A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

steina v. a. (ar), rense for Steen. Innh. "Stæen' Aakr".

Steinaure m. stenig Grundjord (Aur). Rom.

Steinaust m. Vind fra Ø#-N. Nhl. Shl.

steinberr adj. om Marken: saavidt bar (for Snee) at Stenene stikke op igjennem. Senja og fl. stäenabert n. Sogn; stäibert n. Sæt.

Steinbit (ii) m. = Steindolp. Hedm. Land, Østerd. Romsd.

steinblunda v. n. (ar), sove som en Steen. Li. (Eikin). – Steinhørk se Dalabjørk.

Steinborg f. Formur af Steen, se Borg. Rog.

steinbrend adj. for-brændt; om Tran. Helg.

Steindalt m. = Steindolp Saxicola Oenanthe. Sæt. mest: Stäi-. Stäendelp m. d. s. Hard.; Staedepp, Tel. (Rauland); Steindilp m. Sdm. (Hjør.); -dilpa f. Jæd. Dal.; -dulp m. Rom. Follo, Vestfold; -dulpa f. Shl.; jf. Delp, dulpa osv. Steingulk m. d. s. VSmaal.; -gulp m. SSmaal.; -gupp NSmaal. Steinjærp m. d. s. NGbr. (Lom); -knart m. Tel. (Selljor); -skvett, Tel. Ndm. Smaal.; -s(t)jært Ringerike; -s(t)jær Totn. Jf. Steinsmatt.

Steindrog (o') f. "Drog" til Steenkjørsel.

steinende adv. som Steen; ofte blot forstærkende. "S. hard" = steinhard; "s. galen", se steingalen. Gbr. Hall. Tel.

Steinfella f. Fælde væsentlig bestaaende af en Steenhelle. Dal.

Steinflirra, Steiflerre se Fledra.

Steinflog (o') n. Steenflugt, -kast. Hall. Sogn.

"Steinfluga f. Hippobosca". A. Smaal.: -u.

steinfull adj. stenig. Hall. ”S. Aak´r”.

steingalen adj. splittergal. Hall. Ma. og fl. "Reint o steint galen", d. s. Tel.

Steingallr n. Steengalle. Østl. Se Galdr.

steingjengd adj. hjemsøgt af Steenskred; om Sted. Nhl. (Mo): stäenagjængd(e).

steingjengen adj. 1) bedækket med eller gjennemsat med Steen. Nhl. (Mo). "Danna Slaattaa æ so stäenagjee'æ". 2) forstenet; petrifieret. I Skrift.

Steingjur n., Steigur se Gur, Gur.

Steingluvr n. se Gluvr. Ma. (Aaserall).

Steingnur m. Hudsaar efter Gnidsning eller Tryk mod Steen. Sæt.: Stäignur.

steingraa adj. = musgraa. Shl.

Steingrev (e') n. Hakke til Brug i stenig Mark, større end "Eplegrev". Hall.: Stäen-.

Steingrjot n. stenblandet Gruus; især i Ager.

Steingrutl n. liden Dynge Smaastene. Ryf.

Steingruvl, Steingryvle se Gruvl, Gryvle.

Steingrytle n. Sted med mange jordfaste ikke altfor store Stene. Hard. (Røldal).

steingrytlen adj. fuld af Steingrytle.

Steingulk, -gulp, -gupp se Steindalt.

"steinhogga v. a. og n." A. Vald. og fl.

Steinjærp, -knart se Steindalt.

Steinkast n. Steenkast. Hall. og fl.

Steinklombr f. trangt og stenigt Pas. Sæt.: Stäiklaamr.

Steinkryl m. liden langstrakt Rygning af løse Stene. Shl.: Stæenakryyl.

Steinmiltra f. se Miltra. Sæt.

Steinmolta f. umodent "Myrber (Molta)".

Steinmord m. Maar som holder til mellem Stene. Ndm. og fl. "Maar, mar". Jf. Ospemord, Mord.

Steinmur m. Steenmuur, Steengjærde. Hall.

Steinnos (o') f. forreste Hjørne af Arnestedet. Fosn (Hemne og fl.): (aa#-ö). Steinsnaas og -snoos f. Ork. Se Snos.

Steinpurka f. en Ferskvandsfisk, maaske Cottus gobio, Sv. Stensimpa. Hedm. (Vang).

Steinrad n. lang Morænevold, "Rad". Nordl.

Steinrap n. Udglidning af Steen.

Steinrapa f. Steenskred. Helg. (Vefsn).

Steinras n. = Steinrap. Vald. og fl.

Steinrast f. (og m.) Rad af Stene; f. Eks. paa et Tag, i en Muur. Shl. Hall.

Steinrauka f. Steendysse. Innh.: -röuk.

Steinraus f. = Steinrøys. Namd.

Steinrim (i') f. Rygning af Stene langs Strand. Sdm. og fl.

Steinrura (uu) f. Steendynge. Shl. Ryf.

Steinrusa f. = -røys. Stjør.: Stæenruus.

Steinrust f. Ruiner af Steengjærde. Li. Dal.

steinrydja v. a. rense (Ager og Eng) for Stene. Hall.: -røa, rur, rudde, rutt.

Steinrygla se Rygla.




Steinsekk m. en af Drøvtyggernes Maver. Tel. (Selljor og fl.).

Steinsetjar m. Steensætter, Brolægger.

Steinskorda f. Kilesteen = Skorda. Li.: o^ur.

Steinsmatt m. Gjærdesmutte, Troglodytes? NSmaal. SRom.; -smett Romsd. Hedm. Rom. Smaal. Follo; -smitt, -smutt Hedm. Dramn; -smetta f. ØTel. Steinsmikk m. d. s. Totn; -smækk SSmaal. (Id). Bruges ogsaa meget = Steindolp.

Steinsmol (o') n. knuste Stene; se Smol.

Steinsnerka f. = Steinsnerke. ISogn.

Steinsnerpa f. 1) = Steinsnerke. ISogn, YSogn, Sfj. 2) = Jokleskot. Hard.

Steinsnerta f. = Steinsnerke. YHard.

Steinsprang n. Nedstyrten, i Spring uden Gliden, fra Bjergside af løsbrustne enkelte Stene. Sdm. Berg. og m. fl.

Steinstyrkja f. = Jokleskot. Nhl. Voss.

Steinsvor (o') f. lidet Steenskred. Nfj. Sfj.

Steinsuga f. Negenøie, Petromyzon. YMa. (Holum): s^eue.

Steinsterta f. Fæstepind, eller -Reb, paa et Sænkelod, "Stein". Shl.: Steine-.

Steinstupul m. muret Steenstøtte. Innh. Se Stopul. – Steins(t)jært se Steindolp.

steint 1) adj. stenet. 2) adv. se steingalen.

Steintinel m. nedre Kantereb paa Fiskegarn )( Flaatinel. Ma. Steintælne f. d. s. Oslo.

steinsumd adj. svømmedygtig som en Steen. Spøgord. Tel. (Vinje): stæesaamde; Tel. (Sauar): stæensømt; SætB.: stäisynte.

Steinting n. Møde i Bjergværksanliggender. Tel. (Eidsborg).

Steinurda f. = "Urd" af store Stene. Østerd. Gul.: Steenule og -oole. Steenøle n. og f. d. s. Hedm. Østerd. Se Yrde.

steinvaatt adj. n. om en Fugtighed som, efter et lidet Regn- eller Dugfald, netop saavidt dækker Stenenes sædvanlige lysere Farve. – Stejja, -e se Stede, Stedja.

Stek (e') n. grovstilkede Urter, som Karve, Angelica, Stormhat. Tel. (Vinje).

"stekkja v. a. = stakka". A. Dal. Jæd. Vald.: stækkji.

Stekkja f. Stak el. Stabel anbragt mellem et Træs Grene. Gbr. (Lom). "Lauvstækkje, Hampestækkje". – stekkje v. a. se støkkja.

Stekkje m. = Stekkje n. Sfj. Stekk m. d. s. NBerg.

Stel (e') n. Tyvekoster, se Golve. Sæt.

"stela (e') v. stjæle". A. stæla stæl´r stool stöli, Østl. (Oslo og fl.).

"stella v. 2) foranstalte". A. "Stæⁱlle ein i Væg´n", sende En afsted, udruste; Totn. "Stæⁱlle ein tee (aa gjæra) naagaa". Gbr. "Stella ein aav", faa En ledet bort fra noget = leggja e. a. Ryf. 4) mægte = orka (andensteds). Helg.

Stella f. Plads = Stelle n. Hall. Vald. "Kom(m)e i Stella", blive raadløs (i Stilling, prægnant); Ma. (Tveit).

"Stelle n. Sted". A. "Slaa taa Stæll`ee", forspilde Ens Humør. NGbr. (Lom). 2) = Kleiv. Nhl. (Eks.): Stedle.

"stelpa v. a. (ar), tilskynde = stolpa". A. Totn, Land, Ringerike, Oslo. 2) stemple som det eller det, karakterisere? Land.

Stemlag, stemleggjast se Stemne.

"Stemm m." A. 2) Dæmning. VAgder og fl.

"Stemma f." A. 2) Dæmning. Voss, Sogn.

"Stemmenaal f." A. Li. Ndm.

Stemn f. 4) Dæmning, især midlertidig. Shl. (Fitja, Oos, Strandvik): Steb(d)n, og Stebm(n), bestemt Stebmno.

stemna v. a. stoppe, standse, dæmme = stemma. Shl.: stebmna; Sfj. Smaal.: stemne, -æ-. "S. Kvenn". "S. Bloo".

Stemna f. = Stemma 2). Sfj.

"Stemne n." A. Stevne og Stebne, Ryf. SBerg. og fl.

Stemnegard m. fast Dæmning. Shl. (Fitja).

Stemnelag n. aftalt Møde, Aftale om Møde. Oslo. "Dæm sætte de Stæmlage".

stemneleggjast v. recip. (lagdest, lagst), sætte hinanden Stævne. Li.: stæm-.

"Stemneleid f." A. Tel.: Stevnelei.

stemnesetja v. a. sætte En Stævne; stævne. Helg.: stæmsætt. "Stemnestova". A. Jæd.

stempla adj. bestemt, fast. Gbr. Romsd. Ndm.

stemplande adv. overmaade. "s. fiin, vakker, frisk". Hard. Hall.

"stendig adj." A. 2) solid (stærk, om Tøi; velstaaende). Shl. Ryf. Hard. Nhl. Sfj. Li. 3) paastaaelig, stivnakket. Hard. Ryf. Tel.

Stending m. = Standing. Romsd. Ndm.

Steng n. noget indestængt; især: en indestængt Fiskemasse.

"Stengje n." A. Stængsel. Sæt.

Stengjesko m. et Slags Hjulbræmse. Østl.

stengla v. a. 1) støtte med Skraastøtte Stengjedl, Voss. "Stængla äi Hes". 2) støtte med Stang = stanga. Shl. "Stængla Ærtrar". 3) stænge, spærre; især med Stokke. Voss, Nhl "Stængla att fø äit hol".

Stengsle n. = Stengsla. Hall.

Step (ee) n. trappetrinlignende Afsats i Bjergside. Helg. (Lurøy, Hemnes, Ranen, Vefsn, Bindal). – steepott adj. fuld af Steep. "Steepaat Veg". Helg. – Jf. Stoppa; Holl. stap, Eng. step, T. Stapfe, Fodtrin; Vokalen er dog sær.

stera (ee) v. n. (ar), gaa med stive Been og Anstrængelse, som en Gammel. Sogn (Lustr). "Eg kann no alti steera meg neer pao Støl´n". "Han kom steerande". Snarest for stirra (sterra); neppe af styrd, "stør".

"sterk adj. "stærke Døger". A. Odal.

sterkboden (o') adj. = bodsterk. Dal.

"sterra v. n." A. Tel. Sæt. "Sterre o stuka"; Tel. "Fisklingjen stænd o sterrar i Straum´n"; Sæt. Særlig: anstrænge sig for at holde Ligevægten; Ryf. og fl. "Han va so drukkjen, han stoo bare sterra". 2) sterra seg (til), stive sig op, stramme
sig op. Sæt. – stirra v. = sterra. Ryf. Dal. Ma. Sæt. "Stirra imoot". "Stirra i Vind´n". "Vindhaukjn stirrar"; Sæt. "Ein drukkjen stirrar". "Han stirra (ee) nee pao Støl´n", Sogn, Hard. "Stirra aa bera". "Han kom stirrande". – Stirrepinne m. stridig haardnakket Person. Nfj.

sterrig adj. = sterren, stirrig. Nfj.

sterrboden (o') adj. udholdende i at afslaa Tilbud og Opfordring, f. Eks. til at udføre et Arbeide; tvær. Ryf.: stærrbøen.

"sterren adj. stridig". A. stirren Sogn. stirrug d. s. Sogn. "2)". A. "Stirren Vind"; Nfj. 3) "sterren": opstivet, opstrammet. Sæt. Hard. 4) stiv: hverken sprød eller myg. Gbr. (stærrin).

"Stert m." A. 3) liden stiv Figur. Dal. Jæd. Se Stjart. – "Stupta Sterte", støde Kolbøtte; Li. "Sturta S." d. s. Jæd. "Stumpa Sterta", d. s. Shl. Hard., se flg.

Sterta f. 1) Hvirvel i Hale. NGbr. (Lom, Vaagaa). "Roompestærte". 2) stivt haleformigt Vedhæng (Haandtag og dl.). Nhl.

"sterta v. n. (er, te), slæbe osv." A. Jæd. Dal. VAgder, Smaal. Gbr. Vald. Tel. Østl. (ar). "stærte imoot", stritte imod, holde igjen, drage tilbage; ØTel. "Stærta mæ ei Før"; Li. 2) v. a. stramme. Hall.

Sterte n. Halerem paa Klødsæle. Tel.

Stertegu(d)far og -gumor, tredie Mandfolk- og Kvindfolkfadder. Li. (Fjotland).

sterva v. n. (ar), anstrænge sig, bemøie sig; = stræva. Nhl. Shl. YHard. Ryf.

Sterve n. travl Omsorg, Besvær, Anstrængelse; = Stræv. Shl. Hard. Ryf. "Dei hadde eit heilt Sterve føre seg".

"sterven adj. haard". A. "Sterve Høy". Helg. og fl.

Stervel m. Stymper; se Styrvil. VNed.

stessa v. n. (ar), gjøre sig Uleilighed, "Stass", med Opmærksomhed og Opvartning for En. Østl. "Stæsse för 'n".

Steta f. liden Ferskvandsfisk: Smaaørret, Lakseyngel. Fosn; Ndm.: Steet', Fl. Steetaa. Bækkjasteet".

Stett (ee) m. 1) Fodstykke osv. = Stett n. Ndm. Gbr. Shl. Oslo "Gryyt(e)stett, Glasstett". 2) = Skakk, især "Torvskakk". Shl. og fl.

"Stett f." A. 3) Trappe (overhovedet). Li. (Eikin), Rbg. (Aamlid). Steetteh^eus n. Rum under Trappen. Rbg. 4) = Skutellid. Vald. 5) flad Steen som ligger til at træde paa i Kirkegaardsporten. ØMa. VNed. (n.). Sjelden. Jf. G. N. kyrkjustétt. Stetta? d. s. Ma. 6) se stetta (ar).

"stetta (ee) v. a. (ar)". A. 2) tilfredsstille, berolige; tildeels = stagga.

Shl. Ryf. Dal. Li. Tel. Vestfold. "Dæn maa Röu´æ leetta, sum Bakstekjeringjæ ska steetta". 3) vise En sin Erkjendtlighed for ydet Tjenester. Nedre Tel. Stett f. el. Stetting f. sligt Erkjendtlighedsbevis. Nedre Tel. 4) strække til = stoppa. Shl. (Fitja). "Da steetta kje".

"Stetta f. Kar osv." A. Hadel. Num.

stetta (ee) v. n. (er, te), gaa stivt og vanskeligt, som En der har ondt i Fødderne. Gbr. Til Steett m. Eller af stiga; jf. stigta.

Stettband (ee) n. de underste, opretstaaende, Neg om Kornstavren. Rom.

Stette n. Stænte dvs. Trin til at stige over Gjærde. ØTel. Sv. stätta; D. Diall. Stætte.

stetterøda v. n. tale beroligende; tale En efter Munden. Tel. (Sell. Kvits.): -rø.

stettesam adj. rede til at stetta; tjenstagtig osv. Tel. (Vinje, Rauland).

"Stev (e') n. 3) Mundheld osv." A. eiendommeligt Ord eller Udtryk. Sfj. Ma. 4) Sving el. Maneer, Skik, i Talen; "Lag". Ryf. Jæd. "Dær æ eit annert Stev i Snakkje sjaa dei Gamle"; Ryf. "Faa dæ i Stev", faa det i tiltalende (Vers)form; Jæd. 5) Orden, Rede; Form; Maal og Maade. Sdm. (Hjør.). "Dæ va kje noko Stæv mæ dæ". "Dæ va Stæv´e paa dæ".

stevja v. a. (ar), standse. Nfj. "Stevje ei Kvenn" = stemma mæ ei Stemma.

stevla (e') v. n. 1) gaa tungt stivt og stolprende = stavla. Shl. Røldal. 2) stotre (stavre) i Tale og Læsning; stamme. Shl. "Han stevla paa da". – stevla se stivla.

stevlaus adj. som ikke har Maal og Maade, "Stev"; især: pludseligt og grundløst omskiftende i sine Stemningsyttringer. Stevløysa f. person, hvis Stemningsyttringer skifter voldsomt; omtrent = Flodhovud. Sdm. (Hjør.). "D'æ no so stævläust mæ haanaa". – Stevne se Stemne.

Stevord (e') n. Ord (Glose) som væsentlig tilhører Vekselsangene, "Stev". Rbg. Tel.

Sti m. Øieblegne = Stig, i'. (YHard., "Steeg" Ringerike). Østl. Helg. A. Stiig m. d. s. NGbr. Stiir m. d. s. Helg. Stiil m. og n. d. s. Salten, Vesteraalen, Senja.

Sti n. saa stor en Flok Smaafæ, som en Røgter med Rimelighed kan overkomme at røgte "stia"; 60 Gjeder. Ogsaa: Antal af 60, overh. Voss, ISogn. – stia v. n. fodre Fæet baade Morgen og Kvæld; "ambætta", blot om Kvæld. Nhl. Ryf. Jf. stya.

stia adj. (part.) fodret, forsynet. Hard. osv. "Han æ gott stiia idag!" om en Beruset.

stibba v. n. (ar), gaa med korte stive lidt usikkre Skridt, som et lidet Barn (en Gammel, en Svag). Dal. Jæd. Hard. "Badn´e fer´e te stibba aa gaa". Jf. stabba, dibba, dabba. – Stibb m. og Stibba f. En som stibbar. Dal. Jæd. – stidde se stilla.

Stig m. Kun i "Gjøhlstiig" Gjødesti. NGbr.

"Stig (i') n. Skridt osv." A. Steeg m. St. "D'æ Steeg i deessee

Hæst´ee!" Hesten har stateligt (kraftigt, elastiskt, høit, ikke for kort) Skridt (Lat. incessus); Hall. "Han æ lang i Steegom", tager lange Skridt;

Gbr. "Skaren ber´e ti Stigs", Sneskorpen bærer indtil det nye Skridt tages; Sæt. Ryf.

"stiga (ii) v. n. (steig)". A. 4) gaa haltende og møisomt, med eet kort og let og eet langt og tungere Skridt, især formedelst Underlagets Upaalidellighed; jf. "bera til Stigs", stigla, stigta. Ryf. Røldal. "Han gjekk aa steig". – "Stii te(l)", blive staaende, standse; Østerd. (Rendal, Tynset, L. E.). "Haa stii du (stiir’u) te(l) dær etter?" hvorfor standser du der? "Han stee te aa nostiirte paa mei". "Stii upp", d. s. Østerd. – 5) v. a. "stiig upp Aakrn", spade Ageren op. Ndm. (Tingvoll). "Stige 'ti (Teenestee)", tiltræde. NGbr.

stiga (i') v. n. (ar), tage Skridt, "Stig", især lange, over Vanskeligheder; = stiiga 4); skridte ud = steiga. Ma.: stiga, stige (og ee); Gbr. Røldal, Vestfold og fl.: steega. – stiga upp v. a. opskridte. Vestfold og fl.

Stiga (i') f. = Gjelgja. Ma. (Bj. Øyslebø). Steege Ma. (Vennesla, Øvrebø, Finnsl. Holum). Stika? – Stiga se Stika.

stigast (ii) v. recip. (steigst), parre sig; om Heste. Voss, Hard. (Øydfj.), Sogn, Ndm. "Han leet Hest´n stiigast mæ Merr´(e)nee"; "Merr´æ steigst mæ Hest´ee""; Voss. "Mærr´a stiigst mæ Blakka"; Ndm. Se A.

"Stige (i') m. Stige". A. Stiije og Stiie, Fl. Steega, m. St.; Ste(e)ga Ndm. og m. fl.; Steiga Ndm. (Ti.); Steia Smaal. (Rygge), Rom. (Høland), Østerd. (Elvrom, Aamot); Stæu(wgh)a, Stöua og dl. Østerd. (Aamot, Rendal); Staa(w)ghaa NØsterd. Trondh.; Steie SSmaal. 2) smal Gangsti i steilt Terrain. Nhl. Ryf. Dal. Rbg. Tel. Ndm. "Busteega; Røysestiije". 3) "Laksastigje" = Mare. SBerg.

Stigbugt f. den opadgaaende Bue under Fodtrædet paa Skier. Trondh.

"Stigbygla f." A. Steebøøgle (kort ee), Gbr.

Stigekinn, -kinne n. Stigetrin, se Kinn.

Stigeverk (i') n. Reisverk i Bygning. Li.

"stigfatt (i') adj." A. Ndm.: stig-, stik- og sti-; Helg.: steegfatt.

stigfeta (i', e') adj. = stigfat. SHelg. (Brønnøy): sti-; og stiføt(t)a. Se Fete.

stighol, stigrein se steigrein.

Stigl m. Kile i Trøie = Laske. Sfj. (Jølstr).

stigla v. n. 1) gaa haltende og langsomt; gaa med forsigtige Skridt; jf. stiiga 4). VAgder, Dal. Vil paa alle dissse Steder kunne være for stikla. "Han gjæng o stigla saa smaatt"; Ma. 2) famle eller stotre i Ord. Li. Jæd. "Stigla paa noge".

Stigmaal (ii) n. Stigning i Vei. Nhl. (Oos).

stigsa v. n. (ar), 1) = stigta. Shl. Ryf. "Han stiksa paa eine Foot´n". 2) stotre = stigla. Shl. Ryf. Røldal. "Han stiksar kje paa eit Oor". Maaske stiksa.

"stigta v. n. (ar), 1) halte osv." A. Tel. Ndm. Hard. 2) = stigla, stiksa 2). Rog. Røldal. "Stikta i Lesna'n". Jf. stika.

Stik (i') n. 1) Pæl nedrammet i Vand; Fortøiningspæl. YMa.: Stig, Steeg. G. N. stik. 2) Knude = Stikk 3). Søndenfjelds. "Halvstik".

stika (i') v. n. (ar), varme stærkt, "stege"; om Solen. Shl. (Etne), Nfj. (Stryn). "Soolo(-a) steeka(r) gott no".

Stika (i') f. 1) Stolpe, Pille. Dal. (Hæsk. Hedl.). "Løaa stænn' paa aatta Sti(k)ge". 2) lodret staaende Gjerdestav. Sæt. G. N. stika Stang.

stika (i') v. n. (ar), gaa stivt, og møisomt, som en Olding. SætB. Jf. Stika, stikla.

stikande adj. enkeltstaaende? SSmaal. (ee).

stikeleg adj. stiv som en "Stika". SætB.

Stikfisk (i') m. 1) = Stikling. VAgder ofte: Steekk-. 2) Fiskeyngel.VAgder.

Stikjil m. Øieblegne. Ndm. (Tingvoll, Stangvik). Og: "Austikjil". Jf. Stikel.

"Stikk n. 2) Stik i Kortspil". A. "Have ti Stikks", til at stikke med, i Reserve. Sæt. "3) Halvknude". A. Se Stik. – "Paa Tiimen stikk", paa Øieblikket, straks. Ndm. (Sunndal). "Paa stikkande Tiimen", d. s. Tel. Shl. Se stingande.

stikkjast (i') v. n. og a. blive overmættet og væmmes ved Mad. VTel. Sæt. "Han aat ti han stikktest de (Mat´n)". Jf. stiknast.

stikla v. n. 1) gaa stivt svagt og haltende med korte Skridt, omtr. = stigla. NMa. SætB. Tel. Ryf. Voss, Trondh. Helg. "D'æ so vidt eg kann stikla o gaa". "Hest´n stikla paa eine Foot´n". 2) famle og stamme i Tale. Sæt. og fl. "Han stiklar o stavar". Jf. stika, stjakla (stakla), staka.

stikla v. a. 1) "s. yve" kaste omkuld. Hard. (Ullensv. Ulvik). 2) v. n. "stikla enda", falde omkuld. SBerg. 3) opskjære Talg. Nfj. 4) forsyne en Vei med veivisende Stænger "Stiklar". Hall. "Stikle Væg´n". "No æ Iis´n stikla". (Dette stikla er vel meer end eet Ord). – Stikling f. det at stikla.

Stikla f. 1) Stylte = Styltra. Ndm. (Surndal), SHelg. "Gaa paa Stiklaan". 2) gjenstaaende Halmstub. Helg. Stakla? d. s. SHelg. 3) Ege i Hjul. Hall. (Nes), Ringerike (Sigdal). 4) Søstjerne, Asterias. Innh. 5) Stjerne som Kvist i Planke danner. Innh. 6) Kvæg- og Hestesygdom med stive og ømme Been og deelvis Lamhed. Ndm. Gul. Strinda. "Skjörö Stikl'", trolde S. bort ved Indsnit; Strinda. 7) Plante som menes at volde Sygdommen; Oenanthe Phellandrium?

"Stikle m." A. Sogn. 2) Ege i Hjul. Hall. (Gol), Num.

Stiklsviva f. en Gjedesygdom. Sæt.

stiknast v. n. væmmes, se stikkjast. Tel. (Laardal). "Den sjuke stiknast paa Mat´n".

stikta adj. enkeltstaaende, enkelt. VAgder. "Ekko stikta", nogle enkelte. Ogsaa: "aen stikte aen"; Ma. – stiksa se stigsa.




Stikvid m. Gjerde dannet af sammenslyngede Grene, Buske og Stænger. ISogn.

Stil n. se Stig n.

stila v. a. faa sat i "Stil f.", i Skik, i Orden; indrette, bestyre. Jæd. "Stiila eit Huus, Arbei, ei Karphu(v)a", se fyre.

Still, Stilhed. "Tegja (teia, tia) i Still", Nhl. YSogn, Ndm. "Tig i Still!" Gbr. "Statt (stann) e Still!" Ndm. Romsd. "Da sto snupt i Still"; Sfj. (Askvoll).

"stilla v. a. 5) sætte Kvæget ind til Malkning. Li. Ma. Rbg. Stilletid

f. Malketid. Agder (ll, dl, og dd). 6) udsondre, sortere (Faar). NGbr. Vel til Stille n. 7) "stille en Fugl (Tiur)", komme den paa Skudhold ved at rykke noget frem for hver Gang den "slær Still-jøn", Stilleljod m. Østerd. 8) v. n. rykke frem til Skudhold: "stille fram, stille eettee Rein`ee". NGbr. Hertil: Stillan(d) n. Forhold hvorunder man "stille". "Langt S.". "Vælja see uut eit gott S.". NGbr. Stillskot n. Skud fra dette Skudhold. NGbr. "Ho kaam stillande inn", hun kom listende sig ind; Tel. Gbr.

"Stille n. 2)". NGbr. "3)". A. Tel. Rbg. og Ma. tildeels: Stiddi (-e).

Stillegreip m. Stemmegaffel. Sæt.: Stiddegraipe. – Stilleljod, Stilletid se stilla.

Stillestav m. = Skaketein. SætB. -Stidde-. Og: Stiddinggstave.

stillhendt adj. rolig, sikker, paa Haanden. Sæt.

Stillingkveld m. Tid paa Kvælden, da Kvæget sættes ind. ILi.: Stiddingkvell.

"Stillvetne n." A. Hard. Shl. Nhl. Sogn, Sfj. Nfj. – Stillskot se stilla.

Stillvetning m. stille Parti af Vandløb. Hard.