A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə192/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   188   189   190   191   192   193   194   195   ...   219

Tiksa f. 1) Tævehund. SHelg. Namd. 2) liden Pige. Nhl. NBerg. "Jentetiksa". Jf. Tik. 3) Støtte under Baad = Bikkja. Nordl. 4) Lokkeord til Faar. Gbr. og fl.

Til f. = Skarnfall. Rom. (Ullsaak og fl.). Till Rom. (Eidsvoll). Se Tild A.

"til (i') præp. og adv. til". A. Lyder som præp. i den allerstørste Deel af Landet "te, tee", i Rbg. og VTel. (Mo, Moland, Niss.) "ti"; i en stor Deel af Østl. "tel(l)" (ee#-æi) især naar det er noget betonet. Som adv., hvor det oftest er betonet, har det Udtalen"till", "tell" i noget videre Udstrækning; saaledes endog i Nfj. (Gloppen): "ein teell". "7) med Hensyn til". A. F. Eks.: "Te Foo` tar; ti Foutane", se Fot. "9) om en Tilgriben eller Foretagelse". A. "Vilja, skula, til mæ noko", ville sætte sig i Gang med; "vilja til aa høya". "Han hev vore tee naava o stole", han har været i Færd med at luske og stjæle, været der og stjaalet; Tel. og fl. – "Han æ kje tee, dæm æ tee", han er ikke tilstede (ikke hjemme), de er hjemme; Ndm. NGbr. – "Han blei saa tee seg", han tog sig det saa nær; Tel. (Selljor). – "De æ so ti", det er Tilfældet; Sæt. VTel. "Æ(r) so tee", hvis saa er Tilfældet, dersom; Ryf. Tel. Sæt. Hard.; forkortet: erso, ers, ress osv., se erso. – "Han æ goo te (aa) sjaa, te (aa) kjenne Folk", activ Infinitiv; men "dæ æ lett aa sjaa, han æ lett aa kjenne, der va kje Huus aa faa", passiv Infinitiv; Agder, Tel. Gbr. Østerd. Østl. – "Hainn vil, ska(r), kainn, maa, Kyyt, faar til-om-aa slaa, binde", han vil sætte sig i Gang (Arbeide) med at osv. Østerd. "Ta til-om", Østerd. Endog: "Han vil til-om-'n att"; Østerd. Meddeelt. – I Sammenss. med adv. forekommer i SætBV. et -te uden Betoning og Betydning: "inn-te, ei-te, nie-te, upp-te, häim-te" = inn, i, osv. "Slaa eite! Skjænk eite!" "Turke uppte meine Taarir". "Til" lyder "ti" her.

til-bræsa adj. udmaiet. Tel. Sæt.

"Tilburd m." A. Hændelse; især: mærkelig Begivenhed, stor (undgaaet) Fare. Sfj.; Ndm. Ork. og Romsd.: Teeboor; Nfj. (Honndal): Teebuur. Til "bera til". Sv. Dial. tebäranne d. s.

tilburdsam adj. farefuld. Ndm.: teeboor-.

Tilbæra (ii) f. Ko som kælver tidligt i Aaret. Den er "tilbærd", adj. Voss.

"til dess" A. "tess de", indtil det at; VTel. Ogsaa: tiss; VAgder. "Han æ kje noke tiss". Og: "D’æ kje noke tiss mæ'an", han duer ikke; Hard. Voss, Sogn; dette sidste maaske "tids", tídis ("bevendt"). – tessæil(d)' = dihelder, se d. NGbr. (Lom, Vaagaa), Vald. Og: te-hæilst', Vaagaa.

tildrivande adj. beslutsom, foretagsom. Ndm.: teedriivann. Til driva til.

tildra v. "tildre seg fram", gaa raskt paa Taaspids. Tel. (Høyd.). Jf. tilla, tiltra.

"Tile (i') n. Gulv". A. Tøle Nfj. (Eid, Gloppen, Innvik). Teel Ndm. (Tingvoll).

Tilestol se Stol.

Tilfar n. Samlingen af alle "Tiljerne" i Baad. Shl. G. N. Þilfar.

Tilfare m. "Tiljer" + Tofter i Baad. Ryf.

"tilfaren adj." A. "Aokrn æ teefaren skjota".

tilfengen adj. istandbragt. Voss: tee-.

tilferd adj. gjort færdig, istandsat; af "ferda til". Ryf. Jæd. Tel. og fl.. teefærd.

tilfiken adj. livligt imødekommende, meget tjenstagtig; redebon. Voss: teefytkjen.

tilfjuken adj. = tilfiken, fjuken. Sogn: teefjuukjen.

"tilfreds adj." A. tefryss Tel. (Kvitseid), Li (Fjotland); tefrøss Tel. (Selljor).

Tilgjerd f. 1) Gjerning hvorved man forskylder noget; Skyld. Voss (Eks.). "Eg väit kje um nokæ Tigjær (Tee-?) eg väit kje eg he gjoort deg noko ti (tee?)". 2) Kunstlethed, Tilgjorthed, Affectation; Anstaltmageri. Voss (Eks.) G. N. tilgerd.

Tilgjersl f. at man sætter Eg i et skjærende Redskab. VTel. (Vinje): Tee-.

Tilgjersla f. 1) = Tilgjerd 2). Hard. Sogn. 2) = Herming. Sogn.

Tilhall n. Leilighed til at gjøre noget idet den sædvanlige Hindring i Øieblikket er borte. Solør. Meddeelt.

"tilja v. a." A. Vestfold. "Tilja en Baas".

Tilk m. liden "Holk" til vaade Ting. Dal.

tilkjennug adj. fordringsfuld. NGbr. (Lom, Vaagaa): teekjæinnog; Vaagaa ogsaa: tæillkjæinnog.

"tilla v." A. Voss. "Sväitten tidla".

tilla v. (ar), = tilta, dilta. Sogn (Aurl.).

Til-laga f. Efterbryg = Spissøl. Sæt.

tillebogjen (o') adj. bøiet som en "Tilla" (Tindla); hjulbenet. Voss (Eks.).

Til-legg n. Bevilgning, særlig Pension; af leggja til ): bevilge. Gbr. (Skaabu). – Tilleggskorn n. Korn som udredes ifølge Fattigloven. Tel. "Teeleggskonn".

Tillynne n. = Lunnende. Sfj. (Kvinn, I- og YDale). Tillynsle f. d. s. Sfj. – Teellunner (u#-y), Leilighed især til at faa eller give af noget; Beleilighed. Odal, Solør, Vinger.

til liks adv. lige; i samme Grad. Ma. Sæt.
Ryf. Voss. "Hestane ville kji drage ti leiks", Sæt. "Deela te liiks", Ryf. "Te liiks høgt", lige høit. "Trodl´e naodde teliiks mæ Huuso", jævnhøit med; Voss.

Tilnad m. 1) Trivelse. ISogn (Aurland). "Dessa Bäist´i ha goue Tilna". Til tilast. 2) Livsmod, Livslyst; Mod paa, Lyst paa; Dragelse. ISogn, Sfj. (Holmedal, Kinn). "Ee ha kje noken Tilna te gjera noke no, da gaor mee so imout". "Eg ha kje noken Tilna te gaa dar"; Sfj. Til tilast, tila 1.

"Tilnemne n." A. Teenevne Shl. (Etne).

tilrennen adj. ubeskeden; næsviis. Sogn: tee-.

Tilrensl n. Tilløb. NGbr.: Teeræinnsl.

Tilræde n." A. Tilræ'i, -ee Sæt. NVTel. Ryf. Teeræ(e) Tel. Hard. Sfj.

tilræden adj. rask til at tage fat, ráda til; resolut. Shl. Sogn. "Han vil kje gjedna arbeia, men naar ein vil galnast mæ 'an, daa æ han tilræ'en". teeræ'en, Hard. "Uksen æ t. te springa pao".

?tilrød adj. villig til at snakke med En, imødekommende. Tel. (Mol.). "Ho va so tirø mæ'o".

tilrøkjen adj. 1) meget om sig, noget nærig = røkjen. Nfj.: tee-. 2) som vil undersøge og prøve alt. Sfj. Til røkja.

Tilsaanad m. Tilsaaning. Ndm. (Ædøy). "D'æ bær' Teesaanna", det er bare et Løfte, en Forsmag.

tilsjaa-ande part. act. som seer til. "Da døm vart tee'sjaan", da de kom til at see efter. NGbr. (Vaagaa).

Tilsjaanad m. Tilsyn. Sogn: Teesjaona.

Tilslag n. at man slaar til; Beslutsomhed; omtr. = Tilræde. Voss. "Da æ Teeslag i hono".

tilsnedd adj. pyntet. Jæd. Til snedda.

tilsnota (oo) adj. opstudset, pyntet. Røldal.

tilspennes adv. = andføtte. Stjør. og fl.

tilstedja, teestee se stedja.

tilstundande adj. som man har i Vente, har at glæde sig til. Sogn, Voss. "Han ha stour' Arv teestundande". Se stunda.

Tilstydnad m. = Studnad. Sogn (Leikang).

"Tilsyn f. (n.) Tilsyn". A. "Da va kje hass Teesøyn at de gikk so gott", det skyldtes ikke hans Omsorg, var ikke hans Fortjeneste. ISogn. 2) givet el. paasat Mærke; Anviisning. Sæt.

Tilsyning f. Anviisning = Tilsyn 2). Sæt.

"tilta v." A. 2) gaa let og lidt gyngende; om Hunde, Folk, sjeldnere Heste. Hard. Voss, Sogn, Hall.

Tiltalsmann m. Frierens Talsmand = Bidlemann. – Tiltalsøl n. = Bidlestemna. Ndm. (Tingvoll): Tee-.

tiltespringa v. trave "tiltande". Sogn, Voss.

Tiltr(a) f. = Stiltra. Ndm. (Surndal).

tiltra v. n. og a. gaa (passere) med yderlig Forsigtighed, jf. foreg., stiltra. Salten. "Æg tiltra Stooraaga idag". "Iis´n æ tiltran".

tiltreiv adj. 1) driftig; med Tilgreb (Initiativ). NGbr.: illtræiv, Vaagaa; tee-, Lesja. 2) nem at gribe til = tiltøkleg, tiltøkjen. NGbr. (Lesja).

tiltreiven adj. tilgjængelig osv. = tiltreiv 2), tiltøk. Shl. og Hard.: teetrøyven. "Han æ so teetrøyven aa ga inn tee".

tiltrivelig adj. = tiltreiven. Sogn: tee-.

tiltriven adj. = tiltreiven. NGbr. (Lesja): teetreeven.

tiltroka (o') adj. fasttrampet, tiltrampet; til troka. Hall. og Vald.: teetrøka (#-aa); Østerd. SGbr. Hedm. Rom. Smaal. Solør, Follo: teltraakaa. "Væg´n æ teetrøka mæ Truuga"; Vald. – Men: "Golve ær teltrokka (aa#-ö)", er tilsølet ved mange Fodtrin. Rom. og fl. Til: trokke, trakka.

"tiltøkjeleg adj. tilgjængelig osv." A. Røldal: tiltøkjelig; Sogn, Hard. Shl. Ma. (Aaser.): tee-. – teetøkle 1) d. s. Trondh. Sogn. 2) behagelig at tage fat paa, tiltalende. ISogn. "Da Arbäie æ kje viiare teetøkle aa ta tee mæ". – G. N. tiltœkiligr hensigtsmæssig.

tiltøkjen adj. 1) rask til at tage fat, omtr. = tilræden, tiltreiv. Shl. Sogn, Sfj. 2, a) = tiltøk(je)leg. Agder, Dal. Sogn, Sfj. "D'æ so gildt o saa Næpur, dei æ so ti(l)tøkne"; Rbg. "D'æ so teetøkje o ha Eple", VAgder osv. b) imødekommende, bekvem at ty til. Sæt. Rbg. Dal. "Han æ so tiltøkjen o' greisame, so grei´e o gangge ti", Sæt. Rbg. "Dei va so tiltøkne Friiarn", Sæt. Evje og fl. "Han va saa iløkjen i 'an o tiltøkjen 'an"; Evje. tiltødjen Dal.

Tilvik (i') n. Foranledning; medvirkende Aarsag. Sfj. (Askvoll), Nfj. (Innvik). "Eg veit kje Tilvik te da", ikke ringeste Aarsag. G. N. tilvik ledsagende Omstændighed.

Tilviksla f. Haandsrækning, Villighed. Hard. (Ullsv. Ulvik): Tee-.

tilvinn adj. som er tidligt paa Færde; tidligt virksom eller skikket til Behandling el. Brug; om Person, Gaard, Grøde og dl. Follo (Fraun), Smaal. (Eidsberg, Borge). "Du æ tiilvinnt idag". "Tiilvinne (og tiilvinte) Poteter".

"Tim (i') m." A. 3) svagt Spor af, Antydning. Nfj. (Stryn, Honndal). "D'æ Teem´e (Tim´e?) te di".

"tima (ii) v. n. 2, nænne". A. SBerg. NBerg. Ndm. Oslo. Og: tima seg, Ma. Sæt. Totn. "Han kunne kje tiima seg te dæ". Og: timast, Berg. Oslo. "Han tiims itte ita se mætt"; Oslo.

tima (ii) v. a. (er, de; og a), 1) nage, gnave, fortære langsomt; gaa ad En; plage. Ryf. (Suldal, Sand, Nærstrand). "D'æ noke saa tiimer 'an". "Kva æ dæ saa tiimer deg?" "Eg truur Fa`nn tiimer deg!" "Kulen tiimer burt Aagrn". "Lus´o tiimer Kræture". 2) forestaa, være i
Vente, vente. Hard. (Røldal, Kvamm). "D'æ tiimer deg einkvart, dæ tiimer deg ei Ulykka". Sjelden Brug. G. N. tíma vederfares.

timast (ii) v. n. (est, dest, st), hentæres. Ryf. (Sul. Nærstr.). Mest: "tiimast burt, ihel".

timen (ii) adj. karrig. Ndm.

"Timbra f." A. 2) Tømmerflaade. Hall.

Timbrbrot (o') n. Brækstang til at flytte Tømmer med. Hall. (Gol): Timrebrøt.

Timbrgota (o') f. Rendebane for T. Sogn.

Timbrløyft f. og -løypa f. d. s. Sogn.

Timbrreid n. Skagler og Hammel til at fremkjøre Tømmer. Tel.: Timrei (Teem-).

Timbrrenna f. og -rensl f. = -løypa. Hall.

Timbrskot (o') n. = -løypa. Søndenfjelds.

Timbrsleppa f. d. s. Vald.

Timbrsloda (oo) f. Række af slæbte Tømmerstokke; se Sloda.

"Tin (i') n." A. Teen VAgder. – Tinbræsa se Bræsa. – Tingran f. seentvoksende lysbarket Gran. Ma.: Teengraan.

"tina (i') v. a. 2, afhase". A. Hard. Rbg. tina seg, falde ud af sit Hylle. Tel. (Bø), Ma. (Øvrebø). "Net´a teenar seg". "Konn´e, Ned´an, Löu´e teene seg".

tina (i') v. a. 3, lette lidt op fra Grunden, rokke. Tel. (Morgedal, Høydalsmo). "Eg kann kje tina de av Flekkjn". Jf. nita.

tina seg (i') v. (ar), = skivja seg; om Fisk. Nfj. (Selja).

"tina (ii) v. a. 2)". A. Jæd. Tel. Hall.

Tina (ii) f. = Drose (Korn). Selbu: Tiin(e).

"Tinar (i') m." A. Tinor Rbg. (Aamlid); Teenor Tel. (Bø, Laardal), Vald.; Tæn(n)aar, Tænoor Ndm.; Taanaar Fosn, Østerd.; Toonoor, Tunur Gul. Selbu, Innh. (Beitstad); Tinall, Teeadl Ryf.; Tinale (og Tee-) Sæt.; Tinol(e) Rbg. (Aamlid), Tel. (Kvits.); Teen(n)ool Tel. (Sell. Tre.), Hall.: især om haard tæt Granved; Tæn(n)al Oslo; Teinal Smal.; Tøn(n)øl Rom. – "Teenor æ saa skøyr at'n spruutar, men naar 'n bli baka æ'n mjukar hæll a`nn Vee"; Tel. (Bø). I Ndm. siges, vel derfor, "Tæn(n)aar" at være seigt og bøieligt Ved paa Træets Veirside. Teenar (kort ee) bruges i NGbr. til Bøile el. Bue, "Brand", i "Arbyst": Teenar-Brand. – Teenorkvist m. liden haard Kvist. Tel. – Teen(n)oolgrøn f. Gran med haardt tæt Ved. Hall. Tønnølgraan Rom. "Tælnagran". Odal.

Tind f. Mellemgulv (= Tinder A.). Nfj. (Breimn, Stryn), Sfj. (Førde). – Tindhogg n. omtr. = Livrehogg. Nfj. Sfj. Tildeels: Teenhogg.

Tindaure m. Hundesteile. Ndm.: Tinn-.

Tinde m. 1) Torn, Tand = Tind; i Rive, Vævkam osv. Hall. Shl. Jæd. 2) Spids, Kile osv. i "Engtinde, Skogatinge, Bjørkatinde". Sfj. Nhl. Shl. og fl. Og: "Engtind".

"Tindla f." A. Tinla Nhl. Shl.; Tilna Nhl. Røldal (paa Kjerre, "Dilla" paa Slæde); Tilla Nhl.

"tindra v. gnistre". A. Hard. Shl. Ryf. Ma. Sæt. Romsd. tintra Sogn, Hall. Ndm. Romsd. 2) om spruttende Smerter. Follo. "De mørra aa tindra aa tuttra saa rart i Footn, han saav". – "tintren adj." A. Sogn, Hall. Nedre Tel.

tindrande adj. og adv. gnistrende osv. = tandrande. "Han sprang so tindrandes Eld"; Romsd. "Tindrande kaldt; han blees so tindrande(s)"; Shl. "Tindrande voond´e (sinna)"; Hard. Ryf. Sæt. Smaal. Ma. (-nse).

tindrøygd adj. = tirøygd. Ma. (Aaserall).

"Ting n." A. Om Hestemarked: "Snartemo-Ting, Honnes- Ting". Agder. G. N. Þing Sammenkomst.

"Ting m." A. Fl. Tinga Stjør."Noko Tingg" n. noget Ting. Sæt.

ting conj. hvis, dersom. Sfj. (Vevring). "Du kann gjere da, tingg du so fyrefinne", hvis du saa synes. "Tingg da æ so, so osv.". Maaske forkortet af noget som: Æ(r) da dan Tingg at. (Eller: tinga dvs. beting(et)).

"tinga v." A. "tinga seg", fæste sig. Voss.

tingjeleg? adj. liden, let og net. Nordl. (Ranen og fl.). "Tinnele Jænte, Baat, Øks". (Jodholdigt nn). El. til Tinna, Flint?

Tingl n. liden Bjælde med svag lys Lyd. V- og ØTel. Vestfold (Hov). Tingla f. d. s. Vestf. (Sandsvær). Tinglebjølla f. d. s. Tel. – tingla v. klinge med svag lys Lyd. Tel.

tingla v. n. hjælpe sig til Nød = tigla. Helg.

tiningast v. n. (ast), slippe Has, om fuldmoden Nød, "Tining". Ndm.: tee-.

tini se Tidend.

Tinkla f. mat liden Bjælde = Tikla. Hard. Gbr. Hall. Tinklebjølla f. d. s . Hall.: -bjællæ. Tinkling f. mat og tynd Bjældeklang. – Tinkleljod Hard. "Tinklejou i Klokko". – tinkla v. se stinkla.

tinla v. a. = tenla 1) og 2). Shl. Særlig: "tinla Gadn", samle Fiskergarnet i Vandet til en Bundt, idet man søger efter og renser det for Fisk osv. Shl. (Fitja).

Tinlamaala se Tenel.

Tint f. ganske liden Flaske (flacon), Medicinflaske. Hall. NGbr.

Tinta f. = Tint m. (og f. Hall.) 1). Vald. – Tintel m. d. s. Nhl. (Hosang). "Tinnils" n. d. s. Vald. – tintren se tindra.

Tinunge (i') m. Hasselnød som har begyndt at spire men endnu er spiselig. Ryf. og Dal.: Teenoongje. I Dal. kun i: "tiiog saa ein T.". Jf. Tining, Teinung.

"tipla (i') v." A. Tel. 2) afpresse draabeviis. Sogn. Se tippa.

Tipla f. Ko som næsten ikke malker. NTel.

Tipleband n. et Slags Haarbaand. Sæt.

tiplemolka v. malke draabeviis; malke med
to Fingre, omtrent = stripla )( nevamolka. VTel.: -mookke.

"tippa v. n. 1)". A. Tel. "Gras´i tippar upp". – "2) dryppe tidt". A. Tel. "tippe" er dryppe ned paa noget fast, mens "tiple" er dryppe ned i noget vaadt. Tel.

tippande adv. "t. raud", blodrød. Voss.

Tippr-taa f." Paa Teeppr-tæn", paa Taaspidserne. Helg. Jf. Eng. on tip-toe. Ogsaa paa "Tiller-taa"? Ranen.

Tir (i') n. 1) liden aabning hvorigjennem det lyser svagt, som udenfra ind igjennem et Hul til Kjælder. ISogn. 2) liden svag Tingest, som der synes netop saavidt at være Livsgnist i. Shl. Sjelden. Tirr n. d. s. især om lidet Lam. Sfj. (YDale og fl). Til tira, tiira. Jf. Tiir, Teer; Tirla; D. Dial. (Halland) tir. Sml. Torl.

"Tir (ii) m. 3) Lysning". A. Om en svag Lysning fra et enkelt Punkt, som en Lysprik. Hard. Shl. Sogn.

tira (i') v. n. (ar), lyse svagt som fra lysende Prik. Nhl. (Eks.). "Da æ nett so viitt da tira itte Skoogamerkje i Bjørkjene".

"tira (ii) v. n. (er, de), 1) stirre".- A. Tel. 4) lyse svagt fra en svag Brand. Sogn, Shl. Hard. Ryf. "Da æ nett so mykje da tiire, nett so mykje da live". "Tiira aa brenna". – Sv. Dial. tira dvs. plira.

tira (ii) v. n. (er, de), 2, rinde med en tynd, dog sammenhængende, Straale (Streng). Ryf. (Vass, Nærstrand, Suldal og fl.). "Dæ tiirer Vatn opp igjænom Sprokkedne i Iis´n". "Da tiira aa renne"; ISogn. Maaske eet med foreg. Sv. Dial. tira, tirka: rinna helt sakta.

Tira (ii) f. fiin spinkel Skabning. NVTel. (Vinje, Rauland). Særlig: frempippende Spire af Græs, Korn. Tel. Mest brugt i Fl.: Tiirur.

tirande (ii) adv. 1) tindrende. Nhl. og fl. "T. kviitt, gult". 2) netop synligt (frempippende, kigende, plirende). "Tiirande leite", bitte lidet; Hard. "T. grann", yderlig fiin, tynd. Sogn, Voss, NVTel. Nfj. Østerd. (ee). "Du spinne so t. grannt". Jf. titrande, tærande.

Tir-auga (ii) n. klart tindrende Øie. Ned.

tiraa, tiraadig, tiraaen se tid-.

tireleg adj. 1) spæd og fiin. VTel. (Vinje, Rauland, Moland). "Tirelegt Baan, Tree, Eplegras, Konn, Mæli". "T. Vierbuske". 2) fiint og smagfuldt men spædt udført. "Tirelegt Arbei". tirelegt, -e adv. "Tirelege o feent gjoort". Jf. teereleg, tæreleg, tærug, Isl. tærr: klar; Tir, Teer osv.

tiren (ii) adj. 1) tindrende; livlig. Shl. Ryf. "Badne æ tiire i Öuedne". 2) spæd og svag. ISogn (Lærdal).

"Tiritunga f." A. Teeritung og Teelitung Namd.; Tirtom Nhl. (Sund).

Tirka f. Top, Spids, Fiinhed eller dl.? Jæd. (Time, Haa). "Hu hadde stellt dæ saa reint paa Teerko", saa overordentlig smagfuldt, stilfuldt.

Tirla f. liden tynd svag Figur. Nfj. Sfj. YSogn (Hyllest.). "Ei Kvennetirle", tyndslidt Kværn.

tirla v. n. blæse svagt, lufte, vifte. Ryf.

Tirli n. Saft(?) af "Tirlitunga". Tirlidropar m.pl. = Dropar mæ Tirli i, = Runedropar; Elskovsdrik. Sæt. (Valle, Hylestad).

Tirp (i') m. Knort = Knurp. Sogn.

tirra (i') v. n. (ar), trippe raskt afsted = terra. Sogn, Voss, Sæt. "Griis´n tirra(r) aa renn´e", "t. i Veg". "Hest´n tirrar o springg´e". "Kvennei sveiv´e so de tirrar".

Tirra (i') f. Djervhed, Dristighed, Mod; Tilgreb. Sfj. (Y- og IDale). "Da skulde Tirra tee ta i noke so ufjelgt".

tirren (i') adj. livlig = tiren. Shl.

tirrespringa v. n. løbe som en Griis. Sogn.

tirrig adj. 1) djerv, dristig, rask. Sfj. 2) se terig.

"tir-øygd adj." A. Nfj. VTel. YSogn.

Tis (i') n. Sladder, Fislen. Nfj. Og: Tees.

tisinna, tisint se tidsinna.

tiska v. n. (ar), 1) rasle sagte med tynd Lyd. Nhl. Hard. (Jondal, Odda, Røldal). "Tiska aa taava". 2) hviske. Hard. Rom. (Eidsvoll). Se flg. tisla, tusla.

Tisl (ii) n. Krat. Rbg. "Bjørket.". Se Tusl.

tisla v. n. hvisle sagte; hviske, især: fisle. Ryf. Dal. (Sokndal), Berg. Altid: (sl).

tisla? v. a. (ar), plukke bladviis. Selbu: "tihle Lov".

tisla eller titla v. impers. om Vand som siver op igjennem Snee paa Iis i mildt Veir. Jf. tista, titra, G. T. diezen risle.

Tispa f. liden letfodet Pige. VTel. Jf. Tik.

tispla v. a. rive op i Strimler. Tel. (Tinn, Rauland). "Ei soondtispla Book".

tiss interj. som skal udtrykke Velvære, Behag (Beundring?). Hard. "Aa, tiss, kor varmt d'æ!" "D'æ tissande (adv.) varmt".

tissevidl, Tissevidla se titevill.

tista (ii) v. impers. (ar), danne Iislag ovenpaa ældre Iis, om Vand. VAgder, Rbg. "Dæ he tiista upp saa i Bakkjen at der æ'kje gaaan(d)e". "Dæ tiista upp unne Spring´e". Jf. tisla; tista A.

Tiste (ii) m. nyt Iislag ovenpaa ældre. Ryf. (Hjelmel. Suldal). Tistar m. d. s. Ryf. (Sausokn).

"Tistel (ii) m." A. Tistile Rbg. VTel. Tysjul Rom. (Nes, Nedal, Sørum).

tisten (ii) adj. om Iis dækket af "Tiste".

Tistn (ii) f. Trevle af Hud eller Sene, omtrent = Tist. Fosn (Stadsbygd).

Tistra (ii) f. spæd svag Ting (Plante). Tel.

tistren (ii) adj. tynd og svag, af Vækst. Vald.

tistrleg (ii) adj. lig en "Tistra", = tistren. Tel. (Vinje, Raul. Kv. Sell.), Shl. "Aakrn, Tree´ee æ tiistrelege" (V. R.) og "tiistrlege"
(Kv. Sell. Shl.). – tistrutt adj. d. s. Vestfold. Jf. Tist(n).

Tit (i') m. svag og smaatærende Person. SGbr. (Øyer): Teet. Maaske eet med flg.

"Tiit m. Smaafugl". A. Nfj. Nordl. Tjeet Stjør. Jf. Tertit, -tyt.

"Tita f. 1) liden Fugl". A. Sdm. (Øyrskog). Teete Vestfold (Sandsvær og fl.). 4) bitte liden Tingest; saaledes: liden Kartoffel, Shl. Ryf.; liden Nød, Shl. Hard.; mindste Kugle i Spil, Nhl. (Ask, Aarstad); liden Nøddekjerne (Hard.) som deles i to Halvdele, der spises af to Personer, som siden, til en aftalt Tid, forekommer hverandre i at sige "Tiito mii!" "Han hev vunne Tiito"; Hard. – Ti-te se Tid.

titebeina adj. smalbenet som en Tit.

"titevill adj." A. Nfj. YSogn; tildeels: tee-. tissevidl Shl. – "Titevilla f. Vægelsind". A. Nfj.; YSogn og Sfj. tildeels: Tee-. 2) Befippethed, vimsende Raadløshed; ogsaa: Forvirring, Røre, Spektakel. Hard.: Tytuvidla; Voss: Tøtuvidla; Shl.: Tissevidla. "Her vart ei heil´e T.". 3) vægelsindet Person; befippet (forfjamsa) Kvindfolk. YSogn og fl.

"titra (i') v. n. skjælve". A. Nfj. Sfj. Shl. Bamle, Vestfold, Odal, Solør, Smaal. Rom. "Han fraus so han tittra". "Maale hass tittra"; "han blei saa gla, han tittra"; Bamle, Odal osv. 2) give sittrende Lys; om Stjerner, Sneekrystaller osv. Tel.; Jæd.: dd. "Sool´ee tittrar paa Veggjn".


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   188   189   190   191   192   193   194   195   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə