Ivar Aasen Norsk Ordbog


Reinevatn, n. reent Vand til Drik eller Madlavning. B. Stift. Reinfarn



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə136/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   132   133   134   135   136   137   138   139   ...   221

Reinevatn, n. reent Vand til Drik eller Madlavning. B. Stift.

Reinfarn (?), m. Reinfan, Tanacetum vulgare. Mest alm. Reinfann og Reinfan; afvig. Reinfar, Sdm., Reinfær, Jæd. Sv. renfana; T. Rainfarn, fordum Reinfane (s. Weigand 2, 454). Til Reina.

<PB N="592">

reinferdug, adj. reenfærdig, reenlig; ogsa tugtig, sædelig. Hedder ogsaa reinførleg. Hall. og fl. Nogle St. “reinfærleg”.

reinførleg, s. reinferdug.

rein-gjord, adj. renset; ryddet.

reinhendt, adj. reen paa Haanden.

Reinkalv, m. Reensdyrets Unge (= Nekk). Reinkalverid, s. Reinskjøl.

Reinkorn, n. Byg. Nhl. Shl. Mandal og flere. Ogsaa Reinekonn, Sfj. Jf. Korn.

Reinleike, m. Reenhed.

Reinmose (o’), m. Reensdyrmos, Cladonia rangiferina.

reinmælt, adj. som har en reen Stemme.

reinsam, adj. reenlig, som beflitter sig paa Reenlighed (= reinsleg); ogsaa: let at rense eller holde reen; f. Ex. om Kar. Mest brugl. i de nordlige Egne.

reinska, v.a. (ar); rense, gjøre reen; luge, afplukke Skal eller Udvæxter; ogsaa: blotte, rydde, gjøre ryddelig. Der var vel reinskat: der var rigtig opryddet, der var intet mere at finde. Mest alm. renska (rænske), i Sæt. og Tel. reiska. Afvig. fra G.N. hreinsa, og Sv. rensa.

Reinskar, m. en Renser; et Redskab at rense med.

Reinsking, f. Renselse; Reengjørelse; ogsaa: Opryddelse, Bortrivning.

reinskjerten, adj. reenlig; pyntelig. Ork. Maaskee af Skart.

Reinskjøl, m. Kulde eller Sneeluft, som indfalder seent paa Vaaren (i den Tid, da Reenkøerne kalve). Tel. Ogsaa kaldet Nekkjerid. I Nordl. Reinkalverid.

reinsleg, adj. reenlig, reenfærdig; ogsaa sund, frisk, f. Ex. om Luften. (Jf. reinsam). Afvig. reinskleg, Rbg. Tel.

reinsmakad, adj. sund, som har frisk og reen Smag. Ogsaa: reinsmakande, især om Luften, naar den er rigtig klar og kold.

Reinsura, f. Gyldenriis (Plante), Solidago Virgaurea. Tel. Rbg. Nogle St. Reissure.

reint, adv. reent, ganske, aldeles. (Alm.). Reint audt (aldeles øde). Reint galet. Reint som eit Udyr, o.s.v.

reintvegen (e’), adj. reenvasket.

reinvoren (o’), adj. nogenlunde reen.

Reip, n. Reb, Tougstykke, f. Ex. til at bære Byrder med. G.N. reip.

reipa, v.a. (ar), ombinde med Reb.

Reipar, m. Rebslager. (Hedder oftere Reipslagar). G.N. reipari.

Reiphelda, f. Bøile i Enden af et Bærereb (= Hogold, Helder). Østl. Ogsaa kaldet Reiphelder, Reiphæler, Gbr., Reepholder, Østerd., Reipshuld (Reipsul), Hall.

Reipsloga (o’), f. Redskab at slaae Reb med (= Kjegla). Trondh.

Reipstige, m. Rebstige (paa Fartøi).

Reir, n. s. Reid.

Reis, f. 1) Reise, Udfart. (Nyere Ord, men meget brugl.). – 2) en Gang, Vending. Han kom atter tri Reiser: han kom tre Gange tilbage. B. Stift.

Reis, f. (2), Lyske (s. Røyr). Nordl.

reisa, v.a. og n. (er, te), 1) reise, opreise, sætte i opret Stilling. Egentl. faae noget til at “risa” (dvs. staae op). Mest alm. reisa; afvig. røysa (røyse) i B. Stift og tildeels Trondh. og Nordl. G.N. reisa. (Af risa, reis). Reisa seg: rette sig op, komme til at stae. Reisa Øyro: spidse Ørene (om Dyr); ogsaa bryste sig, gjøre sig til. – 2) sætte i Stand, eller i Gang, oprette, anlægge. Reisa store Hus. Reisa Sak. Reisa Pengar (opdrive). Han reiser seg ikkje so snart etter detta: dette Tab forvinder han ikke saa snart. – 3) v.n. reise, færdes, gjøre en Reise; ogsaa: fare bort, forsvinde, gaae tabt. No reiser Snjoen: nu tøer Sneen bort. Huset reiste paa Elvi: H. flød bort med Strømmen. Pengarne reiste snart, dvs. forsvandt. (I denne Betydn. overalt reisa, sjelden røysa). Nyere Brug, som støtter sig til det tydske reisen; imidlertid forklares ogsaa det tydske Ord af et gammelt risan (staae op), altsaa som: bryde op, sætte sig i Gang. (Weigand 2, 483). Jf. G.N. reisa ferd: begynde en Reise.

reisande, adj. 1) som kan opreises. 2) reisende, farende. 3) om en Mulighed til at reise; f. Ex. D’er ikkje reisande i slik ein Storm.

Reise, n. (?), Opreisning. Kun i Forbindelsen “liggja aa Reise”, dvs. ligge hjælpeløs; især om et Dyr, som er sygt eller afkræftet, saa at det behøver Hjælp for at reise sig op. Tel. og fl. Afvig. “liggje aa Røyse”, Sdm. og fl. “l. paa Røyse”, Sfj.

Reisebunad, m. Reiseklæder, m. m.

reisefus, adj. reiselysten.

reisefør, adj. 1) stærk nok til at reise sig. (I B. Stift: røysefør). – 2) skikket til at gjøre Reiser. Tildeels ogsaa: færdig til en Reise. Oftere: reiseferdug.

Reisemod, n. Lyst til at reise. Hedder ogs. Reisehug, m. og Reiselyst, f.

Reisetrod, n. Tagfjele som lægges paa tværs, saa at Enderne vende opad. Tel. og flere. S. Trod.

Reiseverk, n. Reisværk i en Bygning; Stolper, Staver, Skraabjælker.

Reising, f. 1) Reisning, Opreisning. 2) Reisværk i en Bygning. 3) det nederste Kornlag i en Lade, bestaaende af opreiste Neg, som vende Stilkene mod Grunden. Indh. Andre St. Støda.

reiska, s. reinska. – Reisla, s. Reidsla.

Reisning, f. Opreisning.

Reissetta, f. Kornstak af nogle faa opreiste Neg. I Ork. Reissjetta; s. Setta.

Reist, n. Fiskeskjæl, de smaa fine Plader som bedække Fiskenes Skind. Hard. Sdm. Trondh. Afvig. Rest, eller Rist, Sogn, Nordland. <PB N="593"> Vreist, Mandal (?). Ellers i anden Form: Risp, Nhl., Riksl, Sfj., Ras, Hall. Gbr., Rus, el. Røs, Smaal. (Jf. Flas og Flus). G.N. hreistr.

Reist, m. (og f.), en Stopper, en Vidiering (el. Jernring) som fæstes til Mederne paa en Slæde, for at den ikke skal glide for stærkt i Bakkerne. Ryf. Hall. og fl. I Gbr. Rist. I Sæt. og Tel. Vreist, som ogsaa kan betyde en Tværdriver, en modstræbende Person. – Hertil Reistabit (i’), n. saadant Sneeføre, hvori Stopperen kan virke til at holde Læsset. Ryf.

reist, part. opreist; ogs. bortfaren; s. reisa.

reista, v.a. (ar), afskjælle, skrabe Skjældækket af (en Fisk); s. Reist. (Isl. hreistra). Ogsaa: skrubbe, tugte, ydmyge En. Hertil Reisting, f. Skrub, Tugt, en dygtig Irettesættelse.

Reit, f. 1) Fure i en Ager, saasom efter Hypning. Sogn. Ogsaa et Spor el. Mærke i Jorden, f. Ex. til Boldspil. Gbr. Egentl. en Ridse (Vreit); s. rita. – 2) Stribe, Streg, Linie; saasom paa Tøi eller Klæder. Siredal, Rbg. Tel. ogsaa i Nordl. I Tel. med Fleertal “Reit’ar”, altsaa Reit’er (Reitr). Hertil Haarreit; jf. Reik og Raak. – 3) en Rad, Række, f. Ex. af afvæltede Læs. Sfj. I Nhl. Reit, m. (?), om en Rad af Neg paa en Ager. Jf. reita.

Reit, m. en liden Ager, et opspadet Jordstykke til Roer, Kaalrabi, Poteter, og desl. saaledes ogsaa en Rude eller Strimmel af opkastet Jord i en Myr. (Næpereit). Nordre Berg. Trondh. Nordl. (Tildeels i andet Kjøn: Reit, f.). G.N. reitr; Sv. vret. Hertil adskillige Gaardsnavne.

reita, v.a. (ar), 1) gjøre Furer (i en Ager), omgrave, hyppe; f. Ex. for Poteter. Sogn (s. Reit, f.). I Tel. vreite, om at grave Render eller Grøfter. – 2) lægge i en Rad eller Række. Sfj. Reita seg: lægge sig i visse Rader; om Kornet, naar det lægger sig paa Ageren i forskjellige Linier og Striber. Trondh. – 3) tirre, ophidse til Vrede. Nhl. Sfj. Ogsaa i en anden Stilling: reita seg inn paa ein, dvs. angribe En med tirrende Ord. (Sfj.). Reflex. reitast: tirre hinanden. G.N. reita; Sv. reta: ophidse. Vel egentl. ridse, saare (jf. rita). Det tydske reizen er egentlig det samme.

Reita, f. Grøft, Rende (= Veita). Mandal (Reida), Tel. (Vreita), Hall. (Reite).

Reitarbot, f. et lidet Agerstykke, en liden “Reit”. Sdm. og fl. (Reitaboot).

reiten, adj. tirrende, spodsk. Nhl.

Reiting, f. Tirring, Ophidselse.

Reitord, n. tirrende Ord. Nhl.

reiug, s. reidug. – reiv, s. riva.

Reiv, m. 1, Svøbedug, Klud til Barnesvøb. B. Stift, Nordl. Hall. og fl. Mest i Fleertal, ligesom G.N. reifar.

Reiv, m. 2, et Slags Line at fiske med i Elvene. Gbr. I Østerd. Rev (Langrev). Sv. ref.

reiva, v.a. (ar), svøbe, lægge et Barn i Svøb (= linda, kjerva).

Reive (af Uld), s. Røyve.

Reivety, n. Svøbetøi for Børn. I Hall. “Reivatarvende”.

Reivling, m. Svøbebarn, nyfødt Barn. Nhl. og fl. Ellers Reivebarn.

Rek (e’), n. 1) en Drivning; særskilt om et Lag af Korn, som er nedlagt i Loen til Tærskning. Jæd. Andre St. Berja. (Jf. reka). – 2) en svag Bør til at seile med. D’er daa eit litet Rek: det blæser dog saa meget at Baaden driver fremad. – 3) Omdrivning. Koma paa Rek: drive løs, komme i Drift. – 4) Ting som flyde om paa Vandet. Nordl. (Jf. Rak). – 5) et Slags smaa Sødyr (?). Ryf.

reka (e’), v.a. og n. (rek, rak, reket), at drive osv. Inf. nogle St. ræka, ogsaa: raka, Namd., raakaa, Ork. Den stærke Bøining er alm. Imperf. oftest rak, men tildeels rok (o’), Nordre Berg. og rek (ee), Shl. Fleertal raako (?), roke (o’), Søndre Berg., reko (ee), Hall. Supin. mest alm. rekje (e’), ogs. rikje (i’) eller rike, Sogn; rokje (o’), Sdm. og fl. G.N. reka (rek, rak, rekit); Sv. vräka (i Dial. med Imperf. vrok). – Betydning: 1) drive ved Tryk eller Stød; inddrive f. Ex. en Nagle. Nhl. Reka ein Kniv upp i Skaftet. Figurl. gjendrive, tvinge til en Indrømmelse. Han leet seg ikkje reka: han gav ikke efter, han blev fast ved sin Paastand. (Nhl.). – 2) jage, forfølge. Reka Bjørnen: gjøre Jagt paa Bjørnen. Hard. Jf. Ang. vrecan: fordrive; Goth. vrikan: forfølge; Ght. rechan: straffe; hvoraf T. Rache: Hævn. – 3) fremdrive, bringe, skaffe. Reka Klyvjar: transportere noget i Kløv. Sogn. Reka ned Maten: drikke lidt til Maden, for at den skal glide ned. Sdm. Reka seg til: forføie sig afsted. Hall. Ogsaa: tilberede ved et Slags Drivning. Reka Korn: rense Korn ved Kastning. Østl. Reka eit Lag: skille Halmen fra det aftærskede Korn i Loen. Sogn. (Jf. Rek). Hertil maaskee “reka Ærend”: udrette sit Ærinde. Lister. (Andre St. “raaka Ærend”: have Held med sit Ærinde). I Ryf. “reka Reis”: opnaae Hensigten med sin Reise. “Ka Reis rak du”: hvad Lykke havde du med din Reise? – 4) kaste, slænge, støde fra sig. Rek Viden ut or Vegen. Sogn. Han rak Pengarne paa Bordet. Hall. Dunklere Udtryk ere: Det rak meg, dvs. det stødte mig, var mig paafaldende. Num. Reka paa Ordi: tale stammende, eller famlende. “Han rak paa dæ”, Hall. Tel. (Jf. rækstam). – 5) forkaste, vrage. Han rak det atter: han skikkede det tilbage (nemlig noget som man har villet kjøbe men befundet udueligt). Sæt. Tel. (Andre <PB N="594"> St. rekkja, heimatter). Reka upp: slaae op med En, gjøre Opsigelse. Tel. (Jf. Upprek). – 6) afkaste, slippe, fælde (Haar). Han rek Haaret: h. mister Haar, bliver skaldet. Sdm. Smaal. og fl. (Jf. Haarreke). Ogsaa som v.n. fælde, gjøre Haarskifte. Hesten held paa aa reka. Han heve endaa ikkje reket. (Jf. røyta). – 7) v.n. drive paa Vandet, flyde afsted med Strømmen eller Vinden. (I denne Betydning alm.). Baaten rak av: Baaden drev løs. D’er so myket, at det rek fram (om en svag Seilads). Reka til Havs, til Lands, og fl. – 8) vanke, flakke, tumle omkring (om Personer); jf. reken. Ofte foragteligt: drive om, gaae ørkesløs, reise eller strippe omkring uden Nødvendighed. Reka i Vegom. R. gardemillom. Sv. vräka. Jf. rakka, rakla. – 9) henligge ubenyttet eller uden Tilsyn, ligge henslængt, blive kastet hid og did. Det ligg og rek i Kraaom. Brevi liggja og reka paa Golvet. I denne Betydn. ogsaa rekast (rekst, rakst, rekest). Det laag der og rakst. (Nogle St. rokst). B. Stift. Det heve leget lenge der og rekest. (Paa Sdm. rokjest; andre Steder rekjest).

Reka (e’), f. Skovl, Redskab at skuffe eller muge med. Alm. Nogle St. Reku, Tel., Ruku, Ork. Roko, Smaal. Hedm. Namd. G.N. reka; Sv. Dial. räka, reku. Jf. Moka. Hertil Rekeblad og Rekeskaft, om Delene af Skovlen.

rekande, adj. og adv. drivende paa Vandet; ogsaa: flakkende, omstreifende. Koma rekande.

Rekar (e’), m. en Omflakker. Tildeels om et Dyr, som er adskilt fra sit Følge.

Rekarkjøla, f. en Luftning at seile med, en svag Bør. Trondh.

Rekarvisa, f. Sladdervise, Spotvise. Vald.

rekast, v.n. slænges hid og did; s. reka, 9.

Reke (kj), m. 1) Drivning; Fældning, see Haarreke. Usikkert i Kjøn; jf. Atterrekje, n. – 2) omdrivende Tilstand. “Koma paa Rekje”: drive løs, flyde bort. (B. Stift). “Liggja paa Rekje”: ligge og drive paa Vandet. (I sidste Fald maaskee Dativ af Rek).

Rekekjepp, m. Stok som er opdreven paa Strandbredden. Ogsaa en Dagdriver, en omflakkende Person.

Rekelde, n. et omflakkende Dyr. Sdm. (Rekjelde).

reken (e’), part. 1) dreven; bearbeidet; især drøftet, renset; om Korn. Sæt. og fl. (rekjen). – 2) dreven af Vind eller Strøm. Jf. avreken. Nogle St. rokjen (o’). – 3) bereist, bevandret; som har lært noget ved Omgang med Fremmede. Sdm. i Formen rokjen (o’).

Rekestokk, m. = Rekekjepp.

Rekevid (i’), m. Drivtømmer, Træ som driver op paa Strandbredderne. Mest alm. Rekve’. Jf. Rakvar.

Reking, f. Drivning; Omdriven, Omflakken; s. reka. (Haardt k).

Rekk, n. Skridtgang; s. Rekkjing.

rekka, v.n. (rekk, rakk, rokket), 1) række, naae, strække sig til et vist Punkt. Det rekk burt i Veggen. Snøret rakk ikkje til Botnen. Ermarne rekka fram paa Neven osv. Nogle Steder rekka (s. nedenfor). – 2) strække til, blive nok, forslaae. Det rekk aat alle i Hop: det bliver nok for alle. Det kan rekka til: det kan vare længe nok; der kan vel blive nok af det Slags (f. Ex. om Arbeide el. Uleilighed, som man kan vente sig for Fremtiden). B. Stift. – 3) opnaae et vist Formaal, overkomme, blive færdig med noget. Rekka heim: naae til Hjemmet, komme hjem. Rekka fram til Natti. Eg skulde gjort det, naar eg hadde rokket so myket (dvs. formaaet at blive færdig med saa meget). Mest i de sydlige Egne, hvor Ordet ogsaa har en anden Form, nemlig: røkka, og røkkja; Præs. røkk, Imperf. rokk. (Dette “rokk” bruges ogsaa paa nogle St., hvor Præs. hedder rekk, og Inf. rekke). Ordet falder sammen med Sv. räcka (s. Rydqvist 1, 192) og tildeels med Isl. hrökkva (dvs. forslaae), men adskiller sig ganske fra G.N. hrökkva (vige osv.). Jf. rekkja. En lignende Betydning som Ordene rekka, rekkja, rakk og rak, har ogsaa Ordslægten: strekka, strekkja, strakk og strak.

rekkja, v.a. og n. (er, te), 1) række, udstrække, udspænde. Rekkja Skinn: tilberede Skind ved at strække og skrabe dem. Rekkja Jarn: udvide Jern ved Hamring. Rekkja ut ein Krok: strække en Krog, saa at den aabner sig og taber sin Bøining (s. rakna). Ordet har tildeels Aflyd: rekkjer, rakte, rakt, saaledes i Berg. Stift og fl.; andre Steder kun “e” (rekte, rekt). – 2) oprive, opløse, udtrække Traaden i et Stykke Tøi. Eg hadde spytat try Umfar, som eg laut rekkja upp atter: jeg havde strikket tre Omgange, som jeg maatte rive op igjen. Ei Stund vov ho, og ei Stund rakte ho uppatter. G.N. rekja (rakti). – 3) opspore, finde eller forfølge efter Sporene. Mest i Forbind. rekkja Vegen. Dei rakte Vegen etter honom. Hunden gjeng og rekkjer Vegarne. (G.N. rekja). Sjeldnere om at opspore et Dyr; f. Ex. Dei hava rakt ein Bjørn. Ork. – 4) oplede, opsøge, sanke, f. Ex. Æg af Søfugle. Nordl. Hertil Rekkjing, f. Opsamling; en Udreise for at samle Æg. – 5) v.n. gaae i Følge eller i en Rad, skride frem; f. Ex. om Kreature som gaae til Græsgangene. (Jf. ræsa). Ogsaa: gaae langsomt, spadsere, lunte fremad. Søndre Berg. Ryf. Tel. Hall. Østl. (sædvanlig med Formerne rekte, rekt). Jf. Rekster. – Betydningen overrække (Eng. reach, T. reichen) er her fremmed (s. retta; imidlertid bruges nordenfjelds: <PB N="595"> “rekkja heimatter”, dvs. skikke tilbage, afvise noget som befindes at være udueligt; altsaa det samme som “reka heim”, eller “reka atter”, s. reka. Forøvrigt falder Ordet sammen med T. recken (og Eng. rack), men stiller sig her som en Afledning af rekka.

Rekkja, f. 1) et Følge, en fremskridende Hob, f. Ex. af Kreature paa en Vei; ogsaa ellers om en Række eller Rad. Gbr. og fl. (Sv. räcka). – 2) Gangsti, Vei for Kreature (= Rekster, Raak, Raas). Sogn. – 3) Rækværk ved en Trappe eller Muur. Rbg. Gbr. Nogle St. ogsaa om en Række eller List paa en Væg, hvori Fade og Bordtøi hensættes.

rekkjande, adv. gaaende, spadserende. Koma rekkjande; s. rekkja, 5.

rekkjast, v.n. lade sig udstrække eller oprive (= rakna). Rekkjast med seg: rette sig op igjen, komme sig. Indh. s. rakna.

Rekkjespade, m. Redskab hvormed man strækker og renser Læder. Ogsaa kaldet Rekkjejarn, n.

Rekkjing, f. Udstrækning; Oprivelse; Eftersporen; Gang, Spadsering (s. rekkja). I sidste Betydn. ogsaa Rekk, n. “Gaa i Rekk”: gaae i Skridtgang. Østl.

rekla, v.a. (ar), skjære i smale Strimler. Nordl. s. følg.

Rekling, m. Fisk (Helleflynder), som er skaaren i Strimler og tørret. Tildeels udtalt med lukt “e”: Reekkling (B. Stift). G.N. riklingr. I Forbindelsen “Rav og Rekling” betegner det første Helleflynderens Finner, det sidste er Kjødet af dens Sider.

rekna (ee), v.a. (ar), 1) regne, tælle, tage Tal paa. Rekna Dagarne. R. Pengar osv. Mest alm. reekna; nogle St. reikna, Tel. og fl. Ogsaa G.N. reikna; afvig. fra Ang. recnan, reccan (Eng. reckon), Ght. rechenon, Goth. rahnjan. – 2) beregne, udregne, overslaae; ogsaa v.n. sysle med Regning, gjøre Regnestykker. – 3) medregne, tage i Betragtning. Eg reknar ikkje detta: jeg anseer ikke dette for at have nogen Betydning. Gjerer han ei Hjelp, so reknar han paa det, dvs. saa lægger han megen Vægt derpaa, anseer det som en stor Opoffrelse. – Hertil flere Sammensætn. som Reknebok, f. Reknekunst, m. Reknemeister, m.

reknande, adj. værd at medregne, at agte paa; ogsaa: beregnelig.

Rekneskap, m. Regnskab, Opgjør.

Rekning, f. 1) Regning, Beregning; ogsaa Regnekunst. 2) opskreven Regning, Optegnelse af Krav osv. 3) smaaligt Eftersyn, Efterregning af udviste Tjenester og deslige.

Rekord (e’), n. stødende Ord, Spot, Fornærmelser. Smaal.

rekskøyta, v.a. fælde Fjele sammen ved en skraa Tilhugning paa Enderne (= skarva). Valders (rekskjøyte). Rekskøyting, f. = Skarving.

Reksl, n. løse Kornstraa, som sammenrages paa Ageren. Rom (Ræksel). Andre St. Dregse.

Rekspon, m. en liden bevægelig Slaa eller Pind, hvormed man kan lukke for en Aabning; f. Ex. paa en Væverskyttel. Berg. Stift, Nordl. (Nogle St. Rekspo). Ogs. kaldet Drivspon, og Dragspon.

rekst, s. rekast. Rekst, s. Rekster.

Reksta (?), f. et ungt Træ, en Stang, en lang og smal Træstamme. Oftere Rekstra, Nordl. Namd. Indh. Ogsaa Rekster, f. Østerd., og Reksta, Sogn. (Jf. Raata, Ræla, Skaata). Formod. samme Begreb som i Raasarskog; s. Raas.

Rekste, n. Vei, Sti (= Rekster). Tel.

Rekstegard, m. Gjærde af nedlagte Træer. Østerd.

Rekster (Rekstr), m. 1) Gang, Vandring, Omflakken; ogsaa Omdriven paa Vandet. (Nærmest af reka). B. Stift, Nordl. G.N. rekstr: Omtumling. – 2) Gangsti, Vei; især om Kreaturenes Veie til Græsgangene. Shl. Ryf. Jæd.. Ork. Helg. og fl. I Hall. Rekst. (Nærmest af rekkja). Andre St. Rekkja, Raak, Raas. – 3) Græsgang, Udmarker for Kreaturene. Østerd. – I Sammensætn. tildeels “Reksta” (G.N. rekstrar, rekstar), f. Ex. “Rekstabikkja”, f. en omflakkende Hund. Nordre Berg.

reksterfør, adj. rask til at gaae, stærk nok til at gaae lange Veie; f. Ex. om gamle Dyr (Køer). B. Stift (oftest rekstafør’e).

Reksterhold, f. Førlighed eller Styrke til at gaae lange Veie. Jæd. (Rekstahold).

Reksterveg, m. Gangsti, Vei for Kreature. (G.N. rekstrarvegr).

Reksting, f. Omdrivning, Omtumling. Hall. (Jf. rekast).

Rekstra, s. Reksta.

Rekvare, s. Rakvar. – Rekved, s. Rekevid.

Rel (ee), m. et Par Neg; s. Rid.

rela (ee), v.a. (ar), vride, forvride et Led (= rengja, keika, vikla). Helg. (Maaskee for ridla). – Reling, f. Forvridning. Rel-ord, n. Ord som Signekvinder have brugt for at læge Forvridning.

Rem, n. Skrig, skrigende Lyd. Trondh. Hall. (Ræm). Nogle St. Remje, ogsaa Remj, Sdm. S. remja.

Rem, f. (Spile; Ribbe), s. Rim (i’).

Rem (ee), m. 1) Lugt, f. Ex. af noget som bliver brændt eller stegt. Indh. (Sparbu). – 2) Kvalme, Opstød fra Maven. Tel. (Vinje). Maaskee for Remm, s. Remma.

Remaal, s. Reidemaal.

remba, v.a. (er, de), strække, række ud. Remba seg: udstrække Lemmerne af en naturlig Trang, f. Ex. efter en lang Hvile i sammenbøiet Stilling; om Mennesker og <PB N="596"> Dyr. B. Stift, Hall. Gbr. og fl. Nogle St. remma, el. ræme seg, (Tel. Helg). Eng. Dial. rame. Hertil Remb, m. og Rembing, f. Trang til at udstrække Lemmerne.

remben, adj. besværlig, f. Ex. om en trang Vei. Ork. (Meldalen). Jf. dremba. Isl. rembast: anstrenge sig.

Remberid, f. et Anfald af Sygdom, saasom Mavesmerter eller lignende. Sdm. Noget ligt er Remperid, Hall., og Ramperid, Smaal. Jf. Repp.

[Remedie, n. Hjælpemiddel, Redskab. Nogle St. “Remeni”. (B. Stift). Lat. remedium.

remja, v.n. (ar), 1) skrige, udstøde stærke og langtrukne Skrig; f. Ex. om Katte. Trondh. Berg. Rbg. Hall. Vald. og flere. G.N. remja. (Jf. emja). – 2) bræge, som Gjederne. Hard. Nedenæs. (Jf. jerma). Sv. Dial. rämja, i begge Betydn. – Remjar, m. en Skrighals. Remjing, f. vedvarende Skrigen; s. Rem.

Remma, f. Beeskhed, bitter Smag. Telem. (Ræmme, Ræme). Af ram. G.N. remma.

remna, s. rivna.

Remsa, f. 1) Strimmel, et langt og smalt Stykke, f. Ex. af Skind. Temmelig alm. Ogsaa Rimsa, Rbg. (Sv. remsa). Jf. Reim. – 2) en Ramse, en lang Opregnelse. Tel. og fl.

remsa, v.n. (ar), snakke, pludre, ramse noget op. Tel. Hertil remsug, adj. snaksom. Remsing, f. megen Snak.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   132   133   134   135   136   137   138   139   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə