Ivar Aasen Norsk Ordbog

log (lo), s. læja.

Log (o’), n. Lue-Ild. (Sjelden).

Log (o’), f. Lov, Forordning, offentlig Forskrift. Voss, Hard. Tel. og fl. (i Hall. Løg); ellers ombyttet med den danske Form: Lov (Laav). G.N. lög, n. pl. (Gen. laga). Sv. lag, m. Ang. lagu (Eng. law). I nyere Skrifter (Dølen og flere) er Ordet brugt i mange Sammensætninger, som: Logbod (o’), n. Lovbud. Logbok, f. Lovbog. Logbrot (o’), n. Lovbrud, Forbrydelse. logbunden, adj. lovbunden. Loggivning, f. Lovgivning. Logkunna, f. Lovkyndighed. logkunnig, adj. lovkyndig. loglydig, adj. lovlydig. Logløysa, f. Lovløshed; Anarkie. logrett, adj. lovmæssig. Logsetning, f. Lovbestemmelse. logtaka, v.a. vedtage som Lov. Logtyding, f. Lovfortolkning. Logverk, n. Lovsystem. Jf. Lagrett og Lagverja.

Log (o’), m. 1) Vand, Vædske; udvirket Saft. Sv. lag, m. G.N. lögr (lagar). Mest i Sammensætning, som: Tjørelog, Humlelog, Barlog, Einelog. I Sogn Bryggjelog, om det Vand, som gydes paa Maltet i Brygning; andre Steder kaldet Lag, n. af det hertil hørende Verbum laga. – 2) Høvand (= Høylog) til Drikke for Køerne. B. Stift; ogsaa Østl. (i Hall. Løg); afvig. Laug, Trondh. – Egentlig betyder Log ogsaa: Vand, Flod eller Sø; saaledes i Talemaaden: fara Lands og Laga, dvs. over Land og Vand. Oftere “Lands aa Lagje”, B. Stift. G.N. lands ok lagar (Gen. af lögr). Som Egennavn bruges Logen (Logjen, o’) om den Elv, som gaar igjennem Nummedal; hertil Bynavnet “Larvik” for Lagarvik (nu skrevet Laurvig).

loga (o’), v.n. (ar), lue, flamme, brænde med Lue (Loge). G.N. loga; Sv. låga.

Loga (o’), f. 1, et Blus, en Fakkel af Spaaner. Tel. Buskr. og fl. Nogle St. Logu (o’), i Hall. Løgu; saaledes “Løgulag”, n. Selskab som fisker med Blus om Aftenen. “Mæ Løgu aa Ljøst” (= Ljoster).

Loga (o’), f. 2, et Læg, en Lægning; især om en Touglængde, saa meget Toug som er “lagt” eller spundet paa een Gang. B. Stift. (Jf. Maala). Ellers kun sammensat: Aaloga, Fyreloga, Utloga. Jf. Mannloga, Forloga. Egentl. Laga, af Roden lag i leggja.

logande (o’), adj. luende, flammende.

Loge (o’), m. 1, Lue, Flamme. Mest alm. Logje (Loje); ellers: Loga, Laaga, Østl. Laagaa, Solør og fl. G.N. logi; Sv. låge, og låga, f.

loge (o’), m. 2, Overfladen paa Vand. Upp i Logen: op i Vandfladen. Sogn. Andre St. Lok, Sjolok, n. Jf. Sjomaal.

logen (o’), adj. 1) løiet, opdigtet. Particip af ljuga. Det skal vera loget (logje): det skal blive en Løgn. – 2) beløiet, lastet uden Grund. Valders.

Logg, f. 1) den nederste Deel af et Kar; nærmest om det Indsnit i Staverne, hvori Bunden er indfældet (s. lagga); tildeels ogsaa: den Deel af Staverne, som er nedenfor Bunden. Alm. G.N. lögg (laggar); Sv. lagg, D. Lugge, Eng. Dial. laggin. – 2) den nederste Deel af en skraatliggende Plan; især af en Ager. Sæt. og flere. – Fleertal hedder i B. Stift: Legger (Legg’e), paa Sdm. Leggr’e. I Sammensætn. Lagge, f. Ex. Laggeband.

logleg (o’), adj. lovlig, ret efter Loven. Tel. og fl. S. Log, f.

Logn (o’), f. 1) Stilhed, Vindstille paa Vandet. Hard. og fl. G.N. logn; Sv. lugn. Jf. Lygna og Løgje. – 2) en Plet, hvor Vandet er blankt, som af opflydende Fedt (= Feitelogn). Nordl.

logn (o’), adj. 1) stille, rolig; især om Vandet. Søndenfjelds (Tel. Hall. Gbr.). Nogle St. logdn, løgd’n (Hall.). Sv. lugn; Eng. Dial. lowne. (Jf. D. luun). – 2) rolig i Sindet, spagfærdig, lempelig. Smaal.

logna (o’), v.n. (ar), 1, stilles, dovne hen. Smaal. Andre St. lygna.

logna, v.n. 2, suurne (= legna). Hard.

lognt, adv. 1) sagte, stille, uden Larm. Smaal. Rom. og fl. Ofte udtalt: longt, lungt. – 2) luunt, i Ly. Hadeland. “Dæ ligg saa longt”.

Logo, s. Lega. – logom, s. lagom.

logra (o’), v.n. (ar), slaae feil, befindes at være falsk (= ljugast). Sdm.

logsta, s. laugsta.

Lok (o’), n. Laag, Dæksel. G.N. lok. (Jf. luka). Leggja under Lok: skjule, gjemme. Falla under Lok: døe, komme i Kisten. (Valders). – Med Betydning af Overflade i: Sjolok (jf. Loge). G.N. lok: Slutning.

Lok (o’), m. Bregne (Filix). Shl. Tel. Sæt. I Ryf. Lokar (?), Loker (o’). Andre St. Slok (Buslok), Burkne, Blom og fl. Hertil: loka, v.a. (ar), samle Bregner (til Strøelse eller Underlag). Shl.

Loka (o’), f. 1) en liden Skodde eller Slaa til at lukke med. Afvig. Løku, Hall. Loko, Gbr., Luku, Østerd. G.N. loka. – 2) den forreste Opstander i en Plov. Sæt.

Loka (oo), f. Lab, Fod paa et Dyr; ogsaa: Næve, Haand. Nhl. Sogn. Hall. – Jf. Luka.

loka (oo), v.n. (ar), 1, bruge Næven (Loka). Loka til: daske, slaae til. Hall.

loka (oo), v.n. (ar), 2, nøle, tøve, være seenfærdig. Sdm. (Isl. lók: Forhaling).

loka (o’), v.a. (ar), 1) sætte Laag paa.
Af Lok, n. – 2) lukke med en Slaa (Loka). Rbg. og fl. Nogle St. lukka, el. lokka: at tillukke; s. luka. – 3) sammenbinde en Tømmerflaade. Smaal. i Formen “laakaa”, formodentl. for loka. Hertil “Laaking”, f. Sammenbinding.

Lokar (o’), m. en Høvel; især Langhøvel. Hard. Afvig. Lokaar’e, Tel. (Vinje), Laakaar, Guldalen. G.N. lokarr. (Andre St. Hyvel). Lokarspon, m. Høvelspaan.

Loke (o’), m. et Slags Vætte eller mythisk Væsen. “Lokje dengjer Bon’e sine” (L. prygler sine Børn), siger man, naar det knitrer stærkt i brændende Træ. Tel. (Raudland). G.N. Loki, en af Æserne.

loken (o’), adj. udmattet, sløv af Anstrengelse. Sfj. (lokjen). Vel egentlig: sluttet, ophørt (= troten) og saaledes Particip af luka efter den gamle Bøining. – Et andet “loken”: nedflydt, er kun en Form af leken.

Lokhylla, f. 1) en lukket Hylde, en Skuffe. Hall. 2) Fadhylde, Faderække. Sogn.

Loking (o’), f. 1) Lukning osv, see loka (o’). 2) Indsamling af Bregner (Lok, m.). Derimod Loking (oo), f. Nølen, s. loka (oo).

Lokk, m. 1, Lok, Haardusk. Tel. og fl. Ellers mere alm. Lokka, f. G.N. lokkr; Sv. lock, m.

Lokk, m. 2, Sang eller Hujen, hvormed man lokker Kreaturene. Østl.

lokka, v.a. (ar), 1) lokke, kalde venligt. Jf. kalla (som tildeels er mere brugl.). – 2) lokke, overtale. G.N. lokka. Ogsaa: forlokke, forlede til noget. (Landst. 433 osv.). – 3) opnaae ved Lokkelse. Han lokkade det ut. Dei lokkade det fraa meg, o.s.v.

Lokka, f. Haarlok (= Lokk).

Lokkar, m. 1) en Lokker, Tilskynder. 2) et Slags Dandse-Musik. B. Stift.

lokkast, v.n. (ast), dele sig i Lokker; om Haar. Hedder ogsaa: lokka seg.

Lokkefugl, m. Lokkefugl; ogsaa En som er snedig til at overtale Folk.

Lokkemat, m. Lokkemad.

Lokkevid (-ve), m. flammet Ved, Træ med Aarer som ligne Lokker eller Krøller. Nhl. Jf. Rikka.

Lokking, f. Lokkelse.

lokkutt, adj. deelt i Lokker eller Duske.

Lokmark, f. Bregnemarker. Tel.

Lom, Spor; s. Laam.

Lom (oo), m. 1, Lom (Vandfugl), Colymbus arcticus. Ogsaa kaldet Storlom, til Forskjel fra en anden Art: Smaalom, C. septentrionalis. G.N. lómr. – Lomsegg, n. Æg af Lom. Lomsunge, m. Unge af Lom.

Lom, m. 2, Lab, Fod; især om Bjørnens Fødder. Sdm. og fl. (Jf. Isl. lumma, om en stor Haand). Ellers: Lamp, Labb, Ram. – Ogsaa med Betydn. Haandflade, s. Handlom. Ellers kaldet Love.

Lom, m. 3, Greb eller Haandtag paa en Aare (Aara-lom). Berg. Trondh. Nordl. Isl. hlummr. Eng. loom.

Lom, m. 4, Træstamme, Træ som man har hugget Grenene af. Smaal. (I svenske Dial. lumm: Tykenden af et Træ). Derimod har “Barlom” Betydning af en Green.

loma, v. s. luma.

Lomeldre og Lomhund, s. Lemende.

lomug, adj. tyk, but (= lubben). Ryf. Oftere: lomugsleg.

Lomvie, s. Langve.

Lomvær, m. Indbygger af Lom i Gudbrandsdalen. Ogsaa Lomværing. Feilagtigt for Lovær (s. Lo). Hedder ellers: Lø, m.

Lon (oo), n. et Sted hvor Vandet rinder sagte eller staar stille. Indh. S. følg.

Lon (oo), f. en dyb, stillerindende Bæk (= Løk); ogsaa: Vandpyt, dybt Vandstade (= Hyl). Jæd. Mandal, Tel. Num. G.N. lón. – En anden Betydning i “Utloner”, pl. Udmarker. Tel.

Lon (o’), f. s. Laan.

Lon (oo), m. en flad Engstrimmel ved Vandet (?). Sæt. (Valle). Noget usikkert. Falder nær sammen med Lo, f.

lona, f. et roligt Sted i en Strøm, f. Ex. nær ved en Steen som leder Vandstrømmen til Siderne. Østerd. (Aamot). Jf. Lon.

Lona, f. (2), Stund osv., see Luna.

lona, v.n. (ar), glide fremad, skride sagte frem. Tel. (Vinje). Jf. luna (u’).

lonegod, s. lunegod.

Longa (o’), f. Lange (Fisk), Molva vulgaris. (Lyder som Laanga, Laange). G.N. langa (acc. löngu); Sv. långa. Jf. Byrkelonga, Vallonga. – Longefiske, n. Langefangst.

longo, adv. længe, for lang Tid siden. Mest alm. laange. “Dæ skulde laange vore’ gjort”. Longo fyrr: længe forhen. Longo sidan (laange sia): for længe siden. G.N. löngu (egentl. et Dativ af lang).

lonutt, adj. sumpig, fuld af Vandpytter. (Af Lon). S. ogsaa lunutt.

Lopa (o’), f. et Løb, Sprang. Shl. Nogle St. Lop, n. (= Laup).

lopen (o’), adj. 1) stivnet af Kulde; s. loppen. – 2) opløst, mørnet; især om Fisk, som løsnes i skindet eller sprækker og mørnes af Varme. Sdm. og fl. Ellers ogsaa i Betydn. løben (= laupen).

lophendt, s. lopphendt.

lopna (o’), v.n. (ar), mørnes, opløses; løsne fra Huden el. fra Benene, om Kjød og Fisk. (Af lopen). Sdm.

Lopp, m. 1, 1) en liden Visk eller Tot (= Lepp). Høylopp, Ulla(r)lopp. Sdm. Nordl. (Isl. lopi). – 2) en Flok, en liden Hob, f. Ex. af Kreature. Nordre Berg.

Lopp, m. 2, en Frø (rana), = Lappe, Frosk. Tel. Hall. Rom. Smaal. (Formodentl. et
gammelt löppr). – Hertil Loppefraud, f. den Sliim som omgiver Frøernes Æg. Hall. (Nogle St. Loppefro). I Tel. Loppegraal og Loppekraa, m. (Dunkle Ord). Andre St. Lappesli.

Loppa, f. 1) Loppe (Insekt). Nu alm. i Stedet for det gamle Flo. (Ang. loppe). – 2) det første Tegn til en Kjerne, f. Ex. i Nødder. B. Stift. (Jf. Flo).

loppen, adj. forfrossen, stiv i Fingrene af Kulde (= valen). Trondh. og Nordl. Nogle St. lopen (o’). Isl. loppinn.

lopphendt, adj. 1) frossen i Fingrene (= loppen). Trondh. I Ork. loppenhendt. – 2) svag i Fingrene, kraftløs. Sdm. i Formen lophendt’e. “Han fæ ‘kje vere lophænte, so ska faa dæ laust”.

lopputt, adj. ujævn, klumpet; f. Ex. om Hø, som vel er nogenledes tørt, men dog har en og anden fugtig Klynge (Lopp). Sdm. (loppette). Et andet Ord er lopputt: fuld af Lopper.

Lopradag, s. Lappardag.

Lopurke, et Slags stivt Græs, Juncus sqvarrosus. Sdm. (sjelden).

Lordag, s. Laugardag.

Lort (oo), m. Smuds, Ureenhed paa Hud eller Klæder; Dynd, Søle; Skarn, Exkrementer; ogsaa: Skrab, Fuskerie. Sv. lort. Ordet synes at være tilkommet i en nyere Tid, uvist af hvilken Oprindelse; man har henviist til Ital. lordo: smudsig, og lordura: Smuds. Jf. Lura. – Hertil lorta, v.a. smudse, tilsøle. lortutt, adj. skidden, tilsmudset. lortvell (-velt), adj. ureenlig, skiddenfærdig. Buskr. – Plantenavne: Lortsarv, Alsine media. Lortstokk, Atriplex. Solør.

Los (o’), n. Løsning. Koma paa Los: komme i Gang, blive løs eller færdig. (Af loka). B. Stift. G.N. los.

losa (o’), v.n. og a. (ar), 1) komme paa Glid, sætte sig i Bevægelse. B. Stift. – 2) v.a. løse, faae løst, sætte i Gang eller Bevægelse. Nordre Berg. Hall. og fl. G.N. losa. Af laus (el. egentl. af et tabt Stamord: ljosa).

Losa (o’), f. en stor Mængde eller Masse (egentl. en fremstrømmende Hob). Hall. i Formen “Løsu”.

lose’ (o’): læst; s. lesa.

Losig (oo, i’), n. Gjødselfald, Udbredelse af gjødende Vædske over Engen. Der er godt Losig: der er gunstig Beliggenhed for at Gjødselvædsken kan udbrede sig fra Fæhusene. Sdm. Ndm. Ork. (S. Lo, n.). Andre St. Tadsig, Hævdedrag. Jf. Loteig.

Losing (o’), f. Løsning, s. losa.

Loska (o’), f. en dorsk og doven Person. Hard. (S. følg.). Jf. Eng. lusk.

losken (o’), adj. dorsk, doven, søvnig. Hall. i Formen løskjen. G.N. löskr.

losliten (i’), adj. luslidt, om Klæder. Af Lo, f.

losna (o’), v.n. (ar), løsnes, blive løs; ogsaa: komme paa Glid, komme i Gang. Afvig. lausna, Ork. G.N. losna. Losning, f. det at noget løsnes.

Loss (oo), m. Lods, Veiviser. Sv. lots. Nt. loots, Holl. loods. Nogle St. Los (Loos), maaskee rettest: Lods, jf. Holl. loodsman, Eng. loadsman. S. Kjendmann.

lossa (oo), v.a. (ar), ledsage som Lods. Holl. loodsen. Et andet Ord er lossa (oo), v.a. losse, optage en Ladning, Holl. lossen, af los: løs.

[lossera (o’), v.n. (ar), logere (Fr. loger). Lossemente, n. og Lossi, n. = Fr. logement, logis.

Lost (o’), m. Lyst, Begjærlighed; Appetit. B. Stift G.N. losti. Jf. Matlost. Ho er med Loste: hun er i Lysten (efter et Slags Mad). Sdm. og fl.

losta, v.a. (ar), 1, forlyste. Losta seg: gjøre sig tilgode, tilfredsstille sin Lyst (omtr. som: kosa seg). Tel.

losta, v.a. (ar), 2, flække, tage Barken af Træer. Nhl. og fl. Afvig. fra G.N. ljósta (lýst, laust, lostit), i Forbind. ljósta næfrar, og ellers med Betydn. slaae, støde. Jf. ljostra.

Losta, f. en Træstamme eller Stump, som er blottet for Bark. (Løste). Lostebjørk, f. afbarket Birk. Nhl. og fl. Loste-eld, m. Ild af tørre Træstumper.

lostad, adj. 1) afbarket. 2) s. lostug.

Lostemat, m. Lystemad, sjelden og lækker Mad. Nordre Berg. (Jf. Isl. lostætr: lækker). Andre St. Fysemat.

Losting (o’), f. det Arbeide at afflække Bark eller Næver. Nhl.

lostor (oo), s. lodstor.

lostug (o’), adj. lysten, begjærlig. Hedder oftere losta(d). B. Stift.

Lot (o’), n. Lune, Stemning, Humør; ogsaa om Indfald eller Nykker. Meget brugl. i Berg.Stift. I Tel. Lote (o’), m. G.N. lota, f. Anfald. Jf. loten.

Lot (o’) m. Lod, Deel; s. Lut.

lotad (o’), adj. sindet, stemt. “Eg æ ‘kje so lota”: jeg er ikke i saadan Stemning. B. Stift.

Lote (o’), m. Stemning (= Lot). Tel.

Loteig (oo), m. Engstykke som ligger beleiligt for Gjødsel; Engen nærmest ved Fæhusene. Ndm. Jf. Lo og Losig.

loten (o’), adj. stemt, oplagt til noget; ogsaa: lysten, begjærlig (omtr. som tidig). Gbr. Ork. Guldal. Nogle St. løten. Vel egentl. tilbøielig, af luta (i den gamle Bøining). Jf. lotad.

lotig (o’), adj. tækkelig, som er tilpas, eller efter Ens Ønske. Nhl.

Lotte (o’), m. Stille, rolig Stund efter Storm eller Uveir. Ork. Jf. Glott, Glette.

lotutt (o’), adj. lunefuld, rolig Stund efter Storm eller Uveir. Ork. Jf. Glott, Glette.

lotutt (o’), adj. lunefuld, vægelsindet, fuld af Nykker (Lot). B. Stift (lotette).


Lov (o’), n. 1) Samtykke, Tilladelse; Lov til noget. G.N. lof. Han skal hava mitt Lov. Faa Lov til: faae Tilladelse til; ofte ogsaa: blive nødt til. Eg fær vel Lov til det: jeg faar nok gjøre det, enten jeg vil eller ei. (Ligesaa i Svensk og Dansk). Faa Lov paa: faae Løfte om, el. Haab om. (Sjeldnere). Jf. Løyve. Ogsaa med Begrebet Fritagelse, Frihed; f. Ex. Me hava Lov til Middags. Jf. Heimlov. – 2) Bifald, Ros, Ære. Ein fær no stundom Lov fyre litet. Ogsaa: Skudsmaal, Rygte. Han heve eit godt Lov. – 3) Lov, Priis, Forherligelse. Gud til Lov og Æra. Han have Lov og Takk!

Lov (o’), f. s. Log, f.

lova (o’), v.a. (ar), 1) love, erklære sig villig til noget. Han heve lovat, at han skulde koma. – 2) love En noget, tilsige, give Løfte om. Med Dativ og Akkus. Eg laut lova honom Hjelp. – 3) love, rose. (Modsat lasta). Ogsaa: prise, forherligelse (s. Lov). G.N. lofa; Sv. lofva. – Tildeels afvigende i Formen: lava, Hall., laavaa, Gbr. og fl. Ogsaa i Bøiningen: lovar, lovde, lovt, B. Stift.

Lova (o’), f. Løfte, Tilsagn. Hall. i Formen Løvu. (Jf. D. Tro og Love).

lovad (o’), part. 1) lovet, tilsagt; f. Ex. burt-lovad. Nogle St. lovd. 2) rost, vel omtalt. D’er alle lovade, naar dei er daude.

lovande (o’), adj. 1) passende at love. 2) værd at rose.

Love (oo), m. Haandflade, den indre Side af Haanden (imellem Haandledet og Fingrene). Alm. i de sydlige Egne; sjeldnere i Trondh. Stift. Afvig. Loe, Sfj. (I Østerd. Lom, Handlom). G.N. lófi; Goth. lófa. Sv. Dial. love (Rietz 412). Ogsaa om den indre Side paa en Handske eller Vante. – Hertil: lovebreid, adj. bredhaandet. Lovebreidd, f. Haandbred (= Løvd). Lovekaka, f. en liden Deigklump til Omslag. Nhl. lovelaus, adj. forslidt paa Indsiden; om Vanter. Loveslett, m. et Slag med flad Haand. Hall. Lovevott, m. Bælgvante, Heelhandske (= Heilvott). Østl. Nogle St. Lovott.

Lovekyrkja (o’), f. Kirke som opholdes ved Gaver, el. som man i Nødstilfælde har gjort Løfter til. Hard. og fl.

Lovestad, s. Lovstad.

lovlaaten, adj. begjærlig efter Ros; ærekjær. Tel. (Vinje).

lovleg, adj. rosværdig. G.N. loflegr. (Sjelden, paa Grund af Sammenstød med den forvanskede Form “lovleg” for logleg).

Lovnad, m. Løfte, Tilsagn. Meget brugl. især vestenfjelds. Hava Lovnad paa: have faaet Løfte om.

Lovord, n. rosende Ord; fordeelagtigt Skudsmaal eller Rygte. Lidet brugl.

Lovott, s. Lovevott (Love).

lovsnikjen, adj. indsmigrende, som veed at gjøre sig yndet; ogsaa: net, tækkelig. Tel. (Vinje, Mo).

Lovsong (-saang), m. Lovsang.

Lovstad, m. Løfte, Forsikring. Ryf. (Lovsta, og Lovesta’). Jf. Bønstad.

Lovtale, m. Lovtale.

lu, adj. udmattet, afkræftet. Jarlsberg. Paa Rom. lur: mat, døsig, upasselig. G.N. lúinn, til lýja (lýr, lúdi): svække; egentl. banke.

Lu, m. s. Lur. Lua, s. Luva.

lua (for luda?), v.n. (ar), 1) lyde, være at høre, lade til. Sdm. “Dæ lua so paa Svara hass”: det lod saa til efter hans Svar; el. Svaret lød omtrent saa. G.N. lúda (hlúda?), om Breve. – 2) høre til. Num. “Dæ lua te den Gar’en”. Den oprindelige Form er usikker.

Lubb, m. og Lubba, f. en rundagtig, fyldig Figur; mest om Dyr. Ogsaa en Benævnelse paa Faar. (Afvig. Libb, Libba, Mandal). Lubbefisk, Lubbetorsk og fl., Fisk med en but el. afrundet Skikkelse.

lubben, adj. but, rundagtig, fyldig. Trondh. Berg. Hall. og fl. (Jf. luven). Sv. Dial. lubbig.

Lud, el. Luder (?), s. Lur.

ludden, adj. tyk bred, struttende. Vald. “Luddegrøn”: Gran med store, tætstaaende Grene.

Lufs, m. Dyr med langt eller stridt Haar. Hall. Paa Sdm. Lusp, ogsaa om Mennesker. “Ein liten Lusp”: en slusket og uanseelig Person.

lufsa, v.n. (ar), flagre, gaae saaledes at Haarene el. Lokkerne sættes i en rystende Bevægelse. Hall. Hertil lufsen, adj. lokket, langhaaret; ogsaa stridhaaret. Paa Sdm. luspen.

Luft, f. 1) Luft, Himmel. Ogsaa brugt i en afvigende Form: Lukt, Berg. Trondh. Nordl., ogsaa Gbr. og Vald. Mere afvig. Lykt, Sdm. (Jf. Loft). G.N. loft, lopt, n., Ang. lyft, Ght. luft. Derimod Nt. og Holl. lucht. – 2) Lugt, lugtende Uddunstning. Mest brugt i de vestlige og nordlige Egne. Afvig. Lyft (y’), Sdm. Ndm. Andre St. Lukt. (Jf. Ange, Daam, Tev). Tildeels kun om ond Lugt eller Stank. – 3) Luft som Materie, enten i strømmende eller indesluttet Tilstand. I denne Betydning lidet brugl. og næsten fremmedt for Almuen, da det almindelige Udtryk for dette Begreb er “Vind”. (En Blære siges her at være fyldt med Vind, ikke med Luft). Ved Luft (og Lukt) tænker man derimod sædvanlig paa et høiere Luftlag. Saaledes sædvanlig paa et høiere Luftlag. Saaledes i B. Stift: “Upp i Lukt’a”, dvs. op i Veiret, i Høiden. “Reint burt i Lukt’a: hen i Veir og Vind. “Fare i Lykt aa Sky” (Sdm.): i flyvende Fart, i Hu og Hast.

lufta, v.a. og n. (ar), udlufte, udsætte for Luft. Ikke alm. – 2) v.n. lugte, give
Lugt af sig. (Berg. og Trondh.) Afvig. lyfta (især om at stinke), Sdm.

Lufting (?), m. Lyn, Lynild. Sogn, i Formen Lukting. Jf. Isl. lopteldr.

Lugar (med Tonen paa a), m. For-Kahyt, Rum i den forreste Ende af et Fartøi. Spansk lugar: Rum, Sted.

Lugg, m. 1) Haartop, Hovedhaar. Sv. lugg. Taka i Luggen: gribe En i Haaret. – 2) Haarsok (= Leist, Lodde, Labb). Nordl. – 3) en tyk eller stor Krop; mest om Dyr. For Hunkjøn: Lugga, f. Sæterd. og fl. Ellers betegner Lugg ogsaa et Slags stor Ørred. Lister og Dalerne. Jf. Lubb.

lugga, v.a. (ar), rykke i haaret. (Sv. lugga). luggast, rykke hinanden i Haaret. Hertil ogsaa et Subst. Lugg, n. Rykning eller Greb i Hovedet.

lugom, passende; s. lagom.

Lugu, s. Lega.

luka, v.a. (ar), 1) lukke, tilslutte; især med en Luge (Luka). Ellers bruges ogsaa “lukka” som et nyere Udtryk i Stedet for lata (lata upp, atter, inn osv.). – 2) slutte, ende; f. Ex. luka Slaatten: blive færdig med Høslætten. Nhl. Lidet brugl. – 3) betale, bøde, undgjælde for noget. “Han faar eigong luka da att’e”: han faar nok engang bøde for det. Voss. G.N. lúka har alle tre Betydninger, men har stærk Bøining (lýk, lauk, lokit), og denne Bøining ligger ogsaa til Grund for de afledede Ord: Lok, Loka, Lykel, Endelykt, lykta. Jf. loken.

Luka, f. 1) Luge, Skive som dækker en Aabning; især Falddør, Kjælderluge. (Alm.). Ogsaa: Skodde for et Vindue. Jf. Lem. – 2) Hul eller Aabning i en Væg. (= Glugge). Smaal. – 3) den hule Haand, Haandfladen med halvt indbøiede Fingre. Nordre Berg. og fl. Isl. lúka. Taka upp i Luka: øse med Haanden, tage Haanden fuld. Jf. Gaupn.