Ivar Aasen Norsk Ordbog

lidall (leall), smidig, s. lidug.

lidande, adj. 1) lidende. 2) som man kan lide. Jf. godlidande, ulidande.

Lidarmune (u’), m. Udkant af en Lid eller Bjergside. “Liamune”, Vald. (Vang).

Lidbrodd, m. et Slags Græs (Agrostis?). Tel. (Librodd).

Lidbrot (i’, o’), n. Bræk i et Led.

Liddrag (ii), n. en Strækning af Fjeldskraaninger (Lider). Tel. og fl.

Lide (i’), m. s. Vetterlide.

lideleg, adj. lidelig, taalelig.

liden (i’), part. leden, fremskreden; om Tid. D’er for langt lidet (lie, le’e): det er for seent. Oftere sammensat, som: avliden, forliden; aarlidet, daglidet. – Sjeldnere i Betydn. taalt, omtykt. Han er vel liden, dvs. yndet, afholdt.

lidig (i’), s. lidug.

Liding (ii), f. 1) Tidens Løb; s. lida. Veit du nokot um Lidingi (dvs. om hvor langt det lider)? Nogle St. Lidelse, n. (B. Stift). – 2) Lidelse, Smerte. Lidet brugl.

Liding (i’), f. Rørelse, Bevægelse. (Le’ing).

lidka? s. likka. lidla, s. lirla.

lidlaus (i’), adj. ledløs, uleddet; f. Ex. om Straa; ogsaa: stiv, plump. Afvig. lealaus, ogsaa ladalaus, Namd., laadaalaus, Indh. (for lidalaus).

lidleg (i’), adj. bekvem, beleilig, gunstig, for Ex. om Stilling eller Beliggenhed. Brugt i Formen lileg (i’), Ryf. En anden Form er leleg (ee), Sdm., hvortil ogsaa “Lelegheit”, f. Bekvemhed; Leilighed. Afvig. legleg (e’), som falder sammen med lagleg. Lister (Kvinesdal). G.N. lidlegr: gunstig, fordeelagtig. Jf. ogsaa Sv. läglig.

Lidløysa (i’), f. Stivhed (s. lidlaus); ogs. en stiv, plump eller doven Person.

lidmjuk (i’), adj. smidig, behændig, rask.

Lidmor (i’), f. Gjærdestolpe paa Siden af et Led (Skutullid), saaledes indrettet at Ledstængerne (Skutlerne) kunne indskydes eller fæstes deri. “Lemor”, Østerd. I svenske Dial. limaru (Rietz 401), maaskee Lidmora (s. Mara); dog kan “Lemor” ogsaa opfattes som Lidmoder.

Lidmot (i’, oo), n. Led, Ledemod. Sjelden. I Hall. Leamot.

Lidmus (?), f. krampeagtige Trækninger i Musklerne paa et enkelt Punkt, f. Ex. ved Øinene. Østl. i Formen Lemus, opfattet som Ledmuus, fordi det er noget som “leder sig” (lidar seg). Imidlertid hedder det ogsaa “Livmus”, især om synlige Trækninger i Kjødet paa Dyr, som ere nylig dræbte. Nordre Berg. I svenske Dial. lemus (Rietz 397).

lidrang (i’), adj. vreden, skjævstaaende. “Staa lidraang’e”: staae skjævt eller i en fravendt Stilling, saa at man maa vride eller bøie sig meget. Nordre Berg.

lidrenna (i’), v.a. (er, de), hjælpe, komme til Hjælp. Sdm. (Volden). Lidrenning, f. en Hjælp, Haandrækning.

Lidrjupa (ii), s. Rjupa.

Lidrom (i’), n. Rum til at bevæge sig i. (Lederum). “Learum”, Hall.

lidsam (i’), adj. hjælpsom, tjenstvillig. “lesam”, Ryf. Jf. Lid, n. 1.

Lidsinne (i’), n. Hjælpsomhed, Velvillighed. “Lisinne” el. Lesinne, Tel. (Vinje). G.N. lidsinni: Hjælp.

lidsinnug (i’), adj. hjælpsom, velvillig, beredvillig. Tel. I Vinje og Tinn: lesinnug; andre Steder lesvinnug og letsvinnug (Laardal, Hvidseid). Jf. G.N. lidsinnadr.

Lidsott (i’, oo), f. Ledsyge; et Slags Gigt. Leasott, Hall.

lidstyrd (i’, y’), adj. stiv i Lemmerne.

lidtjukk, adj. tyk i Ledene.

lidug (i’), adj. 1) smidig, bøielig, som bevæger sig meget let. Lyder deels lidig (i’), deels liug og le-ug. G.N. lidugr. Ogsaa i en anden Form lidall (liall, leall), Østl. – 2) fri, ubunden; især fri for Tjeneste eller Arbeide. Mest i Forbindelsen: laus og lidug. (Ogsaa G.N.). – 3) ledig, ubesat, som er at faae; f. Ex. om Huus eller Jord, ogsaa om Embede m. m.

Lidung (ii), m. Indbygger af Distriktet Lider (Lier) ved Drammen. Sædv. “Liung”.
Ellers Liding: Person fra et Sted som hedder Lid.

lidutt (i’), adj. leddet, knudet. (leutt).

Lidvatn (i’), n. Ledvand. (Sygdom).

Lidverk (i’), m. Ledeværk; Gigt.

Lidvid (i’, i’), m. en vis Buskvæxt, Lonicera Xylosteum (?). Toten, Gbr. udtalt Le-ve og Lea-ve.

Liel, s. Legel. – lien, s. legen.

Lifot (Dækken), s. Ljofot.

liggja, v.n. (ligg, laag, leget), at ligge. Imperf. alm. laag, i Fl. laago (logo, Hall., laage, Fl. St.). Imperf. Konj. lægje (?), løgje, i Tel. Supinum lyder: legje (e’), leje og leie; andre St. lige (i’), ligje og lie. G.N. liggja (ligg, lá, legit). Oprindelig maa Ordet have hedt ligja eller liga (i’) med Imperf. lag (ligesom Goth. ligan, lag), da netop denne Form passer til de afledede Ord: Lag, Lega, legen Laag, Lægje. (Jf. leggja). – Betydning: 1) ligge, hvile paa Siden eller i sin hele Længde; f. Ex. om et Træ. Liggja aa Sida, aa Rør, aa Egg; att aa Bak; fram aa Gruva; fram aa Rame (s. Ram osv.). Jf. sitja og standa. – 2) være beliggende; have en vis Stilling, om Sted eller Landskab. Der ligg eit Land utanfyre. Det ligg attunder, dvs. i Ly, i Skjul. Byen ligg paa Nordsida. Ogsaa: have en vis Retning; især om Veie. Jf. ganga. – 3) være udbredt over noget, dække eller skjule Grunden, f. Ex. om Taage, Snee og Iis. Ogsaa overført paa den Ting, som er belagt eller dækket; saaledes: Vatnet ligg med Is (dvs er iislagt). Fjøra ligg full av Tang. Golvet laag fullt av Klæde, osv. – 4) om Mennesker: hvile i Seng, nyde Nattehvile. Eg kom ikke fram, fyrr Folket laag. Ogsaa: ligge for Sygdom; tildeels med Sygdommens Navn i Akkusativ. Liggja Sotti; l. krægda; l. Sengjarlega. Liggja i Golvet, s. Golv. – 5) opholde sig, være for længere Tid. Liggja i Land, i Hamn, paa Sjoen, i Fjellet, i Skogen, til Fiskes (s. Fiske). Liggja og reka: flakke om paa fremmede Steder. – 6) hænge ved noget, befatte sig idelig med en Ting, især noget unødigt eller fortrædeligt. Liggja og trætta, el. l. i Trætta. Liggja og føra Saker, el. l. i Sak. Dei liggja og skriva um det endaa. – Med Partikler. Liggja atter: ligge efter, være glemt. L. attmed (attved): lige nærved; ogs. ligge i Seng med. (Hedder ogsaa: liggja hjaa, og l. med, dog betegner det sidste tildeels: have legemlig Omgang med). Liggja etter: efterstræbe. L. nedfyre: være sengeliggende. (B. Stift). L. ned-i: synke, hænge fast, saasom i Dynd. Det ligg ned-yver honom: det trykker, besværer ham meget. L. saman: ligge sammen, i een Seng. (Oftere: l. i Hop). L. til: a) være beliggende; b) høre til, ligge under f. Ex. en Gaard. L. um: omringe; ogs. trænge, besvære, plage. (Nordre Berg.). L. uppe: ligge noget opløftet fra Grunden. (Jf. liggja aa Lofte, s. Loft). L. ute: ligge under aaben Himmel. L. ved: gjælde om (egentl. være i Vove, staae paa Spil). Det ligg ikkje ved: det behøves ikke, det kommer ikke an derpaa. Det ligg ikkje meir ved: det har ikke mere at betyde, der er ikke større Fare ved det. Sdm. og fl.

liggjande, adj. 1) liggende; ogs. beliggende. 2) om Sted, hvor man kan ligge. Der var ikkje liggjande: man burde ikke ligge der.

Liggjardag, m. Liggedag.

liggjeferdig, adj. færdig at lægge sig.

Liggjestad, m. Liggested (= Legestad).

Liggjetid, f. Tid til at ligge el. lægge sig.

liggjetrengd, adj. trængende til Hvile.

Liggjing, f. Liggen (= Lega).

Lik (ii), n. 1, Liig, dødt Menneske. G.N. lík, egentl. Skikkelse; Legeme (Ang. líc, Goth. leik). S. Likam.

Lik (ii), n. 2, Liig paa et Seil, Kant, Side. G.N. lík, Sv. lik.

lik (ii), adj. 1) lig, som har samme Udseende eller Egenskab. (G.N. líkr). Dei er alle like. Tildeels med Subst. i Dativ, f. Ex. Han er lik Faderen (Far’e, Far’a). Ho er ikkje lik Systrom. Jf. likjast. – 2) sandsynlig, som synes at være, seer ud til noget. Det var likt til det: det saa ud til. Eg ser inkje likt til det: jeg seer intet Tegn dertil. Han er lik til ein snild Mann. Ironisk: Du var dertil lik: jo det skulde du see ud til! Jf. Likinde. – 3) skikket, passende. Han tok baade likt og ulikt: allehaande Ting, nyttigt og unyttigt, løst og fast. Han er lik til aa gjera det: han er ikke for god dertil. D’er ingen likare til: ingen som det passer bedre for. (B. Stift). Nogle St. ogsaa: frisk, rask. “Han æ itt so lik, at han kann kommaa”. Indh. See ulik. – 4) vakker, sømmelig. Mest i Neutrum. Det var so likt, at du hadde gjort det: det havde været vakkert. (B. Stift). Det var likare av deg, um du hjelpte oss. (Jf. Landst. 112). – 5) dygtig, fortrinlig, god. (Kun i Formen likare og likaste). Denne er myket likare: meget bedre. Eg tok det likaste, som eg fann. Hann er den likaste av deim (den bedste el. dueligste). Ligesaa i Svensk (Rietz 403), ogsaa i G.N. De sidste Betydninger nærme sig til Verbet lika.

lika, adv. 1) lige, i samme Grad; f. Ex. lika stor; lika langt. (Jf. jamt og jamn). – 2) paa samme Maade. Mest i Forbind. lika eins: ligedan, ligesaa. – 3) fuldt ud, heelt igjennem, f. Ex. lika til Kvelds, lika til Byen. (Jf. alt). – Formen lika bruges kun i de sydvestlige Egne; ellers hedder det “like” (med haardt k), og i et Par Forbindelser høres kun “lik”, s. likso, og liksom. (Sv. lika og D. lige have flere Betydn. som her ere fremmede). – Lika fullt: alligevel, ikke desmindre. Han er lika glad, kor det snur: han bekymrer sig ikke
derom. Eg er lika hendt: det kommer mig ud paa eet. Eg er lika nøgd: det er mig ligegyldigt. Du er lika sæl, um du hjelper honom: du befinder dig lige vel, det skader dig ikke. Han er no alltid lika sæl, dvs. ligegyldig, skjødesløs. Lika vel: alligevel. (Hedder ogsaa: likevel, likvæl, li’væl og lell). Lika vis (ii): lige klog som før; ogs. uvis, ikke sikker.

Lika, f. 1, Mærke el. Tegn til noget; ogsaa: Billede, Figur, Skikkelse. Hall. Ofte i Formen “Liku”, maaskee overgaaet fra Fleertal. Jf. Likinde og Mannlikan.

Lika, f. 2, Godtgjørelse, Erstatning, Ret; ogsaa Fordeel, Vinding. Gjera kvar Mann Rett og Lika: Ret og Skjel. Eg hadde Lika fyre Umaken: jeg havde dog noget for min Umage. Han fekk Lika fyre det: han fik det gjengjældt. (Ofte ironisk om et Tab, en Skuffelse). Meget brugl. vestenfjelds. Paa Østl. hedder det: han fekk Rett fyre det, osv.

lika, v.a. (ar), synes om, være tilfreds med; især: synes vel om, ynde, holde af. Egentlig upersonligt: behage, hue (det likar meg); men denne Brug er nu sjelden. G.N. líka (behage); Sv. lika (Rietz 403); Eng. like (ynde). Ordet er meget brugl., tildeels med Imperf. likte, Sup. likt, og nogle Steder endog med stærk Bøining: lik’er, leik (Rom. Hadeland). Denne Bøining kunde maaskee være gammel (s. Grimm, Gr. 2, 16). og isaafald vilde Ordet ogsaa være beslægtet med leika. – Lika vel: synes vel om. Lika illa: synes ilde om, være utilfreds med. Han likar illa paa det. Han likar seg inkje: han er ikke rigtig tilfreds. (Sogn). – Particip likad: anseet (vel eller ilde). Nogle St. likt.

Likan, m. Legeme, Krop. Sædvanlig forvansket til Likom, Lekom (ee), og endog Lekem, n. G.N. líkamr, egentl. líkhamr (jf. Lik og Ham); Ang. líchama, Ght. líchamo; Nt. licham, Sv. lekamen. I daglig Tale ombyttet med “Kropp”.

likamleg, adj. legemlig.

Likamsstyrke, m. Legemskræfter.

Likan, Tegn, Mærke; s. Likinde.

likaste, adj. tjenligst, bedst; s. lik.

Likbaar, f. Liigbaare, Liigstol.

Likblæja (-bleia, bløya), f. Liiglagen, Svøbedug. Mere alm. Liklakan, n.

Likburd, m. Liigfærd; egentl. Ligets Udbærelse til Graven. Likbur (u’), Sogn.

Like, m. Lige, Ligemand. Mest alm. Likje (men Fl. Likar). G.N. líki.

like, likevel osv., s. lika.

Likemann, m. Ligemand. (Haardt k).

Likferd (-fær), f. 1) Liigfærd, Begravelse. (Ellers Likburd, Jordferd, Sjaund og fl.). 2) Liigfølge, Liigbærere.

Likfylgje, n. Liigfølge.

Likhus, n. Liighuus.

Likinde, el. Likjende, n. 1) Tegn, Mærker el. Spor til noget. Nordl. (Helg.). Ogsaa i Formen Likan (Likand?). – 2) Sandsynlighed, Rimelighed. Sdm. hvor det ogsaa hedder Likjendesak, f. G.N. líkindi. Jf. Ulikinde.

Liking, f. Tykke, Smag og Behag. Af lika, v. (Kun med haardt k).

likjast, v.n. (est, test), ligne, være lig; slægte paa. G.N. líkjast. Forbindes med Dativ, f. Ex. Dei likjast Foreldrom. Han likjest ikkje Svinom, som likjest sinom. (Ordsprog).

likka, v.a. (ar), 1, røre, bevæge, bøie (Lemmerne). Søndre Berg. Vel egentl. lidka (= lida, i’); jf. likra.

likka, v.a. (ar), 2, farve, give en (mat) Farve. Sdm. “D’æ berre so mykje, at dæ likka Botnen”: det er kun saa meget at det farver (eller dækker) Bunden; især om en liden Portion Mælk i et Kar. Egentl. litka (= lita, i’). Isl. litka. Jf. avlikkad.

Likkista (udt. Lik-kjista), f. Liigkiste.

Likklæde, n. pl. Liigklæder.

likleg, adj. 1) sandsynlig, rimelig, mulig. G.N. líklegr; Sv. liklig. – 2) behagelig, gunstig, godt udseende, f. Ex. om Veir. Tel.

liklege, adv. 1) rimeligt, paa en lempelig Maade. Det gjekk daa nokot liklege (likle’). 2) ligeligt, om en Fordeling. Sjelden.

Likleike, m. Lighed. (Lidet brugl.).

Liklit (ii, i’), m. Dødningfarve, Dødstegn i Ansigtet.

Likluft, f. Liiglugt (= Naaluft).

likna (ii), v.a. (ar), 1) sammenligne. Likna i Hop. Likna attaat: ligne ved. – 2) udligne, fordele en vis Afgift. – 3) v.n. blive lig. (Sjelden). – liknande, adj. passende at sammenligne. D’er ikkje ihopliknande.

Liknad (?), m. en Lignelse. “Ein Liknabolk”, et Exempel som fremsættes til Sammenligning. Nhl.

Likning, f. 1) Sammenligning; ogsaa Lignelse, Exempel. 2) Tegn eller Udseende til noget (= Likinde). Det var ei Likning til det. 3) en lignende Ting, Efterligning, Billede. (Jf. G.N. líkneskja). 4) Lighed. Det var ingi Likning i det: det var noget usædvanligt, noget mageløst. Østl. (I B. Stift: Det var ikkje nokro likt). 5) Udligning, Fordeling; hertil Likningsmann: Udligningsmand. – I de første Betydninger bruges ofte en anden Form: Liknelse, n. Paa Sdm. især om en liden eller ubetydelig Ting. “Eit lite Liknelse”: en meget liden Ting. Saaledes “eit Baateliknelse” (om en liden Baad), “eit Hesteliknelse” (liden Hest); i Spøg ogsaa Manneliknelse og Kjerringeliknelse.

likra, v.n. vrikke, rokke ved noget (omtr. som lirka). Hall. Jf. lakra, lukra, lekta.

likso, adv. lige saa, lige meget (= lika so). Ofte med Begrebet: lidt mere, f. Ex. det var likso godt, dvs. det var maaskee lidt bedre.


liksom, conj. ligesom. Nogle St. likso, liksaa. Ogsaa brugt som Subst. Det var gjort paa Liksom, dvs. for et Syns Skyld, paa Skrømt. Buskr. og fl. (Andre St. Læst, Læssom).

Likspon (oo), m. Talg som strømmer udad og størkner i Form af Spaaner paa den ene Side af et Lys. Trondh. Nordl. Sv. likspån (Rietz 403).

Likstova (o’), f. Liigstue.

Likstraa, n. Liigseng. Han ligg paa Likstraa: han er nylig død.

likt, adv. ligt, paa samme Maade; i lige Grad. Byta likt: skifte i lige Dele. Her mærkes en Talemaade “lik so æ”, dvs. lige kjært skal det være (naar En forsmaar noget som man tilbyder ham). Sogn. Formod. likt so er det.

Liktale, m. Liigprædiken.

Liktaa, f. (Fl. Liktær), Liigtorn, haard Udvæxt paa en Fod. Østl., ogsaa ved Bergen. Andre Steder “Liktaarn”, n. (Nt. likdorn).

Likveitsla, f. Gjæstebud i Anledning af en Begravelse. Hard. og fl. (Likveitla). Ellers Gravøl, Erve, Sjaund, Sælabad.

Lilja, f. 1) Lilie. Af Lat. lilium. 2) et Navn paa Bergblommen, Saxifraga cotyledon. Nhl. Voss, Sogn, Sfj.

lilla, v. huje, s. lirla.

Lim (ii), n. 1) Liim; klæbrigt Stof at forbinde med. – 2) Kalk, Muurkalk. Østl. (Smaal. Hedm. Toten). Nogle Steder kun om lædsket Kalk. G.N. lím. Ogsaa i svenske og danske Dial. Eng. lime.

Lim (i’), m. (Fl. Limer), Lem, Deel af et Legeme. Tildeels udtalt Leem, ogs. Lemm. G.N. limr; Ang. lim. Mest brugt om de ydre Legemsdele (Arme, Bover, Laar). Jf. Ganglim.

lima (i’), v.a. (ar), sønderlemme, opskjære. Nogle St. lema, ogsaa lemma og laamaa, Indh. G.N. lima. En anden Form er lemstra, Solør.

lima (ii), v.a. (ar), lime, sammenklæbe med Liim. Jf. limkasta.

lima (ii), v.n. (er, de), grye, lysne af Dagen. Hall. Hedder ellers glima.

Lima (ii), f. Plage, vedhængende Svaghed; saasom: Augnelima (Øiensvaghed). Sdm. (Lime).

limad (i’), adj. 1) beskaffen med Hensyn til Lemmer. Han er godt limad (“lema”), storlimad, tjukklimad og fl. G.N. limadr. – 2) part. sønderlemmet.

Lime (ii), m. et Bundt; især 1) Riisbundt, Feiekost af sammenbundne Kviste. Søndenfjelds. (Andre St. Sopling, Sopel). G.N. lími: Riis; Sv. lime (Rietz 404). – 2) et Bundt Liin, bestaaende af 24 Brugder (Dukker). Smaal. Rom. Ogsaa i svenske og danske Dialekter. – 3) en Deel af et Vers; to eller fire Linier, som udgjøre Halvdelen af en Strophe. Sogn. (Paa Sdm. Upptak).

Limeris (ii), n. Kviste til Feiekoste.

Liming, f. 1, Liming, Forbinding.

Liming, f. 2, Dagbrækning, Lysning. Hall.

limkasta, v.a. (ar), kalke, beslaae med Kalk. Østl. (Hedm.).

Lim-mjøl, n. fiin Kalk. Gbr.

limna, s. livna.

Limp, m. Kant, Snip, Hjørne; især paa Klæder. Hall. Vald. Hertil Limpetak, n. et Greb i Kraven (i Brydning).

Limstein, m. Kalksteen. Østl.

Limsyster, f. en vis Steenart, som ligner Kalk. Toten.

Lin (ii), n. 1) Liin, Hør. G.N. lín (Lat. linum). – 2) Liinklæde, især til Hovedpynt. Jf. Linan og Horr.

Lin (i’), n. Formildelse, Standsning, Ophold, f. Ex. i en Storm. Det var inkje Lin paa: det buldrede og stormede uden Ophold. Mest nordenfjelds; tildeels udtalt Leen. Jf. lina.

Lin (ii), f. et dunkelt Ord i Kvindenavne i de gamle Viser, saasom Lyselin (Landst. 140), Mettelin, Østelin (ib. 578), Sylverlin og Vendelin (845). Ellers o gsaa i Konavne, søm Frølin og fl. (Landst. 798). Jf. G.N. hlín: Kvinde. (Egilsson).

lin (i’), adj. myg, blød, slap; ogsaa: mild, lemfældig (ligesom linn). Nogle St. udtalt leen, len’e. G.N. linr; Sv. len.

lina (i’), v.a. (ar), 1, formilde, gjøre myg eller blød; slappe, løse lidt (f. Ex. paa et stramt Baand); ogsaa: stille, faae til at sagtne. Sjeldnere v.n. stilles, formildes. (Oftere linast). Tildeels udtalt lena (lene); ogs. læna, lana, Namd. og laanaa, Ork. G.N. lina; Sv. lena. Lina Braud (lena Brød); blødgjøre Fladbrød ved Varme for at faae det bøieligt til Sammenlægning og Nedpakning. Saadant sammenbøiet Brød kaldes da “Linabrød” (Lenabrø), egentl. linat Braud. Nordre Berg. Trondh. Nordl. – Jf. linna, linka, lindra.

lina (i’), v.a. (ar), 2, læne, hælde. Lina seg: hælde sig til noget. Sogn og fl. (Nogle St. lena). T. lehnen, Eng. lean, Ang. hlinian, som henhøres til et tabt Stamord hlínan (Grimm, Gesch. 989). Jf. Lein og leina.

Lina (ii), f. 1) Line, Toug; især Skibstoug. G.N. lína. Egentl. Liinsnor; jf. Lat. linea. – 2) Fiskeline, Snor som er besat med mange Angler og indrettet til Nedsænkning i Søen. – 3) Linning, Liinstrimmel (= Lining). Tel. – 4) Linie, Streg. Mest i de sydlige Egne; andre St. Linja. Koma under Lina: under Sollinien, Æqvator. – 5) Rad, Række. Standa i ei Lina. – Den anden Betydning (Fiskeline) er ved Havkanten den sædvanligste. Hertil: Linebruk, n. Fiskerie med Liner.
Linedubl (-duvl), n. Boie paa en udsat Fiskeline. Linefisk, m. større Fisk som fanges med Liner. Linegrind, f. Ramme at opvinde Fiskeliner paa. Nhl. og flere. Linelekkja, f. Linesætning af flere sammenbundne Liner. (Nogle St. Linelenkja eller “Linlenk’”, Nordl.). Linemerr, f. Rulle hvorpaa Liner drages ind i Baaden. Nordl. Lineset, n. Udsætning af Liner. Linestøde, n. passende Grund at sætte Liner paa.

Linak, s. Linan.

Linan (ii), n. Linned, Liintøi. Ryf. Mandal. Ellers: Linent, Linint, Hall. Vald. Mere afvig. Linak, n. Sdm. (Norddalen). Eng. linen, Holl. linnen, T. Leinen. Jf. Ullan.

Linaal (ii), m. Negenøien (Fisk). Hadeland og fl. Sv. linål (?).

Linbendel, m. Spergel (en Urt). Jæd. Tel. og fl. Ellers Linbende, Hall. Linbelle, Solør.

Lind, f. Lind; Lindetræ (Tilia). Nogle St. med Fleertal Lindar, ogs. Lindr (Lind’ar, Tel.). G.N. lind. Hertil Lindebast, -blad, -kvist, -stuv og fl. Linderape, s. Rape.

linda, v.a. (ar), omgjorde, ombinde, svøbe. Nordl. og fl.

Linde, m. Svøbelist, et bredt Baand til Ombinding af Klæder, især til Barnesvøb. Sv. linda, f. G.N. lindi: Bælte.

Lindorm, m. Slange af fabelagtig Størrelse (i Folkesagn). G.N. linnr, linnormr (?). Lindormknot (oo), n. udskaarne Slangefigurer i Træ. Hall.

lindra, v.a. (ar), lindre, formilde. (Egentlig lin-ra med indskudt “d”, af lin, eller linn). lindrast, v.n. formildes. Lindring, f. Formildelse.

Linebruk osv., see Lina, f.

Lin-erla, f. den almindelige Erle eller Vipstjert (s. Erla). Søndenfjelds. Afvig. Linæla, Hadl. Linela (ee), Hall. Linella, Buskr. Rom. Linilla, Smaal. Ogsaa Ninilla, Smaal. Andre St. Ringerla (Ringilla, Ringla).

linfaksutt, adj. om Heste med rødlig Farve og hvid Man. Gbr.

Linfaa, f. Sted hvor Liinstængler henlægges til Rødning eller Opløsning. Indh. Andre St. Linrøyta. Jf. faa.

Linfræ, n. Liinfrø, Hørfrø.

Lingarn, n. Liintraad, Hørgarn.

Lining (ii), m. Linning, Rundkant paa klæder. I Tel. Lina (Line), f.

Linint, s. Linan.

linka, v.n. (ar), gjøre Slæng eller Bøininger med Kroppen. Tel. Hertil Link, m. Kast, Slæng. (Landst. 759. 766).