A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Augneleite n. 1) = Augleite ("Ogløyte", Tinn). 2) = Leite 2) dvs. ophøiet Punkt i Synskredsen, hvilket for Øieblikket begrændser Udsigten. Tel. (Mo): Ougnleiti.

Augnemid (i') n. Maal eller Mærke taget blot efter Øiesynet, Øiemaal. Voss. "Gjera itte Æugnamee"; "godt Æugnamee". – Augnapaodl m. en Gloer, En med opspilede Øine. Voss, Sogn (Vik, Aurland). Oprindelig Øgenavn paa en "Paodl" dvs. Paul?

Augnenest n. og m. Øiekrig. Sæt. Ma. Tel.

Augnerapp n. Øieblik. Hall. – Vald.: "paa Øgnerappe", og "paa Øgne Rappe".

Augnesaarke m. Sviden i Øienene. Sæt.: kji.

Augnestyng m. Guldsmed, Libellula = Augestyng (Hall.). Sæt. Og: Ognsting, Hall.; Öugstingar, NGbr.

Augsperra f. = Augeklemba. NGbr.

Augsprengja f. noget som spiler Folks Øine op, Vidunder; især Vidunder af kvindelig Skjønhed. Innh. (Beitstad "Öugsprænj"). – Ogsaa Augnesprengd f. Sdm. (Harham)?

Augsyn (yy) f. noget hvorpaa alle Øine rettes. Sæt. "Hu æ ai Augsuyn for Verd´n".

Augsynd (yy) f. Horizont. ISogn.

augunda, -sjuk, se ovunda. – auk se aug.

"auka v. a. (ar) øge". A. "Auka upp atte da sama", oprippe gamle Stridigheder, og dl. Hertil: "Eit Syndars Aukelse", En som stadigt opripper. Nhl. (Sund.) Se Syndauke.

Auka n. en liden langstrakt Banke under smult Vand (snarest vel stikkende kileformigt ud). Helg. (Bindal, Brøynøy). "Skjerauka". – Auke m. d. s. Helg. (Næsne). Meddelt. Se følg.

Auke (Aukje) m." A. 4) den kraftigste Væksttid, Forsommeren. Tel. Sæt. 5) en oval eller dobbeltkileformig Bolle af Mel eller dl. Ndm.: Äukje; Stjørdal: "Öuk". – Aukesupa f. Suppe med Boller i. Stjør. "Öuksuup".

Aukla n. dvs. Okla (Ankel). Shl. (Etne).

aukra v. n. føre gjentagen Anke, anke atter og atter paa. NGbr. "Öukre paa naagaa".

Aul m. 1) den hule Stilk af Skov-Angelik og lignende Planter. Voss og Hard.: Aul (Æul) og Öudl. "Ein A. te strila mæ",til at sprøite igjennem. Mest i: Geitaul og Kvannaul, Nhl.? Voss, Sogn (Vik, Ladvik); Geitaule og K#-e, Sogn (Lærdal, Aurland, Hafslo). 2) aabenmundet Person. Voss. Se Aule. – aulen adj. (rørformig?), aabenmundet = "sleppmynnt". Voss. – "aulande svolten" = holsvolten. Voss. Se Jol, jolen.

Aul f. og Aul n., se aula v.

"aula v. n. (ar), krybe, ogsaa: mylre. Ueg.: slæbe sig frem, kravle og arbeide, gaa og sysle". A. – I Bet. "mylre". Gbr. Romsd. Ndm. – I Bet. "krybe" (være i stadig Smaabevægelse) i Sfj. (Førde, Askevoll), medens "mylre" gjerne udtrykkes ved "aue", "aure"; se d. og yrja, ylja. – 2) være i jævn, ikke stærkt fremtrædende, Virksomhed med noget; være vedholdende i at virke smaat. (Væsentlig samme Bet. som A.). Særlig om vedholdende eenstonig Gnaven, Klynken, Knurren, Tryglen. Hard. Voss, Sogn, Shl. "Du aula i eino"; "aula aa gnaula; aula aa gnaga", SBerg.; "æula aa gnu", d. s. Sogn; öula og olstra", omtrent d. s. Jæd. Ogsaa: "aula aa verkja", om stadig, svag Smerte, SBerg. Og: "aula aa blaasa", blæse svagt men jævnt = mara, SBerg.; se Aul f. 3) snakke utydeligt og monotont, som en beruset eller et lidet Barn. "Badne fere te öula"; "öula aa söutra". Dal. 4) vokse (stige) jævnt og smaat. Ma. (Holum). "Aanaa æule". – Bøies desuden: äule, öyl´e, äullte, äult. Nfj. (Gloppen, Stryn, Eid, Davik), Sogn (Jøstedal). Præsens Ind. äule, Imperf. äulte, Sfj. og fl. – Hertil: Aul f. svag, jevn Vind. Shl. Hard. Aul. n. vedholdende Gnaven, Tryglen, Klynken. "Ungga-Aul". Shl. – Auling f. d. s. Berg. Stift.

Aule m. i Geit-aule, Kvann-aule, se Aul. – I: Graut-aule m. Grødsluger, Sogn; Mat-aule m. En som æder næsten bestandig, Hard. Sogn. (Og Nau(d)-aule? m. et stakkels Kræ; Hafslo i Sogn). Jf. Isl. auli, en Stymper.

aulen adj. aabenmundet. Voss. Se Aul m.

auma? v. (ar) gramse, grave til sig. Salten (Gildeskaal og fl.): öum. "Di öuma aat (te) se".

aumsam adj. ynkværdig, ussel. Røros: öm-.

aunen adj. om Agerjord: løs, flosset og ufrugtbar (udbrugt?). Dal. (Hæskestad). – Aunejord f. saadan Jord. – Aunemakk m. liden gulrød Larve i Jorden, hvilken især angriber Rodfrugter. Dal. Jf. Audn (1).

aunall, adj. vranten, vanskelig, vrangvillig. Solør, Odal, Vinger, Smaal.

"Aur m." A. – 4) Grund, Bund. Agder. "Dæ va'kje anna Æur aa Botn", den blottede Bund (Fjotland). "Dæ ligge paa Æurn i Kjellarn", paa Jordgulvet. "Mi
grov te Æur-aa-Bonns" (Holum). "Te (el. i) Aursens Botn", helt til Bunds, i Bund og Grund; Rbg. "I Öur aa Bonn", d. s. Ned. – 5) nederste Kant af Fiske-Vod (Not). Ryf. Senja. – Aurtinel m. Kante-Touget til "Aurn" 5). Rog.

Aur m. el. n. Mylr. Til aura. Vesteraalen.

"aura v. a. 2)." Nfj. Sfj.

aura v. n. (ar) vrimle, mylre. Nfj. Sfj. Sogn, Fosn, Aadal, Selbu (øre, øra). "Tuaa aura mæ Maur". "Da aurte likso heila Lande mæ Fugl". "Da aura mæ Makk i Ost´a", men "Makkjn aula", krøb (Sfj.). "Dæ aura aa krau" (Fosn) Jf. aula, yrja, ylja, øyra.

Aurbu(d) f. Bod med Jordgulv. Gbr.

Aure m. Grus = Aur. Vald.

aureta v. afgræsse indtil Grunden, "Aurn", Mulden, "= eta svart". VAgder. Rbg. "Sau´n, Geitæ aurete". Jf. maureta. – aurgnaga v. d. s. Sæt. Tel. "aurnage". – aurgnava v. d. s. VAgder. Se gnava.

Auretræ(d)a f. Tøi, helst Vadmel, hvori Rendingstraadene ligger vekselvis enkelte og parrede. Hard. (Øydfjord, Odda, Kvamm). Mellemting mellem "Eintræa" og "Tvitræa", s. d. Vistnok af annan. – auretrædd adj. om slig Væv. Hard.

"Aurfor (o') f." A. Plovfure, som blotter "Aurn": a) den sidst pløiede Fure. Namd. b) Dobbeltfure efter Væltning til begge Sider. Helg. N- og STrondh.

aurgjengs adv. forkert. Sogn. Se orv.

aurgnava, aurnage se aureta.

Aurgota (o') f. Grundjord, som er opblødet og opskudt af Tøveir efter stærk Frost; især i Vei. Shl. – aurgoten (o') adj. dækket med "Aurgota"; mest om Vei, hvis grove Undergrus er opskudt. Nhl. Shl. G. N. aurgata Grusvei?

Aurhogg n. muldfattigt Sted i Ager eller Eng, hvor "Aurn" træder i Dagen. Tel. (Selljor).

aurkeiv adj. = keivhendt, orvhendt. YSogn (Ladvik). Jf. aurt, avig, eller orv(hendt). – Aorkeiving, m. keithaandet Person. Hard. Voss.

Aurmakk m. 1) = Aunemakk. Ryf. 2) Regnorm. Ryf. Nhl. Öurimakk og Örrimakk, Salten. Se Aurridmakk. A.

Aurvæsa f. sjæleligt og kropsligt svag Person, Stymper, Pusling. Helg. Vesteraalen, Senja; Salten "Öurvæs". SHelg.: Aarvæsa; Helg. (Ranen): Örvæsa. Jf. Væsa. Se følg.

aurvæsen adj. kraftløs og uduelig, stymperagtig. Nordl. (Salten og fl.). Og: aarvæsen. Nordl. (Helg. og fl.). Minder om G. N. örvasi affældig. Se foreg.

ausa v. a. øse". A. hausa, Smaal. Follo; høyse, Vestfold. – "D'æ inte oopp-öust enda", Gjengjældelsen er endnu i Vente. SGbr. "Han öuste oopp for'n", gjennemheglede ham. Hedm. – Ausa f." A. Hause, Follo, Smaal. Høyse, Vestfold.

Auskjerald n. 1) Øsekar. Nfj. Austrekjerald, Vald. 2) aabenmundet Person. Nfj.

Auskjerlump m. Haletudse. Helg. (-kar-).

Auskjertroll n. = Auskjerlump. Salten.

"Aust m." A. Ost (o'), ØTel.; Ust, STrondh.

"austan adv." A. austaan og austaa (æu og öu), VAgder; æustao, Sogn; öusto, Shl. Rog. (Öustovind).

Austan m. = Austanvind. Agder og fl.

Austanbrot (o') n. Bølgebrud fra Øst. Sogn.

Austankjøra f. langvarigt Uveir fra Øst. Tel. (Lunde: "Østakjøro" og "Osta-").

Austfelling m." A. En fra Smaalenene eller Follo. Oslo.

Austfolding m." A. Østföllingar kaldes Folk omkring Holmestrand og Horten af Folk i Sandsvær i Vestfold.

Austhall f. (n.) Hælding "Hall", som vender mod Øst. Hall. Tel. NGbr. og fl.

Austrabaat m. meget læk Baad; ogsaa = Auskjerald 2). Nfj.

austre adj. = øystre. Shl. Ma. og fl.

Au-under, au-undre. Se Avunder.

"av A, præp, af, fra bort fra" A. "Dei tok Brure av'n". Tel. (Vinje, Mo, Kvitseid). "Du heve vændt meg av Namni", fravendt mig mit rette Navn, forandret det, f. Eks. fra Herjus til Torjus. SætB. "Av gamalt", fra gamle Dage af. Tel. Sæt. – Bruges til at udtrykke Genetivforholdet, vekslende med "til" og "aa", og nogle Steder (Tel. Dal.) maaske hyppigere endog end "til". Tel. Dal. VAgder og Sæt. (I Agder mindre brugt end "aa" og "til"). "Merkjarn av Blom", Bloms Tømmermærker. "Slotte av Rysen". "Gjentaa a(v) Papa". – "Av Avle", af al Magt, se Avl. "A(v) Magt", d. s. Li. – B, adv. bort hen, afsted. "Han datt avat Vatne, Myri", ud i Vandet. Tel. (Selljor og Kvitseid "av`at"; Rouland "av`aat"). – "Da gjekk aag", brast itu. Nhl. (Manger, Mo). – I Sammensætninger ofte = "ov" (hvormed det ofte glider sammen) dvs. afstikkende, overordentlig, altfor meget; f. Eks. "avgalet", altfor galt (taogale", Hard.) "avdiger" osv. Se ao.

avanga v. n. (ar) = avangast. VTel.

Avaat n. Utøi, som Lemænd, Mus, osv. Østerd. Ndm. Tel. og fl. Om Lus og Lopper; Nfj. og fl. Om Fluer og Myg; Sæt. Rbg. Se Aat. Jf. G. N. afát, Fraadseri.

avaataa adj. afmattet; daanefærdig, næsten bevidstløs. Stjør. (Maaraak): "avaataa taa Varmin" og "aavaataa". For av-vita(d)? Noget usikkert. Jf. örvita adj. og uvita v. ("ovaataa", Maaraak). – (Et "a(v)fotta" adj. udmattet, er meddelt fra Jæd. (Time). Jf. maaske fottlaus).

"avbakleg adj." A. "aavbakle", Nhl.; "a(v)bakele", Helg. og fl.; "aobakle, Hard. Sogn;
"avbaksle" og "aobaksle", ISogn; "obakle", Sfj.; ("abekkelig", Ma.). "Eg staor so aobakle te, so da fedle so annkeikele før meg", (Sogn). – avbekleg adj. tvær, skjæv, forkeert; vrang. Østerd. Bamle; Ma.: "abekkelig" "Han æ abækle'en"; Østerd. "Dæ gjekk abækle; Tre'e ligg abækle", = avbekt.

avbaagt? adv. = avbekleg(t), baagt. Salten. "Æg sat saa abaakt". Vel til baag, bægja – ligesom: a(v)bækt, a(v)bækst d. s. Helg. Innh. (A).

Avbeist n. et svært Best, fælt Best. NGbr. Ryf. og fl. Ogsaa Aavbeist, Ryf.

avbend? adj (og adv.) liggende ubekvemt (vredent) for Haanden, vanskeligt tilgjængelig, bagvendt = avbakleg. Follo "abænt". – avbendes adv. 1) d. s. Vestfold, Aadal. "Stokk´n (Gal´n) ligger saa a(v)bennes tel". 2) bagvendt; uhaandterligt; overvættes. "a. stor". – avbendele(ge) adv. = avbendes. Hall. – abængsli og abængslete, d. s. Vestfold, Busk.

avbenda seg eller aabenda seg? v. n. være yderst ustyrlig, vride og kaste sig; om Børn. Sogn (Borgund, Lærdal). "Sit ikkje so aa aobenda de!" Jf. Bende dvs. Ryk, Vridning, (og G. N. bendast á, tvistes?)

Avberda? f. en vældig og noget plump Figur; en Kolos; mest om Hunkjønsord. Aabære, Nfj. (Stryn, Breimn), Sfj. (sjelden), Sdm.; Aabeere, Romsd.; Aabæle ("tykt", cacuminalt, L) Romsd. Totn, Rom. Follo, Solør; Abæle, Romsd. (Aukra), Rom.; Aabæl (og ee) og Abæl (og ee) f og n. Ndm. "Ei Aabære te Kyr (Ku), Jente, Bjørk, – Kar, Stokk". Ordet er vel et ved "av" og (eller) "ov" forstærket Berda, "Bæle" se d.; hvilket synes at hænge sammen med Isl. berdi, Kølle, Prygl; jf. med Bett. af Furk, Fyrkja, Lurk, Svolk osv. – avberden adj. vældigt og noget plump. Nfj. (Eid, Gloppen, Breimn; lidet brugt): aabæren ("ein a. Stut"); Ndm. (Tingvoll): aabælen. "Ei aabæla Ku"; "Eit aabæle Veer", et voldsomt Veir. – aabæra og aabæla adv. vældigt, overvættes. Romsd. Ndm. "a. stor" = "bælstor" paa Østl. (Det "tykke" L for rd hører ellers lidet hjemme i de Egne af Ndm. "Oor" dvs. Ord). Jf. ogsaa aabella. – Maaske andenstedshen hører Aabøl og Abøl f. = Avberda. STrondh. (Uppdal, Meddal). "E Abøl te Hæst, te Bør" (dvs. Byrda). Aabørsban n. et vældigt stort Barn. STrondh. (Meddal). Maaske til G. N. afburdr (*afbyrd). – aaböla og -e adv. overmaade. Meddal. Jf. (?) G. N. afburdar d. s. – Aabørkje f. omtrent = Avberda. Meddal.

avberen? adj. straks færdig til at klynke og vaande sig; kjælen og utaalmodig. Voss, Sogn. "Han æ so aoberen (æ?) aa ulæten". Jf. bera seg (og G. N. berast af, lade sig merke med Lidelser). Neppe for aaberen, af G. N. bera á anklage.

"Avberja f. Langhalm, aftærskede Straa." A. Namd. 2) halvt udtærsket Halm. Namd. (Nærø, Overhalla): "Abærj" og "Aberi"; Selbu (Tydal "Abærje"; Selbu: "Abørjaa", plur.).

"avberkja v." A. Voss: "aoberkja"; Ryf.: "aa-"; Ma.: "aberka".

"avberr adj. aftøet". A. Shl. Ryf.

Avbod (o') n. noget overordentligt = Ovbod. Jf. Isl. afbod = ofbod. Sogn (Lustr). "Ait Avbo te Dyr". Oftere som adj.: "Äit avbo Dyr, ein avbo Kar".

avboren (o') adj. afhøstet; af bera av. Gbr. (Øyer): aa(v)bore. (Meddelt).

avbragsleg adj. usædvanlig". A. Ogsaa adv. Gbr. Østerd. "abbrags´le stor". Jf. Isl. af bragds, udmærket, særdeles.

avbregda, adj. og adv. usædvanlig, overordentlig; overvættes; vældig. aabregda, Sdm. (Hjørungfjord og fl.); aavregda og avregda, Sdm (A.; og fl.); aavreida og avreia, Nfj. Sfj; avreie, Gbr. Østerd. (Rendal); avre'e, Rendal; aavreida, Nfj. (Eid og fl.). "Dæ va aabregda Støre (Størrelse) paa Kar´n". "Ein avreida Hest´e" "Eit avreia stort Tre". "En avre'e stor Stokk". Ogsaa: Avreidabeist n. Nfj. – avbregdaleg adj. og adv. d. s. aabregdale, Sdm.; avregdale, Sdm.; avreidale, Nfj. Se følg.

Avbregde? n. og f. noget overordentligt; noget vældigt. Nfj. (Eid, Innvik): Aavreide; Sogn (Jøstedal). Aavreie. "Eit A. te Tre, Beist, Kyr". Hid maaske ogsaa "Avreid f. stor Mængde"; A. Røros; Avre'e Østerd. Rendal). Se dog ogsaa Avreida.

avbreksle(g) adj. og adv. = avbakleg. Hadel.

avbrengjeleg adj. og adv. 1) avstikkende, usædvanlig, upassende. Tel. (Bø, Sauar). "Laga seg avbrænjoleg". 2) afsidesliggende, ubekvem; bagvendt. Og a(v)brængsle, Østerd. Odal, Hedm. Totn, Land og fl.; avbrængslete, Rom. "Abrængsle stor", usædvanligt stor. Ogsaa aabrængslete Oslo. Se aabrengjeleg, brengja (og avbend osv.).

Avbrigd n. mindre Afvigelse, mindre Forskjel, Afskygning, Nyanse. Tel. (Mo, Moland). Jæd. (Haa, f.?) "Mangt Avbrigd paa Talen midjom (mydlo) Sokn aa Sokn". Se "Avbrigde", A. G. N. afbrigd, n. Afvigelse. – Avbrigding f. d. s. Jæd. – - "Avbrigd f. noget usædvanligt. Sæt." A. Især: noget usædvanlig stort og prægtigt. "Aa, for ei Aa(v)brigd!" Nfj. (Honndal, Stryn).

avbrigda v. a. (ar) forandre, forvende. Vald. (Vang). "Avbrigde Maale sitt", forvende sin Stemme.

Avbrikje (ii) n. noget afstikkende; især noget vældigt. Romsd. (Bolsø). "Eit Avbrikje
te Kar". – avbrikjeleg adj. usædvanlig, overordentlig, = framifraa. Foldal, Gbr. (Lesja og fl.): "abrii´kjele". Se "avbrikje, avbrikjeleg". A. Jf. brikja, stikke af, prange.

avbrjota v. n. afvige = brjota av. Stjør.

avbrøyta v. n. (er, te), ligne. Sfj. (Førde). "Han avbrøyte noke lite paa haanaa". Se "brøyta av, brøyta attpaa".

avbrøytes adv. udenfor de banede Veie. Dal. Jf. brøyta, Braut.

Avbyte n. Afgrænsningsmiddel, Skjel, Skille; f. Eks. en Streg, en Skranke, et Gjerde. Tel. (Rauland). "Briikji æ eit Avbyte".

avbægt adj. forkeert, se avbaagt. Nordl.

avbøa v. a. jage (Fæet) fra Hjemmemarken, "Bø´n". Hard. (Kvamm, Ullensvang): "aobøa".

Avdag m. og Avdaging f. = Avdagning. Salten (Gildeskaal og fl.).

avdaga v. n. = avdagast. Shl. Røldal, Hall.

avdags adv. = etter avdagat. Ma. "Ein maa'kje flyta (flytja) avdags". (Christie: "aadags"). – Avdagshol n. mørkt, lidet solbeskinnet Sted. Hall. (Nes). – Avdagaskrok og Avdagakrok m. d. s. Hall.

avdaamd adj. gjort maalløs og ligesom mundlam ved overraskende Tiltale, "= klumsa". Dal. Jæd. Se daama. – avdøyvd adj. d. s. eg. døvet. Jæd. se døyva.

"avdegd adj. avdeggjast v." A. Ryf. Sfj.

"avdegna v." A. Hard.: aodegna.

avdi conj. fordi. Tel. (Rauland): av`di.

Avding f. for Avdegning (Vald.). Gbr. (Lom og fl.).

Avdivle n. et afsidesliggende, skummelt og vildt Sted. Tel. (Kvitseid, Laardal, Vinje). Noget lignende er Va(n)divle, Udivle. Jf. Holdyvle.

avdogga v. n. = avdeggjast. Sogn (Lærdal). – avdøgd adj." A. Sogn, Nhl.

Avdyrkje n. afsidesliggende, vildt og udyrkbart Sted. Tel. Sæt. Jf. Avyrk.

aveggja = v. gaa af Fjeldbrynet, "Eggerne". "Solæ hev' ao(v)eggja". Hard.

aveksa v." A. 2) v. a. tage (æde) "Eggerne". "Solæ hev' ao(v)eggja". Hard.

Avemne? n. overordentligt "Emne"; om ungt Levende, som lover særdeles godt. Hard. (Kvamm): Aoevne.

avende adv. overmaade = av, avande. Sæt. Vald. Gbr. Helg. Land og fl. Ogsaa adj.: "Ein avende Gast´e = Avgast. Sæt. Udvidelse af av, ligesom ovende af ov.

avevla adv. overmaade = ovevla. Land. – aavrævlele d. s. Hall. (Gol).

Avevle? n. noget vældigt; noget som lægger Beslag paa alle Kræfter; noget, man næsten ikke mægter. Hard. (Ullensvang). "Dan Stäin´in æ räint äit Aoevle". Snarere Av- end Aa-; se Ovevle. (Marcus Schnabel, som bruger au til at betegne Lyden ao, har fra Ulvik i Hard.: "auævle, adj. som næsten overgaar Kræfterne", og fra Nordl. (Vesteraalen, Senja og fl.) er meddelt et tvivlsomt "auævle" d. s., hvilket turde være laant fra Hard.).

Avfal f. dvs. Avferd. SHelg.

"Avfall n. 2) Tab, Skade. Eit Avfalls Aar, Uaar". A. Vald. Aadal, Totn. 3) Afgang, Død: a) af Folk. Voss. b) af Folk eller Fæ. Sogn. Se falla av. "Dar æ svært te Aofadl pao dan Gar'n".

avfallen adj. 1) afmagret og svækket, forringet i Huld og Kræfter. Søndenfjelds. 2) sløv, sandseløs. Ryf. (Høgsfjord): aafadl. Se falla av.

avfaren adj. 1) gaaen bort eller ned. "Maanen æ avfaren her". Li. (Nes). 2) = avfallen. Sogn, Voss. Se fara av. 3) forlegen. Hall. (Gol): aavfaren. Meddelt.

Avfargang m. Minkning ved Brug. Hall.

?a(v)fengle(ge) adv. overvættes. Ndm.

avferast (ee) v. n. afkræftes. Sæt. Se ferast.

Avferd f." A. – 2) Levninger af døde, især af Rovdyr dræbte, Dyr. Shl. (Kvinherad, Stord). "Aafær(er) itte Söug´n". (Ogsaa Aafar n. Stord?) I Sogn især i Flertal. Ogsaa om Mærker efter Rovdyrs Nærværelse, som: Fodspor, Excreter, Levninger af deres Maaltid = Vister. Sogn. "Avfæredn (og Ao#-) itte Bjødn´n", (Aurland). Maaske Bet. 2) snarere er "Aaferd"; jf. aaferda, røbe; se Aatferd. Av- for Aa- (ao) er en hyppigere Sognsk Misdannelse. 3) Affærdigelse. Østl. Jf. ferda, gjøre færdig.

Avferdsla f. = Avferd 1) og 2). Ryf.: Afærsla.

avfjaira, -fjara adj. afkræftet. Se fjødra.

avfjairast, -fjarast, -fjøyrast, se fjødra.

avfjella v. n. = aveggja. Ryf. (Vikadal). "Solaa a(v)fjidla". – avfjellast v. d. s. Tel. (Vinje): a(v)fjøddast. – Hertil: aavfjedla adj. A. aofjedla, Sogn, Hard.

Avflinad m. Tilredelse, Behandling; Tilrakning. Helg. Af fli v.

avfløya adj og adv. overordentlig; udmærket. Shl. Ryf. "Da (dæ) va aavfløya; avfløya godt". – avfløyande, d. s. Se fløya.

Avfordag m Dødsdag. Ma. (Holum), Rbg. (Honnes); tildels "Affør#-". "Ein synnlig Affordag", et sørgeligt Endeligt. G. N. afför, Ende. Se Avfardag.

Avføykja, f. Sted hvor Sneen er blæst bort. Tel. Sæt. Se Føykja.

"Avgang m. 2) Overskud". A. Særlig: Reserve. I Sammensætn.: Aavgaanggs- og Aa(v)gaangs-, Shl. og Rbg. "Aavgaangs-verkty, -emne, -vatn, -menneske".

Avgast m. vældig Kar, voldsom Karl. Tel. Sæt. "Ein Avgast´e te Fisk´e". Ogsaa "avande Gast". Se Gast, Alegast.

avgalen adj. fuldstændig urigtig; forskrækkelig gal. Berg. Stift, Ryf. Tildels "taogalen". Hard. Og "avende galen". Østl.

avgjeldast v. n. blive gold. Shl. aav-.

"avgjerast v. n. hentæres". A. Ryf. aav-.

avgjerda(r) adv. overvættes. avjæla, Hedm.
(Løyten); avjæle, Hedm. (Romedal), Hall.; ajæle(s), Larvik; aajæle, Jarlsberg; aavjæla og ujæla, Rom. Ogsaa: avjærsli(g) og avjøreli, Totn. Og: "D'er saa a(v) Jæle te stort". Vestfold. Se Gjerd. – Og: "Dæ va daa ei Aavjæle so stort". Hall. (Nes). Dette, som maaske ogsaa nogle af de foreg. Former, hører kanske til Gjæla f. 3. Se Ovgjæla. – Til G. N. afgerd?

Avgjerning m. stor og svær Karl, vældig K.; "farlig" K.; omtrent = Avgast. Rbg. (Honnes), Ma. (Aaserall, Finnsland, Øyslebø); Sæt.: Avgjerningji. Se Gjerning. Ogsaa: "Avgjerings Beist".. Ma. (Otrnes). Jf. foreg. og "gjera av seg".

Avgjersl f. 1) Avgjørelse; Aftale. Hall. (Gol): Aavgjærsl og Taagjærsl. 2) Uppgjerd, Uppgjersl. Hall. – Avgjersla f. = Avgjersl. Ryf. Hall.

Avgjøda f. livfuld og djerv, men ogsaa vild, larmende og hensynsløs Person. Nhl. Shl. Ryf. i Formerne Avjøa, Aavjøa og Aajøa; Hard.: Aojøa. "Han æ ei Aajøa naar han æ fudle". "Ei Aojøa te Jænta", lystig, livfuld. I. Ogsaa: "Ei Aajøa te Hest", ustyrlig. H. Ryf. – aajøen, adj. vilter, ustyrlig; larmende og ubændig; "a. Hest". Ryf. Jæd. – Aojøeskap m. voldsom og hensynsløs Optræden. Hard. – Aavjøing m. = Avgjøda. Ryf. Shl. – Disse Ord er maaske Sammensætninger af "Gjøda" med forskjellige Partikler: av, ov, aa. Jf. Gjøda, Forgjøda, ("Aagjøde"); G. N. gœda á, øge paa, blive heftigere; ofgœdi, noget altfor godt?; Isl. afgædingr, naragtig Stolthed. {MERK: Isl. afgœdingr skal vera afgædingr som her – islandsk har ikkje lang ø, Ov}

avgleppen adj. glat saa der glides eller glippes. Sfj. (YDale). "Dar va so mykje (a)avgleppe paa Bergja, at Muur´n ikkje laag".

Avgolv n. Gang mellem to tømrede Rum i en Lade. Dal. Til Golv, Afdeling.

Avgramma f. Afkrog = Avram (Sæt.). Meddelt fra Tinn i Tel. Jf. (?) Ram, G. N. hrammr, og Skjekel, Avskjekel.

avgripa (i') adj. og adv. 1) ypperlig; Forstærkelse af "gripa", se d. Hadeland, Land, Totn, Vardal. 2) overordentlig: "avgrepa stor". Had. Totn. Ogsaa: "avskrepa".

avgu adv. og adj. overvættes, overordentlig, uhyre, uhørt. Tel. Sæt. Hard. (Ullensvang), Ryf. (Suldal). Hedder ogsaa ovgu, ved Siden af avgu, i Midtre Tel. (se "ovguleg", A.); vestenfor Laardal kun avgu. "Avgu gildt"; "avgu Kar, avgu Hause", drabelig Karl; "avgu Ty (Ting)", forskrækkeligt Tøi (Tingester), Tel.; "avgu stort Trodl", Ryf. Hard. Ogsaa: aggu, agu i Tel. (Laardal, Høydalsmo). – "Eit fælt agu Beist", et farligt voldsomt Best, Hall. (Hol), Vald. (VSlidre). Maaske af anden Oprindelse (aga). – avguleg(e) adj. og adv. = avgu. "De va avgulege gjort", prægtigt gjort. Tel. Sæt. ogsaa agguleg, Tel. (Laardal); og avgudeleg, Tel. Sæt. Ma. – Avguheit f. noget uhørt, høist usædvanligt. Tel. – "Avgu, ovgu", vil være Dativ Neutrum afgu, öfgu af G. N. afigr, afugr, öfugr = "ovug", brugt som Adverb og dernæst som Adjektiv, altsaa eg. bagvendt, urimelig, uhørt, "utifraa". Og "aggu" tør være for "afgu" som "agger, auger", for (afgri), öfugri, se "aggarhendes" og "avig". Desuden Indvirkning fra "Avgud".