Ivar Aasen Norsk Ordbog

innarleg, adj. som er noget langt inde (i et Huus, eller i Landet). – innarlege. adv. noget langt inde; f. Ex. det laag so innarlege. Lyder sædvanligst: innalege, eller innale’. Jf. G.N. innarla (N. L. 1, 163).

innarst, adj. inderst. (Innarst er = lengst innar, men “inst” er = lengst inn). AfviG.Naaraste (for innaraste); f. Ex. “naaraste Sengj’e”: den inderste Seng. Tel. (Mo).

innast conj. inden, førend. Gbr. (Lom). Paa Sdm. annast. (Jf. G.N. unz).

inn-barkad, adj. gjennembarket; ogs. hærdet, vant til noget ubehageligt.

innbilla, v.a. (er, te), indbilde. Innbilling, f. Indbildning. (Af Tydsk).

Innbod (o’), n. og Innbjoding, f. Indbydelse.


Innbrot (o’), n. Indbrud.

Innbu, n. Indbo, Løsøre.

Innbygd, f. Bygd (Distrikt), som er langt inde i Landet.

Innbyggjarar, m. Indbygger. Skulde hellere hedde Ibyggjar, el. Ibue.

innbyrdes, adv. egentl. indenbords; sædv. indbyrdes, i selve Samfundet; gjensidigt.

Inndrag, n. Inddragning; Træk indad.

inne, adv. 1) inde, indentil; i et Huus osv. G.N. inni. 2) i en indre Deel af Landet; paa et østligere Punkt. 3) forhaanden, nærværende. (Sjelden). Vika som inne var: den forløbne Uge. Smaal. – I Forbindelse med en Præposition (i, paa, med, fyre, under) hedder det sædvanlig: inn; f. Ex. inn i Fjordom (dvs. inde i Fjordene); inn med Land (inde ved Landet); inn fyre Holmom (inde ved Holmene). Jf. ute, uppe, framme. – Hertil: innebygd, adj. ombygget, indsluttet af en Bygning. innefrosen: indelukket af Iis. innegjerd (el. -gjerdt): omgjærdet. innelæst: indelukket. inneringad: omringet. innestengd: indestængt, og flere.

Innearbeid, n. Arbeide i Huset.

Innehald (og Innhald), n. Indhold.

Innehavar, m. Indehaver; Besidder.

Inneseta (e’), f. Indesidden.

Innestoda (o’), f. det at staae inde. I Sammensætning ogsaa Innestad (n.?); saaledes: Innestad-kyr, pl. Køer som holdes indelukkede; Kalvkøer. Hall. og fl.

Innfall, n. Indfald; indad gaaende Strømning, og desl. – Innfalls-os (oo), m. øverste Ende af en Indsø; Sted hvor en Elv løber til. Hall. og fl.

innfeit, adj. fed indvendig.

Innferd, f. Indreise; Indtog.

inn-flutt (u’), adj. indflyttet.

innfrisk, adj. frisk indentil; f. Ex. om Træ.

innful, adj. slu, forslagen, listig.

innfødd, adj. indfødt, barnfødt i Landet.

Innførsla, f. Indførsel, Import.

Inngang, m. Indgang; ogs. Indledning, Begyndelse. – Inngangskona (o’), f. Kone som gaar i Kirke efter en Barnefødsel.

inn-gift, adj. indflyttet ved Giftermaal.

Inngivnad, m. Indskydelse; Inspiration.

inngjengd, adj. om Sted, hvor man kan gaae ind. Der er inngjengt: der er Leilighed til at komme ind. Hall. Voss og fl.

Inngjerdsla, f. Omgjærdelse.

inngod, adj. gjennemgod. Mandal og fl.

inn-grodd, adj. indgroet, rodfæstet.

innhard, adj. haard indvendig.

inn-havd, adj. indbragt, indført.

innheit, adj. hed indentil.

innhol (o’), adj. huul, tom indentil, f. Ex. om en Træstamme.

innhyses, adv. inde i Huset. Nordre Berg. Tel. og fl. G.N. innhýsis.

Innkaup, n. Indkjøb.

Innkoma (o’), f. 1) Indgang, Ankomst. 2) Indkomster, Indtægt.

inn-komen (o’), adj. 1) indkommen. 2) kommen i Gunst hos En. Han var so innkomen hjaa Presten. B. Stift.

inn-kravd, indkrævet; inddreven.

Innkvelv, m. en Huulning, et Sted som er omgivet af Høider eller Bakker. “Innvelv” (-hvelv), Smaal. – innkvelvd, adj. indesluttet, omringet af Høider. Afvig. innkvævd, Tel.

inn-kvervd, adj. bortført, bragt i Skjul; indtagen af de Underjordiske. (I Folkesagn).

Innkøyrsla (kj), f. Indkjørsel.

inn-lagd, adj. indlagt; s. leggja.

inn-laten, adj. indladt, indlukket. Nogle St. innliten (i’), innleten.

Innlaup, n. Indløb; Indseiling.

innleg, adj. 1) indvendig, som er indentil. Jf. innarleg, og inderleg. – 2) om Vinden: østlig, staaende fra Landsiden. Nordl.

Innlegg, n. 1) Indlæg, noget som bliver indlagt; Forestilling i en Sag, m.m. – 2) et Stykke Udmark, som indhegnes og lægges til en Gaard. Ork. og fl. – 3) Almisselem, Fattigmenneske som indsættes paa et Sted til Underholdning. Østl.

Innleiding, f. Indledning.

Innlending, m. 1) indfødt Person, i Modsætning til “Utlending”. 2) Indbygger i den indre Deel af Landet.

innlengst, adj. inderst. Tel.

innlodad, adj. indbjerget, indhøstet. Hava innlodat (inn-loa): færdig med Indhøstningen. Østl.

Innlyding, f. et lidet Besøg, en Visit.

Innløsyning, f. Indløsning.

innmarisk, adj. listig, slu, forslagen. Hall. I Smaal. imarisk. (Sv. illmarig; i Dial. inmarig, imarisk). Dunkel og noget fremmed Form. Jf. mara, v.

Innmark, f. indhegnede Marker, I Modsætning til “Utmark”. Jf. Bø, Gjerde.

Innmat, m. Indmad, Indvolde som tjene til Mad. En anden og sjeldnere Form er Innmete (e’), m. Sdm. (Sv. inmäte).

innmed, præp. nærved, hos (= attmed). Tel. og fl.

innmynt, adj. fladmundet, el. som har indbøiede Læber. Tel.

Innprenting, f. Indprentelse.

inn-reidd, adj. indredet; ogs. indrettet.

Innreide, m. Forsyning indentil; indvendige Dele, Redskaber eller Organer; ogsaa Indretning.

Innrensl, n. Indløb; Indstrømning.

innrikes, adv. inden Riget. Som adj. indenrigsk, indenlandsk. Lidet brugt.

Innrom, n. indre Rum.

Innrote (o’), m. Forraadnelse indentil, for Ex. i Træ. “Inraataa”, Smaal.


innroten (o’), adj. raadden indvendig.

innrøn, adj. staaende fra Land, indenfra; altsaa østlig, om Vinden. Nordl. mest i Formen innrønt, men hedder ogsaa innrømt. HelG.Namd.

inn-sett, adj. indsat; indbragt.

Innsida, f. den indre Side.

Innsig (i’), n. Indsynkning, eller (oftere) Indstrømning, især om Fiskestimenes Indskriden imod Landet eller til Fjordene.

innsigla, v.a. forsegle. (Nu oftere forsigla). – Innsigle, n. Segl paa Dokumenter. (Oftere Innsegl). G.N. insigli, af Lat. sigillum.

Innsigling, f. Indseiling.

Innsjo, m. 1) indre Farvand, Søstykke indenskjærs. 2) Indsø (= Vatn). Østl.

innsjuk, adj. indvortes syg. Hall. og fl.

Innskiping (i’), f. Indskibning.

inn-skjerdt, adj. indsvunden, formindsket. “innskjørt”, Hall. S. skjerda.

Innskot (o’), n. Indskud; ogs. Indskydelse.

innslaknad, adj. indfalden, indsunken, for Ex. om Kinder. I Hard. innslokna (innsloknud?).

inn-sokken, adj. indsunken.

Innsole, m. Indsaale, Bindsaale.

innsprotten, adj. revnet indvendig.

Innstig (i’), n. Indstigning, Indtrædelse.

Innstøde, n. Indkomster; ogsaa Formue. Lyder tildeels Innstyde (y’), Sdm. G.N. innstœdi, n. og innstœda, f. Kapital.

Inntak, n. Indtagelse; Sted hvor noget tages ind. Ved Trondh. ogsaa: Indryk, Tilløb.

inn-teken (kj), indtagen; figurl. henreven; ogs. bortført (= innkvervd).

Inntekt, f. Indtægt, Indkomst.

inntelja, v.a. indprente, lære; overtale til at troe noget. Smaal.

inntung, adj. tung i den indre Deel; f. Ex. om Aarer paa en Baad.

inn-under, som adv. 1) paa Undersiden; 2) i Ly, i Skjul. Afvig. “innpund”, Trondh.

innvarm, adj. varm indvendig.

innvendes, adv. indentil, indvendig. (Maaskee alm.). Sv. invändes.

innverdes, adv. indvortes, indentil (især i Legemet). Brugt i Formen “innværtes”, BerG.Nordl. og fl. Nogle St. “innvaartes”. Sv. invertes. Jf. G.N. innanverdr, adj. Eng. inward.

Innvid (i’), m. Indholter i et Fartøi. Mest alm. Innve’. G.N. innvidr.

Innvigsla, f. Indvielse. inn-vigd; indviet.

Innvilje, m. Had, Bitterhed. Sdm.

Innvol (o’), m. Indvolde. B. Stift, Nordl. og fl. (I Vald. Innvøl). Jf. Slog, Gjerne. Afvigende fra G.N. innyfli, og Sv. inelfvor. Jf. Ght. innódi, innodili, innuovili (Grimm, Gr. 3, 407).

innøygd, adj. huuløiet, som har dybtliggende Øine, Tel. og fl. G.N. inneygdr.

insk, s. einsk.

inst, adv. inderst, længst inde. Inst og øvst: inderst i den øvre Deel. Inst og nedst: inderst i den nedre Deel (i en Strand eller Bjergside).

inst, adj. inderst, som er længst inde; østligst, s. inn og indre. Sædvanlig kun i bestemt Form (inste); f. Ex. inste Enden; inn i inste Fjordarne o.s.v.

inte, s. ikkje og ingen.

Intestund (?), f. sidste Stund, yderste Øieblik af en vis Tid. Smaal. Maaskee Inntil-Stund (?), jf. Einkomstund.

i-nørd, opfrisket, optændt; s. nøra.

Ir (ii), m. 1) Ængstlighed, Uro i Sindet (= Hugverk). Nordre Trondh. Vel egentl. Ider (Idr). G. Sv. ider (Rietz 289). – 2) Sygelighed, Ildebefindende, f. Ex. efter en Ruus. Ndm. Maaskee et andet Ord; jf. Hir.

ira, v.n. (ar; ogs. er, te), 1) angre, fortryde. “ire paa”: anke paa, være utilfreds med. Hall. Num. Tel. Vel egentlig idra. G.N. idra: angre. – 2) grue for noget, have Ulyst. Hard. “Han irte paa da”: han havde ingen Lyst dertil. – Ellers i Formen irast, v.n. ængstes, bekymres, være urolig i Sindet; ogsaa: plages af Længsel; især: føle Hjemvee. Indh.

iraud, adj. rødlig, rødagtig.

ireleg, adj. harmelig, som volder Fortrydelse. Hall.

iren, adj. 1) ængstlig; s. irsam. – 2) ærgerlig, misfornøiet, som fortryder noget. Hall. – 3) skranten, sygelig (s. Ir). Ndm. Jf. eiren.

irsam, adj. ængstlig, urolig i Sindet; især: bange for at forsømme noget; ogsaa: urolig af Længsel eller Hjemvee. Indh.

irsk, adj. irsk, irlandsk.

Is (ii), m. Iis, frossen Vædske. Med Fleertal (Isar) om Iislag paa Markerne (for Ex. i en Vei); uden Fleertal om Iislag paa Vand.

isa, v.n. (ar), 1) blive Iis, fryse; ogsaa belægges med Iis. 2) iisne, gyse som ved en Berørelse med Iis. Det isar i Kroppen. Østl.

Isa, f. Delphin; s. Nisa.

Isberg, n. Iisbjerg (i Nordhavet).

Isbild (?), s. Ispil.

Isbrede, m. en Masse af fast Iis paa et Fjeld (= T. Gletscher). Jf. Brede.

Isbrodd, m. piggede Jernsaaler til at gaae med paa Iis. Sædvanl. kun i Fleertal.

Isbrot (o’), n. 1) Iisbrud; s. Isløysing. 2) Iiskant paa Vandet.

Isbrune (u’), m. Iisbrand, Skade af Iis i Græsroden paa et Engstykke. Østl. (nogle St. Isbrona). Ogsaa kaldet Svellbrune og Svullbrune.

Isel, m. Fiskemælk (Mjølke); Sæd i store Fiske, især i Torsk. Sfj. Sdm. Ogsaa i en
anden Form Iselja, f. Nordl., el. Iselje, m. Nhl. – Hertil Iselfisk, Iseltorsk, m. Hanfisk, i Motsætn. til Rognfisk.

Iselja, f. s. Isel.

i senn (paa een Gang), s. Senn.

Isferd (-fær), f. Iisbrud (= Isløysing). “Elv’a gjore Iisfær”: Elven brød op og førte Isen bort. Nordre Berg.

Isflak, n. et løst eller afbrudt Iisstykke paa Vandet. Nogle St. Isflake, m. I Gbr. Isflok (oo), m.

Isflogga, f. s. Iskrav.

isfør, adj. tillagt med Iis, som man kan færdes paa. Det vardt isført. Hall. og fl. Hedder ogs. isfarande.

Isføre, n. Iis at kjøre paa.

Isgalt, m. = Haagylling (Fisk). Sdm. Isgaltlyse, n. Tran af denne Fisk (forhen meget anseet som Lægemiddel).

Isgang, m. s. Isløysing.

Ishella, f. Iisbund, Iislag paa Marker og Veie. Afvig. Ishylla, Ishyll’, Trondh.

Ising, m. en Mellemting af Snee og Iis; Snee som først er fugtig og siden fryser. Nordl. ogsaa i Nhl. og fl. I Hall. Isung om en tynd Iisskorpe.

isjaa (for ihjaa), hos; s. hjaa.

Isjøkul, m. Iistap; s. Jøkul.

iskald, adj. kold som Iis. Hedder ogsaa “isende kald”.

Iskjer, s. Igulkjer.

Isklake, m. Iisstykke. Nhl. Shl.

Iskost (o’), m. Ophold, Standsning, Hvile. Hall. (Hoel). Dunkelt Ord; synes ikke at høre til Iis.

iskrast, v.n. gyse, føle en Rystelse. Sogn. Jf. askrast.

Iskrav, n. en meget tynd Isskorpe; smaa Iispartikler paa Vandet.

islandsk, adj. islandsk. Sjeldnere islendsk. Oftere som Subst. Islands, f. Ex. Islands Ull; Islands Mose og fl.

islaupen, adj. iisdækket, iset udenpaa; for Ex. om Træ, om Klæder o.s.v.

Islega (e’), f. den Omstændighed, at der ligger Iis paa Vandet. Nordl.

Islegg, m. (Fl. Isleggjer), Been-Skøiter, Lægbeen (især Hestelægge) til at have under Fødderne og glide med paa Isen. Renna paa Isleggjom. Nordenfjelds. G.N. ísleggir.

Isleid, f. Iisvei paa et Vanddrag.

isleides, adv. paa Iisveien, efter Vanddraget. “Fara isleies”, Hall. Hedder ogsaa isfares.

Isleng, m. Noget som bliver kastet i eller imellem.

Isløysing, f. Iisbrud, Isens Opbrud og Bortstrømning i Elvene. Ogsaa kaldet Isferd, Isgang og Isvekkja.

Ismotta (o’), f. Aabning paa Klæder (jf. Smotta og Hovudsmotta). Lidet brugt.

isnæm, adj. som let fryser til. Veiret siges at være “isnæmt”, naar Vandet fryser snarere end man ventede, altsaa ved en Kulde som ikke syntes at være stærk nok dertil. B. Stift.

Ispil, m. Stok med en Jernspids, hvormed man støder Hul paa Iis. Østl. I Valders Ispel (i’), el. Ispill. Maaskee egentlig Isbild (bill). Sv. isbill.

Isrun (u’), n. Masse af sammendrevne Iisstykker i en Elv. Sdm.

issa (i’), et Udraab af Uvillie eller Afsky. Hertil: issa, v.n. sige “issa”. B. Stift.

Issorr (o’), n. Iiskrav, smaa Iisstykker. Trondh. S. Sorr.

Isspong (-spaang), f. Iisbælte, smalere Iislag, f. Ex. i et Sund.

ist (dvs. gider), s. idast.

i stad (nylig; strax), s. Stad.

istende (= ilt ende), s. ilt.

Ister (Istr), f. Vidiepiil (= Vider, Vidja). Nordl. I Gbr. Istre. Maaskee for Ilstra. G.N. ilstri, n. (?). Sv. jolster, jälster, hilster, f. (Dalin 1, 793). Hertil: Isterkjerre, m. Vidiekrat, Vidiebusk. Helg. Istervidja (-via), f. en vis Art af Vidiepiil (Salix pentandra?). Nordl. Paa Østl. Istervider, “Istervier”. (Smaal.).

Istig (ii, i’), n. Stigbøile paa Vogn eller Sadel. Østl. G.N. ístig. Ellers kaldet Stigjarn, Stigbygla og fl.

Istra (ii), f. Ister, Fedtlag omkring Indvoldene (især i Sviin). G.N. ístra. Istreblæja (Isterbleia), f. Isterflomme. Østl. (Rom.). Ogsaa kaldet Istreboka (o’), el. “Isterbuku”, s. Boka. – Istresild, f. Sild med meget Fedt i Indvoldene. Istrevomb, f. Isterbug.

Istrøm, m. Iiskant paa Vandet.

isunder, s. sunder.

isur, adj. syrlig, lidt suur.

isvart, adj. sortagtig, lidt sort.

Isvatn, n. Vand af smeltet Iis; ogs. om iiskoldt Vand.

Isveder, n. Veir, hvori der let bliver Is. “Isvær”, Tel. og fl. Jf. isnæm.

Isvekkja, f. Iisbrud, Iisløsning. Tel.

Itak, n. Greb eller Tag i noget. Ogsaa om en stærk Anstrengelse. Ork.

i-teken (kj), adj. rørt, berørt.

Itel, el. Ittil, s. Eitel.

itt, s. ikkje. – itte (i’), s. etter.

i tunn (rundt), s. Tunn.

iva, og ivast: tvivle o.s.v., see eva.

ive (over), s. yver. Ivebende, ivefødd, Ivekast o.s.v. see under yver.

Ivju, s. Evja.

ivra (ii), v.a. ophidse, opægge. (Nordre Berg. og fl.). ivrig, adj. hidsig, opbragt. Nyere Ord, som dog maaskee kunde støtte sig til yva og øva.

iøven, adj. tvivlraadig (= even, evsam). Voss.


J.
ja, bekræftende Partikel: ja. (Jf. jau). Ogsaa Indledningsord i Sætninger, som indeholde en Indrømmelse, Antagelse, Beslutning eller lignende; f. Ex. Ja, det kann so vera. Ja, lat oss ganga. Ja, no er det for seint. – Ofte fordoblet eller forbundet med et andet Ord: ja ja! – ja daa! – ja so! (tildeels som et Spørgsmaal, eller som Udtryk af Overraskelse el. Forundring); – ja so menn, el. ja-menn; s. menn. Forskjellige Vendinger i Betydningen adskilles kun ved en egen Betoning og ere altsaa vanskelige at forklare i Skrift.

jabba, v.n. 1, snakke efter, sige Ja til alt. Guldal. Ogsaa: stamme, tale klodset. Hall.

jabba, v.n. 2, trippe, løbe (= labba). Smaal.

Jadar, m. 1) Kant, Rand; især paa noget bredt og tyndt, f. Ex. en Dug, en Væv. Brugt i forskjellig Form: Jar, mest alm., Jair, Sdm., Jaadaar (Jaaddaar), Indh., Jaar, Ork., Jær, ved Stavanger. G.N. jadarr. (Jf. Ang. eodor, edor; Eng. edder: Gjærde). – 2) den ophøiede Rand, som er tilvoxet omkring et Skaar i et Træ. Indh. (Jaadaar), Ork. Gbr. (Jaar). Paa Sdm. kaldet Lunde. Jf. ogsaa Ljor. – 3) en Række af Gaarde, et Bygdelag (maaskee betragtet som en Side eller Kant af Landskabet). Ork. i Formen Jaar. – Landskabet “Jæderen” ved Stavanger (G.N. Jadar, á Jadri) benævnes sædvanlig med Formen: Jær (Jæren); saaledes ogsaa Jærbue (for Jadarbue), m. Indbygger af Jæderen.

Jadarfete (e’), m. Fid el. Traadbundt i Kanten af en Væv. “Jarfete”, N. Berg.

jadarflaa, adj. slap i Kanterne; om vævet Tøi, som ved en Udstrækning bliver lidt længere i Kanten end i Midten. B. Stift, Hall. og fl. i Formen jarflaa, el. jareflaa. G.N. jadarflár. Ellers: jarflikt, Gbr. (jf. flikja), og jarslak (el. jaadaarslak?). Trondh. Jf. stødevind.

jadarslak, adj. s. jadarflaa.

jadra, v.a. (ar), 1) beklippe el. beskjære i Kanten. Nordre Berg. (jara). “Eg kann jara ‘ta’ noke-lite meir”. – 2) v.n. følge Kanten. “Sol’a jara laangs mæ Fjella”: Solen gaar langs med Fjeldkanten. Sdm. (nogle St. jaira).

Jag, n. 1) Jagen, Drivning. 2) Jagt.

jaga, v.a. (ar), jage, drive; ogsaa: paaskynde, drive stærkt, f. Ex. til Arbeide. Afvig. jaagaa, Gbr. Ork. Jaga av: forjage, fordrive. Jaga upp: opdrive, indhente (et Dyr) ved Forfølgelse. (Formen “jog” er her fremmed).

Ja-gjæve, n. Tilsagn, Løfte; gunstigt Svar paa en Begjæring. Hall. G.N. jagæfi. Jf. Jakvæde, Jaminne.

jagla, v.n. (ar), vrøvle, føre løs Snak. Hall. Jf. jugla.

Jagslede, m. en liden let Reiseslæde. Tel. og fl. (Jageslee).

Jagster (Jagstr), m. Jagen, Drivning; Forfølgelse. Trondh.

Jagt, f. Jagt (Jægt), eenmastet Fartøi. (Nogle St. bruges baade Jagt og Jægt, tildeels endog med en Forskjel i Betydningen). Nyere Ord. Holl. jagt; Eng. yacht. Hertil Jagtefarm, m. Ladning for en Jagt. Jagtenaust, n. Skuur at opsætte en Jagt i. Jagtesegl, n. Seil til en Jagt. Mest brugl. nordenfjelds.

jagta, v.n. (ar), 1) jage efter noget, tragte, stræbe. Tel. og fl. – 2) gaae paa Jagt. Hadeland. Ellers: ganga paa Veiding, i Veideskog, og fl.

jakka, v.a. (ar), tilklippe, jævne (især Haar). Sdm.

Jaksle, m. Kindtand, Tyggetand. Afvig. Jakle, B. Stift, Nordl. Jæksle, Østl. G.N. jaxl. I Sverige jäksl, jäkkel (Rietz 300).

jakta, s. jagta og jatta.

Jakvæde, n. Samtykke, bekræftende Svar; ogsaa: Løfte, Tilsagn. Eg fekk ikkje nokot Jakvæde paa det. B. Stift. G.N. jakvædi. Jf. Jagjæve. En anden Form er Javæle. Smaal.

jala (huje o.s.v.), s. hjala.

Jalk, s. Gjelk. jalka, s. gjelka.

Jall, s. Hjell.

jalma, v.n. (ar), klinge, give Gjenlyd. Tel. Afvig. jølma: huje, skraale, støie. Vald. (Isl. jálma). Jf. jamla.

Jamaldre, m. Jævnaldrende. Han er Jamaldren min, el. Me er Jamaldrar: vi ere lige gamle. Nogle St. ogsaa Jamaldring. G.N. jafnaldri. – Ordet jamn (javn) lyder i Sammensætning sædvanlig jam (jamm). Tildeels ogsaa i G.N.

jambardad, adj. bredfuld (= jamtrømad). “jambala” (m. tykt L), Hall.

jambordad, adj. ligedan bygget paa begge Sider; om Baade.

jambreid, adj. lige bred overalt.

jambreiddad, adj. s. jamtrømad.

jambulad (u’), adj. vel afrundet, fyldig, vakker; om Dyr.

jambytt, adj. jævnt fordeelt, ligelig uddelt eller skiftet.

jamdjup, adj. lige dyb overalt.

jamdreglad, adj. staaende med Kanterne i lige Linie; f. Ex. om to Fjelde, som man seer i lang Frastand. Sdm. Jf. dregla.

jamdyr, adj. lige dyr. Det er alt jamdyrt; el. Dei er jamdyre.

Jamdøger, n. 1) Jævndøgn (?). Jf. Jamvaar.
– 2) et Døgn, Dag og Nat. B. Stift, Nordl. og fl. Jf. Samdøger.

jam-ekst, adj. om Ager, med samtidig udsprungne og jævnstore Ax.

jamfaren, adj. omtrent ligedan overalt. Oftere: jamfaret, adv. mest almindelig, for det meste. “jæmfare”, Gbr.

jamfengen, adj. noget jævn eller ligedan overalt. “jamfingjen”, Sdm.

jamfull, adj. 1) bredfuld. 2) i Fleertal: lige fulde.

jamfus, adj. lige villig, el. lysten.

jamfør, adj. lige duelig, el. skikket.

jamføttes, adv. i lige Linie, med Fødderne jævnsides.

jamgamall, adj. lige gammel.

jamgjor, adj. lige moden overalt.

jamgod, adj. jævngod, lige god.

jamhard, adj. lige haard overalt.