A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

leitt adj. se leid.

"leiva v. a. levne". A. løyva, Ryf. Dal.
2) tage ind Seil; stikke op. Ryf. "Han løyve(r) ikkje før ei Rosa" (Byge).

"Leiva f. Levning". A. Tel. Rbg. (Aamlid: "ei Leive"). Løyva, Ryf. Dal. Oftest i plur.: "Leivur", Rbg. Tel.; "Løyvur", Tel. (Selljor, Lunde).

leje (ee), se leia, lægja. – Lek (e') m. Læk.

"lek (e') adj. utæt". A. Li. læk, lækk, Østl.

Lek (ee) m. en Pusler, Pirker; se leka (ee).

leka (ee) v.n. (ar), 1) om Redskaber: vakle, rokkes eller vrikke smaat hid og did af Løshed i Sammenføining; sidde usikkert; forskyve sig. (Bevægelserne er mindre end ved lakka, larka, slarka, kippa, og lydsvagere el. lydløse). Hall. Vald. (SAurdal, VSlidre), SGbr. (Øye), Land, Totn, Hedm. Hadel. Ringerike (Aadal, Sigdal), Solør. Mest: leeka; ogsaa læka, især i Øst-Fladbygder. Vistnok eet med "likka", bevæge, (som glikka og gleeka), og altsaa vel for lidka; jf. lida (leea), lidast, lidra (lirra, lirka?). "Kniivn lekar i Skafte". "Tindn lekar i Riiva". "Sle'an (Kjer´e, Kar´e) lekar her aa der". "Hestskoon, Stooln lekar". 2) vrikke, rokke ved noget; forsøge saa smaat osv. = lirka. Vald. Hall. og NGbr.: (kort) ee; Hedm. og SGbr.: æ. "Vinn´n, Oongen, læka paa Døra". "Han stoo o leeka mæ'n". "Friarn gjekk (gikk) der aa læka". 3) pille, pirke, pusle. Vald. Solør og fl. "Han leeka mæ noko Smaatteri o vil slette se unda dæ so æ tungt"; Vald. "Här gaar 'u dær aa lækar etter?", hvad osv., Solør. 4) "leka ut" v.a. faa til at gaa med Læmpe. Vald. Land, Aadal, Hadel. Gbr. Østerd. (Aamot). "Leeka uut Baatn". "Leeka (læka) uut Tiiee (Tiia)", udhale Tiden. – Lek m. En som lekar 2) og 3). Vald. (ee). Lekafant m. d. s. – Lekarom n. Rum til at leka i, nødvendigt ved somme Redskaber. SGbr. (æ), Ring. (Modum). – lekalaus (æ og ee) adj. løs i Fugerne, saa det lekar. Solør#-Hall. likkalaus, d. s. ISogn, Ryf.; se likka.

"leka (e') v.n. 1) rinde ud". A. Inf. laakaa, STrondh. Østerd.? Imperf. lok (o', og oo, o^u), Tel. Sæt.; leek, Østerd. Hedm. SGbr. Hadel. Ring. Ryf. Bøies: læka, læk, lakte, lakt, NGbr.; læka, læka, Smaal.; læke, lækte, Rom.

Leka (e') f. gruset Jordsmon, hvori Vand (og Gjødning) siver af. Tel. (Kvits.): Leku.

lekalaus, Lekarom se leka (ee).

Lekaur (e') m. løs og grov Grundjord, "Aur", som lader Vædske (og Gjødning) sive igjennem. Tel. (Mol. Selljor og fl.). – Lekøyre (e') m. Banke af "Lekaur" i Ager el. Eng. Tel. Rbg. Se Øyre.

Leke (e') m. Draabe, Taar. NGbr.: Læka.

"Lekk m. 1) Led". A. Hadel. Voss. "2) = Lag". Sogn (Aurland), Tel. Jf. Lakk.

lekkja seg v. (ar), bugte sig; f. Eks. om en Lekkjehorv, (Ndm.) Ndm.; Vald.: om en lystig Karl: "lækkje se" og "lænkje se". Se A.

Lekkje n. 1) Lænke = Lekkja. NGbr. Hadel. Rom. Smaal.: "Lækkje" og "Lække". Ogsaa: Lækkje f. Rom. (Nes og fl.), A. 2) Ring i en Kjede = Lekk. Hard.

"Lekkjeblom m." A. Sæt. Ma.

Lekkjepinne m. Pind til at sætte igjennem to Ringe "Lekkjer", i Trækketøi. Rom. Smaal.

Lekkjeskorda f. Kjedelkrog med flere Fæstepunkter "Lekkjer". Tel.: -skoore; se Skorda.

Lekkje-storr (o') m. = Stukk, Equisetum limosum. Tel. (Kvitseid, Vinje).

Lekkjes-tunga f. = Draattetunga. Hard.

leklendt (e') adj. om Jordsmon hvis grove Grus lader Vand (og Gjødning) sive igjennem. Tel. Li. – Leksing, se Lessing.

leksta (e') v.n. (ar), omtr. = lesa. "Lekste upp fe ein", lade En høre "Sandheden", læse En Teksten. Tel. (Selljor, Kvitseid).

"Lekse upp for ein", d. s. Gbr. og fl.

Lekt (e') m. En som "lektar", halter. Tel.

"lekta (e') v.n. (ar), 2. om Veiret: formildes, bedage sig. Dal. (Hedland, Hæskestad), Li. (Bakka). "Dæ lekta paa mæ Regne, Snødrive, Frostn". Maaske eet med foreg.

Lekøyre m. se Lekaur.

Leme m. se Lime. – Le-me n. se Lid-med.

"Lemende n." A. Lømann, Fl. Lø,mænna, Ma.; Løma f. Li.

lemja v.a. (ar), sønderlemme = lima (i'). Rom. (Gjerdrum, Sørum, Nes, Eidsvoll).

Lemja f. en tynd kvistet Gren til at tugte med; Ris. Ryf. Røldal.

"lemja v. 2) dundre". A. Hard. Røldal, Ryf.

Lemoro, Lemöru, se Lidmara, -mora.

"lempa v." A. 2) flytte smaat og varligt.

Lemskukk m. lidet Loft = Skukk. Sogn.

Lemspong f. liden Bro som fører over paa Loft, "Lem". Nhl.

”lemster adj." A. lam´str, Tel. (Sellj. Laardal, Rauland; Wille). "Lamstr o lamen". Ogsaa i Jemtland. – limstr (i'), d. s. Ma. (Sygne og fl.), VNed. – leen' v. bli mildere. Trondh. Se læna.

lemykjyn (ee) dvs. lidmykjen. NGbr. Østerd.

"lena (ee) v.a." A. 2) tage eller faa til Laans; laane. SætBV. "Eg kann kji Veenleikjen av de(g) leene". Hedder ogsaa: "laane". – I Li. (Fjotland) er leena, at laane i begge Bett.: give – og faa til Laans. Sjelden.

Lenak (ee) n. Lagen. Ndm. Se Linan.

lenda v.a. drage i Land. Oslo: læne.

lenda? v.n. (ar), om Solen: gaa bag Fjeldene, gaa end i Forhold til et meget begrændset Rum. Fosn (Stadsbygd og fl.). "Soola læⁱnne (Præs.; læⁱnna, Imperf. føsst her". Maaske, trods Bøiningen, eet med lenda, at lande.

lenda v.n. (ar) = miga. Tel. (Eidsborg).

Lendapose m. Pose baaren paa Lend. Dal.


"Lengja f. 3)". A. Løynje, NGbr.

"lengjast v.n. 2) længes". A. Jæd. Dal. Ma.

Lengn f. Længde. Hadeland, Ndm. "Længna paa Vatne". "Heile Længna".

"lengst adv." A. "upplængst", øverst (oppe), Tel. (Rauland); "uppaolængst", d. s. Hard.; "undelængst", nederst, underst, Hard. – "(Paa) længstom o længji", til syvende og sidst; Tel.; i Længsto (aa) d. s.? Shl.

Lengt m. Længsel. Østl. og fl. "Mæ Længt" = med Loste; Østerd.

"lengta v." A. "længt' paa" = l. etter. Ndm.

Lening f. Skandseklædning. Shl. Meddelt.

lenkja v.a. (ar), 1) bøie; lempe; lede. ISogn. Lidet udbredt og anvendt. 2) hægte (kjæde) Historier sammen; fortælle lange Historier = røkkja. Stjør. (Maaraak). – lenkja seg v. Vald., se lekkja. – lenkjeleg adj. som lader sig lenkja 1). Sogn.

Lenkja f. lang Person med daarlig Holdning (som slaar Bugter paa sig). Gbr. Vald.

lenkjutt adj. lang og bugtet: om Tømmerstok, om Person. Hall. (Hol og fl.), Nordl.

"Lensmann m." A. Læssmann, Vald. (Vang og fl.); Lææs-, NGbr.: Linns-, Dal. VAgder (Fjotl. Grindeim, Bjell.); Leessmanne, Sæt. Rbg. (Aamlid); Leesmanne, Tel. (Vinje).

Lensmannssvevn m. utryg Søvn, kort Blund, som Ens der ligger paa Vagt. Berg. og fl.

lenta v.a. lempe; føie. Hall. (Gol), Gbr. (Lom). "Du fær lænte de mæ 'o", du faar lempe dig efter ham; Hall. Ogsaa omtr. = lirka. Helg. (Bindal).

lenten adj. livligt imødekommende, muntert hjælpsom. Ned.

"lentug adj. 1) lystig". A. Follo: læntäu ("aa bliilaaten"). Rom.: løntäu. "L. Hest". – 3) som forstaar at lempe sig; smidig; modifiable. Hall. (Gol). Til lenta v.

lentørt adj. oplagt til skalkagtige lidt spottende Bemærkninger = lettørt; som af et "Lentord" = Lentor. Voss. Jf. lenten.

Lep (e') m. Læb; nedhængende Tunge eller Flig i Kanten af noget, især Klæder. Tel. og fl. "Stakkjn hængg i Lepar". – leputt adj. fuld af "Lepar". Smaal. Hall. Tel.; Dal.: "lebete".

Lepa (e') v.n. (ar), 1) danne "Lepar". Hall. "Plaggji leepa ette Kanto". 2) hænge Læberne. Østerd. (Elvrom). "Han sit aa læpär aa vil inte eeta". 3) slænge med Læberne; løfte Læberne; grine op, om trætte el. brunstige Dyr, især Heste. Smaal. og Vinger: leepa og læpa. Ogsaa: leepre (leipre), SSmaal. Jf. lepra, lefra, lepja; ogsaa lapa, lap, Lap.

"lepa (e') v.n. kludre". A. Særlig: kludre formedelst klodsede, vælne Fingre = fukla. Smaal.: leepa. Er maaske eet med foreg. eller snarere nærstaaende; jf. lapa osv.

lepasid (e', ii) adj. 1) med sidt hængende Tunger, Flige el. "Lepar"; 2) maaske ogsaa: med hængende Læber. Sæt. Tel. Busk. – lepjasid d. s. s. 1). Tel. (Mo, Vinje).

Lepatrask (e'; oftest æ el. ee) m. storlæbet Person. Østl. Lepatrost m. d. s. Vestfold (Sandsvær). Lepatrusk m. d. s. Vestfold (Eiker); "Lepa-Tørres" d. s. Ryf.

"Lepe m." A. Leepe, Hall. Læpa, Gbr. og fl.

lepja v.n. (ar), bevæge Læberne uden stor Virkning; saaledes: 1) bevæge Læberne i en Vædske uden at drikke, som Heste der samler op Meel. Smaal. Totn, Sogn. 2) smage kræsent paa og omtrent vrage; ogsaa: æde skjødesløst, rode (søle) i Mad. Totn, Hadel. Sogn. 3) tale med slappe Taleorganer = lebba. Shl. Røldal, Rog.: læppja, og mest læbbja; i Dal. lebbja. Maaske eet med lepja (lapte), at labe, hvilket paa nogle (de fleste?) af de samme Steder har A-Bøining. Jf. ogsaa lebba, Lep, lepa flgg. (lepjasid). Men lævja (jf. læva) kan betyde d. s.; se d. Maaske har endog bb nogensteds udviklet sig af V, og delvis Sammenglid af lebba, læbba (lævja) og lepja (lapte) fundet Sted.

Lepja f. 1) En som "lepjar" i Talen. Rog. Mest: læbbja. 2) = Lebba.

lepjasid, se lepa-. lepjeleg adj. 1) tilbøielig til at lepja 3), = lebben. Ryf. "Snakka læbbjalegt". 2) slap af Smag; smagløs; flau, vammel = lebben, saven, valg. Rog. "Dæ smakar læbbjalegt".

lepjen adj. = lepjeleg 1 & 2. Shl. Rog. "Danskjen æ læppjen paa Maale". "Dæ va so læppje (læbbje) aa høyra.

"Lepp m." A. 3) = Lep. NGbr. – leppsid adj. = lepasid 1). NGbr.: læppsii.

lepra v.n. (ar), 1) smage tidt og smaat paa en Drik; nippe til. Smaal. "Han sat aa leeppra (og æ?) paa Toddin". 2) se lepa.

lepra? v.n. (ar), være stiv famlende klodset og ligesom vælen i Haand eller Mund: a) kludre, famle = fukla. Hall. (Nes, Gol): lææpre; (YSogn: læppre?). b) om Dyr: slippe Maden af Munden igjen osv. være kræsen = lepja (ar), lepa. Hall. Jf. læbra, labbra, loppen. leprefingra adj. med Fingre som leprar. Ndm.: læppr-. – læpren og læprutt adj. tilbøielig til at lepra. Hall. – Lepreneve m. en stadigt vælen Næve: a) en sliphændt Person; YSogn: Læppreneve, (-skiit d. s.). b) en Kludrer og dl. Hall.: Lææpre-.

Lepra f. og Lepre m. En som leprar. Hall.: æ.

leputt, se Lep. lera (ee), leraleg, se lira.

"lera (e') v.n. lure". A. lør(r) (lörr), Salten. G. N. hlöra.

"Lere (e') n." A. "Staa paa Lere", Røldal.

"Lereft (e', e') n. Lærred". A. Leereft, Tel. (Raul. Skafsaa); Leerift, Vald.; Leereeft (to korte ee), NGbr. Lee- som i Leefot.

Lereide? m. (n.) Underlaget under "Klyv", til Beskyttelse af Hestens Ryg dvs. Le-skinn el. Sveitakodde + Bossa + Sadel. Sogn
(Vik, Underdal, Aurl.): Lærräi og maaske "Ler(r)ei (e')"; sammesteds Læsskjinn dvs. Le-skinn. Jf. Leefot, Lifot, Ljofot. Se A.

leren (ee) adj. 1) dinglende el. vrikkende og slap om Ting som skulde være stiv. Sfj. (I- og YDale,, Holsa). "Kragjen æ leeren", om en stivet Krave. 2) upaalidelig og forskyvelig i Sammenføiningerne. Sfj. YSogn. 3) udholdende i at finde Udflugter osv.; = seig. Sfj. (Holsa). "Han æ leeren aa dragast mæ". Jf. lera, lira, lidra.

Lerja f. 1) blød flad formløs Masse. Rog. Nhl. og Li.: Lærja og Lerja. Og: Leerja, Lirja, Jæd. (Klepp, Time), Ryf. (Høgsfjord); Lørja, Shl. (Etne). "Kulerja", Kokase. Ogsaa: Lurja; Ma. 2) tung dorsk Person. Rog. Jf. Lyrja.

Lerkja f. lang stor slap doven Figur. Romsd. Jf. Lark, Slark, Slerkja.

[Lerkn (æ) f. Lærketræ, Pinus Larix. Ndm.

Lerung m. se Lørung, Lyring.

Lerpa f. 1) blød Klat = Larp. 2) skiddenfærdig Kvinde. Hard. (Ullensv. Odda).

lerpa v. skide = larpa. Shl.

Les m. Indvaaner af Lesja Herad. Gbr. (Vaagaa, Lom, Fron): Lees (kort ee), Fl. Lisi, som "Nees" dvs. Nes (pl. Nesja) fl. St.

"lesa (e') v. læse". A. læsa, læs, las, leese (lutter korte Vokaler), NNGbr. Imperf. lees, Rom. Ring. (Modum), Gul. ØTel. Sogn. Infin. lees(s)a, m.St.; Supinum: lees(s)i, Gul. og fl. – leske, se laask.

"Leskinn n." A. Ma. (Aaser.): Leesskjinn.

Lesningspose (o') m. Bladmave, Omasum. Tel. (Vinje). "Løysningspose", A.

"lessa (e') v. (er, te). 2) betynge". A. Særlig ved Minering. Shl. 3) slaa, daske til En; omtr. = klessa. ISogn, Vald. (Vang). "Eg ska lessa deg unde Øyra". Jf. trykkja, Trykk. 3) "lessa ned" v.n. falde i Læssevis; om, f. Eks., Sne.

Lessa f. Sted hvor man læsser paa eller ordner Læsset. Vald. (VSlidre).

Lessing m. svær Karl (Figur) = Avlessing. Li. (Feda, Bakka, Gyland). Leksing; Stav.

lesskylluge se lidskyldug.

Lest f. = Lest m. 1. Shl. og fl. leta se lata.

"Letre (e') n." A. Lætre, Ma. (Øvrebø, Aaserall), Sæt. VTel.; Leetre, Smaal. (Trykstad), Vestfold; Læ´tr, Rom. (Nes, Nannestad, Eidsvoll); Lee´tr, Oslo. "Griisn drar Lætr". G. N. látr.

"lett (ee) adj. let, ringe osv." A. "Sitja paa leettan Kost", faa lidet, el. intet, Traktement; Rog. "Mæ leettum". Rbg. (Evje); "mæ leettom", Tel. (Kvits.) = med letto.

lett (ee) adj. lidt beruset. Ryf. Røldal, Sfj. Maaske eet med foreg.; jf. Eng. lightheaded, fortumlet. Se dog de flgg.

Letta f. Kvalme med Tilstrømning af Vædske til Munden; efter en anden Forklaring: pludselig Mathed, næsten Lammelse. SHelg. "Æ(g) e saa brydd mæ Leett', mæ Leettaa". Mest brugt bestemt: Leettaa. Vassleett' f. d. s. Ndm. Jf. Lett (A.), Lette.

Letta (ee) f. Lettelse, Lindring. Li. (Fjotl.).

"Lettang (ee) m. 1) let Føre". A. Føre efter et meget lidet Snefald. Oslo, Ring. (Sigdal). Vestfold (Eiker). Lettoong d. s. Follo; Letting d. s. Smaal. "Kjøre paa L.", paa et tyndt Slædeføre som ikke tillader Læs: Lettingsføre n. Smaal. "2)". A. Gbr.

Lettang m. 1) den letteste Deel af et Arbeide; let Arbeide; særlig: den letteste Kjørsel. Vestfold (Lier, Hov). "Du har Lættangen!" 2) "kjøre paa Lættangen", kjøre uden Læs med et let Redskab, Slæde el. Vogn. Vestfold (Sæm, Hov, Lier). Vel eet med foreg. – Lættangssleea m. = Lettingsslede.

lettangt adj. n. let at færdes (gaa, kjøre) fordi Føret er fast (tyndt). Oslo.

lettbrenneleg adj. som let antændes og forbrænder. Ma. (Grind.): leed(d)brænnelig.

lettbrukt adj. let at bruge, dyrke. Om Gaard, Jordsmon. Alm. I Li.: leed(d)brukt.

Lette (ee) n. = Aaband. SØsterd.

"Lette (ee) m. Lettelse". A. Særlig: Formildelse eller Ophold af Uveir. Dal. og fl.

Lette (ee) m. ganske liden Beruselse. NGbr. Jæd. Ryf. Hard. Shl. "Væra paa ein liiten Leette". "Ha ein Leette paa". "Han va paa Leetten", lidt animeret. Ogsaa: "væ(ra) paa Leettaa"; Shl. Se lett, liten.

"Lettedrikka n." A. Ryf.: Leettadrikka.

Letteklove (ee, o') m. kløftet Stang til dermed at lette op den øvre Kvernesten. Sæt. Tel.

Letteskyl (y') f. meget svangt, næsten kjerneløst Korn. Rbg. (Aamlid og fl.): Leetteskyl (næsten yy); pl. ir. Til Skul, Skyl; jf. dog Skjele.

lettfegen adj. let at gjøre glad. SætB. "Han va leettfejen, han lo^u daa Basstoga brann".

"lettfeng adj. 3) rask osv." A. "Dæm talar lættfænger (adv. compar.) dær ute". Hedm.

?lettfjoms (ee) adj. fnugagtig = fjoms. Nhl.

Lettfut (ee, uu) m. Fogedfuldmægtig. Solør.

lettgaadd? adj. let at bli var "gaa"; let at faa Tag (Greb) paa; let tilgjængelig. SHelg. "Ein lettgaatt Meea", et Fiskemed som er let at tage. Maaske dog af gaa = ganga, da "gaa" dvs. bli var, ellers ikke kjendes i SHelg.

lettgjord adj. let bygget eller voksen; om Folk, Fæ, Baad, Slæde osv. Tel.

letthaadd adj. let at iagttage. Helg.

Letthekkje. "Kjøre mæ Leetthækkje", kjøre i Spidsslæde med Hest som er Reservehest til et medfølgende tungt Læs. Vald. (Vang). For Lett-ekje til aka. Jf. Lettok, Lettøykje.

Letting m. 1) = Lettang. 2) "kjøre Leettings (og Lætt-)", kjøre uden Læs, i Smalslæde eller Karjol. Smaal. Oslo. – Lettingsføre n. se Lettang. – Lettingslass n.
meget let Læs. – Lettingsskyss m. Skyds med Smalslæde eller Karjol. Land. – "Lettingsslede m." A. Vald. Tel. Land. – "Ligg' paa Letting", se Lyktr.

"letteleg adj." A. 3) livsglad, livlig = lettliva. Sæt.: leettlege og leesklege. – 4) "leet(t)lig Gaanga", let(fodet) Gang. Li.

lettna (ee) v.n. bli lidt beruset, føle det stige til Hovedet. Ryf. Hard. leettna og littna, aldeles som lettna v. blive lettere, hvormed det maaske er eet. Jf. lett adj., Lette m.

Lettna(d) m. (ee), Lettelse; Hjælp; Lindring. Tel. (Moland). Leettna (el. Littna) f. d. s. Hard.

Lettok (ee, o'). "Kjøre i Lættaak" = k. Lettings. Hedm. (Ringsak). Til Ok n., eller aka? Jf. Letthekkje, Lettøykje.

lettsam (ee) adj. som falder let; ogsaa: munter, lys; modsat: tungsam. Trondy.

lettskodd (oo) adj. iført lette Sko.

Lettskrivar m. Skriverfuldmægtig. Solør.

lettskyldug adj. se lidskyldug.

lettstyrd (yy) adj. let at styre.

lettsvinnug adj. rask og bekvem til sin Gjerning; smidig og hændig. Tel. (Moland, Laardal). "Han æ so leettsveennuge o sveem'e ti adde Teengg". Se svinn; A.

Lettung m. 1) Lettelse, Hjelp = Lettnad. Tel. (Bø, Selljor). 2) se Lettang.

lettveden se lettvita.

lettvikt adj. let at "vikja", afbøie, paavirke, styre; om Fæ (Heste) og Folk. Helg.

Lettvinde f. = Letvinna. Tel. (Selljor).

"lettvinn adj." A. Sogn (Aurl.), Ma. (Hægel.); leeddvinn, Rbg. (Aamlid); leettvind, Tel. (Mo, Vinje, Kvitseid, Selljor, Bø, Lunde), Hall. (Gol); leet(t)vunnen og leed(d)vunnen, compar. -vunnare, Ma. Li. "L. Sle'e, Kjaalkje". 2) om Personer: smidig, bekvem; habil. Østl.

lettvis (ee) adj. altid redebon, især til at udrette Smaatjenester (Ærinder osv.); villig = godvis. Og: leettviisen, Tel. (Selljor).

lettvisken adj. = lettvis. Ryf. Jæd.: leettviiskjen.

lettvita (ee?, i') adj. med meget liden Forstand; tosset; halvt fjantet. Li. (Fjotland): liddvida (eller leedd-?). Neppe af lítt-. Jf. ørvita; G. N. léttvísi Letsindighed. – leettveeden adj. d. s. Ryf. (Strand).

lettvorden adj. noget let. Gbr.: -voolin.

lettværen adj. let i Hu = lettlynd. Gbr. (Sel). Ogsaa: leettvæ(r)le, Gbr. (Vaagaa); leettvælog, Gbr. (Lom).

Lettyrde n. let henkastede skalkagtige Bemærkninger; smaa Skoser; smidige Finter. Hard. (Ulvik): Littøre og "Leettøre". – leettørt adj. fuld af Lettyrde; = lentørt. Hard.

Lettøykje. "Kjøre Lættøykje" = kjøre Lettings? SGbr. Hedm. "Kjøre mee i Lættøykje", kjøre med læsfri Hest, som skal overtage Befordringen naar Reservehesten har trukket Læsset over de første tunge Bakker. Hedm. (Nes, Ringsak). Jf. Lettok, Letthekkje. "Je ska vara mee i Lettøykje".

Liane, Lie, Liels, se Leide.

"Lid (i') n. Flok, Følge, Ledsagere". A. Særlig: Folk, som hører til Ens Husstand el. stadige Hjælpere. Shl. (Fitja). "Han gjoore da mæ sitt eigje Lee", uden fremmede Arbeidsfolk. "Han reiste mæ sitt eigje Lee". -"2) Hjelp, Tjeneste". A. Dal. "Han gjoore meg dæ te Leess". (Snarere: Føien, Tillæmpen, Villighed el. dl.; til lida, tillæmpe, og lidast, læmpe sig).

"Lid (ii) f." A. Fl. Liia(r), Tel. Agder, Dal.

"Lid (i') m. 1) Led". A. Nogle St. f. – "Oto Lee`ee, o Lee`i", af Led, Tel. (Rauland, Moland).

Lid m. liden Bevægelse til Siden; liden Rokning eller Bøining; lidet Vrik. Shl.: Lee. Til lida (i').

"lida (ii) v.a. (leid) 5) synes om". A. lii(e), liidde, liidd (og liitt?) = lika, meget brugt i Oslo, Vestfold, NGbr. og fl.

"lida (ii) v. liida seg". A. Num.

lida (i') v.a. og n. (ar), 1) "leea Rom", vige til Side, saa der blir Rum for andet, give Plads = "stande te Less". Tel. Sæt. Ma. 2) flytte lidt til Side; røre ved; rokke; flytte. Jæd. Dal. (Lund), VAgder, Sæt. Tel. og fl. "Du maa kje leea nukun (nokon) Ting uto H^øuse"; Aaserall. "Du maa kje leea Skoogjn". "Eg fekk kje leea 'an", jeg fik ikke rokket ham. Især meget brugt i "leea seg" = toka (tukka) seg. G. N. hlida vige til Side ("te Leess", hlid, f.), Isl. hlidra d. s.; jf. lidra. Ordet er altsaa et andet end "lida 1, bøie Lemmerne" A., af Lid m., lidr, men Formeenshed og Betydningslighed vil lade dem glide i hinanden. Se flgg. – 3) vrikke eller vride paa noget, særlig for at faa det smidigt, saaledes: en Nøgle i et Nøglehul = lirka, el. et Skind over en Braak = braaka, mykja. Helg. og fl. – 4) "leea me nooe", sætte en Virksomhed saa smaat i Gang. Smaal. "Leea mæ Vaaraanna". Jf. lidast, lidra. – Lida "Leea" f. se Skinnleea.

"lida (i') v.a. (ar) 2. hjælpe, gjøre en Tjeneste". A. "leea dæ tee før ein", tillempe Forholdene for En, gjøre Indrømmelser og Tilpasninger, hensynsfuldt ordne. Ryf. Dal. – Synes snarere at være G. N. lida bøie, lempe – altsaa eet med "lida (i') 1", A. – eller ogsaa hlida fyrir einum, trække sig til Side for En, vige for En, med Isl. tilhlidan Føielighed, hlidra til give efter. Neppe til Lid n. Ledsagere, Hjælp med Mandskab. Se foreg. og flg. og lidast.

Lida-i-Likk m. En som for hvert Skridt nikker lidt i Knæerne, som under en tung Byrde. Sogn (Underdal). Lidet brugt. "Dan som kjæme driltande mæ äi tungge Byr, han lia i Likk". Se likka.

Lidald (i') n. Gjærde-Aabning = Lid n.
(hlid). Voss, Hard. (Ulvik): "Li-ald" og "Lee-ald". Somme Steder om den blotte Aabning; andre Steder om Aabningen + Porten (Grind). Jf. Gardald. – Li(d)elde n. d. s. Sogn (Aardal).

"lidall (i') adj. smidig". A. Rom.: leeall.

lidall (ii) adj. som man kan lide; tiltalende; tækkelig. Rom. og Vinger: liiall. Ogsa lidug: "liiäu, lii-u" = "li(d)an(d)es"; især tiltalende ved Livlighed, Friskhed og Smidighed. Rom. Smaal. Vestfold, Ringerike. Paa alle disse Steder lyder "lida (i') v. bøie osv." som "leea"; alligevel er der vel Indvirkning fra lidug (leeug) dvs. smidig og fra lidall (leeall).