A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona


Gyhaar n. en tyndgrenet Art af Sø-Tang. Ma. Af Gygr? Jf. Isl. gygjar-söl, enslags Tang. Gyksa



Yüklə 18,32 Mb.
səhifə67/219
tarix04.05.2017
ölçüsü18,32 Mb.
1   ...   63   64   65   66   67   68   69   70   ...   219

Gyhaar n. en tyndgrenet Art af Sø-Tang. Ma. Af Gygr? Jf. Isl. gygjar-söl, enslags Tang.

Gyksa og Gjuksa f. Bjergkløft. Sogn.

Gyldra f. en meget trang og yderst utilgjængelig Bjergkløft fuld af Huller og Stene. Jf. Gil. Nhl. (Eksingadal). Se A.

gylla v.n. (ar) lure: om Dyr og Mennesker. Vesteraalen, Lof. Salten, Helg. "Æg gaar aa gylla paa (ette) dæ". "Maasen sit aa gylla ette(r) Fisk". Jf. gildra, gilla.

"gylla v.n. (er, te) straale osv." A. Særlig om klart Solskin paa Bjergsiderne ved Solnedgang. Østl. (Hadeland, Vestfold og fl.).

Gylpa f. Masse, Røre. Sogn. Jf. Gylta.

gylstre v., Gylstre f. se gjølstra.

Gylta f. 1) So = Su, Purka. Smaal. (Rakkestad, Raade, Rygge), Vestfold (Lier), Strinda, Ork. Ndm. Se A. G. N. gylta. Gyltgris m. Hungris. Ork. Ndm. "Vombgylta, Solgylta". "2) Kjelke = Krubba". A. Ndm. STrondh. (Uppdal). Ogsaa: "Fjölgylt', Fjölgunill". – Gyltre f. d. s. Romsd.

Gylta f. Masse = Smelta, Gylpa. "Heila Gyltao". Sogn (Fejjos og fl.).

"gylta v. 2) skryde". A. Stjør. STrondh. (Tydal og fl.). 3) "gylt(a) me(d)", snakke efter = sanna med. Strinda, Stjør.

Gyltgris m. Hungris, se Gylta.

gyltra v.n. 1) smaahoste. Ma. (Bjelland). kyltra, kjøltra d. s. Shl. Ryf. 2) = gylta, skrona. Romsd. STrondh. – Gyltrar m. og Gyltremakar m. = Skronemakar. Romsd. og STrondh.

Gyltra f. 1) = Skrona. Romsd. 2) se Gylta.

Gylve n. 1) smal, i Enderne aaben, Gang; f. Eks. mellem Fæhus og Lade hvor de er under eet Tag, mellem store Stene osv. Ryf. (Vass), Hard. 2) Afdeling ved (mellem) lodrette Vægge inden i et Rum som er helt eller delvis indesluttet; saaledes i Skab, Kiste, Kornkasse, Skuffe, Portemonnaie. Hard. Shl. Gyvle d. s. Voss, Nhl. (Sammang, Eksing). "Tomagylve", i Brysthulheden. Maaske til Golv n. (Avgolv) som har lignende Bett. Maaske for "Gjevle" til Gavl, Gavle. Jf. Gjølming, Gimling.

"gyna v.n. (er, te) skotte". A. STrondh. Ndm. Ogsaa: gyngn(e), lure; om Kat. Helg. Østerd. – gynndreien se gjenomdregen.

Gynstr, gynstre, se Gjønstr.

gynta v.n. = furta; mest om Børn. STrondh. (Strinda, Bynes). – Gynt m. En som gyntar. ("Per Gynt"). – gynteleg adj. = furten; prippen. STrondh. – gyntlgod adj. prippen, let stødt, sær; = amper, furten. Strinda, Innh. Salten og fl.; gyntrgod, d. s. Vesteraalen. Ogsaa: "kyntlgod" og "tyntlgod", Nordl.; "dyntlgod", Berg. se dynta, denta, Peer Dent. I Sv. Diall. (Skåne): gynkelgo, indbildsk.

Gypsa f. se Gufsa. gypsa v. = gufsa 2).

"gyrda (y') v.a. (er, de) omgjorde". A. jyyra, Rog. Li.; juura, Li. Ma.; gira, Dal. (Sokndal som Geir dvs. Gøyr; sjelden). Undertiden: juura (ar). 2) "han gyre te uti Hava" der danner sig (snoer sig ihob) Skymasser, Skytaarne. YSdm. 3) prygle, banke; eg. spøgende: baande, bringe i Orden igjen, pynte; ligesom: bande upp attr, skjepte, jenka, fjadda, ferma, hamska og fl. Alm. kjendt i Formen jula (A.), som fra det toneangivende Østland er udbredt over Landet, men samtidigt ogsaa brugt i disse mere hjemlige Former: gyra og "gyra upp atte". Nhl. Sogn ("eg ska gyra deg"), juure, "juure upp" og "juure inn", Tel. – sammesteds: juure (inn, upp) ein Kopp" – juule, Hall. og m. fl. – "juule ei Bytte; rundjuule ein".

"Gyrda f. 1) Gjord, Baand". A. Ogsaa Livgjord, Bælte. Tel.: Juure. "2) Mælkekar". A. Gyyra (og Gira?), Dal. (Sokndal); Juura, Dal. (Hæskestad), Li.

Gyrde n. Materiale til Omgjordning. Tel. (Vinje) og Sæt.: Juuri; Tel. (Tinn): Juule.

gyrdelaus adj. 1) uden Gjorder. Sogn (Vik): jyrelæuse. Sæt. og Tel.: juurelause. 2) som ikke paalægger sig nogen Baand; løssluppen, kaad, hensynsløs osv. Sæt. Tel. "Ho æ so jeurelaus ti kve'e".

"Gyrdemun m." A. Ogsaa = Gjerdamun. Juuremoon, Nedre Tel.; Juurslemoone, Tel. (Rauland); Jøringsmon, Ndm.

Gyrding? m.? en mørk Sky- el. Taagestøtte, = "ein ihopkryppt Skoddebakkje". Sdm. (Ulvstein, Harham, Borgund, Øyrskog og fl.):
"Jyringg, Havjyringg". Til gyrda 2). Ordet kan, i sin bestemte Form, komme til at forblandes med Dativ af "Jure, Havjure", som ogsaa er en Skydannelse; se Jur.

Gyrdsla f. Omgjorden. Tel.: Juursle. Sjelden.

"Gyrja f. 1) Mudder". A. Ogsaa om en stor blød grødet Masse overhovedet. Voss, Nhl. Tel. Gorju (aa#-ö), og "Jörju" f. d. s. Follo, Smaal. Totn. Gorjuhol n. Mudderpøl. "2) taaget Veir". A. Voss. 3) en stor, fed kvabset Kvinde. Ikke saa nedsættende som Gurma. Sæt.VTel. 4) et dovent Drog. Tel. – Gyrje m. en stor fed kvabset Mand. Sæt. Ogsaa: "äen Gyrje Kar´e", "äi Gyrje Kyr", "äen Gyrje Hest´e". Til dette el. Gyrja f. – gyrjande adv. "g. feite". Sæt. VTel. – gyrjeleg adj. lig en Gyrja.

gyrja v.a. og n. (gyr´e, gurde, gurt) 1) trykke eller klemme en blød Masse, saa der sker Udsvulmen el. Opskydning el. Fremglidning; klemme ud, op, el. frem. Tel. (Mo, Vinje), SætV.; SætB.? 2) klemmes ud, frem, eller op. Ogsaa: gyrja (-e), gjurde, gjurt. Ma. (Aaserall), Sæt. Disse Former tyde paa Smitte fra gyrda, "juure". Ogsaa: "gyrja, gyrde, gyrt", Sokndal i Dal. og Fjotland i Li. (hvor baade gyrja og gyr(d)a vil have gyrde til Imperf.). (Fra Moland i Tel er endog meddelt: "jyrje, jyrgde, jyrgt"). – "Sjaa du fær gyrje Verkj´n oto Kaun´n!" "Vaagj´n gyr´e eut". "Vind´n gurde Is´n inn i Veikjæ". "Han trødde nee i Muyræ, so de g(j)urde upp um Fout´n" (SætB.). "Han sloo so hart at Heilen gurde ut" (Vinje). "No kjæme Tarmane gyrjandi", naar nemlig Hul er stukket paa Bughinden; men ”Lourt´n kjæme gurmandi eut”, naar Hul er stukket paaTarmen (SætB.) "Snjouplougjn g(j)urde Snjou´n fyre seg". "Dæ gyrde opp om Foud´n daa eg trødde i Myro", (Sokndal). ("gyrja" kan altsaa gjælde elastiske sammenhængende Masser, medens "gurma", altid vil gjælde tyndt grødede).

gyrjast v.n. (gyrst, g(j)urdest, g(j)urst) = gyrja. 2). Tel. Sæt. Li. "Deig´e gyrst utyve Boori", ved Midtpartiets Tryk. "D'æ slik ei Gyrje; fysst ho sete seg, gyrst ho utyvi so veitt, at ho maa have dubbel Plass". "Søyla gurdist upp imiddjom Tæ´ne". "Vatni gyrdest upp runnt ikring, daa eg sette Foud´n i Myræ"; Li. (Her tænkes paa hvorledes Vandet klemmes op i og med den elastiske Mose). "Stein´n gurdest inn i Foot´n". Se Gur m. Isl. gyrja dvs. to gore; Cleasby. – Fra Ma. (Bjelland) er optegnet: "dei sat o jørja paa mæ Smør, dæ va kje anna dæ jørjast (Imperf.) utøve Biten", de lagde Smør paa saa det laa i svulmende Klumper udover Brødstykket.

Gyrje m., gyrjeleg adj. se Gyrja.

gyrjen adj. om Luft: fuld af Havtaage. Voss.

Gyrjuhol (o') n. en Mudderpøl. Smaal. og fl. Gorjuhol, Follo. Se Gyrja.

"Gyrma f. 1) og 2) ". A. Tel. "3) Røre". A. Sogn. "Snjogyrma", Røre af Sne og Grus, som efter Skred.

"gyrma v." A. 2) = gurma 2). Sdm. (Hjørungfjord). – Gyrmefant m. Storæder. Røldal.

Gyrme-, i Sammensætninger, om det Grumsede, (Rørede), Uordentlige, Ujævne, Meningsløse: Gyrmeprat n. vrøvlet (røret) Snak. Smaal. Gyrmetraav n. ujævnt Trav. Smaal. Osv.

gyrmen adj. uklar; især om Luft. Tel.

Gyrpa f. Røre = Gurpa. Tel. (Lunde).

gys (jyys) adj. mørk og skummel at see til; gjenfærdagtig = skrymteleg. Li. (Eikin).

Gys (y') n. Fremstyrten, svær Fart. Hard. (Kvamm. "Han kom mæ slikt Gys". Til gjosa.

Gys? n. slimet Plantevækst i stillestaaende Vand; Dynd; Røros: Gyss. Jf. Gysja. – Hertil: gysse se ut v. søle sig til. Røros. – jøssin og jøssaat adj. dyndet. Innh. – Jøsshol n. Dyndhul. Innh.

gysen (yy) adj. om Luft, Veir: blæsende koldt med lidt Fog af Sne, Regn eller Taage. Hall. (Nes, Gol). "Han æ gyysin i Veere idag"; "d'æ gyysint Veer (Vær)". "skoddegysen" adj. – Gyyseve(d)r og Gyysuveer. Hall. Et "Gysu" f. tør være der.

Gysja f. 1) noget overdrevent stort; en ovedrevent stor Masse el. Mængde. Rbg. Tel. "Ko vi du mæ Gysjun?" hvad vil du med saa urimelig meget? Endnu stærkere er "Ovgysja" f. oftest i Fl.: "Ovgysjur"; Tel. Rbg. 2) ubændigt vilter og lystig Person. Shl. Nhl. Ofte: Jøsja. I Sæt. "Jysje, Ovhjysje", om Kvinde som er vel dristig og fri. 3) larmende Lystighed = Leven. Shl. (Finnaas, Fitja). Eet med Gysja 2 og 3, A.

gysjeleg(e) adj. og adv. overvættes; overflødig. Rbg. Tel. "Gysjelege vounde, stoure, fæle".

gysjen adj. ubændig; ustyrlig. Shl. Se Gysja.

gysmen adj. 1) om Luften: høist urolig med forrevne, uveirstruende Skyer. Ryf. Shl. 2) bister; afbidende; vrangvillig. Ryf.

Gysmeve(d)r n. se gysmen. Shl.

"gysja v. sladre osv." A. Nfj.: jøskje. – Jøsj n. = Skrona, Gysja 3) (Nfj.). Nfj.

"gysta v.n. lufte". A. 2) særlig = snoa. Nfj.

Gystr f. = Snoa. Nfj. Sfj. Se flg.

gystra v.n. = snoa, gysta, gjosta. Nfj. (Breimn), Sfj. (Bremang). "Hon gystra skikkele, Elva", det snor dygtigt ned ad Elven. ljystre(!) Sfj. (Jølstr). Dette er vel fremkommet efter Analogi af Ord med Lj, som (L)jaa, (L)jøs. Ligesom: "Ljokedl" for Jøkul; ljuska for juska?

Gysuveer se gysen.

Gyta f. ugydt Rogn, Fiskeleg; ogsaa: Fiskeyngel.
Follo, Smaal. Odal. "Fjoor-jyyte, Fjooraarsjyyte", Yngel fra ifjor.

gytja? v.n. (ar) fjase, vrøvle; ogsaa = lirka. SHelg.: gytkj'. – Gytkj n. Fjas, Vrøvl. Maaske til "Gytja" dvs. Rognhinde med den endnu ikke udtømte, umodne, Rogn; Helg.

Gytja (y) f. en mild Sænkning eller Indbøining. Shl. (Finnaas, Fitja og fl.) "Ei Gytkja paa Bødn" = Gjota, men svagt fordybet. "Ei Gytkja paa Veedn".

Gytt (y') m. (ar) en vild tragtformig Kløft i en Fjeldside, hvorigjennem der er stadig Udskridning, halvt "Gil", halvt "Botn". Sogn (Yttre og Jøstedal); Sfj. (Førde); Nfj. (Davik, Selja): Jøtt´e. Jf. Gjøtt f., Gjota.

Gytta f. 1) = Gytt m. Sogn, Voss, Nhl. Nfj. 2) = Trollgryta. Sogn.

gytta v.n. (ar) strække sig kigende fremad; kige frem. Ndm. Romsd.; Ork.: "gytkj'". "Han gytta framaavr, gytta i Døra".

Gyv (y') n. drivende Støv = Gyv m. Tel. Rbg. Shl.

Gyvle n. 1) Afdeling i et større Rum = Gylve 2). Nhl. Vos. 2) trang Bjergkløft, Bjergrevne. Ryf. (Aardal). 3) Fordybning i Ager form. mangelfuld Pløining. Ryf. (Nærstrand). Ialfald Bet. 1) hører vel til Gavl; se Gylve.

Gøn (g ikke j) f. Gjæller. Hall. Se Gan.

gøyla v.n. 1) snakke usammenhængende, springe i sin Tale fra eet til et andet. Jæd. 2) være vreden i sin Tale, vringle. Jæd. (Time, Haa). Hører maaske til Geil (Gøyl) Gila, gira, geira, og fl.

"gøyma v.a. gjemme". A. jaayma (omtr. aaø) VAgder; jäema, jaeme, jäeme (Diftong; neppe nogensteds ai el. äi), ISogn (Lærdal), INfj. (Stryn, Innvik, Honndal), ØHall. og fl.; jym og jømm Namd. og fl.; jømme Østl. og fl.

Gøymespel n. = Gøymeleik. Hard.

Gøymsle n. Gjemmested. Ryf. Voss.

Gøyn n. = Fulord. Tel. Bamle. Se gøyna.

gøyna v.n. og a. (er, de), henslænge spydige og tirrende Bemærkninger; ægge haanende; have En tilbedste med udfordrende Spot. Tel. (Lunde, Sauland, Grandsherad, Hovin, Selljor, Solum), Bamle. "Han gøynde ette meg, eg gøynde tebakars". "Han sto bare aa gøynte at'n", Solum. "Dei sat o gøynde te (paa) kvorare". Sjeldnere: "gøyne ein". (Wille: "jøyner, taler Spotteord og Narreverk"). – Paa de samme Steder findes med sine herfra forskjellige Bett.: "gjegne, gjengne", og maaske sammesteds "gjøna". Maaske for geina.

gøynast v. recip. (est, dest) = gøyna kvarandre, gjevast Fulord. Tel. (Hovin, Selljor). "Dei gøyndes o trætta". Og "ørgøynas", smaatrætte. "Ørgøynur" f. Smaatrætten. Sammesteds: "Ørjønur", Fjas, Bagateller.

Gøynord n. = Fulord, Spitord. – gøynordig adj. fuld af Gøynord. Tel.

"Gøyr m." A. Geir m. Dal. (Sokndal, som "Gira" for Gyrda). Gjøgr Ma. (Aaserall), SætB.

"Gøys m. 1) fremvældende Strøm osv." A. Sogn, Hard. Tel. "2) Overdrivelse". Gbr. A. Sogn. 3) særlig: fremvældende Strøm af Luft, af lugtende Gas; Dunst. "Brennevinsgøys". Ma. Rbg. Hall. Tel. og fl. 4) Rygte; stort Ord, Ry. Hall. Romsd. Ndm. (n.?). "De stoo slik(t) Gøys 'taa di". 5) høieste Top af et Bjerg? Tel. (Selljor). "Høgaste Gøys´n paa Skorvee (paa Fjellee)". Navn?

"gøysa v.n. 1) sprudle osv". A. Hard. "2) bruse op". A. Sdm. "3) a) overdrive; b) føre løs Snak". A. a) Tel. Ma. b) Stjør. 4) v.a. ødsle; søle bort. "Han gøyser dæ bort i Törsløysa", til Unytte. Follo, Smaal.

"Gøysa f. Skvat osv." A. 3) = Skrida. Hard. Sogn. "Moldgøysa". 4) = Gøysar. Sdm.

Gøyse, Genetiv (adj.) om det meget store, det overdrevne eller voldsomme. Sæt. Tel. "Gøyse Kar", stor og stærk Karl, som gjør sig vel meget gjældende. Ogsaa: Gøysekar m. Sæt. "De va Gøyse Verk o slaa der", et voldsomt Arbeide.

gøysen adj. tilbøielig til at gøysa; særlig: larmende og stortalende. Ma. og fl.

Gøyta f. 1) Rende? Kun i Gaaden: "Stuttestakkjn dansa, o Kvintola kva, Etti kaam ho Langgøyta; gjet ko de va!" dvs. Kværn med Tilbehør. SætB. 2) Ordgyder. Rog. "Praamgøyta". 3) Kvinde som altid klager, knurrer og skjænder, "sum de gøyt 'kji ko voundt av häile Dagj´n". SætB.

Gøyv m. = Gauv m. Ma. Tel.

"gøyva v.n. 2) ryge, dampe". A. Særlig: røge Tobak. Oslo: "gøyve" (ved Siden af "jøyve") med omtr. samme G-Lyd som i Giis! Se G. 4) sladdre; vaase. Sfj. 5) = dusta dvs. reise Støv, gjøre sig stærkt gjældende, gjøre Opsigt, "støve"; se Gøyva f.

"Gøyva f. 1) Drev osv." A. Smaal. "2) Person som gjør Opsigt eller Støi". A. Særlig: rask og dygtig Person, som gjør sig meget gjældende. 3) Luftblærer, Skum. Rbg. (Aamlid), Ma. (Aas.). "Gøyva stænde paa Øli". 4) Røg-Ild = Gøyve n. Hall. Sæt. – G kan høres omtrent som i "Gis" i det Sydøstlige (fl. St.); se G, guva.

Gøyve, Genetiv (adj.): "Gøyve Kar", "Gøyve Kjering" = Gøyva 2). Tel. Røldal, Ryf. – "Gøyvar Kar´e", d. s. Tel. (Aamotsdal).




H.
H. m. Bogstav. Lyden H synes at være forsvunden af flere Dialekter i Sdm. Nfj. og Nhl. Ialfald i Hjørungfjord i Sdm. og Breimn i Nfj. eksisterer den slet ikke i den ureflekterede Bygdetale; "Øy" (aay) er saaledes baade Ø og Hø. Men Berørelsen med fremmede har lært Befolkningen at slig en Lyd skulde være i somme Ord. I Bestræbelsen for at gjøre det vel sætter de da med Anstrængelse H til hist og her, især naar de taler med fremmede; men da de fra sit eget Maal ingen Viden har om hvor H'et er berettiget, sker Tilsætningen oftest paa Slump; de rigtige Anbringelser af H mærker den h'vante Tilhørers Øre i Regelen ikke, men øieblikkelig de feilagtige; deraf har udviklet sig den populære Opfatning at disse Folk altid med Flid skulde vende det bevidste og kjendte Forhold om. Ogsaa i andre Lande, f. Eks. Sverige og England, er der Dialekter med den samme Mangel af H og den samme Snublen i Anbringelsen af det; overalt er den populære Opfatning den samme psykologisk umulige som hos os, og overalt er den omhyggelige Iagttager kommen til den samme Erkjendelse, at H'et egentlig ikke eksisterer i Dialekten. Se Halvemaal. – I andre Egne især omkring Oslofjorden (Follo, Smaal. osv. og mest Vestfold) er et H tilkommet i Begyndelsen af endel Ord, saaledes: haka, Hause og Høyse, Hengetyte. Jf. A. Gramm. p. 113.

ha-a v.n. (ar), sige "ha". Mest i: "ha-a og ja-a", sige ha og ja, snakke efter Munden. Mest Nordenfjelds. Ogsaaa haia, haja v.

habbeleg adj. usædvanlig, overordentlig, overvættes. NGbr. (Lesja, Lom, Dovre, Vaagaa, Fron). "Ein habbele Kar", en sjelden, prægtig, Karl. "Dæ va h. aa høyre". Ogsaa adv. "Habbele stærk; h. mykjy"; "h. peen". Maaske for "habil".

habbenn v.a. se haabinda.

Ha`bit (i') n. Livsmod, Livfuldhed; Energi. Shl. Ryf. Hard. (Kvamm og fl.). Ogsaaa: Ha`beitt og Har`beitt n. Sfj. Hard. Se hardbeitt adj. og Hardbeitt n. Maaske noget Fremmed som er omdannet: Habitus?

"Hadna f. Gjed osv." A. Haayna, VAgder; Hoyna, Dal. (Hæskestad); Hoona, Sogn (Lustr); Hoone, Vald. (Vang), Tel. (Vinje); Haane, Tel. (Laardal); Hana, Ryf. Shl. (Etne); Høn(e), Selbu. 2) næsvis Person, som er allesteds fremme. VAgder.

hadna v.n. være næsvis, stikke sig frem, have sin Næse i alt, se Hadna. VAgder: haayna. – hadnen og hadnutt (aay) adj. næsvis osv.

Hadnekidling m. en Gjeds første Kid. Vald.: Hoonekilling.

Hafella f. Indhegning, indhegnet Engstykke. Romsd. (Eid). Se Hagfella. – Haffellreel m. Vidjering til Gjærsl. Østerd. (L. E., Oos). Se Ridel.

Hafs m. 1) en Jasker, Slusk; = Slask. Vald.; Sogn, tildels: Haps. 2) En som vrænger paa sig for at være fin. ISogn. – Hafs n. d. s. om Kvinder. Sogn.

"hafsa v.n. (ar), jaske". A. Vald.; Sogn, tildels: hapsa. 2) v.a. "hafsa paa seg (Stakkjn)", kaste skjødesløst paa sig; "hafse dæ (hapsa da) fraa seg", jaske (Arbeide) fra sig. Hall. Sogn. – hafsen adj. jaskende. Hall. Vald.

Haft n. Hilde = Hoft. Hall. "Langhaft, Stutthaft". Rogal., mest: Hapt. G. N. hapt n. Baand.

hafta v.n. (ar) hoppe med Fødderne tæt sammen som i en Hilde. YSogn og Sfj.: -e.

Hag n. Indhegning til Græsning. Solør, Østl.

Hag n. og m.? Evne til at beherske sig, især sine Bevægelser; det at man passer Maal og Maade; Maadehold; ogsaa: Orden, Skik; ofte omtrent = Lag, men mere bevidst og erhvervet end medfødt. Tel. (Mol), Sogn (Aurl.), Shl., Hard.? "Ho ha 'kje Hag i Hændadn sine, ha korkje Hag elde Lag", Aurland. "Han fær ingjen Tingg i Ha`gje", Shl. Se A. – "Han æ 'kje frao Hag´e", han er med paa Tingen, er ikke bange for at tage fat. Hard. (Kvamm, Ulvik). Maaske til foreg. – Jf. haga seg, beherske sig. Se Hag m. A.

"hag adj. " A. Li. 2) lærenæm. Sogn.

"haga v.n. (ar), 1) indhegne". A. Ma. Rbg. "2) lempe". A. Sæt. "Däi kunne kji hage de at seg", de kan ikke holde Maade. Sæt. 3) holde et Dyr inden Hegn: "haga eit Beist", Shl. – haga seg v.n. skikke sig, beherske sig. VTel. "Han æ so galen ette den Mat´n, han kann kji haga seg ivi'n".

haga v. n. (ar) passe, harmonere = høva. Hard. (Ulvik; ogsaa hos Marcus Schnabel). Maaske kun i Udtrykket: "Da munde so haga", det tør saa være, det er rimeligt nok, det passer. G. N. haga være tilpas. Eg. eet Ord med foreg. 2).

haga adj. velskikket, net osv. = lagom, lugum. Innh. Ein haga Kar". – haga v. se haka.

Hagafe n. Liv-Kvæg; modsat "Driftefe", Slagtekvæg. Ryf. Til Hage og haga v.

Hagarust f. Ruiner af et (Sten-)Gjerde. Dal. (Sokndal, Eikersund, Hæskestad), Li. (Nes, Bakka, Lyngdal). Ogsaa: "Steinrust". G. N. rust, f. Ruiner af en Mur. Jf. Hagsmor.

Hagasmutta f. Gjerdesmutte. Dal. (Sokndal).




Hagasott f. Blodgang hos Fæ. Hard. Se A.

Hagastø(d)e n. bekvemt Sted for Haveanlæg. Hard.; Sogn: Hagestøe.

"Hage m. 1) Have". A. Haua (og Haghwa?) Østerd. (Aamot, Elvrom), Höue, SSmaal.; Haa(gh)waa, Haagaa, Østerd. og Trondh. 2) "Haagaa, Haaghwaa" er i NTrondh. og fl. Gjerdet mod (om) Udmarken, medens "Haga" er Have.

"Hagegard m. 2)". A. Ryf.: Haagar.

Hagemoa, Hagemor, -ree se Hagsmor.

Hagesykja f. = Grorsykja. Sogn.

Hag(g)ulu f. se Havgula. – Hagl n. se Hagr.

"Hagl n." A. Höu´l, Smaal. (Rygge, Borge og fl.). – "hagla v." A. höule Smaal.

Haglbrosa (o') og -brøysa f. Haglbyge. Sdm.

"hagleg adj. 1) behændigt udført". A. Trondh. "2) bekvem, passende". A. Østerd.: "hagele".

hagleika v.n. (ar), arbeide kunstfærdigt eller paa Kunstgjenstande. Tel. (Bø, Grandsherad). Ogsaaa: tildanne overdrevent nøiagtigt; arbeide altfor længe med noget; pusle, pirke. ØTel. – "Hagleike m." A. Hall. Tel. – Haglitt = Hagletta. Ryf.

Haglstytta f. kort Haglbyge. Romsd.: -støtte.

Haglæm(m)e se Havglæma.

hagnyta (yy) v.a. (er, te) føre sig til Nytte; udnytte; benytte. Ryf. (Vass, Skjold, Nærstrand); Sæt.: hagnuyte. "Han fekk kje hagnyyta dæ". "Dæ vart nok hagnyytt, dæ!" G. N. hagnýta.

Hagr n. de grove Haar paa Hestens Hale og Manke = Tagl, Faks. Bruges mest om den hele grove Haarmasse, mens "Tagl" er, sammesteds, det enkelte Haar. YSogn (Ladvik). Et lydligt tilsvarende Ord skal findes i Lituisk, om Mankehaar. Jf. (?) Dansk: Heiregræs, Bromus secalinus, hvilket i Smaal. og i Sv. Diall. hedder Fakse og Faks; og Isl. hellinhagra en Timian. Hedder Hagl n. Sogn (Vik, Sogndal), Sfj. (YDale). Ogsaa i Oslo, Gul. og fl. forekommer "Hagl" saaledes, ialfald "Hestehagl", hvilket dog kunde være fremkommet ved falsk Deling og Tildannelse af "Hest(t)agl". Omsat: Harg n. Ryf. Shl. Nhl. Hard. Voss, ISogn. – Hargtaum m. Snor af "Heste-harg". Shl. Hard.; Hargataum, Ryf. – harga v.a. "h. Hest'n", klippe Hestens Man.

hagskipa v. indrette net og bekvemt, især alt inden Huset; tilrede og ordne paa det bedste. Tel. (Vinje, Rauland). – Hagskipar m. En som h#-ar. Tel. (Rauland; Wille).

Hagsmor (oo) n. (og f.?) = Hagarust, Gardmor; se d. Ma. (Kaansmo). Til Hag n. Gjerde, og Mor. Hagemour f. d. s. Ma. (Vigmostad, Valle, Holum); Hagemoura f. d. s. Ma. (Vigm. Valle); Hagemoua f. d. s. Li. (Lyngdal); Hageree n. d. s. Ma. (Vigmostad), for Rid?

hagsvipen (i') adj., flink til at sætte Skik, "Svip", paa Tingen; hændig; behændig. Tel. (Raul. Vinje). "Hagsvipen i Rø'une", som lægger sine Ord behændigt.

haia v. sige "hai"; klappe under kjælende Udraab. Dal. Li. "Han sad aa haia (haidde) Badne". – aia d. s. Ma. Barnekammerord. Nt. eien, sige "ai", kjærtegne. – haia v. Hai m. se heida. – hai! haia v. se hei. – "hala og jaia" se ha-a, haja.

Haie, Heie se Høya.

haja v. (ar), snakke efter Munden, særlig for at have til bedste; drive Gjæk med. Namd. Helg. Ogsaaa: "haia aa jaia"; Helg. "Han staar aa haja mæ Folk". – Haja m. en Jabroder. Helg. – Hajali m. d. s. Helg. – Hajaling f. et halvt Løfte. Helg. Se flg.

Haje? m. en tosset, larmende og brutal Kommersmager = Staurhänning (-hyrning). Innh. Namd. Fosn: "Ha-jee og Ha-ji"; Flertal: "Ha-ji-a og Ha-ja"; ogsaa: "Ha-i", Fl. "Ha-i-a". "Ein Stoorhaji, Gorrha-i". Fisken Hai hedder "Haa", og Have hedder "Haga (Haagaa)". – "D'æ en Gaapaalur aa Haji te Kar". – Ha`jegap m. = Haje. – ha`ji-aat adj. lig en Haje.


Yüklə 18,32 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   63   64   65   66   67   68   69   70   ...   219




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə