og Lengsa.

læpa (sluske), s. lepa.

Lær, n. Laar, s. Laar. hertil Lærbein, n. og Lærlegg, m. Laarbeen.

Lær, n. s. Leder. lær, v. s. læja.

læra, v.a. (er, de), 1) lære, undervise, oplære. G.N. læra (jf. Goth. laisjan). Tildeels med Dativ og Akkus., f. Ex. Han lærde Bornom Kunsten sin. – 2) lære sig selv, vinde Øvelse eller Færdighed i noget; ogsaa: mærke, indprente sig ved Erfaring. (Imprf. tildeels: lærte). Læra seg til: vænne sig til, øve sig i. Læra upp-atter: lære om igjen.

Læra, f. 1) Lærdom; Samling af Læresætninger. – 2) Oplærelse i en Kunst eller Videnskab. Ganga i Læra. Jf. Prestlæra.

lærande, adj. 1) belærende. 2) værd at lære.

Lærar, m. en Lærer, el. Lærerinde.

lærd, adj. 1) oplært; udlært. 2) lærd, studeret. 3) videnskabelig, grundet paa Studering; om Skrift eller Tale. Afvig. lært; ogsaa lær’e (for lærder).

Lærdom, m. 1) Lærdom, Lære. 2) Videnskab, Studering; Forraad af Kundskab.

Lærebok, f. Lærebog.

Læregut, m. Dreng som gaar i Lære.

Lærekunst, m. Øvelse i at undervise.

Lærelyst, f. Lyst til at lære.

Læremaate, m. Underviisningsmaade.

Læremeister, m. Læremester.

Lærepengar, pl. Lærepenge; Tab el. Skade hvoraf man bliver klogere.

lærerik, adj. lærerig; indholdsrig.

Lærestykke, n. Stykke til at lære.

Læresvein, m. Lærling, Discipel.

Læretid, f. Tid da man gaar i Lære. Saaledes ogsaa: Læreaar, n. Læredagar, pl.

Læring, f. Oplærelse, Underviisning; ogsaa Øvelse, Tilvænnelse.

lærsam, nem, flink til at lære. Hedder ogsaa lærkunnig. (Hall.).

lærviljug, adj. lærvillig.

læsa, v.a. (er, te), 1) lukke, laase (af Laas). G.N. læsa. – 2) tilslutte, fæste, sætte fast; s. Læsing. Læsa atter: tillukke, tillaase. Læsa upp: lukke op. Læsa seg inne: lukke sig inde. Particip: læst (upplæst, atterlæst). Jf. hardlæst.

Læsing, f. 1) Lukkelse ved Laas. 2) Befæstelse; Punkt hvor noget er fæstet, f. Ex. hvor Bjælker eller Spærrer ere indfældede i en Væg.