A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Slokje (oo) m. = Slook, A. VTel. og Sæt.: -i.

slokjen (oo) adj. 1) slap og slunken. Strinda, Nfj. og fl. 2) slap og slusket = slarven. Ryf. Jf. G. N. slœkinn dorsk.

slokjen (o') adj. slukket, sluknet. Sæt. VTel. (Vinje). "Ell´n æ slokjen".

Slokk (o') f. svag Bugning nedad = Slakke (Sogn). Sogn (Hafslo).

"slokna (o')". A. sloktne (ö#-aa). Østl.

Slokr (oo) n. 1) lang tung og slap Figur. Fosn, Namd. Innh. Nordl. Slookra f. d. s. Østerd. Stjør. 2) slapt karakterløst Menneske. Nordl. Slookre n. d. s. Nordl.

slokra (oo) v. n. gaa og slæbe sig; drage sig; gaa og slænge. Røros.

slokra (oo) v. slikke hørligt; slubre. NØsterd. STrondh. (Meddal og fl.). "Kua slookre i Bøtten". "Ho slookre 'ti se". – Slookre f. en Slikker. – Jf. G. N. sloka slubre.

slokra (oo) adj. klumpet, om sur Mælk med Valle. Østerd. Strinda. Slookkrmjølk f. STrondh. Slookkrskjør n. d. s. Ndm.

slokren adj. slunken og slapt hængende. Trondh. og Nordl.: slookkrin. slookkraat d. s. Nordl. – Slone se Slode.

slom, Slom, sloma, slomra (oo) se slum-.

slongen adj. vreden, om Træ og Træværk. Sogn: slaangjen. Til slenga.

Slongs (o') f., Fl. Slengs´r, = Slingsa. Agder: "Blo^uslaangs", pl. "-slængs´a".

Slonk (o') f., Slenk´r, = Slinkra, Slingsa. Rbg. Tel. "Der va ei Slaank av Mjookkji i Hak-ouren".

Slopa (oo) f. den Agerbredde, som man lader Seglen afskjære i hvert dens Sving; Strimmel af nedskaaret Korn. Follo (Fraun, Kraakstad). "Naa tar je brei Sloope, saa faar je snart Bann". – sloope v. (ar), skjære Kornet ned i "Sloopeviis". Follo, Smaal. Se slaapa.

sloppen (o') adj. (part.), sluppen, opsluppen, (næsten) opbrugt, udmattet; om livløse og levende Ting. Sfj. og fl. Sloppin aa sømnig". "Han æ sloppen 'taa seg no". "andsloppen, holdsloppen, skrovsloppen".

"Slor (oo) f." A., smal fugtig fed Græsmark som støder op til et Kjær og ofte staar under Vand. Totn, Oslo, Smaal.

slora (oo) v. n. (ar), 1) hænge og slæbe, slæbe efter; = sløra. ØTel. (Bø). ”Stakkj´n sloora o slaang". 2) gaa og slæbe sig, drage sig; være seenfærdig; = slaura. ØTel. 3) "la(t) sloore dæ!" lad det gaa (glide) sin skjæve Gang; = sli(d)ra, luna osv. Solør. Jf. slura. Isl. slóra være seenfærdig, søle. – Et andet Ord med væs. samme Bet. er slor(e) (o'#-ö); Selbu. Se slaura. Hertil: Slor(e) f. En som slaurar; Selbu.

sloreleg (oo) adj. som slæber a) Klæderne, el. b) Fødderne efter sig. Tel. (Lunde,, Bø).

Slork (o') f. et tungt Drog af et Kvindfolk. Totn, Hadel.; Sæt.: Fl. Slerk´a. Ialfald det Sætbyggske Slork er Fem. af Slark, se d.

Slorv (o') f., Fl. Slorver og Slerv´r (ar),
skjødesløs Kvinde. VTel. Agder, Dal. Feminin til Slarv.

Slosa se Slaasa. – Sloss se Slass.

Slot (o') n. liden ikke meget dyb Dal eller Ende af Dal, "Botn", med svagt skraanende Sider; mest i Høifjeldet. ISogn; Vald. (ØSl.): Sløt. "Sløtafjælle, Sløtabøttadn", Stedsnavne i Jötunheim. Jf. G. N. slota ophøre.

Slota (o') f. 1) en Masse, en Mængde. VAgder. "Ei heile Sloda mæ Pænga". 2) et længere Tidsrum. Tel. (Mo, Vinje, Kvits. og fl.): -a, og -u. 3) Ophør, Slutning? Tel. (Selljor, Sauland). "Dæ va i Slotu mæ (paa) dæ".

slota (o') v. n. (ar), aftage stærkt, minke stærkt, nærme sig Ophør; mest om Regn og Snee. Gul. (Horg og fl.), Selbu: slaataa; Vald. (Vang, ØSlidre): sløta. "Han kunn' vel snart slaataa 'taa att mæ Rængna". "Snø´n slaataa 'taa". "Dæ fær´e te sløta, dæ sløta 'taa", Sneen vaarsmelter stærkt, der bliver bare Pletter. – slotast v. n. d. s.; især: gaa op, om Kræfter. Gul. Stjør. NØsterd. Gbr. "Snø´n slaataas 'taa". "Føre kjæm snart te slaataas 'taa". "Dæ slaataas rett 'taa mæ Drikk´a i Bygdom", SGbr. "Hæst´n tæ (ee) paa aa slaataas", blive udmattet. Jf. slata, Slat. G. N. slota, stille af, ophøre.

Slott (o') n. stor tung slap Figur, helst kvindelig; Drog. NØsterd. Ndm. og Gbr.: "S(h)laatt, Hllaatt". Jf. Slott m., Slatta.

slotta (o') v. (ar), suge; om Børn. Hard.

Slu f. Skjær = Slode, Flud. Helg. (Nesne, Bindal). – slu se sljo.

slubbevoren, slubbutt adj. skjødesløs.

Sludd n. Slud. sludda v. slude. Tel. Østl.

Sludd m. Flok af Pak. Nhl. (Fusa).

sludda v. n. (ar), ligge efter, = ludda, ludra. Nfj. (Honndal, Innvik, Stryn). – Sludda f. Dyr som sluddar. Sluddekyr f., Sluddesaud m. – sludden adj. som gjerne sluddar.

sluen adj. døsig = sluren. Sogn. Jf. luen.

sluffa v. slæbe Fødderne; bevæge sig dorskt. Dal. (Eikersund, Sokndal). "Han gjæng o sluffa Fød´an ette seg". – Sluffa f. En som s. Dal. – slufla v. = sluffa. Dal.

"Slufs n. Søle osv.." A. Slups Agder, Rog. og fl.

Slufs m. skidenfærdigt uordentligt Menneske. Rog.: Slups. – Slupsa f. d. s. Rog. – slupsaleg adj. lig en "Slups". Ryf. – slupsen adj. "slupsi Føre"; SætB. – Sløfs f. skidenmundet Kvinde. SHall.

Slugg m. stor og svær Krop, vældig Krop. Sogn, Ryf. Shl. Tel. Østl. Gbr. Ned. Slugga f. d. s. Sogn, Gbr. "Slugge Fisk (Kar)" og Sluggefisk m. svær Fisk. – sluggeleg adj. lig en Slugg. Tel.

Sluggje m. svær tung tvær (sei) Karl. Tel. Jf. Slyggja, Eng. slug, dorsk Tingest.

sluggjen adj. tung, sei?, om Mark som ligger "avsølt" og er )( "skjot, fljot". Fosn (Lensvik). "Ein sluggje Gaal; sein aa sluggje". – slyggje(n) adj. d. s. STrondh.

sluk (uu) adj. slugen. Oslo, Rom. Land.

Sluk (uu) m. 1) en Sluger. Gbr. 2) Ulk, Cottus. Helg.

"sluka v. a. sluge". A. slyk´e slauk slokje. Rbg. Ma. Li. og fl. (Hard.? Nhl.?).

Slum (u')? m. dorsk slap seenfærdig Person. Hall.: Sloom.

slum (u') adj. grov men veg og slap; især om Græs og Korn som er vokset for raskt op. Nfj.; Tel.: sloom.

Slum (u') n. lange og grove men vege Straa af Korn eller Græs. Rbg. og Ma.: Slum og Slom (o'); Tel.: Sloom. – Slumaar n.- Aar hvori Grøden vokser op i Slum. Tel. Rbg. – Slumegras n. – Se flg. og sløyma.

sluma (u') v. n. (ar), 1) gaa uden Herredømme over Kroppen, slapt slængende slæbende og snublende. Rbg.: slume og slome; Ma.: sloma (o'); Tel.: slooma (og -e). "Han slooma i slike viie noko Buksur, i stoore Skoofot, i ei vii Trøye". "Sloma innpaa"; Ma. 2) slumpe sig; lykkes ved et Slumpetræf. ØTel. (Sauar, Bø). "Dæ slooma svært i Kvell mæ Fiskje". 3) vokse op i lange vege Straa, i "Slum". Rbg. Ma. VTel. "Konni slomar upp". Jf. slumra, slumsa; Sv. Diall. slomma dvs. gå matt och dåsigt; slumra dvs. snafva, stappla; slum, slummen dvs. dålig, medtagen (slum säd); Eng. sloomy dorsk, (?G. N. sluma blive nedslagen?).

sluma (u') v. a. (ar), gramse til sig, samle i en Fart og paa Slump. Tel. (Bø, Sauar). "Han slooma Pængar". Jf. foreg.

slumaleg (u') adj. lig en "Slume". Tel. (Sell.). "Sloomaleg paa Foot´n". Se flg.

Slume (u') m. lang tung usmidig slængende og snublende Figur. Tel. Ryf. og Hall.: Sloomee; Rbg.: Slumi (og o'). – slumeleg adj. VAgder: slomelig (o'); Tel. og fl.: sloo-.

slumen (u') adj. 1) slap tung og mat; tildels = slum; slapt slængende; slunken og slap. ISogn: slum(m)en og sloom(m)en; VAgder: slomen (o'); Hall. Vald. Tel. Ryf. Shl. og fl.: sloomen. "Slomen paa Fø´tan". "Slomen sum ei nybær Kyr"; Li. "Slumen aa sluen"; Sogn. "Fiskjn æ sloomen", slunken; Shl. Ryf. "Engjæ æ sloomæ". "Sloomin aa trøytt (vaat)", slap. 2) fugtig = sveig, svagjen. ISogn og Sfj.: slum(m)en og "sloom(m)in"; Vald. Voss og fl.: sloomin. "Slumen Sokk". "Høye æ sloome". "Føre æ sloomint". "Sokkadn æ sloomigne", Vald. Nogle Steder, altsaa, ikke lang Stavelse.

slummykjen adj. om fed Mark, som vil frembringe "Slum". Tel.: sloom-. – slumskinna adj. med vidt slapt Skind; slunken.




Slump m. Geværkolbe. Voss.

"Slump m." A. 2) hørligt tungt Fald, overhovedet. Helg.

slumpa v. n. gaa tungt slæbende og larmende. Sæt.; Tel.: sloompe. "Sloompe paa Treeskoo". – Sloompe f. En som s. Tel. – slumpen adj. som gjerne s. Sæt. "Slumpen o tungg´e". "De gjekk slumpi". Jf. A.

slumpall adj. som indtræder ved et Slumpetræf. Rbg. Nfj.

Slumpord n. lystig, noget løssluppen Tale. Voss, Sogn. – slumpørt adj. som fører slig Tale. Voss, Sogn.

Slumpeskyttar m. Slumpeskytte; Slusk.

Slumr n. = Slum; om Straa. Røldal.

slumra v. n. gaa usikkert slængende og snublende; omtr. = sluma. VTel. Agder, ØTel. Hall. "Ein gjængg´e slumrar o dreg´e Beinæ o æ kji Kar ti lyfte dei i slikt soddi Veir; ein bliv´e slumreleg o slumreføtt" adj. (= slumen osv.). – Slumre m. En som gaar og slumrar. Tel. – Slumregamp m. Hest som gjerne s.

slumren adj. 1) tilbøielig til at "slumra" (foreg.). A. Agder, Tel. 2) om Ager el. Græsmark (Straa): bestaaende af Slumr, Slum. Røldal, Shl. 3) lidt fugtig = slumen. ISogn,, Shl. "Slumren pao Føt´na". "Sloomre Høy".

slumsa v. (ar), føre sig, især bruge sine Hænder, med tankeløs tumlende Hast og tunghændet Uvarsomhed; tumle (med), sluske (med). Tel. Østl. Jf. sluma, slumra; Sv. slumsa. "Sloomse i Hoop", kaste eller slaa (styrte) sammen, især vaade Ting; "sloomse nee". – Slums m., Slumsa f. og "Slumsekrøtur" n. En som slumsar. – slumsen og slumsutt adj. tilbøielig til at slumsa, til Slums n., Slumsing f.

slumsen adj. slapt vidt og sidt hængende, om Klæder. Shl. slumse adj. "Klædna hekk s.".

Slungje m. slunken slængende Figur; slap Person som slænger om ledig. Rog.

slungjen adj. slængende i (af) slunken Slaphed. Li. Rog.

"Slungjen o slomen"; Li.

slunk adj. noget sammenfalden af Træthed; mat og døsig. Østl. (Oslo og fl.): oo. Jf. flgg. slinka, Slinkra.

Slunk m. tung slap Figur, dorsk Person. Jf. Slook. Sogn, Agder, Tel. Østerd. – Slunka f. dorsk ligegyldig Kvinde. NGbr.

slunka v. n. (ar), skvalpe, klukke = klunka. Nhl. Sogn, Voss. "Da slunka i Kaggo".

slunka v. n. (ar), gaa mat slængende, som en Syg eller som en Hund bunden bagved en Vogn; slentre mat. Østerd.

slunkeleg adj. slapt slængende el. slentrende. Tel. "Han laspa so sloonkjelege". Og adv.

slunken adj. 1) slapt nedhængende; indfalden, slunken. Rog. Shl. Nhl. Voss. Sogn, Nordl. Slunkjen Fisk = utidig. 2) døsig og magtløs. Jæd. Ma. Rbg. Østl. og fl.

slunkna v. n. blive "slunken"; blive slapt hængende, døsig og magtløs. Rbg. – slunknas(t) v. d. s. Østl. (Odal og fl.).

Slunt m. dorsk Person = Draghæl. ØTel.

slunta v. n. (ar), slentre; glide smaat frem; slunte; noget mere dovent end "lunta". Agder, Tel. Ryf. A. "Han sluntar o dreg´e seg". "Lat sloonte dæ!" = lat luna (glo, gli) dæ! ØTel. "Slunta bort Tii´æ"; Li. – sluntaleg adj. Ryf. Se Hovslunt.

"sluntra v. n." A. Vald. Tel. Stjør. – Sluntrestund f. Fristund, Drives. Stjør.

slupra v. n. slubre = slurpa (hvilket vel er et Omglid). Isl. slupra. Ma. (Bjell.). "Slupra paa seg", tilsøle sig ved Bordet.

slura (uu) v. n. glide med Siden foran, om Skibe og Slæder, som ikke kan styres. Bamle, Vestfold og fl. Jf. Eng. slur, glide hen ad.

Slura (uu) f. løsagtig Kvinde. NGbr.

Slure (uu) m. lad Krop. Gbr. (Foldal). Se A.

"sluren adj. døsig". A. Nfj. Røldal.

Slurk (u') m. lang og svær slap Krop. Rbg. Tel. Ned. Ma. Sogn, Busk. Og: Slork. "Ein Slurke kar", d. s. Tel. Jf. Slyrkja.

Slurka f. Dynd = Søyla. Sogn.

slurka (u'?) v. n. (ar): "sloorka unde", snige sig fra, skulke. Shl. (Fitja). Medd.

slurmen adj. = slumren. Ryf. (Saua).

Slurp (u') n. 1) Dynd, Søle; jf. Slarp. Dal. Ned. 2) vaadt, sølet Arbeide; Søl.

Slurp m. Søler, Slusk. Sogn.

Slurpa f. 1) en slusket ufiin Kvinde; omtr. = Lurpa, Subba. Sogn, Sæt. "A(i) Slurpe Jænte; a(it) Slurpe Tingg"; SætV. 2) Søle. Ned.

"slurpa v. n. (ar)". A. Gbr. 2) søle, sluske; pladske; omtr. = slarpa. Ma. Shl. Sogn, Ned. "Gaa o slurpa", gaa i Søle saa det pladsker. – slurpen adj. "slurpe Føre".

Slurpegras n. Græs som vokser i Dynd, omkring Mødding og dl. Dal. Ogsaa: en egen Planteart, uvist hvilken.

slurra v. n. (ar), 1) vrikke eller slænge lidt frem og tilbage. SætV. "Tunga slurrar". Hertil Slurr m. et lidet Slæng. – 2) slænge afsted, gaa skjødesløst. Røldal.

Slurre m. Knegt; ondskabsfuld Krabat. Tel.

Slurv n. Sluskeri, Søleri; Søl.

Slurva f. "spela (laate) paa Slurva", synge med den fremskudte underlæbe sat i dirrende Bevægelse ved en Finger. Gbr. Østl.

slurva v. n. (ar), sagle; om Smaabørn. Ryf.

Slurva f. Vaskeklud. Sogn. – slurveleg = slurvesam. – slurvutt slusket; tilsølet.

slusa (u') v. gjøre stort Arbeide, drive paa. Sæt. (Sandnes). "Eg slusa o slo^u". – "Ha' han fængji Kjøt aa seg, ha de vori Sluse Hest´e", prægtig, vældig Hest. Sæt. (Sandnes). Meddeelt.

Slusk n. Pladsk; Søle; sølet Føre og Veir. Sluskeføre n. Ndm.

sluska v. n. (ar),1 ) pladske; søle. Ndm. "Auren sluska aa sprang; sprang saa dæ
sluska". 2) gaa pladskende og slængende. Ryf. Ndm. Odal. "Sluska i Veg". "Han sluska her igjønaa". Jf. slurpa.

sluskutt adj. 1) sølende, senfærdig. Ndm. 2) slusket.

slut (uu) adj. hældende fremad. Tel. Num. Vald.; Nhl.: sluutt. Se A.

Slut (uu) n. Hældning fremad. ISogn.

"sluta v. n. (er, te), hænge ned osv." A. Sæt. VAgder, Vald. Dal. 2) hælde fremad; om Skib. Agder, Dal. Tildeels (ar); Agder, Tel. Dal. Imperf. slaut er hørt i VTel. (Mo, Vinje) og Ma. (Hægeland: at slutte). Se snudda.

slut-aksla adj. = sluteherda. Rom.

Slutebjørk (uu) f. Hængebirk.

slut(e)herda adj. med fremadhældende Skuldre. Sogn.

slutehyrnt adj. med "Slutehorn". Tel.

sluten adj. = luten. NGbr.

slutenasa adj. med hængende Næse. Dal.

slutevaksen adj. ludende af Vækst. Tel.; Vald.: -vøksin.

slutøyra adj. slukøret. Tel. Østl.

Slutr (u') n. 1) Slud. Namd. slutr(a) v. slude. – 2) ureen blandet Vædske, som gives f. Eks. Sviin; = Sutr. Sogn.

"Sly n." A. Om tyndt Tøi. Jæd. og fl.

Slya f. 1) lang slunken slap og kantet Figur. Shl. Ryf. Sfj. Jf. Slyggja. 2) ulidelig Person, overh.; særlig: et slusket svinskt Kvindfolk. Hard. Shl. Ryf. Nordl.

slya v. n. (ar), snylte, snage. Ryf.

slyast v. n. (est, ddest), blive sløv. Nfj. (Breimn; sly adj. sløv; sjelden).

slyeleg adj. lig "Sly": slimet, tynd osv. Jæd.

slyen adj. omtr. = slunk, slunken. Hard. "Trøytt´e aa slyen", sammenfalden; Hard. Voss. "Slyen aa toom' i Magjen"; Shl. "Slye Høy"; fugtigt tungt Hø; Shl. 2) lig en "Slya"; ulidelig. Ryf. SBerg.

Slyggja? f. lang slap, slunken Figur. Ryf. (Sand, Suldal): Slyjja. Slyjjesild f. Jf. Sluggje, Slya. – slyggjen se sluggjen.

Slykkja f. lang ledeløs og klodset ("ulenkeleg") Figur. Tel. (Mo, Heiddal). – slykkjeleg adj. lig en S. Tel. (Heiddal): slykkjoleg. Jf. slinka, slunk osv.

"slyngja v. a. flette". A. Ma.: "sløngja Band".

Slyngja f. 1) Slynge, Slyngetræ. Li. Dal. 2) Slyngning, Bugtning, som paa en Vei. Li. Dal. 3) lang tynd ledeløs Figur. Dal. Li. Ndm. Tel. ("Sløngje", Mo; "Slyngju", "Sløngju", Tinn, Heiddal, Sellj). sløngjuleg adj. lig en S. Selljor. Jf. Slungje. – 4) Omstreifer, Slænger. Nordl. Ndm. Romsd. Særlig: en omstreifende Dranker og Trættebroder. NGbr.: Slø^ynju dvs. eg. Sløngja. "Sløngert" d. s. Ndm. 5) Sygdom hos Gjed; maaske = Tullesott. Vald.

slyngsen se slingsen.

slypjosi(d) adj. om Dragt som hænger ned i flere lange Tunger eller Flige. ØTel.

?Slyr m. og Slyra f. Slusk(e). Hard. Sogn.

Slyrkja f. lang tung slap Kvinde; Feminin til Slurk. Sogn. – Slyrkje

n. d. s. Sogn.

slyrkja v. n. (ar), sludre el. slikke med stærk Lyd, om Dyr. Romsd. (Eid): slørkje.

slyrpa? v. = slurpa. Østerd. Trondh.: slörp(e).

Slysa (y') f. lidet Uheld som varsler Held. Shl. Maaske kun i "Giftarslysa, Gjenteslysa, Guteslysa" (og ø); se Festarslysn.

"slysen adj." A. "Verta slysen, sløsen", blive straffet ("ulukkeleg"). Shl. Hard. 2) om Held som indtræffer yderst sjelden; slumpeheldig; ufortjent heldig. Tel. (Mol. Kvits. Bø). "D'æ slyse o faa Makjen". 3) svang = sløg. Hall. og Gbr.: sløsen; se A.

"slysleg adj." A. 2) slumpeheldig = slysen 2). Tel. "Dæ gjekk sløselegt"; Bø.

Slysn n. (f.), Slumpetræf, Træf. VTel. Hard. Se A. "Eikvor slysna Gaangjee", en sjelden, enkelt, Gang. Tel. "slysna” Genetiv af Slysn, eller partic. af slysna.

- Slysnafolk n. pl. sjelden forekommende Mennesker; enkelte Folk. Tel.

"slysna v. n. slumpe sig, hænde". A. VTel. slysnast tee v. d. s. især om uheldigt Træf. Hard. Ryf.

slysnaleg adj. falden i Uheld, uheldig. Nhl.

Slæ n. fugtigt (noget glat) "Sladberg". Shl. Røldal. – Slæberg n. d. s. Maaske for Slede. – Slæskarv n. nøgent og glat Skraafjeld. Hard. (Odda). – slæ se sljo.

slæbra, slæbren se slæpra. Slæga se Slege.

Slægr se Slaag. slæka se slika.

slækja v. n. (er, te), sagle. Tel. Østerd.

"Slækja f. 1) Sagl". A. Tel. (Moland). "2) sumpig Huulning". A. Tel. Hall. "Myyrslækje". 3) liden naturlig eller kunstig Vandrende. Tel. (Sellj. Aamlid, Rauland). Jf. Uslækja; Lækja.

"Slæn n. lad Person". A. Drog; doven svinsk Person. Ma. (Aaserall), Rbg. (Tovdal, Bygland). "Dei drikk´e saa dei ligg´e sum Slæn". – Slæn se Læn.

Slæn n. Pause, Standsning, Ophold; især: kort Vindstille. Sfj. "Dar va so endr aa Slæn´e myllaa Kavanne". Jf. G. N. slen.

slæna v. n. (ar), 1) drage sig, dovne sig. Ma. (Aas.), Rbg. (Tovdal, Bygl.). "Slæna o daua seg". 2) "slæne seg", være kjælen med dovne uanstændige Fagter. SætB. "Ho slænar seg ette G^eutan(e)". – Slæna f. Kvinde som slænar seg. SætB.

Slæp m. Spor. Shl. (Etne og fl.). "Slæp itte Gaupo, Drifto".

Slæp, slæekjøre se Sleip. – "Slæpreep" n. Reb el. Lænke som er Stopper. Østerd.

"Slæpa f. Slæbevei, Spor". A. Efter Dyr. Hard. Ryf. 2) Dragt Kviste el. dl. som slæbes. Li. 3) slusket lad Kvinde. Totn.

slæpra v. n. tale med slap Mund = læbra; tale ureent (kleisutt); tale sødligt og kjælent,
tildeels uanstændigt, undertiden sledskt. Li. (Eikin, Fjotland): b. – Slæbr n. saadant Snak, især sødt kjælent. Li. – slæbren adj. tilbøielig til at slæbra, til Slæbring f. For sleipra? Til Slaap?

slæva v. n. være uden Madlyst; være "slæ paa Mat´n". Rbg. (Aardal, Aamlid). "K^øyr´æ gjænge slævar, vi 'kji ete skikkelege". Synes ikke, i disse Maal, at kunne være for sleva. Maaske til slæ, sljo.

slæva, Slævja se Slev.

"sløda v. slæbe". A. Hard. "2) jævne osv." A. "Dæ slødde nee Konn´ee, Gras´ee", klappede ned, om Regn. Tel. "3)". A. "Ho sløør mæ G^eutane" = drege seg med dei. Hard. 4) glide uforstyrret henad = gli(da), glo. Tel. Hard. "Eg heve late dæ sløtt", jeg har ladet det gaa upaatalt. 5) føre Sladder. Rog. Slø(d) n. Sladder.

"Sløda f. 3)". A. = Sleda 2). Lyder: Sløa Hard. Sogn; Slø (Slø´ee, pl. Slø`i), Vald. (Slidre, Vang); Sløaa, -o, -u, Ndm. – disse Former maaske for Sleda. Om et Glidebræt osv. til Laksefangst: Slø(e), Romsd. Ork. 4) Bundfjæl i Møllerende. Ryf. 5) Spor el. Vei efter Slæbning = Slod. Tel. "Han vassa igjænom Grasee saa dæ blei ei Sløe ette'n"; Bø. 6) Rende, af udhulet Stok = Olda. Agder. "Kvennesløa". "Langesløe, Kvernerende", J. G. 7) lang Sladderhistorie, lang "Skrona". Agder, Dal.; NRyf.: Sløya. Jf. Olda. 8) urenligt Kvindfolk. Hard. 9) Sladderfører, Sladdrer. Ryf. 10) den "ihoopsløødde" Bjælkerække, se sløda. Namd.: Slø.

Slødegard m. Steengjerde (-rende) som tvinger Vandet ned i Kuben "Sløda". Vald.: Sløe-.

Slødehund, -kjerring, Sladderfører. Rog.

sløden adj. ligegyldig, som lader det slø(da). Tel.: sløen. – sløg, sløy, se sljo.

sløg adj. 3, skikket til at slaaes, værd at slaa. SGbr. "Gras´e æ sløgt". 7) slank og smidig. Nfj. – Sløgja f. se Sløkja.

Sløge se Slo. Sløje se Slo.

"sløgja v. a." A. Rog. SBerg. Sdm. Romsd. 2) "sløgja upp", snyde skammeligt. Dal. "Han sløkt'an upp i den Hestehandln".

sløgjen adj. som fører sig vel og vakkert. Gbr. (Fron). "Ein sløjee Kar" = lugum.

sløgvoksen adj. slank = sløg 3, 7). Nfj.

Sløk f. liden Rende el. Fure; f. Eks. Vandrende som fører Vand ind i Huset. Sogn (Lustr, Aurland). "Hevla ei liiti Sløk".

Sløkja f. Rør, Rende. Særlig 1) a) Planterør, huul Stængel; Fløite gjort af Bark el. huul Stængel. Totn; Smaal.: Sløke. "Gjøra Sløkjer", Totn. b) enhver større huulstænglet Skjermplante (umbellifera). Ryf. Tel.; Rom. og Smaal.: Sløke. Ligesaa i Sv. Dial. slöke. Hertil: Sløkjegras n. Tel. "Vændelroot, Valeriana, æ eit Sløkjegras"; Selljor. c) særlig: Angelik. A. Ma.: Sløgja. 2) aaben Rende: a) dyb Fure efter Bæk eller dl. Sogn. b) liden Fure under Skier. Sogn. 3) langstrakt Hulning i Jorden. A. Tel. Sfj. 4) langt slankt Hunvæsen. Totn. "Ei Sløkje te Mærr". Jf. Slokmerr. 5) Sladderhistorie = Sløda. Ryf. – For Slykja? Jf. Slok.

sløkja v. n. (er, te), gaa tungt og slæbende = slooka. Hard. (Ulv. Ulls.). "Han kom sløkjande". Jf. G. N. slœkinn, dorsk.

Sløkje n. 1) = Sløkja 1, b). Sæt. og VTel.: Sløkji. 2) Rende eller Aabning i Skov, hvorigjennem Tømmer, Hø osv. drages. Nhl. (Fana, Hamre), Nfj. (Gloppen). 3) Fordybning nedad Bjergskraaning, efter Skred. Nhl. (Eksingadal).

"Sløkje n. tung, svær Tingest". A. Voss. "Rotasløkje". 2) lang smal tung mat Tingest. Shl.