Ivar Aasen Norsk Ordbog

Bustein, m. et Slags Lægemiddel for Kreature.

Busteleiv, f. Stykke af en Begtraad (Skotraad) med en Børste i Enden. B. Stift, Tel. Hall. Gbr. Nordl.

Bustelyng, n. den almindeligste Art af Lyng (Erica vulgaris, L.). Tel. Buskerud. Ellers nævnes Bulyng (Nordl.), Bitlyng (Gbr.), Brislyng (Vald.), Røslyng (Ork.).

Bustereip, n. Toug af Haar.

Bustig, m. = Buraak. Hall. og fl.

Bustikka, s, Bodstikka.

bustulla, v.n. sysle med Kreaturene (omtr. som ambætta). Valders.

bustutt (u’), adj. børstet, fuld af Børster.

Bustyng, et Slags Insekt, s. Styng.

Bustyvel (u’), m. et Pindsviin (Erinaceus). Toten. I Buskerud: Bustivel. Ogsaa brugt om et hidsigt Dyr, en arrig Tingest; ligesaa om en udspærret Frøtop paa Væxter, saasom paa Løvetand. Toten. – Af ældre Forfattere skrevet “Bustdivel”, men lettest at forklare som Bust-yvel, dvs. den som “yver” (udspærrer) Børsterne. Jf. G.N. ígull, burstígull.

Busu, s. Bosa.

Busumar, m. en god Sommer for Fædriften; en Mælkesommer. Hall. og fl.

Busvein, m. Hyrdedreng. Gbr.

buta (u’), v.a. (ar), afhugge, hugge Træ i smaa Stumper. B. Stift. Nogle St. butta. G.N. buta. – 2) v.n. arbeide flittigt. Tel.

Buta (u’), f. en smal Øxe. Rbg. og fl.

Butang, n. Tangarter som Køerne gjerne æde.

Butare, m. et Slags Tare (eft. Gunnerus Fucus pinnatus). I Nordland ogsaa kaldet Busøl, s. Søl.

Butel (u’), m. Bouteille. (Fransk).

Butidung (?), m. en Tyr, Oxe. I Namdalen Buting, og derhos ogsaa Butiming, m. Andre Steder Tidung.

Butiming, s. forrige.

Bu-tre, n. gammelt Træ i en Gaard. Smaal.

Bu-trod (o’), f. Plads eller Vei, som bliver jævnlig betraadt af Fæ. “Butraa”, Tel.

Butt, m. 1) en Stump, Klods, afhugget Stykke Træ (= Kubbe). B. Stift. G.N. butr. – 2) en Dunk, Bimpel. Sogn. – 3) et smalt Trækar til Fløde eller Smør. Sogn, Hall. Rom. og fl. Ellers: Bytte, Holk, Strump, Strokk, Strykke. Jf. Bytta.

butta, v. afhugge, s. buta.

butten, nogle St. for: bunden.

Buve, m. Busemand, Skræmsel (= Bobbe). Tel. Hal. Tildeels om store og urolige Dyr. (Jf. Sv. bof: Skjelm). Ogsaa et Navn paa Ulven. (Tinn). Hertil: Buvebær, et Slags Frugt (Paris?).

Buveder, n. gunstigt Veir for Kreaturene. “Buvær”, Hall. og fl.

Buveg, m. = Burekster, Buraak.

buvill, adj. forvildet fra sit Følge. Hall.

Buvoll, m. Plads hvor Køer pleie at ligge. Østerd. (?). I Gbr. forklaret som en Plads ved en Skovhytte eller Fiskerbod, altsaa opfattet som Bud-voll.

By, n. Rede (= Bol). Humleby, s. Humlebol. Smaal. Maaskee rettere: Bye.

By, m. By, Stad; Kjøbstad. Egentlig en Gaard (ligesom Bø), og saaledes i mange Gaardsnavne, som: Husby, Sundby, Utby, Nordby, Austby, Vestby. G.N. býr, men oftere bœr. Et Genitiv “Byss” forekommer. “Baade Byss og Bygda”, dvs. baade i By og paa Land. Søndre Berg. “Byssens Folk”: Byens Folk. Ved Trondhjem.

Bya, f. Byge, Vindstød; Iling. Nogle Steder: Bøya. Vistnok fremmedt; jf. Holl. bui: Uveir. Hertil vel ogsaa: By, m. Kamp, Dyst, Slagsmaal. Hall.

Bybarn, n. En som er opfostret i en By.

Byblom, m. Bygaver; Frugt, Bakkelse og deslige, som En fører hjem med sig fra Byen. Shl. (?). I Nordland hedder det “Bernblom”, altsaa Bergenblom.

byd, s. bjoda. – bydja, s. byrja.

bydla (y’), v.a. sigte Meel i en dertil hørende Indretning i en Mølle. Bergen. Holl. buidelen, T. beuteln.

Byferd, f. en Reise til Byen.

Byføring, f. Varer som føres til en By.

Bygaava, f. s. Byblom.

Bygd, f en bebygget Egn, en Kreds eller Række af Gaarde; et lidet Distrikt; ogsaa Naboskab, Omegn. G.N. bygd; Sv. bygd. Koma til Bygdar (Genitiv): komme til Folk, finde en Gaard. Koma paa Bygdi: blive huusvild, komme under Fattigforsørgelsen. – bygdemillom: fra en Bygd til en anden.

bygd, part. 1) bygget, opbygget; 2) bebygget; 3) fæstet, leiet; s. byggja.

Bygdar, m. Indbygger af Storbygderne

(Søbygderne). Tel. (Landst. 398, 405).

Bygdarfolk, n. Folk fra samme Bygd. (Formen Bygdar lyder sædvanlig “Bygda”).

Bygdarlag, n. en stor Bygd; flere nærliggende Rækker af Gaarde.

bygdarleg, adj. vel bebygget; om et Landskab, som har Udseende af en ordentlig Bygd. (Modsat heidarleg, heidsleg). “bygdaleg”, Siredal.

Bygdarmaal, n. Lokalsprog, Dialekt.

Bygdarsed, m. Skik i et vist Distrikt.

Bygdarsegn, f. Lokalsagn, Historie som kun er bekjendt i visse Bygder.

Bygdarskam, f. Noget som er til Skam for Bygden eller Naboskabet.

Bygdarstev, n. Vers om Personer eller Hændelser i en Bygd.

Bygdarveg, m. Vei igjennem et mindre Distrikt, eller imellem Bygderne.

Bygdarvis (ii), s. = Bygdarsed.

Bygding, m. Indbygger af en vis Egn. I Sammensætn. som: Utbygding, Innbygding o.s.v.

Bygel, m. Bøile, Bue; f. Ex. i en Faaresax el. en Klave. Hall. Vald. (Bygjel). – Bygelsoks, f. Sax med Bue (uden Nagle).

bygen, adj. tvær, trodsig. Hall. Lyder som byen (bygjen), men i Fleertal bygne.

Bygg, n. (og m.), Byg (hordeum). G.N. bygg. Ogs. kaldet: Hummel, Korn, Reinkorn. Hertil Bygg-aks, -aaker, -braud, -halm, -korn, -leiv, -mjøl og fl.

Bygg, m. (Fl. Byggjer), Indbygger. I Sammensætning som Fjellbyg, Dalbygg; Mobygg, Vinbygg. Især af Navne paa “Bu”: Selbygg, Sparbygg, Rennebygg.

byggja, v.a. (er, de), 1) bygge, opføre en Bygning (Huus, Bro, Skib). G.N. byggja. I Nordre Berg. har Præsens en afvig. Form: bygg (bygg’e), hvoraf man kunde slutte til et Imperf. bugde; men dette er dog ikke forefundet. Ellers regelret: byggjer, bygde. – 2) bebygge, sætte Huse paa. Byggja ei Tuft, eit Land (Sjeldnere). – 3) leie, fæste en Eiendom; leie Folk til Arbeide, o.s.v. Sætersd. (G.N. byggja). Han heve bygt seg burt (ladet sig leie). I denne Betydning kunde “byggja” ansees som et andet Ord, ligt Goth. bugian; Ang. bycgan; Eng. buy (kjøbe); i første Betydning falder det nær sammen med bu (bua). Jf. bygsla.

byggjande, adj. skikket til at bebygge; om Land eller Grund.

Byggjar, m. Bygningsmand.

Byggjefang, n. Bygningsmateriale. Østl.

byggjen, adj. tør, haard at æde. Sdm.

Byggjestad, m. Byggeplads. Jf. Tuft.

Byggjing, f. s. Bygning.

Bygje (el. Byge), n. Bøile, Bue, Halvcirkel; bueformigt Haandfang. Tel. Af Bog eller Bug. “Einirbygi”, Landst. 781. Jf. Bygel.

Bygla (y’), f. Bøile. Jf. Stigbygla.

bygla v.n. opstable, bygge klodset. Hard.

byglen, adj. kuldskjær, øm for Frost. Sdm.

Bygnad, m. 1) Byggen; Bygningsmaade. 2) en Bygning, et Huus.

Bygning, f. Gjerningen at bygge (som dog nærmest hedder Byggjing); ogsaa: et Bygningsværk.

Bygre (y’), n. en krum Figur; En som gaar meget nedbøiet. Tel.

bygreleg, adj. krum, som bøier Ryggen.

Bygsl (Bygsel), f. 1) Fæste, Overladelse af en Gaard til Brug, sædvanlig for Livstid. 2) den Pengesum hvormed man fæster en Gaard. G.N. bygsla. Af byggja, 3.

bygsla, v.a. (ar), 1) fæste, leie en Gaard til Brug. 2) om Eieren: bortfæste. Nu almindelig traadt i Stedet for det gamle byggja.

Bygslebrev, n. Fæstebrev paa en Gaard. Ogsaa kaldet Bygslesetel, m.

Bygslejord, f. Jord som bruges af Fæstere.

Bygslemann, m. Fæster, Leilænding.

Bygslerett, m. Fortrinsret til at fæste en Gaard.

Bykkja, s. Bikkja.

Byklar, m. Indbygger af Bykle i Sætersd.

Byks, n. et Hop, Spring; s. følg.

byksa (y’), v.n. (er, te), 1) hoppe, gjøre et Spring, f. Ex. over en Bæk. Berg. Trondh. Nordl. (Meget brugl.). G.N. byxa. – 2) løbe med en hoppende Bevægelse, eller saaledes at Kroppen idelig vipper op og ned; mest om Dyr, f. Ex. Hunden. Gbr. Ork. (Jf. bikka). Præsens hedder paa Sdm. “byks’e”; og i Nfj. har Ordet fuldkommen stærk Bøining: byks’e, boks, bokse; som dog neppe er nogen gammel Brug.

byksen, adj. hoppende, ustadig i Løbet.

Byksing, f. Hoppen, Springen.

Byl (y’), m.1. (Fl. Byler), Vindstød, stærk Vindbyge. Hard. G.N. bylr.

Byl (y’), m. 2. Brølen; af bylja.

Bylgja, f. Bølge, Vove. I Sogn Bylga. G.N. bylgja. Lidet brugl. Jf. Baara, som er det sædvanlige Ord ved Havkanten. Ellers: Alda, Vaag, Sjo.

bylja, v.n. (ar), brøle, skrige (= belja). Tel. og fl. ogsaa Gbr. Ork.

bylla, sigte; s. bydla.

bylma, v.n. være ophidset, have et truende, bistert Udseende. Hard.

Bylme, m. en Tykning eller Uveirsbyge i Luften. Sdm. (Norddalen).

bylmen, adj. bister, truende. Hard.

Bymann, Indbygger i en By.

Byna (Kar), s. Buna.

Byne (y’), n. Skive, Plade, Fjel; f. Ex. i en Blæsebælg. (Jf. Belgbyne). Hard. I Tel. Bøne.

Byngja, f. en tyk eller buget Figur: en

Pose. Tel. Jf. Bung.

bynja (y’), v.n. (byn, bunde), buldre, dundre arbeide med Larm; især hugge eller banke paa noget. B. Stift. (Nogle St. med Imperf. bynde). Jf. buna. – Skal ogsaa have Betydningen: begynde paa et Arbeide. Tel. (?).

bynnast, v.n. stimle sammen, som ved en Opskræmmelse, om Dyr. Helg. I svenske Dial. bynnas, bønna. (Rietz 79).

Byr (y’), m. Bør, føielig Vind paa Søen. Mange St. udtalt “Bør”. G.N. byrr. Spøgende: Han fekk Byr: han blev bortskræmt, maatte pakke sig. Jf. Kvernarbyr.

Byra, f. s. Byrd og Byrda.

Byrd, f. Byrde, Dragt, saa meget som man kan bære paa een Gang. Udtalt: Byr (y’), Bør, Bøl (med tykt L); ogsaa Byra (for Byrda), Børa, Børe. G.N. byrdr, f. – Hertil: Byrdarkagge, m. Dunk at bære paa Ryggen. (Byrakaggje, Voss). Byrdartog, n. Toug at bære Byrder med. (Byratog). Byrdar-tre (Byratre), n. Aag over Skuldrene at bære med. Berg. Stift.

Byrd (el. Børd), m. 1) Pligt, Skyldighed; egentl. hvad der bør være, af byrja. Udtales deels Bør, deels Børt og Byrt. “D’æ hass Pligt aa Bør”, Trondh. Sdm. – 2) Gang, Tour da noget tilfalder En. “No æ dæ din Børt”: nu er Raden kommen til dig. Mere alm. (Sv. börd). – 3) Ret, Bekomst. “Han fekk sin Børt”.

byrd (y’), el. byrdt, adj. bordet (om Baade), bygget, især i For-Enden eller ved Stavnen. (Af Bord). Jf. laagbyrd, høgbyrd. Han er for litet byrdt: den er for lav ved Stavnen. Nordre Berg.

Byrda (y’), f. en Kasse eller stor Kiste, især til Korn. Kornbyrda, Mjølbyrda. Maaskee alm., men udtalt: Byra, Børe, Bøle (m. tykt L). G.N. byrda.

Byrdel (y), m. Hank at bære med, Haandfang, f. Ex. paa Kister. “Byrel”, Nordre Berg. (Nærmest af Burd). Jf. Hav, Hevel.

Byrdesopar (oo), m. egentl. En som feier Kassen; sædvanlig: en Forøder; En som forøder en Formue, som hans Forgjængere have samlet. Tel. I Spøg om det yngste af flere Børn. I Sfj. “Byresopa”, f.

Byrdhanke, m. Aag at bære med (= Vatssele). “Børhank”, Indherred.

Byrding, m. om Baade, s. Fembyrding, Tribyrding, Sambyrding.

Byrdstøde, n. Engstykke, hvoraf man faar en Byrde Hø. “Byrstøe, Valders.

Byrdsvolk, m. Vidiekurv (Meis) at bære i. “Børsvolk”, Rommerige.

Byre, s. Byrd. Byrel, s. Byrdel.

By-rett, m. Ret som gjælder i Byerne. I Spøg ogsaa om en mere almindelig Ret i Modsætning til “Heimerett”.

Byrg, f. Forsyning med Foder. Sdm. S. Bjørn.

byrg, adj. 1) bjergelig, som man kan hjælpe sig med. G.N. birgr. (Jf. berga, Bjørg). Mest i n. (byrgt, børt), om et Land, en Kyst, hvor man godt kan bjerge sig eller finde Tilflugt. Nordland. Modsat ubyrg (obørt). – 2) hjulpen, forsynet, som har nok (= bergad). Nordl. og fl. (Jf. sjølvbyrg). I samme Betydning “børta” og “børt” (byrgd?), Ndm. Ork. – 3) stolt, selvtilfreds, storagtig; ubeskeden. Mere alm. Afvig. burg, Valders; børj, Smaal. Ork. – I Hall. betegner det ogsaa: skikket, el. i Stand til noget (= før), f. Ex. “gøngebyrg”, = gangfør.

byrga, v.a. (ar), forsyne, skaffe Forraad. Sdm. og fl. Afvig. børje, Smaal. G.N. birgja. Ogsaa i en afledet Form børta (maaskee for byrgta), Ndm. Ork. Byrga seg: 1) forsyne sig; 2) holde sig, bare sig. Sdm. Helg. (S. berga).

byrgen, adj. dygtig til at forsyne sig. Ogsaa om Dyr. “byrgjen”, Sdm.

Byrgsla, f. Forsyning, tilstrækkeligt Forraad. Faa si Byrgsla: faae sit Behov, faae nok. “Byrsle”, Sdm. “Børsel”, Nordl.

byrgt, adv. tilstrækkelig, rigelig. “børt”, Trondhjem.

byrja, v.n. 1. (ar), begynde, foretage sig. Østl. (Smaal. Toten). I Gbr. tildeels bydja. (Flere St. fortrængt af “begynda”). G.N. byrja; Sv. börja. Egentlig sætte i Gang, beslægtet med Byr.

byrja, v.n. 2. (byr, burde, burt), burde, skylde, være skyldig (at gjøre noget). Inf. byrja høres kun sjelden (Hall.). Præsens er sædvanlig udtalt “bør”, for byr (y’). Sv. böra. G.N. byrja (Præs. byrjar) betyder egentlig: sømme, tilkomme, høre til. Hertil vistnok: Byrd, Byrn, Byrnad, skjønt disse Ord sædvanlig udtales med reent “ø”.

Byrja, f. Begyndelse. (Sjelden).

Byrke (kj), n. Birkekrat, smaa Birkeskov. Sjelden. I Tel. “Birkje”. (G.N. birki). Hertil nogle Stedsnavne, som Byrkeland, Byrkestrand.

Byrkelonga (o’), f. et Slags Lange (Fisk), Molva abyssorum (Nilsson). “Byrkjelaange”, Sdm. Modsat: Blankelonga.

Byrkja, f. Birkesaft, Vædske som samler sig i Birkens Stamme om Vaaren. B. Stift. Afvig. Birkje, Tel. Bjørke, Gbr.

byrleg (y’), adj. føielig, gunstig (for en Reise), om Vinden.

Byrløysa, f. Mangel paa Bør, altsaa Vindstille eller Modvind.

Byrn, f. s. Byrnskap.

Byrnad (y’), m. Fornødenheder, Redskaber; især Fiskeredskab, Sørede. Berg. og Trondh. Stift, overalt udtalt med ø (Børnad, Børna), men vistnok at henføre til byrja (dvs. behøves, høre til), altsaa “Tilbehør”.

Byrnskap (y’), m. Redskaber, Sørede, Garn

o.s.v. Nordl. udtalt “Børnskap” (see Byrnad). En simplere Form Byrn (Børn), f. skal ogsaa forekomme, men sjelden.

byrra, v.a. (ar), udspærre (= yva). byrra seg: bryste sig, gjøre sig til; vel egentlig reise Haarene elelr Fjædrene. Hard. Af Borre?

byrren, adj. 1) vred, hidsig, om Dyr. Vald. – 2) stolt af Udseende, stiv, strunk. Hard. I Hall. børren. Paa Sdm. birren. I Vald. byrt.

Byrsa (y’), f. Bøsse at skyde med; Gevær. Nyere Ord. Sv. bössa; T. Büchse (som ogsaa betyder Kar eller Flaske, egentlig af Buxbom, Lat. pyxis). Hertil: Byrsekula, -laas, -makar, -pipa, -stokk og fl.

Byrseskot, n. 1) Geværskud; 2) Skudlængde, saa langt som en Bøsse skyder.

Byrsing (y’), m. Bøsning, Ring el. Plade omkring en Axel. T. Büchse).

Byrsle, s. Byrgsla.

byrst, fjernest (= burtaste), s. burtare.

byrt, s. byrd, byrren og byrta.

byrta (y’), v.a. (er, te), 1) opklare, opfriske en Ild. Nordl. “børta”. Især om at pudse Lyset i en Lampe. Byrta Kola. Berg. Stift. G.N. birta, oplyse. (Af bjart). Ogsaa v.n. lyse for sig, gaae med Lys i Haanden. Helg. – 2) aabenbare, oplyse en Sag. Hard. (sjelden). Particip byrt (upp-byrt). – 3) byrta seg: prale, hovere, ophøie sig af noget. hard. Ryf. og fl. Ogsaa v.n. skryde, gjøre store Ord. Indh. Nordl. (børta). Jf. borka, bolta, brolta, bauta.

Byrtar, m. Pind at pudse en Lampe med.

byrter, adj. s. burtare.

Byrting, f. Opklarelse; s. byrta

Byrting, m. 1) Lyn, Lynglimt (= Elding). Hard. Shl. Ryf. – 2) et lidet Talglys, en Praas. Helg. – 3) et Slags Fisk, s. Sjobyrting. – 4) blankt Agn, Bugstykke af hvid eller lys Fisk til Mading. Lof. – 5) Indbygger af “Byrte” i Telemarken.

Bysa, f. et Slags Fartøi. G.N. buza.

By-sed, m. Byskik.

bysja, v.n. (ar), strøe, dække Grunden med Halmstub, Løv eller desl. Rbg. og fl. Ogsaa med Formen: bys, buste, bust. Tel. Jf. Bos, Bus, busa.

Byske (y’), n. Busk, Krat, en liden tæt Skov. Byskje, Hard. Lister, og fl. Pyskje, Sdm.

bysta (y’), v.a. (er, e), 1) børste, pudse eller feie med en Børste (s. Boste). – 2) sætte Børster paa: (Af Bust). Bysta ein Traad: fæste en Børste paa Enden af en Traad. Bysta seg: sætte Børsterne op, reise Haarene; om Dyr, f. Ex. Hunde. Egentlig byrsta; s. Bust. Jf. bøysta.

Byste (y’), n. Dyr med Børster eller Stridt Haar; ogsaa: hidsigt Dyr; jf. Illbyste.

byta (yy), v.a. (er, te), 1) bytte, skifte, ombytte med noget andet. – 2) dele, skifte, udskifte. G.N. býta. Byta sunder: dele i flere Parter. Byta aat seg: tilbytte sig. Byta Henderna: gribe til med den anden Haand. Tildeels med Dativ.

bytande, adj. delelig, som kan skiftes.

Bytar, m. en Deler, Udskifter.

Byte, n. 1) Bytte, Ombytning, Omskiftelse. Gjera Byt: vexle, skifte med hinanden. Det vardt Byte paa: der blev en Forskjel, en Forandring. – 2) Deling, Udskiftning. Til Bytes: til Deling. – 3) Skjel, Grændseskjel imellem Gaarde eller Marker. Berg. Stift. Ellers: Deile, Merke, Skil.

Bytelag, n. Overeenskomst mellem to eller flere Personer, om at den ene vexelviis vil hjælpe den anden i hans Arbeide. Hedder ogsaa Bytearbeid, n.

Bytemun, m. Forskjel ved en Ombytning.

Bytestad, m. Skillepunkt, Grændse.

Bytestein, m. Skjelsteen (= Deilestein, Merkestein). B. Stift.

Byte-tre, n. Træ som staar i en Grændselinie, saa at det kan tjene til Markeskjel. Ligesaa Bytebjørk, f. og Bytefura, f.

Byting, f. 1) Deling; 2) Ombytning.

Byting, m. en Skifting, forbyttet eller indsmuglet Barn. (Fabelagtigt i Folkesagnene). Ogsaa: en Særling, særsindet, underlig Person.

Bytling, s. Bitlyng.

bytna (y’), v.a. (ar), dække et Kar med Laag eller Skind. Tel. Egentl. sætte Bund i, af Botn.

Bytne, n. Laag eller Dækning paa et Kar. Tel. (Vinje).

Bytning (y’), m. 1) Kagge eller Dunk med korte Staver og Bund i begge Ender. Rbg. Num. Ogsaa kaldet Tvibytning (af Botn); ellers Flaska og Klyvkagge. – 2) den fjerde Mave i de drøvtyggende Dyr; s. Botning. Noget hertil hørende kaldes “Bytningsbroren” eller blot “Bror’en”. Sogn, Hall.

bytt (yy), part. deelt, skiftet; ombyttet.

Bytta (y’), f. Bøtte, Stavkar af forskjellige Slags: 1) Spand, aabent Vandkar med Tværhank oventil. Mest alm. 2) Spand med Laag, Smørkar (= Butt, Holk, Ambar). Østerd. Svensk bytta. 3) bredt og lavt Mælkekar (= Kolla, Bunka). Mandal. Dansk Bøtte. 4) Ballie (= Stamp, Vatssaa). Hall. 5) stort Kar, Bryggekar (= Kjer, Saa). Valders. – G.N. bytta, Spand. Her nærmest af Butt; imidlertid findes lignende Ord i Tydsk, Engelsk og flere Sprog.

Bytte (y’), n. Dunk, smalt Trækar at bære Mælk i; sædvanlig med et Laag af Skind. Nhl. Shl.

Byttepar, n. et Par Vandspande.

Byveg, m. Vei til en By.

Byvis (ii), f. Byskik, Byfolks Brug.


Bæd, f. Grund; Bunden i et Jordgulv, ligesaa i Ildstedet paa Arnen. Sdm. (Paa Ndm. Ve, f.). Uvis Æt; jf. Bed (Seng).

bæde, s. baade. – Bædel, s. Bell.

Bæg, s. Belg. – bægd, s. bægja.

bægja, v.a. (er, de), hindre, standse, drive noget tilbage eller til Siden. B. Stift. og fl. G.N. bægja. (Af baag). I Nordl. “beia”, være uvillig, modstræbende. Præs. lyder som bæje, men Imperf. bægde, Supin. bægt. Particip bægd.

Bægje, n. Hindring, Noget som hindrer el. staar i Veien; ogsaa et Gjærde, en Forbygning. B. Stift og fl. I Nordl. Bægja “Beia”, f.

Bægjegarn, n. et Garn, som kun er bestemt til at standse Fisken eller lede den ind paa en Plads, hvor den kan fanges.

bægjeleg, adj. hinderlig, forsinkende.

bægjen, adj. 1) ubeleilig, som staar i Veien. Trondh. Mest i Neutr. (bæje, beie). “Dæ vardt so beie før’ oss”. Jf. baag. – 2) tvær, uvillig, modstræbende. Indh. G.N. bæginn.

bækta, bræge; s. bræka. Ogsaa om Kalve. Sæt. Tel.

Bæl, m. Knevel; s. Bell.

bæla, v.n. slæbe, trælle (= pæla, bala); ogsaa om at drikke meget. Østerd. – Bæl, n. Slæb, Møie.

bænda, s. benda. bænka, s. beinka.

Bær, n. (og f.), Bær, liden saftig Frugt. Egentlig Ber (e’), som tildeels høres i Tel., men ellers kun i en sjelden Sammensætningsform Berja, i Nhl. G.N. ber. Jf. Goth. basi. (Altsaa her oprindelig “Bes” og ikke beslægtet med bera). – Hertil: Bærdrol, s. Drol. Bærkart, n. umodent Bær. Bærkongul, m. Bærklase. Bærlyng, n. Buskvæxt med Bær. (I Nhl. Berjalyng). Bærmark, f. Mark hvor Bær voxe i Mængde. Bærmyr, f. = Moltemyr. Bærskog (i Nhl. Berjaskog), m. Krat af Bærvæxter. Bærtuva, f. Tue med Bærvæxter. (I Nhl. Berjatuva).

bær, adj. 1) bærende, førende i en vis Retning. I Sammensætn. landbær, sudbær, nordbær. Jf. lettbær, frambærleg. 2) som kan bæres; s. kyrkjebær, mannbær. 3) drægtig, som bærer (dvs. kalver). Hertil nybær, vaarbær, haustbær.

bær (bar, nøgen), s. berr.

bæra, v.n. (er, te), bølge, gaae i Bølger, om Vandet. Hard. (Af Baara). Jf. kvitbæra, og bærla.

Bæra, f. s. Bera og Berra.

bære, adv. s. berre og beter.

Bærfis, m. et Slags Insekt, Cimex (?). Buskerud.

Bæring, f. Midler, Formue. “Bu og Bæring”. Er vel egentl. Berging.

bærla, v.n. (ar), skvulpe, røres i smaa Bølger. (Af Baara). Sdm. Nordl. D’er so stillt, at det bærlar ikkje paa ein Stein. – Bærling, f. Skvulpen, Smaabølger.