Ivar Aasen Norsk Ordbog

lengja, v.a. (er, de), forlænge, gjøre længere. G.N. lengja. I samme Betydning siges ogsaa: lengta (Sdm.), som hellere skulde hedde lengda.

Lengja, f. 1) Længde, Længdemaal. Hard. og fl. – 2) en lang Ting. Jf. Upplengja. (Vel ogsaa: en Forlængelse). – 3) en Strimmel, især af Skind eller Hud. Tel. og fl. (Isl. lengja). Hertil “Lepalengja” (e’) en Strimmel af Udkanten paa en Hud. Nhl.

lengjast, v.n. (est, dest), 1) forlænges, blive længere. – 2) længes (= lengta, langa). Mindre brugl.

Lengjing, f. Forlængelse.

lengs, adv. i Forbind. “paa lengs”, = paalangs. Som Subst. “etter Lengsen”: paa Langsiden. Hall.

Lengsa, f. en lang Strækning; ogsaa: en lang Tid. Sdm. i Formen “Lænse”.

Lengsla, f. Forlængelse (Sjelden). Oftere: Lengsel, m. i Betydn. Længsel (= Lengting).

lengst, adj. 1) længst. 2) langvarigst. 3) fjernest eller yderst beliggende. Tel. i Sammensætning som: nordlengst, sudlengst, vestlengst, ininlengst, framlengst, og fl. Maaskee for lægst (nordlægst)?

lengta, v.n. (ar), længes, have Længsel. Lengta etter nokot: længes efter noget. Lengta heimatter: føle Hjemvee; længes tilbage til et Sted. Alm. og meget brugl. Nogle St. lengtast. (Gbr.). Sv. längta. – Om et andet lengta, s. lengja.

lengtande, adj. 1) længselfuld. Hedder ogs. lengten. 2) værd at længes efter. D’er litet etterlengtande.

Lengting, f. Længsel. (Sv. längtan). Især: Hjemvee; idelig Mindelse om et Sted, som man har forladt.

Lening, m. Flage eller løst Dæk over et Rum i et Fartøi. Nordl. Ogsaa udtalt Lenning og Læning.

Lenkja, f. Kjæde osv. s. Lekkja.

[lens, adj. lens, blottet. (Et hollandsk Ord). Jf. aud, snaud, fri.

[lensa, v. (ar), 1) blotte, udtømme. 2) v.n. lendse, holde af for Vinden. Holl. lenzen.

Lensa, f. en Kjæde af sammenbundne Stokke, anbragt i en Elv for at standse el. samle det nedflydende Tømmer. Østl. (I svenske Dial. länsa, läns). Maaskee Lendsa, med Begreb af Landfæste? See ogs. Lengsa.

Lensberg, s. Leidingsberg.

Lensmann, m. Sognefoged, Ombudsmand som udfører Øvrighedens Anordninger i et Thinglag. Mest alm. Lænsmann; afvig. Læsmann, Sæt. Tel. og Linsmann, Hard. Det sidste er egentl. Leensmann og angiver altsaa Ordets Oprindelse (s. Len). G.N. lénsmadr (fra senere Tider). Sv. länsman.

lenten, s. lentug.

Lentor, pl. f. Skjemt, Morskab, Spøg; ogsaa: Drillerier, Puds (= Prettor). Tel. Hall.

lentug, adj. 1) spøgefuld, lystig. Tel. Rom. Gbr. Afvig. løntau, Smaal. – 2) klog, slu. Hall. Gbr. (Meddeelt). I Nhl. lenten: spottende, som gjerne finder noget at spotte og lee ad.

Leodd, s. Ledodd.

lepa (e’), v.n. kludre, sluske, gjøre noget alt for løseligt. Smaal. udtalt læpa. (Endelsen “a” pleier her at følge efter e’, ikke efter æ). Hertil lepeleg (læpeli) og leputt (læpette), adj. slusket, skjødesløs.

Lepe (e’), m. 2) Læbe, Mundkant. (Sv. läpp). Skjønt Ordet har bedre Grund end “Lippa”, ansees det dog for mindre ædelt og bruges helst i Spøg og i Tale om Dyr. Jf. Vørr. – 2) Læp, Flig; især af Hud. Hertil Lepelengja; s. Lengja. Gjera Lepar: grine, gjøre sure Miner. Hengja paa Leparne: vise Tegn til Ulyst el. Bekymring.

Lepelag, n. Læbernes Stilling.

lepja, v.a. (lep, lapte, lapt), labe, søbe ved Hjælp af Tungen; f. Ex. om Katte. B. Stift og fl. Isl. lepja; Sv. läppja.

Lepja, f. en blød Hinde eller Masse; om vaade Skind eller Klæder. Sdm. (Lepje). Jf. lapa.

lepjutt, adj. blød, vaad, klam; f. Ex. om Skindklæder. Sdm. (lepjette).

Lepp, m. 1) Lap, Strimmel; f. Ex. Papirlap. Ryf. og fl. (Andre St. Lappe). G.N. leppr. – 2) Tot, Bisk, lidet Knippe, som af Hø eller Uld. Søndre Berg. Tel. Rbg. Paa Sdm. Lopp.

lepputt, adj. klumpet, filtet, ujævn. (Paa Sdm. loppette).

Ler (ee), s. Leder.

lera (e’), v.n. (ar), lure, lytte efter noget. Tel. (Vinje). G.N. hlera.

Lere (el. Ler), n. Kun i Forbind. med “aa” (paa). Standa aa Lere (e’): staae paa Luur, staae for at lytte. Tel. G.N. standa á hleri. Paa Sdm. i en anden Form: staa aa Lerre, dvs. staae paa Klem, el. halvt aaben; om en Dør. Ogsaa med setja: “Set Dyr’a aa Lærre”. I Ndm. “aa Lørre”.

Lereft (e’, e’), n. Lærred, Liinvæv. Alm. G.N. lereft, lerept. Sv. lärft (i Dial. leräft). Dunkelt Ord. Den sidste Deel sammenstilles med G.N. ripti: Liindug (jf. Ryft, Ryfte); den første Deel har Lighed med det dunkle “Le” i Lereide, Leskinn, Lefot (= Ljofot), men disse Ords gamle Form er uvis.

Lereftsvev, m. Lærredsvævning. (Sædvanlig udtalt Lerefsvæv).

Lereide (?), m. Overtæppe under en Kløvsadel;
Tæppe som lægges imellem “Leskinnet” og Kløven. Sogn (Aurland), udtalt Lerei (e’) el. Lerrei.

Lering (e’), f. Lytten; s. lera.

Lerka (æ), f. Lærke (Sangfugl). Østl. Sv. lärka; Nt. Lewerke, Ang. laverc, laverce).

lerka, s. lirka. – Lerre, s. Lere.

lesa (e’), v.n. og a. (les, las, leset), læse, opfatte eller fremsige efter Skrift. Inf. ogsaa: læsa, lasa, Namd., laasaa, eller lossaa, Indh. Ork. Imperf. afvig. les (lees), Shl. Ryf. Jæd. ogs. liis, Sogn. I Fleertal: laase (for laaso), Sæt. Tel. og loso, Hall. Supin. mest alm. lese (e’), ogs. lise (i’), Sogn, Nfj.; afvig lose (o’), Sdm. og fl. G.N. lesa (les, las, lesit). Særskilt bruges lesa om at gjennemgaae sin Børnelærdom for at forberedes til Konfirmation, f. Ex. Det Aaret daa eg gjekk og las, el. daa me gingo og laaso. (Hedder ellers: lesa fyre Presten). Lesa seg til: lære ved Læsning. Lesa upp: oplæse, fremsige. Lesa uppatter; læse om igjen. Lesa fyre Maten: læse en Bordbøn.

lesande, adj. muligt, eller værdt at læse. Slikt er ikkje lesande.

Lesar, m. 1) Læser. Ein god Lesar: en som læser godt. 2) Konfirmand. (Oftere Lesarbarn). 3) En som er meget flittig i Bøn og gudelig Læsning. Saaledes: Lesarfolk, n. Folk som ofte have Andagts-Øvelse eller gudelige Forsamlinger. (Nogle St. Bønefolk). Lesarskap, m. idelig Andagts-Øvelse.

Lesarbarn, n. yngling som gaar til Konfirmation. (Mest i Fleertal). Særskilt: Lesargut, og Lesargjenta, el. lesartaus. Nogle St. Lestrabarn (s. Lester). I Hall. Lesarly(d), m. og Lesar-umegd, f. om en Samling af Konfirmander.

lesefør, adj. øvet i at læse.

leseleg, adj. læselig, tydelig; om Skrift.

leseljost, adj. n. saa lyst at man kan læse.

lesen, part. læst, oplæst; gjennemlæst. Mest alm. lesen (e’); afvig. losen (o’), Sdm.

Le-sida, f. Læside i Seilads.

Lesime, s. Ledsime.

Lesing (e’), f. Læsen, Læsning.

Leskinn, n. Hestedækken, Skind at lægge under en Kløv. Sogn. Udtalt Lesskjinn (e’). Maaskee for Le-skinn; jf. Ljofot og Lereide.

lesnad, m. 1) Læsning, Læsen. 2) Læsestykke (f. Ex. Bordlesnad). 3) Prosa, ubunden Stiil; i Modsætning til Vers. Saaledes: Lesnadbok (Lesnabok), f. Bog at læse i (i Modsætn. til Songbok).

lespa, v.n. læspe; især om at udtale Lyden “S” utydeligt. Eng. lisp; T. lispeln.

lessa, v.a. (er, te), 1) læsse, lægge Læs paa; ogsaa ordne eller fordele et Læs. Af Lass. G.N. hlessa. – 2) besvære, betynge, trykke. Sdm. Sæt. og fl. Det leste meg: det faldt mig tungt, var mig til Byrde. Det lesser honom inkje Kjøtet: Kjødet skal ikke besvære ham (om En som er meget mager men tillige rask og frisk). Jf. forlest. – Lessar, m. en Læsser. Lessing, f. Arbeide med at læsse.

lessall, adj. besværlig, trykkende; om Omstændigheder. Sdm.

Lessereip, n. Læssereb (= Gyrding).

Lessetong (-taang), f. Læssetræ.

Lest, m. 1, en Læst, en vis Mængde af Varer; mest alm. om 12 Tønder. (I Fleert. Lester). G.N. lest, f. Sv. läst, m. Nærmer sig til “Last”, men synes ikke at høre sammen dermed.

Lest, m. 2, tætvoxet Græs; især i Forbind. Ruglest, om Spirerne af Vinterrugen. Østl. Jf. lesta.

Lest, m. 3, Fod; Læst osv., see Leist.

lest, part. belæsset; besværet; s. lessa.

lesta (seg), v.a. (ar), voxe tæt, danne et tæt Græsdække; om Kornspirer. Østl. Jf. Lest, 2.

Lester (Lestr), m. 1) Læsning (= Lesing, Lesnad). Søndre Berg. G.N. lestr. 2) Læsestykke (G.N. lest, f.); ogsaa om Prosa eller ubunden Stiil, ligesom Lesnad. – Hertil Lestrabok, f. Bog til at læse. Lestrabarn, n. (Lestragut, Lestrataus): Konfirmand, s. Lesarbarn. Nhl. og fl.

lesvinnug, s. lidsinnug.

let (leet), s. lata og laata.

Let, m. s. Lit. leta, v. s. lita, letja.

Leta (e’), f. Ladhed, Dovenskab (af lat). B. Stift, Nordl. og fl. G.N. leti, f. G. D. Læde, Ledie; Sv. lätja.

leten, s. laten. lete(t), s. laata.

Leting (e’), m. en lad Krop, doven Karl. B. Stift, Tel. og fl. Det lagast Letingom til: det føier sig saa, at den lade faar det mageligt. Sæt. Isl. letingi; Sv. lätting.

letja (e’), v.a. (ar), gjøre lad. Kun reflexivt: letja seg, dvs. slaae sig til Dovenskab, dovne sig. Han berre ligg og letjar seg. Nordre Berg. Ellers: leta (e’) seg, Shl. og flere, lata seg, Østl. Sv. lättjas; G.N. letjast; jf. letja (latti): fraraade.

letna, s. lettna.

Letre (e’), el. Lettre, n. Liggested, lidet Huus eller Skjul for Kreature, især for Sviin. (Griseletre). Mandal, Tel. Hall. Buskr. Smaal. (Sv. Dial läter, lätter). Jf. G.N. látr (og letr), om Sælhundenes Hvilesteder. Ellers meget ligt Eng. litter, Fr. litiere, som udledes af Lat. lectus (Seng).

lett (ee), adv. let, med Lethed; mageligt.

lett (ee), adj. 1) let, som har liden Vægt. (Modsat tung). Lyder paa nogle Steder som litt; afvig. ljett, Indh. G.N. léttr (jf. Ang. liht, Ght. lihti). – 2) ubetydelig, ringe; ogsaa: svag, kraftløs. Han fekk det fyre lett og litet: for en ubetydelig Priis. Ein lett Kost (lidet nærende). Nogle Steder ogsaa “ein lett Kar”: En som har svage
Kræfter. – 3) magelig, ikke vanskelig. Ein lett Veg. Eit lett Arbeid. Med letto (Dativ): med Magelighed, lettelig. (“Mæ lettaa”, Sdm.). – 4) rask, smidig, som bevæger sig let. Lett paa Foten: rask til at gaae. Lett paa Handi: behændig (s. letthendt). – 5) fri, ubesværet; ogsaa: munter, oprømt. Lett fyre Brjostet: som aander let, el. har en klar Stemme. Lett um Hjartat: vel tilmode. – 6) om Luften: letskyet, lys, uden Tegn til Uveir. Jf. letta.

Lett (ee), m. en pludselig paakommende Sygdom med Kvalme og Feber. Nordl. (Lof.). Der tales om “Sjølett” og “Landslett”, og Tilfældet har fordum, ligesom flere Sygdomme, været anseet som en Paavirkning af Aander eller Vætter. Den oprindelige Form er uvis. Jf. letten og Lettæling.

letta (ee), v.a. (ar), 1) lette, gjøre lettere. G.N. létta (létti). Letta ei Byrd. Letta seg: formindske sin Byrde; ogsaa: føde, blive forløst. Hall. (G.N. verda léttari). – 2) løfte, hæve. Letta upp ein Stokk. Letta seg upp: reise sig lidt. Letta paa Foten, o.s.v. – 3) hjælpe, understøtte, gjøre det mageligt. Letta uppunder: hjælpe til. – 4) lindre, formilde. Letta Sorgi. – 5) v.n. lettes, formildes; især om Veiret: klare sig, blive lysere (efter en Byge). G.N. létta. Ellers i Formen lettast: blive lettere (= lettna).

lettad, adj. 1) lettet (part.). 2) angreben af “lett”. Nordl. (letta).

Lettang (ee), m. 1) let Føre; især om haard Snee. Ork. – 2) Barfrost, frossen Jord. Vald. (Isl. léttangr: let Vei).

Lettar, m. en Letter, Hjælper.

lettbeitt, adj. let at slaae, el. bide paa; om Græs (= lausbeitt). Nordl.

lettblæst, adj. som har let Bryst eller Aandedræt. Helg.

lettbudd, adj. let udrustet, letklædt. Lidet brugl. G.N. léttbúinn.

lettbær, adj. 1) let at bære eller bringe afsted. Smaal. Oftere lettbærleg. G.N. léttbærr. – 2) lættbært (n.), om et Sted, hvor man har god Udsigt; frit beliggende. Sdm. Er maaskee et andet Ord, lettbert?

Lette (ee), n. goldt eller kjerneløst Korn, som udskilles fra Avnerne og tildeels blandes med andet Korn for at gjøre Maden drøi. Nordre Berg. og Trondh. (Jf. Skjele). Ogsaa kaldet Lettekorn (-konn). Hertil Lettebraud (Lettebrød), n. Lettegrjon (-grøn), n. og Lettemjøl, n. om Brød, Deig og Meel af Korn, som er blandet med “Lette”.

Lette (ee), m. 1) Lethed, Magelighed. 2) Lettelse, Hjælp, især i et Arbeide. 3) Lindring, Formildelse. G.N. létti, og léttir.

Lettedrykk, m. tyndt Øl; s. Lettøl.

Lettekrok, m. Krog til at løfte eller lette med; f. Ex. paa en Harv.

letteleg, adj. gunstig, føielig, som er til Lettelse; f. Ex. om Veir. Jf. lettleg.

Lettemjøl, s. Lette, n.

letten, adj. syg af Væmmelse eller opstigende Vædsker (Hugbit). Ork. Jf. Lettæling, og lettad.

Lette-tre, n. Løftestang; Indretning hvorved en Mølle kan stilles høiere eller lavere.

lettfengd, adj. 1) let at bekomme. Gbr. Vald. Ogsaa i Formen lettfeng, Toten. Andre St. lettfengen, lettfaadd. – 2) magelig, bekvem; saaledes om Gaarde, som ere lette at dyrke. Vald. – 3) rask, flink, behændig i Arbeide. Østl. Ogsaa: noget let eller ubetydelig (= lettvoren). Trondh. (lettfængt).

lettferdug, adj. rask (= lettfør). Hall.

lettfløygd, adj. let og rask i sine Bevægelser. (Egentl. let flyvende). Gbr.

lettfødd, adj. let at fostre eller opføde, som ikke kræver meget Foder. Alm. Hedder ogs. lettfostrad.

lettfør, adj. 1) rask, som bevæger sig let eller uden Tvang. Egentl. letfarende, s. før. G.N. léttfœrr. – 2) let at bevæge eller flytte; bekvem, haandteerlig. Modsat tungfør. – 3) magelig, bekvem til Gang eller Færdsel; om Veie og Føre. Der er lettført: der er let at komme frem.

lettføtt, adj. rapfodet, rask til at gaae.

lettgjengd, adj. 1) rask, som gaar let. 2) let at gaae paa; f. Ex. om en Vei. Mest i Neutrum, ligesom letfør. Der er so lettgjengt. Det vardt lettgjengt.

lettgjord, adj. let at gjøre.

letthendt, adj. lethaandet, behændig; ogsaa lemfældig, skaansom. Sjeldnere letthend, Num.

letthøyrd, adj. som hører godt, har godt Øre. “letthaurd”, Nordl.

Letting, f. Lettelse; Opløftelse; ogsaa Formildelse. Jf. Lette.

Lettingsslede, m. en smal Slæde at age paa. “Lettingslae”, Smaal.

lettklædd, adj. letklædt, tyndklædt.

lettladd, adj. let ladet; om Fartøi. Hedder ogsaa lettlastad.

lettleg, adj. 1) magelig, bekvem. Afvig. letsleg (lesleg’e), Tel. – 2) livlig, behagelig; om en Egn, især om et Sted med god Udsigt. Sogn.

lettlege, adv. mageligt, med Lethed. Lyder sædvanl. lettle’, og lettele’.

Lettleike, m. Lethed. G.N. léttleikr.

lettlendt , adj. om en Egn, hvor Jorden er let at bearbeide eller dyrke. Buskr.

lettlivad (ii), adj. livsglad, livlig, som har et muntert Sind. Mest brugl. nordenfjelds; ogsaa i Hall. Tel. og fl. (lettliva). Jf. G.N. léttlífr.

lettlynd (lettlyndt), adj. munter af Naturen, lystig, som tager Verden let (omtr. som lettlivad); ogsaa letsindig. Søndenfjelds.
Sv. lättlynt; Isl. léttlyndr.

lettlæst, adj. let at oplukke og tillaase.

lettløypt, adj. rask, som løber let. Hall. Egentlig lettløyp, af laupa.

lettmælt, adj. som taler let og flydende. Lidet brugl.

lettna, v.n. (ar), blive lettere (f. Ex. om Ting, som tørres); ogs. lettes, formildes. 2) opmuntres, føle sig lettet. 3) om Luften: klare sig, opklares.

Lettning, f. Formindskelse i Vægt; det at Varer blive lettere ved Tørring.

lettnæm, adj. letnemmet, som lærer let.

lettnøgd, adj. let at tilfredsstille; fordringsløs, beskeden.

lettrodd (oo), adj. let at roe, om en Baad. Nogle St. lettrødd (lettrødd’e, Nordre Berg.). Sv. lättrodd.

lettskyad, adj. letskyet, lys; om Luften.

lettsløg, adj. let at slaae, om Græs. Sdm. Oftere lausbeitt.

lettsumd, ajd. som svømmer let. Buskr. (lettsømd). Jf. sumd.

lettsvæv, adj. letsøvnet, som er let at vække. (Modsat tungsvæv). Nordre Berg. (lettsvæv’e). Ellers brugt i en anden Form: lettsvævd, og tildeels lettsøvd. (Ork. og fl.). Sv. lättsøfd. Jf. lettvak.

lettsvævd, adj. 1) lettelig søvndysset, snar til at falde i Søvn. Hall. Buskr. – 2) letsøvnet; s. lettsvæv.

lettvak, adj. let at vække. Buskr.

Lettveder (-veer), n. Tørveir, klar eller letskyet Luft.

Lettvind, m. svagere Blæst med tørt Veir; Vind som tørrer godt.

lettvinn, adj. let at arbeide paa; især om en Gaard, som ikke kræver meget Arbeide, eller hvis Dyrkning og Indhøstning kan fuldføres nogenlunde let. Ogsaa om andre Ting: magelig, bekvem, let at bruge. Ordet deler sig i flere Former: lettvinn, Toten og fl. (med Neutr. lettvint), lettvind, Tel. (Mo, Vinje), lettvint (i alle Kjøn), Østl., lettvinna(d), Tel. og lettvunnen (om Gaarde), Sdm. og fl. (Sv. Dial. lättvind, lättvindig). Jf. vinna.

Lettvinna, f. Magelighed, Lethed, Besparelse af Arbeide. Tel. Ogsaa i Formen Lettvinda. (Mo).

lettvint, adv. mageligt, med Lethed.

lettvoren (o’), adj. noget let; ogsaa svag eller ringe.

lettvunnen, adj. let at oparbeide. S. lettvinn.

Lettæling, m. Anfald af Kvalme, Opstigning af skarpe Vædsker til Munden (= Hugbit). Ork. (Æling, det samme som Eling). Jf. letten og Lett.

Lettøl, n. tyndt Øl. Ogsaa kaldet Lettedrykk, m. eller Lettedrikka, n. Nordre Berg.

leva, s. liva. Le-ve, s. Lidvid.

Leven, s. Liverne. Lever, s. Liver.

[levera, v.a. (ar), levere, bringe. Feilagtigt Ord = T. liefern, Fr. livrer.

Li, s. Lid. – lia, s. lida.

Libb og Libba, s. Lubb.

Lid (i’), el. Led, n. 1, 1) Følge, Flok; Ledsagere. Tel. “Ho heve eit heilt Le mæ Bon”: hun har en Flok af Børn. (Vinje). “Tak deg ei utor mitt Li”: tag dig en Pige af mit Følge. (I en gammel Vise). Mere udbredt i Brudlid (Brudefølge); jf. Bulid, faalida, manglida. G.N. lid. – 2) Hjælp, Tjeneste. “Gjera eit Le”: vise en Tjeneste. Jæd. (G.N. lid). Jf. lidsam, Lidsinne, lidrenna.

Lid (i’), n. 2, 1) Aabning i et Gjærde, Sted hvor en Vei gaar igjennem. Mest alm. udtalt Le; ellers Li (i’) og Lid (Nfj. og Sdm.). G.N. hlid. – 2) Led, Port i et Gjærde (= Grind). Ang. hlid: Luge m. m. Hører ikke til lida (gaae).

Lid (ii), f. Bjergside, Skraaning, hældende Strækning paa Siden af et Fjeld; især om jævne Fjeldsider med Skov eller Græsgange. Mest alm. udtalt Li, i Nfj. og Sdm. Lid. G.N. hlid; G. Sv. lid; T. Leite (Ght. hlíta; Gr. klitys). Hertil mange Stedsnavne. I Sammensætn. Lidar (Lia), f. Ex. Lidargarden (Liagaren). Nogle St. med Fleertal Lidar (Liar); ellers Lider (G.N. hlídir). Jf. Led, leida, Lein. – Uegentlig bruges Lid ogsaa om en langstrakt Skybanke i Horizonten. Nordl.

Lid (i’), f. Side, s. Led.

Lid (i’), m. (Fl. Lider), 1) Led i et Legeme, Forbindingspunkt imellem to Been. Lyder mest alm. Le; nogle St. Li (i’) og Lid, el. Led. (Fl. “Lide” (i’), Sdm., andre St. Lier, Le’e; vel ogsaa Lear). G.N. lidr; Ang. lið; Eng. Dial. lith; Nt. lid. – 2) Led eller Knude paa et Straa; ogs. Bøining paa et Rør, og desl. Jf. Kne. – 3) Ætled, Generation; f. Ex. til niande Lid. I denne Betydn. sjelden og helst Neutrum som i Dansk.

lida (ii), v.n. og a. (lid, leid, lidet, i’), at lide. Med sædvanlig Overgang til lia og lie (li, lei, lee). G.N. lída (at gaae osv.), Ang. liðan, Ght. lídan. Forskjellig Betydning: 1) gaae forbi, glide hen, skride; om Tiden. Det lid til Kvelds. Det lid ut paa Dagen. Det leid frametter. Det leid aat Helgi. Det lid, medan det skrid: det gaar, om det end gaar langsomt. Jf. Hans Dagar snøgt skulde lida (Landstad 149). – Ogsaa: være kommet til et vist Tidspunkt. Eg veit ikkje kvat som lid (dvs. hvad Tid, Klokkeslæt, det nu er). Ofte med Tidens Navn i Dativ. Kvat som lid Dagen (Dag’e, Dagj’a). Kvat som lid Natti (Natt’enne). – 2) være langt fremskredet, nærme sig mod Enden. Det lid med Slaatten: Høslætten er snart sluttet. Det lid med Kokningi, osv. Det leid aat med honom: det
var snart forbi med ham; han var nær Døden. Ofte med Dativ: Det leid honom. Ligesaa om en langsom Paavirkning, f. Ex. Det lid Ertrom: Erterne ere snart kogte. Det lid Fisken: F. er snart færdig. – 3) v.a. gjennemgaae, møde, friste. Helst i Forbind. med “godt” og “vondt”. Hava godt aa lida: befinde sig vel, have ingen Nød. (B. Stift). Han leid ikkje godt: han havde ikke gode Dage. Lida vondt: lide ondt; have Strabads. – 4) lide, taale, udholde Nød eller Smerte. Han fekk lida fyre det. Dei hava lidet mangt. Lida Naud, Hunger, Frost, Verk osv. – 5) fordrage, finde sig i; ogsaa: synes vel om. Dei kunde ikkje lida honom. Han leid ikkje (aa) høyra det. Det kann eg lida: det huer mig vel. Jf. T. leiden. – Som Afledninger ansees: Lid, n. (1), Leid, f., leida, v.a. og leid, adj.; dog er Slægtskabet noget usikkert, da de gamle Sprog have deels “d” (tydsk t) og deels “ð” (th, tydsk d).

lida (ii), v.a. (ar), i Forbind. lida seg, om Solen: skinne i Fjeldsiderne lige til Nedgangen. Tel. (lie seg), af Lid, f. Modsat “kverva av Fjelle”.

lida (i’), v.a. (ar), 1, bøie eller bevæge Lemmerne. (Af Lid, m.). Mest alm. lia, lea, lee. (Sv. leda). Lida seg: røre sig. Lida Føterne, Henderna, Fingrarne. Ofte med “paa”: lida paa seg (røre sig lidt); lida paa Foten osv.

lida (i), v.a. (ar), 2, hjælpe, gjøre en Tjeneste. Ryf. i Formen lea. (Til Lid, n. 1). Hedder ogsaa: lidast til (least te). Jf. lidsam og lidrenna.