A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Oke. I Udtrykket "gaa i Oo`kje mæ innan", kappes = okast. Ryf. (Suldal, Saua). Røldal. "Dei æ i O`kje (o') um dæ", kappes; Nfj. (Stryn). Vel Dativ af Ok n. (Aag osv.), eller af et Ok n. af oka(st) v.

oken (o') adj. 1) paatrængende, nærgaaende. Til oka (seg inn paa ein). Jæd.: "ogjen (aa stogjen)". 2) forbunden med Besvær; møisom. Helg. – Okka (oo), se Odka.

okka (o') v. kagle; om Røy og Urhøne. SØsterd. Meddelt. Vel eet med okka, A.

Okl n. Yngel Se flg.

okla (o') v.a. (ar), 1) formere = øksla, aukla. Hall.: økle (ogsaa Tel. A.); Helg. (Bindal): aakkl. "Buskapn ha aakkla seg". oklast til v.n. = o. seg. 2) forøge sine Midler, erhverve; tildels v.n. Helg.: aakkl; Innh.: ökkl (el. økkl?). "Han ha no aakkla se(g) tee ørliiti". "økle, aakkl, ökkl", er maaske kun Former af øksla, men kunde ogsaa tænkes fremgaaede mere direkte af Stammen i vaksa og øksla. aukla, Hard., tør være en ved auka fremvirket Udvidning (jf. ellers Aukla for Okla n. Shl.) – Økleskrytyr n., Øklesøy(d)e f. Avlsdyr. Hall. Se øksla. Sv. Diall.: ökkra seg dvs. växa till.

okla (o') v. gaa usikkert, med vrikkende og smækkende Fødder. ISogn (Lærdal og fl.). Jf. hokla, hykla.

"Okla n. Ankel". A. Ogla, Jæd. Li. Ma. (ligesom Fygla, Aagr i mange Egne som har fjuka, maka). Aukla, Shl. (Etne). Okle n., Shl. Ukul m., Helg.

okleskodd (o', oo) adj. med Ankelen bar ovenfor Skokanten, idet man enten a) er strømpeløs, eller b) kun har en Strømpefod eller "Leist" i Skoen. a) Sogn, Rbg.; Li. Dal. og Jæd.: ogla-. b) Nhl. Shl. Ogsaa: "gao i Oklesko^u", Sogn (Aurland); "gaa Okleleist", Shl.; "i Hoklesko, hokleskood", Sogn (Lustr). Se høkulskodd, hoklskoom. Jf. G. N. ökulskúadr.

Oklespita (o', i') f. det bagere og i det hele tyndere Læggebeen, hvilket dog danner Ankelens Hovedmasse; Fibula. Tel. (Vinje): -spitu. Ogsaa blot: "Spitu"; Tel. Hall.

Oks (o') f., Fl. Ekse(r), Aks. Sogn (Vik). Se Aks.

oksa (o') v. (ar), høvle med Okse m. dvs. Okshyvel. Jæd. "Ukse", Hall. (Nes).

oksam (o') adj. 1) møisomt travl; møisom; anstrængende = slitsam. Tel. (Rauland – Bø). "okesam(e), oksam", og "aakesam". 2) plagsom, især om vanskelige Børn. Østerd. (Aamot): aakesam.

"Oksl (o') f. Skulder". A. Fl.: Eksl´u(r), Hard. Voss. Æks´l NGbr. Aakhl og Økhl,
Fl. Ækhl´a, Hall. 2) = Bergoksl, Fjelloksl, Hard. Gbr.

okutt (o') adj. plagsom = oksam. Østerd.: aakete.

"Ol (ool) f." A. Bakol (Rom.), Bukol, Dragol.

"Olavsskjegg". A. Ma.

"olboga v." A. Nhl. aalbaaga se, Gbr.

Olbogabot (o', oo) f. = Olbogskrike. Hard. Aabogaboot, Tel. Jf. Hombot, Knessbot. Olbogskrikk m. Tel. Hall.

Olboganike m. Albueknude. Tel. Se Nike.

"Olboge m. Albue". A. Olboji (aa#-ø), Hall.; Olboga (aa#-ö), Vestfold; Angboje Rbg. Ma.; Aanbaagaa (aa#-o'), NØsterd.; Armbaaga(a) Østl.; Almbaagaa Odal. – Aalbaagaalykkje f. NGbr.; se A.

"Olbogskjel f." A. Olbogaskjøl, Hard.; Haannbaagaaskjæl, STrondh. (Bynes).

olbogskjota v.a. støde til En med Albuen; støde En til Side med Albuen; støde En fra sig; forstøde. VTel. (Mo, Vinje, Rauland, Laardal): aabogskjote.

"Old f. Mængde osv. (omtr. som Elde)". A. Shl. Jf. Gjerold m. (Ryf.), Fjorold m.

"Olda f. 1) Bølge". A. Olde Nfj. Sdm.; Olla Ryf. Røldal, Jæd. Se Alda. "Olla" mest om smaa Bølger.

olda v. n. 1) bølge svagt; kruse sig, om Vand. Ryf. Jæd. Dal. Li. "Dæ olla føre Baad´n". Aldrig "odla". Til Olda. 2) mylre; tumle om hinanden. Ndm.: aall. Jf. kvidra, kvera.

Olda f. 2, stort Trug, ofte af en udhulet Stamme = Olla (A.) Sæt. Tel. Særlig: Slagtetrug; Ned. Overalt: Olle. "Jolle" d. s. Tel. Se flgg.

Olda f. 3, Kilde, Vandaare = Olla (A.) Tel. (Tinn, Selljor): Olle; Vestfold, Busk. og Rom.: Olle (ö#-aa), om store Kilder, større end "Ile". I Hall.: "Ølde, Rende eller Vandgrøft, ogsaa Bølgedal", A. Se flgg.

Olda f. 4, en noget lang Fortælling af lidt tvivlsom Paalidelighed = Slø(d)a; maaske ikke saa afgjort upaalidelig som Skrona. Ma. Li. Rbg. (Honnes). Olda 2, 3, 4, udtales – ligesom Olda 1, – ingensteds Odda, Odde eller Odla; kan altsaa neppe (undtagen 3,?) være Olla. Andre Ord, som betegner en længere tvivlsom Historie, betyder ogsaa (og mere opr.): en Rende, lang Kumme, et Rør og dl.; saaledes: Slø(d)a, Sløkja og Svæa (eg. en Rulle?). De tre er maaske eet med Olda 1, Bølgedal.

olda el. olla (A.)? v. (ar) fortælle lange tvivlsomme Historier, "Ollur" = slø(d)a, svæa (skrona). VAgder, Rbg. "Han olla upp nokæ Rø'u sum va fæle"; Aaserall. "Olla o masa; olla o ljuga". 2) snakke meget og larmende; især om Snak af mange i Munden paa hinanden. Nordl. Namd. Innh. Selbu, Ryf. Jæd. Li. 3) lade Munden løbe; konversere ugeneret. Trondh. "Oll' (aall, öll) mæ ein". 4) snakke lallende og utydeligt som et Barn der begynder at tale. Rog. – Oll n. det at olla. – Oll m. høirøstet Snakken; surrende Støi af mange Snakkende; ogsaa "Skraal, støiende Lystighed". A. Nordl. N- og STrondh. Ryf. "Aall (öll) aa Fjaall". "E høyr Aall´n 'taa dæm". Trondh. – Olla f. et lidet snaddrende Pigebarn. Ryf. Jæd. – Ollar m. En som ollar, især 1); = Skronemakar. – Lydforholdene i disse Ord er de samme som ved Olda f. 4, (og 1, 2, 3,). For Resten synes de, især Oll m., at have (faaet?) Berøring med Oldr, oldra, olstra, G. N. öldr, öld Drikkelag; se A. Jf. Olva.

Olde m. liden Bølge. Dal. Li.: Olle.

Oldesaar n. = Oldenaar. Nfj.

oldgamall? adj. ældgammel Tel. (Selljor): olll- (o'#-ö). "ollende gamall" d. s. = eldende g. Tel. (Selljor). – oldrgamall (o'#-aa#-ö) d. s. Romsd. (Veøy, Nessæt).

Oldgras? n. gammelt Græs. Ryf.: Oll-, Aall-. Jf. Old f., Fjorold.

"Oldr (el. Older) m. 1) Elletræ". A. Ol´lr m. Nhl. (Eks.); Ol´dr f. Shl. (Fitja); Oldr el. Oddr (o'#-aa#-ö, og "tykt", kakuminalt D) f. STrondh.; Ou(l)dree (öu) og Aa(l)dree m. NGbr. – I Ndm. er Oldr m. = Kvitore; Oole m. = Svartore. Se Ore. – Oldr-rust f. Elle-lund. Sogn.

Oldr m. Mylder. Til flg. Ndm.

"oldra v.n. støie osv." A. 2) gaa hovedkulds og larmende til Værks; arbeide tumlende; tumle. Ndm. "Vi he no aaldra fraa oss Slagtingja no". "No he e aaldra dæ tee". 3) mylre, vrimle = olda. Ndm. (Halse, Tingvoll). "De äula aa aaldra mæ Mäur. 4) overhænge med endeløst Snak, især vedholdende urimelige Anmodninger; mane paagaaende. Hall. Ryf. Jf. olstra. – Oldra f. Kvinde som oldrar 4). Hall. – oldren adj. som gjerne oldrar. Hall.

olja (o') v.n. føle Kvalme (især) forbunden med sure Opstød. Hard. (Odda, Ulvik), Voss. "Da olja fy Bringgo". Se olga A.

oljen (o') adj. 1) kvalmende, kvalm; især om fed Mad. Voss. 2) lummervarm; kvalm, om Veiret. Hard. Shl. D'æ olje i Veere". – Oljeve(d)r n. Hard. Shl.

Oll (o') m. Nul. Ma. Tel. Se Nul, Ollo.

Oll, olla, Olle se olda (el. olla), Olde.

oll, ollaa, olle, ollo, Former af all; se d.

"ollo adv. ganske tilfulde". A. odlo, Hard. Shl. "Teena (vera) odlo", tjene (være) Aaret rundt, modsat "teena Holvo", se Halva; hertil Odloteenesta f. )( "Holvoteenesta", Hard. Shl. – Foran Komparativ og især Superlativ: overmaade, uden Sammenligning, aller-. olle (bære, besst), Tel. (Selljor, Aamotsdal); ollu VTel. (sj.); oddu (vesst), Tel. (Eidsborg, Vinje, Rauland og fl.); öllaa (best), Tel. (Heiddal); odle (vesst), Ryf. (Suldal), Røldal; allo (besst), Num. (Nore). Se allra-.


Ollo (oo) m. 1) Nul; se Null. Hall. 2) liden Kreds; Bogstaven O. Hall. (Gol).

"olma v.n. (ar), gjøre truende Miner osv." A. Være (vise sig) "olm", overh. Ryf. Tel. ölme, Rom. Nedre Tel. og fl. aalm, Stjør. – olmen adj. som olmar. Stjør.

olma v.a. (ar), gjøre olm, tirre. Nfj.

"Olmosa (o', o') f. Almisse". A. Aalmøysa, Hard. (Kvamm), Ölmö(r)s, Vestfold (Hov). – 3) som adj. (el. Genetiv): "ei aalmosa liita Stöue", en elendig liden Stue. Sfj.

olmosleg adj. elendig, ussel, kraftløs. Tel. (Mo og fl.); oomosleg og oomoskleg; af Oomose, VTel.

olna (oo) v.n. bli lunken; kuldslaa sig: a) om Væsker, og om Luft i Værelser. VTel. Rbg. Ma. b) om Marken om Vaaren. NVTel. (Rauland), Hard. (Kvamm). Hænger, trods Vokalen, vel sammen med Yl.

olstra (o') v.n. snakke i eet væk raskt larmende og eenstonigt; især: overhænge med endeløs høirøstet Anmodning. Rog. "Han sat olstra mæ dæ heile Kvell´n, so eg maatte gjee meg". "Ho öula aa olstra". Ogsaa: "Han laag olstra i Svøb´n", snakkede i Søvne (monotont); Jæd. – Olstr n. og m. og Olstring f. det at olstra. Rog. "Dæ va daa ein Olstr: her æ kje høyra Manna Maal"; Karmt. "D'æ slik Olstr aa Styr mæ (paa) deg"; Rog. "Olstring aa Styr aa Kav"; Rog. – Olstra f. og Olstrekopp m. En som gjerne olstrar. Rog. Jf. oldra.

Oltaum (oo) m. Tømme af Læder. Totn og fl.

Olva (o') f. Støi; Surren. Ryf. "Her æ slik ei Olva 'taa adle desse Bodno". Jf. Oll.

ola (o') v. støie, surre. Ryf. Lidet brugt.

"Om (oo) m." A. 2) stærk mørk Lyd som er dæmpet ved Afstanden. Shl. Sogn, Jæd. Tel. "Eg høyre Oom´n 'taa Elvo". Isl. ómr d. s. 2) Ry. Hard. (Odda). "Da gjængge slik Oom tao dan Kar´n".

Om (oo) m. 2, En som omar 2, = Kop. Vald.

Om (oo) m. 3, svag Lugt, saa som af bedærvet Korn. Tel. (Heiddal og fl.). Jf. Ome (Luft).

"oma (oo) v.n. (ar), 1, lyde osv." A. Om dæmpet stærk Lyd, "Om". Shl. Jæd. "Elvo ooma". 2) udstøde høie Lyd; skraale. Hall. "Aa so tee huute aa oome paa Bjødn´n".

oma (oo) v.n. 3, lugte svagt, til Om 3. Tel. 2) om Luften: være heed og fuld af Solrøg, "Ome". Jæd. Dal. Jf. G. N. ámr, dampende, rygende (Hj. Falk, A. for N. F. VI, 2, p. 116).

Ome (oo) m. 2, svag Strøm af varm og tør Luft, saa som fra en Ovn; varm Luftning. Jæd. (Haa, Time). Vel eet med Ome dvs. Røg osv., Solrøg A.

?Ome (oo) m. 3, = Otte. Tel. Jf. omur-.

omen (oo) adj. om Sommerluft: varm tør og disig, fuld af Ome. Jæd. Dal.

omeslaus adj. ubekymret. Tel. Se omur-.

Omn m." A. Oogn Ryf. Oogn f. Dal. (Lund), Li. G. N. ogn og ofn.

Omnbed (e') m. Bund i Ildstedet. Ombæ og Omsbæ, Sfj. (Jølstr); Om(n)sbe, Hard. Romsd.; Omsbæde, Nfj.; Omsbe’e, YSogn. Maaske overalt: "Aamm-". Se Bed, Bede.

Ombud f. Pulterkammer ved Siden af Ildstedet. Østerd. "Aam(n)buu".

Omnkinn f. Sidestykke i Skorsteen. NGbr.: Aamm-. Ogsaa: Aams-kinn.

Omnkøysa f. En som gjerne sidder og varmer sig ved Skorsteen. NGbr.: Aamm-.

Omns-bru f. den vandret fremspringende Kant af Murværket over Ildstedet. Østerd.: Aamsbruu. Ogsaa: "Peisbru". – Omnsbrun f. d. s. NGbr.: Aamsbroon.

Omn-skeima f. Sideplade (Bredside) af Kakelovn. Li. (Fjotland): Oognskjäema.

Omn-slind f. Stang under Loftet ved Ildstedet til at hænge op til Tørring paa. NGbr.

Omn-stong f. lodret Støtte af Træ el. Jærn under Hvælvinger i Skorstenen. NGbr.

Omns-tre n. vandret Stang indmuret i Skorstenen til at hænge Kjedelkrog, "Skjerding", paa. NGbr.: Aamstree.

Omntel n. = Omnbed. Ndm. Se Tel.

Omose, omosleg se Olmosa, -sleg.

omurlaus (oo) adj. 1) fri for Bekymring; sorgfri; rolig; maaske ogsaa: uinteresseret, ligegyldig. Tel. (Vinje, Rauland, Skafsaa, Laardal, Kvitseid): oomurlouse, oomoor-, oom(m)er-; ogsaa oomoors-, Tel. (Mol.), oom(m)ers-, omes-, Tel. (Skafsaa, Laardal); og umurslouse? Tel. (Eidsborg). Jf. Umur, Uro, Plage (?) A. "Han sat so o.". "Hava de o#-t o gott". 2) som ikke volder "Umur"; a) om Personer: fordringsløs stille og behagelig. Tel. "Ein o. o snill´e o stidd´e Kar´e". b) om Forhold og Gjerninger = sutlaus, lettvinn. Tel. "Eit o#-t Arbei". Formen "umurslouse" er noget usikkert; men A. har "umurlaus, Umur m.". U, hvor det ikke er det negtende, berøvende eller forværrende (un-), blir stadigt foran M (og N) til O, i Tel. Selv U = un-, er vel i Ord, hvis Sammensætning er fordunklet, deelvis blevet til O. Umur til myrja, mura (murka, murla) dvs. grave, gnave,krille, pirke? Eller for *Umod (T. Unmuth), jf. Omo(d)?

On (oo) f. det at være stærkt optagen af en Interesse el. et Arbeide; Drift til el. Iver for at faa noget udrettet eller færdigt; Arbeidsiver. Sdm. (Sande, Volden). "Han hadde slik Oon ’ti se, at dæ va kje Raa te faa snakke skikkele mæ 'naa". "Han hadde slik ei Oon mæ dæ Arbeide" (A). Oon synes at kunne være < *Odn, som Iin > Idn, og at høre sammen med od, Od, Oda (3)) osv. Er vel eet med "On (oo) f. Lyst, Behag", A:; men Vokalen synes at vanskeliggjøre Identitet med "Un". – onast (oo) v.n. (ast), faa (have) Drift el.
Lyst i sig til at udføre noget. Ndm. "E oonast ikkje gjera dæ". Vel eet med "onast v. fatte Lyst; f. Eks. til et Arbeide", A.; medens "eg unast (trives) hedder "e oonest (imperf. oontest)" i Ndm. Jf. NSv. (Finlandsk) Dial. onas, hota.

ona (oo) v.n. (ar), see længselsfuldt efter noget; stirre med Forventning om at faa; stunde = ønast. Sæt.? Ma. "Hund´n stænd' o o^una ette Mat". Sammesteds lyder una : "ona" (o'). For odna?

"Onder (Aandr) f. Ski". A. Aannaar m. den korte Ski. Namd. Helg. – Aandra f. Ski (overh.). Helg. (?Alstahaug), Voss. – Aandraføre n. = Skidføre. Voss.

"onderola f." A. Aannaarsøla, Helg. (Ran.).

ondra v.n. gaa blindt hen, tumle afsted = andra, tulla. Hall. (Aal, Gol, Nes): aandre og øndre. Det Søndmørske "aandre" (ondre (o'), og næsten undre (u'), Hjørungfjord) kan være ondra, men ogsaa andra, A. "E gjekk dær paa Fjell`ee aa øndra aa fann kji fram". "Han gjekk dær aa øndra aa ha ingji Greie paa dæ han skulle". – Ondra f. og Ondre m. En som ondrar; sandseløs fortumlet Person. Hall. Ogsaa: Ønd´dr f. Nes. – Øndrekølle f. d. s. Hall. ondren adj. tilbøielig til at ondra, til Ondring f. Hall.

"One (oo) m. Skovstykke". A. 2) Markstrimmel = Teig, især med Hensyn til Meining eller Skjærning = Von. Rom. (Sørum, Eidsvoll), Odal. Fra Sfj. er meddelt "Oon" og "Voon" om noget lignende.

One (o', og oo) m. se Une.

ongn(!) adj. egnet for Lydforplantning = lyd; ogsaa egnet for Gjenlyd; gjenlydende, resonant; = hyngn(t). NØsterd. (Kvikne, Tynset, Foldal, Rendal, L.-Elvedal): öngn og aangn. "Stua e saa öngn". "D'e saa aang(n)t i Vee`ra (Veer´e?), at Kjærkeklokka hørs hit". "Her e saa aang(n)t, her maa vaaraa hoole" (hult). "Der e saa öng(n)t burt i Skoog´a". Hertil yngna, (h)yngnt. Alle Formerne er selvfølgelig langt fra det opr. Lydene synes at pege mod et aun (auden).

"Ongul m." A. Ungedl, Sogn (Lærdal), Voss.

Ongulbein n. et angellignende Benfremspring straks bagom Gjelleaabningen paa Fladfiske. SHelg.: Ungaalb. og Aangleb.

Ongulbein n. et angellignende Benfremspring straks bagom Gjelleaabningen paa Fladfiske. SHelg.: ungaalb. og Aangleb.

Ongulhylma f. se Hylma. Sfj.: Aanggle-.

Ongulraa? f. Fiskestang. Gul.: A(a)ngelrøe.

"Onn f. 1) Travlhed osv." A. Nfj. Odn SBerg.; Aann Tel. Agder, Hall. fl.; Ønn Hall. Vald.; Aa^ynn og Ø^ynn , m. St. 3) Omsorg for at noget blir gjort. Sæt. Tel. "Kvæ heve Aann fyre de?" hvem har at sørge for det? Sæt. "Naar äin ha'i Aann paa o hogge um Sumaarn", naar man sørgede for at osv., passede paa at. Sæt. 4) Bestilling? Sæt. Jf. anna paa.

onn adj. travl. Hørt kun i n.: aannt, Tel. "Her æ so aannt i Dag". Ogsaa: aanns, ØTel. (Bø, Sauar). Jf. ant.

"onna v." A. 3) udføre Indhøstningsarbeide, afhøste en Gaard. Gbr.

Onna(r)kar m. Karl, som er leiet for en enkelt "Onn". – Onna(r)taus f. Pige osv. Ndm.

onnarlaus adj. fri for Travlhed; omsorgsløs; rolig; omtrent = omurlaus. Tel. (Selljor, Kvitseid): aannarslous.

Onne n. Omsorg for noget; Indseende med n.; Ret til at mestre; omtr. = Umbod. Jf. Onn. Vald. (Vang, Slidre, Aurdal): Ønne. "Han vil ha slikt Ønne paa alt". – Onnekraaka f. Person som mener sig kaldet til at have Indseende med og mestre alt; (Kritikakler). Vald.: Ønne-e. Jf. onsa.

Onne-arbeid n. Markarbeide i en "Onn".

"Onnetid f." A. 2) travl Tid. Tel.

Onning f. 1) det at "onna". 2) Meiearbeide i en Udmark. Hall. (Aal): Aanning.

"onnug adj. flittig, hastende". A. aa^ynnog og ø^ynnog, NGbr.; odnuge, NRyf. odnige, Shl. Nhl. 2) forbunden med tidlig Udvikling el. Virksomhed; tidligt udviklet, fremme; tidlig = skjot. Ma. (Grindeim), SætB. "Ait aannigt Aar". "De bl^eiv' aannigt paa Jo^uræ i Aar"; SætB. "Aen aannige Gar"; Ma.

onsa v.n. (ar), 1) have det travlt med Smaating, f. Eks. med at fingre, rode, fritte, sladre; være gjeskjæftig og paatrængende; have sin Næse allevegne. Sogn, Sfj. (YHolmedal); Rom.: önnse. "Annsa burt-i alt; aannsa mæ alt. Hertil vel: "ønsa, mestre, kommandere; Hall." A. 2) være i urolig Bevægelse af Længsel efter noget; stunde efter. Østl. (Rom.?): önnse. "Han önnser saa svært paa at hu ska kaam(m)a". 3) v.a. sætte i Bevægelse; animere; drive. Tel. (Bø). Mest: aannse seg. – Onsar m., Onsekraaka f. En som onsar; næsvis geskjæftig og mestrende Person. Sogn. Jf. Onnekraaka. – Onsekolla f. d. s. Sogn. Wilse: Aansekolle, paatrængende Person; Eidsberg i Smaal. – onsen adj. tilbøielig til at onsa, til Onsing f. – onsig adj. = onsen. a) virksom, rørig. Tel. (Bø). "Naa maa du væra aansig aa ikkje sita inne aa hiipe". b) fritte- og sladdresyg. Sfj. Jf. Onn, Onne; ansa.

Op (o') n. Stirren, Gloen. Ryf. (Nærstrand og fl.). "Reisa te By´n aa kjøba Aab (Aap) aa Glaab". Men "ooben (oopen)" dvs. open. Til opa; jf. ofsa, ofsnast. – ?opa (o') v. glo. Ryf.: aaba.

openskaa (o') adj. 1) om Sted, som ligger aabent; fritliggende, synbar. Dal. (Hedland, Hæskestad) og Ma. (Øvrebø): obaskaa; Ryf.: oopenska. "Gar´n ligge obaskaa fyr adle Vinna". Især ofte n.: obaskaatt, Dal. Jæd. Jf. vindskaatt. 2) aabenmundet = openskaar A., Isl. opinskár. SætB.
Ma. (Grindeim); Li. (Fjotl.): obenskaa (næsten: skamløst aabenmundet); Tel. (Vinje): openskor; Tel. (Selljor): openskaara; Østerd. (Tynset): öpeskaaren. "Han va saa aap(p)inskaatt", Stjør.

openskaarlege adv. ufordulgt, aabent; )( i Dulsmaate. Vald.: aapenskaarle ikke ø-).

openspena adj. om Kjør som (fremdeles) malker. Tel. (Bø). – openspræna adj. d. s. Tel. (Bø).

Opi-gjerd f. en mangelfuld Modning af Korn; se flg. NGbr.: Oopeegjæl.

Opi-rauv f. aabenmundet Person. NGbr.

Opi-saad f. Kornhylster som staar paa Akset kjerneløst og tomt; oftest en Følge af Regn i Blomstringen. Ma. (Aaserall): Opæsaa. I Nabobygden SætB. hedder det: "D'æ kji gildt at de rigner i opæ Saa dvs. fysst Konni n^uyst hev skre'i".

Opi-skaa f. aabenmundet Person. Ma. (Aaserall, Bjelland) og VTel. (Moland): Opæskaa; Ma. (Holum): Obaskaa. – Opeskraa f. = Flaakjeft, Gopa. VTel. (Moland). Opneskraa f. d. s. Sfj. (IDale). "Aabaaskaaba" f. el. adj. meddelt fra NJæd.

Opi-skomm f. En som skamløst aabenmundet ikke engang fortier egen Skam. Ma. (Vigmostad, Holum): Obaskaamm.

Opn n. Aabning = Op. Ndm.: Aafn.

"opna v.a." A. oofne og ooftne, Totn, Land; aafn, Ndm. – "Opning f." A. Oof(t)ning f. og m. Gbr. Totn, Land; Aafning, Ndm.

Opnaskaap f. et viltert aabenmundet, troskyldigt Kvindfolk. Hard.: -skaop. Skaop" f. d. s. Hard. Jf. Opiskaa. – opsa se of-.

Or (oo). I Forbindelsen "Oor aa Skor (o')", Rede paa noget, fuld Udredning = Greida. Hard. og fl. (Asbjørnsens Ev.) "Da kom Oor aa Skor i koor däi hadde bore seg". Nu opfattet som Ord (G.N. ord), men sandsynlig fremgaaet af det ikke længere klart opfattede G. N. órskurdr, Kjendelse.

"or (oo) præp." A. oo Tel, Romsd. og fl.; o^u, Agder, ubetonet (o') og oftere (u'): "detta u Vænna".

"Or (oo) m. 2, Ribs". A. Ulv´ebær, NGbr. (Vaagaa); Ulv´ebærkjærr, Ribsbusk.

Or (oo) m. 3, Slibe-meel = Kvataur. Innh. (Beitstad, Leksvik). "Heinoor; Sliipoor".

Or (oo) m. 4, Bundiis; især opskydende B. Tel. Ø- og VAgder. Se Or n. A.

"ora (oo) v.n. (ar)". A. 3) om Dannelse af Bundiis. Tel. Rbg. Ma. "De oorar nee paa Steinane". 4) om Dannelse af buglede Iis-lag henover Marken ved smaa Vandløbs deelvise Tilstopning. Ned. og fl. 5) om opskydende Bundiis. Ma. 6) om Renders og Løbs Tilstopning ved Iisbelæg. Tel. Ma. "Slokji oora o Kvennee stoo".

"Ora (oo) f. Sælestroppe". A. Oorde, Tel. (Selljor, Kvitseid; Nedre Tel.), Bamle (Tørdal); ligesom Urd, arde; Oordre ("tykt" rd eller D, + R), Smaal. (Trykstad), Rom. (Nes); Oola ("tykt" L), Helg.; Oodre, Sfj. (Jølstr), Nfj. (Breimn, Utvik, Honndal, Eid); Oor, Nordl. Se Arda.

Orbotn (oo, o') m. En som er umaadelig, "bundløs", i Æden og Drikken. ISogn. Orbytne n. og Orbotning m. ISogn; Aurbytne n. Sogn (Lærdal); Ørbitne n. Sogn (Systraand); Ørnbytne? Hard.

"orda v. (ar)". A. v.n. "oore ut(t)um", i sin Tale gaa i den yderste Kant af det som ligger En paa Hjerte; gjøre svage Antydninger; "slaa paa". Tel. Hall. (oole).

Or(d)askil se Ordskil.

ordast v.n. (ast). "oorast utpaa, frampaa" = orda utum; Ndm. "oolast uut umm", d. s. Gbr. (Vaagaa; Øyer?). "oolast om", udtale sig lidt om, SHelg.

ordberrt adv. (adj. n.). "Synge oolbærrt", saa Ordene tydelig høres. Østerd.

ordbinda v. = maalbinda. (Asbjørns. Ev.).

Ordeferd f. Udtryksmaade. I Skrift.

Ordfloke m. Ordforvikling. Hard.: O^urflo^ukje.