A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Lunda v. nynne. Sogn (Leikang og fl.).

lundalaus adj. fyndløs, smagløs; utækkelig, uvittig. Sfj. (I- og YDale). "Da æ so lundalöust alt da han fere mæ". Til Lund f.

Lundaløysa f. 1) det at være lundalaus: Fyndløshed osv. Sfj. 2) lundalaus Person. Sogn (Vik). 3) umusikalsk Person. Sogn.

Lundeknuke (uu) m. Hofteknude. Smaal.

Lunebokkje (u') m. En som lunar 1). Sdm.

"lunefengen adj." A. loonefængjen, Tel. Røros; loonfingjen, Gbr. (Lom); -fængten, Østerd. (Tynset); -fæinjin, Gbr. (Vaaga).

lunekaat adj. vekselvis overstadigt lystig og trist. Ndm.: loonkaat.

lunetøkjen? adj. let og uformodet stødt; sær; prippen. Helg. (Alstahaug) og Namd.: lunntøykjen, som Tøykj f. for Tøkja.

lunfur'leg (u', uu) adj. besynderlig, uforklarlig, uberegnelig; ogsaa, om Personer, eksentrisk. Hard. (Ulvik), Shl. Dunkelt; sidste Del tør være furdeleg.

lungeblaut adj. gjennemvaad, dyngvaad. Stjør. Helg.; Namd.: lungblöut. – lungenes blaut d. s. Namd. Gul. NSv. Diall. lungblaut; Sv. Diall. lungvådt d. s.

"lunka v.n. gaa uden Hast." A. Hall. Tel. – "Sitta aa loonke aa drække", drikke jævnt og i Stilhed; Oslo, Smaal. Tør være "lunka v.a. varme lidt", A.

Lunke m. svag Lyd, svagt Rygte; Ymt. Nfj. (Breimn, Eid, Stryn). "Eg ha høyrt ein Lunkje 'ta dæ (di)". Sammesteds ogsaa: svag Varme. Jf. G. N. hlunka, drønne.

lunken adj. lunken. NGbr. og fl.: loonkjen.

lunkna v.n. blive lunken. Nfj.

Lunn f. Brunst; se Luna. Voss.

Lunn m. den slebne skraa Side af en Egg. Dal. Jæd. og Ryf.: Loonn. "Sliipelunn". "Slii(p)ba brei´e Lunn paa (L)jaa, Kniiv". Maaske eg. = Vol; altsaa eet med flg.

"Lunn m. 3) Løftestang". A. Ma. – "Koma te Lunns", findes frem igjen, om bortkomne Ting. Helg.

"lunna v.n." A. "Han lunna", kom hjem uden Fangst. Sdm. (Sande). "Han vart lunn, blaalunn", d. s. Ndm. Trondh.

Lunne m. Lund, liden Skov. Smaal.

Lunnehake m. Hage til at opstable, "lunne", Tømmer med. Smaal. og Busk.: -haka. Ogsaa en Hage brugt som "Lunnenaal".

Lunnenaal f. stor Naal med Ring i, hvormed Bjælke, som slæbes, fastgjøres til Trækketøiet. Smaal.

"Lunnende n." A. Lunna pl. Sfj. (Kinn); Lunne pl.- Li.; Tillynne n. d. s. Sfj. (Kinn, Y- og IDale); Tillynsle f. d. s. Sfj. (Y- og IDale).

Lunningsløda f. Lade hvori man midlertidigt vælter Hø ind. Hall. (Gol): -lu'u og -lu.

"Lunnskjota v." A. 2) lægge Stokke, "Lunnar", paa tværs i en Vei til lettere Fremførsel af tungt Læs. Dal. "Dæ
gjænge paa Lunna", siges om det som gaar raskt, glat.

Lunnskot (o') n. et Skup med Haandspiger, "Lunn", under en Vægt (Stok, Sten). Ma. Og: Lunneskot.

Luns m. et Stykke Suul; især: en Ration. Nhl. og fl. Søndenfjelds: Loons. "Smørl., Kjøtl., Fleskel. Jf. Lums osv., Sv. Diall. luns dvs. klump, stort stycke, tung karl.

lunsa v. (ar), udrationere Mad. Nhl.

lunsa v.n. og a. (ar), 1) gynge; om en Sump: gynge under Fodtrin = dissa. Agder, Tel. "lunse seg upp o ni'e", gynge sig staaende; Sæt. 2) gaa tungt og gyngende. Tel. 3) = lunka v.n. Innh. Jf. Lums (Luns), lumsa; Sv. Diall. lunsa dvs. löpa tungt.

Lunsa f. gyngende Masse: a) Hængedynd dækket af seigt Grønsvær. Sæt. b) svært skvabset Hunvæsen. Voss, Jæd. Rbg. og fl. "Ei L. te Jænta, Merr, Kyyr".

lunsa adj. bygget, voksen; især sværlemmet. Gott lunsa", velvoksen. Hard. Jf. lunsad, A.

Lunsardike n. = Lunsa, a). Tel. – Lunsemyr f. d. s. Rbg.

Lunsegonga f. tung gyngende Gang. Tel.

lunseleg og lunsen adj. lig en Lunsa. Rbg.

lunsk adj. med et mistænkeligt lumskt og lurende Udseende. YSogn, Nfj. (Eid, Breimn, Stryn). Jf. lynsk.

lunta v.n. (ar), 1) bevæge sig mageligt; slentre; lunte (Holberg). Tel. Helg. "Dei loonta o sloonta fysst dei saag seg Tak". "smaaloonte". 2) trække sig stødt tilbage; omtrent = furta. Namd.: loont'. – Loontstöur m. En som er tilbøielig til at lunta 2). loonntaat adj. Namdal.

luntall adj. fuld af smaa morsomme Indfald; smaa-vittig. Rom. Bohuslän: luntelig, torr-rolig.

luntutt adj. lunefuld og snart stødt. Namd.

luntvoren (o') adj. snedig; upaalidelig. Sfj. (Y- og IDale). luntvoreleg adj. d. s. Sfj.

"lunutt adj." A. 2) omskiftelig, vekslende; især om Veir; se Luna. Hall. Tel.

Lupt, -eleg se Luft.

lur (uu) adj. som langsomt og stilfærdigt kommer med Morsomheder; stilfærdigt skalkagtig. Østl. Tel. Maaske: "lur, lu" dvs. mat, paavirket af lura.

"Lur m. 1, Luur". A. Lu, Rbg. Dal. Gbr. Luhorn n. d. s. Li. (dn), Rbg. (nn). "2) en Rulle af Bark osv." A. Tel. Rbg. Dal. "Borkelu, Le(dr)lu, Paperlu". 3) Tragt sat fra Mølletragten ned i Kvernøiet. Tel. (Selljor): "Lu"; Nhl.: "Luur".

"Lur m. 2, Møllebænk". A. Lu, "Kvednalu", Vald. Hall. 2) oventil flad Høi, omtr. = Stall. Shl. (Stord, Fitja). Maaske kun i de hyppige Stedsnavne "Luur´n, Luu`rane". Lur 1, og 2, er maaske eet; se Kvernarlur.

"Lura f. Skarnklat". A. VAgder.

lura (uu) v.n. (ar), 1) hænge med Hovedet, døse; mest om Kvæg i Uveir. Shl. (Finnaas og fl.). Vel eet med lura, blunde; jf. lur luren dvs. døsig. 2) lægge Kind til Kind i Ømhed. Tel. (Rauland, Vinje). Ogsaa v.a.: "luure Jæntune". Hertil: Lur m. dette Kjærtegn. Se A. 3) slaa i Hovedet, give Kindhest. Sogn (Aurland); Christie. Især de to sidste Bett. midne om "Lyyringg, Lerongg", Kindhest og G. N. hlýr Kind. Jf. Bugge, Arkiv for N. F. II, 216.

Lura (uu) f. lummer Varme; Døsighed i Veir. Sogn, Shl. Jf. foregg. og flgg.

Lure (uu) m. 1) = Lura (Lort). Ma. (Tveit). 2) tung sløv Særling. Trondh. Sjelden. Jf. Bullure, Gapilur, Skabblur, Snorlur, Skrubbelur og fl.

luren (uu) adj. mat, døsig = lur, lu; ogsaa om Luften = lurmen. Ringerike, Vald. Gbr. Østerd. Ndm. Berg. "Humen aa luuren", Nfj. Ogsaa: lurren.

lurfrjosa v.n. føle lidt Kulde (fryse lidt) uden at lade sig mærke dermed. Smaal.: "luurfryyse". – lurfisa v.n. = løynfisa. Smaal.: -e. – lursova v.n. tage sig i Stilhed en liden Blund. Smaal.

?Lurg n. Fjas; løst Snak. Shl. (Kvinherad).

Lurja f. 1) blød formløs sammenfaldende Masse. IMa. Dal. Jf. Lirja (og Lura). 2) et Slags Kjelke = Bumra. Ma. (Grindeim, Bjelland).

lurjen adj. blød og formløs; kvabset-fed. Ma. Rbg. "Hestn æ lurne o svær´e".

"Lurk m. Knippel". A. 2) svær og stærk men tung og grov Person; en Prygl = Brand. Næsten alm. Lork d. s. Romsd. og fl. Slurk omtrent d. s. Busk. og fl. 2) en af Vand gjennemtrængt Tømmerstok. Voss.

Lurk (u'), Henliggen; Liggen ubrugt, ufærdig, uafgjort, i Dvale. Kun i: "liggje i Lurk" el. "i Lur´ke". Nfj. (Selja, Davik, Eid, Gloppen). "Bjønn´n ligg i Lurke". "Da (dæ) ha (he) leje so længje i Lurke no, eg maa faa da fraa meg", om indstillet Arbeide. "Dæ ha leje so længje i Lur`kenne (Dat. f.) no, vi maa ta dæ upp atte"; Davik, Gloppen, Breimn.

Lurka f. en svær grov Kvinde. Vos, Sæt.

lurka v.a. (ar) tildele et vældigt Slag; slaa ned. Rbg. ”Han lurka ’an i Velt´n so dæ go^ul i ’an”, slog ham over Ende. Se A.

lurka v. lure; gaa sent osv." A. Sfj. Nfj. Maaske to Ord. 2) "lurke seg", drage sig, slæbe sig, dovne sig. Nfj. Sdm. lörka, lorka seg d. s. Nhl. og fl.

lurkeleg adj. lig en Lurk el. Lurka. Sæt.

Lurkesott f. Dovenskab. Li.

lurma (u') v.n. (ar), døse = luma. Rbg. Sæt. Tel. "Ho sit o lurmar innmæ Ell´n". Jf. lumren, lumra (og lura).

lurmen adj. døsende, døsig = lumren; ogsaa om Luften. Tel. Ndm. Sogn, Ned. – lurmvarm adj. fugtig-hed, lummer. Ned.
Lurpa f. en kvabset ufin Kvinde. Hard. Tel. Rbg. Slurpa omtr. d. s. Jf. Larpa.

lurpa v. skide = larpa. Shl.

lurpeleg adj. lig en Lurpa. Sæt. Tel.

Lurr, "staa paa Lurr", se flg.

"lurra v.n. lure, lytte efter noget". A. Sogn, Voss. "Stao pao Lurr", staa lyttende. 2) slentre sorgløs omkring. Nhl. Nfj. "Dan litle Guutn i Liio lurra". 3) blunde; halvsove. Hall. lørr d. s. Helg. 4) være blid; gjøre saa smaat Kur. SBerg.

lurren adj. 1) lunet, uberegnelig. Nfj. (Stryn, Breimn). 2) døsig, uoplagt = luren. Sogn, Hard. 3) til lurra 4). "Lurren o venle(g)". Hard.

lurva v.n. og a. sluske = slurva. Rbg. Ndm. og fl. "Lurv' ihoop". "Lurv' ifraa seg eit Arbei". – Lurv n. slusket Arbeide.

Lurva f. en uordentligt opsat Figur, som dertil er for bred til Høiden. Rbg. Ma. "Denna Saata æ daa ei Lurve". "Ei Lurve Saate". Se Lurva, Pjalt.

"Lurva f. Pjalt". A. Lörve fl. Steder i Østl. og Nordl. Lörvgrein se larve-.

Lurvehetta f. Kvinde med hængende uredt Haar. Ma. (Aaserall), Rbg.

lurveleg adj. lig en Lurva. Tel. Sæt. "Han saag so lurveleg uut mæ den Huuva so langt nee i Augo". "Ho sat so lurveleg", sammentrykket.

lurven adj. utilpas, ufrisk. Hadel. Vald.

"Lus f." A. L^øus, L^eus, Agder, Dal. Hard. Voss (tildels), Sogn og fl. Flertal: Lyys´nar, Rbg. (Aamlid og fl.: tildels ^øy), Tel. (Treungen); Lyys´na (ofte: ^øy), VAgder, Dal.; bestemt: Lyys´nan(e).

Lusaugr (uu) m. liden Rødfisk, maaske liden Sebastes n. Hard. Ogsaa "Lusauga".

Lusbasstu (uu) f. en "Badstova" der virkelig bruges som Badestue. Trondh. (Frosta). Kjendt blandt de Ældre. Jf. Risbasstu.

Lusegraade m. en voldsom Graadighed, maaske = "Helhungr" sammen med "Naalus". Sæt. Meddelt.

Lusekurre m. Lycopodium Selago. Meddelt fra Hard. Lusagras n. d. s. Voss, Hard.

"Lusing f. Prygl". A. 2) Slag i Hovedet (kun der). Ryf. Shl. Nhl. Hard. Sfj. Jf. Lyyring, Lørung.

Lusk m. Haartop = Lugg. Rog.

Lusk, Legemsbygning og Maade at føre sin Krop paa? Posture? YVAgder (Finnsland, Lauvdal, Holum, Valle, Vanse). Kun i: "Lusk-o-Lag". "Tr^eu dæ kann vera hann?" "Ja han æ paa Lusk o Lag sum hann". Maaske tildannet af Ly(d)ska, G. N. lýzka Maner, Egenhed osv.; i Lighed omtrent med Horj- < Hyrj-, tvor < tvør < tver.

Luskji m. svag Varme. SHelg. Se Lyske.

Lusp, luspa, luspete se lufs-.

Lussa f. og Lusse m. en liden tyk Figur (Person). Hard. Sæt.

lussa v.n. (ar), søge Eenlighed, stikke sig bort = myta; mest om Dyr. – lussen adj. = myten. Dal. (Hæskestad).

Lust, luste se Lost, losta.

Lut (uu), i: "dætte paa Luut", falde forover. Østerd. (L. E.). – ”lut adj.” A. Gbr. og fl.

"Lut (u') m. Del". A. "Te Lu`tar", Hard. Lot(t) (o'#-ö#-aa), Østl. (Totn, Rom. og fl.), Gbr. Ndm. "Byt(t)e Laataa", dele Jordens Afgrøde ifølge "Lutbruk" -Vilkaar; "Laataa", vel dat. pl. Hadeland. "Br^øuga Gar´n te Ludan", pl. = lutbruka; Dal.

luta (uu) v. (ar), "luuta uut" v.a. og n. 1) vande Luden ud af noget ludet; udvande det Ludede. Alm. 2) betale for; undgjelde for, svide for. Ma. Rbg. Vald. "Dæ ska du faa l^euta ^eut". Ma. "Dæ ska bli uut-atte-luuta"; Vald.

Lutar (u') m. = Lutmann. Sfj. Lutamann (u'), Hard.

"Lutbruk n." A. Lotbruk (o'#-ö#-aa), Østl. (Totn, Hadeland og fl.). Laata(a)bruk, Rom. – lutbruka v.n. og a. være "Lutbrukar". Ma.: "lutbr^euka" (og d#-g). – Lotabrukar m. (o'#-aa), Ndm. (Tingvoll, Kvernes). Lotaboon(de) m. d. s. Ndm. Lotadrivar m. d. s. Ndm.

"lutdriva (u') v.n. og a. = lutbruka". A. Ndm. (aa). loddrive, Ma. (Tveit). Særlig: drive Skovbrug for en Anden med Andel i Produktet eller Udbyttet. Sæt. – Lutdrift f. "have Sko^ujn ti L.". Sæt.

Lutklave (u') m. Klave bestaaende af mange smaa lige lange Stykker. Sæt.: luteklavi.

luthogga (u', o') v.n. og a. hugge Tømmer for en Anden mod Andel i Tømmeret. Ma. – "lutslaa v." A. Rbg. – ?lutskipta v. dele i Lodder. Christie.

lutsetja (u') v.a. "ludsedja Gar´n", overlade en Anden Gaarden til Lutbruk. Li. Og "sedja Gar´n bort paa Ludan", Li. Dal.

lututt (u') adj. 1) bestaaende af flere Dele. Tel. Sæt. 2) ujævn; lunet = bilutt. Li. (Eikin). Mere udbredt er lotutt (o').

Lutvinn (u') n. det at lutvinna. Rbg. Tel.; Jæd.: Ludvinn. "Lutvinne ein Aakr´e" v.a. Rbg. Tel. – Lutvinns-bruk n. = Lutbruk. Rbg. – Lutvinna f. = Lutvinn. Tel. (Rauland). – Lutvinnar, Lutvinnsmann m. En som lutvinnar. Tel. (Kvits.).

Lu-u og Lugu, se Løda, Lega, Loga.

Luv (uu) m. 1) Pandedusk, især paa Hest. Røldal; Ryf. og Voss: Luu. 2) = Lugg, Haarlugg. Røldal.

luv (uu) adj. 1) med nedadbøiet eller sænket Hoved. Tel. (Sauland, Selljor). "Dei blei luuve daa eg sae dæ", de bar ikke længer Hovedet saa høit. 2) med Haaret hængende nedad Panden. Tel.

luva v.a. drage En i (ved) Pandedusken. Voss: luua.

"luva v.n. (er, de), bøie sig, lude osv." A. Særlig: bøie el. trykke ned Hovedet, sidde eller staa sammenbøiet. Hall. Vald. Sogn.
Sfj. Ryf. Røldal, Tel. Rbg. "Fugl´n sit luuver"; Tel. "Han sat luuvde innmæ Peis´n"; Hall. "Tju´n staor aa luu(v)e"; ISogn. "Kyr´a stænd o luuver", i Regnveir; Røldal. "Kyr´a luu(v)de mæ Øyraa", hang med Ørene; Sfj. "Tree´e luuvde nee paa alla Läie"; Vald. "Ho luuver so veent dænni Bjørkjee". "Hatl´n luu(v)er mæ Net´r", = laver; Ryf. "Tree´e luu(v)e mæ Snø", Sfj. "Frukt´ee luuver", Tel. 2) om Fugle, særlig Hunfugle: trykke sig ned og brede Vingerne ud. VAgder (Bjelland, Vanse): l^eua, l^øua. Hedder: luya, Dal. (Hæsk.). "Hønaa luya, ho vil visst verpa". luya kunde være for lu(v)a, som Buye for Bue(t), Spuye for Spue; men ogsaa for et *luvja, som lavja sammesteds = lava. 3) "luuve seg ti (tee)" el. "inn tee", om kjælne Dyr som trykker Hovedet ind til En. Tel. (Moland, Vinje og fl.).

Luvebjørk f. løvrig Hæengebirk. Tel. Sæt.

Luvebrot (o') n. Bræm paa Hue. Hall.: aa#-ø.

"luveleg adj. frodig osv." A. Ogsaa overh.: som "luver"; se d. Rbg. Tel. Røldal, Ryf. "Luuveleg Bjørk". "Her æ luuvelegt mæ Bjørk"; Ryf. "Luuveleg Kyr", Ko som seer ud til at malke godt; Røldal. "Hestn vert so luuveleg fysst ein læt´e væl mæ'n".

Luvelæte n. kjælne Manerer hos Dyr; særlig: Tilbøielighed til at "luve seg ti". NVTel.

luvelæten adj. kjælen; se foreg. Tel.

luvgjerr adj. om Fartøier som gjerne vil luve, gaa op mod Vinden. luffjærr, Nordl.; luujerv, Shl., hvor altsaa sidste Del er opfattet som djerv.

luvleida v.a. 1) lede (en Hest) ved Pandedusken. Ryf.: luuleia. lugglei d. s. Stjør. 2) lede eller føre paa en mindre lempelig Maade, til Nød endog med Vold.

ly v.n. (ly, lydde, lytt), om Solen: skinne klart og varmt i stille Veir. Østerd. (Tynset). "Sola ly borti Fjælla". Se lya, A.

Ly eller Lyd (yy) n. 1) Stilhed, Ørenlyd = Ljod. YSogn (Ladvik, Kyrkjebø). "Gje no äit l^eite L^øy!" 2) Ophold (Standsning) af Regn el. Uveir. Sogn. Se lya. Maaske to Ord.

?Lya f. Egernbol. Meddelt fra Sogn.

lya v.n. (er, dde), 1, om Veiret: sagtne, stilles; især om Ophold af Regn. Sogn (Vik, Underdal, Flaam). "Da lyye (l^øye) upp" = held upp aa rigna.

"Lya f." A. 2) Ophold i Uveir. Sogn (Vik, Flaam). "Da va so äi Lyya (L^øya).

lya v.n. (er, dde), 2. "Liggje aa lyye", siges om let løs nyfalden Snee, om Falaske og andre Lag af lette støvlignende Ting, der ligger og ligesom venter paa at tages (blæses, smeltes) bort. Tel. (Bø, Selljor). "S(n)jog'n, Fönnen, ligg aa lyyer". Maaske lyda dvs. lytte. Jf. Lysmør.

"Lyd m. 1) Flok osv." A. Oslo. "Va(d)ly(d)", Oslo. Særlig om den danselystne Ungdom. Sfj. (Haukedal).

"lyd adj." A. "ivi lytt',", overlydt. NGbr.

"lyda v." A. lyye fram = lyda inn. NGbr.

Ly(d)ar (yy) m. En der gaar som Deltager i et formummet ubudent Optog til Bryllupsgilder og der driver alskens Løier. Røldal. Gjerningen hedder at "lyya". Andensteds Glankar, Skotrar.

"lydast v. n. 2)". A. "Lyast heim". Og "lye heim". Ogsaa: "lyse innum"; YMa.; jf. faaste. 3) "lyast etter", holde Øie og Øre med noget, tilsee noget gjentagende = skygna; f. Eks. et Selvskud. Hedm. Hadel. Gbr. Nedre Tel.

lydd adj. som staar sig vel med Folk, ogsaa med sine Overordnede; vel anseet; værdig til at faa; folkesæl; yndet. "Væl lyydd´e; bete lyydd´e". "Han æ gott lyydde mæ Stoorfolkje". Sæt. Tel. Ryf.

ly(d)mæld adj. hvis Talestemme er let at høre; høittalende. Ma. (Grindeim).

"Lydnad m. Paahørelse. A. Hertil vel: "Gaa paa Lag aa Lyyne", gaa omkring for at høre Sladder. Jæd. (Haa). Som "Dugne for Dugnad.

Lydning, 1) lurende Iagttagen med Øret; Lytten. Vald. (Bagn, Vang), Dal. "Staa paa Lyydning" og "Lyyning", staa paa Lur; Vald. "Han sad te lag aa Lyynings", han sad lyttende og færdig til at blande sig i Samtalen; Dal. 2) "ha en Lyynning etter" = lydast etter. Hedm. Hadel. Gbr.

Lyft n. = Lyfte. "Mannslyft". Østl.

"lyfta v." A. "Lyft' Avl", prøve sin Styrke i Løftning. SHelg.

Lyfte n. Løftning. "De (Skaren, Snjo^ur´n) ber´e ti Lyptis", Sneskorpen bærer Manden saa vidt at han kan løfte sig halvt op paa den forreste Fod og ikke behøver at træde igjennem med mere end een Fod ad Gangen. Sæt. Oftere: ti Lyptnings, Sæt. Noget lignende er: "ti Stigs", Sæt.

Lyfting-stein m. Steen som Enkeltmand kan løfte. Li. (Eikin).

Lygje f. (og n.?), Løgnhistorie; Bagvaskelse; Løgn. Rbg. Tel. Mest i: "Last o Lyji". "Alli tr^eu Lyjin!" G. N. lygi, f. Løgn

lygjeleg adj. som gjør Indtryk af at være usand; neppe stemmende med Sandhed; lidet trolig. Rbg. (Evje, Sæt.), Tel. (Bø, Selljor). Og: lyjulege, Tel. (Vinje). Mest om Fortællinger. Men ogsaa: "D'æ lyjilegt ko tunge denni Kassa æ!" det er overraskende, utroligt. G. N. lygilegr.

"lygen adj." A. Tel.

Lygjesoga (o') f. opdigtet Historie. Tel. G. N. lygisaga. Lyjusogu, Vinje. Lyjurispe f. d. s. Vinje. Lyjisvæe f. d. s. Tel. Rbg.; se Svæa. Og: "Ljugarsvæe"; Tel.

Lygna f. et Lyn. ØTel. Lyngne, og -ø-, Vestfold. Se Ljon.

"Lygna f. 2)". A. Shl. Lyngna, Lynna;
Helg. Senja. Lynni m. d. s. Helg. 3) et luunt Sted. Hall. (Gol). 4) et svagt varmt Vindpust. Tel. (Laardal).

lygna v.a. og n. (er, de?), berolige, stille. Særlig: dæmpe Bølgegang ved paahældt tranblandet Vand. YSdm. (Harham): lyngne. Jf. Feitelygna. G. N. lygna stille.

lygna v.n. (ar), vise sig som en blank oljedækket Plet, "Lygna, Lynna", paa ellers graat kruset Hav. Helg. Senja. "Dæ lynna framfør Æsingn". (N'et er langt jodholdigt; saa og i "Lynni, Lynna").

lygna v. "lygne seg inn paa ein", lure el. stjæle sig ind paa En = løyna seg osv. Tel. (Laardal). Hermed hænger sammen: Lygna f. En som farer stilfærdigt frem.

lygnleg adj. = lygjeleg. Gbr. (Øyer): lyngle.

lygsen (ks) adj. upaalidelig; vægelsindet; uberegnelig; lunefuld; knibsk. Dal. VAgder, Rbg. "Hestn æ saa lysken"; Li. Især meget brugt i n.: lykse, uvist. Dal. Agder, Tel. (Laardal, Rauland, Selljor og fl.). Se A. Ogsaa: lugse (ks), se d.

Lyka (yy) f. 1) Formildelse i Luften = Lykka (A.). Hard. (Ulvik), Voss; YSogn: Lyyke. Ogsaa: Lykkje n. og m. Hard.

"Lykel (y') m. Nøgel". A. Flertal: Lukla, Helg. (Bindal). Hedder: Løkjedl, Lødjedl, Rog. 2) = Lykla; paa Gjeder. Li. (Fjotland): Lygjel. – Lyklahaus m. = Lyklahald (Berg.); Shl. Lyklahause m. d. s. Sfj. og fl. Lyklahuse m. d. s. Gbr. Nfj. Sfj. Hard. – Lykleskraa f. Metalplade omkring Nøglehullet. Tel.

lykja (yy?) v.n. (er, te), bøie sig sammen, danne Vinkler (i Knæer og Ryg), som en Skytter. Oftere: lyykje seg. SætB.V. "Han gjengg o lyykjer seg". "Hu lyykte seg nee attfyri äen Stäen´e". "Han kaam lyykjandi". Hænger maaske sammen med luka og G. N. lykja lukti, lukke, lykna, bøie sig.

lykjeleg adj. som gjerne "lykjer seg". Sæt.

"Lykkja f." A. 4) Indhegning hvori Fæet anbringes for en kort Tid. Røldal. – Lykkjeknut(e) m. halv Knude med Sløife ovenpaa. Nfj. Sogn.

lykkja v. (ar), sammenhægte. Vald.

lykkja v.a. (er, te), 1) indeslutte, indelukke, især i et lidet Lukke. Tel. (Rauland, Laardal). "innlykt", part. 2) tillukke; lukke over; faa til at slutte sammen; gjøre tæt. Li. (Eikin, Fjotl.). "Lykkja ihoba". "Lykkja atte Basstuæ". – Lykkje se Lyka.

lykt. Hørt kun i Forbindelser som: "dætte nee i løkte (lykte) Uuree", falde lige (lukt) ned i Urden, Gbr. (Foldal); "i sjølve løkte Oora", Romsd. Ndm. Jf. Lykturd og flg.

Lykt, Overdækkkethed? "I Lykt", under Vand. Tel. (Aamotsdal; Wille). "Vera i Lykt". "Kava i Lykt", dukke under. "Aandi putta seg reint i Lykt". G. N. lykt, f. Tilendebringelse. Og: i Lukt; Tel. (Selljor).

Lykt f. naturlig Stenport i en Urd. SætV. Tel. (Mo). Jf. foreg., flgg., Lykturd, -ost.

Lykt, = Loft 3). I: li(g)jja aa Lyk`te, ligge løftet fra Grunden osv. Ndm. Romsd. Ogsaa: "Stæen´n, Hylla, ligg e Løkte" (dvs. i Lykte); Ndm. (Kvernes, Tingvoll, Øksndal). "Døra staar e Løkte". paa Klem; Ndm. Og "paa Løkt", Ndm. Se flg. v.

lykta v. 1) v.a. løfte en Tings ene Side el. Ende noget op saa den skilles fra Underlaget der. Gul. "Løkt litt paa Steen´n!" Hertil maaske: "Stein´n ligg saa løkte", Gbr. (Lesja), Romsd. (Veøy, Grytten). "Ligge løkte", Østerd. "Stein´n ligg ooppløkt", STrondh. (Bynes). "Iis´n ligg ooppløkti", Fosn, Namd.; "ooppløfte", Romsd. (Vestnes); se Loft, Lykt. 2) v.n. (ar), løfte sig op eller være skilt paa den ene Ende eller Side fra sit Underlag. Gul. Innh. Helg. (Bindal). "Spoon'n løkte", Tagspaanen løfter sig fra Taget. "Hylla løkte for mykjy paa dænn Kant´n", Stenflisen osv.

"lykta v.n. (ar), 2) slutte, ende". A. Shl. Ryf. Jæd. VAgder, SætB. "Før Lei´æ lykta"; Ma. Dal.; se Leid. (Jf. G. N. lok leidar). "De lyktar mæ Aann´æ", SætB. Hedder: lypta, Li. (Fjotl.), lypte, SætV. "Mi hav' lypta o verke", vi har holdt op at tilvirke, SætV. "Før(r) Leiæ lypta", Fj.

lykten adj. = innhol. Fosn. Meddelt.