A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Livdarhola (ii, o') f. en mod Veiret dækket Fordybning; en lun Hulning. Shl. (Fitja): -ar-; Jæd.: -a-; Sæt.: Liivdehole. Liivdehol n. d. s. Li. Tel. – Liivdakraa f. luun Krog. Jæd. – Liivdaplass m. lunt Sted.

Livdn (ii) f. Skaansel. Trondh. (Christie: Livn, Skaansel). Isl. hlífni d. s.

Livedom (i') m. Lystighed = Liverne. ISogn.

livedoma v.n. (ar), = halda Livedom. ISogn.

"liveleg (ii) adj." A. Sæt. liivleg, Ryf.

liveleg (i') adj. om Gaard med mange Herligheder. Li. (Eikin, Fjotland). "Ein livelig Gar, dør dæ seer ^øut tee o vera gott o liva". G. N. lifligr livgivende.

"liven (ii) adj." A. 2) som gjerne skaaner sig selv; lad. Tel. 3) luun = liiveleg. Gbr. Ryf. Jæd. Rbg. "Ein liiven Plass". Ogsaa: "ein Lii´ve Plass, ei Liive Hola", og "ei Liivehola" = Livdarhola; Ryf. Jæd.

Livend (i') n. = Liverne, "Læv´n". Nfj. (Gloppen). "Halde Livend". Leevend, Shl. Ryf. Hall. "Halda Liv", Nhl. "D'æ besta Leev´n", den bedste Levevei. Ma. (Grind.).

livende adv. i "l. rædd" = livrædd.

"Livleida f." A. Ringerike. 2) Person som er ulidelig, især derved at han altid ypper Kiv. Hadeland, Vestfold og fl.

livlysa (yy) v.a. (er, te), true paa Livet, undsige. Tel. (Kvitseid, Selljor).

"Livløysa f." A. 2) Død. Sfj. 3) Ting som medfører Livsfare; f. Eks. "ein livlaus Baat"; Ndm.

livnast v.n. = "halda Liv". Røldal; Gbr.: -æ.

Livnørsla f. Livets Opfriskelse; især Fæets om Vaaren. Li. (Gyland).

"Livr f." A. 2) Trevl el. Klump af levret Blod. Rbg. (Aamlid). "Leevr, Bloosslevr"; NGbr. Jf. flg. Slivra, Blodslivra.

Livra f. = Livr 2). Leevre, Hall. Vestfold.

Livradupp m. Dyppelse af Leverfedt. Shl.

"Livrehogg m." A. Oslo; Gbr.: Leevrho^ugg. 2) Sting i Lever- eller Mellemgulv-egnen. Nfj. Ogsaa: Tenhogg (Tindr-?).

Livshøve n. Livsvilkaar. Brugt i Skrift.

Livskast n. noget hvorved man vover Livet, livsfarligt Foretagende. Sæt.

Livslengja f. Forlængelse af Livet. Sogn (Kyrkjebø). "Da æ Liivslængja i da".

Livsmein n. Men for Livet. Østl. og fl.

Livsvaag n. = Livskast. Stjør.

"Ljaa m. Lee". A. Liaa (een Stavelse), Vald. (Vang); Ljaar´e, Sæt. VTel.; Li´aa, tildels "Li´aao", Namd.; Lee´aa, Namd. Innh.; Lø´aa og Lø`aa, Innh. Selbu, som Rø´aa dvs. Rjaa. Flertal: Ljaa, VTel. (Vinje, af Eental Ljaar´e); Ljæ´ar og Ljæ, bestemt Ljæ´ne, VTel. Sæt.; Ljæ´nar bestemt Ljæ´ne, VTel. Sæt.; Ljæ´nar, bestemt Ljæ´ne og Ljæ´nane, Tel. (Treungen), Rbg., IMa. (-na). Jæ og Jæ´e, bestemt Jæd´n, Jæd´ne, SJæd.; Jæd´na, bestemt Jæd´nane, Ma. Li. Dal.; Lø´aa-a, Innh.

ljaaberande adj. n. fremkommeligt for Leen = flg.; tildels = ljaafarande. Dal. Nordl.

ljaaberr adj. om Mark som er saa ryddig at Lee kan bruges; mest i n. Finnmark.

Ljaabit (i') n. "D'æ gott Ljaabit idag", idag bider Leen godt. Shl. Tel.

Ljaabrot (o') n. Lee-Brudstykke. Hall. og fl. – Ljaabrotkniv m. = Ljaakniv, A.

Ljaadogg f. Dug som giver "Ljaabit". Gbr.

"ljaafarande" A. løaafaaraan(n) og leeaafaaraan, Innh.

Ljaagras n. et leeformet Græs. a) Benbræk, Narthecium ossifragum = Rome. Ma. (Aaserall, Sygne og fl.). b) = Sprett, Melica caerulea? Tel. (Moland).

Ljaahald n. Haandgreb paa Leeskaftet. Nordl. Ljaanabb m. d. s.

Ljaakniv m. Kniv som Meieren har i Brynebutten til at holde Leen i Stand med. Hall.

Ljaalag n. Redskab til at give Leen den rette Stilling og Bøining. Ryf.

Ljaa-orv n. = Ljaassorv. Fl. St. Løaaorv, Innh. Selbu; Lø´orv, Fosn (Stadsbygd; men "Jaa").

Ljaareim f. Lee-Rem, se Ljaataag. Hall.

Ljaaring m. Ring som fæster Leen. Hall.

ljaasaar adj. øm om Livet af at bruge Leen. Innh.: løaasaar.

Ljaaskjemme n. Sløvelse af Lee. Shl. (Etne). "D'æ L. aa slaa dær so' d'æ Möuroska".

"Ljaasmid m." A. 2) et Insekt: Væggesmed. Tel. (Vinje).

Ljaasprit (i') n. = Ljaaspik. Hall. "-spreet".

Ljaaspita f. liden Kile til at faa Leen fast paa Skaftet med. Oslo: Jaspitu.


Ljaastrokk m. = Bryneholk. Innh.: Løaa-.

Ljaastubb m. de Græsstubber som staar igjen efter efter Meiningen. Østl. Trondh. Gbr.

Ljaavenda f. = Ljaalag. Tel. (Moland).

"Ljo f. 1," A. Shl. Bestemt: Ljo´na, -næ, -no.

"ljo v.a." A. Shl.

"Ljod m. (og n.), 1) Lyd; især stærk". A. Lø n. Østerd. (Tolgen), som Løs dvs. Ljos.

"ljoda v.n. lyde". A. 2) give Ekko. Ndm.: jø. – ljoda seg v. frembringe stærk og klingende Lyd; f. Eks. naar man kalder paa Kvæget. Tel. "Ho ljooar seg".

Ljodfjell n. Bjerg som giver Ekko. Ndm.: Jøafjell.

"Ljodlag n." A. Især om besynderlig eller meget stærk Lyd; høi blandet Lyd som naar mange "skriik upp yve seg". Hard. (Odda, Ullensv.). "Däi kom mæ slikt Ljoalag so däi hadde seet Bjød´n".

"ljofata v.a." A. ljoofota (o'), Hard.; ljaafota, Tel. (Kvitseid); liffota, Voss. – "Ljofot f." A. Ljaafot (o'), Tel. Ljøføtskinnfeld, -aaklæ(de), Hall.

Ljok se Lok. – Ljokedl se Jøkul.

"?Ljom (oo) n. halvvaagen Tilstand. Sogn (Leikang). "Eg laog i äit Ljoom". Ljon?

ljom? adj. gjenlydende. Kn hørt som jømm. Gbr. (Øyer). "Her æ saa jømmt", er Ekko.

"ljoma v. lyde stærkt, gjenlyde". A. joomme; Gbr. (Fron, Vaa.), Ring. (Sigdal). "Slaa i Væggjn saa dæ joomma 'ti". jømme, Gbr. (Øyer), Sigdal, Vald. (Bagn). "Han blæs i Stuutn saa dæ jømma i Skoogee"; Vald. – 2) (l)jooma, huje, skraale. Ryf.

ljoma? v.n. (ar), lyse; om stærke Farver. Østerd. (Tynset, L. E.). "Lætt´n lømme; lømmanes Lætt". Til Ljome. VSv. Diall. ljömma, lömta, om Nordlyset.

ljomende adv. flammende, skinnende. I "ljømende rau". Vald. (VSlidre). Ogsaa: "bl(j)ømende". Til Ljome.

"ljona v. 1. lyne". A. luun, Innh. juna og (l)jæuna, VAgder; lyngne (lyngte), Vestfold.

"ljona v. 2." A. "l. ao", daane. Voss.

ljona v.n. klinge stærkt; gjenlyde, som i en Kirke. Jæd. (Klepp): joona. Eet med "ljona, huje", A. – (L)jon n. = Ljom m.

"ljora v. klare op". A. ljøre, Sfj. Romsd. Ndm. Helg. (jør); lyyre, Sfj.

Ljoredytta f. 1) Luge over "Ljore". SætB. og V.: Ljaaredytte. 2) noget (En) som tager Lyset bort. Sæt. Saaledes om et svært Kvindfolk. Tel. (Selljor; Wille).

"Ljos n. Lys". A. Løs, Gul. Røros, Stjør.; Lyys, Østl. og fl. "Gaa aa Lyys´n!" Ma. (Holum, Halsaa, Hartmark). Lidet brugt. G. N. af ljósinu? Ligesaa: "av Laj´n", se Lag; "ilt i Hugun", se Hovud.

"ljos adj." A. løs, Gul. Røros og fl.

ljosberr adj. lys og frisk i Farven. Sdm. (Sande), Nfj. (Eid): ljøsbærr. Se A. Maaske opr. -bert (-bjart), hvis Neutrum siden er blevet opfattet som Neutrum af -berr (-bjarr, se d.).

Ljosbragd n. 1) Lysudvikling. 2) Nordlys. STrondh. (Ork. Bynes). Se Bragd.

ljosbrend adj. 1) som brænder med lys Flamme. Sæt. "Ospæ æ ljosbrennd". 2) lyst ristet (stegt); om Kaffe.

ljosbært adj. n. saa stille i Luften at et brændende Lys kan bæres ude. Romsd. "D'æ jøsbært i Kvæll".

Ljosglir m. Praas. Stjør.: Løsgliir.

Ljoskaure m. Lysstump. Helg.: Jøsköuri.

"Ljoske m. 2) Nordlys". A. Løske, Østerd. (Tynset); Løsk, Stjør.; Lyske, Østl. Om Lysning af Ildebrand: Jøske, Totn. 3) Lysfornemmelse; Lysning. NGbr. "D'æ saa viitt e seer (har) æin Josjee". "Josjee 'taa Da´jee".

Ljosklypa f. Lysesaks. SGbr.: Jøsklyype.

Ljosmaal n. "Ha ein Feesk i Jøsmaal", have draget en Fisk saa høit op at man ser den gjennem Vandet. SHelg.

Ljost m. Lyster. NGbr.: Joost; G. N. ljóstr, m.

ljosta v.a. (ar), stikke Fisk med Lyster. Gbr. (Lom, Vaagaa): jooste. Er vel snarere dannet af foreg, end G. N. ljósta støde.

"Ljoster f. Lyster". A. Jøst´r, Romsd. Ndm. (hvor ljostra 2, hedder "lystre"). Just´r og Jyst´r, Rom. Smaal. Ringerike. – jøstr' v.a. stikke Fisk med Lyster ved Blus, Ndm.; justre og jystre, Østl. Se ljostra 2.

Ljostein m. Lysespid. Sæt.: Ljo^ustäine.

Ljostjov m. Tyv i Lyset. Tel. (Sellj.), Gbr.

Ljostr f. og n. Blus hvorved der stikkes Ørret om Aftenen; særlig: brændende Fedved anbragt i en Jernskaal; somtid om blot Jernskaalen (Ryf.); Ljøst´r, Hall. (Gol); Lyyst´r, Ryf. (Suldal og fl.). Lysteren hedder i Hall. (Gol) "Baust", i Ryf. "Aurejødn".

ljostra 2. v. (ar), 1) lyse for sig eller andre, medens der søges; søge eller speide med Lys. lyystr(e) (mæ i Spiik), Ndm. (Aure, Halse, Tingvoll), Romsd. (Eid); jøstr (mæ Jøs´e), SHelg.; jøstre (me ei Feitveestikke, me Lys´e), SGbr. Hedm. Ringerike. 2) kige, speide, ned i Vandet; især speide med Kikkert ned i Sildenot. Vesteraalen og Helg.: lystre, og jøstr. "L. ette Kveitaann". 3) fiske om Aftenen med Blus. Rom. Smaal. Solør, Vestfold, Busk. og Gausdal: jøstre og justre; Hedm. Hadeland og fl.: lystre. Ordet, som hænger sammen med det foreg. og med Ljos, vil ved sin Lydlighed og Anvendelse let glide sammen med det andet ljostra, se A. I Ryf. siges "aa lysa ette Fisk", fiske ved Lys; stikke med Lyster hedder "hogga (stinga) mæ Jødn".

Ljos-trast m. Drossel hvid under Vingen. Nfj.

Ljostrekaure m. Praas at lyse med. Helg.: Jøstrköuri. Hedder ogsaa: Jøsköuri. Helg.

Ljostrekupa f. Skaal hvori Lyster-Blus anbringes. Hall.: Ljøstrekuupe. Se Ljostr.
Ljosvatn n. Vand, hvori Lys er blevet støbte. Sæt.: "Ljo^usevatn".

ljosvegen adj. rundelig tilveiet. Sæt. Oftest i n.: "ljo^usvegji". Forklares: veiet saaledes at vedkommende Skure i Bismeren ligger bar paa den rette Side af Loddet.

"ljot adj." A. joot Vestfold; jood VAgder, Ned.; jaat(t) Vestfold. "Den ljøte", Fanden; Hall.

"ljota v.n. maatte". A. Infin. lytja, Smaal. (Spebberg og fl.); lytta, Smaal. (Trykstad), Rom. (Nes). Præs. Indic.: lyyt´r, Rom. (Høland); lytt´r, Smaal. Imperf. løyt (og løt, – og löut?), Smaal. Supinum: löti, Østl. (Smaal. og fl.); lota (o'), Sogn. 2) v.a. "ljoda ei Ku" = faa ei Ku. Jæd. (Time). Hørt kun i: "Eg he lode (laade) ei Ku", en Ko har kalvet.

Ljug n. Lyven, Løgn. Udbredt som: "Ljug, Lug, Jug, Lyg".

"ljuga v.n." A. ju(g)e, ju(g)´r, jäu(g), ju(g)i, Østl. (Oslo, Modum og fl.). lu, Innh.

Ljugarsvæa f. Løgnhistorie = Skrona. Tel. (Mo): Lugarsvæe. Ogsa: Lygjisvæe.

ljuka, G. N. ljúka, se luka.

ljuska v.n. (ar), fare med Sladder el. Løgn. Nhl. (Haus). Se jyska. – ljystre v. se gysta.

"Lo n. Møg". A. Ndm. – lo(a) v. skide. Ndm.

Lo f. Horntap = Slo. Vefsn. Meddelt.

"Lo f. Engslette?". A. Lo´na er i Odda i Hard. Egennavn paa en Engslette foran en Bjergvæg. Lo, = Slaatte-eng; meddelt fra Namd. (Flatangr).

"Lo f.- Lu". A. Lo^un, Dal. VAgder; – lo^unsliden adj. – Og: Læun dvs. Lu (som Bræun dvs. Bru, Ræun dvs. Ru). Li. (Fjotl.).

Lo m. Latter. Er maaske et nyt Spøgord dannet af Imperf. af læ(ja)., men har nu ikke liden Udbredning og nogen Brug især hos den yngre Slægt. Nhl. Østl. (Oslo, Vestfold, Rom. Ringerike og fl.). "Han sloo upp ein svær Loo". "Je fekk me en goo Loo". Ogsaa: Loa (og Loe), Latter, Løier? Nhl. (Aarstad, Ask, Bergens By). "Eg æ so fudl 'taa (av) Looa (og Looe"). "Aakk, ka Liiv aa Looa!" "Dar va slik Looa at ein kunne kje høyra Manna Maal". – Loog m. Latter. Meddelt fra Rom. (Fet). "Je fekk mæg en goo Loog".

Lo, Korn- (eller Hø-)Stabel i Laden = Lad, Staal. SHelg. (Bindal). Kun i: "Lægg', faa, Koⁱnne i Loo"; "Koⁱnne (Høye) ligg i Loo". Maaske (H)lood af (h)lada, jf. Isl. (G: N.) hlódir, f. pl. Ildsted. Synes altsaa ikke at være eet med Lod f., Afgrøde, G. N. lód (maaske kun i Norske Monumenter). lo (oo) v. se loa (oo), og loa (o').

loa v.a. (ar), faa til at ligge paa et underlag; tildanne og tilpasse til et Underlag. Kun, synes det, med Tømmer (Bjelke, Stokk, Hus) til Objekt, og altid med Forudsætning om nogen Tilhugning, særlig af den ene Ende. Hard. Ryf. Dal. Vestfold, Smaal. Hedm. Østerd. Helg. "Looa ein Bjelkje". "Looa av ('taa) Stokkjn, so han kann liggja beint". "Looa nee ein Tilaas (Stokk); looa Tilaasn i Hoop mæ Svidlæ"; Rog. og fl. "Loo(a) i Hoop, isamen eit Huus, ei Løa", sætte op et tarveligt Hus uden skikkelig Sammentømren (Naving). "Looa Bjelkjen neepaa Sagbenkjn, (Timbrsle(d)en, Drogjæ)" ved en Smule Fladhugning af dens ene Ende el. ved et tvært Indsnit. Ogsaa: loo(e), loodde, loodd (og loott?), Vestfold og fl. i Østl. "Loo Stokk paa Stokk", (Eiker, Hov). "Loo Stokk´n paa Bærje", ved Bygning af Dam (Eiker). Med samme Bet. bruges lø (dvs. hlœda) i Agder (Ma. VNed.). Vistnok til G. N. hlada hlód, altsaa sammenhængende med løda og maaske med foreg. Lo (Hlod?). (Sv. Dial.: "lo(d)a v.a. med lodskifva eller vattenpass märka ved timring o. d. Nk.", Rietz 411, tør trods "lodskifva" høre hid). – Looing og Looning f. det at loa. – Loohogg n. den til Loning hørende Fladhugning (Afhugning af en større Flis) el. Indsnitning. Shl. Hard. Rog. Vestfold, Hedm. – loohogga v.a. tilhugge Bjælke saaledes. – lootelgja v.a. d. s. Vestfold og Smaal.: -tælje, tølje (ø'#-ö).

loa (oo) v.n. (ar), 1) glide sagte frem; drage sig frem; tage det mageligt; = "gaa o rusle". Vald. NGbr.: looe; Nordl.: loo. "Baatn gjekk dær aa looa før ein hall Segls Vinn", Helg. "Han gaar o looa". 2) gaa omkring luskende og speidende. Helg. Ryf. NGbr. Maaske eet med "loa, speide" A.

"loa v.a. (r, dde) rumme". A. loa (o'), Præs. lor (o'), Tel. (Vinje, Skafsaa, Treungen). loo, loor, loodde, loott, Tel. (Moland). løa (ar), Tel. (Bø). 2) v.n. rummes. Tel. "Der lor (loor, løar) kje meir". "Saa mykjy som løar aa ligg´e".

loa (oo) adj. forsynet med Lu, "Lo". Li. "Klæ`an æ saa lo^una", af "Lo^un".

"Lod (oo) f. Afgrøde. 1) utærsket Korn". A. Voss, Dal. Ryf. Tildels n. G. N. lód f. og n. 3) hele en Gaards indhøstede Afgrøde: af Halm og Korn. Ryf. (Nærstrand). "Eg ha trøskt fira Loo", n. pl. Jf. Lo, Stabel.

"Lod (oo) f. Rør; Løb i Gevær". A. Tel. – Hertil adj. lo(d)a og lødd, om Skydevaaben som har det og det Kaliber: "fiint, groovt looa". Mest i Sammenss.: "grannlooa, smaalooa, stoorlooa", Hard. og fl.; "smallooa", Sogn; "fiinlødd, groovlødd", Sfj. Nfj. "Slettloo" f. glatløbet Bøsse; Vestfold. "Fuglloo", Fuglebøsse; Østerd.

"Lod (o') f. Nagletog". A. NGbr.: Laa. 2) i "Spoonlaa" dvs. List el. smal Hylle med Hyller til Anbringelse af Skeer. NGbr.

Lod (oo) f. og n. Kugle til Skydevaaben, ogsaa Hagl. Sogn, Shl. Ryf. Sæt. Tel. Gbr. Østerd. "Staa faar Loo aa Kruut".
"Han spara kje pao Loo´i". Og: Skotlo(d), Sogn (Lærdal). "Skote Loo" = Finnkula; Hall. (Aal, Torpo). Ogsaa: Ladning i Gevær? (Hlod?), Helg. – Lo(d)form f. Kugleform. Østerd. Gbr. – Lo(d)pung m. Haglpung. Sogn, Sæt. Tel. – Lo(d)tina f. "Tina" til "Lod". Shl. Se A.

Lod n. Sænkelod, se Flundrelod, Loddpik.

loda (o') v. "løa se(g) tel (til)", bli laadden, bli tæt behaaret. Østl. (Odal og fl.). "Grasvöllen har løa se tell". Til Lode, loden.

"loda (oo) v.n. (ar) høste". A. Shl. Hard. 2) om utærsket Korn: "looa opp", indtage stort Rum i Laden = bera upp; jf. Lodburd. Ryf. Dette maaske til Lo dvs. Stabel.

loda (oo) v. "looe se(i)", udvikle sig til Lood, bli moden; om Ager. SSmaal.

"loda (o') v.n. hænge ved, klæbe". A. Ma. (Bjelland). "Snø´n løe". "Lø aat"; Shl. "Kvænnee lø paa Kaarne", SHelg. (lø, lødde, lødd). 2) v.a. lødde, Ma. (Randøysund, Otros). "Kaffi’n æ saa sterk at han lødder Kopp´n". Jf. lodda.

Loda (o') f. Vedhængen, Vedklæben. Lood(d)oo INamd. (Overhalla), Innh. (Beitstad); Lud(d)u, Innh. (Sparbu, Leksvik, Stjør.); Løa, SHelg. YNamd. (Kolvereid). "Kvænna sæt Loodoo", eller "tee (dvs. teke) L.", eller "vært stannann i Loodoon" dvs. vil ikke kaste Melet. Og: "K. lægg Ludu", eller "K. lægg Ludu 'punn sæg", d. s. Innh. "K. lægg Løaa". "Kvænnee stoo i Løaan, gjekk paa L.". "Gaa i Løaan" (Dativ), gaa og slæbe sig som i Sandseløshed; Helg. "Kvænnee har tatt Løa 'punn sæg". Til loda, klæbe.

Lodburd (oo) m. det utærskede Korns Rumfang i Laden. Ryf. "Stoor´e Loobur aa liitaa Konngift". Jf. Uppburd. Se loda, høste; "looa opp"; Lo, Stabel.

Lodd (o') m. liden rund Figur = Lodda. Tel.

Lodda (o') f. 1) liden rund og tæt Figur; især om Kvinder = Lubba. Hard. Ryf. Dal. Tel. 2) liden Lab. Hard. (Odda, Ullensvang). "Kattn kava mæ Loddo si". 3) en grov Halvsokk. Dal. (Sokndal), Hard. Jf. Ladd, Lodde. 4) Fjærbedækning paa Fugles Fødder. Søndenfjelds. 5) Barkviste til at binde Gjærdestængerne til Stavene. Ndm. (Rindal): Laadd'. Laaddband n. d. s. Ndm. (Rindal).

lodda (o') v.a. (ar), binde Klude ligesom "Loddor" om Fødderne paa høns, at de ikke skal sparke. Dal. Jæd. "Lodda Hønaa".

lodda (o') v.n. (ar), 1. om Skier og Meder: bli belemret med vedhængende Sne. ØTel. (Bø, Heiddal). "Skiia löddar". Maaske ogsaa om det vedhængende = klabba. Til loda dvs. klæbe; eller til foreg.

lodda (o') v.n. (ar), 2. blæse svagt, lufte. Sogn (Hafslo og fl.). "Han lodda inn ao äin Søre idag". Maaske eet med det foreg.; jf. med Bet. af larva og Heng.

"Lodde m. Haarsokk". A. I Sæt. er Loddi = Taahytta, mens Laddi dækker Foden.

loddeleg adj. som en "Lodda" = lubben. Tel.

Loddpik (ii) m. den til "Flundrelod" fæstede Pig med Modhager. Ndm.: Laaddpiik.

"Lode (o') m. Laad, Laaddenhed". A. Loo`i, SætB.; Loe (o'), i "Konnloe", Hard.

Lodeig m. og n. Dei af Fløde og Rugmel anvendt som Trækplaster. Tel. Østl. Gbr.

"loden (o') adj. laadden". A. loddin (ö#-aa), SHelg. Namd. Stjør. Strinda; loen, pl. loyne (o'), VTel.; looen, pl. mest: loyne (o'), VTel. (Mol.), Sæt.; løyen? "Puseløyen" i Æventyr, Ma. (Øvrebø); laa'in (kort aa), Fl. löynne, NGbr.; lø'en, Fl. lødne, comp. lødnare, VAgder. Ordet har, gjennem Overførelse, en mangfoldigt forskjellig Anvendelse. "Fjoorn æ lø'in", Indsøens Flade er jævnt men ikke meget oprørt. Vald. "Lödde(n) i Øraam", overhørig, ulydig; Strinda. "Lø'in" = sinnt, jf. yven, Vald. "Lø'in", vel ved Magt, SVald. ”Lø’in” og "laa'in", snedig, slu, upaalidelig og dl. Ring. Vestfold, Hadel. Smaal. Gbr. "Han svaaraa saa laae"; Gbr. (Vaagaa). "Lø'en", noget beruset; regntung om Veiret. Rog. "Lø'in" = full av Dritord. Dal.

Lodkagg m. Kornstabel. Rom.: Lookägg.

Lodkraaka f. Person som aflader Kornlæsset ind i Laderummet. Til (H)lo(d), Stabel? Gbr.: Lookraake. Spøgord.

lodslett adj. glat i Løbet. Tel.: loosleett.

Lodstade m. = Lodkagg. NGbr. (Lom): Loostae. – Lo(d)stø(d)e n. d. s. NGbr.

Lodstøda f. underste Kornlag i Laden. Land, Hadeland og fl.: Loostøe. Se Støda.

Lodvedr n. = Ladvedr. Østl. – Lodvind m. = Ladterre. Østl.: Loovinn.

Loe (oo) m. lind Varme = liten Yl. Sfj. (Holmedal). "Her turte no vere ein liten Looe før Bon`naa". Jf. G. N. hlóa, udstraale Varme.

loen (oo) adj. tilbøielig til at "looa"; slentrende; ogsaa, synes det: langsom og lurende. Vald. og fl.

"Loft (o') n. 3) liggja aa Lofte". A. "aa Löf`te", Romsd. (Eid); "paa Lop`te", Dal. 4) Madbod = Bur. Sæt. Eg. og nogle Steder kun "Stabburets" øvre Stokværk, medens "Bur" er dets nedre. Sæt.

Log (o') n. Fakkel = Loga. Rbg. Ma. "Tyrelog". Ogsaa m., "Fyrelog" m. Ma. Loog m. Gbr. (Sel). G. N. log, n. Fakkel.

Log (o') n. Overgydning = Lag. Hall. Til loga = laga. – Log (oo) m. se Lo m.

"Log (o') m. 1) Vædske, Saft". A. "Blaaberlog, Bring(e)berlog". Ethvert Infus er "Log": Tee, Kaffe, Barlog, Kaallog, Almelog; Agder og fl. – 3) Vandflade = Loge. Sfj. Sogn. "Sjølog". – 4) større Samling af Ferskvand. Vistnok kun i Egennavne. Se A. "Logj´n", en Aa i Ryf. og
Røldal, ved hvis Munding ligger Stedet "Lar´vik", medens Byen "Lar`vik" ligger straks nedenfor to Broer over "Numedalslogjn", hvilke hedder "Laaga(r)bruua". Indsønavnet "Loya" el. "Loyæ" (o') ved Flikka i Nes (Li.) hører maaske hid. "Log" er Gaardsnavn i Dal. "Kvinlog" eller "-lug" er en Udvidning af Kvin´æ, Aa i Li. Neelog? Se Laug. – 5) "vera uppi Loya", være stærkt interesseret i, optagen af noget, saa man næsten intet andet sandser. Ma. (Lauvdal, Holum, Sygne). Dativ? Jf. Lag = Log; ("opp i La(g)je?").

loga (o') v.n. og a. paahælde hedt Vand som Lag n., el. lave Infus, Log m. Tel. Hall. (aa og ø), Vald. (ø). "Løga aat Kyyro"; Vang, ØSlidre. 2) "loga ut = laga ut, utsafta. Tel. (Vinje, Mo, Hjartdal). "Borkjn æ uutloga". 3) loga seg, afgive eller danne "Log". Hard. "Burtn loga(r) seg". – Logagryta f. Gryde brugt naar man "logar", ved Loging. Hall. (aa og ø).

loga (o') v.n. og a. 1) lyse med Fakkel, Log eller Loga. Ma. Rbg. 2) fiske ved Fakkelskin (vadende i Strømmene). Ma. Rbg.; Gbr. (Vaagaa): laagaa. Jf. ljostra.

"Loga (o') f. et Læg". A. Merkjesloga. 2) et Par af Rendingstraade som følges ad i "Basmen" og i Vævkammen. Gbr. Totn (Birid, ØTotn): Lugu; Rom.: Lu-u.

logabrenna (o') v.n. (brann), brænde med Lue. Sogn; NGbr.: laagaabræinne.

Logagras (o') n. Græs at lave Log af. Hall.

Loge (o') m. Fakkel. Nfj. "Nævrelogje".

"Logg f. 2)." A. Særlig: den nederste, mere vandrette el. terrasselignende Del af en skraa længe dyrket Ager. Sogn, Ryf. VAgder.

"logga v. (ar) = lagga", A. Ndm.: laagg.

logga, loggast, Loggask se lauvga.