Ivar Aasen Norsk Ordbog

langframand, adj. meget fremmed, kommen langveis fra.

langføtt, adj. langfodet; især om Insekter. G.N. langfœttr. Jf. høgføtt.

Langføtta, f. et Slags Edderkop med meget lange Fødder. Ogsaa om et flyvende Insekt, som ellers kaldes Langføttefluga.

langgaarutt, adj. stribet paa langs. Hall.

Lang-godfar, m. Oldefader, Bedstefaders eller Bedstemoders Fader. Sæt. Tel. Hedder ogsaa Langbestefar. I Hall. Gamle-Godfar.

Lang-godmor, f. Oldemoder. Sæt. Tel. Nogle St. Langgomoi (Moi for Modir); ogsaa Langgomme. (Jf. Isl. langamma). Andre St. Gamle-Godmor.

langgrunn, adj. om et Sted, hvor Vandet er grundt ved Strandbredden, eller hvor Bunden har en meget svag Hældning fra Land. Sædvanligst i Neutrum: langgrunt. (Tildeels opfattet som landgrunt). I B. Stift utgrunt. Sv. långgrund).

Langhamn, f. s. Langheid.

Langheid, f. de Fjeldmarker eller Græsgange, som ere længst borte fra den Gaard, som de tilhøre. Tel. Ogsaa kaldet Langaas,
m. Hall., og Langhamn, f. Num. Jf. Langstøl.

Langhelda, f. Hilde, Baand imellem Forfod og Bagfod paa Dyr.

Langhelg, f. Høitid, Række af Helligdage.

langhendt, adj. langhaandet.

Laughoft, f. = Langhelda. Sogn.

Langhop (o’), n. en lang Tilbagegang, fortsat Retirade (s. hopa). “Langap”, Hall.

Langhumul (= hummel), m. en større Hammel, i et Dræt for flere Heste. Østl.

langhærd (= hært), adj. langhaaret.

Langhøy, n. stort Hø, Græs af den bedste Eng. “Laanghøy”, Berg.

Lang-ise, s. Langvise.

Langkrakk, m. Bænk at sætte forved Stuebordet. Sogn, Rbg. og fl. Andre Steder Forsæte.

langlagd, adj. langstrakt, lang og smal.

langleg, adj. 1) langagtig. 2) langvarig, kjedelig. Oftere langsam.

Langlega (e’), f. langvarig Liggen; Sygeleie.

Langlegg, n. Galop – (= Tvisprang). “Ride i Laanglegg”, Sdm. – langleggja, v.n. løbe i Galop. Sdm. (laangleggje). Egentl. strække ud, lægge Fødderne fremad.

langleides, adv. langveis, i lang Afstand. Lidet brugl.

langleitt, adj. langagtig i Ansigtet. Alm. (Modsat breidleitt). Afvig. laanglett’e (ee), Sdm. og fl. langleiten (= leiden), Jæd. G.N. langleitr. Sv. Dial. långlett.

langlivad, adj. som lever længe. Eit langlivat Folkeslag: en Slægt, hvori de fleste opnaae en høi Alder.

langminnug, adj. som har god Hukommelse, mindes langt tilbage. G.N. langminnigr.

langmodug, adj. langmodig, taalmodig.

langna, v. s. lengjast.

langnasad, adj. langnæset.

Langorv, n. en Lee med langt Skaft. (Modsat Stuttorv). G.N. langorf. Langorvs Mark: jævn og flad Eng, hvor man kan slaae med Langorv.

langpina, v.a. (er, te), pine længe, martre. Langpinsla, f. lang Piinsel.

Langraa, f. Grændseskjel paa Langsiden af et Jordstykke. Østerd.

langreiden, adj. seenfærdig, som gjør en lang Forberedelse. “laangreiden”, Sdm.

langreist, s. langfaren.

Langreiv, m. et Slags Fiskeline. Østerd. (Langrev). Sv. långref.

Langrøda, f. lang Tale eller Snak.

langrødug, adj. langtalende, som taler længe eller vidtløftigt. “langrø’ug”, Tel. og fl. Hedder ellers: langtalande, langsvallug, langsnakken (langsnakkjen, Berg. Stift).

Langrøykling (-røkling), m. en Hob af opreiste Korn-Neg paa Ageren. Stjordalen. Af Rauk.

langs, adv. langs, efter Længden. Langs etter: i lige Retning med; f. Ex. langs etter Ryggen, Vegen, Dalen, Elvi. Langs med: a) fremad paa Siden eller ved Kanten af; f. Ex. langs med Landet. b) udenfor, ved Siden af det øvrige. Han fekk ei god Løn og mangein Skilling langsmed. B. Stift.

langsam, adj. 1) langsom, seenfærdig. (Sjelden). – 2) langvarig; kjedsom, kjedelig. Meget brugl. især i Neutrum. Det er langsamt: Tiden falder lang; man kjeder sig.

langsamleg, adj. langvarig. I langsamleg Tid: meget længe. Som adv. langsamlege (langsamele’): længe; langsomt.

langsaadutt, adj. grovt malet, fuldt af Skal (Saader); om Meel.

Langsemd, f. Langsomhed; Kjede, Kjedsomhed. “Laangsæmd”, B. Stift.

Langseta (e’), f. lang Sidden.

Langsida, f. en af de længste Sider (paa en Ting, som er noget bred, f. Ex. et Huus). Ogsaa: side som gaar parallelt med Linierne i det Indre, f. Ex. med Trevlerne i et Stykke Træ.

langsint, og langsinnad, adj. uforsonlig, seen til at dæmpe sin Vrede. Sv. långsint.

langskips, adj. langs efter Fartøiet.

langskjeft, adj. langskaftet.

Langskjel (-skjæl), f. et Slags lange og smale Muslinger. (Solen Siliqva?). Ogsaa kaldet Knivskjel.

langskøyt (-skjøyt), adj. langt skydende; om Gevær. Tel.

langslut, adj. svagt hældende, skraat nedgaaende. Trondh. Jf. sluta.

langsløken, adj. lang og smal; f. Ex. om Dyr. “laangsløkjen”, B. Stift.

langsnakken, s. langrødug.

Langspann, f. Maalet fra Spidsen af Tommelfingeren til Spidsen af Langfingeren i udspændt Stilling; omtrent en Trediedeel af en Alen. Isl. langspönn. Jf. Stuttspann.

Langspel (e’), n. Langeleg, et langt og smalt Instrument med Strenge til at spille paa. Nogle St. Langeleik, m.

langstigad (i’), adj. langstigende, som gjør lange Skridt. Hall. Hedder ogsaa langskrevad (e’).

langstødug, adj. længe staaende, vedblivende uden Forandring. Hall. og fl.

Langstøl, m. Sæterplads i en langtfraliggende Græsgang. Hall. (Modsat Heimstøl). Jf. Langheid, Langhamn.

langsupa, v.n. søbe langsomt. Hall.

Langsval, f. Svalgang paa Siden af en Bygning. Ogsaa et Gallerie (?).

langsvallug, adj. = langrødug. Hall.

Langsvevn, m. langvarig Søvn.

langsvævd, adj. som sover længe. Hall. og fl.

langsynt, adj. langsynet, som seer langt; ogsaa: klog, forudseende.

langt, adv. 1) langt, i lang Afstand, eller til fjerne Steder. Langt ifraa, langt undan o.s.v. Afvig. laangt, B. Stift. (Kompar.
lenger). – 2) langt i Tiden; til en fjern Tid. Det leid langt paa Hausten. Ogs. fremad til et vist Punkt. So langt er det komet (omtr. som: saa vidt). – 3) meget, i høi Grad. Især med Komparativ, f. Ex. langt mindre, langt rikare o.s.v.

langtalande, adj. s. langrødug.

Langtan, n. stærk Løben, Galop. Hall. og flere. Jf. Tan og tenja.

langtekkjeleg, adj. tækkelig i Længden, el. som har en vedvarende Tækkelighed. (Mest i Spøg og som Modsætning til braadfager).

langtenkt, adj. klog, forudseende, belavet paa forskjellige Muligheder. Modsat stuttenkt.

langtindad, adj. langtandet, f. Ex. om en Kam, el. en Harv.

Langtroll, Libellula; s. Styng.

langtrøytt, adj. langvarig, som man kommer seent til Ende med. B. Stift (laangtrøytt). Af trøyta.

langtøygd, adj. 1) langstrakt; langstrukken 2) taalmodig (= lang aa tøygja). Nordl.

langtøygjen, adj. seenfærdig. Hall.

langugen, adj. seenfærdig. “langugjen” (u’), Hall. Maaskee langhugen?

Langull, f. Uld af længste Sort.

langvaksen, adj. langvoxen.

langvarug, adj. langvarig. Afvig. langvorug (o’), langvurug. Gbr.

Langve, m. et Slags Alke (Søfugl), Uria Troile. Nordl. (Lof.). Findes ogsaa skrevet Langvie og Lomvie. Isl. langvigi. (I Edda: langve).

Langveg (e’), m. en lang Vei. I Langvegen: paa en lang Reise; ogsaa i Længden, i en længere Tid. Som adj. langvega: langveisreisende, fremmed (ligesom langferda). Søndenfjelds.

langveges (-vegjes), adv. langveis.

Langvegg, m. Væg paa Langsiden i et Huus. Modsat Tvervegg.

Langvera (e’), f. et langt Ophold (el. lang Væren). “Langveru”, Hall. (Hoel).

Langvid (-ve), m. 1) stort Tømmer, lange Stokke eller Planker. Østl. – 2) Staverne i et Kar, i Modsætning til Bunden. Det lek i Langviden: Karret er utæt i Staverne. B. Stift. – 3) Langside i Træ, i Modsætning til Enderne eller de afskaarne Sider. Etter Langviden: paa langs.

Langvise, m. en udstaaende List eller Kant paa Siderne af et Fartøi. B. Stift. I Nordl. Lang-ise; ogsaa meddelt “Langnise”. (Dunkelt).

Langvistande, n. et langt Ophold paa et Sted. Ork. “Dæ va itt før naae Langvistand”: ikke for nogen lang Tid. Skulde hellere hedde Langvist (f.), i Lighed med Heimvist og Husvist. G.N. langvist, f.

langvoren (o’), adj. langagtig.

lang-yllt, adj. languldet, om Faar.

Lang-æse, n. en lang Række af Skyer i Horizonten. Nordl. Hedder ogsaa Langæsing (Laangæsing), m. Sogn. Jf. Æsing.

Lang-æva, f. en meget lang Tid.

lang-øygd, f. langøiet; egentl. smaløiet, som naar Øinene ville lukke sig af Søvn.

Lang-øykt, f. s. Langbeita.

lang-øyrd (-øyrt), adj. langøret.

Laning, f. Opstabling, s. lana.

[Lanterna, f. Laterne, Skibslygte. Eng. lantern, Fr. lanterne; Lat. laterna.

lapa, v.n. (er, te), 1) hænge slapt ned; f. Ex. om visnet Løv. “Dæ hæng aa lape”, Nordre Berg. Isl. lapa (Haldorson). Jf. lapøyrd og slapa. – 2) bævre, dirre; om en blød Masse. Tel. (Vinje). Hertil Lap, n. en bævrende Masse. Jf. Lepja.

lapen, adj. slap, nedhængende.

lappa, v.a. (ar), forsaale, sætte Saaler i (= sola); ogs. sætte Lapper paa.

Lappardag, m. en Dag som ansees for Hviledag eller halv Helligdag (= Halvhelg). Sogn. Hedder ogs. Lopradag (o’), Sdm.

Lappe, m. 1, Saale i Skotøi (= Sole). Sæt. Gbr. Sdm. Nordl. og fl. Ogsaa: en Lap, et lidet Stykke, f. Ex. af Papir; ellers kaldet Lepp, ogs. Lapp. Isl. lappi: Klud. Nt. Lappe. – Hertil: lappelaus, adj. saaleløs. Lappeleder (-led), n. Saalelæder. lappesliten (i’), adj. forslidt i Saalerne. Nordre Berg.

Lappe, m. 2, en Frøe (Dyr). Sdm. Ndm. og fl. (= Lopp, søndenfjelds). – Lappegro, f. en stor Frøe, Padde (= Gro). Lappunge, m. en ung Frøe.

Lapplending, m. Indbygger af Lapland i Sverige. (Lapp, som Navn paa et Folkeslag, er her fremmedt og ansees helst som et Spottenavn). Jf. Finn.

lapte (labede), s. lepja.

lapøyrd, adj. slukøret, som har nedhængende Øren (= lavøyrd). See lapa. Jf. Eng. lapeared.

larka, v.n. smække, daske. Larka til: slaae til. Hall. Jf. slarka.

larkast, v.n. (ast), filtes sammen, blive klumpet; s. Larke.

Larke, m. en Tot eller Klump af sammenfiltede Haar. B. Stift (Larkje). Andre St. Lagde, Klagde.

larkutt, adj. filtet, klumpet; ogs. om Dyr med filtet og tilsølet Haar.

Larre, m. et Slags blød Ost. Sogn.

Larsvoka (o’), f. Laurentii Dag, den 10de August. Mest alm. Larsoke, Larsok. G.N. Lafranzvaka.

Larv, m. 1) en Kludrer, Stymper; s. larva. 2) en Pjalt, s. Larve.

larva, v.n. (ar), kludre, arbeide daarligt og uden Held, især af Mangel paa Materiale eller Værktøi. Nordre Berg. Trondh. Nordl. (Hedder ogs. slarva, klatra, kolka, balla og fl.). Ellers kan larva ogsaa betyde: a) fuske i Handel. Nordl. b) sladre, vaase. Gbr. – Hertil: Larv, n. og Larving,
f. om daarligt Arbeide. Larvedom, m. og Larveskap, m. om daarligt Værktøi o.s.v.

Larve, m. Pjalt, Lap, løsrevet Stykke. Berg. Trondh. Nogle St. Larv. (Jf. Lurva). Isl. larfr; Sv. Dial. larv.

larvutt, adj. pjaltet, laset. Nogle St. larvaatt (lærvaat). Trondh.

las (læste), s. lesa.

lasen, adj. 1) svag, løst sammensat, let at rive. Shl. 2) svag af Kræfter, uskikket til haardt Arbeide. Sdm. Gbr. – Afvig. lassen: forslidt, udslidt. Indh. Isl. lasinn: svag. Jf. lasleg.

Lask, m. 1) Laskning, finere Søm paa Lædertøi. 2) s. Laske. – laskesprotten, adj. revnet i Sømmen; om Støvler. Hedder ogsaa: sprotten i Lasken.

laska, v.a. (ar), laske, sye med tætte Sting paa den indre Kant. Sv. laska. Hertil Laskesyl, m. finere Syl. Lasketraad, m. Traad at laske med.

Laske, m. 1) Kile eller Strimmel, som syes ind i et Klædningsstykke. Isl. laski (Haldorson). – 2) Træstykke som nagles fast paa et Redskab til Beskyttelse for Slid; saaledes Aararlaske (Aaralask), Beslag paa en Aare paa det Punkt hvor den berører Aaretolden (Keipen). Nogle Steder Lask, eller Laskje. – 3) Fælge eller Ringved paa et Vognhjul. Gbr. Ork. (Jf. Sv. lask: Nagling, Fuge).

lasleg, adj. svag, løselig sammenføiet. Shl. Oftere lasaleg. Ogsaa som adv. “Dæ va saa lasale’ gjort”, dvs. daarlig sammensat, alt for løst. Isl. laslegr: skrøbelig. Jf. lasen.

Lass, n. Læs, Føring paa Vogn el. Slæde. G.N. hlass (lass); Sv. lass. Fleertal tildeels Loss (o’), Figurlig: Byrde, Tyngsel; ogsaa en vedvarende Plage, et Kors. Heraf lessa.

lassefør, adj. fulddygtig til at drage Læs; om Heste. Hall. Gbr. og fl.

Lassestad, m. Sted hvor et Læs er afvæltet; Spor efter Gjødsellæs paa Ageren. – Lassestøde (-støe), n. Sted hvor man bedst kan paalægge Læs. Vald. (Ellers Lessarstad).

Lassetal, n. Antal af Læs. I Lassetal: i stort Forraad, i Mængde. Hedder oftere “i Lasseviis”.

Last, n. (og m.), Last, Dadel, Paatale. Mest i Forbind. faa Last, og: giva Last.

last, m. 1, Last, Ladning i et Fartøi. (Jf. G.N. lest, f. Eng. last). – Ogsaa: Trævarer som føres med Fartøi (= Trelast); Tømmer, Planker osv. Hertil Lasteflote (o’), m. Tømmerflaade. Lastetuft (-tomt), f. Oplagssted for Planker m. m. Østl.

Last, m. 2, Lyde, betydelig Feil el. Mangel. G.N. löstr (lastar). Ogsaa: Last, Syndevane. Lidet brugl.

lasta, v.a. (ar), 1, lade (et Fartøi), lægge Ladning i. Jf. lada, ferma.

lasta, v.a. (ar), 2, laste, dadle, klage paa. G.N. lasta.

lastande, adj. værd at laste. Han er ikkje lastande fyre det: man kan ikke laste ham derfor.

lasteleg, adj. dadlende, om Tale.

lastfus, adj. dadlesyg.

lastlaus, adj. upaaklagelig; ogs. ulastet, fri for Dadel. Oftest: lastelaus.

Lastord, n. dadlende Ord eller Omtale; ogs. et slet Rygte.

Lastrom, n. Lastrum, Ladningsrum.

Lastverk, n. en Gjerning som bliver lastet; et uheldigt Foretagende.

lat, adj. 1) lad, doven; uvillig til at bevæge sig. Nogle St. med Omlyd: lat’e, m., lot (o’), f. (Hard.). G.N. latr, löt. Leggja seg paa Latesida, el. liggja paa Latesida: være forsømmelig, slaae sig til Dovenskab. Jf. letja (seg), Leta, f. Leting, m. – 2) svagt hældende; eller maaskee: slap, mat (?). Gbr. Ork. Et Tag siges at være “latare” end et andet, naar det har en svagere Skraaning. (Gausdal). Jf. latt.

lata, v.a. (læt, let [ee], latet), at lade. Inf. tildeels forkortet: la’; advig. laataa, Indh. læta, Hall. Vald. Imperativ lat (la’), Fl. late. Konj. late (især som Ønskeform). Indik. Præsens mest alm. læt (læt’e), afvig. later, la’r (Smaal.); Fl. lata. Imperf. lét (leet), Fl. leto (Hall. og fl.). Supin. mest alm. late’; afvig. lite (i’), lete, læte, Nordre Berg. og Trondh. – G.N. láta (læt, lét, látit); Sv. låta (låter, lät, låtit); jf. Ang. lætan, Goth. létan. Ordet skulde vel egentlig hedde “laata”; men denne Form stiller sig her som et andet Ord med særegen Betydning: lyde, give Lyd, yttre sig osv. (s. laata). Formen “lata” bruges derimod i følgende nær sammenhængende Betydninger: – 1) lade, tillade, give Leilighed til noget. Sædvanlig med Objekt (Akkus.) og et Verbum i Infinitiv. Lat honom faa det. Lat meg sjaa. Han skal lata det vera. I nogle Tilfælde siges kun “lata” for “lata vera”; saaledes: Det skal eg lata usagt. Eg kann baade gjera og lata (dvs. undlade, ikke gjøre). – 2) faae til at gjøre; foranstalte at noget skeer. Lat Smiden gjera ein Hake. Han let byggja eit Skip. (Den sidste Ordstilling sjelden). Her mærkes den særegne Brug af Imperativ i Forbindelsen “lat meg”, hvorved man kun tilskynder sig selv til noget, f. Ex. Lat meg skunda meg. Lat meg sjaa heim atter. Lat meg no inkje segja for myket. Saaledes ogsaa “lat oss” med samme Begreb som det gamle Fleertals-Imperativ for første Person; f. Ex. Lat oss gjera det (jf. G.N. gerum vér). Lat oss ganga. Lat oss no freista osv. (Sædvanlig med Formen “lat”, om det end er flere Personer, som man taler til). – 3) sætte i en
Stilling, holde, lukke (op eller til). Med en Partikel og uden Verbum; f. Ex. Lata upp Glaset: aabne Vinduet. Lat upp Hurdi (el. Dyri). Lata upp Munnen. Lata upp Augo. Lata atter Hurdi (jf. atterlaten). Ogsaa: slippe, lade fare. Lat ut Hesten. Lata ut Kyrna (slippe Køerne af Stalden). Lata inn Sauderne osv. – 4) hælde ud, lade strømme. Lata Sukker i Mjølki (komme S. i Mælken). Lata Syra i Vatnet (gyde, blande). Lata i seg: føre i sig, fylde sig. Lata or seg: udøse, give af sig (især Sladder, el. Skjældsord). Jf. lata seg Blod, el. kun “lata seg”: aarelade sig.. Rbg. og fl. – 5) overlade, afhænde; sælge. Kun med Objekt uden Verbum, f. Ex. Eg kann ikkje lata det. Han læt (læter) det ikkje fyre den Prisen. Me hava inkje til (aa) lata. Ogsaa: opofre, spendere; bekoste. Kun med “til”. Den eine leet Maten til, og den andre Drykken. Eg skal lata til Halvparten. Saaledes ogsaa: lata seg til, dvs. bekvemme sig til noget, gjøre sig Umage, opbyde sine Kræfter. Han orkar det vel, naar han berre læt seg til. (Berg. Tel. og fl.). – 6) tabe, miste. I Forbindelsen: lata Livet, dvs. omkomme, døe. Jf. laatast, livlaaten, Andlaat. – Af Talemaader mærkes, foruden de anførte: Lata av: aflade, ophøre. (I Tel. især: holde op at malke, om Køer). Lata burt, el. lata fraa seg: afhænde, skille sig ved. Lata i: lægge i; især om at lægge Korn i Blød til Malt. (Nordre Berg.). Lata ned: snee eller regne stærkt. Lata upp: oplade (s. No. 3); ogsaa: overlade, afstaae noget til En. Eg veit ikkje, um han vil lata det upp fyre meg. (B. Stift). Om Udtrykket “lata seg” (dvs. passe), s. laata.

lata (seg), dovne sig; s. letja.

latande, adj. som man kan afhænde eller skille sig ved. Det var ikkje latande fyre myket godt, osv. man burde ikke afhænde det o.s.v.

lateleg, adj. passende, sømmelig. Smaal. (Maaskee for laateleg).

laten, partic. ladt; i Sammensætn. som: atterlaten, innlaten, tillaten, upplaten, utlaten. Ogsaa: afhændet, solgt (s. lata, 5). Afvig. leten, liten (i’), Nordre Berg og fl.

Latesida, s. lat, adj.

Lating, f. Laden (som i: Innlating, Upplating osv.); ogs. Afhændelse, Afstaaelse.

Lating, m. doven Karl; s. Leting.

Latklauv, s. Lagklauv.

latna, v.n. sløves, blive doven.

Latskap (Lateskap), m. Ladhed.

latt, adv. noget skraat eller hældende (s. lat). En Stolpe staar “latt”, naar den ikke er ganske opreist eller lodret. Gbr. Ligesaa en Vægt eller Bismer, naar Stangen ikke staar ganske vandret (horizontalt). Sdm. (lidet brugl.).

Lau, s. Laug og Lauv.

Laue, s. Løya. – laug, s. ljuga.

Laug, n. Vask, Badning. Taka seg eit Laug (Sjolaug), s. lauga.

Laug, f. Vædske, Vand, især til Vaskning. (G.N. laug). Brugt i Tel. og Hall., men ellers sjelden; saaledes paa Sdm. kun om Skyllevand, især i Forbindelsen Sil-laug (Silau). Jf. Mundlaug og Laugardag. (Gaar ellers over til Betydn. Bad). Laug er ogsaa et Ord, som forekommer i Kvindenavne, som Arnlaug, Aslaug, Gudlaug, og tillige i Mandsnavne: Gudlaug, Herlaug; maaskee med Betydn. reen, el. reengjørende; dog altid dunkelt. (Jf. Munchs Maanedsskrift 3, 256).

Laug, m. (Afkog), s. Log.

lauga, v.a. (ar), bade, vaske (ved Neddyppelse i Vand). Afvig. laua, laue, Nhl. Sdm. og fl. G.N. lauga; Sv. löga. Alm. om at bade sig selv (lauga seg); sjeldnere om at vaske Dyr eller noget andet, f. Ex. Uld. “Lauge Ull”, Vald. Gbr. Jf. bada.

Laugardag, m. Løverdag, syvende Dag i Ugen. (Egentl. Vaskedag). Mest alm. Laurdag; ellers Laugurdag, Tel. (Vinje), Lurdag, Num. Hall., Lordag, Ryf. Andre Steder Laudag, som egentlig er Laugdag og saaledes en bekvemmere Form end de øvrige. G.N. laugardagr (til laug, f.). Laugardags Kvelden: Løverdags Aften. Natti til Laurdags: Natten imellem Fredag og Løverdag.

Laugarstad, m. Badeplads. Hedder oftere Laugarplass, m.

Laugarveder (Lauarveer), n. varmt Veir, passende til Badning.

laugga (for lauvga), s. lauva.

Lauging, f. Badning, Baskning.

laugsta, v.a. (ar), beskylde En for Løgn, nemlig med Udtrykket “du laug” eller i den særegne Form “du laugst”, hvorom see ljuga. Lyder mest alm. logsta (o’), nogle St. løgste.

Lauk, m. Løg (Plante), Allium. Nogle St. Løk (nordenfjelds). G.N. laukr. – Dunkelt i Talemaaden: “Beste Laukjen i Lagje”: den morsomste Gjæst i Selskabet. Voss. Jf. Isl. laukr i ætt: den ypperste i Slægten.

Lauk-eid, m. en grov Ed. Buskr.

Lauksmak, m. Smag af Løg.

Laun (?), s. Løyn og Løn.

Laup, n. 1) Løb, Gang; s. laupa. Taka til Laups: løbe sin Vei. (Hall. og flere). Jf. Avlaup, Tillaup, Umlaup. – 2) Noget som løber; jf. Fyrelaup. Særskilt om Mælk som skal ostes. Gbr. (Jf. løypa). – 3) en tilgroet eller overvoxet Rift i Træ. Gbr. Guldal. – 4) Glidebane; Sted hvor Tømmer nedskydes fra en Bjerghøide. Østl. Andre St. Løypa. – 5) Farvand, Skibsløb. Nordl. Jf. Innlaup, Utlaup. Ogsaa om et smalt eller snævert Punkt i en Elv. Tel.

Laup, m. 1) Æske, Kurv at bære i Haanden. Især en aflang Reise-Æske med Hank paa Laaget (= Tina). B. Stift. Ogsaa
en stor Æske at bære Korn i, eller kaldet Saalaup. Shl. Jæd. Rbg. I Gbr. ogsaa om et Meelkar. – 2) et vist Maal eller Qvantum (af Smør); nu kun brugt som Betegnelse for en vis Jordskyld, i Skrifter kaldet “en Løb Smør” (ligt med to Vaager Fisk, el. 2/3 Skippund Tunge), og saaledes benævnt efter en gammel Afgift. G.N. laupr (s. Fritzners Ordbog). Ordet skrives ogsaa i Isl. laupr, i Ang. leáp (dvs. Kurv) og hører altsaa ikke til laupa, som har “hl” i de gamle Sprog.