A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Kveldkurr m. = Kveldsdus. Vald. (Vang).

Kveldletta (e', ee) f. = Kveldklaara. Tel. Sæt.

Kveldmehank m. Myg, Culex pipiens. Hard.

kveldmyrk adj. mørk om Kvælden, eller fordi det er Kvæld. Sæt.

Kveldneppa f. = Kveldkipta. Tel. (Mol.).

Kveldonn (o') f. = Kveldseta. VAgder.

Kveldrod (o') n. Aftenrøde. G. N. rod Rødmen. Tel. (Vinje, Moland). "Kvellro turkar Høy, Morgoro miig´e paa Møy". Derimod: "Kveldsrø æ Maara-flø", hvor K. synes at være = Kveldklaara (Rydning for Skyer), YSogn. Jf. kveldrydja.

kveldrydja v.n. (ryd, rudde, rutt) slutte Arbeidet og rydde op før man gaar til Sængs. Hard. (Kvamm).

Kvelds-bit (ii) m. = Kveldbisk (Sogn). Ma.

Kveld-set (e') n. = Kveldseta; særlig fra Kl. 8 til 10. Sæt. Gul. – Kveldsetbil (i') n. d. s. Sæt.

Kvelds-evne n. = Kveldkjøgla 1). Hard.

Kveld-sita f. = Kveldseta. Kvællsitu, bestemt: -o; Smaal. (Eidsberg). Kvællsit(t)aa, -seet(t)aa, Ndm.; Kvæil(d)seeto, NGbr. – Kveldesota (o') f. d. s. YSogn: -e-.

kveld-skjemta v.a. (ar), holde Aftenmoro. Sæt. Maaske især om Sammenskudslag "Skjemt", Rbg.

Kvelds-kipta, Kvelds-kjøgla se Kveld-.

Kveld-skjøra f. En som færdes meget ude om Aftenen. Nhl. Se skjøra.

Kveld-skot (o') n. Skumring. Østl. (Hadeland, Rom. Modum og fl.): -skott (aa#-ö).

Kvelds-kryp (yy) m. = Kveldkipta. Nfj. (Honndal, Stryn).

Kveld-skræma f. et Aften-Skræmsel. Sogn.

Kvelds-lur m.? Aftenstille? Kun hørt i Ordsproget: "Kvællsluur gjer Maargaan suur". Ndm. Jf. Kveldheid, -rod.

Kveld-smeikja f. = Kveldklaara. Tel. (Laardal), SætB. og V. Kvellsmeija, Li. (Fjotl.).

Kveld-snod (oo) f. Vind som om Kvælden blæser nedad Dalen. Sdm. Nfj. (Honndal).

Kvelds-rau(d)na(d) m. Aftenrøde. Namd. Strinda. – Kveldsnippa f. = -hykla. Ryf.

Kveld-stir m. "Han he fingje Kvellstiirn", siges om den som stirrer længe og sløvt. Dal. (Hæskestad).

"kveldsvævd adj." A. Ma. NGbr.

Kveld-sykja f. Søvnighed. Stjør.

kveld-søv adj. = kveldsvæv. Ndm.

Kveld-søva f. 1) Person som er kveldsøv. Sogn (Underdal). 2) Løvetand = -svæva. Sogn (Vik, Underdal). "Kveldsvøva", A. Nhl. – Kvældsvæve f. Oxalis. Vald.

"kveldvart adj. n." A. Vald. Ringerike, Oslo. "Dær maa væra so kvældvart", fordi der er syge Folk eller "Tussar". Ogsaa: "Du kann nokk staake, d'ær'nte kvælls-vart ennaa", Follo.

"Kveldverd m." A. Kvælls-væl, Oslo; Kvælls-val, Innh. Helg.; Kvældvoor, Vald. (Vang) og Kvællvool, Vald. Totn.


kveldverda seg v. (ar), spise Aftensmad. Sogn: kveldvoora seg.

"Kvelja f." A. 2) Slimbelæg, f. Eks. paa Tænder. Namd.: Kvælli.

kvelja v.n. (ar), gjenlyde. SætV. I Stev: "De kveljar i Berg o N^euta".

"Kvell m." A. NGbr.; VTel.: Kvedd´e.

"kvella v.n." A. VTel. (Mo, Mol.): kvedde.

kvellen adj. = kvell. Sogn: kvedlen i Maole".

kvelpa v.n. (ar), 1) skvulpe; klukke. Tel. (Tuddal). "Dæ gvelpa roont oom Baatn". 2) om Baad og dl.: kantre? Shl. Ryf. "Ein Kvelp (m.) te Baat", el. "ein kvelpen (adj.) Baat", Baad som har let for at kantre. Ogsaa: Kvølp m. Shl. (Neppe blot: Hvalp, hvalpagtig). Kulp m., kulpen adj. d. s. Sfj. Nhl. Jf. kvolpa, drikke med Kluk; Skaansk Dial.: kulp, kulpa dvs. klunk, klunka.

"Kvelv m. 3) en Huulning osv." A. Gvelv, Gvølv, Tel. (Selljor, Lunde). 4) enslags Dans. Hall. og fl. "Valdriskvælvn". Gvælv, Ringerike (Sigdal). – Kvølv, NGbr. og fl.

Kvelva f. skaalformig Dal = Kvelv. Ryf.

"kvelva v.n. (kvalv)". A. kvolve, Nfj. holva (ar), VLi. Dal. Jæd.

"kvelva v.a. (de)". A. kvølva, Voss (Eksingadal); kvølve (kvølde, kvøld), NGbr. og fl.; kvæælva, VAgder; kvææva, VAgder (Grindeim og fl.), Sæt. og Tel. (e); holva, VLi. (Bakka og fl.), Dal. Jæd.; gvølve, Vestfold og fl.; köl, (Imperf. "költ"), Salten. "kvelva Baat" er: omvælte Baad paa Vandet; "holva B." er: lægge B. med Kjølen opad paa Land (saa den danner Hvælv over iagttagelig Huulning); Nhl. Hard. 4) v.n. danne Hvælvning eller Huulrunding; hvælve sig. Li. (Eikin og fl.). "Skaal´æ, Kopp´n, Baat´n kvæælve mykje, "liite", dens Side buer sig stærkt (lidet). Jf. attrkveld, attkold, kvæla.

Kvelve n. = Kvelv 3), kvæv. Røldal.

Kvelveflaga f. en Vindbyge som falder med et Kast ned fra Fjeldet. Shl. – Kvelverosa (o') f. d. s. Shl.

Kvelvingsvokstr m. Foldning i Skiferbjerg. Sogn. Meddelt.

kvem (ee) adj. letfængende osv.; se kvæm.

kveml aj. om Luft: kvalm; trykkende. NTrondh.: "kvæmm´l". Og: -a-. Jf. kvam.

"Kvemleida f." A. Ryf. Sogn.

kvemlen adj. kvalm dvs. a) voldende Kvalme; b) lidende af Kvalme. Sæt.

Kvemmann, Kvemmfolk se Kvennmann.

kvempen adj. om Luft: tung og vaad, kvalm, lummer; om Mad: kvalm. Tel. (Selljor, Raul. Vinje, Moland). – kvempeleg d. s. Vinje. – kvemplen d. s. Tel. (Sauland). Jf. kvamp, Kvamp.

"kven pron, hvo". A. kvaaⁱn, Ndm. (Tingvoll og fl.; ogsaa "kvaⁱnn"); keenn og kinn (haardt K), Shl. (Etne, Stord), Ryf.; kvær og kær, Sfj. (Jølstr, Førde); kan, NGbr. se d. – Ogsaa: kvei, Nhl. Ryf. (Suldal; sj.); kvei og kei, m. og f., Shl. (Stord); køm, Gbr. (Fron); hæm, Vestfold (Lier; ogsaa i Allum's Viser); Ringerike (Snarum; sjelden); jf. hække, Snarum. – kva, Ndm. (Rindal). Meddelt. Jf. Gotisk hvas.

kven(d)skleg adj. kvindeagtig. Tel. (Skafsaa).

kvendeginsk adj. om Karle: tiltalende for Kvinderne; yndet af, staaende høit hos, Kvinderne. SætV.Rbg. Se ginsk. kvændejønsk adj. i et Stev i Tel. – som Rim til "paa skjønsk" – er vel eet hermed.

Kvennedl m. Angelica. Røldal. Se Kvann.

Kvennmann m. Kvinde. SætV. Kvæmmann, Kvæmmfølk d. s. Vald. (Vang,Slidre). Se A. – Kvennmannsko m. Kvindesko. SætB. og V. – kvennmanskleg adj. kvindeagtig. Sæt. Tel. (Skafsaa).

"kveppa v.n. (kvapp). 2) rystes af Skræk". A. Agder, Tel. Ndm. Oftest i ØAgder og Tel.: kveppe, kvopp, kvuppi; VAgder: k-a, kvapp, kvuppe. I Nfj. (Stryn): kvoppe (o') og kveppe, kvopp, kvoppe. 3) minke pludseligt og stærkt; falde sammen (ligesom. fare sammen); om opsvulmede Vandløb. Sfj. (Bremang). "Elva ha fare te k.".

kveppa v.a. (er, te), opskræmme. Nfj. (Gloppen). kvoppe (o'), kvopte, Nfj. (Stryn; og oftere: "kveppe").

kveppa v.n. (er, te), om Vind og Røg: slaa stødvis ned eller ind = kvefta, kveva. Strinda (Buvik, Børsen). Jf. kvapla, kvama.

"kveppen adj." A. 3) a) skiftende i Stemning, sangvinsk; især: let at opmuntre. b) rask; let i Bevægelser. Stjør.

kveppen adj. 2. Til kveppa (te) v.n. Strinda. "Aam(n)´n æ kvæppin, han ryyk itt(j) oopp", Ovnen trækker daarligt.

"kvepsa v.n. bjæffe". A. Ryf.: gjø saa smaat. 2) tale hvast; skjælde. Hard. Ryf. Jf. D. Diall. hveppe, gjø som en Hvalp; Isl. hvepsin uforskammet (hvepsa skjælde). "kvækse 'ti (aat æin)", tage hvast i, NGbr., hvor "Kvæks" (se Kvefs) er: opfarende Person.

kvepsen adj. = kveppen, kvekken. Li. (Fjotland). Jf. kvifsen.

Kver n. = Kverevedr; se flg. Sæt.

kvera (ee?) v.n. (ar), 1. lufte bygevis kun saa vidt at Vandet kruses let i Striber el. Flækker, at Vinden "spiller" henad Vandet. SætB. og V. kvirra d. s. Hard. (Ulvik). – Kvera f. et svagt kruset Vandparti el. "Sverta". Sæt. – Kverevedr n. Veir med slige yderst lette (spillende) Vindbyger. Sæt.: -veir. Se kvidra 1, kvera 2?

kvera (ee) v.n. 2. se kvidra, og kværa.

kvera seg (ee) v.n. (ar), om Vinden: dreie sig langsomt; vride sig. Helg. (Bindal, Brønnøy). (Men: "kværv' Syn´e").

Kvere m. 1) Haarhvirvel = Kvervel. Sfj. (Førde): Kveere. Maaske for Tvere, se d. 2) en sammenvreden Visk el. Kvast til at skure el. tørre med. Tel. (Selljor).
"Kverk m. 1) Strube, Hals". A. Kvirk, Sæt.; Kvark, INfj. Om den udvendige Hals, især Hestens. NGbr. Hertil: Kverkereim f. Halsrem. 3) brat Smalning eller Indknibning, som af en Eng mellem to Agre, eller af Skorstenen ved Pibens Begyndelse. ØTel. VAgder, Dal.

Kverk (e') n. Smalning fremkommen ved dybe, omtrent retvinklede, og smale Indsnit; se flg. Rbg. (Aamlid, Veikusdal, Evje). Og: Avkverk n.

"kverka v.a. (ar), 1) kvæle". A. kvarke, INfj. Ogsaa: kvirkja (er, te), Dal. Sæt. VTel. 4) v.n. smalne brat, som ved Indsnit el. Indknibning (-klemning) fra begge (alle) Sider. Rbg. Ma. "De kverkjer inn te eit Kverk".

kverkast v.n. svinde hen. Romsd. For tverkast.

Kverkeband n. de Sener og Muskler som forbinder Fisks Bug med Hoved. INfj.: Kvarkeband.

Kverkereim f. Halsrem; se Kverk. NGbr.

Kverkja f. Hestesygdom; = Kverksvull? Jæd.

Kverkje m. 1) Vinkel osv. = Kverk m. 2). Nfj. (Stryn). Kvarkje, Nfj. (Gloppen, Breimn). 2) Smalning osv. = Kverk n. VAgder; VTel.: Kvirkji. Og: "Smalk.".

kverkjekruppen adj. om Hest som trykker Hovedet ind mod Halsen. Sæt.

Kverksvull (e') m. = Kversyll. Ma. (Hægeland). Kverksvudd, Ma. (Vigmostad og fl.), Li.?; Kverrsvudd, Sæt. Ma.; Kverrsvudl, VLi. Rog.; Kværrsvalle n.? Guldal; Kværrsvill f. Vald. Hall. (Nes, Gol); Korsvilla f. Sogn (Lærdal); Kværsyll f. Gbr.; Kværsill f. Østl. G. N. kverkasullr Hævelse i Halsen. Hedder: Kværrsoott f. Ndm.; Kværrsutt, Ork. (Rennbu); G. N. kverkasótt Halsesyge.

kverkutt adj. fuld af Hindringer; besværlig; trang; mest i n.: tvært. Helg. "Da gjekk kværkaat". Jf. kyrkjen. Maaske dog for tverkutt, som kverkast for tv-.

"Kvern f. Kværn". A. Kveenn og Kvinn (i'), Sæt. Kvedn, VAgder, Rog. Sogn: "Vera te Kved`nar", være paa Møllen for at male. Shl. Hard. Te Kved`ne, Ma.

Kvernarbuna f. se Kallbuna.

Kvernarburd m. = Kvernbyr. Hard. Voss, YSogn. "D'æ kje Kvennabur (og Kvednabur) idag". Kvennabyr A. Nhl. Sdm. Sæt. (Kvenne-). Kvennbør, Gul.

Kvernardarre m. = Skaketein. SætB.: Kvenne-.

Kvernarhatt m. en næsten sylindrisk Tragt som sættes (sattes) i "Kvernauga" til at forebygge Kornspilde. Tel. (Selljor): Kvenne-. Skal ogsaa hedde. Kvennehaamm, hvilket dog maaske snarere er = Grøypehomm. Ordene døende med Tingen. Se Homm.

Kvernarknorr? m. almindelig Møllestilstand for Vandmangel. Romsd. (Eid, Vestnes, Gryten): Kvænnaknörr; Romsd. Vestfold: -knurr. 1ste September hedder i Ndm. Kvennaknarr; klart Veir paa den menes at følges af Vandmangel udigjennem Høst og Vinter. Se Kvernknarr og -kurr. A.

Kvernarlur m. = Lur 2. Nhl. og Vald.: Kvedna-. I NGbr. (Vaagaa) er Kvæinnluu blot de to buede Stokke som tilsammen indfatter Møllestenen.

Kvernarnaud f. Vanskelighed for at faa malet Korn for Vandknaphed. Romsd.: Kvennanäu.

Kvernarnogg (o') n. (og f.) = Kvernarnaud. Romsd.: Kvennanogg. Jf. Vassnogg; Nogg (Gniden, Knaphed).

Kvernarraas, f. Rende, muret eller graven, fra Mølledam til Trærende, "Slok". Sogn (Aurland, Vik): Kvednaraos.

Kvernarrun (u') f. = Kvernarraas, men oftest graven. Tel. (Vinje, Raul. Kvitseid, Selljor): Kvenneroon. Se Run, Ryne.

Kvernarryne (y’) n. = K. –run. Tel. (Rauland, Aamotsdal); Kvennerøne.

Kvernarstøype n. = Kvernfall. Ryf. Hard. Nhl. Sfj. "Gott Kvennastøype" og "Kvedna-".

"Kvernleiga f. = Mylnartoll. NGbr.: Kvæⁱnnleige.

Kvernreid n. det først malede Meel, hvilket bliver liggende i en (Halv-)Ring (et Rede) om Møllestenen. Ork. Gul.: Kvennrei.

Kvernstjornar? m. En som for Tilfældet forestaar Kornmalingen; Møllestyrer, -passer. NGbr. (Vaagaa). "Æ du Kvæinnsjøønar idag?" Meddelt.

Kverrlægje? Stilleliggen = Kvarlega, se d. Tel. (Bø, Saul.), Ned. (Holt), Rbg. (Tovdal). Kun i Forbindelsen: "liggje i Kverrlæja", el. "K.-leja?" (ikke -leia). "Han vil kje arbeie men liggje i K.". Maaske en for Maalene nu noget usædvanlig Dativ. Om Ting: ligge ubrugt. Rbg. Ned. Tel. A.

"kverrsetja v.a. lægge Beslag paa". A. Vald. (Bagn): kværrsæta.

kverrslaa v.a. = kverrsetja. Vald. (Bagn, Vang).

Kversvalle, -svill, svudd se Kverk-.

"Kverv n. en Omgang". A. 2) et til Tørring udbredt lidt sammenraget Hølag = Kvervel. Nedre Tel.: Gverv (og æ). 3) n. eller m. Lag af Løvris i Baad. hvori føres Kvæg. Hard. (Odda, Ulls.): Kvirv.

"Kverv m. Hvirvel osv." A. Særlig: a) Strømhvirvel = Ida. Hall. (Nes). b) Kreds af Gaarde eller Bosteder, som ligger i en "Kvelv" = Kverve n. Ryf. Shl. c) Parti af Marken, hvis nærmeste Omgivelse er af en anden Karakter el. Benyttelse; f. Eks. Eng eller Lund omringet af Ager. Hard.: Kvirv. 2) Lag, især af "Lauvkjerve" i en Stak = Kvarv. 3) Hødække = Kverv n. Sfj. Nfj. Ogsaa: Kvorv, Nfj. (Honndal, Stryn). Og: Kvirv´e, Sfj. (Jølstr, Holsa, IDale). Hertil: Kverveterre m. Tørring
af eller Tørringsveir for i Kverve udbredt Hø, Kverpehøy n., modsat "Hesjeterre". Sfj.: Kvirve-.. 3) Slaa = Kvervel 4). Hall. (Gol). 4) Lægne = Kvervel, Leikinde. Vestfold, Bamle: Gværv og Værv.

"kverv adj. 3) rask, hurtig i Bevægelser". A. Vald. Østl. (fl. St.), Dal. (her: smidig og spændig), NGbr. (: flink i Forhold til Alderen, tidlig udviklet); gverv (og æ), Nedre Tel.; kvirv, Rbg. Ned. Ma.

Kverv m. = Rangflundra, Rhombus. Li. og fl. G. N. hverfa.

kverva v.a. (er, de), 1) lægge Løv sammen i en (foreløbig) Stabel. Til Kvarv 4. Sogn (Hafslo, Aurland). 2) = raka til Kvervs, kvervla. Nfj. (Breimn); Sfj.: kvirve. – 3) vende Hø. Sfj. (Bremang), Nfj. (Eid). Til kverva v.a. A.

"Kverva f. 1)". A. Voss, Sogn. Se Korga.

kvervast v.n. (est, dest), indsvinde. Shl.

Kverve m. en til Tørring opvendt Strimmel af Hø. Sfj. (Bremang). Til kverva 3).

"Kverve n." A. Ring, Kreds = Kverv m. VAgder (Aaserall, Finnsl. Eikin). "I aitt Kverve", i een Kreds, tæt i (ved) hverandre; Finnsland.

Kvervebya f. Hvirvelvind, -byge. Tel. (Mo).

"Kvervel m. 1) Hvirvel". A. Kveril (ee?), Sfj. "2) Haarhvirvel". A. Kvervil, Busk.; Kvorvel, Nfj. (Stryn); Kveril(e), Tveril(e) og Tverilde (ee?), Sfj. (Førde, Holmedal); ogsaa Kveere, Sfj. (Førde). "3) Høykvirvel". A. Kvirvili, Fl. Kvirvla, SætB.; Gvervil og Gvirvil, ØTel. Værvil, Nedre Tel.; Kverel, Dal.; Kvirl, Hard. "4) liden Slaa osv." A. Kvarvil, Fosn. 6) Lægne. Berg. (Nhl. og fl.), Ork. Gul. Innh. Se A. – Formerne uden det sidste V tør deelvis være fremgledne eller paavirkede af Ordstof af anden Oprindelse: kveera, tvera, tvirla, Tverel osv.

"Kvervelvind m." A. Kvirvlevinde, SætB.

Kverveterre, Kvervehøy se Kverv m.

"Kvervla f." A. Kvirvle, Sæt. Kverla og Kvirla, VAgder. – Kverle m. d. s. Li.

kvesa se kvisa; Kvese f. se Kveisa.

"kvessa v.a. hvæsse". A. gvesse, ØTel. Vestfold og m. fl.; se kv. 4) være hvastalende, bidende. Li. (Kvin, Fjotl.). "Kvessa o gaba".

kvessen adj. 1) løbende ud i en Spids. Stjør. og m. fl. 2) om Person: hvas, rapp. Hall.

Kvessing m. rask, "kvass", Karl. VTel.

Kvet (e') n. = Kvataur. Helg. "Hæinkvæt".

Kveta (e') f. = Kvet. Helg. (Vefsn): Kvætä.

"kvetja v.a. Og: gnide; spørge ivrigt". A. "Kva du kvet´e mæ?" siges til den som snakker meget og med Gjentagelser. Sdm. (Sande, Volden). 2) flytte lidt; rokke. Tel. (Tuddal): gvøkjaa, gvæt, gvatte, gvatt. "Gvæt tee Stool´n'!" flyt Stolen ind til. "De va bare saa vitt Lasse gvatte seg daa eg droog".

"Kvetja f. Slibning". A. Sogn; Gbr. (Lesja): Kvækju; Vald. (Slidre, Aurdal): Kvæto. Andre Steder: Kvatu, Kvota, se d. 2) Tiden som forløber mellem to Bryninger af Leen = Kagging; ogsaa: Arbeidet som (kan) udføres i dette Tidsrum. Gbr.Vald. og fl. 3) et kort Tidsrum = Beita, Kvota. Især: = Arbeidsrykk. Vald. "Sita o arbäie äi Kvæto".

"Kvæting f." A. = Kvetja. Vald.

Kvetjan n. = Kvetja 2) og 3). Vald. (Bagn, Slidre): Kvætan.

kvetta (e') v.n. (kvett´e, kvatt; kvotte eller kvutte?), komme styrtende; komme pludselig og med eet Fald, Nedslag, Sprang el. Stød. Tel. (Kvitseid; Selljor "gv"). "Ørni, Houkjn gvett´e ne". "Ikonnen kvatt nee oto Furo". "Jasen gvatt fram oto Holtee", men "skvatt upp". "Han kjæm´e gvettans", f. Eks. om En som pludselig stikker Hovedet ind i en Kreds af Samtalende. Ordet er i liden, men utvivlsom, Brug. Det synes et Sammenglid af "kvæta", nedstøde, med "skvetta", fare op eller ud til Siden, og "kvetja"; Præsens er saaledes vaklende: kvett´e, kvæt´e og gvet´e. Se flg.

kvetta (e') v.a. (er, e), 1) støde ned med et enkelt Stød = kvæta. Tel. (Morgedal, Selljor). "Eg kvette Stour´n langt nee i Joor´i". 2) gvette seg = kvetta v.n. (kvatt). Tel. (Selljor). Se foreg.

kveva el. kvava v.n. (ar), om Luftmasser (Vind, Røg, Snefog): slaa ind eller ned = kvefta, kva(a)ma(a). Kun: kvaavaa. Trondh. (Strinda og fl.).

kvevla v.n. = kvefta. Gbr. (Lom, Lesja).

"kvi adj. hvi". A. kve, Rbg. (Evje). 2) hvorledes (saa end), hvordan (som helst), i: kvi sum æ = kor (kvaar, kvær) som er dvs. i ethvert Fald. VAgder. ogsaa "kvi so (saa) æ". Se hokke.

"Kvi f." A. Kveen, Hall. 2) Sætervang, indhegnet Eng paa Sætren. NGbr.: Kvee.

Kvi f. = Kvievatn. Jæd., Og: Kviin, som Aan for Aa; Dal. (Hedl. Sokndal, Hæskestad). – Kvihaug m. en Høi som har været eller er "Skinstøde" for Kvæget og hvorfra "Kvievatn" siver ned. Dal. – Kvivaag m. liden Bugt hvori Kvievatn siver ned. Dal.

"kvia v.a. 2) gjødsle osv." A. Ryf. Li. Tel. 3) v. imp. om nedsivende gjødende Vædsker. Dal. "Dæ kviia ifraa Flo^ur´n, dæ kviia nee-yve". – Kvi-ing f. Gjødslen af Mark ved at lade Fæet staa i Fold paa den. Li. og fl.

Kvia f. indhegnet England i Udmark. Nfj. Sfj.: Kviie.

?kviast (ii) el. kvidast v.n. (est, ddest), vantrives; = stura; om Husdyr. Ryf. (Avalsnes). Usikkert. Jf. forkvidd, utkvia, vankviast; Sv. Diall. kvidder, förpint; Ældre Sv. kvida, nederlag. Eller jf. G. N. kvía.


Kvibø m. = Kvieng. Ryf.

Kvid m. Bugflesk = Kvidaal. Nfj. (Stryn): Kveed´e. Meddelt. G. N. kvidr Bug.

"kvida v.n. grue osv." A. Hedder: kviia, kvii´e?, kvei, kvi`e, kvi`e eller kvee`e, i Hard. (Kvamm).

kvidall adj. = kvidesam 1) og 2). Rom. Follo, Hadeland. "Kviialt Veer.

Kvidbende n. Baand, hvormed Kløvkurvene drages sammen op mod Hestens Ryg og op fra Bugen. Hall. (Gol): Kveebænde. – kveebænde v.a. og n. (er, e). "K. Klyvee". Hall. Isl. kvidband gaar derimod under Hestens Bug.

Kvidd f., kvidda v. se kvilla.

"kvidefull adj." A. kviafudl, SBerg. 2) som vækker Ulyst; ubehagelig at tage fat paa; om Arbeide. Nfj.

"Kvidgjord f." A. Kviddjoor, Ryf. Ma. (Holum); Kvigg-jo^ur, VAgder; Kvikkjo^ur,Voss, Sogn; Kvijjure (dvs. -gyrda), Tel. (Rauland).

kvidra v.n. (ar), 1. 1) fare frem og tilbage med korte raske Bevægelser; vimse; spille. Tel. (Aamotsdal, Raul.) "Bonni kviddra ute". kvirra, Li. (Eikin); kvirre, SætV. (Imperf. tildels "kvirrde"). "Flugune kvirra i Glasæ"; "Øli kvirrar i Hovuæ"; SætV. 2) vrimle af om hverandre sig bevægende Smaakryb; mylre. Tel. (Moland), Rbg. (Evje). "De va so fullt mæ Makk (Mour), de va so de kviddra". kvirre, SætV. kvildre d. s. SætB. og V., VTel. (Mo, Vinje, Moland, Laardal, Kvitseid, Svein.) "De kvildrar i Maurtuva fysst Vaarsoolee skiine paa 'æ". – kvildre turde være fremgledet af kviddre, ved Analogien af f. Eks. viddre og vildre, vaddre og valdre. kviddre turde være eet med kvirra (Hard.), kveera, kveera seg (= didra : dirra : deera) dvs. kruse sig, spille, (gjøre smaa raske Bevægelser frem og tilbage). Maaske hører det sammen med kvidra 2. Jf. ogsaa tvera, tvirla, tviddra, fidra (firra).

kvidra? v. (ar), 2. 1) krympe sig, ømme sig eller grue for noget; ville gjerne undgaa; omtrent = kvida. kveera, VAgder, Rog.; kveere, Rbg. (Evje); synes ogsaa at hedde kvirra (-e), og kviire (som iire dvs. idra), Ma. (Finnsl. Holum). kveera seg d. s. Ofte i Imperf. "kveerde" og "-te". "Han took te kveera, han va kje støare". Ryf. "Han gjæng o kveera o kann kje bli færige". "Hu sto^u o kveerde (-te), visste kje koss hu skille (sku) fara"; Ma. "Du ski 'kje kveera deg før dæ, før te gjera dæ"; Dal. ”Han kveerde mæ te gaa”; Jæd. ”Han kveerde mæ (yve) o la meg faa dæ”; Dal. "Han kveerde paa dæ, men ville kje gaa fraa dæ". Dal. Se foreg. – 2) om svag Lyd = kværa. kviire, Østerd. (Kvikne); kveer(e), Gul. "Dæ kviire 'ti Baa`na". Jf. kvida; NSv. Dial. kviir(a) dvs. kvida, klaga. Med Hensyn til Bett. jf. kvisa, hvilket kunde pege mod kvidra 1. kvidra: kvirra: kviira: kveera = didra osv. = fidra osv. – Kvidring f. det at man kvidrar; Ulyst til at tage fat. VAgder. Kveering og Kviiring. "Han gjæng i Kviiringa o Jiringa"; Holum.

Kviengstødl m. Stødl (Sæter) med megen Kvieng. Tel. (Mo): Kviiænggsstøyle.

kvifs adj. = kvifsen. Tel.

kvifsa v.n. (ar), famle skyndsomt efter uden at faa grebet eller fundet (idet Tingen nemlig ikke er der). Hard. (Ullensv.). "Han kvipsa ikkje ette Pængane, O^uræ, Svare", han havde paa rede Haand. Se A. Jf. de flgg. (og kveppa).

Kvifsalda f. stor Bølge som pludselig topper sig og brydes ("kaster over"), der hvor flere Bølgedrag mødes. Shl.: Kvips-. Ogsaa: Stuttalda.

kvifsen adj. forvirret ved Skræmsel el. Overraskelse = kvifsa A. Tel. (Mo, Aamotsdal), Bamle (Drangedal). gvifsen, Tel. (Sauar, Selljor). kvifs, Tel. Jf. kufs, kvepsen (kveppa). "Bjønn´n blei so gvifsen, daa eg kaam ivi 'n".