Ivar Aasen Norsk Ordbog

Segg, m. Karl (omtr. som Fyr). Østl. dog lidet brugl. Mere alm. er Sugg; nogle St. Sogg. G.N. seggr (Mand). Jf. Seggja.

Seggja, f. Kvindemenneske (omtrent som Megga eller Kjella). Sdm. Romsd. – Andre St. Sigga, Nhl.

segja (e’), v.a. (segjer, sagde, sagt), at sige. Infin. udtalt: segja, se-ja (Rbg. Tel.), sea (Hall.), seia, seie (mere alm.); ellers ogsaa: sigja, sie, si’ (Østl. og Trondh.). Præsens i Lighed hermed: segjer, seier, seie, sie; i Fleertal ligt Inf. – Imperf. mest alm. sa’, el. sae; ellers: sade (Sdm. Nfj.) og sagde (Nhl. sjelden). Derimod hedder Supinum overalt: sagt, og Particip sagd. Imperativ: seg (e’), nogle St. sei og si; Fleertal: segje (seie, sie). G.N. segja (segir, sagdi, sagt); Sv. säga, säja (Imp. sade). Jf. Nt. seggen, T. sagen. – Betydning: 1) sige, yttre med Ord; fortælle.
Eg heve sagt honom det. Seg meg kvat du synest. Dei segja, at han skal koma. – 2) fremsige, udtale. Segja eit Ord; segja Takk; segja Namnet sitt; segja Ærendi si, osv. – 3) erklære; dømme. Segja seg fri. Han hadde sagt seg god til det (el. fyre det). Segja upp: opsige. Segja fraa seg: frasige sig. Her mærkes Udtrykket: det segjer Nei, el. det segjer Stopp, om en hindrende Omstændighed. – 4) anmærke, anke, udsætte paa noget. Me hava inkje til aa segja paa honom. D’er ikkje aa segja endaa: det er ikke stort at klage paa endda. Det var ikkje segja, det inkje vardt verre: det var endda godt, at det ikke blev værre. (B. Stift). – 5) gjælde, betyde. Det segjer ikkje stort. (Lidet brugl.). Tildeels om Tal og Bogstaver, f. Ex. 100 segjer Hundrad. R, O, segjer Ro. – 6) give en Lyd, som ligner et Ord; f. Ex. Hurr, segjer Rokken. Jam, segjer Katten, o.s.v. – Ellers i mange forskjellige Talemaader; saasom: D’er inkje aa segja utav, dvs. intet som er værdt at nævne. D’er ikkje betre til aa segja: det staar ikke bedre til; det maa desværre tilstaaes. D’er snart aa segja verre: det er næsten værre. (Berg. Stift). Du segjer nokot, omtr. som: ja, maaskee det (ved en Yttring, som giver en uventet Forklaring, eller viser en ny Udvei). Du segjer meg av det, omtr. som: hvad fortæller du mig! (Et Udbrud af stor Forundring el. Bevægelse). “Du seie me ‘ta di!” Sdm. Ja seg det daa: ja det kan man vel sige! Ogsaa “ja seg” el. “ja sei daa”, Nordl. – Segja fraa: sige til, varsle, gjøre opmærksom paa noget; f. Ex. seg fraa, naar du treng meir. Segja fyre: foresige; foreskrive, lære. Segja til: sige til, varsle. Segja utav (seia ‘ta’): tale om; fortælle, aabenbare. Segja ved nokon: sige til En. Hedder paa mange Steder “segja med”, f. Ex. Eg skal segja det med honom (dvs. til ham).

segjande, adj. passende at sige. Ei segjande Sogn (o’), el. Segjandesogn: et Sagn fra gammel Tid. Detta verd ei Segjandesogn: dette vil blive en Historie for Eftertiden (om en sjelden Hændelse). Sdm. Sfj. (Jf. G.N. segjandssaga).

segjast, v.n. (segjest, sagdest), sige om sig selv, erklære sig (egentl. sige sig). Kun med et Verbum i Infinitiv, f. Ex. Han segjest hava gjort det, dvs. han siger, at han har gjort det. Ho segjest vera rædd: hun siger, at hun er bange (el. var bange). Dei sagdest ikkje vilja det: de afsloge det, erklærede sig derimod. – Meget brugl. nordenfjelds, dog sædvanlig kun i Præsens og i forkortet Form: sest (sesst), ogsaa sisst (i’), Sdm. Sjeldnere i Imperf. sadest (saest, sast). G.N. segjast. Jf. kvedast og laatast (laast).

Segjing, f. Sigende, Udsagn. I Nordl. Segjande (Segjan), n. Jf. Segn.

Segl, n. Seil, Vinddug til et Fartøi. (Nogle St. Seggel, Sægel). G.N. segl; Ang. segel. Ein Segls Vind: Vind som fylder Seilet, en magelig Bør. Jf. sigla.

Seglbite, s. Siglebite.

seglbu (seg), v.a. (r, dde), indrette sig til Seilads, lægge Seilet tilrette o.s.v. Dei heldo paa og seglbudde seg. B. Stift. – seglbudd, part. færdig til at seile.

Segle, n. s. Sigle.

Seglfeste, n. Ballast (= Siglestein).

Seglmakar, m. Seilmager.

Seglreide, m. Seilrede, Seiltoug osv.

Seglsaum, m. Seilsøm.

Seglskip, n. Seilskib.

Seglskot (o’), n. Seilkant, Toug som er tilsyet paa Kanterne af Seilet.

Seglstikka, f. en Pind eller Nagle, hvormed Seilskjødet fæstes. Nordl.

Seglsyn, f. Afstand hvori man kan see et Seil paa Søen.

Segn, f. 1) Udsagn, Beretning. (Jf. G.N. sögn). – 2) Sagn, gammel Fortælling, Tradition. Temmelig alm. Sjeldnere i Formen Sogn (o’), i Hall. Søgn. (Sv. sägen). Jf. Soga og Fraasegn.

Segn-ord, n. en Sætning el. et Udtryk af et gammelt Sagn.

Sei, m. s. Seid. – seia, v. s. segja.

Seid, m. Sei, en vis Fisk af Torskeslægten (Gadus virens). Mest alm. Sei, ellers Seid, Nfj. Sdm. G.N. seidr. (I skotske Dial. saith, seath, seeth). Har ellers mange Navne efter forskjellig Alder og Størrelse; saasom: Kril, Dill, Murt, Pale (el. Smaaseid); Risping, Kjevlungseid, Ufs (el. Storseid). Uegentlig bruges Seid om en seenfærdig, doven Person. – Seidberg (Seideberg), n. en stor Stim af Sei. Seidfiske, n. Seifiskerie. Seidliver (i’), f. Seielever. Seidlyse, n. Tran af Seielever. Seidnot (oo), f. Vod til Seiefangst. Seidufs (Seiufs), m. Storsei. Nordl. Seidvinda, f. en fremstrømmende Stiim af Sei.

Seier, s. Siger.

Seig, n. sivende Væde; s. Sig.

seig (sivede), s. siga.

seig, adj. 1) sei, klæbrig, sliimagtig; om Vædske, som ikke lettelig adskilles i Draaber. Sv. seg. (Maaskee til siga). – 2) fast sammenhængende, vanskelig at opslide eller optrevle; f. Ex. om Kjød. (Modsat møyr). – 3) bøielig, smidig, som kan bøies eller strækkes uden at briste. (Modsat brøysk, kløkk, skyr). G.N. seigr; Sv. seg. – 4) stærk, varig, som taaler meget; f. Ex. om vævet Tøi. Ogsaa om et Menneske, som længe beholder sin Førlighed, ikke svækkes af Alderen. – 5) besværlig, møisom; om Arbeider (jf. seigt). Ogsaa om en Person: stivsindet, vanskelig at bevæge eller overtale; seenfærdig til at gjøre sin Pligt; forsømmelig med Hensyn til Betaling, og deslige.


Seigd, f. Seihed, Fasthed. Hard.

Seige, m. Stof som gjør en Masse sei el. sammenhængende; saaledes om et Afkog af Almebark, som æltes ind i Melet til Brød. Hard. (Seigje, Seie).

Seigleike, m. Seihed; Styrke, Varighed.

seiglivad, adj. seilivet, som kan udholde meget uden at døe; mest om Dyr. Sv. seglifvad.

seigna, v.n. (ar), blive sei, fortættes; om Vædsker, f. Ex. Mælk.

seigt, adv. møisomt, med Besvær. Det gjekk seigt: det krævede langvarigt Arbeide.

seigvoren (o’), adj. noget sei; ogsaa: udholdende, langvarig, m. m.

Seil, m. en Indbøining, en bueformig Indsænkning paa en Kant eller Ryg. Hall. (Jf. seila). Ogsaa: en Huulning eller Fordybning paa en Flade (= Dokk, Hola). Ellers brugt i anden Form: Seila, f. Fosen; Sel (ee), f. Gbr., Sæld, f. Sdm. Jf. Isl. seila: Huulning.

seila, v.a. (er, te), bøie af fra en vis Linie, hælde, læne (sig). Seila seg aat Veggen: hælde sig henimod Væggen. Hall. Vald. (G.N. seilast: strække sig). Ogsaa: flytte langsomt el. forsigtigt. “Dei seilt’ an sengjemyljo”: de løftede ham varsomt over i en anden Seng. Hall.

Seila, f. en Fordybning; s. Seil.

seilnasad, adj. lavnæset, hvis Næse er indbøiet i Midten. Hall.

seilryggjad, adj. sveirygget, indbøiet i Ryggen. Hall. Andre St. salryggja(d), og opfattet som “sadelrygget”.

seilutt, adj. ujævn, fuld af Huulninger. Afvig. seilaatt, Fosen. Ogsaa: indbøiet i Kanten; s. Seil.

Seima, f. Sliimhinde, Lag af Sliim eller sei Vædske. Ryf.

seimen, adj. seenfærdig (= sæmutt, saamutt). Helg. (Jf. Sime).

sein, adj. 1) seen, langsom, seenfærdig; for Ex. i Gang eller Arbeide. G.N. seinn. – 2) langvarig, som kræver megen Tid; især om Arbeide. – 3) sildig, som kommer seent, el. paa en senere Tid. I seinaste Lag: noget silde, næsten for seent. Det vardt seint fyre oss: Natten kom over os. Ei sein Sælebot: en Hjælp som man maa vente længe paa. (B. Stift). I Rbg. og Tel. hedder Komparativ tildeels seinre og seinne, med Superl. seinst; nogle St. “seist”, som let falder sammen med “sidst”.

seinare, adv. senere hen, paa en senere Tid; ogsa: siden, derefter. (Modsat fyrr). Hedder ogsaa: seinare-meir. Mest i Trondh. Stift (seinarmeir). Jf. fyrrmeir.

seinboren (o’), adj. silde født, tilkommen seent paa Aaret. Nærmest om Kalve. Om Føl siges seinfolad (o’), el. seinfyljad.

seinbuen, adj. seent færdig.

seindrøg, adj. seendrægtig, nølende. Oftere langdrøg.

sein-eten, adj. 1) som æder sent, behøver lang Tid til Spiisning. – 2) om Mad, som maa spises langsomt. (Pillemad). Nogle St. seinæten.

seinfengd, adj. som man faar seent, eller venter længe paa.

seinfolad (o’), s. seinboren.

seinfødd, adj. silde født.

seinfør, adj. seenfærdig, langsom, nølende. Temmelig alm. (G.N. seinfœrr). Tildeels ogsaa: besværlig, forsinkende; f. Ex. om en Vei.

seinføtt, adj. seent gaaende, som bevæger Fødderne langsomt.

seingjengd, adj. som gaar seent. Hall. og fl. Nogle St. seingaadd.

seingjord, adj. 1) langvarig, som man ikke snart bliver færdig med; om Arbeider. – 2) silde moden (seingjor).

seinhaustes, adv. seent paa Høsten, nær mod Vinteren. I Hall. seinhøystes.

Seinhavre, s. Seinkorn.

seinhendt, adj. som arbeider seent, el. bevæger Hænderne langsomt.

seinhoggen, adj. fældet seent ud paa Aaret; om Træer.

seinhugen (?), adj. seenfærdig, langsom. Hall. i Formen seinugjen (u’). “Seinugje”, m. Seenfærdighed.

seinka, v.a. og n. (ar), 1) forsinke, hindre, gjøre at noget kommer seent. Mange St. udtalt senka, el. sænke. G.N. seinka; Sv. sinka. – 2) blive senere, gaae mere langsomt; f. Ex. om et Uhr. Ogsaa: komme paa en senere Tid; især om Solen efter Midsommer. Ogsaa i Formen seinkast.

Seinka, f. Forsinkelse. (Sjelden). Hedder sædvanlig Seinking, f. (Haardt k).

seinken, adj. forsinkende. Jf. sinken.

seinkomen (o’), adj. 1) sildig, som kommer seent. 2) seeng til at voxe eller udvikles; f. Ex. om en Yngling, som først silde opnaar sin fulde Størrelse og Styrke. B. Stift, Gbr.

Seinkorn, n. Korn som modnes seent. (Modsat Snarkorn). I B. Stift: Seinekonn; især om Havre: Seinehavre.

seinleg, adj. noget sen eller langsom. (G.N. seinlegr). – seinlege, adv. seent; ogsaa: noget silde.

Seinleike, m. Seenhed; Sildighed.

seinlendt, adj. om et Sted, hvor Korn eller Frugter modnes seent. (Modsat snarlendt). Østl.

seinlidall (-leall), s. seinrøyven.

seinmogen (o’), adj. sildig moden.

seinmælt, adj. som taler langsomt.

seinraadig, adj. seen til at bestemme sig, nølende, som forhaler Tiden ved en lang Betænkning. Berg. Trondh. og fl. Hedder ogsaa seinraadd.

seinrøyven, adj. seenfærdig, som bevæger
sig langsomt. Shl. I samme Betydning seinlidall (i’), udt. seinleall, Hall.

seinsaadd, adj. silde saaet, eller tilsaaet.

seinsløg, adj. seen til at slaae; om Eng hvor Høslætten gaar seent. Nordre Berg.

seinst, adv. sidst, senest (= seinaste); ogsaa: nys, nylig. Rbg. Mandal. Nogle Steder seist; s. sein.

seint, adv. 1) seent, langsomt. Det gjeng seint. – 2) silde, langt ude i Tiden. Seint aa Kveld: langt ud paa Aftenen. Seint og sidan: langt om længe, endelig efter lang Venten. B. Stift; jf. sidan. (Sv. sent omsider). Seint og tidlege: idelig, til alle Tider. – Ofte ogsaa med Begrebet: knap nok, vanskelig; f. Ex. Me faa det seint atter. Han fær det seint betre (egentl. han faar vente længe, før han faar noget bedre).

seintalande, adj. = seinmælt.

seintenkt, adj. seen til at tænke, som behøver lang Tid til at ordne sine Tanker. (Modsat snartenkt). Meget brugl. vest og nord i Landet. (Nyere Ord).

seinugen, s. seinhugen.

seinvaksen, adj. som voxer seent.

seinvoren (o’), adj. langsom; seenfærdig.

Seiufs, s. Seid. – Sek, s. Sik.

Sekk, m. (Fl. Sekkjer), Sæk, stor Pose. G.N. sekkr. – I Sammensætn. Sekkje, f. Ex. Sekkjeløysa, f. Mangel paa Sækker. Sekkjety, n. Sækkelærred.

sekka, v.n. synke; s. søkka.

sekkja, v.a. s. søkkja. – Sekkje, n.s. Søkkje.

se-kort (= serkvart), s. ser.

seks, Talord: sex (6). G.N. sex. Seks Tjug: 120 Seks Hundrad: 600. – Seksa, f. Sexen i Kortspil. (Hedder ogsaa Seks’en, m.).

Seksalning, m. Stok paa sex Alen.

Seksaaring, m. sex Aar gammelt Kreatur; f. Ex. om Heste.

seksbend, adj. sexbaandet; om Hesjer med sex opbundne Stænger. Sdm.

seksfeld (-felt), adj. sexdobbelt. (Sjelden).

sekshyrnutt (-hynuutt), adj. sexkantet. Mere alm. sekskantad.

Sekskeiping, m. sexaaret Baad.

Seksmæling, m. 1) et Jordstykke som udgjør sex Maal. – 2) Ager til Udsæd af sex Mæler Korn; s. Saaldsaad.

Seksok, s. Syftunsvoka.

seksradad, adj. sexradet, f. Ex. om et Ax. Nogle St. seksstrindutt.

Seksring, s. Seksroring og Seksæring.

Seksroring, m. Fiskerbaad til en Besætning af sex Mand. Nordl. Ogsaa i Formen Seksring, Sdm. (med 4 Aarepar). Jf. Seksæring.

Seksstengel (-stengjel), m. et Stykke Jord som udgjør sex Maalestænger i Længde og Bredde. Toten.

seksstrindutt, s. seksradad.

sekstan, Talord: sexten (16). Nogle Steder seksta, sekstaan, seksten. G.N. sextán. – sekstanbasmad, s. basma,v. – sekstande, adj. sextende.

sekste (sjette), s. sette.

seksti, Talord: tredsindstyve (60). Alm. i de vestlige og nordlige Egne. Andre St. “tress”, el. try Tjug. G.N. sextigi (egentl. sex tigir); Sv. sextio; Eng. sixty.

Seksæring, m. en Baad med sex Aarer (= Trirøding, Trirøming). Sogn, Hard. og fl. Ellers forkortet til Seksring, Nhl. Sogn, Sfj. ogsaa i Nordl. G.N. sexæringr. (Æring af Aar, f.).

sekt (sænket), s. søkkja.

sekta, v.a. (ar), sigte, beskylde, give Sag. Hall. og fl. Andre St. sikta. G.N. sekta; jf. sekt, f. Skyld, Brøde; sekr, adj. strafskyldig.

Sekting, f. Sigtelse, Beskyldning.

Sel (e’), n. 1, Sæterhuus, Mælkestue i en afsidesliggende Græsgang. (T. Sennhütte). B. Stift, Tel. Gbr. og fl. (Andre St. Bud, Stølsbud). G.N. sel; jf. Ang. sel: Sal, Bolig. – Ofte aafdeelt i to Rum: Innsel (Mælkebuur) og Utsel (Kjøkken).

Sel (e’), n. 2, Salg; s. Selnad.

Sel (ee), f. en Fordybning; s. Seil.

Sel (e’), m. Sæl, Sælhund (Sødyr). Smaal. og fl. (Andre St. Kobbe). G.N. selr. – Selfangar, m. En som fanger Sæl. Selskinn, n. = Kobbeskinn. Selspekk, n. Sælhundspæk. Selunge, m. Unge af Sælhund.

sel (ee), adj. stille, sagte rindende; om Bæk eller Elv. Indh. Jf. Sel (Fordybning); i svenske Dial. sil, sel og selvatn: stille el. dybt Vand. (Rietz 564). S. ogsaa sela.

sela (ee), v.n. (ar), gaae meget seent, nøle, dvæle. Sdm.

sela (e’), v.a. (ar), lægge Sæle paa.

seld, part. solgt; s. selja.

Sele (e’), m. Sæle (Sele), Trækketøi for en Hest (Hestesele); Skulder-Remmer at bære eller drage med (Vatssele, Kjelkesele), el. til at holde Klæderne oppe (Broksele). Afvig. Sile (i’), Tel., Sæla, Østl., Sala, Namd. Ndm., Saalaa, Ork. Indh. – G.N. seli; Sv. sele; T. Siele. – Seleball, m. Valk eller Pude under “Hyvret” i en Hestesæle. Selepinne, m. Pind som fæster en Skagle til Sælen. (Nogle St. kaldet Selekjevle, eller -kjølve, n. Andre St. Orepinne). Seleputa, f. liden Pude under en Sæle.

Selja, f. Seljetræ, Salix capræa. Nogle St. Silja (Silju), Tel., og Sølju, Hall. Gbr. G.N. selja: Sv. sälg (sälle); Eng. sallow. (Jf. Ght. salaha, Lat. salix). – Hertil: Selje-asall, m. Vidie-Røn, Sorbus intermedia (?). Nordre Berg. Seljefløyta, f. Fløite af Seljebark (aftrukken af en Kvist i Safttiden om Vaaren). Seljekavl, m. Flydholt af Seljetræ. Seljekjørr, f. s. Viderkjørr. Seljerenning,
m. Spire til et Seljetræ. Seljerunn, m. Busk af smaa Seljetræer. Seljestuv, m. Stamme af et stort Seljetræ. Ogsaa kaldet Seljekall (i Gbr. Søljukall).

selja, v.a. (sel, selde, selt), sælge, afhænde for Betaling. Mangesteds med Præs. sel’e (e’), for seler. Nogle Steder med Imperf. selte, og Inf. selle, el. sel’. G.N. selja, egentl. overlade. Ofte baade med Akkus. og Dativ, f. Ex. han selde Grannom Parten sin. – Eg sel det fyre det same, som eg køypte det, dvs. jeg fortæller kun hvad der er mig fortalt (uden at borge for Sandheden).

seljande, adj. som kan sælges. Dei selde alt, som seljande var.

Seljar, m. Sælger, den sælgende. – Seljarkona (o’), f. Sælgekone.

Seljeblome, m. Ranunkel. Solør.

Selle, m. 1) Karl, Person; f. Ex. ein lystig Selle: en munter Fyr. Tel. og fl. Egentlig: Kammerat, Staldbroder. Sv. sälle, efter T. Gesell, Ght. gisello, dvs. medboende, af sal (Huus); altsaa her noget fremmedt. – 2) Mand, Huusbonde. Sellen sjølv: Herren i Huset. Trondh. – 3) Mandfolk (i Modsætning til Kjella). Sdm. og fl. Saaledes ogsaa: Sellearbeid, n. Arbeide for Mandfolk. Selleklæde, n. Mandsklæder. selleklædd, adj. klædt i Mandsdragt.

Sellskap, n. (m.), Selskab, Følge; Forsamling; ogsaa Gjæstebud. (Jf. Lag). Nyere Ord, af det foranførte Selle.

Selnad, m. Salg, Udsag (af selja). Trondh. og fl. Hedder ellers Seljing, f. og tildeels Sel (e’), n.; saaledes: til Sels, dvs. til Salg. B. Stift, Nordl. En anden Form er Sola (o’), f. G.N. sala.

Selsbø, m. Engen omkring Husene paa en Sæter (s. Sel). Voss. Ogsaa Selsgard, m. Gbr. (?). Ellers kaldet Støl og Kvi.

Selsnæpa, f. Skarntyde; s. Sprengrot.

Selta, f. 1, 1) Saltvædske, Salthed; Fugtighed af Søvand osv. Nedenæs. Andre St. Solta. (Jf. ogsaa Salta). – 2) Saltmad, Spegemad. Mandal.

Selta, f. 2, Boldkjæp, liden Stok at bruge i Boldspil. Stavanger. Sv. sältra, f. og sälträ, n. (Dunkelt).

Selværing (og Selsværing), m. Indbygger af Distriktet Sel (Sell) i Gudbrandsdalen.

Sem (ee), m. Damp, Lugt. (Maaskee Sim, i’). – sema (ee), v.n. dampe, lugte, for Ex. af Ophedelse. Indh.

Semd, f. en Substantivform af Endelsen “sam” (lig D. -somhed), f. Ex. Langsemd (Langsomhed), Leidsemd, Annsemd. G.N. semd, semi. Lidet brugt i Forhold til Formen “sam”.

semja, v.a. og n. (sem, samde, samt), 1) sammenpasse, faae en Ting til at falde sammen med eller passe til en anden; for Ex. semja ei Kvern: sætte en ny Mølle i Gang, for at Stenene kunne jævne sig efter hinanden. Nordre Berg. og fl. Saaledes ogsaa: semja seg, dvs. vænne sig til at leve sammen, blive fortrolige med hinanden; om Dyr og Mennesker. Hall. og fl. – 2) v.n. komme overeens, forliges, leve i Enighed. Mere alm. Ofte ogsaa i Formen semjast; f. Ex. dei samdest ikkje godt: de vare uenige. Præsens lyder sædvanlig: sæm (sæm’e), og Inf. sæmja (sæmje). G.N. semja (samdi): sammenføie, ordne osv. Sv. sämjas; forliges. – Particip samd. Jf. Sam og Usam.

Semja, f. 1) Overeenskomst, Forlig; ogsaa Kontrakt eller Dokument om en vis Overeenskomst. Hall. Ryf. Jæd. og fl. – 2) Enighed, god Forstaaelse (= Sam). – 3) Grændseskjel mellem Gaarde eller Marker. Siredal. (Egentl. Punkt hvorom man er bleven enig).

Semjing, f. Sammenpasselse.

Semla, f. s. Simla.

[semper, adj. simpel, tarvelig. Smaal. Ogsaa: fiin, pyntelig. forsigtig (?). Sv. Dial. semper: fiin; T. zimperlich: undseelig.

semska, v.a. lave Semslæder, berede Skind paa en egen Maade (jf. menta). Sv. sämska. Particip semskad, = T. sämisch, af et slavisk Ord. (Weigand 2, 536).

Sen, n. Rygsener; s. Sin.

Sena, f. visnet Græs; s. Sina.

Senap, n. Sennep. Nogle St. Sinep (i’) og Senop. Af Lat. sinapi.

Send, n. Løb, Spring. Taka seg Send, eller leggja til Sends: gjøre Tilløb, sætte sig i Fart. Nordre Berg. S. senda. – Om Udtrykket “i Send” s. Senn.

senda, v.a. og n. (er, e), 1) sende, afsende, skikke til et andet Sted. Ofte med baade Dativ og Akkus. f. Ex. han sende Foreldrom eit Brev. G.N. senda. Particip send (sænd’e), i Neutr. sendt. – 2) række, levere, lange frem; f. Ex. senda Korn: lange Kornet frem til Nedlægning i Laden. (Imperativ lyder ofte som sendt, Fl. sende). – 3) kaste, slænge, hive afsted. Han tok og sende det ut or Huset. Voss. Sfj. Sdm. – 4) v.n. løbe stærkt, rende, springe. Dei sende etter honom: de rendte efter ham, forfulgte ham. B. Stift, Hall. Nordl. Jf. Send, Senn, Sinn, sinna.

Senda, f. Sandgrund, s. Kviksenda.

sendande, adj. passende til at sende, sømmelig; f. Ex. om en Gave. Forskjelligt herfra er sendande, adv. rendende, i fuldt Løb. Han kom sendande.

Sendar, m. en Afsender; ogs. Haandlanger.

Sende, n. Hvæssesteen, et Slags Steenskiver at hvæsse Leen med. Smaal. og fl. i Formen Senne (Sænne); sjeldnere i Berg. Stift. Vel egentl. Sandsteen. Sv. Dial. sänna, sända, f. (Rietz 716).

Sendebod (o’), n. (f.), Sendebud.


Sendebrev, n. Sendebrev.

Sendefylgje, n. Følge eller Selskab som er afsendt i et Ærinde.

Sendegaava, f. Gave som sendes til en fraværende Person.

Sendegods, n. Gods som er afsendt, eller som ikke Eieren selv medfører.

Sendemann, m. En som er afsendt i et Ærinde. Oftere Utsending.

senden, adj. sandig; om Ager eller Jord. Shl. Jæd. og fl. G.N. sendinn. Andre St. sandutt.