A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

ordfløkja v. forvikle sine Ord; bruge Omsvøb, Udflugter osv. Hard. – ordfløkjen adj. som vil o.

ordfør adj. veltalende = talig. Hard.

Ordhald n. = Ordtøkje. Meddelt fra Hall.

"ordhitten adj." A. Shl. Hard. Sæt. Tel. oorhytten, Shl. Ryf. – oorhittog d. s. Gbr. o^urhittig, Ma.

ordhugsa v.a. mindes ordlydende. Sogn. "Eg æ kje go^u te o^urhugsa da".

ordhøtten adj. flink til at ramme med Ord. Hard. Skilt fra -hitten. – Ordklov se Or-.

ordkrøkjast v. recip. (jest, test, st), hænge sig i hinandens Ord. Tel. (Mo, Kvitseid).

Ordlaaskor f. plur. Ord hvormed man intet mener; Skrømt. Se Laaskor. Tel. (Mol.).

ordleggja v. (lagde) = ordleida. Ryf. og fl.

Ordmerkjar m. En som lytter efter og hæfter sig ved Ord. NGbr. og fl.

Ordnota f. en eiendommelig Talemaade; især et gammelt Sitat ("Hermestev, Vedstev, Ordstøde"). Tel. (Selljor og fl.). "Ei Oornoote, om ho æ aller saa gamal". Mere brugt er: Oornootu(r) f. pl. Sitater = "gamalt Tal, sum bliv' impa upp atte". Tel. (Selljor, Mo, Moland), Sæt. Ma. (Aaserall). Hedder: Oornoota(r) m. pl. A. Ryf. Røldal; O^urno^ute pl. Sogn, Voss.

ordnøten adj. fuld af "Ordnotar". Nhl.

Or-dryfte n. det som drøftes fra Kornet; Avner osv. Nhl. (Fusa). Jf. Framdryfte.

Ordskil (i') n. Skille mellem Ordene, tydelig Adskillelse af Ord, Rede paa Ordene; ogsaa: Forskjel mellem Ord. Shl. (Fitja): oorskil; Hard.: O^uraskil. "Han labbra so ein kunde kje höura Oorskil". Jf. Orklov.

ordskile (i') adv. tydeligt, umisforstaaeligt; om Meningen. Shl. (Etne): oor-. Vel: med tydelige Ord; se foreg. Jf. dog "skilja or".
Ordstøda f. staaende Udtryk; Talemaade. Undertiden = Ordtøkje. Ma. Rbg.: O^urstøa, -e. Se Ordsted.

Ordstøde n. = foreg. Follo, Rom. Solør og fl.: Oolstøe.

"Ordtøkje n." A. Oo(r)tykkje, Rom. (Nes); Oorstøkji, VTel.

ordvak adj. aarvaagen med Hensyn til Ord; sky for Ord; ømfindtlig. Tel. (Tinn).

"Ordvik n." A. 2) eiendommeligt Udtryk; Mundheld. Follo, Vestfold. "D'er et Oolveekk saam je har lakt Øye me", det er et Mundheld, Udtryk, som jeg har aflagt; Follo. 3) = Kjekling. Sogn.

ordviss adj. sikker og rask i Valg af Ord, ikke famlende. SætBV.

ordytast v. recip. (est, test, st), disputere. Sæt.: o^ur^uytast. Se yta(st).

"Ore (oo) m. Elletræ, Alnus". A. Aore m. Sogn (Sogndal, Aurland); Ør, Shl.; Ørr, Nhl.; Aar f., Fl. Ær´a(r), VTel. Rbg. VAgder. Aar f. = Svartore, Ma.; Ær f. og Æra f. = Kvitore, Ma. (Holum, Bjell.). Orr f. = Svartore, Li. (Bakka), ØDal.; Erre m. og Err f. = Kvitore, Li. ØDal. Aare m. = Kvitore, Øre m. = Svartore, INfj. ISfj. (Jølstr). – Aarebruk (u') n. Ellekrat; Sfj. (Jølstr). Aarerust f. d. s. Nfj. Aorebase m. d. s. Sogn. Orrebase m. d. s. Voss. Orrekise (i') m. Klynge af smaa Elletræer paa samme Rod, Ellebusk. Hard. Ørrerunne m. d. s. Hard.

oreggja v.n. (ar) = aveggja. Hard.

oreigle (oo) adj. uhaandterlig. Gbr. (Lom).

Orekjevle (oo) n. = Orepinne. YSogn: Oorekjelve; Sfj. og Nfj.: Oodrekjelve og Oodrepinne.

Oreputa f. Pude under Ora. Østl.

Orespyta (y') f. = Orepinne. SShl.

Orestad m. Stedet paa Hesten under Ora. Shl.

Orestikka f. = Orepinne. Vesteraalen og Senja. Tildels: Ar(e)stikka. Se Arda.

"Oresvall m." A. Bamle.

Orfar (oo) n. Flods Udløb af Sø. Hard.

"orfaren adj." A. 3) indsunken, indskrumpet; affældig. Hall. (Nes, Gol). Se fara or.

Orga f. = Yrgja; Skidband. Senja, Vesteraal.

"Orga f. Orgel". A. Urgo f. pl. NGbr.; Urje f. pl. Sogn (Lustr). Kaldes "Aarverk, Aareverk" i Tel. Ma.

Orgaris m. Løvtrækjeppe som anbringes under Høet i Laden. Ryf. (Saua).

orgast eller (og) urgast v.n. (ast), blive uklar eller mat i Farven; falme; mest om Tøier. Ryf.: orgast (o'?) og mest aargast; Jæd. (Klepp, Hetland, Time): urgast (el. oo). Jf. urga, urgla dvs. grumse; Org.

or-gata (oo) adj. udboret, udstukket; se gata.

Orgavid m. Løvtrækjæppe som sammenflættes til Klædning af tarvelige Huse, f. Eks. Lader, eller til at fylde Aabninger. Shl. (Etne).

Or-gjering (oo) f. det Arbeide at "gjera (upp-)or Laava", faa Kornet færdigt fra Loen. Hall.

or-heimings adv. Kun i: "oorheimings gamal(d)e", ældgammel. Sfj. YSogn.

"orka v.n. 3) gide". A. Gul. Namd. Helg.

orka v.a. mægte, kunne bære? fortjene. Hørt kun i: "Da (de) orkar kje Takk!" det er for lidet til at fortjene Tak. ISogn (Aurland), SætB.Gbr. Vel eet med foreg.

"Orka f." : Travlhed, Besvær, Bry. Ryf.

Orkand n. stort Besvær. NGbr.

Orklov (oo, o') n. Udredning, Rede, omtr. = Maalklov, Munnklov. Maaske eg. Ordklov. Shl. (Stord, Fjellber). "Da va gjoort fullskuuande Oorklov i da, so ein kunde kje ta(ka) myste". "D'æ Guut, som d'æ Oorklov i!" "Dar va kje større Oorklov i da, enn at eg æ lika viis". "Han gjoore kje greitt Oorklov".

Orkna (o') f. travl Virksomhed. Dal. For -nad m.?

Orkøyl (oo) m. = Keil (Høvel). Ryf.

"Orlog n." A. 2) Skjæbne. Skal forekomme i en gammel Vise fra Tel.

orlovlaust? adv. uden Tilladelse. NGbr: oolaavlöust. G. N. orlofslaus utilladt.

Ormauga n. Øie som altid dirrer. Dal.

Ormebol og -bøle n. Slangerede; Hob af Slanger. NGbr. m. fl. G. N. ormabœli.

ormegtast v. = ormegta. NGbr.: aarmægtast.

Ormeslo f. Hunorm? Vald. (SAurd.). Se A.

Ormeslok (o') m. en af de større Bregner, Struthiopteris germanica? Tel. (Lunde).

"or-minnast v.n. sove ind". A. Shl.

Orm-oska (o') f. Aske af brændt Slange. Hall.

Or-mæt(t)a f. Person som lidet mægter at udrette. oormætte, Hall. (Gol); Oormætæ, Hall. (Aal). Til Maatt (Magt), eller og til Mæta.

Orm-sneldra f. = -styng, Libellula. NGbr.

Orm-ødla f. et Slags Firben; (ansees som meget farligt). Hadel.: Ormelle.

"ormøygd adj." A. 2) med dirrende Øine; se Ormauga. Dal. Ryf. Gbr. Rbg. Rom. Busk. Totn. Opfattes ellers forskjelligt; oftest: med et lumskt Blik.

ornast v.n. (ast) = orna. Sogn, Hard.: ood-.

"Orne m." A. Oodne Hard. Shl. Ryf. Jæd.

ornøykjast (o') v.n. (est, test), smaatrættes = nøykjast. Tel. (Lunde): aarnøykas og ör-. Ogsaa: ornøyke (aar#-ör), Tel. (Lunde). – Ornøyke f. En som gjerne "ornøykjest"; Vringler. Tel. (Lunde, Sauar).

orr adj. a) af høit Livsmod, høi Vitalitet; livlig; rask og kjæk. b) = gridug. Shl. Ryf. Jæd. Ma. "Han æ aarr´e i Tyo" (Stoffet). Jæd. "Du va fælt orr´e paa 'an idag". G. N. örr rask, livlig. Jf. orreleg, orrig, orsk.

"Orre m. Aarfugl". A. 2) livlig Person; især En som er fuld af Løier. Li. (Vanse, Fjotland), Jæd. 3) enslags fugleformet Drikkekar. Sogn (Vik).
orreleg adj. = orr b); gridug. Tel. (Rauland). Opfattes som hørende til Orre m. I Li. siges: "greeog sum ein Orre". aarlig, Dal. (Sokndal); aarle(g), Shl. Nfj.

orren (o') adj. = orr. Voss. "Orren tao seg".

"Orrfugl m." A. 2) = Storfugl. Østl.

orrig og orrug (o') adj. = orr b). aarrige og örrige, Shl.; aaröge, Ryf. (Skjold); ørige, Nhl. (Lindaas), Sogn (Aurland). "Orrige paa Mor(g)onen".

Orrynja f. = Orrhøna. NGbr. (Lom): -ju.

orsk adj. kjæk; strunk. Sogn (Aardal). Jf. orr.

Orskil, orskile se Ord-.

Orskjøl (oo) f. = Odskjel. YHard. Shl.

orstad adv. afsted = avstad; ogsaa: omkuld = stad. Voss, Hard. (Ulvik, Ullensvang): os`sta (o'), og sjeldnere: oos`sta. "Ga ossta aa gjæta". "Detta ossta".

ort (oort), mon tro? Helg. se kort.

orusta (oo) adj. høist urolig; ustyrlig. Sfj. (Kinn, Vevring, Førde, Haukedal). "Ein orusta Bul". Meddelt er ogsaa: "ein orrosta Bul", en vild Krabat. Neppe til G. N. orrusta, orrasta Kamp.

orvakt (oo) adj. = orvak. (Sfj.). Shl.

orvgjengs? adv. forkeert, bagvendt, ubekvemt. aurjængs, ISogn; aarjængst (eller or-), Sogn (Aardal). Jf. aurt; aartætt.

"orvhendt adj." A. aarghænt, Finmark; aarhænt, Jæd. Ryf. – "Aarhænt Ar", en Ard (Plov) med Væltefjæl paa venstre Side. Ryf.

orvona (oo, oo) adj. som man har opgivet Haabet om; opgiven; haabløs (passivt). Sogn. – orvones adj. 1) d. s. 2) haabløs (aktivt). "Ho æ oorvoones", hun kan ikke vente flere Børn. Sogn.

orættes (oo) adj. og adv. udenfor Ætten. Sogn. Meddelt.

Orævle, Orøle, Orøvle se Ovr-evle.

orøgle (oo) adj. uryddig, upyntet. NGbr. (Lesja, Fron og fl.)

Os m. 1, 3) Aabning i Isen". A. Rom. n. 4) et stort Vandbasin mellem Øer, med Indløb paa to Sider og stærk gjennemgaaende Strøm. Ryf. Saaledes Navnet "Røværsoosn".

"Os (oo) m. 2, Brusen". A. 3) urolig Iver: a) Uro i Dyr som længes eller er brunstige. Vald. SGbr. "Hæst´n har faatt Oos´n 'ti se". b) aandelig Bevægethed, Interesserethed. SGbr. "D'æ fælt te Oos 'ti Ungdoma". 4) Luftstrømning, Drag, Træk: gjennem Dør eller Dal. SHelg. 5) tynd Taage lige før Storm. Vesteraalen, Senja. 6) stærkt lugtende Vædske. NGbr.

"os (oo) adj. geil". A. Ndm. Romsd.

osa (oo) v.n. (ar), være ivrigt optagen med smaat unødigt Arbeide; være stundesløs. Dal. (Hedland, Ogna), Jæd. (Haa). Til os adj. "oosa opp" v.n. futte = fisa; om Krudt og dl. Jæd. Til osa, A.

osa (o') v.n. (ar), gaa bust paa, fare ivrigt til; drive voldsomt paa; tumle. Sogn, Voss, Hard. Dal. "Osa (aasa) pao", "osa tee mæ noke". Os (o') m., Osa f. En som osar. Hard. Oseboll d. s. Hard.: "dl". – osen (o') adj. tilbøielig til at osa. Jf. osa (A.), asna, osna; oos, oosa.

Ose (oo) m. 1) Flodmunding = Oos. Tel. (Lunde, Mo, Vinje). 2) = Bøyste, paa Bælg. Tel. (Mo, Eidsborg).

Osehol (oo, o') n. Lufthul. Tel. (Moland).

Oselot (oo, o') n. Anfald af Heftighed; Opbrusning; hidsigt Lune; ogsaa: Anfald af Arbeidsiver. Vald. (Vang): Ooseløt.

Osemot (o', oo) n. = Asemot. Y- og ISogn.

osen (oo) adj. 1) hidsig; ivrig; lysten; opbrusende. Dal. (Eikersund, Sokndal, Hedland), Jæd. (Haa, Gjæstal). 2) overmodig, storagtig = bøsen. Eikersund, Stavangr.

Osevedr (o') n. = Asvedr. Sogn, Voss.

Osing m. En som er "oosen", "bøsen". Rog.

Oska (o') f. Tordenveir? VNed. "Oska (Aaska?) gjænge seinhöustes". Meddelt. Sv. Diall. aseka = åska. Jf. Oskereid.

oska (o') v.a. bestrø el. bedække med Aske. Hall. Tel. og fl. "Oske seg ut".

Oskebele (o', ee) m. et Rids i Asken, hvilket opnævnes til at repræsentere en mulig Beiler; i Leg. Tel. (Sellj). Ooske- se flg.?

Oskedaude (oo) m. = Dødsfald som ingen Beklagelse vækker = uskaddaude, A.; oftest om selvforvoldt Død af en tilsyneladende liden (halvt overnaturlig) Aarsag, f. Eks. en Gudsforgaaens, en "Heluvis", uventede Død i et Slagsmaal. Hard. (Ulvik): O^uskadöue; Tel. (Treungen, Kvitseid, Laardal, Eidsborg, Høydalsmo, Nesland, Grungedal, Skafsaa, Moland): Oskedoue (o') og Uskedoue. "De va Oskedoue o Mollemat". Vel et G. N. *óskadaudi, som óskahátid, -byrr (til Óski, Odins-Navn). Ogsaa: "Ein Uske (Oske) Doue", betonet som "Fynde Kjeringg"; Skafsaa, Moland, Treungen. Jf. G. N. óska vel. Jf. ogsaa: oskeleg, Oskrjupa, Husketein. G. N. ósk, Ønske, spiller vel ogsaa ind ved dem alle.

Oskefis (o', ii) m. En som gjerne sidder foran Ilden og blæser (fis) i Gløderne. (Jf. NNl. Aschevijster, -fister osv. = ciniflo, Grimm's Æ.). – Oskfisl m. d. s. Ogsaa = Oskeladd. Sfj. (YH. og fl.). (Jf. fisla).

Oskefot (o', oo) m. = Oskeladd. Tel. (Mo, Moland), Vald. – Oskelabb og Oskelamp m. d. s. Tel. (Mo, Moland.

Oskeguva, -guffa f. Kvinde som gjerne sidder meget bred foran Arnen og roder i Ilden; ogsaa kvindelig Askeladd. Tel. (Vinje). Se Guva, Guffa. – Oskegøyva f. d. s. Tel. (Laardal). – Oskestut m. en mandlig Oskeguffa. Tel.

oskeleg adj. vel fortjent, tilpas; om selvforvoldt Lidelse, og gjerne humoristiskt el. ironiskt brugt. Tel. (Selljor, Kvitseid, Laardal, Skafsaa, Moland, Vinje): uskeleg og,
sjeldnere, oskeleg (o'). "De va uskeleg tee deg", el. "de va u. deg", det har du vel fortjent. "De va uskeleg han maatte døy, me va glae me sleppte'n", om en "Heluvis" Død. Se Oskedaude.

Oskepjask m. Askeopkjøber. NGbr. (Lom).

"Oskereid f." A. Oskurei og Oskorei, VTel. (Moland), Rbg. (Iveland), VAgder (Finnsland, Øyslebø, Halsaa, Spind); Aaskolrøy, Tel. (Sauland); Olskorei, Dal. (Lund); Olgaarei, Dal. (Hedland); Olgerætla, Ryf. (Finnøy og fl.); "Fossarei", Ryf. (Finnøy og fl.); Haaskols-skreia, VNed. Jf. Oska.

oskerjuka v.n. fyge som Aske. Helg. "Syy´n aaskryyk". – Oskestut se Oskeguva.

"Oske-roe m." A. Oskerjo, Hard. (Kvamm); Oskegrjor, Hard. (Ullensvang); Oskeraar, Oskraar og Oskro, VTel.; Oskerjaal og -raal, Sæt.; Askreel, Hall. (Gol).

Oskrjupa (o') f. ung Kvinde. Maaske ogsaa: Elskerinde. ISogn (Vik). Sjelden. Jf. G. N. óskmær, Valkyrje. Se Oskedaude, -bele.

oskutt (o') adj. fuld af Aske; askefarvet. Ryf. fl.

?osme (aa) v.n. = osna (o'). Gbr.

Osmus se Ost-.

osna (oo) v.n. sætte afsted i stor Lystenhed; fare hidsigt til = asna til. Jæd. Dal. "Kuuno oosna bort aad Aagrn". Til oos, oosen.

osna (o') v.n. storme el. tumle frem; fare afsted og omkring = asna. Nhl. (Fana). osne og aasne; Sfj. Nfj. Bet. ligner den af det beslægtede oosna; osna hører nærmest til osen (o'), osa (o'). Maaske oosna stiler mere sikkert mod Maalet, mens osna, asna, er mere fortumlet. "aasme" = osna. Ogsaa et "Asm" m. = Asn, synes at findes, Nhl se Aseim.

"Osp f." A. Ospebirkja f. Saft, "Byrkja", af Æsp. Ma. (Aaserall). – Aspamar m. Maar i Æspestamme. Ndm. og fl. Se Mord. – Aspaskrupp m. tør Æspestamme. Ndm. – Ospesprek (e') n. afløvede og afbarkede Æspekviste. Hard.

osso conj. 1) som, ligesom; = "jøssaa" dvs. just som. oossaa, Jæd.; usaa, Jæd. (Haa); oorsaa og voorsaa, Jæd. Dal.; voorso, Dal. "Du æ voorsaa dænn". "Aamman i daamm oossaa dei Faasse dansa", hulter til bulter som osv. "D'æ usaa Inkje-Faalk", det er udenfor Folkeskik. Maaske: ok-so ("öusaa", Ma. og fl.); jf. G. N. ok, eins ok, ligesom. 2) saaledes som. Dal. (Hedland). "Eg tænkje Grunn´n æ dæ, voorso han vekse opp", at han vokser sa stærkt, eg. saaledes som han osv. Synes ikke i denne Dialekt at kunne være G. N. hversu ("koss-leis", Dal.; "koor", Jæd.).

ossta adv. afsted; Hard.; se orstad.

Ostegris (o', ii) m. liden Bolle fersk Ost. Sæt.

Osteknubb (o') m. Ostebid; Oste-knask; som Traktement til Børn. Sogn. – Osteknybba f. mest i Fl.: Osteknybbe d. s. Sogn.

Ostemell (o', e') m. Ostemid. Tel. (Vinje).

Ostemott (o', o') m. = Ostemell. Sogn.

Ostestaup (o') n. rundt Kar til Ost. Rbg.

Ostmus (o', uu) f. nydannet Ost, før Saltning og Gjæring. Hard. (Ullensvang); Osmuus. Voss, ISogn; Uusmuus f. Hard. (Kvamm, Ulvik), særlig om den første grynede Ostedannelse i ophedet suur Mælk. I Sv. Diall. ustemus, ostmus, ostmyssja. Uus- er maaske det oprindeligere; det forstaaelige Ost kunde let glide ind for det nu meningsløse Uus, medens det kjendelige Ostmuus vanskelig, især i dette Maal som har liden eller ingen Trang til Ligedannelse, vilde blive til Uusmuus. Uus, jf. Lat. jûs Suppe, Græsk zy-me Suurdei. Den ældste Ost var selvfølgelig af suur Mælk eller af opvarmet sød hvori der var kommen suur. Jf. Kjæsemus, Mus (Stof). Det Lat. navn for Ost, caseus, blev da seent laant for det Stof som ved den kunstige(re) Ostelavning traadte i Stedet for Suurmælken. Isl. kæsir (caseus, blev da seent laant for det Stof som ved den kunstige(re) Ostelavning traadte i Stedet for Suurmælken. Isl. kæsir (caseus) og hleypir er neppe G. N. – Osmuussodl m. "Soll" af Ostmus Mælk. Sogn. – Uumuusebadl m. liden Ostebolle. Hard.

Ostrebein n. dvs. Osterbein, Nøglebeen. Vald.

ostyggele(ge) (oo) adv. overmaade. Gbr. og fl. ov-?

osug (oo) adj. høist urolig; om Veir. SGbr. "Oosogt Veer". Til Os (Brusen), os adj.

osvæsen se aa-, ov-svæsen.

"Ota (o') f. 2) Dyst". A. "I ei Ota (Otu)", i eet væk. Sæt. Tel.; Ned.: Ode. "Ei strii Arbeidsotu", Tel. "Vera i Ota mæ" = "vera i Tak mæ", arbeide stærkt med noget, Li. (Eikin). 3) Knibe; Forlegenhed. VAgder. "Eg blei i Ota for Timr". "Daa blei du gott i Odaa". – "Gaa i Otaa", gaa sandseløs omkring, som i Kampørhed; Ma. (Aaserall, Bj. Øyslebø og fl.). Langs Kysten ogsaa: "gaa i Aada(a)", d. s. men af anden Oprindelse, se Aata. 4) Æggen; se Hesteota. Sæt.

ota (o') v.n. (ar), anstrænge sig, drive stærkt paa, = stræva. Tel. (Mo, Moland, Laardal, Kvitseid). "Han ota paa o rei, ota o bar, ota o hoggji".- Til Ota. Gotland: ota mæ dvs. mægte.

"ota v.a. (ar), flytte osv." A. = hopa. Shl. (Fitja, Fjellber): "aatta (og ota) Hestn".

"otast (o') v.n. 1)". A. Li. 2) slaas. Ma.

Otebad (o') n. svær Dyst; se Bad. Tel. (Mo). "I eitt Oteba".

Otekamp (o') m. Slagsbroder. Sæt. Maaske: Kamp = Hest; el. jf. kampe Karar.

oteseig (o') adj. udholdende i Kamp. Tel. (Selljor): otu-.

"otestød (o')". A. = oteseig. Ma. (Bjell. og fl.).

"otra (o') v." A. Shl.: "aaattra seg, Hestn".

otra (oo) v.n. = myta seg; om Faar som
ligger bagud for Flokken. Hall. (Gol, Nes). ootren adj. = myten. Ootresøy(d)e f. Hunfaar som vil gaa alene. Maaske eet med foreg. Otr, Lutra, lyder her Oot´r.

Otreflundra f. liden brun Flyndre. VSdm.

Otta (oo) f. Luft, Veirlig. Vald. (ØSlidre, Vang). "D'æ mildt i Oottun i Dag". Seer ud som et Afklip af "Veerootte" (Vald.) dvs. Vedraatta. Jf. dog Ætt, G. N. átt, "Veiraatt" (Rbg.).

"Otta (oo) f." A. Oota Li.; Uutta Jæd.; Ooft Stjør. (som groofte for gro(o)tta).

otta (oo) v.n. (ar), være urimeligt tidlig oppe; især drive paa med for tidligt Arbeide. Jæd. (Time): uutta; Nfj. (Stryn, Innvik): ootte og otte. Vil, fremgaaet af Otta, glide sammen med otta(st) dvs. stunde osv., af Otte; se A. "Han otta paa aa ville oopp"; Innvik.

"otta (oo) v.a. (ar), 1) ane". A. Sogn. 3) stunde osv. = ottast. Nfj. "E laag aa ootta paa di heile Natta". Se foreg.

ottast (oo) v.n. (ast), gry svagt. Romsd. Ndm. (Aure, Tingvoll). "Dæ oottast 'taa Dag´a".

"Otte (oo) m. 2) Uro osv." A. Ndm. Rbg. Uutte Jæd. "Ligge paa e(i) Ootte" (f.) = liggja med Ootte. Vestfold, Hedm. "Han tæ se ingen Ootte fyri", han gjør sig ingen Flid; Gbr. "3)". A. Rbg. Li.

"Ottefugl m." A. Li.: Ootefugl.

Ottegard (oo) m. Gaard som er meget udsat for Naturulykker, f. Eks. Skred. Hard. og fl.: O^uttagar.

Ottegrima (oo, ii) f. Maaltid som gives Kvæget Kl. 4 1/2 Juledagsmorgen. Vald.

Ottekant (oo) m. = Otta. Dal. (Hæskestad). "Eg laag i Andvoga te ^eudpaa O^uttekantn".

"ottesam (oo) adj." A. 2) oppebiende med Uro; urolig. Tel. NØsterd.: aattsäm.

"ov (o') bruges kun i Sammens." A. Lyder tildels off i VAgder (offstoor, Offkar), oov i Namd. (Namsos: Oovting). – ov se aa.

"ovan (o') adv. oven, ovenfra". A. aoa(n), Voss, Hard. aama, Tel. G. N. oman, Færøyar: oman; oogoo (to korte O); NGbr.; ooga? SGbr.; aavaa(n) Hedm.

ovan-aa præp. og adv. tæt ind til den øvre Side af noget, tæt ovenfor; se nedanaa. Tel. (Raul.): aamanaa. Oftere: aamandaa, Tel. (Vinje, Rauland); sjeldnere aamanda, Raul. "Kjerra stænd´e aamandaa o soonnandaa Hus´i". – aamoom, d. s.; vel for "ovan-um", eller maaske ov-um: op(pe) forbi, tæt ovenfor. Tel. Vinje. – "ovanfyre præp og adv. ovenfor". A. VTel.: aamafyri (Veum og fl.), ova(n)fyri (Veum), ovafor (Treungen). – "ovan-i præp. ovenfor", A.; ogsaa: oppe i, ovenpaa. Tel. (Grungedal): aavandi og aamandi. Se A. – "ovantil præp." A. 2) ovenfor. Voss og Hard.: aoante. – ovan-um præp. op(pe) forbi, tæt ovenfor. Udbredt. Ogsaa: aam-oom, Tel. (Vinje). – "ovanyver adv. overmaade". A. Voss. aoandyve; Hard. (Ulls. Ulvik): "D'æ kje aoanyve at Mjælkjæ æ s^eur".

"Ovanburd m." A. Aavaböl og -bool Østl.; Aavaaböl Totn; Ogoobaar (og -boor?) Gbr.; Aagaabool Stjør.

Ovandeild f. øvre Deel af Særk. Hall. (Aal): Aavadæld. Og: Aavardæld ("tykt" rd el. D), Hall. (Hol).

ovandi, ovandyve se ovanaa osv.

ovandottelege adv. høist forvirret, fortumlet eller urimeligt. Hard. (Ullensv.). "Snakka aoadottele".

"ovandotten adj." A. ao(v)adotten Sogn, Voss, Hard.

ovanvert av præp. paa den øvre Side af, ovenfor. Tel. (Fladdal, Selljor). G. N. ofvanverdr opadvendende. Jf. innanvert.

ovast (o') 1) adj. øverst. Jæd. (Time): aavast. Isl. ofarst. 2) m. Oberst. Dal. (Hedland, Hæskestad). Tildels: "Aavast"; se baia. 3) m. en larmende, fordringsfuld og hensynsløs Person. Dal.

ovbede adj. n. overordentligt; især: udmærket = ovbodet. Sæt.: ovbee`i.

Ovbeist n. et overordentligt Beest. Dal. og fl. Oobeist, Nordl. og fl. Ubeist, meget udbredt.

Ovbeit f. usædvanlig Knibe. Tel. (Sel. Raul.).

"Ovbod n. noget overordentligt". A. Ovbo, og oftest Obbo, Rbg. Ma. Li. Dal. "Dæ va Obbo!" det var fortræffeligt!" Ogsaa som adv. "Dæ va ovbo sto^urt", Ma. (Bjelland). I Dal. (Ogna) og Jæd. (Haa) høres: "d'æ anten (antan) Aaboo elle Skidboo mæ'an", der er ingen Maade (Middelvei) hos eller ved ham, altid er der Yderlighed i Husholdning og Optræden. Ogsaa meddelt: "antan Ovbu eller Skidbu" ("Ovbu" Ogna, "Aabu" Haa), i hvilket et *Ovbu af Bu, bú, n. kunde spille ind.