Ivar Aasen Norsk Ordbog

Bud, f. 2, Istandsættelse (?), s. Aabud. Især: Gjødsel, Gjødning for Jorden. “Bu”, Tel. Rbg. En anden Betydning i Vaasbud. G.N. búd, Beboelse, Ophold, af búa.

buda, v.a. (ar), gjøde Jorden. “bue”, Tel. “Der er vel bua” (gjødslet).

budd (uu), part. 1) forsynet, udrustet, istandsat. Trondh. og fl. 2) klædt, pyntet. Ho var budd til Brud. B. Stift. Jf. seglbudd.

Budeigja, f. Malkepige, Kvinde som har Tilsyn med Kreaturene paa en Gaard. Alm. udtalt Budeia, s. Deigja.

Budleiga, f. Leie af en Fiskerbod (Rorbud). “Buleiga”, Nordl.

Budrag, n. en fremskridende Hob af smaa Maddiker (Hærorm); s. Makkeskreid. Hall. Hadeland.

Budraatt, m. Mælkevarer (Smør, Ost, Valle). Jf. Draatt.

Budrivar, m. en Kvæghandler. Rbg.

Budsetel, m. Fæstebrev paa en Fiskerbod. “Busetel”, Nordl.

Bue, m. Indbygger, Beboer. Kun sammensat, som: Dalbue, Fjellbue, Landbue. Mest brugl. i Stavangers Omegn, f. Ex. Jadarbue (Jærbu), Strandbue, Skjoldbue, Etnesbue. (Oftest Bu). G.N. búi.

Bueld, m. Vagtild paa et Sted, hvor Fæ ligger ude om Natten. Sfj.


buen, adj. 1) færdiggjort, istandsat. Søndre Berg. og fl. G.N. búinn. 2) moden, om Frugt. Orkd. Guldal, Østerd. 3) færdig, tilrede, om Personer. (Egentl. Particip af bu).

Buerla, f. Erle (Fugl). “Bu-ele”. Hall.

Bufar, n. (m.), Huusholdningens Gang el. Tilstand. Hall.

bufarande, adj. om Vei eller Mark, som kan befares med Kvæg.

Bufardag, m. Dag da man flytter med Fæ, især naar Køerne flyttes fra Fjeldmarkerne til Gaarden. Saaledes ogsaa Bufarhelg, f. og Bufartid, f. Tel. Hall. – Bufargraut, m. Bufarlefsa, f. om Retter som nydes ved denne Leilighed. Bufarklyv, f. en Hestebyrde af Mælkekar, eller Mælkevarer. Bufarvenda, f. den sidste Flytning til Gaarden. Num. – Hører egentlig sammen med Bufor (o’).

bufast, adj. bofast, om en Mand, som har det nødvendige til Huusholdningen og tillige er gjeldfri. Helg. Shl. og fl.

Bufe (Bu-fe), n. Køer, Hornkvæg. Østl. Trondh. (I B. Stift oftere: Bukrøter). G.N. búfé.

Buferd (Bufær), f. Flytning med Kreature; s. Bufor.

bufetla (?), v. blande Mælk, s. buhaga.

Bufinn, m. en Finn, som er bosat eller har Gaard. Nordl.

byflytja, v.n. 1) flytte med sin Huusholdning, bosætte sig andensteds. Nordl. 2) = buføra. Hall. Dei hava buflutt.

Bufolk, n. bosiddende Folk; s. Bumann.

Bufor (o’), f. 1) Flytning af Gods og Huusholdningssager til et nyt Bosted. Shl. – 2) Flytning med Køerne til en Fjeldmark (Sæter), eller derfra tilbage. Sogn, Voss, Hard. (Andre St. Buferd). G.N. búför (Dipl. 2, 125). See Bufardag.

Bufortemba, f. see temba.

Bufot, m. = Fefot. Det ligg under Bufot: det ligger udyrket, uindhegnet.

buføra, v.n. (er, de), flytte med Køerne imellem Gaarden og Fjeldmarken. Hall. Vald. og fl. I Sogn: bufora (o’). Heraf Buføring, f. Jf. Buferd.

Bug (u’), m. 1) en langagtig Krumning, f. Ex. paa Træ. Hall. – 2) en sammenbøiet Skive; s. Baug. – 3) en rund Bugt ved Søen; en aaben og bueformig Vig. S m. G.N. bugr, Bøining.

buga (u’), v.a. (ar), bøie, bukke. Tel. I Indherred baagaa.

Bugang, m. Marker hvor Køer kunne gaae for at græsse. En afvigende Form Bugong (o’), f. bruges i Fleertal Bugjenger, om den nedre Deel af Fjeldsiderne. “Han heve snøva n’i Bugjengr’inne”: det har sneet lige ned i Græsgangene. Sdm.

Bugard, m. Gaardsplads (Tun). Solør.

bugen (u’), lidt bøiet (= bogen). Sæt.

Bugge, m. en mægtig Mand (= Kakse, Bause). “Buggje”, Tel. Nærmer sig til Bue, jf. Dalbugge, “Edlands Buggin”, Landstad 728.

bugjengd, adj. rask nok til at følge Flokken; om Køer. Sfj. (?).

Bugjenger, s. Bugang.

Bugras, s. Burot.

Bugt, f. Bugt, Bøining. Afvig. Bjugt (maaskee en ældre Form). Toten. – Liggja i Bugt: ligge sammenbøiet; ogsaa: ligge indsvøbt i et Tæppe, saa at man har den ene Halvdeel under sig. Faa Bugt med: faae nogen Magt over, bestride, overvinde. Han heve Bugti og baade Endarne: han har alle Fordele; han raader for det hele.

bugta, v.a. (ar), krumme. Afvig. bjugta. (Jf. bjuga). bugta seg: vride, bøie sig, som en Fisk; ogsaa gaae i Bugter, om Elve.

bugtutt, adj. fuld af Bugter.

Buhag, m. Udbytte af Fædriften (?); særlig om den sidste Ostelavning paa en Sæter (s. buhaga). Hertil Buhagskjetel, m. en Ostekjedel. Tel. Buagskjetel, Num.

buhaga, v.n. (ar), lave Ost og deslige. Især om den sidste Ostning paa Sæteren, da man blander den tynde Mælk sammen med den tykke for at faae alt færdigt til Hjemførsel. Tel (Mo), Sætersd. Hedder paa Sdm. bufetle (bufeltle). I Hard. buskapa.

Buhage, m. Græsgang for Køer.

Buhummar, m. en Art af smaa Kredse, som pleie at opholde sig i tomme Snekkeskaller.

Buhund, m. 1) Fæhund, Hyrdehund. 2) Snekke, Havsnegl (= Kuvung). Trondh. Nordland.

Buing, f. Beboelse. Jf. Bunad.

Buk (uu), m. 1) Krop. Tel. (sjelden). G.N. búkr. – 2) Bug, Mave; især paa Fiske. Jf. Vomb, Liv. – 3) Udbugning i Midten, f. Ex. paa Tønder. – Buk er ogsaa Navn paa en vis Ferskvandsfisk. Solør.

buka (uu), v.n. (ar), rode, grave i Jorden. Tel. Jf. bauka.

buka (u’), v.a. (ar), banke, slaae; ogsaa tilrede ved Bankning. Nordre Berg. Sdm. (meget brugl.). Sv. boka (pukke); i danske Dial. boge; Tydsk pochen (tidligere bochen, buchen); Nedertydsk pucken. (Weigand 2, 397). – Buking, f. Bankning.

bukad (uu), adj. buget, om Kar.

Bokbroder, m. Medboler. Østl.? (Topogr. Journal 31, 176). Ogs. i B. Stift (sjeld.).

Bukfylla, f. svagt Foder, som kun fylder Maven (= Vombfyll).

Bukgjord, f. Buggjord (= Kvidgjord).

Bu-kjerald, n. Mælkekar osv. Hall.

bukjær, adj. selskabelig, som gjerne følger Flokken; om Kreature. Tel.

Bukk, m. 1) Buk, Handyr af Gjedeslægten.
Alm. Paa Østl. ogsaa om en Væder (Saudbukk). – 2) Støtte eller Stillads, f. Ex. Sagbukk. – 3) Haardusk (= Bruse); en ombøiet Haarlok over Panden. Sdm. – Hertil Bukke- (eller Bukka-) horn, Bukkekjøt, Bukkeskinn, og fl.

bukka, v.n. (ar), bukke, bøie sig. Bukka under. give tabt. (Nyere Ord).

Bukkeblad, s. Triblekkja.

Bukrøter, n. et Nød, Høved; s. Bufe.

Buksa, f. s. Brok. Nt. Boxe.

Buku, Ister, s. Boka. Mere dunkelt er Buku (f.): en Grundstok i et Stabbur. Indherred.

Bukveite, m. Boghvede. Tel. (Jf. Eng. buckwheat og T. Buchweizen).

Bukøyring (kj), f. Bortflytning; Bortjagelse. Num. Hall.

Bul (u’), m. 1) Legeme; oftest i indskrænket Mening om den egentlige Krop fra Halsen til Laarene (saa at altsaa Hoved, Hænder og Fødder ikke regnes med). Alm. Nogle St. udtalt Bol (oo). G.N. bulr og bolr. Sv. bål. – 2) Klædningsstykke uden Ærmer; s. Bulung. – 3) Stammen af et Træ (sjelden). Ellers bruges Bul, ligesom Kropp, ofte om en Karl el. Person, f. Ex. “ein forvaaga(d) “Bul”: en Vovehals.

bula (u’), v.n. (ar), arbeide stærkt, f. Ex. med Hugst. Hall. (G.N. bula: hugge). Hertil Bularbeid, n. tungt Arbeide. See ogsaa bulast.

bulad (u’), adj. beskaffen med Hensyn til Krop. Godt bulad: før, fyldig; ogsaa velskabt, vakker.

Bulag, n. Fællesskab, fælles Huusholdning, m. m. Hall. og fl. G.N. búlag. Jf. Sv. bolag.

bulast (u’), v.n. blive fyldig, faae Huld. Hedder ogsaa bula seg; afvig. bole seg. Østlandet.

Bulaatt, m. Hyrdesang; Lokketoner. Vald. (Laatt for Slaatt).

Bulder, s. Buldring og Buller.

buldra, v.n. (ar), 1) buldre, dundre. (Jf. baldra, bala). 2) boble, s. bulla.

Buldring f. Bulder, Larm.

Bulega (e’), f. Liggeplads for Køerne i Udmarken. Sdm. og fl.

Bulid (i’), n. Huusfolk, Familie. Jf. Lid. “Buli”, Tel. (Vinje). En anden Form Bulyd, m. skal forekomme ved Trondh.

Buling (u’), s. Bulung.

Bulk, m. Bugle, indslaaet Huulning. Buskr.

bulla, v.n. (ar), boble, hvirvle som sydende Vand; ogsaa: vælde, strømme frem. Sogn, Tel. Østerd. (Isl. bulla). Ellers i anden Form: buldra og puldra, Østl., bubla, Tel., pupla, Sdm. og fl. Lignende ere: purla, B. Stift, paula, Sdm.

Bulla, f. en Boble (= Bola). Sogn (Budla).

Buller (Ur), m. en boblende Kreds eller Hvirvel. Østl. Ogsaa i Formen Bulder og Pulder. Det sokk, so det stod Buldren etter det.

Bulling, f. boblende Bevægelse.

bulsterk, adj. stærkbygget, stærk i Kroppen. “bølsterk”, Buskerud.

bultutt, adj. tyk, klodset, uformelig. Gbr.

Bulung (u’), m. 1) Krop (omtr. som Bul). I Ork. Bolang, Bølang. – 2) Klædningsstykke for Overkroppen uden Ærmer. Nogle St. Buling og Bolung. – 3) Tømmerværket eller Væggene til et Huus. Hard. Nhl. Nordl.

Bulyng, n. s. Bustelyng.

Buløks (u’), f. en Øxe til Vedhugst, Skovøxe. B. Stift, Sæt. Hall. og fl. G.N. bolöx, bulöx Jf. bula.

Bumann, m. Bonde, bosiddende Mand. Mest brugl. i Nordland, som Modsætning til Finner eller Mænd som ikke have Gaard. Hertil bumannsklædd, adj. klædt i Nordmandsdragt, om Finner og Fremmede. Hedder ogsaa: bondeklædd. Helg.

Bumark, n. s. Bumerke.

Bumark, f. Græsgang for Køer.

Bumat, m. Mælkemad, Føde af Kreaturene (= Avdraatt). Østerd. – Andre Steder, om Føde for Køerne. Nordl.

Bumb, m. Bom; Skaade for en Dør. Nogle Steder: Bumm, Bomm. Vistnok nyere Ord efter Nedertydsk og Holl. boom, dvs. Træ. Hertil ogsaa: Bumbsiglar, m. Bomseiler. Bumbull, f. Bomuld. (Holl. boomwol, dvs. Træ-Uld.

Bumba, f. en Bomme, et aflangt eller rundagtigt Stavekar; især Madskriin, Madbomme. B. Stift, Nordl. og fl. Tildeels udtalt Bumma, Bomme. – I Nordland ogsaa om et Klædeskriin, en Kuffert.

Bumbeskjel (-skjæl), f. et Slags runde Muslinger, = Bekra, Bekreskjel. Sdm. Ogsaa kaldet Bumba.

Bumbull, f. s. Bumb.

Bumerke (kj), n. Mærke eller Figur, som Beboerne af en Gaard pleie at sætte paa sine Kar og Arbeidsredskaber for at kunne kjende dem iblandt andre lignende. I Tel. Bumark.

bumild, adj. selskabelig, som gjerne følger Flokken; om Kreature. Tel.

bumma (bomme), v.n. (ar), surre, om flyvende Insekter. Buskerud.

Bumra, f. en liden Kjelke. Mandal.

buna (u’), v.n. (ar), arbeide stærkt, drive paa, skynde paa; ogsaa buldre, larme. Tel. Hall. Tildeels udtalt bona (Tel.). I Indherred: baanaa. Jf. bynja.

Buna (u’), f. 1) Beenpibe, enkelt Been i Legemet. Tel. (Raudland), i Formen Bone. – 2) i Fleertal: Lemmer; Lægge eller Arme. Ofte i Forbind. Bein og Bunor; saaledes: Bonur, Tel. Bunur, Smaal. Bunu, Hall. Bøno, Valders.


Buna (uu), f. et Vandkar, en Ballie (= Stamp). Tel. (Vinje). Nogle Steder: Buine (Mo) og Byne (Hvideseid). Formen “Buine” synes at tyde paa et gammelt Budna, som vilde nærme sig til G.N. bodn, f. (Mjødkar); jf. Ang. byden; Ght. butina, el. putina. Imidlertid have vi ogsaa Bauna (Trug), Bidne (Kar) og Bide (Kjernekar), saa at Sammenhængen i det hele er dunkel.

Bunad, m. 1) Huusholdning. G.N. búnadr. Setja seg i Buna(d): sætte Bo. Tel. – 2) Boskab, Forraad til en Huusholdning. Ogsaa: Redskaber, Værktøi til Arbeide og Fangst. B. og Tr. Stift. – 3) Klædning, Klædedragt. “Bona”, søndenfjelds. Ogsaa Udstyr eller Prydelser i et Huus. Jf. Husbunad. I Sammensætning kan Bunad ogs. betegne Tilberedelse. Tilbunad, Fyrebunad.

Bunaud, f. Fodermangel. “Bunø”, Helg.

Bundan, s. Bundel.

Bundel, m. Bundt, Neg, Knippe af Kornstraa. Sogn, Sfj. Andre Former ere Bundan, n. Nfj. Sdm. og Bunde, n. Hard. G.N. bundin, n. Jf. Band.

bunden, part. bunden; fæstet, forpligtet; ogsaa ufri, tvungen. S. binda.

Bunding, m. Strikketøi, noget som bliver bundet eller strikket; Hue, Strømpe, og desl. (= Spyt). – Bundingsgarn, n. Traad til Strikketøi. (Modsat Vevgarn). Bundingsstikka, f. Strikkepind (= Spyta).

buneleg (u’), adj. som har store, fyldige Lemmer. Tel. S. Buna.

Bung, m. Bugle, Huulning paa en Plade, foraarsaget ved Stød. B. Stift. Nogle St. Byng; ogsaa Bunk. Østl. Trondh. – Isl. bunga, Hævelse.

Bunga, f. en liden Dynge eller Klak (= Ruga, Klysa). Hall.

bungutt, adj. buglet, som har Mærker af Stød. Nogle St. bunkutt.

Bunk, m. s. Bung, Bunka, Bunt.

Bunka, f. Mælkekar, bredt og lavt Kar, hvori Mælk opsættes til Tykning. Østl. (Smaal. Rom. Hedem.), Indh. Nogle St. Bunk, m. (Østerd. Ork.). Sv. bunke. Ellers: Kolla, Ringja.

Bunke (kj), m. Dynge, sammenkastet Hob. Hall. og fl. (G.N. bunki). Tildeels om Ladningen i et Fartøi. Nordl. Strjuka paa Bunken: tage Seilet ned. Tel. (Landst. 8. 143. 201)

bunkebrend, adj. lidt mugnet. Hall.

Bunkerøming, m. en Baad med Bunkerom, d. e. Lastrum, Mellemrum uden Aarer. Nordl.

Bunkesmak, m. lidt muggen Smag (af at ligge i Bunke eller Dynge). Tel. Hall.

Bunt, m. Græsarter med høi Top og smale, tætstaaende Blade ved Roden, især Aira cæspitosa. Tel. og fl. Afvigende: funt, Sogn; Punt, Jæderen; Puntastraa, Voss, og Bunk, el. Bunke, Trondhjem. Jf. Isl. puntr; Eng. bent, G. T. binuz, binz (juncus). S. Smylebunt. Andre Navne ere: Fræeng, Dagrap, Aksegras.

Bunteng, f. en Eng med “Bunt”; ogsaa Navn paa selve Planten. Tel.

Bunur, Lemmer; s. Buna.

Bunøyte, n. Besætning af Kreature (Køer) paa en Gaard. Tel.

Buorm, m. en Art af Slanger, formodentlig Snog (Coluber). Sdm. og fl.

Bur (uu), n. 1) Buur, lukket Rum. 2) Fag, særskilt Rum i en Skuffe eller et Skab. 3) Madbod, Forraadshuus til Korn og Fødevarer. Rbg. Tel. Hall. og fl. (G.N. búr). Ellers kaldet Bud, f.

Bur, m. Brølen, s. bura.

Bur (u’), m. Foster. Falder her ganske sammen med Burd, s.d. Jf. Tviburar. (G.N. burr, Søn). – burad, adj. drægtig, om en Ko. Bura-ku, f. Ko som gaar med Kalv. Ryf. Burabeist, n. d. samme (Shl.). Her mærkes ogsaa: Burar, pl. Bærende (= Benelde). Tel.

bura (u’), v.n. (ar), brøle, især om Oxer. Søndre Berg. Tel. Heraf Bur, m. Det var slik ein Byl og Bur. Tel.

Burakke, m. = Buhund. (Landst. 797).

Buraak, f. Vei eller Sti, hvor Køerne have sin sædvanlige Gang. Søndre Berg. (Jf. Raak). Hedder ogsaa: Buraas, f. i Nordre Berg. og Sdm. Burekkja, f. Voss. Burekster, m. Jæd. og fl. Ellers: Bustig, Buveg, Feveg, og fl.

Buraas, f. s. forrige.

Burd (u’), m. 1) Bæren, det at noget bliver baaret (af bera). Mest i Sammensætning, som: Framburd, Motburd, Tilburd; Nedburd. Ogsaa om Bevægelse (s. bera), som: Fotburd, Handeburd, Aaraburd. G.N. burdr. – 2) Fødsel. Sjelden, saasom i Kalvsburd. – 3) Foster, især Kalv. (S. Bur). – Udtalt mest alm. Bur (u’), ellers: Bor og (med tykt L) Bol.

Bureip, n. = Budrag, s. Makkeskreid.

Bureising, m. En som bosætter sig, eller er nylig bosat (= Nybøling). Sogn og fl.

Burekster, m. Fægang; s. Buraak.

Burgang, m. Randsagning i Husene (Burene) paa et Sted. “Buurgøng”, Hall.

Burid, f. Fodermangel eller anden Nød for Kreaturene. Nhl.

Burkne, m. Bregne, en vis Planteslægt af Kryptogamerne, især Aspidium. Siredal. Ogsaa: Burkn, Burken. Ved Kristiansand: Burkel, Burk, Bork. I Hardanger: Burtn. Isl. burkni; Sv. bräken. Afvigende: Brom (i Salten), Blom (i B. Stift). Ellers: Telg, Lok, Slok, Buslok, Røte, Grofte, Moldfor, Ormegras.

Burot, f. Bynke, Artemisia vulgaris. Mange St. Ogsaa kaldet: Bugras, Sdm. og fl. Bu, f. i Nordland; Graabu, Ork. Buje,
og Bujerot, Toten. – Formen Bu er formodentlig forkortet. Jf. T. Beifuß, fordum bíbóz.

Bursval, f. Svalgang paa Siden af et “Bur” (Madbod).

burt (u’), adv. 1) bort, hen, afsted. Nogle St. bort. (Sv. bort). Nyere Ord efter G.N. á braut (dvs. paa Veien) som senere gik over til: braut, brott, í brott, í burt. Altsaa ligt med “veg” (vekk), som i nogle Egne bruges oftere end “burt”, i Betydning af Bortgang eller Forsvinden. Jf. av. – 2) hen, over, hen til et Sted (som ikke er langt borte), f. Ex. burt i Veggen; burt paa Brui; burt um Elvi. Mere almindeligt. Især med Begrebet: til en anden Side, og til et Sted som ligger lige høit, saa at man ikke kommer til at sige “upp” eller “ned”. F. Ex. Burt um Fjorden, dvs. til den anden Side af Fjorden. Burt i Dalen: til Dalen paa den anden Side (af Fjeld eller Vand). Burt paa Fjellet: hen paa Fjeldet (i en nogenlunde horizontal Linie). – I nogle Forbindelser (især med “i” og “paa”) bruges ogsaa burt i Stedet for burte (dvs. henne, ovre), f. Ex. burt i Stova (Stovunne): der henne i Stuen; burt paa Haugom: der ude paa Høiene. – Ordet træder i Forbindelse med mangfoldige Participier, f. Ex. burtblaasen (bortblæst); saaledes med: boren, dregen, fallen, faren, flutt, gjeven, havd (dvs. bragt), kallad, kastad, komen, lagd, laten, leigd, lovad, maadd, reken, rømd, seld, sett, slegen, stolen, teken, vend, vikt, og lignende.

burtan, adv. der henne fra, hid, herhen (fra et Sted, som ligger lige over for, eller paa en anden Side); f. Ex. burtan um Fjorden: fra den anden Side af Fjorden. Mest alm. burta; i Hard. og Voss: burtan. Nyere Ord, dannet af ovennævnte burt i Lighed med nedan, utan, innan, og fl. I nogle Egne (Sdm. og fl.) ogsaa brugt som Præposition, f. Ex. “burta Strandenne”, dvs. fra Stranden paa hiin Side; “burta Vikjenne”: fra Vigen o.s.v. – burtan-etter: fra den anden Side hertil. burtan-fyre: længere henne; ogs. hiinsides, paa den anden Side. (I samme Betydn. ogsaa: burtan-paa). burtan til: 1) længere borte, paa hiin Side (Ork. burta-te), 2) hid over, hiinsides fra (Mere almindelig).

burtare, adj. fjernere, som er længere borte. Afvig. bortere, bordre, Østl., og med Omlyd: byrtre, børter, Ork. – Mere alm. er Superl. burtaste: fjernest. (Afvig. bortest). I Ork. byrtest, børtest. Paa Sdm. som adv. byrst; saaledes “byrst burte”, dvs. længst borte, el. ude. Sv. bortest.

burte, adv. 1) borte, ikke tilstede. (Svensk borta). I B. Stift oftere: veg (vekk). – 2) henne, ovre; paa den anden Side. Der beint burte: der lige over for. – Burtevera (e’), f. Udeblivelse, Fraværelse. Hall. (-veru).

Burtferd (fær), f. Bortreise.

Burtgang, m. Bortgang.

burtkastande, adj. som kan kastes bort. Det var ikkje burtkastande, dvs. ikke saa ganske daarligt.

burtlengst, adj. fjernest, som er længst borte. Tel.

Burtn, Bregne; s. Burkne.

Burtsida, f. den bortvendte Side. Østl.

Buru, f. s. Bera og Bora.

Bus (u’), n. Strøelse, Sætersd. Nogle St. Bys (y’). Jf. bysja og Bos.

busa (u’), v.n. (ar), ødsle, sløse med noget. Nordre Berg. Han heve ikkje stort til aa busa med. Jf. basa.

Busalt, n. s. Busleikja.

Busete (e’), m. Indsidder; eenlig Person, som har sin egen Huusholdning i anden Mands Huus. Tel. (I Smaal. Buseter). Ogsaa: en ugift Gaardbruger. Hall.

busetja (seg), v.a. sætte Bo, begynde en Huusholdning. Busetning, f. Bosættelse.

busitjande, adj. bosiddende.

Busk, m. Top, Duft; Frøtop paa Væxter. Orkd. og fl. Jf. Brusk. Ogsaa en liden Klynge af Træer (= Runn). Østl.

Buska (u’), f. 1) et lidet Løvtræ, især Birk; ogsaa en Green med Løv paa. Mange St. – 2) et Riis. Nordl. Sdm. og fl. Faa smaka Buska: faae Pidsk.

Buskap (uu), m. 1) Huusholdning. Bidja til Buskaps: gaae omkring for at bede om Korn til en ny Huusholdning. (Forhen en Skik i visse Egne). Sdm. og fl. – 2) Fæ, Kvæg; Besætning af Kreature paa en Gaard. Alm. (Sv. boskap). Jf. Fenad, Bøling, Andmarke.

buskapa, v.n. (ar), faae sit Huus i Orden, indrette sin Huusholdning, saasom efter en Flytning eller Ombygning. Solør. – Ogsaa det samme som buhaga. Hard.

Busketopp, m. Top paa et Løvtræ.

Buslag, n. Art eller Race af Køer. (Ogs. i Spøg om en Slægt eller Familie).

Busleikja, f. 1) Salt eller Slikke at lokke Køerne med. Gbr. Nogle St. Busalt. – 2) en Plante, Veronica. Stjord.

Buslit (i’), en Forarmelse, stort Tab af Fæ eller andet Gods. Sfj.

busliten (i’), adj. forarmet, som har lidt et stort Tab paa sin Formue. Hard. Shl. Især a) som har mistet sine Kreature. Nhl. b) som har mistet sine Søredskaber. Nordland.

Buslod (oo), f. Spor efter Køer. “Buslo”, Hall. Tel. Ganga i Buslodi: komme bagefter, komme senere saa at man kun faar hvad de andre have levnet.

Buslok (o’), Bregne (= Burkne). Tel. Num. Hall.


Busott (oo), f. Sygdom paa Kreaturene. Gbr. Hadl.

Buss, m. en liden Stump, et kort afskaaret Stykke. Tel. Gbr. Ork. og fl. Ogsaa kaldet Bust (uu), Gbr. Sv. buss. Om en anden Betydning see Bust.

Busse, m. 1) Klods, især om Axelringen (Grotten) i en Kvern. Valders. Paa Helgeland: Buste. – 2) Karl, Person, især Kammerat. Dei ero reint gode Bussar, dvs. Venner, Fortrolige. – 3) Busemand, Skræmsel (?); jf. busseleg, adj. svær, meget stor. Tel. busseganga, v.a. overvælde, overmande. Hall.

Bust (u’), f. 1) Børste, stivt Haar. (Egentl. Burst, jf. Boste). G.N. bust og burst. Sv. borst; T. Borste. Heraf bysta. – 2) Tagryg, Mønning paa et Huus. Nedenæs. (Ogsaa kaldet Buss, m.). G.N. bust, burst. – 3) Kanten paa Skiverne i et “Helleberg”. Østl.

Bustad (uu), m. Bosted, Bopæl.

Buste, = Grotte; s. Busse.