Ivar Aasen Norsk Ordbog

laupa, v.n. (løyp, ljop, laupet), at løbe. Præs. løyp (løyp’er) er nogenlunde alm., derimod er Imperf. meget fordunklet, da det i de sydlige Egne har faaet svag Form: laupte; ellers hedder det: ljøp, Nordre Berg., løp (ø’), mange St., laup, Solør, lop (o’), Hall. (Aal). Supin. laupe’ (ikke mangesteds); laupt, Søndre Berg. lope (o’), Trondh., løpe (ø’) og lype (y’), Nordre Berg. G.N. hlaupa (hleyp, hljóp, hlaupit); Goth. hlaupan, Ght. hlaufan; jf. T. laufen (lief). – Betydning: 1) løbe, trippe, gaae let; ogs. flakke, svæve omkring. Mest brugl. i visse Forbindelser, f. Ex. laupa Ærender, l. burt, l. i Ring, el. i Kring. Kun sjelden om en stærk eller forceret Løben, da dette her betegnes ved “springa”. – 2) løbe i Brunst, ville parre sig; om Hun-Dyr. Tildeels med et Adj. laupa ful, l. vill, l. gali (jf. fljuga). Nogle St. ogsaa parre sig, springe. Sogn, Hard. – 3) glide, skride frem, være i Gang; om livløse Ting, f. Ex. en Strøm, et Dyblod, et Hjul; men især om et Fartøi (jf. Innlaup); dog ogsaa om den, som styrer Fartøiet, altsaa: seile, el. stævne frem, f. Ex. i et Sund. – 4) løsne, lade sig fraskille; om Bark paa Træer (= ganga, svada, flaga). Gbr. og fl. Jf. løypa. – 5) løbe sammen, blive tyk; om Mælk. Jf. laupen. – 6) trække sig ud eller ind (omtr. som ganga); saaledes: laupa igjenom: slaae igjennem, om Vædske. Laupa upp: svulme op, hovne. Laupa ut-yver: udvide sig, svulme ud. Laupa saman, el. i Hop: krybe sammen, svinde ind; ogs. groe sammen, blive heelt. – I andre Betydn.: Laupa aa Lag, s. Lag. Laupa i Tunn: hvirvle, gaae rundt. Det løyp uppaa og skrid utav: det kommer snart og gaar langsomt bort, f. Ex. om Sygdom. (Sdm.). Det løyp ofta Troll i Ord: hvad man spaar i Spøg, kan tidt komme til at indtræffe.

laupande, adj. 1) løbende, gaaende. 2) seilbar, fremkommelig; f. Ex. om et Sund. Nordl.

Laupar, m. 1) en Løber, el. en Omflakker. (lauparfant, m. omtr. som Landslaupar). – 2) Lægne eller Hvirvel i en Kjæde (s. Leikinde). Sdm. – 3) Heisereb til et Seil (?). Nordl.

laupast, v.n. (løypst, ljopst), løbe bort, rømme fra sit Hjemsted (især hemmeligt). B. Stift og fl. G.N. hlaupast.

Laup-aar, n. Skudaar (= Skotaar). Sjelden. G.N. hlaupár. (Eng. leapyear). Laupaarsmessa, f. den 24de Februar (den Tid da en Skuddag kan indtræffe). “Lauparsmøss”, Nhl. og fl.

Laupejord, f. en Gaard, hvis Matrikulskyld er en “Laup Smør” eller mere (s. Laup, m.). B. Stift.

Laupen, part. 1) løben, f. Ex. i avlaupen, utlaupen og fl. Hedder ogs. lopen (o’), Trondh. og løpen, el. lypen (y’). – 2) om Mælk: sammenløben, tyk. (I Femin. laupi).

Laupeskyld, f. Jordskyld, beregnet efter “Laupar”, s. Laup, m. Mest i B. Stift.

Laupetid, f. Parringstid.

Lauping, f. Løben, Omflakken; s. laupa.

Laurdag, s. Laugardag.

laus, adj. 1) løs, fraskilt, ikke fast eller vedhængende. G.N. lauss. Riva Bandet laust (ikke laus). Kasta laust: løse Fortøiningen paa et Fartøi. Jf. løysa, losa og losna. – 2) løst sammenhængende, utæt, porøs; om Traad, Vævning, Skind, m. m. Jf. roven, hosen, fos. – 3) usikker, vaklende, vanskelig at holde sig til. Ein laus Baat: en Baad som er rank, eller lettelig krænger. I lause Sjoen: frit i Søen, uden noget Fæste. I lause Lufti: i fri Stilling i Luften. Fyre det lause: løseligt, ikke for Alvor. Ogsaa om Personer: flygtig, upaalidelig. Han er so laus utav seg. – 4) fri, uhindret. Sleppa laus. Koma paa laus Fot. Hava lausa Hender. Ogsaa om noget, som gaar vildt, ustyrligt, uden Orden. Laus Eld, el. laus Verme: Vaadeild, Brand. (Nogle St. laust Ljos). Laust Blod: Blodflod. Jf. laust Liv: Diarrhee. – 5) om Personer: ledig, ubunden. Ein laus Kar: En som ikke har Tjeneste, el. som ikke har Huusholdning. Lause Folk: ledige Personer; ogsaa om gifte Folk, som ikke have Gaard eller fast Bosted. – 6) færdig, f. Ex. til en Reise. Koma seg laus: blive færdig. Gjera seg laus. Jf. Han var laus med Hogget, dvs. færdig til at give Hug. Sosnart han fær ein Dalar, so er han laus med honom, dvs. færdig til at bruge den. (B. Stift). – 7) manglende, blottet for noget. Kun i Sammensætning med Subst. f. Ex. matlaus, klædelaus, maallaus, lytelaus, endelaus. Jf. Goth. liusan (imp. laus), at miste.

lausbeitt, adj. let at slaae; om Eng eller Græs, hvorpaa Leen bider godt. B. Stift. Modsat hardbeitt.

Lauseld, m. Vaadeild, s. laus, 4.

Lausfenad, m. ungt Storfæ, eller Kalve, Kvier og Oxer, i Modsætning til Malkekøerne. Gbr. Hedder ogsaa Lausenaut, n. Jf. Gjeldfe, Kviginde.

Lausgang, m. løs eller fri Stilling (uden Tjeneste eller fast Bosted).


Lausgangar, m. Løsgjænger.

laushendt, adj. 1) som har Hænderne frie. 2) tilbøielig til at bruge Haanden, f. Ex. til at slaae. Hedder ogs. “laus paa Handi”.

Lausing, m. 1) løs eller ugift Person. Lidet brugl. 2) uægte Barn. Hedder ogsaa Lausing-barn, el. Lausingsunge; ligesaa Lausbarn og Lausunge.

lauskjeftad, s. lausmynt.

lausknytt, adj. løselig knyttet.

laus-laten, adj. løsladt. Nogle St. lausleten.

lauslaaten, adj. 1) ustadig, flygtig, foranderlig. 2) let at røre eller paavirke; for Ex. om En som let kommer i Graad. 3) om Luften: regnfuld, eller egentl. usikker, saaledes at der tidt og ofte falder Regn. – I de sidste Betydninger bruges i Berg. Stift ofte et andet Ord: lauslota (o’). Jf. Lot.

lausleg, adj. noget løs, el. usikker. lauslege (lausle’), adv. løselig.

Lausleike, m. Løshed, Usikkerhed.

Lauslivnad (i’), m. Løsagtighed; Leflerie og legemlig Omgang udenfor Ægteskab. Mest alm. Lauselivna(d), el. Lauselimna.

lauslotad (o’), adj. s. lauslaaten.

lauslynd, adj. ustadig i Sindet, vægelsindet. Isl. lauslyndr. Ogsaa letsindig, og letfærdig. Tel. og fl. Oftere lauslyndt.

Lauslynde, n. ustadigt Sind. Sjelden.

lausmjelt, adj. let at malke; om Køer. Hall. Afvig. lausmilt, Helg. og lausmylkt (lausmyllt), B. Stift. Jf. mjelt og mylkt.

lausmyldt, adj. om Jorden: skjør, løs, let at grave. Af Mold.

lausmynt, adj. aabenmundet, ubetænksom i at tale. Hedder oftere lausmunnad, ogs. “laus paa Munnen”. I friere Tale: lauskjeftad (-kjæfta’).

lausna, s. losna.

Lausord, n. løse, upaalidelige Ord.

lausraka, v.a. rage løselig, foreløbig. Hall.

lausreipad, adj. fri for Byrde eller Oppakning. Ganga lausreipa(d): gaae uden Byrde, have intet at bære eller føre med sig. Alm. vestenfjelds, ogsaa Nordl. Gbr. og flere. Ogsaa i en anden Form: lausreipes, adv. Nhl.

Lausrip (ii), f. løst Sidebord, Fjel som sættes paa Kant over Siden af en Baad. Trondh. Nordl. Ogsaa kaldet Skvettrip, Varbord og Dregel.

Laussild, f. Sild som føres i mindre Slumper og ikke er lagt i Tønder. Trondh.

Lausskodda, f. smaa Taageskyer, Taage som er noget adspredt.

laussvævd, adj. omtr. s. lettsvævd. Hall.

laust, adv. 1) løselig, ikke fast. Standa laust. Vera laust bunden. 2) frit, uden Hinder. Renna laust. (Sjeldnere). Jf. springa sjolaust, jordlaust. Det bar laust: det brød løs, kom i Gang. 3) med Begrebet “frit for” eller “uden”, i Sammensætning med Subst., f. Ex. skamlaust (uden Skam), syndlaust, sutlaust, endelaust o.s.v.

Laustile (i’), n. løst Gulv.

laustvinnad, adj. løst tvunden.

Lausvegg, m. en løs el. bevægelig Væg.

Lausøyre, m. (n.), Løsøre, rørligt Gods. (Mest alm. Neutrum, som synes feilagtigt). Jf. Øyre.

laut (maatte), s. ljota.

Laut, f. 1) en Fordybning i et Landskab, en liden Dal. Namd. Indh. Isl. laut. (Beslægtet med luta). – 2) en Egn, en Strækning; især omgiven af Bjerge; ogs. en Græsmark. Indh. (Sparbu). Jf. Graslaut. Sv. löt: Græsgang. (Rietz 396). Jf. Løyte.

Lauv, n. 1) Løv, Blade; som paa Træer. Nogle St. Lau. – G.N. lauf. – 2) et Løvblad, enkelt Løv. – 3) Løvværk, Prydelser i Form af Løv, f. Ex. paa Spænder.

Lauva, f. en lang Stabel af Løvkviste (til Foder). Gbr.

lauva, v.n. (ar), sanke Løv til Foder. Nogle Steder laua. Ogsaa i en anden Form: lauvga (laugga, logga), Nhl.

lauvad, adj. bevoxet med Løv.

lauvast, v.n. faae Løv, grønnes; om Træer. Ogsaa i Formen lauvgast (lauggast, loggast), Sogn, Nhl. Isl. laufgast.

Lauvblokka, f. Løvblad; s. Blokka.

Lauvbrising, m. et Baal af tørt Løv; en Løvhob som er sammenraget for at brændes. Sdm. og fl.

Lauvbuska, f. Green eller Top med Løv.

Lauvfall, n. Løvfald om Høsten.

Lauvhes (-hæs), f. Stillads til Tørring af Foderløv. Vald.

Lauvhogster, m. Løvhugst (= Lauving).

Lauving, f. Samling af Løv til Foder.

Lauvjarn, n. Redskab at afhugge Løv med. Ogsaa kaldet Lauvsigd og Lauvsnidel eller Lauvsnaal, hvorom s. Snidel.

Lauvkjerve, n. Knippe af Løvkviste.

Lauvneste, n. et Spænde med vedhængende Løvværk. Tel.

Lauv-onn, f. Løvhugst; den Tid da man sanker Løv til Foder. Tel. Hall.

Lauvris (ii), n. Løvkviste.

Lauvristar (i’), m. den Vind, som blæser Løvet ned om Høsten. Tel.

Lauvsegl, n. Løvgrene at bruge som Seil paa en Baad.

Lauvsigd, m. s. Lauvjarn.

Lauvskog, m. Løvskov. Ganga i Lauvskog: gaae paa Løvhugst. (Gbr.).

Lauvslaatt, s. Lødeslaatt.

Lauvsnaal (-snidel), s. Lauvjarn.

Lauvspretting, f. Løvspring; den Tid da Løvet springer ud.

Lauvstakk, m. Stabel af Foderløv.

Lauvsylgja, f. et større Spænde med hængende Løvværk. “Lauvsygje”, Rbg. Tel.


Lauvtistel, m. Serratula. Hall.

Lauv-tre, n. Løvtræ, i Modsætning til Bar-tre.

lauvtunn, adj. tynd som et Løvblad.

Lauvvind, m. Luftning, svag Vind som rører Løvet. Sfj. Sogn.

Lav, n. hængende Mos paa Træer. Furelav, Granlav osv. Ogsaa ellers om tørre eller haarde Mosvæxter. Sv. laf. Egentl. noget vedhængende, af lava.

lava, v.n. (er, de), hænge, dingle, hænge ved i noget Mængde eller i Klynger; især om noget, som ligger jævnt udbredt i en vis Høide, saa at det synes færdigt til at falde eller drysse af; saaledes om Dug, Snee, Riim, Støv, Mos el. deslige. Næsten alm. G.N. lafa: hænge. D’er so vaatt, at det laver utav det (osv at Væden hænger i Draaber, er færdig til at dryppe af). Der var slik ein Blom (el. Blomster), at det lavde av kvar ein Kvist Ogsaa om Stads eller Prydelser. Ho var so stasad, at det lavde utav henne. Der var slik Bunad i Huset, at det baade lyste og lavde.

lava, s. laga, lova og liva.

Lavdogg, f. hængende Dugperler; stærk Dug i Græsset. Shl. og fl.

Lave, s. Laave. La-ve, s. Ladvid.

laveleg, adj. stadselig, rigt udstafferet. Tel. Oftest lavaleg.

Laving, f. Vedhængen; s. lava.

Lavmose (o’), m. hængende Mos (= Lav).

Lavregn, n. Regn i stille Veir. lavregna, v.n. regne i Vindstille, saa at Draaberne hænge paa Træerne. Ork.

Lavskog, m. det Tilfælde at Sneen bliver liggende i Mængde paa Træerne. Sdm.

Lavskrikja, f. en vis Skovfugl. Buskr. Formodentlig samme som Sv. lafskrika: Garulus infaustus.

Lavsnjo (-snø), m. Snee som bliver liggende paa Træernes Grene.

lavvaksen, adj. bevoxet med Lav.

Lavveder, n. stille Veir med Regn eller Sneefald. B. Stift. Lyder sædvanlig som “Laveer”.

lavøyrd (-øyrt), adj. slukøret, som har nedhængende Øren (= lapøyrd). Søndre Berg. og fl. Isl. lafeyrdr.

Laa, f. Sumpevand, mørk eller ureen Vædske; især om Vand, som er lidt rødfarvet af Jernerts (Myrmalm). Sæt. Tel. (Jf. Laavatn). Isl. lá, jarnlá: Vand med Jernerts. G.N. lá: Vædske.

laa, v.a. rumme, optage; s. loa.

laadaa, s. lada. Laadaa, s. Lode.

Laag, f. (Fl. Læger), et nedfaldet Træ; en nedbrudt, liggende Træstamme paa eller i Jorden. Mest brugl. søndenfjelds. (Fl. Læg’ar, Tel. Læg’a, Hall.). Andre St. Lega, Nedloga (o’). G.N. lág; Sv. låga.

laag, adj. 1) lav, som ikke rækker høit op. G.N. lágr; Sv. låg. Nogle Steder med Kompar. lægre, Superl. lægst. (Trondh. og fl.). Ellers laagare, laagaste. – 2) lavt stillet, staaende paa et lavt Punkt. Laag Sol. Eit laagt Sæte. Ogsaa: nedslagen. Det var laagt Hjarta i honom: han var modløs, modfalden. – 3) svag, sagte; om Lyd og Stemme. Hava laagt Maal. – 4) ubetydelig, ringe. Ein laag Pris. Laage Tal. Laage Kort. – 5) lidet anseet; om Stand eller Stilling, sjelden om Personer, undtagen i Forbindelse med “høg”, f. Ex. “dei haagje aa dei laagje”. Sæt. – Heraf Lægd, lægja, lægjast.

laagbordad, adj. lavbordet, lav paa Siderne; om Baad eller Færge. Sædvanl. “laagbora”. Tildeels i en anden Form: laagbardad (laagbala). Gbr. Ogsaa: laagbyrd (y’), el. laagbyrdt. Sdm. og fl.

laagboren (o’), adj. kommen af ringe Stand. (Modsat høgboren). Lidet brugl.

laagbyrd, s. laagbordad

Laagd, f. Lavhed, m. m., see Lægd.

laagfjellad, adj. om et Landskab med lave Fjelde. Nogle St. laagfjellt.

laagføtt, lavbenet, kortfodet.

laaghalt, adj. halt, af den Aarsag at den ene Fod er kortere end den anden. Østl. Trondh. Nordl. (Sv. låghalt). Andre St. stighalt og stutthalt.

laaghjartat, adj. modløs, modfalden.

Laagland, n. Lavland. Jf. Laaglende.

laagleg, adj. noget lav. – laaglege, adv. noget lavt. (laagle’). Landst. 215.

Laagleike, m. Lavhed.

Laaglende, n. lavt liggende Landskab; et Landstrøg som ikke har nogen betydelig Forhøininger. Hedder ogsaa Laaglenda, f. og (om større Landskaber): Laagland. G.N. láglendi.

laaglendt, adj. lavt liggende (om en Landstrækning); ogsaa: noget jævn, uden store Forhøininger. (Egentl. laaglend). Sv. lågländ.

laagmælt, adj. lavmælet, som har lav Stemme, eller taler sagte.

laagna, v.n. (ar), blive lavere. Nogle St. lægna, Sæt. Tel.

Laa-gras, s. Laahøy.

laagraustad, adj. om en Bygning med lavt (eller svagt hældende) Tag. Nogle Steder laagrosta (o’) og laagrøyst. S. Raust.

Laagsjo, m. Lavvande, Ebbe. Oftere adskilt: laag Sjo.

laagsjoad, adj. lavtstaaende; om Søen i Ebbetiden. (laagsjøa).

laagslagad, adj. lavbordet i Forrummet; om en Baad. Nordl.

Laagstova (o’), f. Stuebygning, som kun er een Etage. (Folkevennen 10, 279).

laagt, adv. 1) lavt, paa et lavt Punkt. 2) sagte, med lav Røst. 3) i lavere Grad, til lav Priis osv. Laagt sett: lavt stillet; lavt anslaaet. Laagt Middag: ikke fuldt Middag. Tel.


laagvaksen, adj. lav af Væxt.

laagvoren (o’), adj. noget lav.

Laahøy, n. Hø af en “Laamyr”.

laak, adj. ond, slem. Mest brugl. vest og nord i Landet. Afvig. lak, Nhl. G.N. lakr (lákr?). Jf. ílak og Sv. elak. – Særlig Betydning: 1) slet, daarlig, uduelig. Ein laak Bunad. Ei laak Styring. D’er laakt med deim: det staar daarligt til hos dem. – 2) ubehagelig, modbydelig; ogsaa: skadelig. Ein laak Smak. Ei laak Luft. D’er laakt fyre Augom: det skader Øinene. – 3) slem, fortrædelig, meget uheldig. Ei laak Pretta: et slemt Puds. Ein laak Støyt. Ein laak Lagnad. Jf. eit laakt Ord: et slet Rygte. – 4) vanskelig, besværlig. Ein laak Veg. Laaka Tider. Jf. Han er laak aa finna. – 5) syg, svag, beskadiget. Ein laak Fot. Han er laak i Foten. B. Stift, Gbr. og fl. Jf. klen og ulik. – 6) drøi, slem, henfalden til noget. (Jf. leid, stygg). Han var laak til aa drikka. Ogsaa: grusom, haard, slem at bestille med. Han vardt laak med deim: han blev dem en slem Modstander. Den laake: den onde. – Nærmere til første Betydning hører Talemaaden: Han var laak daa, um han gjorde det, dvs. det vogtede han sig nok for at gjøre. (Vel egentlig: da var han en daarlig Karl, eller: da vilde han ikke være sig selv lig). Formen laakt udtales sædvanlig kort (som laakkt) og adskilles derved tydeligere fra laagt (dvs. lavt).

laakaa, binde sammen; s. loka (o’). – laakaa, dryppe, s. leka.

Laaking, m. en slem, listig Karl. Trondh.

laakleg, adj. daarlig, skrøbelig. Hall.

laakna, v.n. forværres, blive slem.

Laakskap, m. Slethed, Slemhed; ogs. Sygdom. (Oftere Laakheit, f.).

laakvoren (o’), adj. daarlig, skrøbelig.

Laam, f. Spor af noget som er draget el. slæbt afsted, saasom efter Tømmerstokke i Sneen, eller efter Skiløben. Tel. Afvig. Lom (oo), Nedenæs (Gjerrestad). Andre St. Drog, Ekkje, Meidd, Dyrgja, Slod. – Maaskee for Lom (o’).

laam, adj. mat, lammet; s. lamen.

laamaa, s. lima (i’).

Laamyr, f. en Sump, en Flade med blød Grund, og især med Vand som er rødligt af Jernerts. Tel. Jf. Laa, Laahøy.

Laan, n. Laan; laant Gods. G.N. lán. Faa til Laans. Ogsaa: Gave, saasom i Forbindelsen “Guds Laan”, om Næringsmidler, Afgrøde, Fiskerie, m. m. I Nordl. især om Korn og Kornvarer.

Laan, f. 1) en Stabel, opstablet Hob, især af lange Stykker, som Planker el. Stokke. (Timberlaan). Tel. Egentlig Lon (o’), af en Grundform “Lan”, hvoraf lana, v. G.N. lön (lanar): en Dynge. – 2) en lang Bygning; især Ladebygning. (Lødelaan). Jæd. Ryf. Shl. Fosen. I Valders. Løn (altsaa Lon, o’). Ogsaa om et løselig opsat Huus. Vald. Ligesaa om et Telt af Grene eller Smaatræer. (Barlaan). Hall. – 3) Hovedbygning, Vaaningshuus med flere Værelser og mere end een Etage. Nordre Berg. Trondh. Nordl. I disse Egne en stadig og uundværlig Benævnelse. I Sammensætn. Laana (for Laanar), for Ex. Laanaveggen, Laanataket, Laanamønet. – 4) en Række af Huse, som staae tæt sammen; en Side af et Kvartal i en By. Nhl. Shl., ogsaa i Gbr. G.N. lön (lon), senere skrevet “laan”. (Dipl. 3, 628). – 5) en Svalgang, lukket Gang paa Siden af en Bygning. Shl. I svenske Dial. lana, låna: Forstue, Gang. Eng. lane: Stræde, Gade. Holl. laan: Allee. I danske Dial. Laane, eller Lane: en aaben Plads (Eng. lawn).

laana, v.a. opstable; s. lana.

laana, v.a. (er, te), 1) laane, faae til Brug for en vis Tid. – 2) udlaane, overlade som Laan. Med Dativ og Akkus. f. Ex. Han laante meg Baaten. G.N. lána. Jf. lena.

laana, v.n. (ar), forlænges, slappes ved langvarig Strækning; om Tougværk. Shl. (Jf. Isl. lona i sundr).

Laanar, m. Laaner, Laantager.

laanaa, v. s. lina (i’).

Laanegods, n. laant Gods.

laang, s. lang. Laanga, s. Longa.

laange (adv.), s. longo.

Laaning, f. Laanen, gjentagne Laan.

Laanke (?), m. en svag Lyd, som af et Bulder i lang Frastand. “Laankje”, Nfj.

Laar, n. Laar, Ledemod imellem Hofte og Knæ. (Saaledes ogsaa den øverste Deel af Bagbenet paa Dyr; forskjelligt fra Bog). Hedder ogsaa Lær, som paa mange Steder er mere brugeligt. G.N. lær; Sv. lår.

laara, v.n. (ar), udstrække Laarene. Laara paa: gaae med lange Skridt. Shl. og fl.

Laarbein, n. Laarbeen.

Laaring, f. Bagdeel af et Fartøi.

Laas, n. (og m.), 1) Laas, Lukkelse paa Huse eller Kar. Som Maskul. med Fl. Laasar, Tel. og Østl. G.N. láss, m. og lás, n. Sv. lås. n. Heraf læsa, Meinlæse, hardlæst. – 2) Fæste, Punkt hvor noget er fæstet eller tillukket. Sperrelaas, Styrelaas, Pungelaas. Jf. Byrselaas. – 3) en Masse som er indestængt eller indelukket; saaledes om en Fiskestiim, som er indesluttet i et Vod. (Sildelaas).

laasa, v.a. sætte Laas paa. (Sjelden).

laasa, s. losa. – laasaa, s. lesa.

laaskjerald, n. Kar (Skriin eller Kiste) med Laas.

Laasmakar, m. Laasesmed.

laass, v. s. laatast (laast).

Laassild, f. Sild som har staaet nogen Tid i et Vod i Søen.

Laasskjold, m. Nøgelplade, liden Plade
omkring Nøgelhullet i en Laas.

Laasskraa, f. Laasbund, den større plade udenpaa en Laas.

laast, v.n. lade som; s. laatast.

Laat, n. 1) Lyd, Tone (s. laata). Ogsaa i Formen Laat, f. og Laata, f. (søndenfjelds); ellers Læta. – 2) Klynken, Klagen. Med Graat og Laat. – 3) Feil, Uorden. Klokka fekk eit Laat (dvs. kom i Ulav). Nordre Berg. I et Par Sammensætn. har det Begrebet “Laden” af lata; s. Ilaat, Avlaat, Andlaat.

Laat, m. Spil, Musikstykke. (Sjelden). I Valders: Laatt; ellers Slaatt.

laata, v.n. (læt, let [ee], laatet), give Lyd osv. Falder sammen med “lata” i Præs. Eental læt (læter, læt’e) og Imperf. let (leet), Fl. leto; men fraskiller sig i de øvrige Former: Inf. og Præs. Fl. laata (laate), Imperativ laat, Fl. laate, og Supin. laate(t); dog har det sidste (ligesom lata) ogsaa en Afvigelse: lite (i’), lete, læte (i Nordre Berg. og Trondh.). – Betydning: 1) give en Lyd eller Tone fra sig, lade sig høre. G.N. láta; Sv. låta; G. D. lade. Meget omfattende; saaledes omtrent som: pibe, kvidre, kagle, skrige, tude (om Dyr og Fugle); hvine, knirke, skrabe (om livløse Ting); lyde, klinge (om Spil og Instrumenter). Alm. og meget brugl. Eg veit ikkje kor det læt, om et Dyr hvis Stemme man ikke har hørt. Kvat er det som læt: hvad er dette for en Lyd? Han fekk Fela til aa laata. Det læt i Strengen. Det leet ikkje i honom: man hørte ikke en Lyd af ham. – 2) om Mennesker: klynke, jamre sig, give svage Skrig eller anden usædvanlig Lyd. Laata stygt: pibe, tude osv. (f. Ex. om Børn). Laata i Svevnen: klynke el. skrige i Drømme. Ogsaa: klage, beklage sig; knurre. Dei hava alltid nokot til laata fyre. Ho baade greet og leet. (Jf. Han kom baade graatande og laatande). – 3) udlade sig, yttre sig, dømme om en Ting; ogsaa upersonligt: forlyde, hedde, siges. Han læt so, at han vil fara (han lader sig forlyde med osv.). Det læt so, at han skal koma (det hedder). Han leet so til: han udlod sig saa. (Tel. og fl.). Laata vel: yttre sin Tilfredshed, give Bifald, rose noget. (G.N. láta vel). Heraf Vellæta. Laata illa: klage, yttre sig utilfreds, dadle noget. Heraf Illæta. Laata etter nokon: tale En efter Munden, føie sig efter Ens Villie eller Infald. Hertil Etterlæta. – Meget afvigende og vistnok fremmedt er “lata” i Betydn. see ud, tage sig ud. (Tildeels i Smaal. og Rom.). Ligesaa “lata seg”: passe sig, sømme. (Smaal.). Jf. ellers laatast, laaten, Læta og Læte.