Ivar Aasen Norsk Ordbog

Flom, s. Flaum.

[flor, n. Blomstring. (Af Latin).

Flor, m. 1) Gulv i en Kostald imellem Baaseraderne. Smaal.(?). Ligesaa i Sverige. G.N. flórr; Ang. flór (Gulv), Eng. floor. – 2) Fæhus, Kostald (= Fjos). Sogn, Nhl. Shl. Ryf. Lister. (Ogsaa G.N.). Hertil: Florskukk, m. Loft i et Fæhuus (= Fjoshjell). Nhl. Andre St. kaldet Florslemm, m.

Flos (o’), n. see Flus.

Flosa (o’), f. Opbruusning, Hidsighed, pludselig paakommende Lyst til noget. Sdm. (Flose). Hertil flosutt (flosett’e), adj. ustadig, lunet, snart ivrig og snart ligegyldig. (Jf. Isl. flasa, fare ubetænksomt frem).

flo-setja, v.a. s. floleggja.

Flossfjøder (Flaassfjør), f. Svømmefinne paa Fisk. Sdm. (Maaskee efter det tydske Floßfeder).

Flot (o’), n. 1) Flyden, flydende Stilling. (G.N. flot). Af fljota, flaut. Faa ein Baat paa Flot, dvs. ud paa Vandet, flot. Baaten ligg paa Flot: Baaden flyder, er klar fra Land. Sfj. og fl. – 2) Noget som flyder ovenpaa, især Fedt; saaledes ogsaa: størknet Kjødfedt. Isl. flot. – 3) Flydholt paa Garn. Sfj. I Ryf. Flotholt, Ellers Fljot (Fljøt), Fløyt; Flaa, Flæa, Fløe.

Flot (o’), f. en Flade, flad og jævn Mark. Hall. Vald. og fl. I Tel. med Fleertal Flater (Flatir). Isl. flöt, flatar. (S. Flota). I Nogle Egne bruges derimod Flot, m. om en mindre Flade, især en fladt liggende Ager. Sdm. Ork. og flere. Hertil adskillige Stedsnavne.

Flota (o’), f. Flade, fladt liggende Mark. Mere alm. end Flot, men hedder ogsaa Flata, Østl. Nordl. Flutu, Ork.

flota (o’), v.a. (ar), 1) faae til at flyde, sætte ud paa Vandet. Flota Baaten. Berg. Stift, Nordl. G.N. flota. – 2) flaade, føre noget afsted i en flydende Stilling. Flota Timber. Søndenfjelds. Nogle Steder fløyta. Sv. flotta.

Flotar (o’), m. En som flaader Trælast paa Elvene. Ogsaa kaldet Flotmann, Tel. Nogle St. Fløytar.

Flote (o’), m. 1) Flaade, Tømmerflaade, sammenlagt Hob til at drive frem paa Vandet. G.N. floti. – 2) Skibsflaade, Række af Skibe. Nogle Steder Flaata, Flotta, Flaataa.

Flotebrand, m. Hjørnestage i en Tømmerflaade. Helg.


floten (o’), part. af fljota, som uppfloten, utfloten. Lidet brugl.

Floting (o’), f. Flaadning af Trælast.

Flotmann, s. Flotar.

flotna, v.n. (ar), flyde op, komme op paa Overfladen af Vandet. Alm. G.N. flotna.

Flott (oo), f. en jævn og skovløs Flade, især paa Fjeldene; en Fjeldslette, Fjeldmyr. Tel. (Mo, Vinje).

floutt (floett), adj. sumpig, fuld av Vandpytter (s. Floe). Jæd. og fl. – Ogsaa i Betydning: deelt i visse Lag (Schichter), af Flo, f. Endelig ogs. for flodutt.

Floveer, s. Flodveder.

Flu, s. Flud og Fly.

Flud, f. 1) Banke eller fladt Skjær, som i Flodtid overskylles af Søen. Nordenfjelds, mest alm. “Flu”. G.N. flúd. Jf. Fløda. – 2) et Ildsted paa Midten af Gulvet i en Fiskerbod. Nordl. i Formen Flu; i Lofoten: Fluga. Jf. Isl. flúd, en Jordbanke.

fludutt, adj. fuldt af Skjær og Banker.

Flug, s. Flog, Floghavre.

Fluga (u’), f. Flue, flyvende Insekt. Lyder ogsaa: Flugu, Hall. Floga (o’), Shl. Flogo, Flaue, Flue. Mere afvig. Fljuge (uu), og Fjuge. Tel. (Vinje, Moland). G.N. fluga. Sv. fluga.

Flugebjørn, m. et Slags Bremse eller Klæg. Sogn.

Flugefot, m. i det spøgende Udtryk “flaa Flugefoten”, om en altfor smaalig Nøiagtighed eller Sparsomhed. B. Stift.

Flugesopp, m. et Slags Jordsvamp (Sopp), som bruges til Fluegift, i Telem. kaldet Flugedrep, n. (Agaricus muscarius).

flugo, s. fljuga.

flugsa, v.n. flagre, vimse, føite om. Hall. og fl. Jf. flogsa, flagsa.

Flugsa (Flukse), f. 1) Pjalt, Lap, afreven Klud (= Filla). Nordre Berg. I Sfj. ogsaa Fluske; andre St. Flyssa. Jf. Flygse. – 2) en Dusk eller Kvast; f.Ex. af Tang i Søen. “Taangflugse”, Sdm. “Taangfluske”, Sfj. Jf. Floke. – 3) Flokker, Sneeflokker. Nogle St. Flyssa. – 4) en fygende Gnist eller Ildfunke. Hall. – 5) en Benævnelse paa Ørnen. Yttre-Sogn.

flugsutt, adj. pjaltet, forreven.

Flugt, f. 1) Vingepar, begge Vinger paa en Fugl. B.Stift, Nordl. I Hall. Flygt. (Af fljuga). – 2) Flugt, flyvende Bevægelse. Helst uegentlig, især om Smerter i Legemet, omtr. som “Flog”. Østl. – 3) Flugt, Rømning. Taka Flugti: flye: Sv. flygt (flykt). Derimod G.N. flótti, og flugr.

flugta, v.n. (ar), 1) slaae med Vingerne, sætte sig i Flugt, om Fugle. Berg.Stift. Paa Østl. flagsa. 2) flagre, vimse, flyve omkring; f. Ex. om Insekter. G.N. flökta. 3) strømme, fare igjennem Lemmerne, f.Ex. om Gigtsmerter.

Flukka, f. en tynd Skorpe. Nhl. Jf. Flinga. Flogga.

Flukr, og flukret, s. Frekna.

Fluksa, s. Flugsa.

flumsa, v.n. flyve stærkt, arbeide med Vingerne. Hard.

Flundra, f. Flyndre, Fladfisk. Afvig. Flynder, Flynn’er (Nordl.). Sv. flundra; Eng. flounder. (Isl. flydra). – Flundreskap, n. Flyndreskikkelse. Flundrestilla, f. meget stille Veir (da man kan see Flyndrerne paa Bunden i grund Sø).

Flunga, f. en Flænge, Rift, Skramme. Smaal.

flunsa, v.n. (ar), flænge, rive (= flinsa); ogs. skynde sig, arbeide stærkt. B. Stift.

Flura, f. ujævn Laaddenhed, stridt uredet Haar, og desl. Hadeland og fl. Nogle St. Flur, n. (?). Trondh. Nordl. Jf. flurutt.

Flurebygg, n. Byg med udspilede Ax, sexradet Byg. Østl.

Fluregran, f. lav Gran med krogede Kviste. “Flurgraan”, Østl.

Fluregras, n. Græs (Urter) med udspilede og krumme Blade. (Paa Sdm. tildeels Flurre, Melampyrum).

flurutt, adj. udspærret, uredet, strid; f. Ex. om Haar. Nogle Steder fluren. Sv. Dial. flurig.

Flus (u’), n. Skjæl, Skjæve; smaa Smuler af tynd Skal (Avner, Blade Bark) eller af en fortørret Hinde; saaledes “Haarflus” om de smaa Fnug som efterhaanden samle sig i Haaret paa Dyr og Mennesker. Nogle St. ogsaa om afflækket Skal, f.Ex. af Poteter. Rbg. (Isl. flus, Skal). Jf. flysja. Hedder ogsaa: Flys (y’) og Fløs, Trondh. Nordl. Flos (o’), Shl. Jæd. Østl. Afvig. Flus (uu), om Skjæl paa Fisk, Tel. Andre St. Flas og Fles. Jf. Rus, Ras, Reist.

Flus (uu), m. en Kniv, Bordkniv. Hard. Noget gammelt, s. Norske Magasin, 1,268.

flus (uu), adj. 1) dygtig, flink (= gild). Hadeland. 2) gavmild, rundhaandet. Tel. – Hertil: flust, adv. dygtigt, rigeligt, overflødigt. Mandal, Rbg. Tel. ogs. Østl.

flusast (u’), v.n. blive skjællet; s. Flus.

Fluska, s. Flugsa.

flust, s. flus. – fluste (u’), s. flysja.

flusutt (u’), adj. skjællet. Af Flus.

Flutning (u’), f. Flytning, Førsel. G.N. flutning. I B. Stift ogsaa Flutning, el. Flytning, m. en Person eller Familie som flytter. Af flytja.

flutt (u’), part. flyttet; s. flytja.

Fly, n. 1, et grundt Vand, en Vandpyt flad Grund og især med Siv eller Græs. Tel. (Raudland). Ellers paa flere Steder med vaklende Kjøn og usikker Betydning. I Namd. Fly, f. (?) om en sumpig Fjeldmark. I Gbr. og Valders om flade Fjeldmarker,
dog mest som Stedsnavn. Ogsaa i en anden Form Flø, (n. og f.) i Vald. og Tel. (Landst. 143), maaskee opfattet som Fløe, af Floe (s.d.). Jf. Flyemyr. Sv. Dial. fly, n. Vandpyt og Sump.

Fly, n. 2, Lokkemad til Fisk, s. flya (2). Nogle St. kaldet Flu (Nedenæs, Mandal).

Fly, n. (3), s. Flyge.

fly, adj. lunken, lidt varm; s. flø.

flya (fly), v.n. (r, dde), flye, flygte, rømme. G.N. flýa (flýja). Flya til: henflye til, tage sin Tilflugt til. Fly bruges ogsaa om at løbe, rende; men falder her sammen med fljuga (s.d.). Jf. Ordsproget: Den som viser Barn i By, so lyt han sjølv etter fly. (B. Stift). – Sjeldnere som v.a. flye fra, forlade, skye.

flya (fly), v.n. 2, udkaste Lokkemad til Fisk (for at den skal samle sig). Paa Voss: fløa (flø), som nærmer sig til fløygja. S. Fly (Flu).

flydd, part. (n. flytt), flyet, flygtet.

Flye, s. Flyge. Flyel, s. Flygel.

Flyemyr, f. en meget blød Sump, en Græsflade paa et Lag af Dynd. Østerd. Sv. fly, gungfly.

Flyer (for Flyger?), s. Fivrelde.

Flyge (Flygje?), s. Fivrelde.

Flyge (Flygje), n. flyvende Insekter; især om en Mængde af Fluer og Myg. Hall. Vald. udtalt Flygje, Flyggjy. Andre St. Flye og Fly, om Myg og lignende Dyr, som ere mindre end Fluer. Hard. Telem. Smaal. og fl.

Flygel (gj), m. 1, en Løber, Omrender; om urolige, raske Drengebørn. “Flygjil”, Hall.

Flygel (gj), m. 2, Pleiel, Tærskestav. Tel. Rbg. (Flyel). Ved Mandal ogs. Fløyel, som vel egentlig er Fløgjel (Fløgel), og nærmer sig mere til Tydsk Flegel, Eng. flail, af Lat. flagellum. – Ellers: Slegel, Sloga, Tust.

Flygse, n. et forslidt, forrevet Klædningsstykke. Hard. Af Flugsa.

Flygt, f. Vinger (= Flugt); ogsaa: Favn, Arme. Hall.

Flykkja, f. Skinke, Flæskefjerding, Flæskeside. Nhl. – G.N. flikki, n. (Kjødstykke), Ang. flicce, Eng. flitch.

flykkja, v.n. (er, te), flokke sig, løbe flokkeviis til. Dei flykte i Hop. Sdm. Ogsaa flykkjast. G.N. flykkjast. Af Flokk.

Flys (Skjæl), s. Flus.

flysja, v.a. (flys, fluste, flust; y’, u’), pille, afskalle, rive Skal af. B. Stift, Rbg. og flere. Isl. flysja. flysjast, v.n. flækkes op, falde i Skjæl eller Skiver. Hall. Jf. Flus.

Flysja, f. en meget tynd Skive; Skjæl, Skal. “Flysju”, Hall.

flyssa, v.n. falde i store Flokker (Flokar), om Sneen. Gbr.

Flyssa, f. 1) Klud, Lap; Vaskeklud. Jæd. Tel. og fl. Ogsaa om Sneeflokker (= Flugsa). 2) et lidet Skjørt (= Stakk, Dos). Gbr.

flyt (yy), s. fljota. – flyt (y’), s. flytja.

Flyt (y’), m. 1) Flytning, Bortflytning. B. Stift, sædv. udtalt Flytt. – 2) Skyds, Befordring tilvands. Bergen og fl. Ofte om en Bortjagelse, Udfeining. “Dei fekk Flytt”: de maatte pakke sig. Af flytja.

flyta (yy), v.a. (er, te), drive, paaskynde, lette et Arbeide, saa at det kan gaae raskt. Især om et gunstigt Veir. Nordre Berg. Sdm. Trondh. G.N. flýta. (Af fljot, adj.). Flyta paa: drive paa, være flittig. (Hedder ogsaa “flitta paa”, som er fremmed Form). Flyta seg: haste, skynde paa. Hedder ved Trondh. “fløt’ seg” og i Nordl. “fløyt’ seg”, som er et andet Ord, see fløyta.

flyteleg, adj. gunstig for en rask Fremgang; især om et godt Arbeidsveir. Sdm. og fl.

flyten, adj. rask; s. flytsam.

Flytfugl (y’), m. Trækfugl. Ogsaa Sv.

Flyting (yy), f. Paaskyndelse, Lettelse for et Arbeide.

flytja (y’), v.a. (flyt, flutte, flutt), 1) flytte, føre, bringe til et andet Sted. Inf. udtalt: flykja (y’), ogs. flyta, fløta, Søndenfjelds. Andre St. tillempet efter Dansk: flytta (-er, e). G.N. flytja (flyt, flutti). – 2) v.n. flytte, begive sig til et nyt Opholdssted. Flytja til: tiltræde en Gaard, tage Bosted for Fremtiden. Flytja inn: flytte ind (i et Huus eller et Land). Modsat: flytja ut. Hertil: innflutt, utflutt. Flytja seg: sætte sig lidt længere frem eller tilbage (= tokka seg, giva seg). Flytja Foten: sætte Foden paa et andet Punkt.

flytjande, adj. som kan flyttes.

Flytmann, Færgemand, Skydsmand. Nhl.

Flytning, s. Flutning.

flytsam (yy), adj. flittig, driftig, rask i Arbeidet; ogsaa: gunstig, lettende; s. flyteleg, flyten.

Flæ, s. Flaa, Flæa, Flæe.

flæa (flæ), v.a. (r, dde), forsyne et Garn med Flydholt (Flaa), = kavla. Shl. Mandal og fl. Particip: flædd.

Flæa, f. 1, Flydholt paa Garn (= Flaa). Hall. Vald. (Flæ). Ellers: Flø, Fløe, Smaal. og fl. – Et lignende Ord er Flæe, n. Bark, Fyrrebark (til Flydholt). Mandal; s. Flaa.

Flæa, f. 2, en Skraaning, vid skraat-liggende Flade. “Flæe”, Tel. Paa Jæd. Flæe, n. om en Flade som er lidt ophøiet i Midten. Af flaa, adj. Jf. Flædd.

Flæda (?), f. Banke eller fladt Skjær i Søen. Sdm. i Formen “Flæde”, men kunde dog maaskee høre til det foran nævnte Flæa. See ogsaa Fløda.

Flædd, f. en vid Flade eller Skraaning, en jævn Mark. Hall., s. Flæa, 2.

Flæe, n. Bark; s. Flæa, 1.


Flæing, f. Forsyning med Flydholt.

flæka, v.n. smigre, smidske. Solør.

flækje (flekja?), v. s. flikja.

flær, s. flaa, v. Flær, pl. s. Flaa.

Flæra, f. Rift; s. Flerra.

Flæs, f. s. Fles.

flæsa, v.n. (er, te), sprudle, rinde i tynde Straaler, ligesom af en Revne i et Kar. Shl. Sfj. Sdm. Hertil Flæs, m. en liden tynd Strøm. Flæsing, f. Udstrømning, Sprudlen.

Flæstokk, s. Flauta.

Flø (paa Garn), s. Flaa. – Flø, om Marker, s. Fly. Her mærkes ogsaa et Gaardsnavn Flø (Sdm. Stjord.), som er G.N. Fljód men med uvis Betydning.

flø, adj. lunken, lidt varm; f.Ex. om Vand. Nhl. Sfj. Paa Sdm. flødd, fløtt (mjelkefløtt). I Nordl. fløytt. I Ork. fly (jf. ly). I Gbr. floen. S. fløa og fløna.

fløa, v.a. 1, (ar), opvarme, f. Ex. Drikke. Sfj. G.N. flóa.

fløa, v.a. 2, lægge i visse Lag (= floleggja). Af Flo, f. Hard.

fløa, v.n. s. flya (2) og fløda.

Fløa (?), f. Skjæl eller Fliser af Jern. “Fløo”, pl. Valders.

Fløbjørk, f. Dvergebirk. Stjordalen. Maaskee til ovennævnte Flø, = Fly.

fløda, v.n. (er, de), 1) strømme, vælde, flyde rigeligt. (Af Flod). Det flødde utyver Golvet. Det hadde flødt utyver heile Sletta. Sv. flöda. – 2) om Søen: stige, nærme sig op til Flodmaalet. (Modsat falla). G.N. flœda. Sjoen fløder. (Efter Udtalen: fløde, fløe, flør). Ogsaa om noget, som bliver flot ved Søfloden; f. Ex. Baaten flødde laus. (Modsat: falla uppe, fjøra uppe). Particip: flødd, stegen, om Søen. Hertil Halvflødd og fullflødd.

Fløda, f. et Skjær, som overskylles af Søen i Flodtid. “Fløe”, Ndm. Jf. Flud og Flæda.

flødande, adj. stigende, om Søen.

Flødarmaal, s. Flodmaal.

Fløde, n. 1) Oversvømmelse (= Flaum). Sdm. og flere. Oftest: Vatsfløde. – 2) Regnskyl, kort Regnbyge; Tordenregn (= Flod). Sogn og fl. (Fløe). – 3) Udstrømning; især Blodtab; Blodflod. Tildeels ogsaa om Springflod eller stor Flod i Søen; dog med vaklende Form, da det ogs. hedder Fløder, f. pl. f. Ex. “stora Fløde’”, Sdm. Jf. G.N. flœd, og flœdr, f.

Fløding, f. 1) Strømning (s. fløda). 2) Søens Stigning, fra Ebbe til Flod. Sjoen er i Fløding, dvs. har begyndt at stige.

Flødval, m. en Bugt med høi Grund, som bliver tør i Ebbetiden. “Fløval”, Nordl. Vel egentl. Flødvadel.

Fløg, n. Krog, Hals, opadbøiet Spids; paa Slæder og Skier. Valders, Rommerige. Maaskee for Flog (o’).

fløge, v. s. fljuga.

Fløke (Fløkje), n. 1) en Forvikling, Knude, f. Ex. i Traad el. Garn. (Af fløkja). Helg. og fl. – 2) Vanskelighed, Knibe; en Stilling som er vanskelig at rede sig ud af. B. Stift.

fløkja, v.a. (er, te), forvikle, sammenvikle, bringe i Urede. (Af Floke). Mest brugl. vest og nord i Landet. G.N. flœkja. Particip: fløkt, sammenviklet. Mest i Forbindelsen: ihopfløkt. – fløkjast, v.n. forvikle sig (= flokna). Det fløktest i Hop fyre meg.

Fløkjing, f. Sammenvikling.

fløna, v.n. (ar), varmes, blive lunken. Nhl. (flønna). Af flø, adj.

Flør, s. Flo.

Fløs, s. Flus. fløt, s. fljot.

fløte, v. s. fljota, flytja, fløyta.

Fløte, n. et Sted eller Punkt. Tydal.

Fløy, f. 1) Vimpel (paa en Mast). Sv. flöj, flöjel; i Dial. fløg (Rietz 150). 2) Vindfløi (paa et Huus); Veirhane. 3) Flanke, Side, Sidebygning. (T. Flügel). Nyere Ord.

Fløy, Baad; s. Aafløy.

fløye, s. fløygja. Fløyel, m. s. Flygel.

Fløyel, n. Fløiel (et Slags Tøi). Holl. fluweel.

Fløyfisk, m. Callionymus Lyra. (Sjelden). Skulde hellere hedde Flogfisk.

Fløyg, m. Brødstikke, Teen hvorved man flytter og vender Fladbrød i Bagningen. Nhl. Jæd. og fl. I Smaal. Fløy Andre St. Spade, Spoda. Jf. Isl. fleygr, Kile (= Bløyg).

fløygd, adj. 1) flyvefærdig, som kan flyve; om Fugleunger. G.N. fleygr. Figurlig: bjerget, hjulpen ud af en Forlegenhed. Daa var eg fløygd: da var jeg frelst af Nøden. – 2) flyvende; eller oftere: løbende. I Sammensætning som: lettfløygd, tungfløygd. Jf. avfløygd. – 3) part. af fløygja: sluppen, løssluppen.

fløygja, v.a. (er, de), lade fare, slippe af Haanden; lade noget falde. Nordre Berg. Præs. udtales fløye (for fløygjer), men Imperf. fløygde, og Imperativ fløyg; for Ex. fløyg ikkje ned Maten. Egentl. lade flyve, af fljuga, flaug. G.N. fleygja, slippe; kaste.

fløyma, v.n. (er, de), strømme, vælde frem. Tel. (Af Flaum). Hertil: Fløym, m. Vandstrøm; Udstrømning. Mandal.

Fløymann, Fløimand. (Til Fløy, 3).

Fløyr, s. Fleir. Fløyra, s. Føyra.

Fløyt, n. Hul for Seilrebet i en Mastetop (= Honbora). Nordl. Nogle St. Fløyta, f.

Fløyt, m. 1) Lettelse, Opløftelse; s. fløyta. 2) Boie paa Garn og Liner. Nordl. (Jf. Flot, Fljot).

fløyt, adj. 1) driftig, klog til at ordne sit Arbeide, saa at det gaar let og raskt. Nordl. (Jf. flyten). 2) rask, hurtig, snar (=
fljot). Nordl. Ogsaa i Hall.

fløyta, v.a. (er, te), 1) faae til at flyde, bringe op i Vandfladen. G.N. fleyta. (Af fljota, flaut). Fisken fløyter seg: stiger op i Vandfladen. Ogsaa: holde oppe paa Vandet. Baaten fløyter seg godt: flyder let paa Bølgerne. (Nordl.). Ein lærer snart symja, naar ein berre kann fløyta seg. – 2) føre noget afsted paa Vandet, drive, f.Ex. Træer el. Tømmer. Hedder mere alm. flota (o’). – 3) affløde, aftage noget som flyder eller ligger ovenpaa; f.Ex. Fedt. Fløyta Rjomen av Mjølki. (Isl. fleyta). – 4) løfte, hæve, lette op fra Grunden. Stokken var so tung, at eg vann ikkje fløyta honom. Figurlig: fløyta seg, dvs. sætte sig i Bevægelse, muntre sig, blive kvikkere. B. Stift. – 5) lette et Arbeide, hjælpe, fremskynde; især om Veiret (= flyta). Hall. og fl. Ogsaa v.n. fløyta paa: haste, skynde sig. Nordl.

Fløyta, f. 1, Masthul, s. Fløyt, n.

Fløyta, f. 2, Fløite (at blæse i). Ital. flauto.

Fløytar, m. s. Flotar.

Fløyte, m. Fløde; især om tynd Fløde. Ellers: Rjome.

fløyteleg, adj. lettende, gunstig for en rask Fremgang (= flyteleg). Nogle St. fløyten og fløytande.

Fløyteraa, f. Stang eller Stok, som rager ud over Vandet fra en Brygge og tjener til at fortøie Baade i. Søndre Berg.

Fløyting, f. Lettelse, Opløftelse; ogs. Drivning m.m., see fløyta.

fløytt, adj. 1) farbar for Baad (el. Flaade); især om Vand, som er dybt nok for en Baad. Der er fløytt i Flod: der er muligt at flyde igjennem i Flodtid. Nordl. Jf. kringfløytt. – 2) part. opflydt, oplettet; afflødet, m.m. see fløyta. Ogsaa en Form af fløyt (adj.) og flø.

fnøsa, v.n. fnyse, pruste (= frøsa). Forekommer med stærk Bøining: fnys, fnaus, fnøsi (for fnoset, o’). Solør. Sv. fnysa. Klinger ellers fremmedt, da Lyden “fn” her er noget usædvanlig.

Fo (o’), f. s. Fud.

Fod, s. Foder. Foddog, s. Forlog.

Foder (Fodr), n. 1) Foder, Næring (for Dyr). I nogle Egne fornemmelig om Hø. (Østl.). Mest alm. forkortet til Fo’er, (Foor); i Nfj. og Sdm. Fod (i Sammensætning Fode). G.N. fódr; Ang. fóder, Eng. fodder og food. Jf. føda. – 2) Fodring, Forsyning for en vis Tid; især for en Vinter. Eit Ku-foder, Nautsfoder, Smalefoder. Jf. Foster. – 3) Klædefoder, Betrækning indentil. I dette Tilfælde overalt Foer (Foor). G.N. fódr; Sv. foder. Sjeldnere med Betydning: Hylster eller Kapsel (som i Flaskefoder), da dette oftest ombyttes med en fremmed Form “Foderal” el. “Fodrial”. Goth. fódr, Ang. fodder (Skede). Jf. G.N. fódra: indstikke (et Sværd).

Foderbann, n. 1) Hindring for at søge Foder; navnlig ved et tidligt Sneefald om Høsten. Buskr. (?). – 2) en Feil eller Skade i Munden paa Dyr. Smaal. (Maaskee Foderband).

Foderfang, n. en Favnfuld Hø. Nogle St. Foerfanga(n). Hall. Vald.

Fodergras, n. Fodergræs.

Foderhus, n. Lade, Høhuus.

Foderlass, n. Hølæs. Østl.

foderlaus, adj. foderløs.

Foderleiga, f. Betaling for Fodring, eller Vinterfoder. “Fodeleige”, Sdm.

foderliten, adj. lidet forsynet med Foder, snart foderløs. Østerd.

Foderløysa, f. Fodermangel.

Fodernaut, n. et Nød, som udsættes (udleies) paa Foder. Særskilt: Foderku, f. (paa Sdm. Fode’kyr). Foderkviga, f. Foderstut, m.

Foder-onn, f. Høslæt (og Løvhugst), “Foeronn”, Østl.

foderstelt, adj. (vel eller ilde) forsynet med Foder. “foerstellt”, Østerd.

Foderverd, n. = Foderleiga. Helg. (Foervar, Foerval).

Fodn (oo), s. Forn. fodna, s. forna.

Fodnad, m. Fodring; s. Fødnad.

Fodne (o’), s. Forne.

fodra (oo), v.a. (ar), 1) fodre, give Foder. (Alm. fora, fore). G.N. fódra. – 2) sætte Foder (Foer) i Klæder. Ogsaa G.N. – 3) forsyne, forpleie. No maa du fodra deg vel. Particip fodrad (fora’). Det er han vel fodrad med: dermed er han vel forsynet.

[fodra (oo), v.a. fordre. Efter det tydske fodern (= fordern). Hertil Fodring, f. Krav.

Fodring, f. Fodring; Forsyning med Foder. Eit Aars Fodring: Foder for et Aar. (Sædvanlig udtalt Foring).

foen, adj. bleg, sygelig; s. faaen.

foga (o’), v.a. (ar), stoppe sammen, proppe. Tel. s. fogla.

fogla (o’), v.n. 1) stoppe, især om at lave Pølse. Sdm. 2) kludre, pusle med noget (fikla, fitla); jf. fokla. Hertil Fogling, f. Kludren, seent Arbeide. Sdm.