A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"ovboden adj. overdreven". A. ovbo'i og obbo'i, -e, adj. n. og adv. Tel. Sæt. Ma.; aaboo'e, Jæd. Nedre Tel. Formerne turde ligesaa snart være bestemt Form af Ovbod n. Se aaboden som maaske er samme Ord. (Christie: aabjoe, overmaade; jf. Bjod = Bod). Jf. G. N. ofbjóda.

Ovbrigd se Avbrigd. Ovbrikn se Brikn.

Ovbrytja f. meget stor stærk plump og tunghændet Karl; se Brytja. Ndm. Ork: Aabrytkj(e).

Ovburd (u') m. et overvættes stortFoster; især om Kalv. Nfj. (Breimn): Aaboo´re. Jf. Bur(d).

Ovbyrja? f. noget overflødigt, noget overdrevent, noget overvættes; en uhyre stor Masse el. Mængde. Ma. (Aaserall), Rbg. (Bygland, Evje): Ovbyrja, -e, og oftest Obbyrja, -e; Helg. (Nesne, Brønnøy, Bindal): Oobørja og Aabørja; SHelg. og Namd.: Oobør(r)i og Aa-.. "Ei Oobørja te
aa eet(a) aa te aa arbei". "Ei Oobørja te Kar, te Kveita". "Da va daa Oobørjaa!" f. defin. Helg. "No (naa) bl^eiv de Ovbyrja (f. defin.) mæ Vind´e (Regn, Slaasting)", SætB. "O(v)byrja mæ Arbei". "Alti æ de Ovbyrja mæ hann!" "Inkji gjer no (naa) O(v)byrju av de!" pl. "De va daa O(v)byrjun du kjæme mæ", pl. defin. "Han æ so flink´e, d'æ O(v)byrja!" "Dettæ va daa ræent ei O(b)byrje!" Evje. "Dæ (de) va da Aabørja te Bør!" Namd. – Ligesom Ovbod (Ovbo'i) bruges det ogsaa som adj. og adv. Ma. (Aaserall), SætB. "Kyr´æ vart(´e) sj^euk av den ovbyrja Mo^ukkingjæ". "Obbyrja(a) sto^ur´e". Ogsaa: "Han æ so obyrja", saa paagaaende, ikke givende Taal. SætB. Jf. aabørja, Innh. A. (aabyrgja?). Jf. byrja, gaa løs paa, G. N. byrja. Sv. Diall. ooboorga dvs. mycket, ofantlig; hører andensteds hen, til byrg. – oobørjele adj. og adv. overflødig, osv. Helg. – Et aabyrja adj. er meddelt fra Sæt. (Hyllestad). "Han æ so aabyrja te tak' i", saa ivrig osv.; "aabyrja flink´e". Seer ud som det hørte til byrja aa.

Ovbysje n. en overmaade stor og uformelig Ting; se Bysje. Ryf.: Aa(v)bysje, Aabyyse.

Ovbyste n. = Illbyste; se Byste. Ryf.: Aav-.

Ovbøys f. svær Kvinde; se Bøys. Dal.

?Ovbøyse n. = Ovbysje. Ryf. (Imsland).

"oven (oo) adj. 2) utæt, gisten". A. VTel. (Mo, Moland, Selljor), Hard. (?Kvamm); Nhl. (Mo, Eks.): oven (o'). Hertil ovna (o').

Ov(e)revle n. 1) noget som overstiger Ens Kræfter osv. = Ovevle. G. N. ofrefli Overmagt m. m. Ovrevle Tel.?, Salten? Oo-evle, Salten; af Ovevle. 2) noget som formedelst Størrelse eller Plumphed vanskelig mægtes el. haandteres. Helg. Former: Oorævle, Vefsn og fl.; Oorøvle, Oorövl, Brønnøy, Hemnes, Lurøy og fl. "Et Oorævl(e) te Staakk, te Æmne". 3) noget overmaade stort og vældigt; noget gigantiskt eller kolossalt. Ryf. Jæd. Dal.: Ovrøvle og Aavrøvle; Li.: Ovrøle og Øvræle (hvilket dog vel er samme Ord?). Sjelden: Ovrøvla, -røla, -ræla f. Dal. Li. Jf. ovevla; Avevle ("Aoevle", hvilket dog kan være fremgaaet af Ovevle, ligesom "aoan" af ovan; Hard.).

ov(e)revle og ov(e)revleleg adv. og adj. 1) som ikke kan mægtes eller haandteres; uhaandterlig. Helg. (Vefsn, Tjøtta, Vegaa, Herøy, Ranen, Hemnes, Brønnøy): oorævle, ooræ´vele, oorøvle, oorövle (maaske oftest med Tonen paa midtre Stavelse). Senja: urø'veli. "Oorævle Staakk, Æmne, Øks". "Oohag Smee tæk oorævle Tree". 2) overvættes; overordentlig; vældig. Rog. Shl. Helg. (Vefsn) og fl. "Ein ov`røvle Hest, eit aav`røvle Tree"; Shl. Rog. "Ovrøvle stoor, ovrøvle voont Veer". "Dæ va oorævele koor stærk han va", Helg. "Oorævele (oorövle) stoor, vakker, støgg". "Boole æ saa oorævle, dæ mun væl bærä", Vefsn. – Ogsaa: "eit aavrøvla Beist", vældigt Dyr; Shl. (Etne), Røldal. "Hu va aaverø´vele, den Ku´naa"; Jæd. Ogsaa aav(e)røv´lele, Jæd.; aaræv´lele, Hall. (Gol); o(v)røv´lalege, Ryf. Jf. ovevla, avevla; og Overevle hvoraf det vel fremgik.

Overfall n. Nedfald af Stene og dl. paa Vei, Gaard osv. Sogn: Aav(e)rfadl. Denne og andre Sammensætninger ov'r- (ofr) udtales sommesteds og undertiden med akut (hvas) Betoning af ov'r-.

Overfødning m. Dyr som er fodret en Vinter igjennem. Smaal. Aav(e)rfønning.

overkupa v.a. (ar), underkue; overvinde. Vald.

"Overlag n. = Ovlag". A. Gul. Stjør.

overlag adj. og adv. overvættes, overordentlig. Stjør. og fl. Overlag n. brugt som adv.

overlaups adv. og adj. overskydende; tilovers; overflødig; parløs. Tel. Rom. (A.). "Ei overlous Skaal" dvs. uden Kop; Tel. Wille har: overlaups, som gaar over Tallet. aav(r)löus, Rom. Se Yverlaup.

overvaden og -ug? adj. overstadigt lystig, overgiven. SHelg.: aavervad(d)in. Ogsaa: aaverveea adv. (og adj.) "a. gla". SHelg. "vada" lyder her "veea", og sjeldnere "vadd'".

oveta v.n. æde for meget. Tel.

"ovevla (o') adv." A. Land: aavævla og av-; Nordl. (Nesne, Salten): oo-ævle. Se Avevle, -a.

Ovfella f. svær Person. Ryf. Aa(v)-.

Overfer(g)ja f. = Ovfella. Ryf. Aa(v)-.

ovfoldom adj. og adj. overflødig. Gbr. (Vaagaa): ooføyldaam (-om). Jf. Foll. – ?aavfællom d. s. Gbr.

Ovfoss m. vældigt Vandfald. Li.

Ovføre n. udmærket "Føre". Tel. (Vinje).

Ovgjegna f. = ovgjegn. Shl. (Kvin. Stord).

Ovgjæla? f. noget overordentligt, noget overvættes. Hall. og fl. Maaske til Gjæla 3. Eller se avgjerdar.

Ovgjøda se Avgjøda. – "ovgod"; offgo^u, Li.

"Ovgrip n. Storverk". A. 2) noget usædvanligt, enten godt eller ondt. Sæt.

ovgu adv. og adj. Tel. (Kvits. La.), se avgu.

Ovgygr f. en overmaade svær og plump Figur. Ryf. (Tarvastad): Aavjør. Røldal og IRyf.: Aavgyvra. "Jør" og "Gyvra" er Gygr; Ryf. "Ei Aavgyvra te Kar, te Tree". – Ovgysja se Gysja.

Ovhend og Ovhende n. et yderst sjeldent Tilfælde, "Hende"; et reent Slumpetræf. Ryf.: Ovhende (Suldal) og Aa(v)hænne. Jf. aahent.

ovig (o') adj. 1) = ovug. VTel. Sæt. Ma. "Den ovige Drogjæ", den bagvendte Ramse. 2) fordringsfuld, storagtig; vel eg. = keik. Dal. Ryf.: ovige og, mere udbredt, aavige.

"Ovkar m." A. Aakar, Ryf.; Offkar VAgder. Har nogle Steder i Berg. været brugt
saa udelukkende ironiskt at man nu ingen Bevidsthed har om den eg. Bet. Saaledes: Ovkar = Häukar dvs. Spitsbube; INfj.

ovkyrnt (oo) adj. om Sten med Kornene eller Kjertlerne vidt adskilte. Sæt. "A(i) o^uvkynnt Kvenn". Jf. oven.

ovlaga se avlaga. Ovlaup se Aalaup.

"ovleg (o`) adj. overordentlig, udmærket dygtig". A. oveleg Tel. (Kvitseid); oovle og oovle-in = frak, Gul.; uvle STrondh. (Bynes og fl.). "Ein uvle Hjælpesmann". "Han va ittj uvle te di".

"ovlege adv." ovlega, aav-, Ryf.; oovle, -li, oovooli, SGbr. (?), Innh. "No gaar dæ oovooli", nu gaar det voldsomt paa. Vil glide sammen med uvyrdeleg, "oovörli", hensynsløs og dl. Trondh.

Ovleggja f. vældig Figur, Kolos. Dal. Tel. Ryf. – Ovleggjar m. d. s. Li. (Nes). "Ein O. te Hest, te Stav, te Stein". – ovleggjande adj. og adv. = avleggjande. Bamle og fl.

ovleid adj. yderlig "leid”. Helg.: aalei.

ovlessa v.a. og n. overlæsse. Dal. Li. "Ovlessa Hest´n".

Ovlessa f. 1) altfor svært Læs. Dal. Li. 2) vældig Figur, Kolos. Dal. Li. Ogsaa: "ein Ovlesse Kar"; Li. – Ovlessing m. d. s. Li. Ogsaa: Lessing, Avlessing.

Ovliv n. = Avliv. Helg. (Vefsn): Övliiv.

Ovlæta f. 1) Jamren osv. = Avlæta. Vald.: Aavlæte. 2) Aavlæter f. pl. Særsyn = Ovverk. Røros. – ovlæten adj. = avlæten. Vald.: aavlætin.

"Ovlæte n." A. 3) noget overordentligt = Ovverk. Tel. Sæt. "Eit Ovlæte te Kar".

ovlæte, adv. og adj. overordentlig, overvættes. VTel. ØTel. (Bø). "Ovlæti gott". "Ovlæti spræk´e". "Ovlæte Kar". Ogsaa: "ovlæta gooe Venir", ØTel. (Sauar). "ovlæte, -a" er sandsynligvis bestemt Form af Ovlæte n., Ovlæta f., ligesom ovverkje, ovvisa, fælune og m. fl.

Ovløkje n. svær og plump Figur; Kolos; se Løkje. Nfj. og Sdm. Aaløkje.

Ovløysa f. noget ualmindeligt, især meget stort. Li. Dal. "Ei O. te Kar". Aa(v)løysa, Ryf.

"Ovmenne n." A. Ryf.: Aa(v)menne.

"ovna (oo) v." A. ovna (o'), Nhl. Tel.

"ovnøyten adj." A. 2) ødsel; især i Forbrug af Emne (Materiale) Vlad.

"ovra (o') v.a." A. Romsd. "Silda ovra se", viser sig i Vandskorpen. – Ovrels (n.?): 1) "D'æ svært te Ovrels paa Silda", Romsd. Nfj. 2) Fremtoning. Nfj.

ovreida, Ovreide se avbregde.

"ovrikja v." A. Sdm. (Sunnylven): aav(e)rriikje.

ovrikjen adj. tilbøielig til at bruge sin Overmagt til Voldsomheder. Sdm. (Sunnylven): aav(e)rriikjen.

Ovrydle n. = Ovbysje. Ryf. (Saua).

Ovræa f. = Avræa. Rbg. (Evje, Bygl.), VTel.

Ovrækja f. en svinsk, uterlig Person = Avrækja. Tel. Ogsaa: Rækja, Urækja.

Ovræla, -e, -røla, -e se Overevle, Avræle.

Ovrøyvle n., Ovrøyvling m. se Aarøyvling.

ovsegja v. gjentage faldne Udtalelser i stærkere Udtryk; forstørre fremførte Data, ikke nødvendigviis overdrive. Tel. (Kvitseid, Laardal). "Beeleguutn sille ovseia alt de soom Beelen sae".

ovsjeldan adv. yderst sjelden. Jæd.: aasjælla(a).

Ovskomm f. = Avskomm. Ma.

Ovspiketak? n. en yderste Kraftanspændelse hvorved man til Nød faar overvundet en Modstand. Nfj. (Honndal): Aaspiikatak. Til spika v.

"ovsterk adj." A. Ned. aa- Nfj.; oo- Salten.

"ovstor adj." A. Li. Ryf. aastoore Nfj.

ovsvær adj. yderlig svær. Nfj.: aasvære.

"ovsvæsen adj." A. oosvæsen Sfj. (IDale, Vevring).

ovtennt (oo) adj. med gisten, "ooven", Tandrække. Tel. (Mo).

"ovunda v.a." A. 2) v.n. see med et ondt, skadevoldende, Øie. Vald. (Vang). "Augunda kji paa Ky´dn vaara!" Jf. Augor.

ovundre se av-.

"ovundsjuk adj." A. augun(d)sjuk, Vald.; äugensj^euk ISogn; öugoon(d)sjuk NGbr.

Ovunds-knut m. 1) Kurre eller liden, ikke af Hænder knyttet, Løkke paa Traad. 2) Knude man ei faar op. Li. og Dal.: Avenskn^eud.

Ovunds-pita f. bitte liden Fisk som hænger i stormasket Net. Hall.: Augunds-peetu.

Ovunds-vase m. Forvikling af Garn, voldt af et ondt Øie. Gul.: Avon(d)svaasaa. Se ovunda 2).

"ovvaksen adj." aavooksen, Helg. Steig.

"Ovvatn n." A. Ndm. Stjør. Tel. Li. Særlig om for meget Vand paa Møllehjulet; Ndm. Stjør. "Kvæⁱnna gaar i Aa(v)vatna". "Vaad(d)aa i Aavvatna", om Overflod.

Ovvaae m. yderst dristig og voldsom (farlig) Karl? stor "Vaae". Sæt. "De va tr^ei Ov-vaa-a: de va Vind´n, o Finn´n, o Slaattekarn". I Kvitseid i Tel. er det "Vind, Eld o Vatn", som er de tre Vaa-ar. Jf. Volund-mythen.

"Ovvedr n." A. Aaveir Sfj. (Bremang).

ovveiden adj. ubekvem, uhaandterlig, klodset; om Redskaber. Nfj. (Eid og fl.): aavei´den el. maaske ov(v)eiden ("Spade, Slede"). Hedder i Nfj. Sdm. Romsd. og Ndm.:
ooveiden, ooveien, hvilke kunde være uveiden. A. Jf. ovvægjen.

ovverkje adv. og adj. n. overordentlig, overvættes. Tel. (Kvitseid, Selljor). "Ovverkje gildt". "De bli so ovverkje". Eg. bestemt Form af Ovverk n. Se ovlæte. Ogsaa: "De va Ovverkje te flink´e Kar"; Tel. (Tinn, Lunde, Kvitseid, Mo).

ovverkjeleg adj. og adv. = ovverkje. Tel. (Laardal).

Ovvisa f. noget usædvanligt. Mest i Flertal: Ovviisur, overdrevne Historier = "Skrjonur, Heimløysur". Tel. (Mo; Svein.).

ovvisa adv. og adj. = ovverkje, se d. Tel. (Mo, Kvitseid; Svein.). Bestemt Form af foreg. "Ovviisa gott; o. mykje". Ogsaa (eg.): "De va daa Ovviisa te Floons".

ovvægjen adj. 1) som ikke er vel støttet under sit Tyngdepunkt, som vil svaie over, "vega yve"; mest om høit eller skjævt opstablede Ting. Nfj. (Breimn, Gloppen). "Ein aa(v)væ´jen Tynnefarm". "Eit aavæ´je Lass". Ogsaa: yvevegjen, Voss; øvevagjen, Sfj. (Holsa, Førde), og øvesvægjen, Sfj. (IDale). Og: oovæigle, NGbr. (Vaagaa); maaske uvegleg, se d. 2) uhaandterlig = ovveiden, hvormed det nogensteds vil vikle sig sammen, og i Romsd. og Ndm. vil falde sammen i Udtalen. Jf. væg, vægd (fram-, att-), avvægja; G. N. vægja.

Ovvæla f. Overdrivelse; Overdrevenhed; Urimelighed; vel eg.: overvættes Masse el. Hob, "Væla". Smaal. (Askim, Eidsberg, Rakkestad). "Haa(t) ska de væra for (e)i Aavvæle aa gjæra de saa stoort, aa gjæra saa høg Gal, aa riive saa i?" Maaske nogensteds: Avvæle.

ovvæle adv. overdrevent, overvættes. Rom. (Eidskog, Nes, Nedal): aavæli. "A. stoort". aavælt d. s. Ork. (Meddal). Jf. avvæle.

Ovvøla f. en stor svær Figur. Odal. "Ei Aavøle te Hæst, Ku, Purke, Kar". – "ovvøle Greie", noget overdrevent, urimeligt (stort osv.). Vald. (SAurdal). – Maaske til Vøla, Dynge.

oya (o'y, Diftong) v.n. (ar), skrige oy (og o-i), jamre sig = øya. VAgder, Rog. Andre Steder: øya, aua, auja.

oyvi(t)da se audvita.
P.
P, Bogstav, gaar – ligesom K og T – i eenlig Stilling efter Vokal over til "blødere", mindre pustende. Lyd, i Kyststrøget fra noget Øst for Arendal til omtr. Midten af Ryfylke. Dette Strøg er i Øst meget smalt, men bliver stadig bredere mod Vest og NVest, saa det i VLi. (Sirdal) og i Rog. falder sammen med Beboelsen. Paa de fleste Steder inden Omraadet er Lyden nu det almindelige, stemte, B; langs Grændsen mod det øvrige Land høres mangesteds et Slags Mellemlyd mellom P og B, hvilken oftest er halv stemmeløst B (jf. Joh. Storm, Norvegia I, 29. 30 og fl.); desuden er i Dalarne denne Lyd den mest utbredte; den betegnes her (p)b; undertiden er for Kortheds Skyld brugt kun B (G, D). Saa: "ta(p)ba, Rei(p)b (Vi(k)ga, Lei(k)g, Ga(t)da, vi(t)da, Gei(t)d)"; Øvre Ma., Eiken i Li., næsten hele Dal. I NHelg. og IHelg. er tildeels lignende Lydforhold. Se ogsaa A. Gramm p. 110. 111. 105.

pa se plaga. – Paddelus se Pall-lus.

Padd m. Padde. Innh. "Haalaa-, Holo-". – Paddegrutl n. Paddeæg. Nhl. Se Podde-.

Padda f. Underlaget for Kverneakselen. NRyf. Ogsaa: Grunnpadda; se d.

paggeleg adj. lig en Bylt, "Pagge"; velnæret. Ma.; Smaal: "päggeli".

[pal se Pal, A. "Staa pal", holde Stand, holde ud; Oslo, Shl. og fl. "Vera pal, sitja pal", sidde urokkelig; Ma. og fl. "Halda Pal mæ ein", holde En Stangen; Shl.

pala v.n. (ar), trave smaat afsted = dilta i Veg; pakke sig. Østerd. Gbr. Ndm. Trondh. Nordl. palle, Ringerike (Snarum). "Han pala 'taa Gale". – Paling f. "Ta(ka) Palinga", el. "ta(ka) te Palings", trave afsted. – Sv. Diall. pala, gaa sagte.

"Pall m. 3) ophøiet Gulv". A. I Fæhuset: Forhøining af Møg, hvorpaa Faarene anbringes. Dal.: Padl. ”4) Terasse osv. A”. Ndm. Vald. Padd VTel. Rbg. Li. Padl (dels Pa´dl, dels Paddl), Ryf. Shl. Særlig: en gjenstaaende Tørvmasse med Gruber paa alle Sider; Jæd. 6) liden vandret Græsflade i en Bjergside = To f. Rbg. (Aamlid): Pal´e. Pallt m. d. s. Vestfold. – 7) Bænk i "Badstova". Ned. 8) Jordbænk langsad den ydre Stuevæg. SSmaal. 9) Savbænk. NSmaal.

Pall-lus f. Bænkebider, Oniscus. Tel. (Selljor), Li. Paddeluus, Ma. – Pallplukk(a) f. d. s. YNamd. (Nærøy), Helg. (Bindal). Hedder andensteds: Munkelus, Tusselus.

Pallnævr f. den knortede Bark, som udvikler sig efter Afflaaningen af den oprindelige "Nævr". Ryf. – Palltak n. d. s. se Tak. Ryf.

Pallpøyt n. Tusindbeen og andre Leddyr i raadne Vægge og dl. Namd. Jf. Palllus.

Palltak n. se Pallnævr.

Palltosk (o') m. Taskekrabbe, Cancer Pagurus. Ma. (Otrnes og fl.), Li. Vel eg. Palltoska, ligesom Svart-tosk m. = Blaataska, -toska f. Se A. – Pall om Forhøining under Vand synes kjendt i ØMa.

palma v.n. blomstre med Rakle, Palma f.
el. Palm m. (Tel. Smaal.). Berg.; Østl. (Smaal. Odal og fl.): pälme.

palma v.a. og n. 1) slaa (til En), drive (til En). Rom. Follo, Smaal. Vestfold, Ringerike og fl. "Je pälma 'n mæ en Stæen", el. "p. te'n". 2) hale med Haand vekselvis flyttet frem foran Haand. I Sydkystens Sømandssprog. Jf. Eng. palm, Haandflade.

Palmar m. 1) en kølleformig Knippel. 2) = Slagvol. Vestfold (Lier): Pälmer. Til foreg. Eller Palmestok, Pilgrimsstav?

pampa v.n. gjøre smaa (lodrette) stampende el. hakkende Bevægelser. Saaledes: "pampe o eta", proppe sig med Mad, om Børn; Tel. "Pampa aa ro", ro hakkende og med liden Virkning; Ryf. Jf. pempa. Sv. Diall.: pampa, gå tungt och ovigt.

"Panna f. 1) Stegepande". A. Paanna (nogensteds o'?), VAgder.

Pannebru f. Pandens Fremspring over Øinene. Jæd. Se Bru, Isbru, Peisbru.

Pannereim f. Panderem paa Bidsel. Odal. Pannestol m. d. s. Smaal.

parafus´ adj. rask og rørig; livlig, om Gamle og om tidligt udviklede Børn. Selbu. Meddelt. Klinger halvveis fremmed. Jf. dog fulparug, fuld af Smaasvig, Odal; Sv. Diall. parug illistig, paraktug skälmsk, par qvick; G. Sv. par svek; Isl. pöróttr skjelmsk.

Parrak n. = Parak (Toreidal i Ma.). Li.

"Pas n. Riis". A. For Bas, se d. 2) værdløse ting, Skrab = Tros. Hard.

Pask n. = Parak. SætB.

"pasken adj. svag". A. Ryf. 2) om al Svagelighed (Skranten), ogsaa moralsk og økonomisk; = pjuskjen. Ryf.

"Pass n." A. "Av Pass´e", udenfor Maal og Maade; usædvanlig. Ryf. "Vee saamaa Passe", i omtrent samme Tilstand. NGbr.

"Passar m." A. 3) Regulator; f. Eks. ved et Vandindtag. Gbr. (Lom).

Pasvid n. Dvergbirk. Hall.

patla v. trippe afsted; omtr. = pala. patla seg, pakke sig. Shl. Ryf.

patlen adj. = pasken. Ryf. Shl. "D'æ patle mæ dei".

Pauk m. 1) liden svag og sløv Person; svag og senfærdig Person. Ma. Rbg. 2) Pog. Ringerike (Modum). 3) se pauka.

pauka v.n. (ar), synes at være en Sideform af bauka, hvilket det i det hele ligner. 1) stampe, stoppe, proppe; omtr. = pampa. Sæt. "Han pauka o aat, pauka i seg mæ baae Haando". 2) gaa stampende i stavrende og møisomt. Ned. Ma. Hall. 3) arbeide møisomt; slide og slæbe. Hadeland, Ringerike, Hall. Vald. Totn, Land. "Pauke som ein Maur". 4) pladske, tumle. Hall. "Pauke i Sæng´n". 5) skvulpe osv. = bauka. Hall. "Gryyta pauka". – Pauk m. En som paukar. – pauken adj. Ma. og fl. "Han æ muslen o päukjen, gamaal o p., kjæme päukans; d'æ ein gamaal Päuk (Pöug)". Jf. spauka. – Vaannepauk n. = Vondbauk. Ringerike.

paula v.n. (ar), knurre, grine, smaaskjænde. Innh. Helg. "Han gjekk aa pöula aa grein för (fär) di", el. "'ti di".

pauna v. (ar), grine = paula. Hard. (Odda).

paura v.n. (ar), være i stadig Smaabevægelse. a) mylre, om meget smaa Dyr. Vald. (NAurdal). b) koge sagte. Helg. c) stikke og grave vedholdende; arbeide vedholdende og flittigt med langsom Fremgang; Stjør. NGbr. "Han pöura som ein Möur, men dæ maanaa ittj naa för (fär) 'aam". Paur n. det at det (man) paurar. – Paur m., Paurar m. En som paurar; Pirker, Pusler. – pauren adj. tilbøielig til at paura, pirkende osv. Jf. pora, pura, Pøyr, Pøyring.

Paure m. liden svag Stakkel; Pusling. Hard. – Pauring m. d. s. Helg. (Vefsn). Noget usikkert. – Pøyring m. d. s. Helg. (Vefsn). Noget usikkert. – Pøyring m. = Paure. Helg. (Vefsn). – pøyraat adj. pirkende, puslende. Vefsn.

pausa v.n. (ar), æde med Munden fuld = mumpa; proppe sig; fraadse. Tel. "D'æ gott pöuse i baae", om to gode Ting som tilfalder En; Bø i Tel.

"Paut m. 1. Kumme osv." A. 2) firkantet Kasse; ogsaa en Markedsbod. Helg. Namd.

Paut m. 2. 1) liden haard spids Tingest; Pind; Stikke. Tel. Rbg. 2) særlig: fremstikkende Pig af tørt Træ = Snag. Ryf. 3) en Surmuler. Ma.? Se flgg.

paut adj. storagtig, strunk, "kry". Se flg.

pauta v.n. (ar), være "paut", Vesteraalen. 2) brøle sagte med vredt (sætte Mulen frem). Romsd. Ndm. "smaapaute". Minder med de foregg. om Eng. pout surmule.

pauta v.n. (ar), stikke = pota. Tel. (Sellj.).

pautra v.n. 1) mumle frem Misnøie; smaaknurre = potra, putra. Hard. 2) signe = putra. Hard. – pjäutra v. signe. Sogn. "P. i Vatne". pj(a)ottra d. s. Hard.

"paa præp. paa". A. "Paa den Grunn", af den Grund. Som i Eng. "Ein Dimm´e, Bæv´e paa (attpaa) Far´n", Slægten paa, Lighed med F. Nfj. og fl.

paa se baade; og se plaga.

paabeiten adj. ivrig og udholdende i Kamp og Forfølgelse. Sfj. Se beita paa.

Paahang og -heng n. Overhæng; Paahæng.

paaherden adj. ivrig og udholdende i at sætte sin Vilje igjennem; energisk = gjedningen. Helg.: paahælin, -heelin; af herda.

Paakoma f. paakommende Tilfælde; Tilfælde. Sogn, Sfj. (Jølstr).

Paaraak n. noget man kommer paa; Paafund. NGbr. (Vaagaa). Paarak, NGbr. (Lom); neppe til reka; vel af "raakaa" dvs. -aaka?


Paasetnad m. = Paasega. Shl.

paastendig adj. paastaaelig. Ryf.

Paat se Pot. – paataa se pota.

Paatak n. noget man tager fat paa, helst unødigt eller unyttigt; en (unyttig) Begyndelse. Sogn.

Paate m. = Flaatt, Ixodes. Ndm.

paavyrd adj. paaskjønnet, skattet,; i høi Priis. Ryf.: paavoorte part. af vørja voorde voort dvs. vyrda.

Peik m. en Skjelm af en Dreng? Li. (Eikin).

Peik(e)fingr m. Pegefinger. Gbr. og fl.

"Peil m." A. Tel. (Mo). 2) let Omgangssyge. Nfj. (Breimn): "Peil´e, Banepeile".

peilig adj. om Træ: fuldt af "Peil". NBerg.

Peis m. et Slags liden Fisk. Ma. Meddelt.

Peisa f. vommet Figur = Beisa. Smaal.

Peisbru f. = Mantel. Ringerike. – Peisbrun d. s. Vald. Som Brun for Bru. Se Bru, Isbru, Pannebru.

Peishylla f. = Peisbru. Østl.

Peisvang m. = Peislad. Sogn (Leikang).

Peit f. aarsgammel Gjed; se Atterreka. Sogn.

[Pelementa f. et Puds. NGbr.

pempa seg og p. i seg v. fylde sig med Drik. Tel. (Rauland; Wille). Jf. pampa.