Ivar Aasen Norsk Ordbog


svimrug, adj. svimmel, som lettelig svimler. Tel. og fl. Ogsaa afvig. sumlug, sundlug



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə180/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
#16491
1   ...   176   177   178   179   180   181   182   183   ...   221

svimrug, adj. svimmel, som lettelig svimler. Tel. og fl. Ogsaa afvig. sumlug, sundlug, Rbg. (Andre St. ør, øren).

svimt, adv. raskt, hurtigt, let (= svint). Tel. S. svim.

Svin, n. 1) Sviin (Dyr). G.N. svín. Jf. Gris (tildeels mere brugl.), og særskilt: Galt, Rone; Su, Sugga, Purka. – 2) den nederste Deel af en Mølletragt. Østl. (Formod. af Ligheden med et Svinehoved). Andre Steder kaldet Sko. – 3) en sviinsk og skidden Tingest, om andre Dyr, ogsaa om Mennesker.

svina (ii), v.n. (ar), søle, rode som Sviin. Jf. grisa.

svina (i’), v.n. (ar), svinde ind, falde bort, aftage; især om en Hævelse (ligesom svana). Hard. Sogn, Nfj. Afvig. svena og svæna: sagtnes, stilles (= dvina). Tel. (Vinje). G.N. svina. Jf. Ght. swínan: aftage, hentæres (Weigand 2, 665).

Svinarv, m. Fuglegræs (Alsine). Nordl.

Svinebol (oo), n. Liggested for Sviin. Svinebøle, n. Svinefamilie; et Kuld Grise. B. Stift.

Svinefall, n. et slagtet Sviin. Hall. osv.

Svineferd, f. sviinsk Adfærd.

Svinelag, n. Svinenatur.

Svinerot, f. Galtetand (Stachys palustris). Ellers Svinekjenne, Sdm., Svinekjeld, Sfj.

Svinesmør, s. Smolt.

Svinetang, , n. en Tang-Art som benyttes til Svineføde.

Sving, m. 1) Sving, Omdreining. (Nyere Ord). – 2) Omvei, Omgang; ogsaa: en Udfart, en Spadseregang. – 3) Bue, Bøining, f. Ex. paa en Vei; ogsaa: Snirkel, bueformigt Træk i en Tegning o.s.v.

svinga, v.a. og n. (ar), 1) svinge, dreie omkring. – 2) vende om, dreie tilbage, f. Ex. med et Fartøi, eller et Læs. Ogsaa v.n. tage en Omvei, gjøre en Bøining paa Veien.

Svingerom, n. Rum til at svinge eller vende, f. Ex. med et Fartøi.

svingla, v.n. fortumles, bedøves. Tel. (Landst. 225).

Svining (i’), f. Indsvinden; s. svina.

svinn, adj. 1) smal, smækker, mager. Hard. Nfj. – 2) afholden, smaatærende, som spiser lidet. Jæd. Sfj. Sdm. Helg. Efter en ældre Optegnelse (Jensens Glosebog S. 118) skulde det ogsaa betyde: forsigtig eller “snedig”. (G.N. svinnr: klog). – 3) rask, hurtig (?). I denne Betydning tvivlsomt, da det sædvanlig hedder “svint”. G.N. svinn, om en Elv eller Strøm, kunde maaskee betyde smal (eller sammentrængt), men tillige rask og stærk. Jf. Mht. swinde (rask), Goth. svinþs (stærk), Ang. svið (d. samme).

svinsa, v.n. (ar), vimse, føite omkring. Hedder ogsaa svansa. Jf. svinta.

svinsleg (ii), adj. sviinsk; ureenlig. Nogle St. svinutt; paa Sdm. svinefengen, (svinefingjen).

Svinsokk, Grævling; s. Svintoks.

Svinstryta, f. Knurfisk. Ndm.

Svinsvorta, s. Sysvorta.

Svinsyra, f. Skræppe (Høymola). Solør.

svint, adj. rask, hurtig. Hard. Jæd. Rbg. og fl. (Maaskee for svinn; jf. T. schwind, geschwind). – svint, adv. hurtigt, i en Hast. Jf. svimt.

svinta, v.n. (ar), 1) løbe, trippe, vimse afsted. Jæd. Ryf. og fl. (Jf. snerta). – 2) vifte med noget, svinge, slænge. Sdm. og flere. – 3) v.a. haste, paaskynde. Svinta seg: skynde sig, være rask (svint). Hard. Tel. og fl.

Svintoks (o’), m. Grævling (Meles Taxus). Sæt. Tel. Ved Mandal: Svinsokk. Dette “Toks” maa vistnok være et gammelt Thoks eller Thaks (þax) og saaledes samme Ord som det tydske Dachs. Jf. Nt. Tax, Hundetax og Svinetax. (Schambachs Wörterbuch 227, jf. 323).

Svint-ærend, f. et kort Ærinde (Svinkeærinde). Jæd. og fl. Jf. svinta.

Svip (i’), m. 1) Udseende; visse Træk eller Egenheder, som strax kunne bemærkes ved et flygtigt Øiekast. Hard. Tel. Han heve Svipen av Moderfolket: han har en let bemærkelig Lighed med sin Moders Slætninger. G.N. svipr: Udseende. – 2) Kjendetegn, Præg hvorved noget udmærker sig fra andre Ting; især om visse Egenheder ved en Kunstners Arbeider. Tel. (Jf. sviphag). – 3) Skik, Maneer, Fremgangsmaade; saasom i Arbeide eller Huusholdning. D’er ikkje nokon Svip med det: det har ikke nogen rigtig Art. Tel. Hall. Hedder ogsaa Sveip, m. Tel., og Svim (i’), m. Hall.

svipa (i’), v.n. og a. (ar), 1) svæve hen, ile afsted, haste. Tel. G.N. svipa. Jf. sviva. – 2) have et vist Udseende, gjøre et vist Indtryk ved første Øiekast (s. Svip). Især i Forbind. svipa paa, dvs. ligne, minde om; f. Ex. Ho svipar paa Moder si: hendes Udseende minder om hendes Moder; hun ligner hende. Hard. Rbg. Tel. Hall. og fl. Andre St. sveipa. (Helg.). – 3) give et vist Udseende, tildanne, sætte Skik paa. Svipa til: pudse, pynte, gjøre tækkelig. Hall. Svipa um: røgte, holde i rigtig Orden. Tel. – Endelig kan svipa ogsaa betegne: snerte med en Svøbe (Svipa).

Svipa (i’), f. 1, et Vindpust paa Søen. Sdm.

Svipa (i’), f. 2, Svøbe, Pidsk. Nogle St. Svepa, ogsaa Svepu, Smaal., Svupu, Østerd. G.N. svipa.


svipen (i’), adj. flink, behændig. Tel.

Svipeslag (i’), n. Svøbeslag.

sviphag (i’), adj. kunstfærdig, som gjør smukt Arbeide, eller hvis Arbeide udmærker sig ved første Øiekast (s. Svip). Sæt.

Sviphegd (i’), f. Mesterskab, stor Kunstfærdighed. S. sviphag.

sviplaus (i’), adj. uanseelig, flau, som ikke har rigtig Skik. Hall.

svipleg (i’), adj. anseelig, som tager sig godt ud. Ogsaa om Personer: flink, behændig. Nogle St. sveipleg (sveipeleg). Rbg.

sviplik (i’, ii), adj. noget lignende, som har en flygtig Lighed. (Helst i Fleertal). Tel. og fl. Hedder ogsaa sveiplik, Ndm. Nordl.

Sviptungsoko, s. Sviftunsvoka.

svira, v.n. (ar), svire, søle med Drik. (Nyere Ord). Nt. swiren: sværme. – Svir, m. og Sviring, f. Sviir, Drik. – sviren, adj. tilbøielig til at svire; ogsaa: drukken.

svirla, s. svervla.

svirp, adj. rask, net. Rbg. – svirpa seg: gjøre sig lækker (?). Landst. 725.

Svisvorta, s. Sysvorta.

Svitte (ii), n. en stor Frygt eller Ængstelse. Hall.

Sviv (iæ), n. 1) Svingning, Omdreining; den Hurtighed hvormed noget dreier sig; f. Ex. om en Mølle: Ho heve for litet Sviv, dvs. den gaar for sagte. Rbg. og flere, ogsaa Østl. og Trondh., tildeels udtalt Svev og Svæv. – 2) Omsvæven, Omstreifning (s. sviva); ogsaa en svaiende eller slingrende Bevægelse. G.N. svif. – 3) et uventet Tilfælde, noget som paakommer pludselig, saasom en Svaghed eller Sygdom; ogsaa om Spøgerie eller underlige Syner. Nhl. S. følg.

sviva (ii), v.n. og a. (sviv, sveiv, svivet, i’), 1) svinge, dreie sig, løbe rundt; f. Ex. om et Hjul. Meget brugl. i de sydligste Egne (Jæd. Rbg. Tel. og fl.); jf. tunna, tulla, snu seg. Om Mennesker: sviva seg, dvs. svinge sig rundt, dandse. Jæd. og fl. Ang. svífan (sváf): gaae rundt; Sv. Dial. sviva. Heraf sveiva, Sveiv, Sviv. – 2) glide til Side, skeie ud, drive af fra den rette Linie. Sleden sveiv ut av Vegen. Sogn og fl. Ogsaa om Fartøier. G.N. svífa. – 3) svæve i Luften, flagre, flyve. (T. schweben). Mere alm. saaledes Østl. Hall. Gbr. Nordl. – 4) løbe, flakke, streife omkring; om Dyr og Mennesker. Han er ute og sviv (ude og gaar). Hard. Shl. Ryf. og fl. – 5) paakomme, falde ind; komme pludselig, eller paa en uforklarlig Maade; om Tanker og Fornemmelser. B. Stift. Det sveiv i meg: det faldt mig pludselig ind. Hedder ogsaa: det sveiv meg; saaledes i Nhl. “Da sviv’e meg, at eg skulde gjort da”. Det sviv yver honom: det kommer stundom over ham. “D’æ noke so’ sviv’ yve haanaa”: der er noget besynderligt, som undertiden kommer over ham (saasom en Sygdom eller Sindsforvirring). Sdm. hvor “svive” ellers er lidet bekjendt.

Sviva, f. Svimmel, Ørhed. Tel. Forskjelligt fra Sviva (i’), s. Svivesott.

svivande, adj. svævende; omflakkende.

Svivar, m. 1) en Omflakker. 2) et Slags Dands; Hvirveldands. 3) Flødegrød som flyder i Fedt. Tel.

Sviv-arbeid (i’), n. Arbeider som kræve noget Bevægelse eller Gaaen frem og tilbage. Tel. Modsat “Setuarbeid”.

sviven (ii), adj. svimmel, fortumlet; ogsaa: beruset. Tel.

Svivesott (ii), f. Ringsyge (et Slags Faaresygdom). Ogsaa kaldet Sviva (i’), Svivu. Tel. Andre St. Tullesott, Tunnasykja, Villesykja.

Sviving, f. Svingning; Svæven.

Svivrom (i’), n. Rum til at svinge eller vende sig i; Svaierum.

svivsam (i’), adj. flygtig, ustadig.

svivyrda (ii, y’), v.a. (er, de), beskjæmmet, forhaane, behandle med stor Foragt. Vestenfjelds. I B. Stift svivyrja (-vyr’e, vyrde); s. vyrda. G.N. svívirda. part. svivyrd (y’), altid med tydeligt “d”.

Svivyrda, f. Skam, Beskjæmmelse. Søndre Berg. (Svivyra). G.N. svívirda. Ogsaa om en uforskammet Person.

svivyrdeleg, adj. skammelig, bespottelig; el. meget foragtelig. B. Stift (svivyrleg). – svivyrdelege, adv. skammelig; meget grovt, eller med stor Foragt.

Svoda (o’), f. 1) en Hudskade, et Sted hvor Huden er skadet ved Rivning, eller ogsaa opløben ved Betændelse. Nfj. og fl. Paa Sdm. Svedje (f.). Jf. svada, og G.N. svödusár. – 2) en nøgen Klippegrund, et Sted hvor Klippen er blottet ved Skred eller Afskylling. (Omtrent som Svad). Sæt. Tel. (i Formen Svo’u); Shl. (i Formen Svo’, som ligner Fleertal af Svad). Oprindelig Svada.

Svodd, s. Svell og Svoll.

Svokk, f. Huulning, s. Svekk.

Svol (o’), Svalgang; s. Sval.

Svola (o’), f. en Svale (Fugl). Hedder ellers: Svala (sjelden), Svolu (o’), Tel. og fl. Svolo (oo), Vald., Solo (oo), Namd., Svulu, Ork., og Sulu, Østl. med Hall. og Gbr. G.N. svala, acc. svölu. Jf. Ang. svaleve; Ght. swalawa.

Svoleblom, m. Øientrøst (Urt), Euphrasia. Tel. Derimod “Sulublom”: Ranunkel. Toten.

Svolk (o’), m. en tynd og bøielig Kjæp; en stor Vidie. Smaal. og fl. (Jf. Sveig og Svige). Ogsaa et Slags Vidiekurv, s. Byrdsvolk. Sv. Dial. svolk: Vidie. Jf. Isl. svoli: Træstump.

svolka, v.a. (ar), banke med en Vidiekvist, prygle. Østl.


Svoll, m. Svulst, Hævelse med Afsondring af Voer (i Saar); ogsaa: en Byld, en stor Blegne (= Kaun, Bolde). Hedder paa mange Steder Svull, ogsaa Svell (B. Stift) og i visse Forbindelser Syll (Brøstsyll, Kversyll). G.N. sullr. Af svella, svall. Det sette seg Svoll i Saaret, dvs. det hovnede og afsatte Voer. Draga til Svolls (el. til Svells): trække Voer (om Lægemidler).

Svoll, m. (2), Iis paa Jorden; s. Svell. Svollbrune, s. Svellbrune.

svollen, part. bulnet, hovnet af Svulst; ogsaa opfrossen; s. svella.

Svollfinger, m. bullen Finger.

Svolt, m. Sult, Hunger. Trondh. Ellers mest alm. Svult; sjeldnere Svolte, Nordre Berg., og Sylt, Sdm. G.N. sultr; Sv. svält (i Dial. sult, sylt). Jf. Svelta.

svolten, part. sulten, hungrig. (Til svelta). Nogle St. svulten. Afvig. solten, Tel. Num. G.N. soltinn.

Svon (o’), Svane; s. Svana.

svor, s. sverja. – Svor (o’), s. Svar.

Svor (o’), f. et lidet Jordskred, et Sted hvor Grunden er stribet af Skred. Nfj. Sdm.

Svord, m. Hud, Skind paa Kjød el. Spæk (Fleskesvord); ogsaa om Græsroden eller Græsdækket paa Jorden (Grassvord). Mest alm. udtalt Svor (oo); nogle Steder Svol (med tykt l). G.N. svördr. Sv. svål (i Dial. svärd, sväl). Holl. zwoord, Eng. sward, T. Schwarte.

svoren (o’), part. svoren, besvoren (til sverja). En sjeldnere gammel Form er svaren, i Neutr. svare(t); saaledes paa Sdm. “dæ va svare”: det var svoret, det har har jeg svoret paa. G.N. svarinn.

svorta (oo), v.a. (ar), farve sort, gjennemsværte (Tøi eller Klæder). Hedder ogsaa: sorta, Indh. Isl. sorta. Om en anden Betydning s. sverta.

Svorta (oo), f. 1) sort Farve til Klæder; Sværtevand hvori Tøiet nedlægges. G.N. sorta. Jf. Sverta. – 2) Sværtejord, jernholdig Sumpjord som bruges til Farvestof. B. Stift. Afvig. Surta (Surte), Sæt. Tel. Hall. (Isl. sorta). – 3) et Slags Ænder; Sort-And. Østerd. Jf. ogsaa Sysvorta.

svortebrend, adj. lidt skjæmt eller fordærvet i Sværtningen; om Klæder.

Svortedya, f. Sumpjord, som kan bruges til Sværtning. Nogle St. Svortedepel (e’), m. B. Stift.

Svortemyr, f. Sump som indeholder Sværtejord. Jf. Surtefen, Svartfen.

Svorting, f. Sværtning; Kunsten at farve sort.

svortna, sortne; s. svartna.

svorva, dreie; s. svarva.

Svugu, s. Sviga. – Svull, s. Svoll.

svullbrent, s. svellbrend.

Svult, s. Svolt. – Svulu, s. Svola.

Svupu, s. Svipa.

Svæd, s. Svad. – svægje, s. svelgja.

Svæla, f. 1, Røg, Kvalme, kvalm Luft i et Huus. Shl. G.N. svæla. Jf. Ang. svelan: brænde; Nt. swelen: brænde, ryge.

Svæla, f. 2, en stor Hob eller Masse, en Mangfoldighed. Nhl. Sdm. Jf. Svaal.

svæna, v. indsvinde; s. svina.

Svæng, s. Sveng.

svær, s. sverja. – Svær, s. Sverd.

svær, adj. 1) svær, haard, heftig; f. Ex. om Storm, Kulde, Nød o.s.v. 2) drøi, meget stor; ogsaa: usædvanlig dygtig, for Ex. svær til aa springa. Afvig. fra G.N. svár(r), el. svarr, og Sv. svår. Ogsaa ofte i Formen sværande, vel egentl. trykkende; s. sværa.

sværa, v.a. (er, te), trykke, beklemme, besvære. Ork. “Dæ svære før’ Brøst’e”: det trykker for Brystet. – Sværing, f. Beklemmelse.

Sværleike, m. Drøihed, Storhed.

svært, adv. meget storlig, overmaade. (Meget brugl.). Om et andet svært s. svør.

svæsa, v.a. (er, te), forfriske, oplive. Sdm. “Gaa inn aa svæse se”: gaae ind for at hvile og opvarme sig (efter et Ophold ude i Frost eller Uveir). Andre Steder “væsa seg”. jf. G.N. svás(s): mild, behagelig.

Svæsing, f. Forfriskelse.

svæv, adj. sovende. I visse Forbindelser som lettsvæv, tungsvæv, rangsvæv og fl. Gaar over til svævd, søvd og søft.

svæva, v.a. (er, de), svøndysse, faae til at sove; vugge i Søvn. B. Stift og fl. G.N. svæfa. Af sova, svav (Fl. svaavo). Forekommer ogsaa med Betydning: dræbe (el. omtr. som svima), f. Ex. svæva ein Fisk, dvs. give den et lammende Slag i Hovedet. I Hard. svøva. (Jf. G.N. sœfa: slagte, offre). – Particip svævd: søvndysset.

Svæva, f. Plante hvis Blomster lukke sig om Aftenen: saaledes Høgeurt (Hieracium) og lignende Arter. Sdm. Mere alm. Kveldsvæva og Nattsvæva (om Løvetand). I Sæt. Soveblom (o’); i Ryf. Sauablom, som maaskee er en Afvig. af Solvarblom. (Navnene grunde sig derpaa, at Blomstens Lukning ansees som en Søvn eller Nattehvile).

svævd, s. svæv og svæva.

Svæving, f. Søvndysselse.

svøllug, s. svallug.

svør, adj. ganske fri for noget; ogsaa: aldeles blottet eller lens (= aud, snaud). Nordre Berg. Me er reint svøre fyre det: vi have aldeles intet deraf. Mere brugl. i Neutrum, f. Ex. D’er ikkje reint svørt: det er ikke ganske frit; det kan ikke rigtig negtes. Egentlig: man kan ikke forsværge det. G.N. svœr(r), eller sœr, om Tilfælde hvoraf man med Rette kan sværge; altsaa
af sverja, svor. (Jf. eidsvør, meinsvør). I Nhl. bruges en afvig. Form: svært, for Ex. “da vardt reint svært”. I Fosen hedder det “svart”, men dette synes dog at være et andet Ord; s. svart.

svørte, s. sverta. – svøva, s. svæva.

svøya (svøygde), s. sveigja.

Svøyp, s. Sveip. svøypa, s. sveipa.

Sy, s. Sjo, og Sud.

sy (sya), v.a. (r, dde), sye, sammenføie med Traad; ogsaa v.n. sysle med Søm, gjøre Klæder. Nyere Ord; s. sauma. Sv. sy; Eng. sew, Ang. sivian. – Om et andet “sy” s. syda.

sy (sau), løbe osv. s. sjoda.

Sya, f. Mæslinger (= Krægda, Krilla). Ndm. (Dunkelt).

syd, s. sjoda. – Syd, s. Sud.

syda (yy), v.a. (er, de), bordklæde, dække en Væg med en Fjeleklædning; saaledes ogsaa: panele, dække indentil. Østl. i Formen sy (r, dde). G.N. sýda. Af Sud.

sydd, part. 1) syet; s. sy. (Neutr. sytt). 2) panelet; s. syda. (Neutr. sydt).

syder (y’), eller sydr, adv. syd; egentl. sydligere (af sud). Lyder sædvanlig som “sør” (jf. Sv. söder). – Syderfjording (Sørfjoring), m. Indbygger fra en sydligere Fjord. Syderlending (Sørlænding), m. Sydlænding, eller Indbygger af den søndre Deel af Landet. Syderøying (Sørøying), m. En fra de sydligere Øer. I Stedsnavne høres ogsaa ofte “Sør” i Stedet for det gamle Sudr; saaledes “Sørem” (Sudrheim), “Søreng” (fordum Sudreng). Jf. sydre.

syderleg (sørleg), s. sudleg.

Syding (yy), f. Beklædning med Fjele; Paneling. “Sying”, Østl. (s. syda). Sjeldnere Sydning (Syning). G.N. sýding.

sydra (y’), v.a. (ar), sætte sydligere; især om Vinden: sydra seg, dvs. blive mere sydlig, gaae om til Syd. Brugt i de sydlige Kystegne i Formen “søra”.

sydre (y’), adj. og adv., søndre, sydligere; i Syd. Mest alm. udtalt “søre”, f. Ex. søre Vegen; søre Leidi (modsat nørdre, nøre); ligesaa i Navne som Søre-Lid, Søre-Sande o.s.v. G.N. sydri; Sv. södra. Af sud (ligesom syndre af sunn).

Sydring (Søring), m. 1) En som er kommen søndenfra. – 2) Indbygger af Søndhordland (i Bergens Stift).

Sydro (Sørro), s. Sudsida.

Sye, s. Sylgja. – Syft, s. Suft.

syfta, v.a. 1. (er, e), svinge, ryste, holde i en svaiende eller viftende Bevægelse; ogsaa rense noget ved Rystelse (f. Ex. støvede Klæder); rense Korn ved en let Drøftning, m. m. Trondh. Berg. Jæd. Tel. og flere. Nærmer sig til Eng. sift, Holl. ziften, T. sichten: sigte. Jf. Holl. zift, T. Sieb: et Sold.

syfta, v.a. 2. (ar), rykke sammen, indknibe Kanterne paa et Sel. Sogn, Nordl. og fl. G.N. svipta.

Syfte, n. Svøft, Rykkebaand i et Seil. Nordl. Andre St. Handsyfte. Ogsaa Syfteband, n. G.N. svipting (?).

Syftesoke (o’), s. Sviftunsvoka.

Syfting, f. Rystelse osv. s. syfta, 1.

syg, s. suga. – Sygja, s. Sylgja.

Sygna, f. Kvinde fra Sogn. – Sygner, pl. m. Indbyggere af Sogn (Sognefjord) i Bergens Stift. Hard. (Andre St. Sogningar).

Sying, f. Syen, det Arbeide at sye. Ogsaa for Syding, s.d.

Sykja, f. Syge, Sygdom. Alm. vest og nord i Landet. (Jf. Sjuke). Isl. sýki, f. Ogsaa: en vis Svaghed, Lidenskab eller Uro i Sindet. Af sjuk.

sykjast, v.n. (est, test), 1) blive syg. G.N. sýkjast. Ogsaa: være sygelig, skrante. Trondh. – 2) længes meget, stunde ivrigt efter noget. Østerd. (sykjes).

Sykjing, m. = Sjukling.

sykla, v.n. sagle (= sikla). Tel.

Sykna (y’), f. Søgnedagene i Ugen; Arbeidsdage. Sogn, Hall. Østl. (Andre St. Vyrka, Yrka). Af G.N. sykn, adj. søgn; ogsaa ustraffelig (jf. Goth. svikns: uskyldig). – Syknebunad, m. Hverdagsdragt. Hall. og fl. Syknedag, m. Søgnedag. G.N. sykn dagr; Sv. söckendag.

Syl, m. Syl, Stikkejern. Nogle St. Sydl (yy) el. Syd’el (altsaa et gammel sýll). Sv. syl; Nt. Sule. – Sylhandske, m. Læderhandske for En som syer Skotøi. Sylshol (o’), n. Hul efter en Syl. Sylsodd, m. Sylspids. Sylsstyng, m. Sylstik.

syla, for syvla, see suvla.

syla, ophaspe; s. sula.

Sylgja (y’), f. en Sylle, et Spænde med et rundt Hul i Midten og med en enkelt Torn som er fæstet paa den ene Side af Hullet. Alm. men lyder sædvanlig Sylja (og Sølja); afvig. Sulje, Vald., og Sygje (Sya), Rbg. Tel. G.N. sylgja. (Jf. Ang. sigel: Smykke). – Sylgjelauv, n. Løvværk paa et Spænde. Sylgjetonn, f. (rettere torn, m.), Torn i et Spænde.

sylig, s. suvlug. – Sylkje, s. Silke.

Syll, f. Grundstok; s. Svill. Om et andet Syll s. Svoll.

sylla, v.n. (er, te), lave “Soll” (Brødsuppe), brække Brød i Mælk. Rbg. Tel. og flere. Nogle St. sydde.

Syllmur, s. Svillmur.

Sylt, s. Svolt. – Et andet Sylt (eller Sylte) bruges kun som Stedsnavn og synes at betyde en fugtig Grund nær ved Søen. (I danske Dial. Sylt: lav Flade som tildeels kan oversvømmes).

sylta, v.a. (ar), tilsøle, gjøre fugtig eller smudset. Ryf. Nordl. Ellers ogsaa
om at sylte (Sv. sylta; Holl. zulten).

Sylter (Syltr), f. Gjæller paa en Fisk (= Tokn, Gan). Tel.

Sylv (y’), n. Sølv (Metal). Spor af en ældre Form Silv (Sill, Sell) forekomme ved Trondhjem (Selbu). G.N. silfr; Sv. silfver; T. Silber. – 2) et Smykke af Sølv; saaledes: Fingersylv, Bringesylv, Brudsylv. I Sammensætning lyder Ordet sædvanlig som Syll (y’) og Søll; en ældre Form forekommer i gamle Viser, for Ex. Sylverskaal, eller Sylvarskaal (Tel.). – Hertil: Sylvbelte, n. Bælte som er prydet med Sølvplader. Sylvbolle, m. et lidet Sølvbæger (= Tumling). Vald. sylvbudd, adj. sølvbeslaaet. Tel. sylvhærd (-hært), adj. søvgraa, hvidhaaret. Østerd. Sylvknapp, m. Sølvknap. Sylvpengar, pl. Sølvpenge. Sylvskeid (-skjei), f. Sølvskee. Sylvsmide (ii), n. Arbeider eller Smykker af Sølv. Sylvstaup, n. Sølvbæger. Sylvty, n. Sølvtøi.

sylva, v.a. (ar), forsølve. Lidet brugl. Ellers: sylvslaa, v.a. belægge med Sølv. Particip sylvslegen (-slegjen).

symd, svømmedygtig, s. sumd.

symja (y’), v.n. og a. (sym, sumde, sumt), 1) svømme (= svemja). G.N. symja. Imperf. ogsaa: symde, Sdm., sømt’, Trondh.; i Ork. saam (som nærmest hører til svemja). – 2) v.a. faae til at svømme. Symja Hesten yver Elvi. B. Stift. (Andre Steder synda, sunda, sundrida). Jf. Sum og Sund. – 3) lægge noget i Vand for at prøve dets Vægt. Saaledes paa Sdm. “symje Saakonn”: kaste Sædekorn i Vand for at kunne fraskille det letteste, da nemlig dette flyder ovenpaa.

Symjar, m. en Svømmer.

Symjing, f. Svømning (= Sum).

Sympa, f. Gimmerlam, Hun-Lam.- Nhl. Nogle St. Simpa. Jf. Fiskesympa.

Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   176   177   178   179   180   181   182   183   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2024
rəhbərliyinə müraciət

gir | qeydiyyatdan keç
    Ana səhifə


yükləyin